Sigga

Jeg er blevet super nysgerrig på det her med kemi mellem hund og ejer. Hvad er det egentlig? Og hvordan ved man om kemien er der? Selv tænker jeg noget i retning af: Misforståelser. Man misforstår hinandens signaler. Som ejer opdager man det ved at hunden sjældent forstår opgaven, eller at ejer selv føler at hunden er svær at 'læse'. Det vil sige at man som ejer vil føle at man ikke forstår hvorfor hunden gør som den gør. Engangement, som nogle allerede har nævnt i en anden tråd. Når man ikke er på bølgelængde, så føler man så misforstået og ærgerlig. Derfor bliver hunden uengageret, og ejeren vel også med tiden? De færreste kan se sig selv udefra, og det er derfor ikke muligt selv at vurdere om kemien er der eller ej? Man får snarere nogle små vink i form af frustration, afmagt og måske vrede. Jeg forestiller mig at langt de fleste ikke har kemi, når hunden er helt ny i familien. (ikke at forveksle med den forelskelse man oplever med en lille ny i familien). Lidt ligesom, når man får et barn og ikke kender barnets signaler og personlighed endnu. Kemien kan være mere eller mindre 'skæv' afhængig af hvordan ens egen personlighed passer sammen med barnets/hundens. Al venskab og tilknytning opstår i en proces, hvor man langsomt nærmer sig, og lærer hinandens personlighed og grænser at kende. En proces hvor begge parter ubevidst går på kompromis og, over tid, opbygger en fælles forståelse. Ja selv på et forum som dette kan der være kemi-vanskeligheder i starten. Et nyt medlem kender ikke tonen og har ikke lært at tilpasse sig endnu. For en dramatiker som mig selv bliver det særligt tydeligt. Jeg er forfatter og vant til at fortælle om følelser og oplevelser med store dramatiske beskrivelser, som let kan overfortolkes eller misforståes. Hvad er jeres tanker om kemi mellem hund og ejer?

NickiA: Det giver da virkelig mening. Jeg har hjulpet meget og min gamle hund også. Kaster jeg en pind løber min gamle hund hen og henter den, og den lille overtager den så på vejen. Søgeøvelser betyder jo som regel at den gamle hund finder først. Den lille venter bare på at arbejdet allerede er gjort. Jeg har jo næsten altid begge med samtidig. Det må jeg holde op med. Agilitybanen er det eneste sted hvor hun ikke har fået ret meget hjælp og her er hun faktisk rimelig selvstændig og engageret. Men super pointe, som jeg straks får arbejdet videre med :blink:

Umulia... Tak for dine svar. Dejligt konstruktive denne gang Har ikke tænkt på bulldoggens intelligens ud fra din vinkel... og så må jeg jo give dig ret. Initiativ... hmmm. Jeg skulle ned at handle lige før. Sagde til hundene at de ikke skulle med. Borderen er gammel efterhånden og accepterer det med et stort suk. Siva arbejder hårdt på at komme med alligevel. Hun løber hen til porten og stiller sig klar. Jeg gentager. Hun ser dybt dybt trist ud. Jeg åbner porten og hun stiller sig klar igen... det er vel initiativ? Hun vil også rigtig gerne søge. Hun forstår det bare ikke rigtig. Hendes foder strøs ud på græsplænen. Hun er lææææænge om at finde det. Hvis jeg gemmer foderet lidt mere, så skal hun bruge hjælp ellers giver hun op. Hundeintelligenslegetøj elsker hun. Så meget at hun gerne hopper op og henter det selv. Men det er rigtig svært for hende. Hun skal bruge konstant opbakning og støtte for at kunne klare opgaven. De er ikke sådan at hun giver op. Hun finder bare aldrig løsningen og det synes jeg er synd. Det er det samme når vi træner. Hun vil som regel gerne, men hun har svært ved at lære tingene. I forgårs lykkedes det mig for første gang at få hende til at bære sit kødben hjem fra slagteren selv. Indtil da har hun bare lagt det og kigget på mig og har ikke kunne gå med fordi hun ikke vidste hvad hun skulle gøre med benet. Hun lærte det ved at løftede det op til hendes mund hver gang hun smed det. Det har jeg gjort cirka en gang om ugen i ½ år. Lige nu håber jeg at hun kan lære at hente en bold også. Initiativet mangler ikke - hun spæner efter den, men tager den op og smider den straks igen. Løber glad hen til mig, men uden bolden - hmmm. Hvad angår de 20 tricks og at lade hunden leve uden øvelser. Det er desværre ikke en mulighed. Hun lever her helt op til aussiens behov for stimulering og en dag uden fodersøg, legetøj eller små øvelser betyder en dag, hvor hele haven splittes ad eller hvor hendes hyrdeadfærd overdrives og går ud over kanin og børn. Hun har brug for masser af stimuli for ikke at blive skør og pivende. Jeg har altså også stadig lidt svært ved at se hvordan 2-3 småøvelser i forbindelse med aftengåturen kan være for meget. Jeg ved godt at nogle hundeejere bare godt kan lide at gå ture uden at skulle noget. Man vælger forhåbentlig så sin race ud fra det. Men jeg har jo netop valgt en hund der gerne vil stimuleres og arbejde, fordi jeg elsker at lave små øvelser og lege. Hundene elsker det også. Siva har bare brug for rigtig megen hjælp hele tiden. Mine krav synes jeg ikke er høje. Jeg kan bare godt lide at lære hunden de basale ting fra lille af. Synes de skal sidde fast: sit, dæk, ikke løbe ud på en vej, ikke hoppe op etc... Det falder helt naturligt at rykke lidt ved øvelserne af og til, for ellers keder hunden sig jo - især denne hund, som absolut ikke gider at lege: 'sit' mere end en gang per uge. Uden disse må øvelser mister hun til gengæld opmærksomheden på mig, og så er vi pludselig et sted hvor vores forbindelse ryger og katte, fremmede børn og alt muligt andet bliver alt for interessant. Jeg forestrækker en hund som ikke trækker i snoren. Som synes at vi følges ad, end en hund som skal 'opfinde' underholdning til sig selv på turen. Apropos hvad hundene er avlet til. Hende her er hyrdehund. Hun skal have noget at arbejde med ellers opfinder hun det selv.

Opdatering.... Alle jeres svar har givet mig meget at arbejde videre med :hmm: Røntgen selvom dyrlægen siger at det ikke burde være nødvendigt, og Kiropraktor er næste skridt. Og så må jeg have sat mig ind i alt det med konsekvenserne af fejlernæring i hundens første måneder. Hos mennesker påvirker det jo både hjerne, størrelse, og knogleudvikling, så mon ikke det samme gælder hunde. Tusind tak for svar alle sammen.

Pinpointer: Nej... men det er en god ide... Hun har dog ikke problemer med at rejse sig eller lignende og benene skrider ikke ud. Hun vil altså også gerne med på tur. Bliver bare hurtigt træt. Og hendes bagben er som sagt sært spinkle - ikke ved hofterne, men selve benene. Er der nogen herinde der ved hvad fejlernæring kan gøre ved en hvalps skelet og fysiske udvikling? Jeg tænker på at hun jo ikke kunne tåle sit hvalpefoder, som vi fik med. Hun kastede op af det og havde urinvejssten, sm dyrlægen mente skyldtes foderet. Det tog mange måneder at få hende rask. Vi var tæt på at overveje at aflvere hende tilbage, men var jo allerede blevet glad for hende Kan hun mon have taget skade - Jeg ved jo ikke hvor længe hun har gået og været syg, før vi fik hende. Hun var desuden hvalpen i kuldet der var mest 'på vagt' overfor nye mennesker. De andre hvalpe overfaldt os med det samme, mens hun holdt sig for sig selv. Først til sidst kom hun pludselig hen og lagde sig på mit skød og sov. Jeg opfattede det som en del af racens sind - de kan jo have tendens til denne vagtsomhed overfor fremmede og avler blev ved med at understrege at hunden normalt legede og var super nysgerrig. Det valgte jeg at tro på

Siri: At hun ikke kan følge med betyder at hun må lægge sig og slappe af med jævne mellemrum. Hun puster og stønner som om hun er ved at falde om. Hendes 'trav' er usmidig og nærmest ikke-eksisterende uanset tempo. Hun må hele tiden skifte gangart fordi hun ikke rigtig kan finde en der passer (sådan virker det). Også når hun bare selv løber rundt og leger. Hun kan godt tage en sprint, men så er hun helt færdig bagefter. Det betyder at hun har svært ved at lege i længere tid med andre hunde og det betyder at gåture med hende skal indeholder mange temposkift og småpauser. Sådan ser jeg ikke de andre aussies. De er smidige og elegante når de løber. Når vi møder andre aussie-ejere så gætter de heller ikke umiddelbart på at hun er en aussie. Hun er kortere i kroppen og hendes bagben ser små og stive ud. Det er som regel kun stumphalen, der får folk til at alligevel at gætte på aussie. Sindsmæssigt ligner hun heller ikke de aussies vi ellers møder. De er vågne og tændte. Siva er uinteresseret meget af tiden og ikke særlig opmærksom. Der skal virkelig meget peptalk til for at 'vække' hende, men så kan hun da også godt et lille øjeblik.

PBC: En almindelig cykeltur svarer til laaangsom cykling, når det er med hund. Undrer mig over at nogen tror at jeg mishandler min hund ved at trække hende efter mig med 20 km i timen eller hvad I nu tænker??? Øøøøøh.... Det svarer til en langsom rolig trav hos borderen. Siva har ikke en smidig og god evne til at løbe og virker derfor stiv og løber lidt klodset. Hun kan slet ikke trave på den der typiske rolige måde, som de andre aussies vi møder. Det er jo netop noget af det min undren i denne tråd handler om. Måske er hun ikke helt rask og jeg vil helt klart opsøge en kiropraktor som nogen siger, men det ændrer ikke ved at hendes bagben ikke ser ud som de skal Jeg kunne aldrig finde på at give min hund op. Vi er meget glade for hende, som hun er. Hun er en god og sød hund på mange mange måder. Synes bare det er synd for hende at hun ikke kan fungere optimalt, for hun vil jo faktisk gerne, og tænkte at det kunne være en kæmpe fordel hvis jeg blev klogere på om hvilken anden race hun måske havde i sig, eller hvilke skavanker hun måske er født med.

Ja der er faktisk en stor forskel her. Vores border er super glad for vores egne børn og der har aldrig været problemer, men aussien er fysisk og vælter nemt børnene i leg. Børnene er blevet vant til det nu dog Aussien stresser ikke når børnene leger på samme måde som borderen gør. Aussien kan fint være med til at lege, mens borderen bliver alt for opkørt og skal hjælpes ud af situationen, men bordere er jo også meget forskellige hvad det angår Jeg er ret vild med begge hundetyper. På hver deres måde. Ville nok vælge aussie en anden gang, fordi jeg bedre kan lide deres sind (nu hvor jeg har vænnet mig til det). Det er synd at netop denne aussie har nogle problemer, men selve sindet kan jeg rigtig godt lide.

Tusind tak for jeres svar. Glad for mange af dem. Til andre føler jeg lidt at jeg skal forsvare mig Men et lille ekstra spørgsmål: Fra Nettet: "En Aussie, som Australian Shepherd også kaldes, er en aktiv, intelligent, arbejdsom og venlig hyrdehund. Racen er også vagtsom, men samtidig venlig og tålmodig overfor børn - og kan ofte omgåes mindre husdyr. En Australian Shepherd er forholdsvis nem at opdrage, da den lærer utroligt hurtigt; men det er fundamentalt afgørende, at man stimulerer og aktiverer sin Aussie, for at få en medgørlig hund.Langt de fleste ejere af Australien Shepherds bruger dem til hundesport, hvor racen konsekvent ligger helt i top i stort set alle hundesportsgrene - uanset om det så er lydighedskonkurrencer, agility, dogdancing, Rally, spor eller lignende. Mange Australian Shepherd bruges også til narkohunde, servicehunde og redningshunde, da kombinationen af høj intelligens, arbejdsvillighed og højt drive stort set kan udnyttes i alle retninger." og : "Hvis du leder efter en hund med en intens vilje til at behage dig og som er meget trofast mod dig og din familie, så vil en Australian Shepherd være et vidunderligt familiemedlem og samtidig en god samarbejdspartner." Jeg indrømmer at efter at have læst stolpe op og stolpe ned af beskrivelser som dette, så havde jeg fået en anden opfattelse af racen. Men hvad ligger der så i virkeligheden i højt drive, arbejdsvillighed og intens vilje til at behage? Skal siges at Siva er fra hyrdelinjer. Andet som I ikke behøver at læse, men jeg kan bare ikke lade være :hmm: : Angående den manglende kemi, som nogle af jer taler om... så har jeg tænkt en del siden i går. Den var der virkelig ikke i starten. Jeg skulle opfinde en ny måde at være sammen med en hund på. Vi trænede derfor rigtig mange tillidsøvelser og tog på oplevelsesture sammen. Jeg har i dag en hund som kan gå ved min side ned igennem byen en lørdag formiddag fyldt med mennesker, hunde og katte. Uden snor. Vi får så meget ros fra alle omkring os fordi hun er sådan en glad og dygtig lille hund. Jeg blev virkelig slået ud af at få at vide at det kunne være kemien der var årsag til Sivas træge reaktioner... men kan man mon nå her til med en 1 årig, hvis man ikke har kemi. Jeg tror det ikke og vælger derfor at ignorere denne kommentar. Der er helt sikkert meget store forskelle på border og aussie. Det var årsagen til at jeg valgte aussien. Det var selvfølgelig meget forenklet og dumt af mig at jeg bare sagde at det handlede om robusthed og børn. En af de store forskelle er jo stressniveauet, som er meget forskelligt. Borderen stresser op, når jeg rejser mig fra sofaen for hun er straks i gang med at forsøge at forudse hvad der skal ske. Aussien er meget mere balanceret og ser tiden lidt an. Siva kan også stresse, men det er over andre ting. F.eks. fordi hun holder meget øje med alt der foregår i stedet for fokus på mig, når vi træner - hvilket jo er et af racens kendetegn. Jeg var dog ikke forberedt på at aussien var SÅ fysisk (skubbe, puffe, mase) og havde brug for at jeg også var det, for at forstå mit sprog. Men igen tak for jeres svar... Glad for at høre jeres tanker. Vi får selvfølgelig det bedste ud af det, for Siva er en fantastisk hund på alle andre måder end lige udholdenhed og arbejdsvilje. Det er synd for hende at hun må blive hjemme så tit, men til gengæld får hun så sine 2-5 småture i løbet af dagen. andre små-svar til jeres indlæg: Ps: Hestens trav når Siva er med svarer til Sivas rolige trav. Så nej hun er ikke overbelastet. Har hele tiden været meget opmærksom på hofterne og har 7-9-13 endnu aldrig haft en hund med problemer i den retning. PPS: Vi laver små træningsøvelser når vi er på tur om aftenen. Cirka 2-3 øvelser. Af og til en lille ny variant. 20 tricks er ikke meget i min optik. Men helt naturligt, når man går mange ture hver dag med en hund som kræver mentalt stimuli for at kunne have det godt. Det er jo det eneste hun kan trættes af. Især når hun ikke kan finde ud af at søge... sært nok... PPPS: Hun er selvfølgelig tjekket hos dyrlægen. Men ikke kiropraktor. Det er en rigtig god ide at prøve det. pppps: Jo, der er faktisk forskel på intelligensen hos hunderacer. Nogle kræver derfor megen mental stimuli. Havde engang besøg af en vens franske bulldog. Sød hund, men absolut ikke intelligent. Den kunne ikke finde ud af at regne hundelegetøjet ud og forsøgte i stedet at gnave tingene i stykker. Der er lavet masser af forsøg omkring hundes intelligens - f.eks. om de kan løse en opgave. Simple ting som at finde ud af hvordan de kommer hen til en madskål på den anden side af en gennemsigtig væg. Fransk bulldog i undersøgelsen forsøgte om og om igen at hoppe over væggen. Border løber selvfølgelig straks omkring væggen og det ville aussier formentlig også gøre?. Siva går i stå jf. den træghed jeg taler om. Hav en rigtig god dag alle sammen derude.

Søger ikke som sådan råd. Måske bare en smule trøst. Jeg har været alt for naiv og sagde ja til en Aussie uden stamtavle. Fra en opdrætter dog, men uden stamtavle, fordi en meget ung hanhund efter sigende skulle være sluppet ud til tæverne, før han var blevet avlsgodkendt. Vi var ligeglad med stamtavlen, for vi ville absolut ikke skulle avle. Jeg havde sat mig grundigt ind i racen og vidste at det var en aussie jeg skulle have. Er vant til border og ønskede egentlig en hund som mindede meget om denne af sind og temperament, men som var mere robust og bedre til børn. Så aussie var et oplagt valg. Vi er en MEGET aktiv familie på mange måder, men vores stakkels lille 'aussie' som nu er fyldt 1 år kan slet ikke følge med. Jeg har hele tiden tænkt at hun nok skulle komme efter det, men forleden mødte vi et par andre aussier på samme alder, og forskellene var så himmelråbende at både min mand og jeg gik grædefærdige hjem! Lille Siva er ikke særlig kvik i forhold til min border, og kan derfor ikke arbejde på samme måde som borderen (lærer langsommere og gider ikke altid). Jeg træner ikke så mange små øvelser med hende for hun synes ikke det er særlig sjovt ret tit. Derfor kan hun kun cirka 20 små tricks, og hun tænker aldrig selvstændigt på nogen måde, som borderen gør. Hun kan ikke løbe særlig hurtigt og kan derfor ikke komme med på almindelige cykelture eller rideture. Hun er ikke særlig udholdende og klarer ikke mere end få kilometer i godt tempo (trav med hesten). Derudover minder hendes sind mere om en terriers end en border. Hun ville have været den perfekte hund i langt de fleste almindeligt aktive familier derude - Sød, kærlig, smuk og godmodig og lærenem i forhold til så mange andre hunde. Men i vores familie er hun ikke så heldig, når vi er så fysisk aktive og elsker konkurrence. Vi skal tænke hende meget anderledes end vi havde forestillet os. Men det kommer selvfølgelig Hun har selvfølgelig lært meget og kan da godt tage med på en hel del ture. Hun behøver ingen snor ligesom borderen og hun elsker agility. Hun er bare for langsom i både opfattelse og hastighed til at kunne nå nogen vegne. Der er en del 'fejl' ved hende. F.eks. ørerne som står lige op, men også højden og bagbenene (tror jeg. Det ser i hvert fald ikke rigtigt ud. De virker stive og spinkle). Hun var syg da vi fik hende (urinsten og blærebetændelse og kunne ikke tåle det hvalpefoder hun havde fået hos avler), så vi har hele tiden også givet det skylden for hendes lave højde og lidt langsomme udvikling? Jeg ved ikke hvor meget fejlernæring kan gøre ved en hvalp, men det kan jo nok ikke få ørerne til at stritte Vi er vrede og kede af det. Holder meget af hunden, men hun passer ikke så godt til vores livsstil og det er synd for hende. Det må vi så tage højde for fremover, men øv altså. 10-15 år er mange år at lade være med at tage på de sædvanlige ture, eller mange år at den ene hund skal efterlades hjemme med jævne mellemrum. Kan jo kun ærgre mig over min egen dumhed og naivitet :damn: Hvis nogle af jer skulle gætte med... hvilken race tror I så der kunne være blandet i hende her? Kan jo 'overraskende' nok ikke få kontakt til avler: Hun er 44 cm høj og som sagt - meget egenrådig og overvejer altid om hun lige har lyst til det vi beder hende om, før hun gør det. Hyrdeinstinktet er dog meget udpræget. Hermed lidt billeder af den søde, lille, smukke, egenrådige ikke?

Tak for svar. Jeg er helt enig med jer alle. Kan desværre ikke gøre som Luckyluna for den lille ville æde det hele selv. Ville ellers være dejligt, men Min gamle hund tør ikke nærme sig maden hvis den lille er der. Derfor fodres de også normalt hver for sig (for at dæmpe stress). Det har taget tid at lære den lille at den ikke skal tage begge skåle når de får en hver. Tidligere ville hun have forsvaret begge og jaget den gamle væk.

Update. Tak for jeres svar Har genlæst mit eget indlæg og har svært ved at se hvorfor I mener at min hund har så mange issues. Når jeg læser de andre tråde der er så synes jeg at det lyder meget voldsommere med bid og stress end en hund der er egenrådig og lidt træg til at reagere. Tror også jeg må erkende, som du siger, at border og aussie ikke er den bedste kombination. Det er meget forskellige sind. Den ene meget fysisk og voldsom og får aktiveret hyrde instinktet ved al bevægelse, og den anden ængstelig og hyperaktiv og ikke særlig glad for tæt fysisk kontakt. Well. Update. Min lille hund er nu startet til agility og allerede første dag blev jeg overrasket. Hun var den eneste af hundene som ikke havde behov for at have snor på. Hun gjorde alt hvad hun blev bedt om og hørte med det samme når jeg sagde nej til at gå hen til andre hunde. Hun er så, stabil nu at jeg kan gå gennem byen med begge hunde uden snor, hvis det er og hun bliver ved min side hele turen. Kan løbe ved siden af en cykel og ved siden af hesten. Stopper på kommando ved alle veje og jagter hverken hjorte eller ænder på turene. Forskel fra før til nu: Jeg har lært at alt skal være meget hårdt og tydeligt. Ikke vredt eller skæld ud, men bare MEGET bestemt. Den gamle hund kan berolige imens hvis jeg aer hende mens jeg siger fra overfor den lille. Hun hyrder stadig på den gamle hund og det arbejder jeg stadig med. Det stoppes hver gang øjeblikkelig men sker når hun er for glad eller småstresset. Derfor arbejdes der med det ved at have ekstrem meget struktur på starten af turene, hvor der er faste placeringer på vej ud af døren og mens man venter og i begyndelsen af turen. Tisse signal får hun formentlig aldrig og det er ok. Det kan jeg leve med. Vi er så meget ude at det ikke er nødvendigt. Vi har optrappet kontakten til andre hunde. Især voksne hunde. Det har givet rigtig meget, hvor hun har lært at respektere deres grænser. Det har krævet at de andre har sagt fra efter aftale med ejere (hvilken min egen gamle jo ikke gør) men det har gjort en kæmpe forskel at det sker i forbindelse med agilitytræning, hvor rammerne er anderledes. Sofaproblemerne er fikset. Ændring: Jeg har krævet at hun lagde sig til ro i sin egen stol når vi andre sad i sofaen. Har ikke accepteret stresset adfærd med at vandre hvileløst omkring, som plejede at komme forud for Sofaproblemerne. Hun er blevet meget bedre til at finde ro når vi er stille. Jeg tror egentlig set i bakspejlet at jeg har været for forsigtig med at komme i gang med mere avanceret træning. Jeg var bange for at hun blev trænet for hårdt. Hun er uden tvivl en lederhund, men jeg er nu accepteret som leder og hun er blevet meget knyttet til mig, men hold da op for et stykke arbejde Kan forstå på de amerikanske sider om aussie at det ikke er helt usædvanligt med enkelte meget dominerende og egenrådige eksemplarer. Det er vist sådan en jeg har fået mig, men det lader til at lykkes alt sammen alligevel Hun er nu 11 måneder.

Har lige opdaget at min mand giver hundene rester fra aftensmaden ved at sætte en gryde ned til dem og så lade den lille spise først for så at skubbe den væk og lade den gamle få resten... Jeg blev mega sur, men han holder fast i at han mener hunden skal lære at dele - aha arg! !!! Nogen herinde der kan forklare hvorfor dette er en meget dum måde at gøre det på, for min mand (som aldrig har haft hund før) synes ikke jeg har ret i at det kan give madaggression.

Hej med jer. Min lille hund er nu 10 måneder. Vi er nået langt: - Madaggression væk (da hun kom angreb hun os, hvis vi gik forbi og bed hårdt!) Nu kan vi flytte rundt på maden og lignende - selv børnene - uden at hun vifter med ørene. MEN spørgsmål 1 : Den gamle hund på 8. kan stadig blive voldsomt angrebet med bid eller kraftig knurren. Selvom hun er meget langt fra. Hundene får ikke mad samme sted, men det kan lige så vel være hundekurven, et stykke legetøj, eller bare fordi den lille ligger midt på gulvet og ikke vil tillade den store at gå forbi. Den gamle hund bliver frygtelig bange og skynder sig væk Ideer? (De kan på andre tidspunkter lege fint sammen) - Hyrdning. Den lille jagter ikke længere joggere, cykler, heste, larmende børn eller vores tamrotter, MEN den gamle hund. Det er nærmest konstant vi skal bede hende om at lade den gamle være. Den gamle søger hen til os for at få den lille væk. Den lille respekterer vores kommando, men to minutter efter er det glemt igen (instinktet er ekstremt kraftigt). Det kommer når den gamle bevæger sig for hurtigt (det gør hun hele tiden for hun er en border), eller hvis vi kalder på hende. Så spørgsmål 2: Ideer til at undgå hyrdning på den stakkels gamle hund - Næsten ingen uheld indendørs mere (Hun var meget syg med blærebetændelse og andet sjov da vi fik hende ) Men spørgsmål 3: Hun siger stadig ikke til, når hun skal ud. Der er absolut ingen signaler. Hun ved godt at vi ikke vil have det indendørs og derfor venter hun til vi er gået i seng eller er ude. Da hun var yngre gik hun rundt og blev søgende, hvorefter vi kunne spørge om hun skulle ud at tisse og tage hende med ud, men nu er der absolut ingen signaler. Nogle der har ideer til at hjælpe hende med at vise signal? (Man er absolut ikke i tvivl om hvornår der er madtid eller hvis vandskålen er tom. Det er kun på dette område at hun ingen signaler har). Sidste store og svære spørgsmål handler om lydighed? - Hun tager aldrig noget fra bordet mere. Heller ikke selvom vi ikke er i stuen. Så vidt så godt Men hun overvejer ofte om hun gider det hun bliver bedt om. Derfor varer alt lidt tid. Indkald - hun snuser lige en ekstra gang inden hun kommer. Ind i bilen - Hun skal liige se om der sker nogen udenfor først. Dæk - Tjaaaa okay så... Hun er meget intelligent og lærer alt utroligt hurtigt. Jeg er den eneste der kan bede hende om noget. Alle andre ignorerer hun totalt medmindre de tager en meget lækker godbid i hånden og det ellers lige passer hende. Men også overfor mig kan hun være ret vanskelig. For eksempel: hvis hun hopper op i sofaen (det må hun ikke - hun har sin egen stol). Jeg beder hende om at 'gå ned'. Hun ignorerer det, men ser da lidt trist ud. Jeg siger det igen, lidt strengere. Hun ignorerer det, men stivner. Jeg skubber hende ned, mens jeg gentager. Hun gør modstand og nægter. Jeg rejser mig i sofaen og siger højt: NED!. Så skynder hun sig ned og kommer hen for at få ros og bliver kælet ved siden af sofaen hvor hun plejer :shock: Det samme hvis jeg beder hende om at gå væk, mens børnene spiser en lækker mad. Her går hun så hen og får kort ros for at gå væk, hvorefter hun igen går hen til børnene. om og om igen. (Jeg ville til enhver tid have rost hende for at skæve til maden og søge hen til mig for kæl i stedet, så det er ikke fordi hun tror at handlingen udløser rosen). Et andet eksempel: I haven har jeg hegnet et område ind, som jeg ikke vil have at hundene er i. Mens jeg ordnede haven og hegnede ind løb den lille derind 20 gange og blev bedt om at gå ud hver gang. Jeg kan kun få hende ud ved at puste mig op og gå hen imod hende. Ord og pegen er hun ligeglad med. Til sidst 'fangede' hun pointen, men i samme øjeblik jeg gik ind i huset gravede hun under hegnet og løb derind igen. Nu er det fast at hun skal ind i det havestykke hver gang jeg ikke er i syne - Der er ingenting derinde. Småplanter på vej op. Tidligere var den del af haven ikke særlig spændende. Hvad går det ud på???? Hvad tænker I ? Jeg har ærlig talt aldrig oplevet en hund der reagerer på den måde. Nærmest som et barn i trodsalderen. Har lige købt en billig blomst i håb om at få hende lært at lade den være. ALLE blomster graves op og splittes til atomer på få minutter. Vi må stå bag døren og lure på hvornår hun går derhen og så fare ud og skælde ud. Man kan se hvordan hun hele tiden holder øje med om vi kan se hende. Men EN BLOMST!!!! Den er ikke engang gravet ned endnu. Andre hunde er meget spændende. Uanset hvor lækre godbidder jeg har eller hvor meget leg jeg fjoller rundt og indbyder hende til, så kigger hun bare på de andre hunde der kommer forbi og smutter i samme øjeblik jeg stopper med at være 'hård' i stemmen og kropssproget :damn: Det er unaturligt for mig , da mine andre hunde altid har elsket leg og opmærksomhed. Jeg har aldrig før behøvet at hæve stemmen på den måde. Ved at I vil spørge til hendes dagligdag. Den ser sådan ud: 7.00 Gåtur i lokalområdet. 10 minutter. 9.00 ½-1 times gåtur på engen uden snor. Gnaveben hjemme. (Hun sover mens vi arbejder. Vi arbejder hjemme) 14.00 1-3 timers gåtur/med på ridetur uden snor. Typisk 7-10 kilometer altid med masser af havbadning og lignende undervejs. En dag om ugen agilitytræning i stedet. 17.00 Ofte, men ikke altid lidt hjemmetræning. Sit, dæk, rul, vent, giv pote, kravle, under/over en stol, omkring mig, omkring noget der peges på foran os, bak, fremad, stop, slalom mellem benene, bak mellem ben, find barn ud fra barnets navn, søgeøvelser etc. Hun kan omkring 40 kommandoer og elsker det! Her er der ingen ventetid eller overvejelser. Det samme på agilitybanen. 18.00 Fodersøg i haven 22.00 Gåtur i lokalområdet. 15 minutter. Derudover er der jo altid børn at lege med, på nær i arbejdstiden, og nogle gange gider den gamle hund også. Hvis vi skal ned at handler er hun typisk også med og sidder fint og venter udenfor butikken. Andre hunde er et problem, hvis de er aggressive, for så bliver hun også aggressiv. Hun træder aldrig tilbage. Det samme hvis hun bliver bange for noget. Hun løber ikke væk eller gemmer sig. Hun angriber Ellers elsker hun alle hunde og mennesker. Hunde som sætter hende på plads udfordrer hun på samme måde som hun gør med mig. Min mors hund gider for eksempel slet ikke fysisk kontakt, når hun sover. Hun kan blive stiktosset og markere kraftigt med lyd og snap. Den lille vil bakke for så straks og gå hen og drille igen og igen. Er de sidste ting mon bare stadig lidt hvalpehalløj? Jeg har haft arbejdshunde hele mit liv, men har aldrig haft en hund som er så 'stædig' eller egenrådig. Hun var midterhund i hvalpekuldet og en hvalp der var skeptisk. Hun var ikke frembusende som de andre, men mere observerende og overvejende. Da vi havde været der et stykke tid kom hun pludselig hen og lagde sig hos mig. Derfor blev det hende (og fordi opdrætter sagde at hun var midterhund). Kuldet bestod af 11 hvalpe. Mange af de andre var meget større og vildere end hende. Jeg er ikke glad for at skulle være så 'grovkornet' i mine kommandoer. Er vant til at små fine tegn er nok. Jeg valgte denne race fordi de netop skulle være glade for at arbejde og være nemme at træne, ligesom borderen. Hun er halvt udstillings- og halvt hyrdelinje. Hvad tænker I?

Fantastisk god ide, Lenschow med markørord. Det vil jeg da helt klart bruge. Så skal jeg bare lære at bruge det rigtige ord på det rigtige dyr Og ja...at belønne de som er mest stille - Det glemmer man jo så nemt. Godt med en reminder