Når man ikke længere magter hunden.

[Jane]

X er en dement dame, der har sin lille hund med på plejehjemmet. X forguder sin lille hund. Men problemet er, at hun ikke længere magter at tage sig ordentlig af den. Hun glemmer at gå ture med den eller hun går mange små ture på kun få minutter, da hun glemmer, at hun har været ude med den og hvor længe hun har været ude. X stjæler mad fra de andre beboers tallerkner og gemmer det til hunden og vi finder ulækker mad de mærkligste steder i hendes lejlighed. Vand glemmer hun også at give den og det er os personalet der må sørge for, at den både får vand og mad. Problemet er at hun fjerner vandet igen og da der er travlt, har vi ikke tiden til at holde øje med det hele tiden.

 

Hunden er begyndt at knurre og har også bidt ud efter nogle af personalet.

 

Vi har lavet en handleplan. 2 gange om dagen, går en fra personalet med X ud og lufter hunden. Der bliver en fast rute, der gåes hver dag og vi håber gennem gentagelser, at X efterhånden lære ruten, at kende. Efter aftensmaden og før sengetid opfordres X til at gå en lille tur med hunden. Fodring vil personalet tage sig af.

Der er sat en måned af til projektet. Hvis det ikke lykkes, skal hun af med hunden og det blev aftalt allerede, da hun flyttede ind, at når hun ikke længere magtede hunde, skulle hun af med den, da betingelserne for at få den med, var at hun selv kunne tage sig af den. Men hvordan fortæller man lige, at hun ikke kan have hunden mere?

[Gæst Frigga]

Hvis X har familie, synes jeg, at det er dem, der skal fortælle det.

 

Nu har jeg ikke så meget forstand på demens, men kan huske jeg så et program om et plejehjem, hvor man gav de demente tøjbamser, som de brugte meget tid på at snakke med og ae. Kunne man ikke give hende en tøjbamse i form af en hund som hun forhåbentlig knytter sig til og så derefter fortælle hende, at hun får den og skal sige farvel til hunden?

 

Ja, ikke det bedste bud. Det må næsten være nogle med forstand på demens, som må hjælpe jer på vej.

[Gæst snuseren]

Hvor mange hunde er der på det plejehjem?:hmm:Og er der kun demente beboere!

[linda-hvid]

Er der eventuelt nogle unge i nærområdet der kunne betales til at gå med hunden? Hvis altså x har penge til det.

 

På en eller måde virker det det bare så uretfærdigt at hun ikke skal kunne have sin hund hos sig, bare fordi hun er blevet gammel og dement. Lidt ærgeligt at der i vores plejesystem ikke er overskud til sådan nogle ting.

[Gæst Miss_menelli]

Hvor er det bare en træls situation.

 

Især fordi der er så mange hensyn at tage, og nogle må man bare vælge fra - Desværre.

Det er så hjerteskærende, er jo at den hund sikkert er en af de sidste glæder hun har - Og vi kan jo alle risikere at ende hvor hun er nu.

Men når ressourcerne ikke er der til at sørge for dens helbred og ve og vel, så kan jeg godt forstå det er nødvendigt at finde et andet hjem til den.

 

Hvor slem er hendes demens - Altså hvor lang tid kan hun huske?

 

Hun vil jo helt sikkert opdage at hunden er væk og savne den og kræve forklaring på hvor den er henne flere gange dagligt.

 

Så mon ikke det er bedst at fortælle hende sandheden som den er

Altså, at hendes hund bliver forsømt og hun ikke længere kan tage sig af den og det bedste for den er at komme et andet sted hen?

 

Forklaringen skal i jo nok fortælle mange gange og så er det vel nemmest, at det er sandheden og hele sandheden hun får fortalt hver gang, uanset hvem hun spørger.

Det er vel også den forklaring hun bedst kan forholde sig til?

 

Er der nogle i familien der kan overtage hunden og komme på besøg med den en gang imellem?

Det vil måske gøre det nemmere for hende at acceptere, hvis hun får at vide, den kommer på besøg i ny og næ g kan give hende lidt ro efter hver gang hun får det fortalt?

 

Hvor er det bare træls.... Det er både godt og skidt beboerne kan have deres hund med sig.

Det giver noget at leve for og en forøget livskvalitet.

Men det gør det også meget, meget svære for dem at forstå, hvorfor hunden pludselig er væk - For når den skal omplaceres, så er de ofte så dårlige, at de ikke kan huske noget som helst, ud over at hunden er væk

 

Håber i finder en rimelig løsning for alle parter og det ikke bliver for hårdt ved hende, hvis hun skal af med den.

[Gæst snuseren]

Der er noget tidstypisk i at åbne adgang til flere gode tiltag i plejesektoren, og så skære ned på bevillingerne, (mulighederne for at opfylde løfterne) og her er hunden bare er lille del af det samlede billede, hvad med alle de store planer, når spareplanerne gnaver løs!

 

Den grimme hosten har tag i mig, jeg må være syg, tror det er noget kronisk, er der en kur for det, kan det være smitsomt..ligefrem farligt:shock:

[Birgitta]

X er en dement dame, der har sin lille hund med på plejehjemmet. X forguder sin lille hund. Men problemet er, at hun ikke længere magter at tage sig ordentlig af den. Hun glemmer at gå ture med den eller hun går mange små ture på kun få minutter, da hun glemmer, at hun har været ude med den og hvor længe hun har været ude. X stjæler mad fra de andre beboers tallerkner og gemmer det til hunden og vi finder ulækker mad de mærkligste steder i hendes lejlighed. Vand glemmer hun også at give den og det er os personalet der må sørge for, at den både får vand og mad. Problemet er at hun fjerner vandet igen og da der er travlt, har vi ikke tiden til at holde øje med det hele tiden.

 

Hunden er begyndt at knurre og har også bidt ud efter nogle af personalet.

 

Vi har lavet en handleplan. 2 gange om dagen, går en fra personalet med X ud og lufter hunden. Der bliver en fast rute, der gåes hver dag og vi håber gennem gentagelser, at X efterhånden lære ruten, at kende. Efter aftensmaden og før sengetid opfordres X til at gå en lille tur med hunden. Fodring vil personalet tage sig af.

Der er sat en måned af til projektet. Hvis det ikke lykkes, skal hun af med hunden og det blev aftalt allerede, da hun flyttede ind, at når hun ikke længere magtede hunde, skulle hun af med den, da betingelserne for at få den med, var at hun selv kunne tage sig af den. Men hvordan fortæller man lige, at hun ikke kan have hunden mere?

 

Hvor gammel er hunden?

En gammel hund skal ikke genhuses. Den skal aflives.

 

Hvis kvinden har fremadskridende demens, så er det bedre at foretage ændringerne så hurtigt som muligt, mens hun endnu har en vis chance for at forstå hvad der er sket.

Ellers vil plejepersonalet bare opleve, at deres bekymringer omkring hunden bliver erstattet af bekymringer for en gammel dement kvinde, der ustandselig løber væk for at finde sin lille hund..

 

De ændringer der skal ske må enten være en stabil og varig ordning med hensyn til luftning og fodring af hunden. Hver dag. I resten af kvindens eller hundens levetid. IKKE bare en kort forsøgsordning.

Hvis kvinden har en fremadskridende demens-diagnose, så er det NOGET optimistisk at tro at hun kan (gen)lære at passe sin hund selv.

 

ELLER der må findes et andet hjem til hunden, -eller den må aflives. Afhængig af alder og muligheder.

 

 

---Når folk kommer på plejehjem ER de altså så dårlige, så de ikke kan være eneansvarlige for et andet levende væsen.

Når man på plejehjemmet tillader beboerne at flytte ind med hund, så MÅ man altså også tage et fortsat medansvar for hunden.

 

Ellers lugter det af unfair overtalelse af hundeejeren til at flytte på plejehjem.

Hvor længe har kvinden boet på plejehjemmet?

[Bankov]

Hvor gammel er hunden?

En gammel hund skal ikke genhuses. Den skal aflives.

 

Birgitta, vil du uddybe dette? F.eks. hvor gammel er "gammel"?, og hvorfor mener du at en "gammel hund" ikke kan genhuses? Kan den heller ikke det, hvis den ellers er velfungerende, men blot "gammel"?

[Petrine]

Uanset alder synes jeg en gammel hund bør omplaceres!

 

Hunden lider åbenlyst allerede - jeg havde fjernet den allerede, uden at tage stilling til hvem / hvordan nyheden skal afleveres

[Jane]

Hvor mange hunde er der på det plejehjem?:hmm:Og er der kun demente beboere!

 

X er den eneste der har hund og det er ikke kun demente beboer der bor der.

[Jane]

Hvis X har familie, synes jeg, at det er dem, der skal fortælle det.

 

Nu har jeg ikke så meget forstand på demens, men kan huske jeg så et program om et plejehjem, hvor man gav de demente tøjbamser, som de brugte meget tid på at snakke med og ae. Kunne man ikke give hende en tøjbamse i form af en hund som hun forhåbentlig knytter sig til og så derefter fortælle hende, at hun får den og skal sige farvel til hunden?

 

Ja, ikke det bedste bud. Det må næsten være nogle med forstand på demens, som må hjælpe jer på vej.

 

Ja men selv om det er en pårørende der fortæller hende, at hun skal af med hunden, er det os personale, der får til opgave, at forklare hvorfor det er sådan. Hun vil ganske simpel ikke kunne forstå, at hun skal af med hunden.

 

En dukke eller tøjbamse kan være godt til mange demente, men ikke i det her tilfælde.

[Jane]

Er der eventuelt nogle unge i nærområdet der kunne betales til at gå med hunden? Hvis altså x har penge til det.

 

På en eller måde virker det det bare så uretfærdigt at hun ikke skal kunne have sin hund hos sig, bare fordi hun er blevet gammel og dement. Lidt ærgeligt at der i vores plejesystem ikke er overskud til sådan nogle ting.

 

det er en af de muligheder, som vi har talt om.

[Gæst Malene Nielsen]

X er den eneste der har hund og det er ikke kun demente beboer der bor der.

 

Der er ikke evt mulighed for, at den kan blive fuldtids plejehjemshund - så der er et par beboere der får 'ansvaret' for at lufte osv og hunden så kan opholde sig hos den demente i 'pauserne' og om natten?

[Jane]

Hvor gammel er hunden?

En gammel hund skal ikke genhuses. Den skal aflives.

Hunden er 5 år.

 

Hvis kvinden har fremadskridende demens, så er det bedre at foretage ændringerne så hurtigt som muligt, mens hun endnu har en vis chance for at forstå hvad der er sket.

Ellers vil plejepersonalet bare opleve, at deres bekymringer omkring hunden bliver erstattet af bekymringer for en gammel dement kvinde, der ustandselig løber væk for at finde sin lille hund..

Problemet er, at hendes demens er så fremadskridende, at chancen for at hun forstår hvorfor hun skal af med hunden er ikke eksisterende. Men hunden er så intigreret i hende, at der vil gå meget lang tid inden hun vil glemme den. Hun vil ikke lede efter den, hun vil blive gal og meget såret, for hunden er hendes et og alt og det vil for hende føles som et overgreb. akkurart, som hvis en kom og fjernede vores hunde fra os.

 

De ændringer der skal ske må enten være en stabil og varig ordning med hensyn til luftning og fodring af hunden. Hver dag. I resten af kvindens eller hundens levetid. IKKE bare en kort forsøgsordning.

Hvis kvinden har en fremadskridende demens-diagnose, så er det NOGET optimistisk at tro at hun kan (gen)lære at passe sin hund selv.

Det ved vi.

 

ELLER der må findes et andet hjem til hunden, -eller den må aflives. Afhængig af alder og muligheder.

Jeg tror godt den kan omplaceres, hvis det rigtige hjem kan findes.

 

 

---Når folk kommer på plejehjem ER de altså så dårlige, så de ikke kan være eneansvarlige for et andet levende væsen.

Når man på plejehjemmet tillader beboerne at flytte ind med hund, så MÅ man altså også tage et fortsat medansvar for hunden.

nødvendigvis ikke.

 

Ellers lugter det af unfair overtalelse af hundeejeren til at flytte på plejehjem.

Hvor længe har kvinden boet på plejehjemmet?

Hun har boet på plejehjemmet i ca 1 år.

[Jane]

Uanset alder synes jeg en gammel hund bør omplaceres!

 

Hunden lider åbenlyst allerede - jeg havde fjernet den allerede, uden at tage stilling til hvem / hvordan nyheden skal afleveres

 

Jeg har længe syntes, at hunden skulle fjernes. Ja jeg syntes slet ikke, at den skulle have været med på plejehjemmet overhovedet.

[Gæst Obelix]

Åh sikke en ulykkelig situation at stå i både for damen, hunden, famile og personalet .

 

Jeg kan desværre ikke bidrage med nogle gode råd, men kan sagtens se at noget må der gøres.

 

Jeg håber det lykkedes at få taget den rigtige beslutning hurtigst muligt uden for mange lykkelige parter .

[Gæst FrøkenWhipsy]

Sikke en tragisk situation...både for X - men så sandelig også for hunden. Dens tarv må komme først synes jeg. Hvis den ikke trives må den omplaceres.

Situationen bliver jo (mere) uholdbar med tiden pga. demensen. Så det er jo et spørgsmål om tid sådan som jeg opfatter situationen. Det lyder til at hunden tærres psykisk af situationen ud fra hvad du fortæller ..det ville være ærgeligt hvis hunden tager så meget skade psykisk at den ikke kan omplaceres !

 

...En bedre løsning kunne måske være en besøgshund ?

[Gæst snuseren]

Åh sikke en ulykkelig situation at stå i både for damen, hunden, famile og personalet .

 

Jeg kan desværre ikke bidrage med nogle gode råd, men kan sagtens se at noget må der gøres.

 

Jeg håber det lykkedes at få taget den rigtige beslutning hurtigst muligt uden for mange lykkelige parter .

 

Jeg tror bare tiden er forpasset, beslutningen vil ikke blive rar for nogen, jo måske for hunden, kommer an på hvor meget den er knyttet til ejeren, og måske er en aflivning en smule nådig her i vores paradissamfund

 

Undskyld jeg spørger, men har demente stemmeret i vores samfund, og hvad gavn har de af at stemme hvis de har lov?

 

Måske skulle man spare bustransporten ned til deres korsfæstelse!

 

:fornaermet:Jeg ved at mange finder dødshjælp uetisk at tale om, men er etik noget der vejer noget i vor tid

 

Demens er en lidelse der gør at man intet forsvar har tilbage, der hvor man intet håb har, en tilstand der kun er en vej ud af, den hvor der følger en blomst, hvis nogen gider sende en så omgivelserne, opfatter man skred:shock:

[Gæst solskin]

Min holdning er helt klart, at kan x ikke passe hundens besale behov (og det kan hun åbenbar ikke). Skal hunden væk.

 

Og vil fam. ikke overtage ansvaret med hensyn til hundens besale behov. Evt. arrangere hundelufter/hundepasser. Køre hunden til dyrlæge, købe mad, klippe kløer, tjekke ører m.v

 

Og hjemmet ikke vil overtage HELE ansvaret for hunden (dvs. at en fra personalet har ansvaret for hundens basale behov)

 

Så skal hunden evt. omplaceres - hvis det er muligt.

 

Jeg har en helt klar holdning til dette fordi jeg har dårlig erfaring med beboer som flytter på plejehjem med hunde/katte.

 

Et eks. x flytter på plejehjem (på betingelse af at hunden må komme med)

Ser/går meget dårligt. (Fam. skal lære x at gå en rute med hunden)

Dette må opgives. Fam. vil så komme og gå med hunden 2 gange daglig og en hunderlufter 1 gang. Der gik kun et par uger, så stoppede det så småt. Og personalet stod med problemet. Hunden fik meget små lufteturer, når/hvis der var personale på arb. som intresserede sig for hunde (dette gav splittelse i personalegruppen, da hunde pasning ikke hører ind under ydelser der kunne visiteres. KUN hvis x kunne deltag og der er ledig tid).

 

De andre beboer ville ikke deltage i pasning af hunden ej heller have den i opholdsstuen. Syntes heller ikke om, at en hund skulle "bruge" vores tid, som så gik fra dem.

 

Det endte med en meget understimuleret hund, som blev udfarende mod personalet. Den begyndte også og gø meget, hvilket de andre beboer klagede over.

 

Det er selvfølgelig trist at skulle af med sin hund. Men det er jo for hundens skyld, den skal jo passes.

 

I mit eks. ovenover blev det fam. der skulle fortælle x, at hunden skulle omplaceres. De skulle også selv sørge for dette.

 

x blev selvfølgelig ked af det. Men x kunne godt forstå, det var for hundens skyld, for x kunne ikke tilgodese hundens behov. Personalet skulle selvfølgelg gentage begrundelsen overfor x flere gange.

[KarinaG]

Jeg overtog Max da han var endt på dyreinternat pga. tvangs fjernelse, ejer, en ældre dame var senildement og glemte ham simpelthen. Max var hendes eneste bindeled til hendes fortid og hendes ægtefælle der var død 1½ år tidligere, så hun ville ikke af med hunden lige meget hvad...

 

Familien og deres gamle dyrlæge satte tilsidst hælene i over for hende og han blev sat på internat, 8 år gammel.

 

Der var ingen problemer i ham andet end at han havde "glemt" hvad kontakt og omsorg betød + hans pels var dårlig og han var stærkt under ernæret. Men det var jo alle sammen ting der let kunne gøres noget ved fra min side; godt foder, pelspleje og masser af tålmodighed og omsorg så han igen "kom i tanke om" hvor fedt menneskelig kontakt var.

 

Det var jo ikke så længe at han var blevet "glemt", så han skulle bare huskes på det hele igen og de som mødte ham senerehen, kan skrive under på at han var en super god og kærlig hund.

 

Jeg har haft et dement familiemedlem (min mor), det går kun en vej og selvom det er meget hårdt for en pårørende at skulle være "djævlens advokat" og gå i mod den dementes ønske, er det nu engang sådan, at en så dement ikke kan tage vare på et dyr.

 

Glem alt om 1 månedes prøve osv., men giv hunden en reel chance for et godt liv hos en anden familie nu, hvis X's familie ikke vil overtage den. Selv om den måske er blevet en smule "skadet", kan det sagtens vendes hos en ny ejer der forstår problemet for hunden er jo ikke generalt (som jeg forstår det) en problemhund.

[Gæst hersom]

Vil holde med i at hunden skal have en chance for at komme til en familie der vil være god ved den.

Det du beskriver er ikke et godt hunde liv..