Den er jeg meget enig i :5up: Og med Lenchows bemærkning tidligere i tråden om at nogle af vores forventninger om racen egentlig er med til at forme hunden
Jeg får lyst til at citere "Lydighedstrening i teori og praksis som siger noget om dette:
"
ARVELIGE ADFÆRDSTRÆK
Arvelige adfærdstræk er generelle adfærdstendenser som i høj grad er bestemt af generne. Disse adfærdstræk er ikke faste og stereotype som faste adfærdsmønstre, men kan variere inden for samme art og race. Nogle hunde ser ud til at have lettere ved at ty til aggression i bestemte situationer end andre hunde. Nogle sporhunde er i udgangspunktet meget rolige og koncentrerede i arbejdet, mens andre styrter af sted over stok og sten. Nogle hunde ser ud til at foretrække at arbejde med høj næse under søgearbejdet, mens andre trives bedre når de sætter næsen i jorden. Nogle hanhunde går helt fra koncepterne når der er tæver i nærheden, andre ser ud til at tage dette med knusende ro. Nogle hunde elsker at løbe efter ting der bevæger sig, mens andre hunde ikke kunne være mere ligeglade. Nogle hunde kan lide at snuse rundt for sig selv når de er ude at gå tur, andre må følge med hvor ejeren er hele tiden. Er alt dette eksempler på arvelig adfærd? Ikke udelukkende. Læring spiller også ind i varierende grad i disse eksempler. Men alt tyder på at nogle hunde er mere disponerede for at udvikle visse adfærdstræk end andre hunde. Det er bare at se på raceforskelle eller forskelle på linjer inden for samme race.
Alle hunde kommer til os med en ”bagage” af arvelige egenskaber eller prædispositioner for adfærd. De raceegenskaber hunde fødes med, for eksempel de ekstreme egenskaber som hyrdehundens ”eye” og tendens til hyrdning, fuglehundens stand, eller retrievernes forkærlighed for vand og det at bære, er alle egenskaber som er medfødt. Men selv om de er medfødt kan de ændres, det vil sige at de kan fremelskes eller dæmpes under opvæksten.
Egenskaberne er bare tendenser, men de gør det utroligt meget lettere at træne de forskellige racer til det de er avlet til. Hyrdehundens tendens til hyrdning gør det lettere at få den til at vogte får, mens retrieverens forkærlighed for vand og det at bære gør det lettere at få den til at apportere vildt i vand. Alle ved at hyrdning og vandapportering kræver træning, det er ikke færdige øvelser fra fødselen, men racens medfødte egenskaber gør træningen lettere. Skulle man bytte job og få retrieveren til at hyrde og border collien til at apportere vildt i vand, ville det ikke være en umulig opgave, men man havde givet sig selv mere arbejde, og slutresultatet var blevet dårligere end hvis den hund som var avlet til opgaven, havde fået lige så meget træning.
Indenfor hver race kan de arvelige egenskaber også variere. Arvelige adfærdstræk bliver da ofte beskrevet som hundens ”personlighed”. Der er ingen tvivl om at en hunds ”personlighed” kan blive forandret med rigtig (eller forkert) træning, men generne er på en måde med til at sætte rammerne for hvor langt hunden kan udvikles i forskellige retninger.
De medfødte adfærdstræk er vigtige at tage i betragtning når man skal købe hund. Hvis man skal træne en politihund op, køber man ikke en golden retriever. Hvis man ønsker sig en kvik og hurtig lydighedshund, er en ungarsk kuwasz måske ikke det bedste valg. Det er morsomt at se ejere som kommer langt med utraditionelle racer, men du godeste hvor skaffer de sig meget ekstra arbejde (og du godeste hvor lærer de meget!)."
Cøste&Egtvedt.