Adfærdsrehabilitering, debat om metodevalg

[Gæst Ninjamor]

På baggrund af en tråd hvor en adfærdsbehandlers arbejdsmetoder blev hhv. kritiseret eller forsvaret helt eller delvist, har jeg lyst til at starte en debat om emnet behandlingsmetoder ift. problematisk adfærd.

 

Helliger målet altid midlet?

 

Skal hunde kunne finde sig i at få overskredet deres personlige grænser uden at advare (knurre, lave udfald)

 

Jeg vil som den gode trådstarter selv lægge ud med baggrunden for mine synspunkter:

 

Utallige studier af hunde viser, at hundes og ulves adfærd stadig ligger tæt opad hinanden. Hunde har godt nok mistet over 100 artstypiske delsignaler, men de resterende over ca. 300* har de stadig fælles med ulven. Derfor er frie ulves adfærd stadig godt nok som sammenligningsgrundlag et langt stykke af vejen, når det drejer sig om hundes adfærd

 

*Der findes muligvis senere statistikker med mere præcise tal...

 

Vildtlevende ulves adfærd, når de ikke er presset af ressoucemangel, er stadig den adfærd der ses hos flest hunde, hvis vi skal tage tilkendegivelser fra dette forum og andre steder seriøst.

 

Hundes signalrepertoire bygger på flest konfliktdæmpende signaler, dette er der en årsag til og årsagen må nødvendigvis være ønsket om konfliktløsning snarere end konfliktoptrapning.

 

Studier har vist, at der hos ulve/hunde ikke er et stramt hieraki, men at der er dynamik i strukturen i en flok. De ulve som vi har lært at kalde "alfa" ulve er observeret ikke at kunne få sin flok i den retning de ønskede for senere at vende om og følge med flokken, hvor den ville hen.

 

Dette, og andre situationer hvor andre end "alfas" beslutninger efterfølges, er observeret mange gange og afliver myten om, at kun "alfa" bestemmer og tager beslutninger som resten af flokken skal følge.

 

En "alfa" ulv/hund kan ikke være alfa uden at have andre individer omkring sig. Alfabegrebet, eller dominansbegrebet, er skabt på konceptet af en samling individer, som lever fast i en gruppe.

Alfa/dominant kræver derfor en relation.

 

Det er de øvrige individer i gruppen, både hos ulve og hunde, der frivilligt viser daglig underkastelsesadfærd overfor det individ vi kalder alfa, mere end det er alfaen, som kræver denne underkastelse.

 

Et individ kan ikke gøre sig til alfa ved at bruge fysisk magt, men det kan ved at anvende fysisk magt og trusler derom skabe frygt hos andre og dermed styre gruppen gennem terror.

Dette er observeret hos ulve der er trængte, f.eks. ufrivilligt bliver holdt i en gruppe på for lille område. Der vil det ofte være den fysisk stærke der sørger for at holde de andre nede.

 

Dette har intet med dominans at gøre, da dette begreb med et godt nydansk ord kan beskrives som at være cool i alt hvad man gør.

 

Min holdning til hund generelt og til adfærdsbehandling i særdeleshed er at vi skal arbejde under en hunds tolerancegrænse så den oplever succes i relationen med ejeren i selve situationen og derved selv skubber sine grænser for hvad den kan håndtere.

Med andre ord: At vi hjælper hunden til at kunne mestre en situation uden at den bliver opkørt eller stresset/angst.

I praksis indebærer dette, at hunden under træningen aldrig sættes i den belastende situation, men nærmer sig situationen skridt for skridt i det tempo den kan klare.

 

Når vi taler om indlæring af øvelser og tricks er ovenstående lige præcis denne metode vi anvender, jeg har bare brugt nogle andre ord end de normalt anvendte til at beskrive læreprocessen for at give det en anden vinkel.

 

Når vi ved hvordan hunde indlærer øvelser/tricks, og ved, at for hunden er det hele bare "adfærd", hvad enten det drejer sig om adfærd vi kategoriserer som øvelser eller andre adfærd, er der så nogen gyldig grund til ikke at bygge en "rehabilitering" op på samme måde som en øvelse?

[Lonny]

Når vi ved hvordan hunde indlærer øvelser/tricks, og ved, at for hunden er det hele bare "adfærd", hvad enten det drejer sig om adfærd vi kategoriserer som øvelser eller andre adfærd, er der så nogen gyldig grund til ikke at bygge en "rehabilitering" op på samme måde som en øvelse?

 

Jeg ville så vidt muligt altid forsøge at bestræbe mig for at holde mig under hunden tolerancetærskel, og kan overhovedet ikke finde nogen undskyldning for bevidst at overskride denne tærskel.

 

Men virkeligheden kan tit vise sig svær at kontrollere, især når man taler om rehabilitering, det er ikke altid omgivelserne samarbejder således at man kan holde sig under tolerancetærsklen. Men at man fuldt bevist skubber hunden ud over grænsen, det ser jeg absolut ingen grund til og jeg tror at det vil belaste tillidsforholdet til hunden, og ydermere så risikerer du at forstærke den adfærd du forsøger at dæmpe.

[Petrine]

er der så nogen gyldig grund til ikke at bygge en "rehabilitering" op på samme måde som en øvelse?

 

Tilstår, jeg har været håndfast da jeg fik en voldsomt aggresiv 2årig - alternativet var aflivning, jeg boede på kollegieværelse og havde bare ikke den fysiske plads, som måske havde hjulpet.

 

Han ville bide alt og alle, så han fik mast en mundkurv på og gik med den non stop i et par måneder han blev trukket / tvunget på gåturen, fuldstændigt uden pædagogisk sans - havde fx Lonny fået ham i dag, var det aldrig sket, men med 12 kvm, andre hunde og masser af mennesker tæt på, så gjorde jeg sådan (og ville nok gøre det samme i dag)

 

Så ikke altid, men nogle gange helliger målet midlerne og han blev da også rimeligt ok.

[Siri]

Jeg ville så vidt muligt altid forsøge at bestræbe mig for at holde mig under hunden tolerancetærskel, og kan overhovedet ikke finde nogen undskyldning for bevidst at overskride denne tærskel.

 

Men virkeligheden kan tit vise sig svær at kontrollere, især når man taler om rehabilitering, det er ikke altid omgivelserne samarbejder således at man kan holde sig under tolerancetærsklen. Men at man fuldt bevist skubber hunden ud over grænsen, det ser jeg absolut ingen grund til og jeg tror at det vil belaste tillidsforholdet til hunden, og ydermere så risikerer du at forstærke den adfærd du forsøger at dæmpe.

 

Jeg er til dels enig. Men mener dog at der er yderpunkter. For hvad hvis hundens eneste mulighed for at overleve, er at overskride tolerancetærsklen og arbejde med adfærden på den måde?

 

Jeg har gjort det et par gange, når jeg har arbejdet med heste. Der kan man jo så også tale om et noget større og mere uhåndterligt dyr, og måske et dyr, der potentielt kan være farligere end en hund. Men når vi har haft de rigtig slemme tilfælde, så har vi nogle gange benyttet flooding. Hvor vi udsætter hesten for det, der skaber problemet i så høj grad, at den til sidst "kapitulerer" og accepterer. Det er ikke noget jeg vil bruge i almindelig træning, men det har været sidste udvej for disse dyr. De blev efterfølgende normalt fungerende og var ikke længere farlige.

[Siri]

En sidebemærkning:

Jeg synes faktisk at en del af de adfærdsbehandlere jeg har set, har tendens til at arbejde meget langt under tolerancetærsklen. I mine øjne skal man arbejde tæt på, for hele tiden at komme videre.

[Gæst Ninjamor]

En sidebemærkning:

Jeg synes faktisk at en del af de adfærdsbehandlere jeg har set, har tendens til at arbejde meget langt under tolerancetærsklen. I mine øjne skal man arbejde tæt på, for hele tiden at komme videre.

 

Jeg kan ikke udtale mig om hvad andre gør når jeg ikke har set det, men selvom én vælger at starte meget langt under hundens grænse, så er det jo ikke ensbetydende med at der ikke kan rykkes.

 

Det kan faktisk være rigtig godt at arbejde langt under hundens grænse et stykke tid, da hundens tillid derved virkelig cementeres og man vil i nogle tilfælde kunne tage et enormt skridt fremad, hurtigere end ellers. Men det vil naturligvis være idividuelt og afhængig af problemets art.

[Gæst Bente]

Jeg er til dels enig. Men mener dog at der er yderpunkter. For hvad hvis hundens eneste mulighed for at overleve, er at overskride tolerancetærsklen og arbejde med adfærden på den måde?

 

Jeg har gjort det et par gange, når jeg har arbejdet med heste. Der kan man jo så også tale om et noget større og mere uhåndterligt dyr, og måske et dyr, der potentielt kan være farligere end en hund. Men når vi har haft de rigtig slemme tilfælde, så har vi nogle gange benyttet flooding. Hvor vi udsætter hesten for det, der skaber problemet i så høj grad, at den til sidst "kapitulerer" og accepterer. Det er ikke noget jeg vil bruge i almindelig træning, men det har været sidste udvej for disse dyr. De blev efterfølgende normalt fungerende og var ikke længere farlige.

 

Meget enig i det du skriver her.

Jeg har selv beskæftiget mig med heste i en del år, indtil helbredet og nerverne bare ikke var til det mere.

Den første og eneste gang, jeg nogensinde har set flooding brugt i en alvorlig situation, hvor der var stor aggression involveret, der tudbrølede jeg.

Men der skete netop det, som du beskriver, hesten kapitulerede og accepterede sit liv, - kan man sådan lidt filosofisk sige. Og fra da af var det meget lettere at begynde den egentlige træning.

 

Den oplevelse har været en af de mere væsentlige i mit eget liv. Nogle gange kan mennesker og dyr bare ikke elskes eller lokkes til at underkaste sig deres egen skæbne.

Men den ro der følger med ved kapitulation, er dog ikke til at tage fejl af.

Der kommer en indre accept af tingenes tilstand.

"Dyret stopper med at fare frem og tilbage i sit bur og kan pludselig finde ro til at søge kontakt."

 

Det skal bare være professionelle der gør det, menig mand har for mange skrupler og kommer til at fedte rundt med det og så er det ikke noget værd.

[Gæst Ninjamor]

Jeg er til dels enig. Men mener dog at der er yderpunkter. For hvad hvis hundens eneste mulighed for at overleve, er at overskride tolerancetærsklen og arbejde med adfærden på den måde?

 

Kunne du komme med nogle konkrete eksempler?

 

Jeg har gjort det et par gange, når jeg har arbejdet med heste. Der kan man jo så også tale om et noget større og mere uhåndterligt dyr, og måske et dyr, der potentielt kan være farligere end en hund. Men når vi har haft de rigtig slemme tilfælde, så har vi nogle gange benyttet flooding. Hvor vi udsætter hesten for det, der skaber problemet i så høj grad, at den til sidst "kapitulerer" og accepterer. Det er ikke noget jeg vil bruge i almindelig træning, men det har været sidste udvej for disse dyr. De blev efterfølgende normalt fungerende og var ikke længere farlige

 

Hvilken type problemer har det været? Man forbinder jo flooding med angst...

[Siri]

Kunne du komme med nogle konkrete eksempler?

 

 

 

Hvilken type problemer har det været? Man forbinder jo flooding med angst...

 

Vi havde eksempelvis en pensioneret rodeohest, der var panisk angst for reb. Tanken var at den skulle ud i en familie og nyde resten af sit liv (den var kun 8 år), men så snart den mærkede et reb på et af de områder, der triggede angsten, så blev den komplet panisk og livsfarlig. Man kan desværre ikke sende sådan en hest videre, da der skal så lille en fejl til, før nogen kommer alvorligt til skade.

Så vi lavede lidt grundlæggende, indledende træning og så stod vi fire personer - en på hver side af hesten, for at holde øje og for sikkerheden - og en på hver side med et langt, blødt longereb. På skift kastede vi rebene op på hesten og den var naturligvis panisk angst. Flyttede den sig, så gik vi med. Naturligvis med alle sikkerhedsforanstaltninger på plads! Til sidst så stoppede den med at bevæge sig og stod stille og rystede. Så "kapitulerede" den og slappede af. Man kan næsten se at hesten tager en dyb indånding og slapper af i ryg, nakke og hovede. Så kunne vi roligt gnubbe hesten over hele kroppen med reb og slutte arbejdet.

 

Vi gjorde det også med en unghest, der var panisk angst for alt der rørte dens bagben. (Under tilridning var den blevet fanget med lasso om bagbenene og lagt ned). Der spændte vi en longegjord på og et blødt reb, som vi lod glide ned over haserne. Så fik den lov til at bukke, sparke og være panisk. Men rebet forsvinder jo ikke af den grund. Samme historie - hesten kapitulerer og "overgiver" sig.

 

Man kan jo så diskutere om man ødelægger noget ift. hestens psyke ved flooding på den måde. Men når alternativet er aflivning, så synes jeg det er helt fint. Men det er meget vigtigt at folk, der bruger metoden, er dygtige og kan aflæse hesten.

 

Jeg kunne forestille mig at man kunne bruge det i mindre voldsom grad på hunde, der eks. er boldidioter. Altså ved at overstimulere hunden komplet med bolde over alt. Men jeg ved det ikke - har aldrig kastet mig ud i adfærdsregulering hos hunde.

[KarinaG]

Meget enig i det du skriver her.

Jeg har selv beskæftiget mig med heste i en del år, indtil helbredet og nerverne bare ikke var til det mere.

Den første og eneste gang, jeg nogensinde har set flooding brugt i en alvorlig situation, hvor der var stor aggression involveret, der tudbrølede jeg.

Men der skete netop det, som du beskriver, hesten kapitulerede og accepterede sit liv, - kan man sådan lidt filosofisk sige. Og fra da af var det meget lettere at begynde den egentlige træning.

 

Den oplevelse har været en af de mere væsentlige i mit eget liv. Nogle gange kan mennesker og dyr bare ikke elskes eller lokkes til at underkaste sig deres egen skæbne.

Men den ro der følger med ved kapitulation, er dog ikke til at tage fejl af.

Der kommer en indre accept af tingenes tilstand.

"Dyret stopper med at fare frem og tilbage i sit bur og kan pludselig finde ro til at søge kontakt."

 

Det skal bare være professionelle der gør det, menig mand har for mange skrupler og kommer til at fedte rundt med det og så er det ikke noget værd.

I tidernes morgen arbejdede jeg med heste og i anden sammenhæng med kvæg, især ungtyre og her blev flooding også brugt i de meget svære tilfælde så det meget grimt ud mens det stod på. Andre gange var det i "det små" men hvor dyret blev fastholdt i situationen uden dramatik og indtil den kapitulerede og fulgte med.

 

Overgreb vil nogen sige og ja måske, men dyr på 500 kg og opefter er seriøse at stå ene mand/kvinde og håndtere. Måske derfor det blev brugt mere end hos hunde ?

 

Brugt med omtanke bygger du dyret op uden nogen interesse i, at det lever i frygt/stress og jeg har set det ske så mange gange med suses at jeg tror på det. Jeg har også selv udført det med suses, hvorfor jeg ikke bryder mig om det med mindre dyr ved jeg faktisk ikke.

 

Den må jeg lige tænke lidt mere over og læse med her, måske nogle klokker ringer på et tidspunkt :hmm:

[Gæst Ninjamor]

Vi havde eksempelvis en pensioneret rodeohest, der var panisk angst for reb. Tanken var at den skulle ud i en familie og nyde resten af sit liv (den var kun 8 år), men så snart den mærkede et reb på et af de områder, der triggede angsten, så blev den komplet panisk og livsfarlig. Man kan desværre ikke sende sådan en hest videre, da der skal så lille en fejl til, før nogen kommer alvorligt til skade.

Så vi lavede lidt grundlæggende, indledende træning og så stod vi fire personer - en på hver side af hesten, for at holde øje og for sikkerheden - og en på hver side med et langt, blødt longereb. På skift kastede vi rebene op på hesten og den var naturligvis panisk angst. Flyttede den sig, så gik vi med. Naturligvis med alle sikkerhedsforanstaltninger på plads! Til sidst så stoppede den med at bevæge sig og stod stille og rystede. Så "kapitulerede" den og slappede af. Man kan næsten se at hesten tager en dyb indånding og slapper af i ryg, nakke og hovede. Så kunne vi roligt gnubbe hesten over hele kroppen med reb og slutte arbejdet.

 

Vi gjorde det også med en unghest, der var panisk angst for alt der rørte dens bagben. (Under tilridning var den blevet fanget med lasso om bagbenene og lagt ned). Der spændte vi en longegjord på og et blødt reb, som vi lod glide ned over haserne. Så fik den lov til at bukke, sparke og være panisk. Men rebet forsvinder jo ikke af den grund. Samme historie - hesten kapitulerer og "overgiver" sig.

 

Tak for forklaringen.

 

Hvad var årsagen til at der ikke blev arbejdet med hestens grænser, jeg mener, hvorfor var flooding eneste mulighed?

 

Markeringen: Det er selve formålet, man skal bare være så forbandet sikker på hvad man gør for det kan også gå den modsatte vej og så er det værre end før

 

Man kan jo så diskutere om man ødelægger noget ift. hestens psyke ved flooding på den måde. Men når alternativet er aflivning, så synes jeg det er helt fint. Men det er meget vigtigt at folk, der bruger metoden, er dygtige og kan aflæse hesten.

 

Det skal de klart vide

 

Jeg kunne forestille mig at man kunne bruge det i mindre voldsom grad på hunde, der eks. er boldidioter. Altså ved at overstimulere hunden komplet med bolde over alt. Men jeg ved det ikke - har aldrig kastet mig ud i adfærdsregulering hos hunde

 

Det vil kunne hjælpe på nogle hunde, andre ville stresse sig til bevidstløshed.

 

Jeg bruger selv overstimulering i visse tilfælde

[Gæst Bente]

Mit eksempel var en hest, der havde fået revet en kode til blods i en lastbil.

Den var i forvejen temmelig aggressiv overfor mennesker, så da vi fik den i stalden, var det umuligt at gå bag om den og rense hove på den.

 

Vi trænede alt, hvad vi havde lært, men lige lidt hjalp det.

Vi prøvede bedøvelse, men hesten krævede fire-fem gange normal dosis og dyrlægen nægtede til sidst at give den mere bedøvelse. - Og bedøvelsen hjalp jo heller ikke på det egentlige problem.

 

En dag hvor der så skulle skæres hove, så valgte hovskæren og ejeren at sadle den, spandt, med meget møje og besvær, et reb om en af baghovene og så fik den lov til at kaste sig desperat rundt i sin boks.

 

Det hvide skød frem i øjnene på den og den kastede sig omkring og faldt flere gange.

Der gik cirka 5-10 minutter på den måde og så lige pludselig, så faldt den bare til ro. - På den måde som Siri beskriver. - Hesten sænkede hovedet, stod helt stille og nakken blev helt slap.

Så gik hovskæreren ind til den og så vågnede den op til endnu en omgang, den her gang af kortere varighed

Det gjorde han nogle gange og den sidste gang, kunne han blive stående hos den, føle på den og ae den over bagdel og bagben.

 

Efter det kunne vi strigle den og skære hove på den uden problemer.

Der var bare ligesom et eller andet der var faldet på plads inde i dens hovede.

Den havde fået lov til at kæmpe sig igennem sit eget mareridt? Jeg skal ikke kunne sige det, men det virkede. Hesten blev glad og den blev let at træne.

Der var ligesom kommet hul igennem til dens hjerne, så vi kunne få kontakt.

 

Jeg ville bare ikke egne mig til selv at gøre sådan noget, jeg ville nok være stoppet undervejs og så havde forsøget ingen effekt haft.

 

Edit: Eller ikke "nok" være stoppet, det ved jeg, at jeg ville, jeg stod nærmest og tryglede folk om at stoppe, det de havde gang i.

[Gæst Ninjamor]

Tilstår, jeg har været håndfast da jeg fik en voldsomt aggresiv 2årig - alternativet var aflivning, jeg boede på kollegieværelse og havde bare ikke den fysiske plads, som måske havde hjulpet.

 

Han ville bide alt og alle, så han fik mast en mundkurv på og gik med den non stop i et par måneder han blev trukket / tvunget på gåturen, fuldstændigt uden pædagogisk sans - havde fx Lonny fået ham i dag, var det aldrig sket, men med 12 kvm, andre hunde og masser af mennesker tæt på, så gjorde jeg sådan (og ville nok gøre det samme i dag)

 

Så ikke altid, men nogle gange helliger målet midlerne og han blev da også rimeligt ok.

 

"Rimeligt ok"? er det Petrinekode for at han blev helt i orden?

[Lonny]

Jeg er til dels enig. Men mener dog at der er yderpunkter. For hvad hvis hundens eneste mulighed for at overleve, er at overskride tolerancetærsklen og arbejde med adfærden på den måde?

 

Jeg har gjort det et par gange, når jeg har arbejdet med heste. Der kan man jo så også tale om et noget større og mere uhåndterligt dyr, og måske et dyr, der potentielt kan være farligere end en hund. Men når vi har haft de rigtig slemme tilfælde, så har vi nogle gange benyttet flooding. Hvor vi udsætter hesten for det, der skaber problemet i så høj grad, at den til sidst "kapitulerer" og accepterer. Det er ikke noget jeg vil bruge i almindelig træning, men det har været sidste udvej for disse dyr. De blev efterfølgende normalt fungerende og var ikke længere farlige.

 

Og jeg vil så tildels give dig ret :blink:

 

Jeg har jo selv prøvet at stå i situationen hvor jeg simpelthen ikke havde mulighed for at holde mig under tolerance tærsklen, og jeg har efterfølgende tit spekuleret over hvad jeg kunne have gjort udover at konsekvent overskride denne tærskel.

 

Min situation var så en hund der havde meget ondt og valgte at sige fra med kraftigere og kraftigere markeringer for hver gang, men problemet er jo, at selvom man egentlig helst vil holde sig under tærsklen, så er der bare visse ting (sygdomshåndtering) man nødt til at gøre ved en syg hund...

 

Så nej, alting er ikke enten sort eller hvidt...

[Petrine]

"Rimeligt ok"? er det Petrinekode for at han blev helt i orden?

 

Han blev aldrig glad for fremmede hunde, men kunne løbe løs på stranden uden at spise mennesker og han var glad og tilpas med de hunde han kendte (jeg er blevet lidt klogere siden da, så skal nok lade være at gentage succesen )

[potil]

Jeg kan ikke udtale mig om hvad andre gør når jeg ikke har set det, men selvom én vælger at starte meget langt under hundens grænse, så er det jo ikke ensbetydende med at der ikke kan rykkes.

 

Det kan faktisk være rigtig godt at arbejde langt under hundens grænse et stykke tid, da hundens tillid derved virkelig cementeres og man vil i nogle tilfælde kunne tage et enormt skridt fremad, hurtigere end ellers. Men det vil naturligvis være idividuelt og afhængig af problemets art.

 

 

Jeg tror også på at det er bedst at arbejde langt under grænsen, både med hunde, men også som flere har skrevet om, med heste...

Jeg har også arbejdet lidt med problemheste og rådet andre hesteejere til, hvad jeg troede ville virke, den første hest jeg arbejdede med var en hest der blev brugt til handicapridning og hvor rytteren var faldet af og ikke turde nærme sig hesten igen. Det resulterede i at hesten havde gået så lang tid for sig selv at hun var blevet ekstremt menneskesky.

Jeg læste Hempflings bog og begyndte at arbejde ud fra den og den dag at det lykkedes mig at gøre mig forståelig overfor hende var bare min bedste dag nogensinde. :hjerte:

 

og jeg er også sikker på at det den sikre vej for hunde, omend lidt langsom :blink:

[Siri]

Tak for forklaringen.

 

Hvad var årsagen til at der ikke blev arbejdet med hestens grænser, jeg mener, hvorfor var flooding eneste mulighed?

 

Markeringen: Det er selve formålet, man skal bare være så forbandet sikker på hvad man gør for det kan også gå den modsatte vej og så er det værre end før

 

 

 

Det skal de klart vide

 

 

 

Det vil kunne hjælpe på nogle hunde, andre ville stresse sig til bevidstløshed.

 

Jeg bruger selv overstimulering i visse tilfælde

 

Flooding vil for mig aldrig være en mulighed jeg vælger først. Det vil altid være et valg jeg træffer efter at have prøvet at arbejde med dessensibilisering (findes det ord på dansk?).

 

Der er også nogle tilfælde, hvor det simpelthen er for farligt at arbejde med flooding, eks. med heste der er angste for startboksene. Så må man tænke alternativt og lykkes det ikke, må man enten aflive eller pensionere hesten.

 

Jeg er helt enig i, at man skal være meget, meget sikker på hvad man gør. Hvilket nok også er grunden til at jeg aldrig kunne finde på at bruge det på hunde.

 

Og dog - det er faktisk ikke helt rigtigt. Jeg bruger det faktisk når jeg får plejehunde - i hvert tilfælde i en eller anden udstrækning. Jeg sørger altid for at der er ben og tyggeting over hele huset, når de lige er faldet til. Så plejer der at gå et par dage med ressourceforsvar og let stress - og så er det ovre.

[Gæst Ninjamor]

Han blev aldrig glad for fremmede hunde, men kunne løbe løs på stranden uden at spise mennesker og han var glad og tilpas med de hunde han kendte (jeg er blevet lidt klogere siden da, så skal nok lade være at gentage succesen )

 

He he he.. Nogle gange er den upædagogiske vinkel ok andre gange ikke

[Gæst Ninjamor]

Jeg tror også på at det er bedst at arbejde langt under grænsen, både med hunde, men også som flere har skrevet om, med heste...

Jeg har også arbejdet lidt med problemheste og rådet andre hesteejere til, hvad jeg troede ville virke, den første hest jeg arbejdede med var en hest der blev brugt til handicapridning og hvor rytteren var faldet af og ikke turde nærme sig hesten igen. Det resulterede i at hesten havde gået så lang tid for sig selv at hun var blevet ekstremt menneskesky.

Jeg læste Hempflings bog og begyndte at arbejde ud fra den og den dag at det lykkedes mig at gøre mig forståelig overfor hende var bare min bedste dag nogensinde. :hjerte:

 

og jeg er også sikker på at det den sikre vej for hunde, omend lidt langsom :blink:

 

Jeg har arbejdet med problemheste ud fra min viden om hunde

 

Psykologi er jo psykologi og det samme med indlæring selvom der naturligvis er de artstypiske adfærd at tage hensyn til

[Siri]

Jeg har arbejdet med problemheste ud fra min viden om hunde

 

Psykologi er jo psykologi og det samme med indlæring selvom der naturligvis er de artstypiske adfærd at tage hensyn til

 

Jeg synes dælme godt nok der er stor forskel!! Ja, indlæringsteori kan jo puttes ned over begge arter, men hele forskellen ligger for mig i at meget af deres adfærd styres af, at de er hhv. planteædere og rovdyr. Altså at det ene dyr (den ene art) i højere grad end den anden art, er et byttedyr. Det betyder rigtig meget for adfærden og det har stor betydning, når jeg arbejder med heste.

 

Derfor vil jeg også helt afholde mig fra at arbejde med adfærdsbehandling hos hunde, selvom jeg har kurser nok på CV'et til at fylde en hel bog.

[Gæst Ninjamor]

Flooding vil for mig aldrig være en mulighed jeg vælger først. Det vil altid være et valg jeg træffer efter at have prøvet at arbejde med dessensibilisering (findes det ord på dansk?).

 

Ja da Desensibilisering :5up:

 

Der er også nogle tilfælde, hvor det simpelthen er for farligt at arbejde med flooding, eks. med heste der er angste for startboksene. Så må man tænke alternativt og lykkes det ikke, må man enten aflive eller pensionere hesten.

 

Jeg er helt enig i, at man skal være meget, meget sikker på hvad man gør. Hvilket nok også er grunden til at jeg aldrig kunne finde på at bruge det på hunde.

 

Og dog - det er faktisk ikke helt rigtigt. Jeg bruger det faktisk når jeg får plejehunde - i hvert tilfælde i en eller anden udstrækning. Jeg sørger altid for at der er ben og tyggeting over hele huset, når de lige er faldet til. Så plejer der at gå et par dage med ressourceforsvar og let stress - og så er det ovre

.

 

Let stress er ikke helt det samme.

 

Flooding er jo netop at lade individet komme helt ud pga. overstimulering med den angstfremkaldende stimulus og knække stress/angstkurven som derefter er for nedadgående. Det er først når stressen/angsten er helt afreageret individet lærer af situationen.

(Det er den ro der kommer efter afreaktionen adfærdsbehandlere ønsker at arbejde med og det opnås sikrest udenflooding.)

 

Men jeg har billedet og det kan være en rigtig god strategi

[Gæst Bente]

Jeg har arbejdet med problemheste ud fra min viden om hunde

 

Psykologi er jo psykologi og det samme med indlæring selvom der naturligvis er de artstypiske adfærd at tage hensyn til

 

Nu vil jeg sige at jeg jo er vokset op med de mere hårde metoder.

Ikke direkte mishandling, men god solid hård håndtering.

Ikke noget med at præge hestene på sadler og hovedetøjer foreksempel, det var bare på med skidtet og så derud af.

 

Da jeg senere i mit liv, så faldt over en bog, der vist nok hed "At danse med heste", så begyndte jeg at gå ture med hestene og øve fri ved fod, så at sige.

Folk var jo vant til at se mig som sådan en slags rodeopige på egnen, jeg var til stor underholdning i mange år, - så da de så mig komme gående med unghestene istedet for at sidde på dem. Så troede de da godt nok jeg havde mistet forstanden.

Ikke desto mindre såede det et frø på vores egn, pigerne der træner i dag, bliver fortalt, at de skal gøre sådan, som jeg begyndte at gøre det.

 

Jeg blev lidt af en rollemodel, men kors hvor måtte jeg høre meget, indtil folk kunne se de gode resultater.

[sagapigen]

Hvordan vil i så gribe sagen an hvis det er umuligt at arbejde under hundens grænse (hvilket jeg er helt enig ville være det mest optimale). Jeg kender en sød og dejlig hund, som dog reagerer kraftigt (stress, aggression, sikkert også utryghed) på især børn, men også visse fremmede hunde og mennesker. Hunden bor i et stort etagebyggeri og oplever derfor de ting den reagerer på, så snart den kommer ud af hoveddøren. Der har været dyrlæge (almindelig + Gudrun), privat hundetræner (positiv træning) og adfærdsbehandler (anbefalet af Lone Greva) på den, som selvfølgelig ville have at ejer skulle arbejde med hunden, under hundens tolerance tærskel. Men det er jo ikke muligt når de bor hvor de bor. Hvad kan man så gøre, ud over at finde et andet sted at bo, aflive hunden eller finde et andet sted til den?

 

Jeg håber virkelig på nogle råd, for det er en dum situation som jeg håber de snart finder en løsning på.

[Gæst kleo]

ikke til noget bestemt indlæg

Men nogen gange tænker jeg at aflivning var meget bedre for dyret! så er angsten væk.

Nogen gange skal man efter min mening ikke med djævelens vold og magt passe dyr ind i vores mærkelige verden:)

[Siri]

ikke til noget bestemt indlæg

Men nogen gange tænker jeg at aflivning var meget bedre for dyret! så er angsten væk.

Nogen gange skal man efter min mening ikke med djævelens vold og magt passe dyr ind i vores mærkelige verden:)

 

Det kan vi sådan set godt blive enige om. Men hvis man nu kan få en velfungerende hest/hund ud af behandlingen, så synes jeg da det er super.