KimC

Hønsehundene er charmerende, og yderst robuste. Min første ruhår, Bento, ramlede en gang ind i en mur under en forfølgelse, det lød grimt. Af sted til Hills-pusheren, der fandt et lillebitte sår i hovedbunden, som blev renset meget omhyggeligt, bare for at han kunne være bekendt at skrive en regning. Da jeg kom hjem og kiggede på muren, ringede jeg efter en murer. Muren var revnet. Men ruhår er også gudernes hævn for et eller andet. En ung ruhår kan være noget af en prøvelse, de kører på atomkraft! Faktisk er mynderne meget mere stilfærdige på hjemmebane, men de kan godt nok give gas når der virkelig skal ske noget. Hilsen Kim

Ja, det er korrekt at jeg også af og til skriver lidt på usenet i dk.fritid.dyr.hund Men det går tilbage for usenet, så nu vil jeg prøve noget andet. Borzoier er meget specielle, her kan man godt glemme alt hvad man vidste om hunde. Hvis man kan indstille sig på deres meget specielle væsen, og ikke går af vejen for at børste pels hver dag er det dejlige hunde. Men det er de andre nu også på hver deres særlige måde... Det gode quizspørgsmål er: Hvilken hund vejer mindst? Hilsen Kim

Her er det næsten lykkedes at få afbildet mine 4 hunde på et billede. Det var meningen at de skulle have siddet, men gamle Bjørn (bliver 13 i denne måned) yderst til højre har ikke tålmodigheden, når jeg får ham i sit begynder næsen at vibrere, hovedet ned, enden op, og så står ham med trynen i jorden som sædvanligt. Jeg har kun meget få gode billeder af ham af samme grund. Ruhårede hønsehunde er nu engang fanatiske næsehunde. Nr to fra højre, stadigt siddende er Happy, min 2 år gamle irske ulvehund, med sine 64 kilo og 82 cm skulderhøjde er han ret lille af sin race at være, men en sjov og glad hund som alle børn i hele byen efterhånden kender. Trods det at Happy alligevel ikke er nogen letvægter kan han løbe meget stærkt, ham skal man ikke stå i vejen for når han kommer med 50 km/t. Ved siden af Happy sidder min fine borzoi Jaroff som har fået øje på noget spændende i det fjerne. Han har et fantastisk skarpt syn, og kan løbe imponerende stærkt, men kun kort tid af gangen, borzoier er udprægede kortdistancesprintere. Jaroffs topfart har jeg beregnet til 65 km/t. På grund af en lidt skæv fortid er Jaroff meget menneskesky, men er god til at håndtere andre hunde med angstproblemer, han der desuden meget glad for heste, og har i øvrigt heller ingen probmemer med kameler og elefanter. Dem har jeg dog ingen af. Yderst til venstre er Penticton, min nu 8 mdr gamle skotske hjortehund (deerhound). Hans lidt mærkelige navn stammer fra en lille kanadisk by, med mottoet "a place to stay forever". Pentictons mor er importeret fra Kanada, og derfor er alle hvalpe fra hendes kuld blevet opkaldt efter Kanadiske lokaliteter. Penticton kan også løbe stærkt, men deerhounds er mere udholdende, til gengæld har de ikke den meget høje topfart. De er også mere "næsehunde" end mynder generelt. Penticton er en meget atypisk hvalp. Ofte gider han ikke rejse sig fra sin sofa, han virker mere som en ældre erfaren hund der er genfødt i en hvalpekrop. Min gamle hønsehund Bjørn er flokkens fører på den måde at han får de privilegier han vil have, den daglige hersker er mig, og min stedfortræder er Jaroff. Hilsen Kim & Co

Behovet for pelspleje varierer meget fra race til race. De tre af mine hunde har ruhåret pels, den skal sådan set bare børstes en gang imellem for at få diverse ting og sager ud af den. Hvis de tager en rulletur i noget som jeg ikke synes lugter godt (jeg går ud fra at hundene og jeg ikke er enige her) skal de vaskes, her bruger jeg en mild allergivenlig shampoo købt ved dyrlægen. Jeg har brugt forskellige shampoo gennem tiderne, og det har aldig givet problemer, men jeg bruger det også kun meget sparsomt. Jeg har en flaske med 250 ml som er købt for 3 år siden, den er ikke tom endnu, og jeg har da trods alt 4 hunde. Min borzoi har en længere pels, der kræver mere arbejde, men igen kan børster og andet "mekanisk" pelsplejeudstyr klare 90 % af arbejdet. Skal han vaskes bliver det med samme shampoo som omtalt, ellers har jeg noget pudder som kan gøre det ud for en discountvask. Dog har jeg erfaret at jeg kun skal bruge den halve dosering fremfor den der anbefales på dåsen. Hilsen Kim & Co

Hej. Mit navn er Kim Christensen, jeg er 45, bor i Sønderborg, og har 4 hunde, som fylder en del i min tilværelse, og en hel del af min seng. Jeg blev inficeret som hundeejer i 1990 da min daværende nabo fik et kuld hvalpe med sin ruhårede hønsehund. Indtil da havde jeg været reservehundefar for naboens hunde i 25år. Men en af hvalpene fra det kuld, Bento, var meget stædig og vedholdende i at flytte ind hos mig, og sådan blev det. 7 år senere dumpede endnu en ruhår ind i min tilværenlse, det er Bjørn og han er her endu, nu i en alder af 13 år. Bento døde i 2003. Senere samme år flytte en spinone, Eye, ind. Han døde i Oktober 2008. og blev desvære kun 5½ år. Jeg har altid været begejstret for mynder, og i 2007 flyttede ulvehunden Happy ind. Det var en stor forandring i forhold til jagthundene. Senere samme år fandt en 2½årig borzoi, Jaroff vej ind i familien. Han er meget meget forskellig fra andre hunde, men for p... hvor har han været spændende at arbejde med. Trekøveret Happy Eye og Jaroff legede fint sammen, gamle Bjørn gider ikke rigtigt mere, menhan lægger af og til Happy (der vejer det doppelte af hamselv) ned, bare for at vise hvem der stadig bestemmer. Da Eye døde viste det sig at Happy og Jaroff var lidt for forskellige til at have nok ud af hinanden, ikke at forstås at de ikke kan enes. Det var min mening på sigt kun at have 3 hunde, altså ingen efterfølger den dag gamle Bjørn ikke kan mere. Lidt ved et tilfælde opstod der kontakt til en opdrætter af skotske hjortehunde, som havde en 5 mdrs. hanhvalp tilbage fra et kuld. Vi snakkede sammen om lille Penticton (ja det hedder han! - ofte forkortet til "lille P.") måske kunne udfylde den tomme plads, og "bygge bro" mellem de to andre mynder. Løsningen var at opdrætteren kom en weekend over, med lille P, samt hans mor og en tante. Hvis han "passede ind" skulle han blive, og ellers ville de tage ham med igen, og vi ville stadig være lige gode venner. Han passede ind...! Ja, det var lige "kort fortalt" hvem jeg er