cs-dumle

Øhm... Jeg er ejer af en mellemstørrelse hund, men jeg føler altså alligevel et stort ansvar for at han ikke er til gene for andre... Det er vel ikke kun ejere af store hunde der skal føle det ansvar. Det vil ihvert fald blive utroligt meget sværre for ejerne af store hunde at sørge for at de ikke generere hvis ejere af små hunde mener deres hund har ret til at styrte lige hen i hovedet på dem.

Helt enig :5up: Måske det også kommer an på oplevelser med de forskellige hunde. Jeg syntes en lille hund kan være nøjagtig lige så farlig som en stor. Vi var i gågaden med Dumle i sidste uge. Jeg holder altid Dumle i meget kort snor der og han er endda begyndt at gå nogenlunde pænt. Vi møder en GD på vejen der går utrolig pænt og ikke under Dumle et eneste blik. En nem hund der ingen problemer er med i gågaden... og så møder vi den her gamle dame med sin minipuddel... i flexline den for frem og tilbage over gaden og snoren var lige ved at vikle sig ind i en mands kørestol. Enhver gammel dame kunne være faldet over snoren og have brækket benet. For mig at se er det fuldstændig ligegyldigt med hundens størrelse. Det er ejerens ansvar at have styr på den så ingen andre kommer til skade eller bliver generet.

Det er jeg bare ikke så god til men hvis det er det der skal til må jeg vel lære det. nu har vi heller ikke prøvet med et "hunden bider" endnu, men tror da det vil få de fleste til at bakke væk igen.

Nej, jeg bedømmer ikke en hel race ud fra mødet med en enkelt hund, men jeg har mødt ufatteligt mange hidsige langhårede gravhunde og havde efterhånden fået den opfattelse at det var bare sådan langhårede gravhunde var... Indtil jeg mødte minie... Hun var den kæreste lille skabning og var helt vild efter at lege med andre hunde. hun var sød at snakke med og ejeren gik til træning med hende og hun var vild med at gå slæbespor. Det ændrede min holdning til langhårede gravhunde. Idag tænker jeg at de kan blive gode hunde hvis bare ejerne gider gøre lidt ud af det. Schæfere er jeg utrolig bange for efter at jeg har mødt utallige af dem der for mig virker uforudsigelige, udspekulerede og onde, men efter at møde mange venlige af slagsen har jeg nu den opfattelse at det er en fantastisk hund så længe ejeren har styr på den og holder øje med den. Ja det er faktisk ikke helt utænkeligt længere at jeg måske endda kunne få lyst til at eje en schæfer Amstaffs og ambull har jeg stadig mange dårlige fordomme om, men jeg har endnu heller ikke mødt nogle af dem med en ansvarlig ejer i den anden ende af snoren. men 1 dårligt møde kan ikke gøre det op for 10 gode. Jeg har også mødt en meget meget sur rottweiler som ejeren bestemt ikke havde styr på og jeg har mødt 2 usocialiserede og usikre af slagsen, men det ændrer ikke mit syn på rottweileren. Jeg har stadig mødt alt for mange velopdragne puttedyr af slagsen

Jamen det har jeg så sandelig da også tænkt mig at prøve på :blink: Indtil videre har jeg bare troet at jeg havde en stresset hund og ikke en nervøs hund. Normalt får folk heller ikke lov at snakke med ham medmindre de sætter sig på hug og ikke klapper ham på hovedet, men mange folk spørger ikke først og mange folk siger "ej pjat!" når jeg siger han ikke kan lide det. Jeg prøver mit bedste.

Det tror jeg ikke. Han har godt nok aldrig brudt sig om at få hverken sele eller halsbånd på, men så snart det er på viser han ingen tegn på ubehag. Jeg har forsøgt med alle de seler vi har prøvet at mærke efter om der kunne være nogle steder det måske var ubehageligt for ham og den eneste det var ved var en hvor den gik op i "albuerne" og det gør den her ikke, men han er generelt begyndt at reagere voldsommere når folk der vil snakke med ham bukker sig ind over ham og klapper ham på hovedet. Han vil jo frygtelig gerne snakke, men det der kan han bare ikke have.

Imba du skal komme med et nyt citat :blink:

Øhm... Det er sådan en lidt ala en chip der undertrykker dannelsen af testosteron (hans boller er også skrumpet), men lige hvordan ved jeg ikke. Ja. Det er mest når han er i snor, men når han ikke er i snor sker det bare senere, så styrter han rundt og stresser sig selv op og bliver gal til sidst.

Jo, det er der også. Rage syndrom, men det er stort set væk i dag. Hvis det endelig er viser det sig som regel omkring 2års alderen (kan ikke huske hvorfor), men mine forældre havde et vennepar med en cocker der fik det for maaaange år tilbage og der viste det sig ved at den pludselig stod med fråde om munden og ville angribe deres datter, så jeg tror ikke man er i tvivl hvis det er det.

Nu bliver Dumle ikke brugt til jagt, men han får sandelig lov at bruge sine egenskaber så meget som det nu lyster ham (og som sundt er) og bliver også aktiveret på mange for ham sjove måder. Det er ikke understimulering der er årsag til hans problemer. men jo, jeg blev overrasket over hvor meget jagthund der egentligt var i ham da vi fik ham og har også mødt mange andre cocker ejere der er blevet overrasket over dette, men det gør ikke at de ikke med den rette stimulering kan blive udemærkede familiehunde.

Kan godt forstå du ikke kan overskue det :ae: Hvordan tager Baldur det at hun ikke er der nu? Vi krydser alt hvad vi kan for at hun får det bedre og kan komme hjem i dag og så sender Dumle et stort hundemys til Luna :ae:

Vi boede i lejlighed med Dumle da han var hvalp. Ja, det gør vi da endnu. Det har ikke været så vi skal op og ned ad trapper, men vi har heller aldrig bare haft en havedør vi kan åbne. Vi var ikke ligefrem glad for at rende ud og ind hele tiden da han var hvalp, men det var hvad der skulle til for at få en renlig hund :blink:

Netop :blink: og derfor ændrer det heller ikke min holdning til det

Jeg har skam læst det :blink: men det ændrer ikke min holdning til at kastration kan forværre adfærden for en i forvejen nervøs hund :blink:

Stakkels Luna og stakkels jer :ae: Det er da godt at der er lidt bedring :ae: Håber på det bedste :ae:

Jo, det forstår jeg godt. Ro og styring i situationer har vi jo selv arbejdet meget med.

Der er vi så ikke enige.

Det kan vi godt blive enige om, men jeg mener dog godt det at miste bollerne kan gøre en hund mere usikker hvis den i forvejen var usikker. Der er jo trods alt en pludselig ændring i hundens krop som den ikke forstår. Okay. Det var da dejligt. Hvad går selvtillidsøvelser ud på?

Så Tyson får ikke længere testosteron indsprøjtninger sammen med selvtillidsøvelser?

Så hormoner har inden invirkning på hundes eller for den sags skyld menneskers opførsel?

Så jeg skal altså ikke analyserer men have en velovervejet omgang med hunden? Jeg syntes du modsiger dig selv en del her Hvordan opsætter jeg selv situationerne? Jeg syntes da jeg så vidt muligt forsøger at opretholde en rolig og naturlig omgang med Dumle, men det bliver nu engang umådeligt svært at eliminerer situationer hvor folk går forbi vinduet, hvor vi møder andre hunde og ejere på gåturen eller hvor Dumle ligger med et ben (jo, kunne godt elimineres, men mener jeg ikke er godt for hundens tænder). Jeg mener ikke jeg ser alt som tegn og symptomer, men jeg mener at det er vigtigt at jeg analyserer situationen jeg står i (for eksempel på gåturen) for at kunne undgå at sætte hunden i en situation hvor den føler sig nødsaget til at snappe. Grunden til at jeg mener den kemiske kan have indflydelse er at det først er efter han har fået denne at han føler sig nødsaget til at snappe i nogle situationer. Det tolker jeg som større nervøsitet fra hans side. Jo, førhen ville han måske også have snappet hvis jeg tog ham hvor jeg gjorde da vi trænede, men han ville ikke have knurret når han lå med ben og heller ikke have snappet når han var opkørt over nogle der gik forbi vinduet. Jeg kan ikke se hvordan jeg før skal kunne have overskredet hans grænser ofte på disse områder da vi jo netop har arbejdet meget med ro når der går folk forbi. Hvis ikke jeg analysere hvad det er der sker og hvorfor det sker hvordan skal jeg så finde løsningen eller vide hvad jeg skal gøre hvis det samme sker i fremtiden? Det er nu engang den måde jeg lærer bedst på. Hvis det kun er mig der skal agere anderledes så hjælper det ikke en døjt at tænke over at det er blevet værre efter den kemiske kastration, men hvis en testosteron indsprøjtning kan afhjælpe at han snapper efter min søster hvis hun bliver forskrækket når han farer op fordi nogen går forbi så kunne det da være en oplagt løsning. At der bliver større krav til ro, tryghed og velovervejet, afbalanceret omgang med hunden er jeg klar over, men jeg finder det meget svært da vi i forvejen arbejder meget på dette og når det så går galt ser jeg dette som et meget stort nederlag (nok også derfor jeg er en del nærtagende ) og kan godt se at jeg vil få brug for hjælp til at klare dette (altså adfærdsbehandler).

Hvor er hun lækker :hjerte:

Er hvad jeg får ud af dette: Selvfølgelig er det mig der er problemet og ikke hunden :blink: men jeg har fået en hund i hænderne som ikke passede til mig, jeg har lært, observeret og handlet ud fra dette.At det så går galt en gang imellem. Ja, det gør det, men det er jo netop derfor jeg spørger om råd. For at lære hvad JEG kan gøre anderledes i situationerne, for at lære hvad JEG gør galt og jeg søger nu adfærdsbehandler for at lære hvordan JEG skal håndtere min hund. Jeg søger ikke råd fordi min hund har et problem, men for at lære hvordan jeg håndterer det/ændre det/hvad jeg gør galt og jeg søger ikke adfærdsbehandling for at ændre min hund, men for at ændre det jeg gør galt og for at lære at se signalerne. Jeg gør ikke bevist ting forkert. Jeg tog ved min hund et forkert sted ja, af ren refleks. Jeg skubbede til ham da jeg blev forskrækket hvilket bare gjorde ham forskrækket, men jeg fører sgu da ikke bevist min hund ind i situationer hvor han bliver tvunget til at snappe! Om jeg håndterer min hund forkert eller ej skal jeg ikke kunne svare dig på, men jeg søger hjælp til at finde ud af det. Jeg har arbejdet med min hund i 2½år og forsøgt at blive en bedre ejer hvilket jeg da også vil mene jeg er blevet (ellers havde jeg nok stadig brugt min tid på at råbe og skrige af hunden hver gang han kører for højt i gear). Jeg gør ikke alting rigtig og laver fejl, men jeg forsøger i det mindste at gøre mit bedste og søger råd og vejledning når jeg igen er kommet på afveje. Jeg bliver både fornærmet, sur og ked af det når jeg læser dine indlæg, for det lyder for mig som om du mener jeg gør alting forkert og ødelægger min hund fuldstændig og jeg vil gerne vide hvad jeg så skal gøre istedet? Det lyder for mig i det hele taget som om du syntes jeg er den helt forkerte ejer for Dumle.

Måske du så kunne forklare lidt nærmere hvad det er der rent faktisk står? Hvordan prøver jeg for meget og hvad er det jeg ikke har tænkt igennem først? At gå en middagstur? At trække gardinerne fra? Hvordan fremprovokerer jeg situationerne? Du behøver skam ikke sidde og bryde dit hoved på at finde en løsning på vores problemer. Du kan også vælge bare at smutte hovedrystende ud af tråden igen :blink: Jeg kunne gerne tænke mig at vide hvad det er jeg forcerer igennem og hvorfor det er kunstigt? Så næste gang Dumle farer op ved at nogle går forbi vinduet, min søster kommer til at skubbe til ham og han snapper ud efter hende skal jeg altså bare forholde mig helt roligt og "naturligt", sukke og sige "Jah, det er jo hundens naturlige måde at reagere på"... eller hvad? Jeg har mange gange haft problemer med min hund og skrevet og efterlyst råd herinde hvis det er hvad du mener Ofte har rådene hjulpet og jeg syntes hellere jeg vil spørge en gang for meget en en gang for lidt hvis der er noget jeg er i tvivl om. Længe har det gået den rette vej og er det gået ned ad bakke igen eller er der opstået et problem har jeg søgt råd igen. Det kan jeg ikke se noget galt i. Hvis det irriterer dig at jeg spørger så meget og skriver så meget kan du jo bare holde dig ude af trådene jeg skriver :blink: Hvis du lægger mærke til det spørger jeg ikke om råd denne gang. Jeg skriver simpelthen bare at det er gået galt, at det er efter den kemiske kastration det er gået rigtig galt (om det så er den der har gjort det eller det hele tiden har været der og tegnene bare er blevet tydeligere efter skal jeg ikke kunne sige) og at vi nu er blevet enige om at en adfærdsbehandler ikke kan vente længere. At folk så stadig vælger at komme med råd og fortælle om deres erfaringer er bare noget jeg glæder mig over.

Det har vi så sandelig også tænkt os