Lykkeliv Besvaret November 25, 2009 Forfatter Rapporter Share Besvaret November 25, 2009 Hvad er der nu sket? Ikke noget specielt Bare sådan generel muggenhed over folks inkompetence! Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Gæst Ninjamor Besvaret November 25, 2009 Rapporter Share Besvaret November 25, 2009 Ikke noget specielt Bare sådan generel muggenhed over folks inkompetence! Det nytter jo ikke at blive mopset over det Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Lykkeliv Besvaret November 25, 2009 Forfatter Rapporter Share Besvaret November 25, 2009 Det nytter jo ikke at blive mopset over det Du har helt ret Men det hjalp at få det ud, så nu er det også gået over til generel undren Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Gæst mulline Besvaret November 25, 2009 Rapporter Share Besvaret November 25, 2009 Du har helt ret Men det hjalp at få det ud, så nu er det også gået over til generel undren Og forhåbentligt vil du fremover tage det som en udfordring Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Lykkeliv Besvaret November 25, 2009 Forfatter Rapporter Share Besvaret November 25, 2009 Og forhåbentligt vil du fremover tage det som en udfordring Altid Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Alt4Victor Besvaret November 25, 2009 Rapporter Share Besvaret November 25, 2009 Jeg synes langt hen af vejen (efter hvad jeg har oplevet med min kat der fik et adfærdsproblem, efter vores flytning) at der ingen hjælp er at komme efter hos dyrlægen, what so ever, og ingen videre ekspedering til adfærdsbehandler. Nu handler min historie så om min ene kat. Vi havde et grimt forløb hos vores daværende dyrlæge, med en meget angst kat, der gemte sig dagen lang, som jeg tryglede dyrlægen om hjælp til (den blev pludselig urenlig og ville kun tisse på vores dørmåtte, det blev dyrt i dørmåtter og var frustrerende) og vi prøvede alle husråd, og fik katten undersøgt som tilrådet, selvom den lige havde været til tjek. Alle alternative råd blev afprøvet, vores entré lå i blød i rodalon (overdrivelse fremmer forståelsen). Vi prøvede alle mærker kattegrus, har altid brugt kvalitetskattegrus og været meget grundige med kattebakken. Hvad var dyrlægens løsning? Katten led så meget, at aflivning nu var eneste løsning, og det kunne ikke gå hurtigt nok Et familiemedlem, på 6 år skulle bare have sprøjten efter en flytning. Vi blev ingen medicin tilbudt, ingen adfærdsøvelser. Vi fik ikke anbefalet nogen dyrepsykologer eller noget. Først da jeg tog sagen i egen hånd og begyndte at google fandt jeg frem til et dyrehospital der samarbejdede med en katteadfærdsterapeut:banan: og så fandt jeg www.etologi.dk som jeg planlagde som plan b at der skulle en ud til os, hvis katteadfærdsterapeuten hjalp. Men det skal jeg ellers lige love for hun gjorde:-D Vi fik både medicinsk hjælp, i form af homøpati blomstermedicin og Serene Um dråber til katten, råd til hvad vi skulle lave af ændringer for at komme angsten til livs, både i form af praktiske råd (hun skulle have en hyle hun kunne se ud over hendes nye have fra) og selvtillidsøvelser. Efter 2 dage var vores elskede kat renlig igen, og uge efter uge kunne vi se store fremskridt. Idag har vi vores kat tilbage, endnu mere glad end hun var før, og den ville vores gamle dyrlæge have haft aflivet "for vi vidste jo ikke hvordan den havde det indeni, og det kunne man jo ikke byde den". Dem har vi ikke mere. Nu har vi de nye:blink: Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Lonny Besvaret November 25, 2009 Rapporter Share Besvaret November 25, 2009 Hvad var dyrlægens løsning? Katten led så meget, at aflivning nu var eneste løsning, og det kunne ikke gå hurtigt nok Et familiemedlem, på 6 år skulle bare have sprøjten efter en flytning. Vi blev ingen medicin tilbudt, ingen adfærdsøvelser. Vi fik ikke anbefalet nogen dyrepsykologer eller noget. Jeg syntes desværre at jeg tit har oplevet at dyrlægernes generelle holdning til adfærdsproblemer er, afliv den... Jeg syntes at det er en meget skræmmende tildens at dyrlæger, så snart de ikke aner hvad de har med at gøre, bare forslår aflivning Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Gæst Ninjamor Besvaret November 25, 2009 Rapporter Share Besvaret November 25, 2009 Du har helt ret Men det hjalp at få det ud, så nu er det også gået over til generel undren Hi hi man kan altid undre sig Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Gæst Venus222 Besvaret November 25, 2009 Rapporter Share Besvaret November 25, 2009 Apropos dyrlæger så læste jeg engang en tråd om en 6 måneder amstaff-hvalp der havde snappet efter dyrlægen og derfor var blevet aflivet på dyrlægens opfordring. :stupid:Iøvrigt fatter jeg bjælde af at ejerne gik med til det. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
KarinaG Besvaret November 25, 2009 Rapporter Share Besvaret November 25, 2009 Jeg synes iøvrigt at det er skræmmende at mange hunde bliver stemplet som værende "dominante" (på den nagative måde) uanset hvad de fortager sig. Sigurt er en gang blevet stemplet som værende dominant og skør i bøtten (det er muligt at der er noget om det sidste :slem:) Sandheden er bare at Sigurt er usikker, super følsom og dårlig socialiseret, Sigurt var 3-4 måneder da jeg fik ham og han var overhovdet ikke socialiseret hos opdrætter. Hvis nu jeg havde troet på det med dominansen og havdet gjordt som der blev sagt er jeg helt sikker på at Sigurt var blevet så ødelagt at han var blevet aflivet for længst. Jeg ville iøvrigt gerne have en dominat hund, det ville ski da gøre live nemmere :blink: Hvad jeg iøvrigt heller ikke forstår er at nogen folk tilægger vore hunde meget negative bagtanker. Ind imellem virker det jo som om at nogen tror at hundene prøver at overtage verdensherredømmet eller bliver til fråede dræbere hvis de ikke bliver "holdt nede" . Gad vide hvad det skyldes? :hmm: Meget af det du beskriver kender jeg godt fra Misja, hun havde 0 prægning og 0 socialisering da jeg købte hende (hvorfor jeg købte hende alligevel, er en anden og lang historie ), så verden var bare et farligt sted, jeg og andre mennesker uden særlig betydning og jeg, en hundeejere der slet ikke var klædt på til en som hende Hendes attitude var en blanding af konstant dæmpende adfærd og frem-brusethed og så lettede hun konstant ben, når hun skulle tisse (gør hun i øvrigt stadig og har perfektioneret hendes teknik med årene )..Det gjorde at jeg konstant fik at vide hvor dominant og selvsikker hun var :stupid: Jow-joow, at hun så åbenlyst var usikker og udviklede sig til en "maske-hund" blev der helt set bort fra. Jeg vidste ikke hvad og hvordan, men havde bare en stædig mavefølelse af, at det var skudt helt ved siden af! Her var det så min træner der gav aldeles ubrugelige råd og vejledning, hendes råd og min uerfarenhed og usikkerhed, kostede Misja og jeg nogle år op ad bakke med om-læring da jeg endelig fandt de mennesker som forstod hende og fik åbnet min øjne. Dyrelægerne kunne fortælle mig om hendes ben-lette-tisseri og at det med en hund som hende intet havde med dominans at gøre, men simpelthen et forhøjet Testosteron tal og at det i øvrigt slet var ikke unormalt for tæver at have dette. For, som de sagde, skulle man jo se på hele hunden og ikke kun isoleret på en adfærd som den :klap: Det var også hos dem jeg fik råd og vejledning i hvordan jeg skulle gøre, dengang hun fik et dybt chok - og aldrig havde jeg troet at jeg skulle sidde ude på en vej, en kantsten osv på alle mulige tider af døgnet indtil jeg igen kunne komme i kontakt med Misja, som jeg var nødtil at gøre i hendes første måneder. Eller klappe lygtepæle, smidte plastikposer, henkastede indkøbs vogne, væltede cykler, folk i regntøj osv osv for overhovedet kunne gå forbi dem uden en angst hund Det er så let kun at se og forholde sig til en overflade, men først ved at se en smule dybere på det hele, kommer "den rigtige" frem. MØG ærgeligt at så mange kun magter det første og at så mange ikke forholder sig kritisk til det de får at vide og husker deres egene fornemmesler, for "hvad og hvem" det så end måtte være....(håber ikke det sidste var sort snak).. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Gæst Venus222 Besvaret November 25, 2009 Rapporter Share Besvaret November 25, 2009 Meget af det du beskriver kender jeg godt fra Misja, hun havde 0 prægning og 0 socialisering da jeg købte hende (hvorfor jeg købte hende alligevel, er en anden og lang historie ), så verden var bare et farligt sted, jeg og andre mennesker uden særlig betydning og jeg, en hundeejere der slet ikke var klædt på til en som hende Hendes attitude var en blanding af konstant dæmpende adfærd og frem-brusethed og så lettede hun konstant ben, når hun skulle tisse (gør hun i øvrigt stadig og har perfektioneret hendes teknik med årene )..Det gjorde at jeg konstant fik at vide hvor dominant og selvsikker hun var :stupid: Jow-joow, at hun så åbenlyst var usikker og udviklede sig til en "maske-hund" blev der helt set bort fra. Jeg vidste ikke hvad og hvordan, men havde bare en stædig mavefølelse af, at det var skudt helt ved siden af! Her var det så min træner der gav aldeles ubrugelige råd og vejledning, hendes råd og min uerfarenhed og usikkerhed, kostede Misja og jeg nogle år op ad bakke med om-læring da jeg endelig fandt de mennesker som forstod hende og fik åbnet min øjne. Dyrelægerne kunne fortælle mig om hendes ben-lette-tisseri og at det med en hund som hende intet havde med dominans at gøre, men simpelthen et forhøjet Testosteron tal og at det i øvrigt slet var ikke unormalt for tæver at have dette. For, som de sagde, skulle man jo se på hele hunden og ikke kun isoleret på en adfærd som den :klap: Det var også hos dem jeg fik råd og vejledning i hvordan jeg skulle gøre, dengang hun fik et dybt chok - og aldrig havde jeg troet at jeg skulle sidde ude på en vej, en kantsten osv på alle mulige tider af døgnet indtil jeg igen kunne komme i kontakt med Misja, som jeg var nødtil at gøre i hendes første måneder. Eller klappe lygtepæle, smidte plastikposer, henkastede indkøbs vogne, væltede cykler, folk i regntøj osv osv for overhovedet kunne gå forbi dem uden en angst hund Det er så let kun at se og forholde sig til en overflade, men først ved at se en smule dybere på det hele, kommer "den rigtige" frem. MØG ærgeligt at så mange kun magter det første og at så mange ikke forholder sig kritisk til det de får at vide og husker deres egene fornemmesler, for "hvad og hvem" det så end måtte være....(håber ikke det sidste var sort snak).. Hvor var det godt at du fulgte din mavefornemmelse og at du til sidst fik ordenlig vejledning. Jeg tror faktisk der er mange hunde der har måtte lade livet som følge af et forkert syn på dem og deres adfærd. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
guanomo Besvaret November 25, 2009 Rapporter Share Besvaret November 25, 2009 Hvor var det godt at du fulgte din mavefornemmelse og at du til sidst fik ordenlig vejledning. Jeg tror faktisk der er mange hunde der har måtte lade livet som følge af et forkert syn på dem og deres adfærd. tjaa, ligesom den klassiske hvor en familie aflivere deres hund fordi den "bed"/markeret sig på deres barn, hvor efter dyrlægen finder flere tegnestifter i hunden, sandsynligvis sat fast af barnet... klassisk eksempel på at barnet ikek lærte at omgås en hund, forældrerne ikke er opmærksomme på barn/hund forhold og at dyrlægen ikke undersøger hvorfor hunden sagde fra.... Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
KarinaG Besvaret November 25, 2009 Rapporter Share Besvaret November 25, 2009 Hvor var det godt at du fulgte din mavefornemmelse og at du til sidst fik ordenlig vejledning. Jeg tror faktisk der er mange hunde der har måtte lade livet som følge af et forkert syn på dem og deres adfærd. Ja jeg er også utrolig glad - og taknemmelig for det. Hun var en hvalp jeg bare forelskede mig i af mange årsager og i dag, er hun dén hund jeg elsker og har en dyb kærlighed for. Tænk (tænker jeg*S*) hvis jeg havde opgivet hende og mine egne evner ud i at lære og om-lære både mig selv og hende Så havde jeg aldrig haft alle disse år, med min helt egen krukke-tøs der i dag kan så meget - Og jeg er helt sikker på at du har ret, mht. aflivninger! Jeg har gennem årene set/mødt mange søde hvalpe, der ikke fik lov til at opleve deres 2 års fødselsdag Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Alt4Victor Besvaret November 25, 2009 Rapporter Share Besvaret November 25, 2009 Jeg syntes desværre at jeg tit har oplevet at dyrlægernes generelle holdning til adfærdsproblemer er, afliv den... Jeg syntes at det er en meget skræmmende tildens at dyrlæger, så snart de ikke aner hvad de har med at gøre, bare forslår aflivning Det er virkelig skræmmende! Vi var et splitsekund fra at hoppe med på den, med vores Tulle-mis:shock: fordi man er så pokkers autoritets-tro:vedikke: Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Alt4Victor Besvaret November 25, 2009 Rapporter Share Besvaret November 25, 2009 tjaa, ligesom den klassiske hvor en familie aflivere deres hund fordi den "bed"/markeret sig på deres barn, hvor efter dyrlægen finder flere tegnestifter i hunden, sandsynligvis sat fast af barnet... klassisk eksempel på at barnet ikek lærte at omgås en hund, forældrerne ikke er opmærksomme på barn/hund forhold og at dyrlægen ikke undersøger hvorfor hunden sagde fra.... Min egen kæreste har også skældt Victor ud for at bide:fyfy: fordi han hver eneste gang han skulle lufte ham og give ham sele på, gik ind efter ham inde i stuen, og tog ham under armen, som en anden taske, i stedet for at kalde på ham ude fra gangen. Så blev Victor rasende, og begyndte at gemme sig og knurre dybt, når de skulle ud og gå, for "nu kommer ham der der henter mig og løfter mig" og for lige at toppe den så bukkede han sig godt og grundigt ind over hunden når selen skulle på, og så slog Victor til med først knurren, imens kæresten fumlede med selen og såååå haps Jeg sagde det til ham 100 gange, at han var en idiot ikke at kalde på ham, og han skulle sidde på hug ved siden at Victor fordi det er truende kropssprog. Men næh nej han fortsatte med det i lææænge hvor jeg til sidst tog over fordi hans tommelfinger så forfærdelig ud efter morgenens lufteture:stupid: (nej han er ikke retarderet:blink:) Til sidst ville han kun ud og gå når det var mig der luftede, og kun når jeg kaldte ude fra gangen. Først da en af vores venner kom på besøg, som har en dalmatiner, hvor vi skulle ud og gå sammen med den også, og han så hvordan han løftede Victor, så gjorde han det samme med hans hund (dalmatineren) . Siden har han aldrig gjort det igen, min kæreste kunne godt se hvor latterligt det så ud med en stor hund:mrgreen:. Så blev der købt en lille godbidstaske, næh! og han måtte stå og kalde lææænge og komme for sent på arbejde en masse morgener for at vinde Victors tillid tilbage, og han har aldrig bidt siden. Citér Link til indlæg Del på andre sites More sharing options...
Recommended Posts
Join the conversation
You can post now and register later. If you have an account, sign in now to post with your account.