cs-dumle

Takker Jamen der er såmænd ikke så meget at fortælle. Vi valgte irsk setter igen fordi vi bare har fundet vores race i Cody. Barry er fra den opdrætter vi oprindelig skulle have haft fra og af de linjer vi har haft kig på. De to fungerer perfekt sammen og vi er bare super glade for den lille fyr

Takker Han knuselsker ham Vi troede det ville tage godt en måned for ham at accepterer ham... det tog en dag og nu kan de næsten ikke leve uden hinanden

Lidt nyt herfra Krokodillen in action "Grav-hvalpen" Barry Smukke dreng :hjerte: Hygge i sommervarmen

Jeps. Med Cody foregår det meste med poterne. Den der leg vi mennesker har hvor man tager den enes hånd, ligger ovenpå den andens og så den førstes anden hånd og så den andens... og derefter ligger den nederste ovenpå. Den kan man nærmest lege med Cody. Så er der krokodille-legen, hvor han ligger på lur på ryggen med åben mund mens han "raller" og man så kan stikke hånden i munden på ham og hurtig væk igen og PLUDSELIG lukker munden sig (han napper dog aldrig hårdt!). Dumle elskede at kaste bamse. Han havde den her lille pivbamse der aldrig skulle dø. Den kunne man kaste til ham, så kastede han den tilbage og sådan kunne vi blive ved længe, men man skulle altså ikke kaste den væk! Den skulle kastes så han kunne gribe den og kaste den tilbage fra samme sted

Lidt af Cody. Nogle er godt nok fra april, hvor vi havde besøg af min venindes basset hound Ludwig.

1. Det kommer an på hvilken hund. Når de omkringliggende naboers hunde går forbi hilser han pænt og legesygt, her holder vi godt øje med at han ikke sætter forpoterne op på hegnet (hvilket han godt kan finde på). Er det Balder der bor nede i haven der ligger hjørne til hjørne med vores vælger Cody enten at ignorerer ham eller rende ned og drille ham (hvor vi så må flytte ham). Små hunde får som regel lov at passerer vores have med en nysgerrig logrende Cody på den anden side af hegnet. De 3 huskyer, cockeren og den gule lab, samt nogle store hunde er han ved at flyve over hegnet for at æde. 2. Han har altid været nervøs ved det, men med tiden var det lykkedes os at få ham til at gå forbi i ro. Undtagen den rottweiler nede i byen der hænger med forbenene ind over hegnet og hoppende på bagpoterne, her skaber Cody sig voldsomt når vi går forbi... og jeg skriver var fordi der slap en gravhund ud af en have i sidste uge som løb direkte efter Cody så manden måtte råbe den væk... og de sidste par dage har Cody reageret meget kraftigt når vi er gået forbi gøende hunde i haver, men nu har han jo så også erfaret at de faktisk kan komme efter ham

Jeps. Vores skønne datter... altså ikke den røde :blink:

Vi har fået baby

Glad Cody på tur. Lige noget der passer horisont-hunden

Så fik vi også lidt sne

Jeg gør det aldrig igen! Her hedder det enten eller hvis det skulle være. Vores tidligere cocker Dumle fik den. Han fik den for at se om det kunne have en virkning på temperamentet. På det tidspunkt var han en meget stresset og nervøs hund. Efter han havde fået den reagerede han ikke kun på hanhunde, men også tævehunde og mennesker. Han blev bange for alt og de første godt 3mdr var forfærdeligt. Derefter kom han mere tilbage til sit gamle jeg. Da staven havde været i i 6mdr og virkningen skulle begynde at aftage fik Dumle den mest forfærdelige pels, tog på, blev igen mere nervøs og mistede energi. Efter endnu 3mdr da pelsen endelig begyndte at vende tilbage til normal begyndte de helbredsproblemer der varede resten af hans liv også. I takt med at pelsen vendte tilbage til nogenlunde den tilstand han havde inden den kemiske blev snuden og poterne tørre. Han mistede pigment på snuden og indersiden af læberne og blev gråmulet lang tid før tid. Efterhånden fik han problemer med at poterne gjorde ondt hver vinter og snuden ofte sprækkede og aldrig ville hele helt. Vi sagde farvel til Dumle pga. helbredsproblemer i en alder af 6år. Om den kemiske kastration har været skyld i noget af det kan jeg ikke svare på. Det kunne lige så vel være hans stressede liv med ofte højt adrenalin-niveau, at han ikke kom fra en ordentlig kennel eller andet, men jeg ved 100% med mig selv at jeg ALRIG igen vil tilføre min hund en stav, der udskiller hormoner og kemisk l*rt i en dosis jeg slet ikke har styr over og uden at have nogen som helst indflydelse på det eller være ordentlig informeret om virkning og bivirkninger. Jeg tør ikke tage chancen igen og fortryder SÅ meget at jeg gjorde det. Har hørt om flere med gode erfaringer, om nogle der havde samme temperaments-mæssige erfaringer som vi havde med Dumle og som efterfølgende har valgt rigtig kastration med et helt andet resultat til følge. Så jeg vil ikke engang stole på at den giver et billede af hvordan hunden ville reagerer ved rigtig kastration. Hvad andre vælger at gøre må de om, men jeg ved at jeg aldrig vil forsøge mig med den kemiske vej igen. Skulle det være skulle det være rigtig kastration.

Julehund

Hehe jeg har stadig billedet hvor han står på bordet Han var jo lillebitte dengang

Mange mange tak skønne Umulia! :kys: Jeg syntes det er den bedste du nogensinde har lavet Du har fanget ham rigtig godt og fået de træk med, der lige præcis var Dumle :hjerte: :kys:

Therese - Nej, er jeg såmænd heller ikke bange for der er. Hvis der er er det ligemeget, for vi ved vi tog det rigtige valg. Det blev tænkt igennem mange gange inden og overvejelserne om "udveje" til at undlade at sige farvel blev alle vendt mange gange. Havde han været en hund der kunne klare operation og narkose, kunne leve med at blive smurt og få potevoks og sko på hver dag, så havde vi gjort alt det +givet ham medicin og specialkost resten af livet for at beholde ham. Det var han bare ikke

D.11/11 tog vi den tunge vej og sagde farvel til Dumle. Jeg orker nærmest ikke at fortælle om det, så i får den "korte version" som de fleste andre (der så vist alligevel bliver lang nok, men jeg føler der skal en helt livshistorie til for at fortælle det ordentligt). Dumle var igen blevet mere hidsig. Han var selvom han kun var 6år gammel blevet noget stivbenet. Han har haft en fantastisk sommer og efter øre-operationen for en gangs skyld ikke døjet en eneste gang med svamp i øret. De sidste 3år havde han døjet med næsen, der var tør, sprækkede, blødte til tider og ikke ville hele ordentligt. Den sidste uge vi havde med ham forsøgte vi at behandle svamp han havde fået i læbefolden, men uden held. Det var samme problem som ved øret, fugtigt miljø. Vores eneste mulighed var at blive ved med at smøre det (hvilket Bjørn allernådigst havde fået lov til den sidste uges tid), til det gik nok i sig selv og så smøre det igen når det opstod igen eller at få opereret læbefolden væk. Vi fik samtidig dr. dyr til at kigge på poterne, der de sidste 3år har været problemer med så snart frosten satte ind. Trædepuderne var meget tyndslidte og dr. dyr mente han nok havde generelt sart hud. Vi kunne vælge hele vinteren at give ham potevoks på hver morgen inden han skulle ud og give ham sko på på gåturene. Mht. leddene mente dr. dyr det kunne være slidgigt. Der var gode muligheder for et godt liv alligevel, men han skulle i narkose for at det kunne konstateres det var det. Jeg har ikke tænkt mig at forklare mig herinde. I der kendte til Dumle ved hvor meget vi har kæmpet med hans nervøsitet og stressniveau ellers. Vi var enige om at han ikke skulle i narkose igen, da det kræver 2-3måneders arbejde på det mentale efterfølgende. Vi vente slukørede hjem efter dyrelægebesøget den fredag eftermiddag. Først da vi kom hjem og kiggede på Dumle gik det for alvor op for os hvor galt et stod til. Dumle havde længe ikke villet i sofaen, markeret hvis man skubbede til ham når han stod i sofaen og mange andre ting. Vi havde undskyldt det med at han jo også var en sær hund, der krævede sin personlige plads... Nu gik det op for os at han havde mere ondt end vi havde troet! Efter lang tids snak og tuden var beslutningen taget. Vi havde ikke længere Dumle for Dumles skyld, men for vores egen fordi vi ikke ville sige farvel. Lørdag var det uudholdeligt at kigge på ham. Vi var blevet enige om at nyde weekenden med ham, men det var ikke nemt at hive ham med på lange ture når vi kunne se han havde ondt. Vi fik fat i noget smertestillende fra en fra klubben... og pludselig havde vi næsten vores gamle Dumle igen! Det var skønt at se den hvalpede hund han stadig var indeni igen. Det var både en god og hård weekend vi havde med ham, men vi er så glade for vi fik den. Nu orker jeg ikke at forklare mere. Har lavet en video til minde om Dumle. Det var umuligt at korte alt vores tid med ham meget ned, så den er blevet 15min lang. Se den hvis i orker. Nu er der kun tomheden tilbage. Cody har taget det hårdt, men det går bedre efterhånden. Vi savner ham begge enormt. Jeg kan slet ikke forklare det. Dumle var ikke bare en hund, han var ikke bare vores tumling. Han var vores soulmate... og nu er han ikke længere. Det er fuldstændig uudholdeligt. Nogle har forsøgt at trøste os ved at sige "jamen i må også huske på hvor meget nemmere livet bliver nu. Nu kan i have hunden med rundt, i kan tage på ferier, få hunden passet og i kan være afsted hjemmefra mere end 8timer ad gangen"... Folk fatter bare ikke det ikke er en trøst! Vi ville 100gange hellere leve et besværligt liv med Dumle end et nemt liv uden ham. For alt besværet han har været har han altid givet 100% glæde igen! Jeg kunne knap holde at se billederne igennem da jeg skulle lave videoen, men gjorde det for Dumle. Jeg kan stadig ikke se videoer af ham og vi har ikke været ved søen siden vi sagde farvel. Alt ved søen minder mig om Dumle. Mest gode minder godt nok, men det gør bare så ondt! Det var der vi gik sidste tur med ham og der vi satte os ned og holdte om hinanden og tudede efter vi havde sagt farvel. Jeg kan slet ikke forklare hvor ondt det gør... men til Jer der har prøvet det vil jeg bare gerne høre... hvornår bliver det bedre?! Hvornår stopper det med at gøre så ondt? Hvornår stopper tanken om ham med at pludselig springe ind i hovedet på mig og give mig tårer i øjnene? Vi er ikke i tvivl om at vi tog den rigtige beslutning og Dumle er et bedre sted, men verden er bare så tom uden ham! Hvornår kan man huske tilbage på alle de gode minder med et smil på læben, uden samtidig at overvældes af sorg og blive mindet om den dag man sagde farvel?

Det er slet ikke sikkert hunden bliver vanvittig interesseret i det og hvis det endelig sker, så sker det nok ikke før omkring 1års alderen.

Gammelt billede af Dumle og Mis i sofaen Lille Dumle på sofaryggen På båden (og selvfølgelig på puden... så poterne ikke ridser lakken!) ' Dengang Dumle måtte være i sengen. Det må hundene så ikke efter vi har fået høj seng, men vi hygger nu stadig med dyne på madras på gulvet engang imellem. Dumle tager en slapper på sofaen Cody tager en slapper på sofaen Sofahygge mere sofahygge

Spam fra tumpen og tossen. Tumlingen i hopla Dumle er meget interesseret i at få fat på Codys legetøj Tossen og tumpen Mon det var far der kom hjem? Oooh no! Setteren bliver spist af en farlig kampcocker! Nej vent... det ser ud til setteren ar overtaget! Faaarlige kamphunde

Løse hunde... og en ged!!! Nu føler jeg mig helt privilegeret over genboens løse hund, der trods alt for det meste holder sig på grunden.

Syntes lige jeg ville dele mine drenge "live" med jer, så her er lige en lille video af Cody og Dumle der nyder en rolig morgenstund sammen

Lidt spam fra tumpen og tossen mmm det er så hyggeligt at pille frø mm. ud af pelsen efter en god tur på engen... grauuuu faaarlig løve!

Kender flere med store hunde def har dem på bagsædet. Vi har Cody i bur og skal snart have fundet en anden løsning da buret bliver for lille og Dumle skal have sit bur i fred, så de kan ikke bare være sammen bag i bilen. Her gør de sjældent, men en irsk setter ser vist også mild ud. Meget dyrt! Vi giver omkring 350 i måneden for foder. Vi kan nemmere tage den store hund med på besøg end den lille fordi han er mere rolig. Vi har også flere pasningsmuligheder til den store. Kan man ikke? Vores den store putter mere i sofaen end den lille. Han fylder, men det er hygge og han tror selv han er på størrelse med en chihuahua. I sengen må de ikke komme. Den er for høj og jeg tror ikke på det er godt for deres led at gå op og ned af den. Når Cody bliver gammel nok glæder jeg mig til at han kan rende ved sidrn af cyklen, for vores anden hknd kan ikke finde ud af det. Syntes det def skal tænkes mest over i fmorhold til en lille hund er plads, omkostninger og kræfter til at holde kræet hvis den ser sig gal på noget.

Det eneste problem vi har haft med løbere er at de tror de ejer hele stien og nægter at rykke bare en milimeter til siden, så jeg må som regel stå helt ude i en busk med hundene mens de passerer. Dem med hund er som regel flinkere. Selvom hunden er løs og mine skælder ud har jeg kun oplevet hunde der virkede til at nyde løbeturen, holdte sig på den modsatte side af ejer end os og totalt ignorere mine hunde. Cyklister med hund derimod! De er utroligt dårlige til at bruge ringklokken heromkring. Mine hunde får ofte en ordentlig forskrækkelse og bliver rigtig sure når en anden hund kommer styrtende tæt forbi bagfra og ejerne hiver bare hundene med videre selvom de bliver utrygge. Vi har en mand i byen der altid cykler med sin staffordshire. Han bandede og svovlede af mig den anden dag han cyklede forbi med en snerrende hund og mine gjorde udfald. Jeg havde ikke nået at korte snorende ind, men hvad han åbenbart ikke tænkte over var at bruge ringklokken. Jeg gik i venstre side af vejen, så havde ikke lige forudset der kunne komme cyklist med hund bagfra.

Vi har to hanhunde sammen. Den ældste en engelsk cocker/ft spaniel og den yngste en irsk setter. Den yngste er nu 11mdr og det fungerer stadig ubeklagelig godt. De respekterer fuldt ud hinandens signaler. Når den ene siger fra bliver det respekteret af den anden og omvendt. De virker som to hunde der ville være kede af at leve uden hinanden. men... når det er sagt. Må give Umulia ret. Racen har bare meget at sige! Vi priser os lykkelige for at vi har to hunde, der af sind er sådan, at er der optræk til ballade vælger de begge at trække sig. Før setteren havde vi en cairn terrier tæve. Hun blev syg til sidst og begyndte at springe på vores cocker, for hvad der for os så ud til at være uden grund, men cockeren valgte også altid at løbe væk, trække sig og gemme sig væk under sengen. Havde vi haft to terrier tror jeg der havde været store slåskampe på den tid. Jeg ville aldrig vælge at holde to intakte "stærke" hunde sammen eller for den sags skyld en "stærk" med en "blød". og så det med signalerne. Herhjemme bliver der ofte knurret og i værste tilfælde snappet ud. Det er for det meste den gamle der ser sig nødsaget til det når den unge ikke holder afstand når han ligger med sine sager, men det sker da også at den unge knurrer hvis ikke den gamle holder afstand nok (det gør han dog oftest helt af sig selv). Det får de lov til! Det er jo på den måde den gamle siger til den unge at han skal smutte og er jo netop de signaler der gør at det ikke udvikler sig til bid. En enkelt gang har den gamle haft den unge helt nede at ligge, da han blev ved med at komme til hans ben. Hvalpen skreg som en stukken gris og den gamle tog sit ben og gik. Ingen bidsår, ingen skrammer eller lignende, men lidt savl i nakken, var hvad hvalpen havde. Han er aldrig siden gået så tæt på den gamles ben og den gamle har aldrig siden markeret på den måde, så det har virket. Så længe det går så godt lader vi dem klare deres konflikter helt selv! Da vi havde terrieren og hun ignorerede cockerens advarsler, huggede hans ben alligevel og fløj i struben på ham hvis han nærmede sig derefter var det en helt anden snak. Dengang hed det sig at de aldrig fik tyggeting i nærheden af hinanden og man måtte have øjne i nakken 24/7 i tilfælde af at der var noget spiseligt i nærheden. Her måtte vi ofte ind og stoppe terrieren når hun var for hård ved cockeren, men omvendt måtte vi til tider stoppe cockeren når han blev for vild i leg og tromlede terrieren. Selvom de to var af forskellig køn er jeg i dag glad for at have mere "lige" hunde. Nå... jeg ender altid med at snakke om egne erfaringer, men det er nu engang dem jeg bedst kan snakke ud fra. Hvad jeg mener er jeg syntes i bør tænke jer rigtig rigtig godt om inden i anskaffer jer en intakt hanhund, der er mere "hård" i det end den i nu har. Vær forberedt på det kan ende i kastration, men i værste tilfælde vil det ikke engang løse problemet hvis hundene allerede har set sig sure på hinanden. og så syntes jeg man bør lade hundene knurre af hinanden for at markerer hvor deres grænser går. Så længe det bliver respekteret og ikke udvikler sig bliver det som regel mindre med tiden fordi de hver især lære hinandens grænser at kende og ikke overskrider dem længere.