Hej alle sammen!
Som overskriften siger, er jeg endnu ikke hundeejer, men bliver det forhåbentligt til marts.
Står skrevet op til hvalp fra et lille hygge-opdræt som havde de to skønneste Grand danois'er. Moderen er rolig, en smule reserveret men tolerant og med et hygge-gen uden lige, faderen var ufattelig glad og elskede hele verden. Den bedste kombination til nogle hvalpe, som får et sind i verdensklasse.. Desværre nåede de to kun lige at parre 2 gange førend faderen blev kørt ned . Så jeg går og tripper til jeg får svar på om det mon bar frugt.
I mellemtiden vil jeg da lige hilse pænt på jer andre.
Jeg er en 25 årig kvinde (ville helst sige pige, men den gælder vist ikke længere), som studerer medicin på 3. år. Jeg er bosat i Odense, men befinder mig pt. Doha i Qatar, hvor jeg er med i et forskningsprojekt om kameler og andre ørkendyrs lugtesans. Alt sammen meget spændende! Jeg kommer hjem i februar måned, og rykker derfra ind i en lejlighed med en anden pige, som i forvejen har en velopdragen lille blandingsdame på 2 år.
På den måde kan vores hunde få glæde af hinanden, og vi kan bo noget større til en mindre husleje. Smart! (så hvis der skulle være nogle med en 3-vær. eller større til under 7000 pr måned, må I endelig sige til!)
Jeg går meget op i dyr, og kan ikke forestille mig at leve uden hund længere. Jeg har stort set haft hund hele livet, men min første 'rigtige' hund var en Weimaraner som jeg fik da jeg blev konfirmeret. Han var et pragt eksemplar uden lige. Var renlig på et par dage, lystrede alt hvad der blev ønsket af ham - hans eneste fejl var at han var en strejfer - der er ikke de gange hvor jeg ikke har måtte hente ham i alverdens hjørner af Vejle by eller på politistationen - og det uanset hvor stort et hegn vi havde, eller hvor meget vi trænede 'bliv i haven' Og det resulterede desværre også i at han 2 gange blev kørt ned - men overlevede begge gange. Desværre måtte vi skille os af med ham da han var 6, da vores familie brød sammen. Han fik et fantastisk hjem hos nogle bekendte og levede der med en anden hund i bedste velgående til han døde af alderdom.
I 2007 var jeg på 'dannelsesrejse' og mødte i Thailand mit lille hjertebarn. En chihuahua på godt 6 mdr som havde udvalgt sig mig. Jeg blev nødt til at tage hende med hjem, selvom det kom til at koste mig godt 12.000 kroner. Jeg kunne ikke bære at hun skulle være hvalpe-maskine - og de ville ikke sælge hende. Så hun var ægte men uden stamtavle - og en meget dyr en af slagsen!
Hende og jeg fik i vores tid i Thailand opbygget en symbiose - vi vidste hvad hinanden tænkte og følte og vi gik igennem alle stadier sammen - hun lærte bl.a. hvad græs var, at jeg til enhver tid skulle beskytte hende fra dumme hunde osv. og da tiden kom til at hun skulle til Danmark, lærte vi også sammen hvad det vil sige at være en lille bitte hund i et iskoldt land, hvor man skal have snor på hele tiden, og hvor alle folk vil hilse.
Men hun var en skøn pige, der tog alt ind med godt mod (bortset fra fyrværkeri!!). I 2008 startede jeg på jordemoderuddannelsen, og vi valgte at forøge vores lille familie med en lille mand. Ham kunne jeg godt have valgt med mere omhu - og ville faktisk slet ikke have haft ham i første omgang, da jeg ikke ville støtte det opdræt han kom fra, men da opdrætteren ringede til mig og sagde at hvis jeg ikke tog ham, ville hun aflive ham, så kunne det ikke blive anderledes. Malte var 8 mdr da han kom ind i vores lille familie, og de første 2 uger var et helvede, da han og Lila ikke kunne sammen overhovedet. Men da jeg troede jeg havde fået nok, vendte alt sig 180 grader, og Malte og Lila kunne faktisk ikke leve uden hinanden. At have ham var en meget hård kamp, for i hans første 8 måneder var han blevet mishandlet af både mænd og hunde, så hans selvtillid skulle op at stå, han skulle vænnes af med sin angst-agression, han skulle lære at det IKKE var ok at strinte indenfor osv. osv. men han var simpelthen noget så dejlig - og kunne slet ikke putte sig langt nok ind i én. Og ham og Lila var uadskillelige. :hjerte:
Da jeg så valgte at skifte studie og flyttede til Odense efter knap 3 år, blev tingene pludselig lidt besværlige. Det første halve år af medicin var noget af en udfordring og krævede at jeg var væk hjemmefra i mange timer om dagen. Dét, oveni at vi var flyttet fra en 3-værelses lejlighed til en 1-værelses, gjorde mine to hunde rigtig kede af det. Og efter ca. 3 måneder hvor det ikke blev bedre, havde jeg SÅ ondt i hjertet. Det hjalp ikke at vi var ude AL den tid vi kunne, at vi legede med andre hunde osv. osv. lyset i deres øjne var bare slukkede, så jeg tudede mig selv i søvn om natten, og kiggede derefter efter annoncer på den blå avis efter om der mon skulle være en fantastisk familie på landet, som levede og åndede for hunde og som netop søgte efter en ny hund. penge betød ikke så meget, det var det fantastiske hjem de skulle have. Og sørme om ikke lige præcis der var en annonce som det - og endda hos en førtidspensionist, som var hjemme hele dagen, så jeg ringede til dem - og det viste sig at de var i odense i en periode, så vi kunne mødes og se om de mon ville passe til hinanden.
Jeg var meget urolig og havde sagt til dem flere gange, at det altså kom an på hvordan hundene tog det - og at det kun skulle være en prøve og at der skulle skrives kontrakt osv. osv. Men da vi mødte dem, og malte fór op i skødet på Charlotte og lagde sig på ryggen med det mest velfornøjede udtryk, vidste jeg at det var den rette familie (for han var altså stadig noget så sky). Men de kom på prøve i en måned - og i den måned var jeg knust og savnede dem noget så forfærdeligt - og selvom Charlotte og Lars var søde og sende MMS'er osv. troede jeg umuligt de kunne have det godt nogen andre steder end hos mig - men da jeg kom på besøg efter en måned, var det så tydeligt! De ELSKEDE deres nye hjem, og jeg måtte overgive mig og erkende at de kunne få hvad de havde brug for der.
Så nu er det to år siden, og jeg brugte det første halve år på at savne dem - men vi ses stadig ofte, så det hjælper lidt. Og ellers har jeg nydt at være fri og kunne tage i byen som alle mine venner og veninder - at kunne rejse når jeg ville osv. Man kan sige jeg har fået raset ud, men nu er det nok. Nu har jeg brugt det sidste halve år på at savne en hund i mit hjem - og jeg har mulighed for bedre bolig samt at jeg er vænnet til mit studie, så jeg ved hvornår jeg skal være der, og hvornår jeg kan læse hjemmefra - hvilket gør min situation ideel til at få min drøm opfyldt. De næste 4 år læser jeg, og derefter er det tid til at arbejde - så jeg kan ikke se hvornår det skulle passe mig bedre.
Jeg har brugt de sidste to måneder på at læse om hundefoder, krav for grand danois, opdragelse, grand danois' stærke og svage sider og ALT hvad man overhovedet kan finde på at læse om - så jeg glæder mig til at være en del af hundeforumet og at få råd og dele tanker med alle jer andre hundeelskere.
Håber I vil byde mig pænt velkommen - og skulle der være nogle af jer der har indvendinger eller rosende ord, må I meget gerne smide dem til mig :blink:
Mvh
Helene
