PBC

I vikingetiden blev mennesker vel 35 år i snit idag bliver vi over det dobbelte. Men rigtigt vi skal jo kun gøre det indenfor rimelige etiske rammer.

Man kan da have stor nytte af at have en sund og rask hund i - nærmest så mange år som muligt. For mit vedkommende, ville jeg gerne have en jagthund, som var aktiv og kunne fylde pladsen helt og fuldt til den var 13 år istedet for kun 9 år, som vel er deromkring de fleste jagthunde ikke er med for "nytten" længere (undtagelser er der selvfølgelig). Derudover må man vel altid ønske sine hunde langt og lykkeligt liv - eller?

Som beskrevet tidligere med tæver - 1. kuld ved 3 år hvis tæven er sund. Så kan man checke hvalpe og tæve når tæven er 5 år og avle videre, hvis alt er ok. Man kan også lave et index på hvad alder alle i stamtavlen har opnået (frasorteret ulykker) - men altså et alders index, men årsag til død. I det hele taget, tror jeg man skulle gå meget mere op i hvorfor hunde aflives eller dør. Hvis vi betalte en "hundetegnsafgift" (som jagttegn) skulle folk nok afmelde når hunden dør og man kunne så indsamle hvorfor den er død. Der er mange muligheder hvis man vil øge hundenes aktive leve alder. Og helt kort Agnete87 - det er jo godt at en enkelt hund er aktiv som 16 årig, men det stiger gennemsnitslevealderen jo ikke af med mindre den har givet gode gener videre. Hvis gennemsnitslevealderen var 15 år, ville du opleve sunde og raske hunde over 20 år måske.

Enig med dig omkring tævehundenes avlsalder, som du sikkert også har bemærket, at jeg har beskrevet lidt mere nuanceret i et tidligere indlæg. Jeg er ret overbevidst om at man avler sundere hunde, hvis man undgår ekstreme (store, tykke, tynde, korte, store hoveder, lange osv) og så avler primært på brugsegenskaber. Jeg kan dog være i tvivl om hvad der ville ske hvis man satte sundhed før brugsegenskaber - det tror jeg aldrig har været prøvet. Men tag en grundlæggende sund race og så lav et avlsprogram der siger: sundhed først brugsegenskaber næst og eksteriør sidst Det tror jeg ville virke

Min pointe er at indsatsen mod arvelige sygdomme er mest effektiv der hvor man kan genteste - og man bør derfor rette opmærksomheden mod når det handlet om bekæmpelse og andre når det handler om at forske. Der er en del sygdomme som man kan genteste for og som man derfor bør sætte direkte ind med bekæmpelse af, hvis man ønsker at bekæmpe dem. I stedet for at forsøge at bekæmpe noget man kender for lidt til, til at bekæmpelsen kan være effektiv.

PRA er den eneste af øjensygdommene, man kan genteste for og derfor udrydde, hvis man satser på det. Derfor er det her der skal satses nu. De øvrige undersøgelser er subjektive og den hund, som findes fri som 2 årig, kan udvikle sygdommen som 4 årig. Man skal simpelthen vide mere, før man kan avle disse sygdomme væk, men jo ældre alvshunde man bruger, jo mere sikker er man på, at de ikke bærer disse øjensygdomme - forudsat at forældrene ser normalt. HD indexet er steget under 5 point for Cocker over de seneste 10 år. Det er ikke meget på 10 år og kan sagtens skyldes miljø, som man jo har fået mere fokus på. Igen, man skal identificere de gener, som giver disponering for HD og genteste, før man kan komme videre. HD fotografering hjælper lidt eller intet. Indtil man har fundet en effektiv angrebsvinkel, spilder man simpelthen for mange resourcer i forsøgene på at bekæmpe visse arvelige sygdomme. Avl på ældre, sunde dyr (især hanner) er en langt mere sikker vej mod sundere hunde. En hanhund, som stadig i 8-10 års alderen er sund og rask, har med stor sansynlighed gode gener at give videre. Også tæver, kan med fordel være mere en 2 - 3 år før man avler på dem og så giv dem en pause indtil man ser hvad der kom ud af det, både sundhedsmæssigt og på anden vis, før man avler videre. En sund tæve som har fået et kuld som 3 årig og er i god kondition, kan fint få 2 kuld mere efter den er fyldt 5 år - og hvor man altså kan vurdere afkommet fra første parring.

Jeg er ret optaget af tanken om at man kunne forlænge hundenes gennemsnitlige levealder, hvis man brugte pengene/resourcerne mere rigtigt. Tænk hvis man kunne have en sund og rask hund i gennemsnitlig 15 år istedet for 10. Tænk, hvis alle de penge, som idag bruges på fx HD fotografering, men også andre ikke succesfulde aktiviteter, kunne bruges til at finde og forebygge de sygdomme, som hindrer langt og sundt liv for hundene. Evt. suppleret med penge fra et hundetegn (som man har jagttegn idag), hvor pengene ubeskåret går til fremme af forhold for hunde, sundhedsfremmende forskning og forebyggelse af sygdom. Ikke fordi jeg ikke betaler skat nok, men vi mangler en pulje penge og en målrettet, koordineret indsats mod hundesygdomme. Dyrlægerne idag sætter dagsordenen dels udfra Deres egen etik, men også udfra at deres levevej er syge hunde. Jeg kunne tænke mig dyrlæger, som varetager hundeejernes interesser. Jeg tror fx vi over vaccinerer, fotograferer for meget for HD, Øjenlyser for noget vi ikke kan bruge til så meget (det er bedre at tage gentest for PRA for pengene). Jeg tror også, at vi betaler for meget for hundefoder fordi vi ikke har dyrlæger, vi kan stole på fortæller og hvornår et foder er "godt nok" og ikke kan blive meget bedre osv.

Der er hunde i topform som invalideres af HD D mens hunde i halvdårlig forn lever fint med samme HD grad. Vinkling, gangapperat, tyngde, ryggens elasticitet og andre faktorer betyder noget. Eberhard Trumpler påviste i 70'erne at hunde løber mere med ryggen end benene. Bla derfor er overbyggede mynder så gode løbere. Slædehunde klarer sig fint med hofter som ikke er A eller B. Det samme gør mange jagthunde. Hvorfor?

Jeg tænker nu heller ikke på at gøre ingenting, men gøre noget andet. Tænk hvis man havde brugt de enorme resourcer på forskning i stedet for fotografering. Så kunne vi måske idag gen teste for om en hund er disponeret for HD. Eller man kunne for de penge have gennemført gentest for PRA og udryddet det. Jeg mener stadig at vi har fået meget lidt, om noget, ud af de mange, mange penge og andre resourcer der er stoppet i HD fotografering.

Interessant er det også at visse hunde tilsyneladende leve et fint og aktivt liv med C eller D skåle men det invalidere andre. Måske skulle man vurdere noget andet end det som kan ses på et røngen foto af hofterne. Men det er rigtig svært at evaluere en stigning i index på fx 5-10 point. Hvad skyldes miljøhensyn. Hvad skyldes at man fotografere flere hunde - og også hunde uden nogen symtomer imod tidligere, hvor man fotograferede hunde hvor man havde mistanke eller endda symtomer.

Golden Retriever 30 % A hofter i 2007 efter 20 års indsats. Hvad er den idag? Enig Hope, man kunne ønske sig en phd afhandling om dette.

Jeg mener at BC hører til racer hvor HD ikke har givet store problemer, men ca 50% af de fotograferede hunde havde HD A i 2007. Hvordan så det ud 10 år før og hvordan ser det ud nu. Og hvilke restriktioner har der været? det er rimeligvis umuligt at finde ud af hvor meget skyldes miljø, men en hel del vil jeg tro http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/sadan-undgar-hunde-hofteledsdysplasi og ja disponering for HD er arveligt, men ingen forstpr arvegangen. Ellers havde HD nok været tæt påå udrydet i dag

For andre end dyrlægerne? Indsatsen har været to delt. Dels har man over de sidste 30-40 år HD fotograferet i tusindvis af hunde, lavet avlsrestriktioner og begrænsninger i, hvilke hunde, der må avles på. Og dels er man blevet klar over, hvilke miljømæssige faktorer, som udvikler - eller ikke udvikler HD hos hundene. Men hvordan ser resultatet ud? Er problemet overhovedet blevet mindre? Og hvis det er, skyldes det så fotografering/selektering eller at man tager miljømæssige hensyn, fodrer og motionerer mere korrekt? Jeg synes det ser ud til at hele den kæmpe indsats har været aldeles nyttesløs. Der er præcis lige så store problemer idag som for 30 år siden - og dette til trods for at vi er blevet klar over de miljømæssige påvirkninger.

man kan trække koen til vanden, men ikke tvinge den til at drikke

Så vidt jeg kan se, er den dårlige mave først startet efter den kom fra pensionen. Den blev hentet torsdag. "Ikke spist siden i fredags" - betyder at den har spist fredag, men altså ikke holdt det i sig. Og indlægget blev skrevet søndag. Det nytter jo ikke noget at prøve at få hvalpen til "at løbe en dårlig mave af sig", så gode råd om hvad der ville være en rigtig måde, at håndtere problemet på, ville nok være det bedste, man kunne gøre og give. At en hvalp har et par dage med dårlig mave er skidt, men hvis det bare er en lille infektion, skulle en lille kur med kogt sukker/salt vand efterfulgt af passende skånekost - fx kogt fisk, kogt æg eller kylling, nok kunne klare det. Hvis den holder det i sig, kan en kiks eller tørre franskbrøds stumper følge. Hvis ikke det giver ro, må man til dyrlæge, bare for at sikre at der ikke er andet galt - fremmedlegme i tarmen mv.

Jeg håber jeg ville have haft overskud til at give et godt råd mht maven - skånekost og anbefalet dyrlæge, hvis det ikke hurtigt hjalp. Gjort opmærksom på risikoen for at hvalpen manglede væske. Nogen gange kan det jo være svært at holde masken, men det nytter sjælden at bebrejde, belære og da slet ikke at skælde ud. En snak og spørgen til, hvordan det går, skaber tillid og så kan et godt råd afleveres. Jeg vil så mene at jeg også ville kunne se på hvalpen, hvor ringe det stod til og hvis det var virkelige ringe ville jeg udtrykke min bekymring.

Jeg tror det mest sikre er at anskaffe en hvalp, så er rollefordelingen på plads fra starten og chancen for harmoni størst. Jeg har aldrig haft 2 hanner samtidigt, men med den aldersforskel skulle det jo ikke give problemer. Men det kommer selvfølgelig også an på hvordan din hanhund er mht. socialisering og hvor dominerende/vigende den er. En af hvert køn er vel igen det sikreste, men kan jo også give en del bøvl i løbe tiden.

Jeg vil mene at 14-16 kg er normen for en FT Springer tæve i god form og mellem størrelse. Min første FT Springer sally var kun på 13 kg Mille endte på 16 i topform Bonnie 15 i topform Og Maggie 16 - forventer jeg som 3 årrig i topform Jeg er lidt nørdet med vægt - denne er så ikke hel opdateret med Maggies vægt og går kun op til et år. De udvikler lidt flere muskler og først i 3 års alderen vil jeg mene de opnår fuld størrelse.

Jeg fodrede min forrige FT Spaniel med RC fordi opdrætteren var startet på det og fordi jeg så fik 20 kg med i prisen for hvalpen. Det var fint. Den jeg har nu fik Happy hos opdrætteren og også denne gang fik jeg en pose foder med i prisen. Det har også virket fint. Når det foder hundene har med er brugt går jeg stille og roligt over på Arion, som er et foder jeg selv har fundet frem til at hundene fungerer fint på og hvor forholdet mellem pris og kvalitet er god. der er dog lidt for lidt kød i, men det opvejes af at jeg råfodrer hver 6. måltid. Når jeg kigger på markedet ville jeg vælge det danske Hike, hvis jeg skulle vælge noget andet og så ville jeg ikke supplere med råfoder. Men egentlig tror jeg at langt de fleste produkter er gode og lødige.

Ascha Det skal man ikke nej, men det gør selvfølgelig debatten lettere, hvis man taler om det samme, hvad enten den ene eller den anden nu har ret. Og her er det jo tydeligt at netop størrelsen på dyret er af betydning. Men jeg må give dig en undskyldning. Du har ret i at det ikke er faktuelt forkert at kalde et rådyr for en hjort ifølge dansk sprognævn. At det så i den aktuelle debat har givet misforståelser skyldes at vi altså har lagt forskellig betydning i hvad en hjort er og kan være. Tilbage står at rådyret var blevet taget i struben af en hund eller ulv (sandsynligvis en hund) og at det var fårene også, hvilket underbygger min påstand om, at det ikke er ualmindeligt at hunde og ulve tager passende bytte på netop den måde. Havde det været et større dyr - en hjort på 100 kg vil jeg ikke tro at en hund ville prøve at tage det alene. Nok rende efter det, men ret hurtigt opgive projektet. Hvis det derimod var et anskudt dyr i den størrelse ville hunden forfølge indtil dyret var udmattet og så ville det heller ikke være usandsynligt at den ville forsøge at gå efter struben. Derimod er det rigtigt at når hunde og ulve jager i flok angriber de alle dele af dyret og fra alle sider og på en gang - og ofte ender jagten med at hundene eller ulvene slet ikke forsøger at aflive dyret. De æder det bare. bug og indmad først sammen med de gode rygstykker, så vidt jeg er orienteret.

Krondyr er både hind og hjort, men "en Kronhjort" er et handyr i min optik. At kalde et rådyr for "en hjort" er under alle omstændigheder en misforståelse - ikke mindst i en sammenhæng, hvor vi bla. diskuterer, hvordan en hund eller ulv tager et klovbærende dyr af passende størrelse, når den jager alene. Her er netop størrelsen jo vigtig og en hjort er noget større end et rådyr. Men hvis man ikke kender forskellen på de forskellige vildtarter vi taler om, kan debatten jo godt blive noget vanskeliggjort af det.

Jeg tror AnneMangetal fik os på kornet. Måske skulle vi lade den ligge der.

Nej men en hjort er et handyr.

En hjort - er et handyr. Bum Jeg mangler ord. Det er som om I nægter at differentiere mellem hjorte og en hjort - og så kommer vi jo ikke videre. Handyrene inden for visse hjorte kaldes hjort. Andre tyr eller buk.

Så Kim og Hofferne - en Elg er også en Hjort? Og et Rensdyr? Det tror jeg ikke. Har I prøvet at Google "hjort" og se på billeder - det burde vel være udtryk for almindelig tale. Der er i min optik forskel på "hjorte" og "en hjort". Hjorte er en massebetegnelse for hjortedyr, som vi vist alle er enige om hvad er, mens "En hjort" i Danmark kan være en Sikahjort, en Kronhjort eller en Dåhjort. Altså kun handyrene af disse 3 arter. Det er vist ikke kun god jægerlatin, men almindeligt, i hvert fald blandt folk som ved lidt om det. Der kan måske være regionale forskelle også, men der hvor jeg kommer fra - Fyn og Jylland vil jeg mene det er sådan. I mine øre skriger det til himlen at kalde et rådyr for en hjort. Handyret hedder Råbuk og hundyret Rå Det samme med Elg - Elgtyr og Elgko Og Rensdyr - Renbuk og Simler Nå, men det er altsammen klovbærende vildt i hjortefamilien og vi må jo bare alle sammen så præcisere hvad vi mener, når vi taler sammen. Det er jo i forvejen svært nok uden disse misforståelser.