Lonny

Forrige gang var juleaften, og her skete der intet da hun fik sprøjten. til gengæld har jeg dyrlægen lidt mistænkt for at have været lidt voldsom ved hende Luna ville ikke vågne af opvågningsprøjten, og jeg blev sendt ud og betale imens hun vågnede, pludselig hørte jeg hende hyle efter mig, og herefter kom dyrlægen ud med hende, og dette på trods af at Luna stadig ikke kunne stå på sine ben, og faldt om ude i venteværelset Så det kan sagtens være at denne travle dyrlæge der egentlig havde fri kl. 11, og nu var kl. 17, måske i sin vrede over at skulle blive der længe juleaften, var for voldsom i sit forsøg på at få Luna til at vågne... Og på kontoret, ja her er jo mange lyde, så det kan godt være at det er dem der gør forskellen på om hun reagerer eller ej. Men disse lyde har jo været der før, uden at det har gjort hende noget. men hun var jo så som sagt bedøvet i går, og kan derfor godt være lidt mere følsom i dag. Æv, nu sidder jeg her og bliver voldsom sur på mig selv over at jeg efterlod hende inde hos dyrlægen juleaften, da jeg er ret sikker på at det er denne utålmodige dyrlæge der har ødelagt dyrlægebesøgende for Luna

Det kan da godt være at det bare er meget forskelligt fra hund til hund, det må jeg lige spørge dyrlægen om når hun langt om længe ringer...

Da hun panikkede, der var hun ikke engang kommet op på bordet endnu, hun hørte bare at dyrlægen pillede plastikken af engangssprøjten... Men selvfølgelig kan hendes sidste indsprøjtning have gjort ondt, og det var det hun huskede da hun hørte lyden.

Min dyrlæge vil heldigvis godt forebygge, så Luna får en ormekur hver 3. måned, men jeg kan selvfølgelig ikke lige huske hvad midlet hedder.

Men hvorfor er hun så pludselig bange for dyrlægen, der skete ikke noget der ikke er sket før? Og tro mig hun kunne bestemt ikke lide det, jeg kunne knapt nok holde hende, så meget kæmpede hun imod, og det gavner jo desværre ikke hendes fremtidige forhold til dyrlægen

Hun er i buret, og der er ingen problemer så længe jeg er her, og der er heller ikke altid problemer når jeg går, men så pludselig beslutter hun sig for at det er forfærdeligt. Det er et stofbur hun er i, og i dag har hun formået at lave det helt deformt fordi hun ikke ville være der imens jeg var væk. Men så anden gang jeg gik, så sov hun bare videre, og tredie gang pev hun Det gør det jo også lidt svært at forudsige hvilke situationer der er "farlige", da de jo ikke tidligere var farlig. F.eks. oppe hos dyrlægen, der har aldrig været problemer før, men nu vil hun slet ikke op på bordet... Vi har selvfølgelig aftalt med dyrlægen, at vi i det næste stykke tid kommer på besøg et par gange om ugen og lige får det afdramatiseret. Men det ville jo være helt forfærdeligt hvis vi i denne periode får skabt en masse problemer som aldrig har været der før Så måske skal jeg bare gå udfra at alle situationer kan være potentielt "farlige" og så behandle hende ud fra det?

Jeg tænkte selv på det efter at jeg skrev indlægget, at det måske bunder i at hun har det lidt skidt, og derfor er mere følsom? Hun blev jo bedøvet igår, og dermed er hun måske endnu mere tryghedssøgende i dag, fordi der måske er lidt eftervirkninger af bedøvelsen endnu.

Helt enig, det var også derfor jeg syntes det var så sjovt at slynge ud, at så havde 50% af dem ikke... Nu er en statestik baseret på 4 individer jo ikke særlig brugbar :blink:

Og hverken Baldur eller Luna (indtil nu) har udvist nogen aggressioner, så det vil sige at 50% ikke har...

Luna er nok alligevel kommet i den såkaldte lømmelalder, eller det vil sige, hun er ikke nogen lømmel, hun er derimod meget mere følsom end hun plejer at være. I sidste uge var hun for første gang nogensinde bange for dyrlægen, og i dag er hun for første gang nogensinde bange for at blive ladt alene på mit kontor her på arbejdet. Hvordan håndterer jeg dette bedst, så hun ikke ender med at blive permanent bange for dyrlægen, og det at blive ladt alene? Jeg går udfra at det bedste vil være ikke at udsætte hende for disse situationer når hun er i denne letpåvirkelige periode, men det kan jo desværre ikke rigtig lade sig gøre.

nej, det er jo det

Jeg har lige tilladt mig at citerer fra en helt anden tråd: Luna vågnede jo heller ikke af opvågningsprøjten, det tog hende en halv time at komme så meget ovenpå at hun kunne vakle ud til bilen. Og resten af dagen sov hun og selv om aftenen var hun stadig usikker på benene. Hvorimod, som tidligere nævnt, Baldur altid vågnede inden for 5 minutter og var rimelig frisk, dog lidt træt. så nu bliver jeg jo endnu mere bekymret for om hun fejler noget alvorligt Nu tror jeg altså jeg ringer og rykker den dyrlæge for svar!

Man sørger for at de to øvelser ikke minder alt for meget om hinanden, og på denne måde kan hunden så se udfra ens kropssprog eller de remidier man bruger, hvad det er man gerne vil have den til. Lige i øjeblikket har Luna følgende øvelser som er uden signal: Dæk (jeg står stille og bare kigger på hende) Plads (jeg drejer i cirkel, præcis som da vi øvede baljen) Zig-zag (jeg står med skrævende ben) smæk-dæk (er vi lige begyndt på) (jeg bruger finger target) lukke skuffe (jeg åbner skuffen) Så som du kan se i mine paranteser, så er der jo masser af signaler selvom man ikke siger noget, og hunden forstår nok bedre disse signaler end vores verbale, jeg tror egentlig mere at det er os mennesker der har brug for disse verbale signaler. Og hun har ingen problemer med at vide hvornår hun skal hvad, medmindre jeg forsøger at lave zig-zag og plads i samme træningsession, grunden til at hun har svært ved at skelne her er, at i begge øvelser er mine ben signalet til øvelsen.

Jeg tror tit at man gør det markerede, det er jo ikke altid let at læse tanker :blink:

så mu du jo huske at skrive og fortælle om Bailey er lige så "dygtig" som Luna :blink:

Jeg syntes nu også at det at gætte på ørekupering foretaget af manden selv, er et lidt langt spring, i forhold til at man bare har set en hund med et viskestykke om hovedet :blink:

Det ville det bestemt også gøre i Luna's ører

Og efter nærmere eftertanke, så jo, det kunne være rigtig spændende, da det jo kunne åbne op for andre måder at håndtere en situation hvori hunden bliver bange. Måske skal den ikke blive i situationen, men lige have lov til rent mentalt at trække sig væk fra situationen, før vi går i gang med at få den til at forsøge at håndtere det der skete.

Jeg tror at det er en kombination, som sagt søger hun mig selv, men jeg tror da bestemt også at de 5-10 sekunder hvor hun får lov til lige at stå og synke hvad der sket, at de også er medvirkende til at få hende til at slappe af. Hun søger mig meget intenst når det sker, det vil sige hun er helt henne og står og presser sig op ad mit ben, og hun tager meget gerne imod min berøring. Så jeg er overbevist om at dette også betyder noget for hende, men hvad der betyder mest vil jo nok være svært at afgøre. Men måske er det også selve muligheden for at koncentrere sig om noget helt andet i et kort øjeblik, altså at jeg distraherer hende når vi tager kontakten, der er med til at berolige hende?

Det var ikke sådan ment, jeg tænkte bare i retning at begge som oftest stod ude i kulden i lang tid ad gangen, og deraf min tanketorsk, så det var ikke for at sammenligne dette

Nu er det ikke særlig tit det sker, men hvis hun bliver skræmt eller noget gør ondt, så kommer hun løbende til mig for at få opbakning/trøst, og det får hun så. Hvis hun ikke selv søger denne trøst, så plejer jeg ikke at give den. Men som sagt er det ret sjældent det sker, jeg tror at i alt så er vi oppe på 3-4 gange, og det er længe siden sidst. Men ja, jeg vil til enhver tid give hende denne trøst hvis hun beder om den, jeg vil så derefter forsøge at afdramatiserer det der skræmte hende, men først når hun har fået den trøst (eller det at mærke jeg er der) hun har behov for. De gange hun har haft behovet, der har det som regel drejet sig om 5-10 sekunder, og så er hun klar til at vi undersøger det der skræmte hende.

Dette vil bestemt ikke berolige hunden, tværtimod, hvilket forfatteren også har skrevet, nemlig at ens egen angst overføres til hunden, og det derfor drejer sig om at udstråle tryghed og ro.

Ok, min defination af det at trøste er: Når min hund opsøger mig i situationen for at mærke jeg er der, så afviser jeg den ikke, men derimod aer jeg den blidt, og måske sidder jeg og småsnakker lidt, men ikke i en "nårh, hvor er det synd for dig" tone.

Tak. Desværre ringer dyrlægen først sen formiddag, så jeg vil ikke tro at jeg hører noget før omkring kl. 12. Men til gengæld sidder jeg og håber at dyrkningen af det der var på mandlerne, så måske allerede har vist et resultat

Mange tak :5up: Jeg har lige tilføjet et par enkelte ord i dit citat herover, bare for at øge forståelsen yderligere