Afledning af BS-hvalp

[Gæst Sigurd]

Jamen søde Sigurd - det hjælper jo ikke på det, at du er så hemmelig omkring dig selv!!! Så når du opponerer mod de bløde metoder, hvordan skal vi så kunne tænke andet end at du træner efter gamle metoder??? Sur har jeg aldrig kaldt dig, og gammel er jeg selv, såååeeeh...

 

Selvfølgelig har du ret i at hundeejeren skal være med på hvilke metoder man bruger, ellers går det jo ikke!

 

Men det jeg gerne ville komme til er det her med "evner, tålmodighed og psyke"... For det er nogle ret almindelige "fordomme" omkring bløde metoder. Men jeg kunne gerne tænke mig at vide hvad præcis det er man mener med det - for det er det aldrig nogen der vil fortælle. Og det er jo ret interessant når man, som jeg, er underviser. Hvad er det folk kan synes er svært? Hvad er det der kræver tålmodighed? Hvad er det der kræver specielle evner?

 

Så som du ser, er det ikke specifikt dig jeg spørger, så den diskussion kan snildt ta's uden at "blande dig ind i det". Hvis du har hørt andre synes de bløde metoder er krævende - hvad præcis tror du det er folk har svært ved?

 

Jeg er 100% seriøs, vil virkelig gerne vide det, jeg kan helt sikkert bruge det mht. min undervisning!

 

Jeg skal prøve at forklare mig, så håber jeg du kan forstå og kan bruge det.

Det jeg oplever når jeg træner for meget med godbidder ér at hunden får mere focus på godbidden end den har på mig. Det er fint med godbidder når man starter en ny øvelse op, men generelt synes jeg man på træningspladserne gør alt alt for lidt ud af, at få ejerne lært, hvordan de kommer af med godbidderne igen.

 

Eks. Hunden skal lære at gå i snor pænt på plads ved førerens side.

Så længe jeg har godbidden i hånden er der ingen problemer, men hvis jeg ikke har godbidden i hånden, eller hunden i det mindste forventer at godbidden er på vej, mister den interessen og stikker snuden i jorden, som åbenbart så er mere spændende end føreren uden godbid. Så vil du sikkert sige, at jeg er gået for hurtigt frem, med at tage godbidden væk, men jeg har oplevet det med hunde jeg har trænet i flere år.

 

Derfor bruger jeg følgende metoder:

Hvis jeg kan nå det, stikker jeg mit venstre ben ind foran hunden, hvis den kommer for langt frem. Rolig, jeg rammer ikke hunden med spærer den blot vejen, så den forstår, at den ikke kan komme længere frem end føreren.

Hvis jeg ikke når det og hunden er kommet helt foran mig, stopper jeg simpelthen op. Det giver hunden den erfaring, at hvis den ikke følger mg, så kommer den ingen steder. Det tager kun ganske få trænings ture før hunden har lært det, og så er den ikke blevet "tyk og fed" af alle de godbidder.

 

Det budskab som jeg gerne vil have ud, ër at der ikke kun findes to måder at træne hunde på, den gamle hårde og den nye bløde. Jeg vil påstå at der findes mange måder, det gælder bare om at finde den måde, som ejeren tror på og som derfor virker.

[bernerazuro]

Jeg skal prøve at forklare mig, så håber jeg du kan forstå og kan bruge det.

Det jeg oplever når jeg træner for meget med godbidder ér at hunden får mere focus på godbidden end den har på mig. Det er fint med godbidder når man starter en ny øvelse op, men generelt synes jeg man på træningspladserne gør alt alt for lidt ud af, at få ejerne lært, hvordan de kommer af med godbidderne igen.

 

Eks. Hunden skal lære at gå i snor pænt på plads ved førerens side.

Så længe jeg har godbidden i hånden er der ingen problemer, men hvis jeg ikke har godbidden i hånden, eller hunden i det mindste forventer at godbidden er på vej, mister den interessen og stikker snuden i jorden, som åbenbart så er mere spændende end føreren uden godbid. Så vil du sikkert sige, at jeg er gået for hurtigt frem, med at tage godbidden væk, men jeg har oplevet det med hunde jeg har trænet i flere år.

 

Derfor bruger jeg følgende metoder:

Hvis jeg kan nå det, stikker jeg mit venstre ben ind foran hunden, hvis den kommer for langt frem. Rolig, jeg rammer ikke hunden med spærer den blot vejen, så den forstår, at den ikke kan komme længere frem end føreren.

Hvis jeg ikke når det og hunden er kommet helt foran mig, stopper jeg simpelthen op. Det giver hunden den erfaring, at hvis den ikke følger mg, så kommer den ingen steder. Det tager kun ganske få trænings ture før hunden har lært det, og så er den ikke blevet "tyk og fed" af alle de godbidder.

 

Det budskab som jeg gerne vil have ud, ër at der ikke kun findes to måder at træne hunde på, den gamle hårde og den nye bløde. Jeg vil påstå at der findes mange måder, det gælder bare om at finde den måde, som ejeren tror på og som derfor virker.

 

Det du gør, går jo ind under negativ straf - du forhindrer hunden i at få, hvad den vil have og belønning for korrekt adfærd bliver, at den får lov at komme fremad

 

Det er nok en af misforståelserne ved bløde metoder: At man kun må bruge godbidder.

 

Men miljøet tilbyder jo også tusind lækre "godbidder", heriblandt andre hunde, tævetis, spændende dufte, osv. - og disse kan man også benytte, hvilket nogle så gør i gå pænt træningen gennem stop-op metoden.

 

Jeg har selv gjort noget lign. Når Møffe er løs på en vej (vi bor på en meget stille villa vej, så jeg ved det i god tid, hvis der kommer nogen), så tager jeg hånden ned og stopper ham, hvis han forsøger at gå op foran. Bliver han tilgengæld hvor jeg vil have ham, falder der ros af og en godbid i ny og næ.

 

Jeg har også lært Møffe en kommando, "følge" - den bruger jeg, når der er andre hunde, Møffes favourite no. one. Så ved han, at hvis han bliver på min side, mens vi går, så er der en altovervejende sandsynlighed for, at han få lov til at hilse (vi kender langt de fleste hunde, vi møder på vores gåture). Her er belønningen et "værs'go', når vi er kommet så tæt på, som jeg "tør" på vores nuværende indlæringsniveau. Og ellers, så får han da selvfølgelig nogle lækre godbidder, hvis han ikke må hilse - og det synes han heldigvis heller ikke er at kimse ad :blink: Og han kan gå et rigtig langt følge, da han ved, at den ultimative belønning højest sandsynligt venter i den anden ende!

[Gæst Ninjamor]

Det du gør, går jo ind under negativ straf - du forhindrer hunden i at få, hvad den vil have og belønning for korrekt adfærd bliver, at den får lov at komme fremad

 

Det er nok en af misforståelserne ved bløde metoder: At man kun må bruge godbidder.

 

Men miljøet tilbyder jo også tusind lækre "godbidder", heriblandt andre hunde, tævetis, spændende dufte, osv. - og disse kan man også benytte, hvilket nogle så gør i gå pænt træningen gennem stop-op metoden.

 

 

Lige præcis!

 

Jeg har en artikel liggende herinde, hvor jeg beskriver hvorledes jeg har anvendt lækre tævedufte som belønning. Ikke en eneste godbid i den sammenhæng

 

Jeg har selv gjort noget lign. Når Møffe er løs på en vej (vi bor på en meget stille villa vej, så jeg ved det i god tid, hvis der kommer nogen), så tager jeg hånden ned og stopper ham, hvis han forsøger at gå op foran. Bliver han tilgengæld hvor jeg vil have ham, falder der ros af og en godbid i ny og næ.

 

Jeg har også lært Møffe en kommando, "følge" - den bruger jeg, når der er andre hunde, Møffes favourite no. one. Så ved han, at hvis han bliver på min side, mens vi går, så er der en altovervejende sandsynlighed for, at han få lov til at hilse (vi kender langt de fleste hunde, vi møder på vores gåture). Her er belønningen et "værs'go', når vi er kommet så tæt på, som jeg "tør" på vores nuværende indlæringsniveau. Og ellers, så får han da selvfølgelig nogle lækre godbidder, hvis han ikke må hilse - og det synes han heldigvis heller ikke er at kimse ad :blink: Og han kan gå et rigtig langt følge, da han ved, at den ultimative belønning højest sandsynligt venter i den anden ende!

 

Hundene bliver bare supermotiverede med fokus på ejeren ved denne belønningsform

[Gæst Sigurd]

Jeg har selv gjort noget lign. Når Møffe er løs på en vej (vi bor på en meget stille villa vej, så jeg ved det i god tid, hvis der kommer nogen), så tager jeg hånden ned og stopper ham, hvis han forsøger at gå op foran. Bliver han tilgengæld hvor jeg vil have ham, falder der ros af og en godbid i ny og næ.

 

Jeg har også lært Møffe en kommando, "følge" - den bruger jeg, når der er andre hunde, Møffes favourite no. one. Så ved han, at hvis han bliver på min side, mens vi går, så er der en altovervejende sandsynlighed for, at han få lov til at hilse (vi kender langt de fleste hunde, vi møder på vores gåture). Her er belønningen et "værs'go', når vi er kommet så tæt på, som jeg "tør" på vores nuværende indlæringsniveau. Og ellers, så får han da selvfølgelig nogle lækre godbidder, hvis han ikke må hilse - og det synes han heldigvis heller ikke er at kimse ad :blink: Og han kan gå et rigtig langt følge, da han ved, at den ultimative belønning højest sandsynligt venter i den anden ende!

 

Jamen hvis det fungerer for Jer så er det jo fint.

 

Nu er det bare sådan, at jeg først ser træningen som fuldendt, når hunden gør hvad den bliver bedt om, også selvom den ingen godbidder får.

Det kan så være en for stor udfordring for nogle, at "få vendt" øvelsen/komandoen, så hunden stadig ser en fordel i at gøre hvad den bliver bedt om, når godbidderne fjernes.

Det er i denne fase jeg synes mange trænere/behandlere er "stået af". De efterlader ligesom kursisterne/kunderne, så det ender med at de må give hunden godbidder hele livet, fordi de ikke fik lært at komme videre.

 

Selv har jeg løst problemmet ved stort set ikke at træne med godbidder, for jeg vil have at hunden har kontakten til min person og ikke til det jeg har i lommen.

[Gæst Bente]

Jeg skal prøve at forklare mig, så håber jeg du kan forstå og kan bruge det.

Det jeg oplever når jeg træner for meget med godbidder ér at hunden får mere focus på godbidden end den har på mig. Det er fint med godbidder når man starter en ny øvelse op, men generelt synes jeg man på træningspladserne gør alt alt for lidt ud af, at få ejerne lært, hvordan de kommer af med godbidderne igen.

 

Eks. Hunden skal lære at gå i snor pænt på plads ved førerens side.

Så længe jeg har godbidden i hånden er der ingen problemer, men hvis jeg ikke har godbidden i hånden, eller hunden i det mindste forventer at godbidden er på vej, mister den interessen og stikker snuden i jorden, som åbenbart så er mere spændende end føreren uden godbid. Så vil du sikkert sige, at jeg er gået for hurtigt frem, med at tage godbidden væk, men jeg har oplevet det med hunde jeg har trænet i flere år.

 

Derfor bruger jeg følgende metoder:

Hvis jeg kan nå det, stikker jeg mit venstre ben ind foran hunden, hvis den kommer for langt frem. Rolig, jeg rammer ikke hunden med spærer den blot vejen, så den forstår, at den ikke kan komme længere frem end føreren.

Hvis jeg ikke når det og hunden er kommet helt foran mig, stopper jeg simpelthen op. Det giver hunden den erfaring, at hvis den ikke følger mg, så kommer den ingen steder. Det tager kun ganske få trænings ture før hunden har lært det, og så er den ikke blevet "tyk og fed" af alle de godbidder.

 

Det budskab som jeg gerne vil have ud, ër at der ikke kun findes to måder at træne hunde på, den gamle hårde og den nye bløde. Jeg vil påstå at der findes mange måder, det gælder bare om at finde den måde, som ejeren tror på og som derfor virker.

 

Jamen Sigurd, det der går da ind under almindelig træning. Jeg ved ikke om de professionelle vil kalde det bløde metoder eller ej.

Men det eksempel du kommer med, det er hvad jeg kalder positiv/betinget træning.

 

Hvis hunden går for langt frem, så standser man op. Hunden indtager korrekt position igen og så kan vi gå fremad?.

Det lyder som noget af det første jeg lærte, da jeg skulle lære en hund at gå lineføring, på anden måde end ved at råbe af den og hive i halsbåndet.

 

Jeg har det ligesom dig, jeg er heller ikke helt hjemmevant med alle betegnelserne, men sådan som du træner der, det er da sådan man træner på en god træningsplads med positive metoder.

 

Jeg synes det lyder som om, at du gør det helt efter den nye bog.

 

Eller er jeg gået glip af et eller andet?

 

Iøvrigt synes jeg du har ret i det med godbidderne, der kunne godt være lidt mere fokus på, hvordan man får godbidderne lagt lidt på hylden igen.

Jeg er selv tosset med at give alt for mange godbidder, men det er nu ikke trænernes skyld, som sådan.

Jeg snakker også for meget, pludrer hele vejen fra en øvelse starter og til den slutter.

Det er bare en dårlig vane jeg har.

Dog er der ikke nogen, der siger noget til træning. De kunne da godt lige fortælle mig, at jeg gerne må tro lidt mere på mig selv og min hund... egentlig.:hmm:

[Gæst Sigurd]

 

 

Hundene bliver bare supermotiverede med fokus på ejeren ved denne belønningsform

 

Måske ser vi ikke det samme, for når jeg ser en hund der ser ud som om den tager kontakt til sin ejer, fordi den forventer en godbid, så er det altså godbidden den søger kontakt til, ikke ejeren.

[Gæst spitZ]

Måske ser vi ikke det samme, for når jeg ser en hund der ser ud som om den tager kontakt til sin ejer, fordi den forventer en godbid, så er det altså godbidden den søger kontakt til, ikke ejeren.

 

Sjovt, det er slet ikke sådan jeg læser indlægget:-D Skriver hun ikke netop om ikke at bruge godbidder, men istedet andre ting som kan motivere hunden, f.eks. at få lov at gå fremaf, få lov til at hilse osv?

 

Det du gør, går jo ind under negativ straf - du forhindrer hunden i at få, hvad den vil have og belønning for korrekt adfærd bliver, at den får lov at komme fremad

 

Det er nok en af misforståelserne ved bløde metoder: At man kun må bruge godbidder.

 

Men miljøet tilbyder jo også tusind lækre "godbidder", heriblandt andre hunde, tævetis, spændende dufte, osv. - og disse kan man også benytte, hvilket nogle så gør i gå pænt træningen gennem stop-op metoden.

 

Jeg har selv gjort noget lign. Når Møffe er løs på en vej (vi bor på en meget stille villa vej, så jeg ved det i god tid, hvis der kommer nogen), så tager jeg hånden ned og stopper ham, hvis han forsøger at gå op foran. Bliver han tilgengæld hvor jeg vil have ham, falder der ros af og en godbid i ny og næ.

 

Jeg har også lært Møffe en kommando, "følge" - den bruger jeg, når der er andre hunde, Møffes favourite no. one. Så ved han, at hvis han bliver på min side, mens vi går, så er der en altovervejende sandsynlighed for, at han få lov til at hilse (vi kender langt de fleste hunde, vi møder på vores gåture). Her er belønningen et "værs'go', når vi er kommet så tæt på, som jeg "tør" på vores nuværende indlæringsniveau. Og ellers, så får han da selvfølgelig nogle lækre godbidder, hvis han ikke må hilse - og det synes han heldigvis heller ikke er at kimse ad :blink: Og han kan gå et rigtig langt følge, da han ved, at den ultimative belønning højest sandsynligt venter i den anden ende!

[Gæst mk101]

Det jeg oplever når jeg træner for meget med godbidder ér at hunden får mere focus på godbidden end den har på mig. Det er fint med godbidder når man starter en ny øvelse op, men generelt synes jeg man på træningspladserne gør alt alt for lidt ud af, at få ejerne lært, hvordan de kommer af med godbidderne igen.

 

Eks. Hunden skal lære at gå i snor pænt på plads ved førerens side.

Så længe jeg har godbidden i hånden er der ingen problemer, men hvis jeg ikke har godbidden i hånden, eller hunden i det mindste forventer at godbidden er på vej, mister den interessen og stikker snuden i jorden, som åbenbart så er mere spændende end føreren uden godbid. Så vil du sikkert sige, at jeg er gået for hurtigt frem, med at tage godbidden væk, men jeg har oplevet det med hunde jeg har trænet i flere år.

 

Du har sikkert ret i, at man på træningspladserne ikke er gode nok, til at lære hundeføreren hvordan de skal arbejde sig væk fra at lokke med godbidder. For det kræver både træning og timing, at få det mest optimale ud af sin træning. Hvilket jo gælder uanset hvilken ideologi man træner efter.

 

Men pointen ved træning er dog, at hunden ikke skal fjernstyres af godbidder. Uanset hvor glad man er for at give godbidder - eller belønne på anden vis. For som andre allerede har budt ind med, er der flere forskellige måder at belønne på - og visse racer vil syntes bedre om at blive belønnet med legetøj eller andet, end at skulle have stukket godbidder i hovedet.

 

Man arbejder med det, der hedder variabel belønning, sådan at hunden aldrig ved, hvornår belønning falder. Det gør at man har en hund, der hele tiden arbejder på sit optimale, fordi det kan være lige om et millisekund der er bonus. Det er fuldt ud muligt på den måde, at få en hund, der laver alt andet end at se efter godbidder (eller belønning), og som arbejder ihærdigt med masser af energi og glæde.

 

Hvis du endnu ikke er blevet introduceret for den type træning, syntes jeg det er rigtig synd for dig. For så bruger du uforholdsmæssig meget tid og energi på en træningsplads, der ikke "sælger" dig det de burde: at nå frem til dine mål så "smertefrit" (ikke tale om fysisk smerte for dig eller hund) og kvikt som muligt.

 

Faktisk undrer det mig så helt afsindigt, at man vedholder tanken om at straffe hunden (positiv eller negativ) som motivation. Det må udelukkende være et spørgsmål om, at hunden har en fysik, der gør det muligt for os at tryne den. Og at den som art er så pokkers tilgivende, at vi kan slippe af sted med at opføres os som idioter overfor den.

 

Hvis vi ser på hvilke resultater trænere opnår med heste, spækhuggere, bjørne og andre store og vilde dyr, og ser på hvordan det er opnået med "godbidstræning", forstår jeg ikke hvordan man kan blive ved med at benægte træningens værdi og overlegenhed?

 

Derfor bruger jeg følgende metoder:

Hvis jeg kan nå det, stikker jeg mit venstre ben ind foran hunden, hvis den kommer for langt frem. Rolig, jeg rammer ikke hunden med spærer den blot vejen, så den forstår, at den ikke kan komme længere frem end føreren.

Hvis jeg ikke når det og hunden er kommet helt foran mig, stopper jeg simpelthen op. Det giver hunden den erfaring, at hvis den ikke følger mg, så kommer den ingen steder. Det tager kun ganske få trænings ture før hunden har lært det, og så er den ikke blevet "tyk og fed" af alle de godbidder.

 

Det budskab som jeg gerne vil have ud, ër at der ikke kun findes to måder at træne hunde på, den gamle hårde og den nye bløde. Jeg vil påstå at der findes mange måder, det gælder bare om at finde den måde, som ejeren tror på og som derfor virker.

 

Njo, der findes jo i princippet kun to metoder. Det er bare et spørgsmål om hvor polariseret man er i sin tilgang til sin træning. Men når man i indlæringspsykologien deler mulighed for adfærdsregulering op i fire felter (positiv straf, negativ straf, positiv forstærkning og negativ forstærkning - positiv og negativ i den matematiske forståelse af ordet), er der jo reelt kun to måder at træne på. Den ene er ved positiv forstærkning - negativ straf. Og den anden er negativ forstærkning - positiv straf.

[Gæst Bente]

Du har sikkert ret i, at man på træningspladserne ikke er gode nok, til at lære hundeføreren hvordan de skal arbejde sig væk fra at lokke med godbidder. For det kræver både træning og timing, at få det mest optimale ud af sin træning. Hvilket jo gælder uanset hvilken ideologi man træner efter.

 

Men pointen ved træning er dog, at hunden ikke skal fjernstyres af godbidder. Uanset hvor glad man er for at give godbidder - eller belønne på anden vis. For som andre allerede har budt ind med, er der flere forskellige måder at belønne på - og visse racer vil syntes bedre om at blive belønnet med legetøj eller andet, end at skulle have stukket godbidder i hovedet.

 

Man arbejder med det, der hedder variabel belønning, sådan at hunden aldrig ved, hvornår belønning falder. Det gør at man har en hund, der hele tiden arbejder på sit optimale, fordi det kan være lige om et millisekund der er bonus. Det er fuldt ud muligt på den måde, at få en hund, der laver alt andet end at se efter godbidder (eller belønning), og som arbejder ihærdigt med masser af energi og glæde.

 

Hvis du endnu ikke er blevet introduceret for den type træning, syntes jeg det er rigtig synd for dig. For så bruger du uforholdsmæssig meget tid og energi på en træningsplads, der ikke "sælger" dig det de burde: at nå frem til dine mål så "smertefrit" (ikke tale om fysisk smerte for dig eller hund) og kvikt som muligt.

 

Faktisk undrer det mig så helt afsindigt, at man vedholder tanken om at straffe hunden (positiv eller negativ) som motivation. Det må udelukkende være et spørgsmål om, at hunden har en fysik, der gør det muligt for os at tryne den. Og at den som art er så pokkers tilgivende, at vi kan slippe af sted med at opføres os som idioter overfor den.

 

Hvis vi ser på hvilke resultater trænere opnår med heste, spækhuggere, bjørne og andre store og vilde dyr, og ser på hvordan det er opnået med "godbidstræning", forstår jeg ikke hvordan man kan blive ved med at benægte træningens værdi og overlegenhed?

 

 

 

Njo, der findes jo i princippet kun to metoder. Det er bare et spørgsmål om hvor polariseret man er i sin tilgang til sin træning. Men når man i indlæringspsykologien deler mulighed for adfærdsregulering op i fire felter (positiv straf, negativ straf, positiv forstærkning og negativ forstærkning - positiv og negativ i den matematiske forståelse af ordet), er der jo reelt kun to måder at træne på. Den ene er ved positiv forstærkning - negativ straf. Og den anden er negativ forstærkning - positiv straf.

 

Det er sjovt, det er slet ikke sådan jeg læser Sigurds beskrivelse.

 

Han korrigere blidt under træningen, uden straf eller dominans, det er sådan jeg læser det.

[Gæst mk101]

Måske ser vi ikke det samme, for når jeg ser en hund der ser ud som om den tager kontakt til sin ejer, fordi den forventer en godbid, så er det altså godbidden den søger kontakt til, ikke ejeren.

 

Personligt kan jeg ikke se hvad problemet er i, at hunden søger kontakt til ejer i forventning om at få belønning?

 

Arbejder du selv alene for at glæde en chef? Eller gør du det for lønchecken eller det faktum at du syntes godt om dit arbejde?

[Gæst Ninjamor]

Måske ser vi ikke det samme, for når jeg ser en hund der ser ud som om den tager kontakt til sin ejer, fordi den forventer en godbid, så er det altså godbidden den søger kontakt til, ikke ejeren.

 

Hvis godbidden ikke er fremme, så er det ikke godbidden hunden "kontakter".

 

Meningen med godbid (eller andre belønninger) er at hunden i starten nærmest bliver bombarderet med disse, så den får en hurtig forståelse af at det betaler sig at samarbejde. Hunde belønnes ud fra meget lave krav.

 

At gå med synlig godbid/godbidspose andet end lige i opstartsfasen er en kæmpe fejl. Hunden skal hurtigt lære at godbidden med meget stor sandsynlighed bliver givet på trods af, at den ikke er fysisk til stede.

 

Når hunden viser forståelse for øvelsesmomenter, det vil sige at den 8 gange af 10 mulige udfører momentet unden tøven, skal man meget hurtigt videre for ellers hænger man fast og hunden lærer kun at kunne arbejde med synlig belønning.

 

Hundeejeren begynder nu at arbejde med variabel forstærkning, så hunden lærer, at hvis den udfører øvelsesmomentet tilpas mange gange så bliver den belønnet.

 

Hvis man kun kunne arbejde med synlig belønning ville ingen kunne opnå gode resultater i konkurrencer, hvor man jo ikke må have en synlig belønning på sig.

[Gæst mk101]

Det er sjovt, det er slet ikke sådan jeg læser Sigurds beskrivelse.

 

Han korrigere blidt under træningen, uden straf eller dominans, det er sådan jeg læser det.

 

Så er det fordi du heller ikke kender nok til teorien bag hundetræning. Straf findes i flere former og som nævnt positivt og negativt.

 

(Det er i hundetræning i øvrigt ikke nødvendigt at korrigere for at få den øvelse frem man ønsker.)

[Gæst Bente]

Personligt kan jeg ikke se hvad problemet er i, at hunden søger kontakt til ejer i forventning om at få belønning?

 

Arbejder du selv alene for at glæde en chef? Eller gør du det for lønchecken eller det faktum at du syntes godt om dit arbejde?

 

Målet er vel at arbejde som et team/venner?

Man skal bygge forholdet op på tillid og ikke nødvendigvis godbidder?

 

Tillid behøver man ikke have til sin chef, men det er da ønskeligt.

[Gæst mk101]

Målet er vel at arbejde som et team/venner?

Man skal bygge forholdet op på tillid og ikke nødvendigvis godbidder?

 

Tillid behøver man ikke have til sin chef, men det er da ønskeligt.

 

Og hvorfor gør man ikke det, hvis man arbejder med at belønne sin hund?

[Gæst Ninjamor]

Personligt kan jeg ikke se hvad problemet er i, at hunden søger kontakt til ejer i forventning om at få belønning?

 

Arbejder du selv alene for at glæde en chef? Eller gør du det for lønchecken eller det faktum at du syntes godt om dit arbejde?

 

Årh, jeg misforstod muligvis Sigurd...

 

Næh, helt klart det er ok at dyr arbejder for et afkast og at dette afkast er noget der har stor værdi for den.

Noget for noget...

 

Det er stadig hundeejeren som administrerer belønningen og som sådan får hundeejern en høj værdi hos hunden.

 

Et foredrag med professor i etologi, Per Jensen, afsluttes med ordene jeg har i min signatur.

[Gæst Ninjamor]

Målet er vel at arbejde som et team/venner?

Man skal bygge forholdet op på tillid og ikke nødvendigvis godbidder?

 

Tillid behøver man ikke have til sin chef, men det er da ønskeligt.

 

Men man bygger vel ikke forholdet op via træning af øvelser, tænker jeg.

 

Træning af øvelser, og især hvordan man griber den an, er en medvirkende faktor, men det er dagligdagen, opdragelsen og de oplevelser/grænser man giver sin hvalp der lægger bunden i relationen og skaber tilliden mellem hvalp og menneske.

[Gæst Bente]

Så er det fordi du heller ikke kender nok til teorien bag hundetræning. Straf findes i flere former og som nævnt positivt og negativt.

 

(Det er i hundetræning i øvrigt ikke nødvendigt at korrigere for at få den øvelse frem man ønsker.)

 

Hmm okay, jamen så tror jeg helst jeg vil stile efter at træne med de metoder Sigurd bruger.

De lyder tillidsvækkende og beroligende.

 

Min hund er min partner, min teammate, min buddy, hvis ikke jeg tør korigere ham af frygt for at træne forkert, så synes jeg ikke jeg har nået mit mål.

 

At korigere er vel ikke det samme som at straffe? Sådan ser jeg det ikke i hvert fald.

 

Lige nu roser jeg mine hunde alt for meget og mangler tillid til at min hund og jeg kan klare øvelserne uden for mange godbidder og ros.

 

Fordi jeg har en baggrund med at have været for voldsom ved hunde, så er jeg havnet i den modsatte grøft og har været der i mange år.

 

Jeg mangler et bindeled, der giver mig tryghed i det jeg gør, uden at jeg skal bevæbne mig med godbidder og ros.

Jeg skal turde at kommunikere med min hund, uden at være bange for gøre noget forkert og uden godbidder.

 

Jeg synes Sigurd beskriver en konstruktiv måde at træne på.

Han straffer jo ikke og udøver ikke dominans.

 

Det lyder meget som en forældrerolle han påtager sig. Forældre render da heller ikke i hælene på deres børn med godbidder og konstant ros.

 

De opbygger da et tillidsforhold, ved at opfører sig naturligt, det må da være det der er vigtigt.

[Gæst Bente]

Men man bygger vel ikke forholdet op via træning af øvelser, tænker jeg.

 

Træning af øvelser, og især hvordan man griber den an, er en medvirkende faktor, men det er dagligdagen, opdragelsen og de oplevelser/grænser man giver sin hvalp der lægger bunden i relationen og skaber tilliden mellem hvalp og menneske.

 

Det tror jeg også. Men jeg opdrager på samme måde. Der er godbidder over alt i vores hus.

De har til dags dato været mit værn imod, nogensinde at gentage tidligere tiders pædagogik.

 

Godbidderne beskytter mig fra at gøre noget forkert, hvis du forstår hvad jeg mener? :hmm:

 

Men et eller andet sted i min underbevisthed er jeg jo godt klar over, at mine hunde sagtens kan udføre en øvelse i hverdagen, uden at få en godbid.

 

Jeg behøver f.eks. ikke en godbid for at få min hund ned fra sofaen eller lignende, men under indlæring, måske det første år jeg havde min hund. Der blev han aldrig sent ned af sofaen, uden at han fik en godbid for det.

 

Det skal så siges, at han aldrig har sat sig imod at gå ned fra en sofa, bare fordi godbidderne ikke længere er til stede.

Så jeg ved jo godt, at jeg sagtens kan fjerne mange af de godbidder jeg giver, min hund skal nok gøre hvad jeg beder den om alligevel.

 

Min tillid har bare lidt et knæk hvad det angår, fordi jeg tidligere har gjort så meget forkert og vel egentlig i princippet stadig gør det, men nu bare med omvendt fortegn.

Nu er der for meget ros og for mange godbidder.

[Gæst Ninjamor]

Det tror jeg også. Men jeg opdrager på samme måde. Der er godbidder over alt i vores hus.

De har til dags dato været mit værn imod, nogensinde at gentage tidligere tiders pædagogik.

 

Godbidderne beskytter mig fra at gøre noget forkert, hvis du forstår hvad jeg mener? :hmm:

 

Ja jeg forstår. Det er bare falsk tryghed Bente

 

Men et eller andet sted i min underbevisthed er jeg jo godt klar over, at mine hunde sagtens kan udføre en øvelse i hverdagen, uden at få en godbid.

 

Åh ja, hvis ikke ville konkurrencer og prøver med hunde ikke fungere

 

Jeg behøver f.eks. ikke en godbid for at få min hund ned fra sofaen eller lignende, men under indlæring, måske det første år jeg havde min hund. Der blev han aldrig sent ned af sofaen, uden at han fik en godbid for det.

 

Okay, men du kom ud af det

 

Det skal så siges, at han aldrig har sat sig imod at gå ned fra en sofa, bare fordi godbidderne ikke længere er til stede.

Så jeg ved jo godt at jeg sagtens kan fjerne mange af de godbidder jeg giver, min hund skal nok gøre hvad jeg beder den om alligevel.

 

Faktisk kan fraværet af godbidder/belønning gøre hundene endnu mere opsatte på at gøre tingene til vores tilfredshed.

 

Min tillid har bare lidt et knæk hvad det angår, fordi jeg tidligere har gjort så meget forkert og vel egentlig i princippet stadig gør det, men nu bare med omvendt fortegn.

Nu er der for meget ros og for mange godbidder

 

Det skader så heller ikke hundene

 

Hvad gør du så, hvis du er nødt til at sætte en grænse for en hvalp?

[Gæst Bente]

Hvad gør du så, hvis du er nødt til at sætte en grænse for en hvalp?

 

Jeg bruger ordet nej og eller går imellem hvalpen og det den nu synes er spændende.

 

En af de bøger jeg har læst, kan ikke huske om det var Irene eller Greva's, men der stod der at man bør ignorere unønsket adfærd og rose ønsket adfærd. - Så vores hvalpe får lov til meget.

 

Men det tager jo højst en uge at fravænne en hvalp uønsket adfærd ved at gå imellem hvalpen og en genstand, fulgt op med ordet nej.

 

Derefter er det yderst sjældent, at der er behov for at sige nej.

 

Jeg bruger dog aldrig nej under træning. Indtil videre bruger jeg bare det at vende ryggen til. - Så kommer hvalpen på plads og så prøver vi en øvelse forfra.

 

Med tusind godbidder.

[Gæst mk101]

Jeg har lidt opfattelsen af, at du modsiger dig selv i de to indlæg du skriver lige efter hinanden. Men det kan selvfølgelig meget vel være et spørgsmål om, at jeg ikke forstår dig korrekt.

 

Til gengæld tror jeg også, at du misforstår en del af det jeg har skrevet. Så jeg skal se, om jeg kan gøre det bedre.

 

Hmm okay, jamen så tror jeg helst jeg vil stile efter at træne med de metoder Sigurd bruger.

De lyder tillidsvækkende og beroligende.

 

Min hund er min partner, min teammate, min buddy, hvis ikke jeg tør korigere ham af frygt for at træne forkert, så synes jeg ikke jeg har nået mit mål.

 

At korigere er vel ikke det samme som at straffe? Sådan ser jeg det ikke i hvert fald.

 

Hvorfor syntes du Sigurds måde er bedre at træne på, end at belønne korrekt adfærd? Som Sigurd beskriver sin måde at træne på, gør han brug af negativ straf. Det betyder, at man fjerner noget, hunden gerne vil have, for at reducere chancen for, at den adfærd der straffes vil gentage sig. I det opsatte eksempel vil hunden gerne frem. Den tilbageholdes/afholdes fra det den gerne vil (frem) - altså tager man noget fra hunden, som den gerne vil have (negativ straf). Når man straffer en bestemt adfærd hos hunden (her at ville frem), reducere man sandsynligheden for, at hunden udfører den adfærd igen. Med tid vil adfærden aftage mere og mere.

 

Jeg plæderer blot for, at hvis Sigurd samtidig smed en positiv forstærker indover sin træning, ville han nå sit mål meget, meget, meget hurtigere. Positiv forstærkning betyder at give hunden noget den gerne vil opnå (belønning i form af godbidder, legetøj, kæl eller andet - forstærkere har forskellig værdi og det gælder om at finde den stærkeste, for at få mest ud af sin træning), og derved vil øge sandsynligheden for, at hunden gentager den adfærd, der udløste forstærkningen.

 

Optimalt set korrigerer man ikke sin hund i træningen. Udfører en hund ikke øvelsen som vi ønsker, har vi gjort det for svært for den. Så må vi sænke kravene, sådan at hunden kan honorere dem og udføre øvelsen korrekt. En hund lærer ikke så meget af at blive flyttet ind i en korrekt pladsposition, som hvis den selv indtager den.

 

Eksempel: har skulle indlære plads med genbrugshunden herhjemme. Hun havde en forfærdelig tendens til at sætte sig ind meget, meget skævt. Og jeg vil have en pladsposition, hvor hunden sidder lige ved siden af mig, sådan at bagdelen ikke peger i nogen anden retning end lige bagud. Det er en øvelse, der - for mig i hvert fald - er lettest at lokke i. Så de første par gange udføres øvelsen med fjernstyringsgodbid, sådan at muligheden for fejl elimineres.

 

Hunden belønnes med godbid (nu har jeg spaniel, så godbid er den optimale belønning her i huset), når den indtager korrekt position. Efter to gentagelser fjernes godbidden fra hånden, men hunden guides stadig med hånden. Igen skal hunden ikke have mulighed for at fejle, og der udbetales belønning for at have indtaget korrekt position. Med tiden (her taler vi få træningsomgange) nedsættes hjælpen. Når man på den måde hæver kravene (mindre hjælp eller flere forstyrrelser), øger man også sandsynligheden for, at hunden kan lave en fejl.

 

Gør den det, og indtager en forkert pladsposition, gør jeg jo også brug af negativ straf - jeg tilbageholder godbidden. Jeg fratager hunden det, den gerne vil opnå. Beskeden til hunden er så "det var ikke helt det jeg ønskede du skulle gøre, prøv igen", og så får hunden et forsøg mere. Gør den det nu korrekt, udbetales godbidden - positiv forstærkning. Er der igen fejl i øvelsen, så er det mig der er gået for hurtigt frem, og så skal jeg ændre i øvelsen, sådan at hunden igen får succes.

 

Den læring er så meget mere effektiv, end når man, som man gjorde for bare få år siden, pressede hunden ned i sit, flyttede den ind i plads og alle de andre måder man kan korrigere på.

 

Nej, at korrigere er som sådan ikke det samme som at straffe. Men hvorfor gøre det, når det andet virker bedre?

 

Er ikke med på, hvad du mener med dette: "Min hund er min partner, min teammate, min buddy, hvis ikke jeg tør korigere ham af frygt for at træne forkert, så synes jeg ikke jeg har nået mit mål."?

 

Lige nu roser jeg mine hunde alt for meget og mangler tillid til at min hund og jeg kan klare øvelserne uden for mange godbidder og ros.

 

Fordi jeg har en baggrund med at have været for voldsom ved hunde, så er jeg havnet i den modsatte grøft og har været der i mange år.

 

Jeg mangler et bindeled, der giver mig tryghed i det jeg gør, uden at jeg skal bevæbne mig med godbidder og ros.

Jeg skal turde at kommunikere med min hund, uden at være bange for gøre noget forkert og uden godbidder.

 

Godbidder skal udfases som øvelsen sidder fast. Tror jeg allerede har skrevet stolpe op og stolpe ned om variabel belønning i denne tråd?

 

Hvorfor er det et problem, at skulle være udstyret med godbidder og ros?

 

En tryghed tror jeg du kan finde i, at få læst en masse om indlæringspsykologi og få styr på teorien bag det du gør.

 

Jeg synes Sigurd beskriver en konstruktiv måde at træne på.

Han straffer jo ikke og udøver ikke dominans.

 

Det lyder meget som en forældrerolle han påtager sig. Forældre render da heller ikke i hælene på deres børn med godbidder og konstant ros.

 

De opbygger da et tillidsforhold, ved at opfører sig naturligt, det må da være det der er vigtigt.

 

Hvordan er den måde at træne på konstruktiv? Og hvorfor mener du den er bedre end den teori (positiv forstærkning), som er så veldokumenteret? Og jo, der er straf, men ingen belønning (i hvert fald som han selv beskriver det).

 

Forældre render rundt med bunker af anerkendelse til deres unger hele tiden. Det er en belønning vi som mennesker vægter utroligt højt. Vi siger "tak" til hinanden, men kan lægge mere værdi i sådan et ord, end en hund vil kunne gøre. Der er den meget mere simpel i sine tanker.

 

Hvis du ikke mener forældre belønner og roser, så tror jeg du bor for langt ude på landet. Selv bor jeg lige ved siden af en institution, og det skorter ikke på godbidder og ros hos forældre. Et barn kan jo ikke en gang tage en tur på rutsjebanen uden at være verdens ottende vidunder.

 

En forældrerolle er det, der er målet at have overfor sin hund. En rolle der kan guide til rigtig adfærd, og som kan stoppe uønsket. Husk nu på, at vi taler om to forskellige ting samtidig. Der er træningssituationer og der er hverdagssituationer. Selvom man ikke siger "nej" i en træningssituation når hunden gør noget forkert, betyder det ikke, at man ikke siger nej i hverdagen, når hunden har uønsket adfærd.

 

Kan du forklare hvordan du mener, at der i Sigurds tilfælde oprettes et tillidsforhold på baggrund af naturlig opførsel? For det tror jeg simpelthen ikke jeg forstår - eller kan se. Jeg anfægter ikke, at Sigurd har et tillidsfuldt forhold til sine hunde - det ved jeg ikke nok om hverken Sigurd eller hans hunde til at bedømme. Men forstår ikke hvad du opfatter som værende naturlig opførsel, og hvordan det giver et tillidsfuldt forhold.

 

Tror virkelig, at du ville blive rigtig, rigtig glad for at tage fat i bøger som eksempelvis Hvalpen eller Familiehunden af Lone Greva.

[Gæst mk101]

Jeg bruger ordet nej og eller går imellem hvalpen og det den nu synes er spændende.

 

En af de bøger jeg har læst, kan ikke huske om det var Irene eller Greva's, men der stod der at man bør ignorere unønsket adfærd og rose ønsket adfærd. - Så vores hvalpe får lov til meget.

 

Men det tager jo højst en uge at fravænne en hvalp uønsket adfærd ved at gå imellem hvalpen og en genstand, fulgt op med ordet nej.

 

Derefter er det yderst sjældent, at der er behov for at sige nej.

 

Jeg bruger dog aldrig nej under træning. Indtil videre bruger jeg bare det at vende ryggen til. - Så kommer hvalpen på plads og så prøver vi en øvelse forfra.

 

Med tusind godbidder.

 

Nu har du nået at overhale mig indenom med det her indlæg. Og så må jeg sige, at jeg bliver endnu mere forvirret over dine udmeldinger? For hvis du har læst de bøger, gør brug af metoderne og har udbytte af dem, så kan jeg ikke helt lure, hvorfor du tænker at brug udelukkende af negativ straf kan være en bedre vej frem?

[Gæst Bente]

Nu har du nået at overhale mig indenom med det her indlæg. Og så må jeg sige, at jeg bliver endnu mere forvirret over dine udmeldinger? For hvis du har læst de bøger, gør brug af metoderne og har udbytte af dem, så kan jeg ikke helt lure, hvorfor du tænker at brug udelukkende af negativ straf kan være en bedre vej frem?

 

Citeret fra Sigurd:

Derfor bruger jeg følgende metoder:

Hvis jeg kan nå det, stikker jeg mit venstre ben ind foran hunden, hvis den kommer for langt frem. Rolig, jeg rammer ikke hunden med spærer den blot vejen, så den forstår, at den ikke kan komme længere frem end føreren.

Hvis jeg ikke når det og hunden er kommet helt foran mig, stopper jeg simpelthen op. Det giver hunden den erfaring, at hvis den ikke følger mg, så kommer den ingen steder. Det tager kun ganske få trænings ture før hunden har lært det, og så er den ikke blevet "tyk og fed" af alle de godbidder.

 

 

 

Jeg kan ikke læse noget om straf deri?

Hvori består det negative?

 

Jeg kunne da godt tænke mig at gøre sådan, hvis jeg skulle få brug for det.

 

Når jeg skal træne lineføring, så foregår det med godbidder og pludren i et væld. Jeg er mere træt efter træning end min hund er.

Og han går ellers lige så pænt.

Jeg sidder bare fast i vanen.

 

Min hund har en fin kontakt til mig, men min kontakt til min hund er fuldstændig ude på et overdrev. Mine øjne buler ud af mit ansigt for at bevare kontakten til min hund.

 

Og jo jeg kommer ude fra landet af.

Hvis man ikke hører nærmere om sin opførsel, så betyder det at man har gjort det rigtigt.

Gør man noget forkert, så er der kontant afregning.

Og nej der bliver ikke jublet når ungen skider i potten. :hmm:

Jeg jubler når hvalpen tisser og skider i haven, men jeg er også at betragte som en sær snegl hvad det angår, på de her kanter.

[Gæst Ninjamor]

Citeret fra Sigurd:

 

 

Jeg kan ikke læse noget om straf deri?

Hvori består det negative?

 

 

Jeg er sikker på at MK kommer tilbage, i mellemtiden kan jeg gentage forklaringen

 

Straf er psykologisk inddelt i negativ straf og positiv straf.

 

Negativ hentyder til at vi fratager hunde en gode, positiv til at vi tildeler hunden et ubehag.

 

Det skal derfor ikke forstås som at det ene opfattes af hunden som negativt og det andet som positivt. Begge dele vil opfattes som negativt af hunden og derfor vil den søge at undgå at komme ud for det igen.

 

Negativ straf ser jeg intet forkert ved, blot skal hunden altid straks den kommer på rette spor forstærkes positivt med en belønning, gerne den hunden oplever har den største værdi i situationen, hvilket typisk netop vil være at få mulighed for at komme frem.

 

Man kunne i stedet for positiv/negativ også sige "plus" og "minus" straf. Plus er at tildele hunden et ubehag og minus er at fratage hunden et gode.

 

Ved at spærre hunden vejen, når den vil frem fratages den dermed muligheden for det, den vil, at komme frem. Derfor kommer denne metode ind under negativ straf.

 

Ved fysisk at anvende sin krop til at blokere vejen frem for hunden, anvender Sigurd også sin dominans, som du var inde på, at han ikke gjorde.

Dette har jeg heller intet problem med anvendes på visse hunde i bestemte situationer.

Dominans er meget misforstået

 

Disse metoder bliver dog ikke nøvendige hvis man træner med positiv forstærkning fra starten.

 

 

Jeg kunne da godt tænke mig at gøre sådan, hvis jeg skulle få brug for det.

 

Når jeg skal træne lineføring, så foregår det med godbidder og pludren i et væld. Jeg er mere træt efter træning end min hund er.

Og han går ellers lige så pænt.

Jeg sidder bare fast i vanen.

 

Min hund har en fin kontakt til mig, men min kontakt til min hund er fuldstændig ude på et overdrev. Mine øjne buler ud af mit ansigt for at bevare kontakten til min hund.

 

Find en dygtig instruktør til at få dig videre

[Gæst Bente]

Jeg er sikker på at MK kommer tilbage, i mellemtiden kan jeg gentage forklaringen

 

Straf er psykologisk inddelt i negativ straf og positiv straf.

 

Negativ hentyder til at vi fratager hunde en gode, positiv til at vi tildeler hunden et ubehag.

 

Det skal derfor ikke forstås som at det ene opfattes af hunden som negativt og det andet som positivt. Begge dele vil opfattes som negativt af hunden og derfor vil den søge at undgå at komme ud for det igen.

 

Negativ straf ser jeg intet forkert ved, blot skal hunden altid straks den kommer på rette spor forstærkes positivt med en belønning, gerne den hunden oplever har den største værdi i situationen, hvilket typisk netop vil være at få mulighed for at komme frem.

 

Man kunne i stedet for positiv/negativ også sige "plus" og "minus" straf. Plus er at tildele hunden et ubehag og minus er at fratage hunden et gode.

 

Ved at spærre hunden vejen, når den vil frem fratages den dermed muligheden for det, den vil, at komme frem. Derfor kommer denne metode ind under negativ straf.

 

Ved fysisk at anvende sin krop til at blokere vejen frem for hunden, anvender Sigurd også sin dominans, som du var inde på, at han ikke gjorde.

Dette har jeg heller intet problem med anvendes på visse hunde i bestemte situationer.

Dominans er meget misforstået

 

Disse metoder bliver dog ikke nøvendige hvis man træner med positiv forstærkning fra starten.

 

 

Find en dygtig instruktør til at få dig videre

 

Okay så er jeg med, tror jeg.

 

Positiv straf = at påføre ubehag

 

Negativ straf = at fratage et gode

 

Så vil jeg sige at jeg godt kunne tænke mig, at benytte mere negativ "straf".

 

Når jeg starter med at træne lineføring og alt efter hundens sindelag selvfølgelig, så ender jeg med at flytte mig selv i ti forskellige retninger bagved hunden.

Jeg snakker meget for at få dens opmærksomhed og ligeså snart hunden tager kontakt, så klikker jeg eller bruger ordet dygtig og giver en godbid.

 

Hvis nu jeg ligesom Sigurd, kunne bremse hunden i nogle situationer, inden den kommer ud i strakt line, så ville det føles mindre irriterende, tror jeg.

 

Jeg føler ikke jeg har ret meget styr på det, hvis først hunden er kommet ud i strakt line.

 

F.eks.

Min hund er god til lineføring, når han fornemmer at nu træner vi eller nu skal vi ud at løbe. Så går og løber han ved min side til UG.

 

Når vi så foreksempel kommer ind på træningspladsen, så kommer der fem hunde, hvor ejerne alle sammen synes det er vildt vigtigt at socialiserer deres hunde imens de er i snor.

 

I virkeligheden irritererer det mig enormt, at få en ejer og en hund lige i synet.

Personligt hader jeg, når folk ikke holder en rimelig afstand og det er uanset om jeg har hund med mig eller ej.

Og jeg synes folk kigger så mærkeligt på en, når jeg forsøger at trække væk. (Det er jo sundt for hundene at blive socialiseret, de skal da have lov....:damn:).

 

Men det jeg vil frem til er, i den situation der bliver min hund et pjatøre og så er det der med lineføring en by i Rusland.

 

Han er heldigvis ikke helt døv, så efter nogle sekunder kan jeg godt få ham tilbage på plads, men bare det overhovedet at få en hund i strakt line, det er stressende og så skal jeg i gang med at pludre for at få kontakt.

Jeg får ikke en dyt ud af at stå overfor en hundefører, som jeg ikke kan tale med alligevel, fordi jeg ikke gider kluddermåtter med liner.

 

Under træningen er det noget helt andet. Der kan jeg sagtens stå og løbe klods op af dem jeg er på hold med og træne helt fint.

 

Og nogle folk finder altid en, nogle de styrer bare direkte imod en, når man træder ind til træning.

Dem jeg kender, de holder en fornuftig afstand, de ved jeg ikke gider at stå i hovedet på dem og så kan vi snakke imens vores hunde ligger lige så pænt ved siden af os.

 

Alt det der med at hilse i snor, jeg får stress!.