Hunde slagsmål i hjemmet

[Gæst martaa]

Hej.

Vi har to hunde. En 8 år gammel tæve blandingshund(Jack Russel terrier og boston terrier) og en tæve Jack Russel terrier på 7 måneder.

De to hunde kan i meget tid ligge tæt op af hinanden, dele stol, kurv, sofa. MEN pludselig kan der fare en djævel i en af dem. Det lyder af det voldsomste slagsmål, hvor det ender med, at vi skiller dem ad. Ofte efter at den gamle af hundene bløder et eller andet sted fra. Det sker ca 1 gang dagligt. Hvis vi ikke får holdt dem fra hinanden til spisning, så er vi ihvertfald sikre på, at det sker. Den unge hund får hvalpefoder og den gamle får "pensionist foder". Derudover er de vant til at have mad stående som en dele skål. det går fint. MEN slagsmålet sker ikke altid kun i forbindelse med mad.Vi er meget i tvivl her. Hvad skal vi gøre? Lade dem være? Skille dem ad? Er der løsning forude? Eller må vi tænke på at skille os af med en af dem? Det ville vi være utroligt kede af for begge hunde er dejlige og kærlige. mvh MT

[Stjernetosse]

Jeg synes det lyder noget foruroligende. For det første er det meget sjældent at en han og en tæve kommer i slagsmål på den måde. For det andet er den ene kun 7mdr, og dermed jo bare en stor hvalp.

 

Er den gamle blevet tjekket for smerter? Det kunne altså sagtens være sådan noget der satte det igang...

[JeanetteH]

Jeg synes det lyder noget foruroligende. For det første er det meget sjældent at en han og en tæve kommer i slagsmål på den måde. For det andet er den ene kun 7mdr, og dermed jo bare en stor hvalp.

 

Er den gamle blevet tjekket for smerter? Det kunne altså sagtens være sådan noget der satte det igang...

 

Det er to tæver, som jeg læser det

 

Jeg kan ikke rigtig hjælpe, dog ved jeg at jrt'en godt kan være en race, der ikke er så glade for andre hunde af samme køn.

 

Vi har en jrt tæve herude.. Luna er en af de meget meget få tæver, Maggie accepterer.. Men det er også fordi Luna bare drejer væk og undgår konfrontationer..

[Umulia]

Jeg synes det lyder noget foruroligende. For det første er det meget sjældent at en han og en tæve kommer i slagsmål på den måde. For det andet er den ene kun 7mdr, og dermed jo bare en stor hvalp.

 

Det er begge tæver, så vidt jeg kan læse mig til

 

Jeg vil vurdere det som tæve-rivalisering. Hvis det er tilfældet, vil det kun blive værre. Den yngste er netop i den alder, hvor hun begynder at blive en trussel for den ældre.

 

Jeg ved at der altid er nogle der kan komme med eksempler på det modsatte, men personligt kender jeg ingen, der har haft succes med at have to intakte tæver sammen.

[Gæst mk101]

Det er begge tæver, så vidt jeg kan læse mig til

 

Jeg vil vurdere det som tæve-rivalisering. Hvis det er tilfældet, vil det kun blive værre. Den yngste er netop i den alder, hvor hun begynder at blive en trussel for den ældre.

 

Jeg ved at der altid er nogle der kan komme med eksempler på det modsatte, men personligt kender jeg ingen, der har haft succes med at have to intakte tæver sammen.

 

Og her kommer sådan en... Har tre tæver sammen. Dog kun to af dem der er intakte, den gamle blev neutraliseret i 2009. Til gengæld er de to intakte henholdsvis 2 og 3 år gamle - og sammensat da de lige var fyldt 2 og 3. Så absolut også i farezonen i forhold til rivalisering og andet ballade.

 

Vi har haft nogle skærmydsler her og også en enkelt stor, men har formået at træne os ud af problemerne. Men dermed ikke sagt, at vi har en lykkelig familie for altid.

 

Vi har elimineret alt, der kunne føre til genstridigheder. Det vil sige, at vi kun har meget kedeligt hundelegetøj liggende fremme. Det begrænser sig stort set til tyggereb. Mad gives kun når der er nogen til at holde øje med det (de to unge spiser i køkkenet med få meters mellemrum og uden overvågning som sådan), og hvis der et tyggeting eller andet de skal bruge tid på at konsumere, så indrettes der liggepladser til alle tre.

 

De er vældig gode til at respektere hinandens rum, men vi ser ingen grund til at tage chancer, og sørge derfor for at placere dem med afstand. De to små leger også fint sammen (det gider den gamle ikke længere), men det kan være nødvendigt at være bremse legen for dem, da den yngste har lidt svært ved at forstå, når de andre ikke gider hende mere.

 

Vi har brugt lang tid på at lære hende impulskontrol, og forsøger at lære hvor grænsen går for de andre når det gælder om at have det sjovt. Hvilket er gjort på samme måde, som når der er andet de skal lære de ikke må. Det vil sige at hun er blevet fjernet roligt fra legen, når de andre tydeligt har gjort opmærksomme på, at nu er hun blevet for meget. Det er kun hjemme hun er så udfarende.

 

Måske en lidt ligegyldig fortælling, hvis pointe dog er, at det kan lade sig gøre at have to intakte tæver sammen (er forresten også vokset op med to af slagsen; shæfer og springer). Men om det vil kunne få en lignende udgang for jer, tør jeg ikke love.

 

Hvornår har I fået den yngste hjem? Er problemerne først startet som den har nærmet sig nuværende alder eller har de altid været der? Er der altid en der starter, eller er det forskelligt?

 

I skal sørge for at skille dem ad, når de er på hinanden. Det løser intet at lade dem "selv finde ud af det". Det kan meget vel være, at de er så effektive, at der kun er en der står når de er færdige. I mangel af bedre, kan man i hvert fald altid betinge et rungende "STOP" eller andet, sådan at de stopper hver gang de hører det. Men det burde ikke være nødvendigt at være til stede, for at undgå det løber af sporet.

 

Men mest af alt tror jeg nu, at I ville drage stor nytte af at få en (dygtig og uddannet!) adfærdsbehandler ud, der vil kunne se på problemet og give jer de rette værktøjer.

[Gæst Dogue1]

Vi havde to sammenførte tæver. Lene havde schæferen Zantie og jeg havde DdB tæven Billie da vi flyttede sammen.

 

Min tæve var først til alt eftersom hun var ældst. Hun fik mad i hendes skål først, godbidder først, først ind og ud af døren...

 

Jeg fik at vide fra flere klogere hundefolk end mig at det ville aldrig gå med de to, Billie ville helt sikkert flå Zanti i småstykker. Men kun een gang var der uro her i huset, og det var Zantie der prøvede at dominere Billie. Jeg nåde hverken at sige noget eller få benene ned fra sofaen før det var overe igen.

De to tæver var uadskillelige.

 

Jeg vil tro at TS skal have kikket de to tæver igennem for smerter hos dr. dyr og måske gå hverdagen igennem med en tættekam og se om der er et eller der kan opildn hundene til konflikt.

 

Her er et par billeder som bevis på at tæver godt kan, uden bøvl

[Stjernetosse]

Det er to tæver, som jeg læser det

 

Jeg kan ikke rigtig hjælpe, dog ved jeg at jrt'en godt kan være en race, der ikke er så glade for andre hunde af samme køn.

 

Vi har en jrt tæve herude.. Luna er en af de meget meget få tæver, Maggie accepterer.. Men det er også fordi Luna bare drejer væk og undgår konfrontationer..

 

Hov jeg var vist lidt træt... Med to tæver kan jeg bedre forstå det....

[Gæst Sigurd]

Jeg ved at der altid er nogle der kan komme med eksempler på det modsatte, men personligt kender jeg ingen, der har haft succes med at have to intakte tæver sammen.

 

Ja, jeg og mine hunde er så et eksempel på, at man sagtens kan have flere intakte tæver uden problemer.

Da jeg, en gang for mange år siden, oplevede den første fysiske kamp mellem to af mine tæver, spurgte jeg en anden opdrætter til råds, på den måde at jeg spurgte om h*n aldrig havde problemer med tævekampe og fik svaret: Nej, det får de da ikke lov til.

Det svar har jeg brugt lige siden, på den måde, at det mindste optræk til rivalisering bliver stoppet på lige fod med al anden uønsket adfærd. Hvordan man så vil stoppe det, må være op til den enkelte hundejer, men her i huset foregår det med en bestemt komando: STOP, som i alle sammenhænge betyder: stop øjeblikkelig den adfærd du/I har gang i.

Selvfølgelig skal man også tænke forebyggende, såsom at være tilstede når der fodres, ikke have specielt spændende legetøj liggende fremme og være specielt opmærksom, hvis man har været af sted med den ene hund, så man sikre, at husfreden genfindes når man kommer hjem.

[Stjernetosse]

Det er begge tæver, så vidt jeg kan læse mig til

 

Jeg vil vurdere det som tæve-rivalisering. Hvis det er tilfældet, vil det kun blive værre. Den yngste er netop i den alder, hvor hun begynder at blive en trussel for den ældre.

 

Jeg ved at der altid er nogle der kan komme med eksempler på det modsatte, men personligt kender jeg ingen, der har haft succes med at have to intakte tæver sammen.

 

Ja ja... træt tosse læste den ældste som han... okay

 

Jeg kender mange... inkl. mig selv...

[Umulia]

Og her kommer sådan en... Har tre tæver sammen. Dog kun to af dem der er intakte, den gamle blev neutraliseret i 2009. Til gengæld er de to intakte henholdsvis 2 og 3 år gamle - og sammensat da de lige var fyldt 2 og 3. Så absolut også i farezonen i forhold til rivalisering og andet ballade.

 

Det er også noget andet når der er tre eller flere. Så træder nogle gruppedynamik-regler i kraft + at der som regel er en der tager "moderrollen" og hjælper med at opretholde freden.

 

Men personligt gad jeg ikke lege politibetjent, og hele tiden rende rundt og passe på at der ikke opstod konflikter. Så hellere vælge hund nummer 2 efter højst mulig kompatibilitet med nummer 1.

Men sådan er vi så forskellige

Redigeret Januar 27, 2011 af Umulia

[Gæst Dogue1]

Ja, jeg og mine hunde er så et eksempel på, at man sagtens kan have flere intakte tæver uden problemer.

Da jeg, en gang for mange år siden, oplevede den første fysiske kamp mellem to af mine tæver, spurgte jeg en anden opdrætter til råds, på den måde at jeg spurgte om h*n aldrig havde problemer med tævekampe og fik svaret: Nej, det får de da ikke lov til.

Det svar har jeg brugt lige siden, på den måde, at det mindste optræk til rivalisering bliver stoppet på lige fod med al anden uønsket adfærd. Hvordan man så vil stoppe det, må være op til den enkelte hundejer, men her i huset foregår det med en bestemt komando: STOP, som i alle sammenhænge betyder: stop øjeblikkelig den adfærd du/I har gang i.

Selvfølgelig skal man også tænke forebyggende, såsom at være tilstede når der fodres, ikke have specielt spændende legetøj liggende fremme og være specielt opmærksom, hvis man har været af sted med den ene hund, så man sikre, at husfreden genfindes når man kommer hjem.

Jeg tror man skal passer på med hvornår og hvordan man blander sig.

at stoppe alle "uoverensstemmelser" tror jeg kan være farligt.Ene og alene da en lille ubetydelige konflikt kan blive meget stor hvis man blander sig formeget og for ofte. Får hundene ikke selv lov til at klare småting indbyrdes tror jeg på det det kan bygge en seriøs konflikt op og så lige pludselig har man et stort problem...Er man så ikke lige til stede når konflikt-bomben springer kan det gå gruelig galt

[Lonny]

Jeg tror man skal passer på med hvornår og hvordan man blander sig.

at stoppe alle "uoverensstemmelser" tror jeg kan være farligt.Ene og alene da en lille ubetydelige konflikt kan blive meget stor hvis man blander sig formeget og for ofte. Får hundene ikke selv lov til at klare småting indbyrdes tror jeg på det det kan bygge en seriøs konflikt op og så lige pludselig har man et stort problem...Er man så ikke lige til stede når konflikt-bomben springer kan det gå gruelig galt

 

Men på den anden side skal man altså også passe på at det stærkere individ ikke får den lærdom at det er muligt at "mobbe" den anden hund, dette kan blive en meget dårlig vane...

 

Så som med så meget andet, "for meget og for lidt er lige skadelig" :blink:

 

Så det er nok en balancegang og en afvejning af hundenes indbyrdes forhold der afgør hvor meget og hvor lidt man skal blande sig, men personligt vil jeg nok hellere blande mig én gang for meget end én gang for lidt.

 

Men for at diskuterer dette, så er vi nok nødt til at definere hvad der er småting, da vi ellers kan gå skævt af hinanden i diskutionen

[Gæst Sigurd]

Men på den anden side skal man altså også passe på at det stærkere individ ikke får den lærdom at det er muligt at "mobbe" den anden hund, dette kan blive en meget dårlig vane...

 

Så som med så meget andet, "for meget og for lidt er lige skadelig" :blink:

 

Så det er nok en balancegang og en afvejning af hundenes indbyrdes forhold der afgør hvor meget og hvor lidt man skal blande sig, men personligt vil jeg nok hellere blande mig én gang for meget end én gang for lidt.

 

Men for at diskuterer dette, så er vi nok nødt til at definere hvad der er småting, da vi ellers kan gå skævt af hinanden i diskutionen

 

Hos mig går grænsen ved de signaler jeg kan se, høre eller fornemme. De vil blive stoppet, men jeg er da sikker på, at der foregår megen kommunikation, som jeg ikke ser eller ikke kan se, det må så betegnes som småtingene.

[Lonny]

Hos mig går grænsen ved de signaler jeg kan se, høre eller fornemme. De vil blive stoppet, men jeg er da sikker på, at der foregår megen kommunikation, som jeg ikke ser eller ikke kan se, det må så betegnes som småtingene.

 

Hos mig er småting de signaler de sender til hinanden, de må godt kommunikere, men de må ikke ty til fysisk magt. Dog griber jeg også ind ved vedholdende stirren (provokation) eller lignende magtdemonstration som går ud på at skræmme den anden hund.

 

Men at de knurrer for at få en anden hund til at bakke væk er også i småtingsafdelingen hos mig, men jeg holder øje for at sikre mig at det bliver ved knurren.

[Gæst mk101]

Det er også noget andet når der er tre eller flere. Så træder nogle gruppedynamik-regler i kraft + at der som regel er en der tager "moderrollen" og hjælper med at opretholde freden.

 

Men personligt gad jeg ikke lege politibetjent, og hele tiden rende rundt og passe på at der ikke opstod konflikter. Så hellere vælge hund nummer 2 efter højst mulig kombatibilitet med nummer 1.

Men sådan er vi så forskellige

 

Det ved jeg nu ikke om VI er. Men jeg er ganske enig i, at man så vidt muligt bør sørge for, at når man vælger at sammensætte en flok kunstigt, så i det mindste gøre sit for, at man vælger et nyt individ, der spiller godt sammen med de andre.

 

Om det så er noget andet når der er gået flok i den (hvilket sker så snart man når over to), er jeg ikke nødvendigvis sikker på. Men det er fordi jeg ikke er sikker på, hvad du mener gør forskellen? Om du mener man helt undgår konflikter i en flok? Eftersom jeg nu også har beskrevet, at jeg er vokset op med to tæver, der blev sammenført i en alder af 4-5 år. De to var også lige gamle, og begge intakte til deres død som 13 årige.

 

Desværre er der ikke så meget moderrolle i min gamle, for hun er alt for konfliktsky. Hun hviler ufatteligt godt i sig selv, og har meget mentalt overskud. Men hun gider og ønsker ikke at hævde sig selv, og kræve ro og orden når det er nødvendigt. Hvilket heller ikke var tilfældet da de var to. De eneste gange hun er bossy, har været når jeg gennem tiden har passet hendes bror...

[Gæst Dogue1]

Men på den anden side skal man altså også passe på at det stærkere individ ikke får den lærdom at det er muligt at "mobbe" den anden hund, dette kan blive en meget dårlig vane...

 

Så som med så meget andet, "for meget og for lidt er lige skadelig" :blink:

 

Så det er nok en balancegang og en afvejning af hundenes indbyrdes forhold der afgør hvor meget og hvor lidt man skal blande sig, men personligt vil jeg nok hellere blande mig én gang for meget end én gang for lidt.

 

Men for at diskuterer dette, så er vi nok nødt til at definere hvad der er småting, da vi ellers kan gå skævt af hinanden i diskutionen

:5up:

 

Hos os er samtlige dæmpende OG afstandsøgende signaler tilladt.

Jeg vil ikke stoppe hverken knurren og/eller visning af tænder.

Hvis jeg ikke tillader signalerne er jeg alvorlig bange for at hundene ville springe signalerne over og gå direkte til bid

Hundene må ikke:

Mobbe, stjæle, humpe og bide.

[Gæst Dogue1]

Hos mig er småting de signaler de sender til hinanden, de må godt kommunikere, men de må ikke ty til fysisk magt. Dog griber jeg også ind ved vedholdende stirren (provokation) eller lignende magtdemonstration som går ud på at skræmme den anden hund.

 

Men at de knurrer for at få en anden hund til at bakke væk er også i småtingsafdelingen hos mig, men jeg holder øje for at sikre mig at det bliver ved knurren.

:5up: Helt enig

[Gæst Sigurd]

:5up:

 

Hos os er samtlige dæmpende OG afstandsøgende signaler tilladt.

Jeg vil ikke stoppe hverken knurren og/eller visning af tænder.

Hvis jeg ikke tillader signalerne er jeg alvorlig bange for at hundene ville springe signalerne over og gå direkte til bid

Hundene må ikke:

Mobbe, stjæle, humpe og bide.

 

Jeg synes det er umuligt at sætte ens grænser for alle hunde, for de er så forskellige. Nogle hunde bruger deres øjne andre deres mund/tænder osv.til at signalere

For nogle hunde er selv små signaler, som et bestemt blik, meget alvorligt ment, mens andre kan "vise hele gebisset" uden der egentlig ligger noget alvorligt bag ved. I nogle situationer er humpen ikke tilladt, men har man en højløbsk tæve i flokken stopper jeg ikke humperiet, da det i den situation har en helt anden betydning.

Så mine grænser er individuelle under hensyntagen til den enkelte hund og den enkelte situation, det tror jeg sådan set også at hundene sagtens kan forstå.

[Umulia]

Om det så er noget andet når der er gået flok i den (hvilket sker så snart man når over to), er jeg ikke nødvendigvis sikker på. Men det er fordi jeg ikke er sikker på, hvad du mener gør forskellen? Om du mener man helt undgår konflikter i en flok?

 

Nej, det mener jeg ikke. Men jeg mener at man kan være heldig på den måde at samspillet mellem flere individer skaber en mere harmonisk hverdag - f.eks. fordi en "irriterende" unghund kan finde sig en legekammerat med næsten lige så højt aktivitetsniveau, og derfor ikke er i lige i fjæset på den "gamle" hele tiden, eller at den "gamle" har en personlighed, der gør at hendes/hans udstråling alene er med til at holde ro i flokken.

 

Desværre er der ikke så meget moderrolle i min gamle, for hun er alt for konfliktsky. Hun hviler ufatteligt godt i sig selv, og har meget mentalt overskud. Men hun gider og ønsker ikke at hævde sig selv, og kræve ro og orden når det er nødvendigt. Hvilket heller ikke var tilfældet da de var to. De eneste gange hun er bossy, har været når jeg gennem tiden har passet hendes bror...

 

Det er jo muligt at hun faktisk er så selvsikker, at de andre kan mærke det, og derfor udøver en form for selvjustits. Men svært at sige når man ikke kender dem

[Gæst Advantage]

Det er en rigtig træls situation du er havnet i. Der har faktisk lige været en artikel i december nr. af Hunden. Eller næ det var vist et spørgsmål i brevkassen nu når jeg tænker over det...men never mind. Svaret til det var i hvert fald at det kan være meget problematisk når det er 2 tæver der slås. I forhold til hvis det er 2 hanhunde. Hanhundene kan også sloges indbyrdes, men de er lige gode venner bagefter. Når tæver slås, så bliver de ikke gode venner på samme måde bagefter, noget af deres forhold er ødelagt og deres forhold til hinanden vil derfor bare blive værre og værre for hver slagsmål de har. Det var i hvert fald sådan adfærdsbehandleren svarede og lige i dette tildfælde, så hun ingen anden udvej end at omplacere den ene tæve.

 

Det er længe siden jeg har læst artiklen og jeg har ikke bladet mere, så kan ikke læse og gengive noget af det. men det er sådan jeg husker det var skrevet. Måske andre herinde har bladet og har lyst til at gengive lidt af det. Ellers kan du vist stadig købe december nr. af HUNDEN ved feks. farmland. Så kan du selv læse det.

 

Vi har 3 hanhunde herhjemme og de 2 af dem er kuldbrødere og de kan også godt have deres ture en gang i mellem. Når et sker laver de en fandens masse lyd, virker truende (står oprejst op af hinanden) og med åbent gab mod hinanden. Det ser faktisk ret alvorligt ud, men de er altid stoppet hurtiger end jeg kunne kommer derhen og de har aldrig lavet skade på hinanden. Det har højst været en lille skarmme eller 2 (højst sandsynligt fordi de har ramt hinanden med tænderne, de har nemlig aldrig bidt hinanden). Bagefter slikker og møsse de hinanden og så leger de som om intet var sket. De er nu 3½ år og deres forhold er stadig det samme, de er de bedste venner og kan spise af samme skål, sove i samme kurv, dele tyggeting og legetøj osv. Men en gang i mellem har de åbenbart lige "behov" for at fortælle hinanden hvor skabet skal stå, men det er ikke slemmer end hvad jeg har oplevet i andre hundeflokke. Jeg tror det går så godt fordi det er hanhunde og jeg havde aldrig turet tage 2 kuldsøstre med hjem.

 

Når alt det så er sagt, så syntes jeg det lyder forudroligende at de ikke kan enes når der er så stor aldersforskel på dem. Men måske det er 2 stærke tæver på det punkt at den gamle ikke vil give sig og at den unge vil have førepossisonen. Måske som en af de andre er inde på, er jack russel terrier bare ikke er så gode sammen tæver i mellem. Jeg ville hvis jeg var dig rådføre mig med en dygtig adfærdsbehandler. Og så vil jeg lige til sidst sige at jeg føler utrolig meget med dig, det må være frygteligt når ens hunde ikke kan enes indbyrdes og man måske skal af med den ene. Det var min største frygt at det ville ske med vores 3 hanhunde. For ville slet ikke kunne se mig ud af at skulle af med en af dem. Så jeg håber virkelig i kan finde en løsning på problemet. Kunne det evt. være en løsning af sætte et børnegitter op i huset og så have dem adskilt i en lille periode, indtil der lige falder lidt ro på dem, eller så deres konflikt i hvert fald ikke bliver optrapppet indtil i evt. får noget hjælp til problemet. Jeg tror det vigtigste lige nu, er at sørger for at deres forhold ikke bliver ødelagt mere end det er og det vil sige at alt indbyrdes kamp skal undgås fuldstændig. Måske i skal have dem i snor indenfor, eller delt af et børnegitter. Det er jo ikke en permanent løsning overhovedet, men kan være en midlertidig læsning indtil i ved hvad i skal stille op med problemt.

[Gæst Dogue1]

Jeg synes det er umuligt at sætte ens grænser for alle hunde, for de er så forskellige. Nogle hunde bruger deres øjne andre deres mund/tænder osv.til at signalere

For nogle hunde er selv små signaler, som et bestemt blik, meget alvorligt ment, mens andre kan "vise hele gebisset" uden der egentlig ligger noget alvorligt bag ved. I nogle situationer er humpen ikke tilladt, men har man en højløbsk tæve i flokken stopper jeg ikke humperiet, da det i den situation har en helt anden betydning.

Så mine grænser er individuelle under hensyntagen til den enkelte hund og den enkelte situation, det tror jeg sådan set også at hundene sagtens kan forstå.

Hvis en af mine hunde sprang alle signaler over og gik direkte til at bruge tænder..Ja så ville jeg kraftigt overveje om ikke jeg var færdig som hundeejer, for havde jeg fået pillet alle hundes naturlige signaler af den ville jeg være uegnet som hundeejer og jeg ville være alt det jeg hader mest af alt...Eller om jeg skulle sende hunden og mig selv over til Ninjamor eller om den bare skulle have fred. Sådan en hund er jo livsfarlig for både dyr og menneskedyret

[Lonny]

Kunne det evt. være en løsning af sætte et børnegitter op i huset og så have dem adskilt i en lille periode, indtil der lige falder lidt ro på dem, eller så deres konflikt i hvert fald ikke bliver optrapppet indtil i evt. får noget hjælp til problemet. Jeg tror det vigtigste lige nu, er at sørger for at deres forhold ikke bliver ødelagt mere end det er og det vil sige at alt indbyrdes kamp skal undgås fuldstændig. Måske i skal have dem i snor indenfor, eller delt af et børnegitter. Det er jo ikke en permanent løsning overhovedet, men kan være en midlertidig læsning indtil i ved hvad i skal stille op med problemt.

 

Lusen herindefra havde to tæver der sloges, og hun fik rigtig gode resultater ud af at bruge børnegitter, det gav hende en tryghed til at reagerer korrekt i situationerne og dermed undgik hun at få forstærket problemerne. Hvis vi er heldige, så ser hun denne tråd og kan fortælle lidt om hvordan hun gjorde.

[Gæst Advantage]

Lusen herindefra havde to tæver der sloges, og hun fik rigtig gode resultater ud af at bruge børnegitter, det gav hende en tryghed til at reagerer korrekt i situationerne og dermed undgik hun at få forstærket problemerne. Hvis vi er heldige, så ser hun denne tråd og kan fortælle lidt om hvordan hun gjorde.

 

Ja det må vi håbe. For jeg er da faktisk også lidt nysgerrig om hvorvidt man kan gøre noget og hvad det kræver. Men personligt ville jeg i den situation selv benytte mig af et børnegitter lige nu og her, for ikke at optrappe konflikten mellem dem og så søge noget professionelt hjælp.

Men det er da dejligt at høre at Lusen havde gode erfaringer, så kan man da håbe på at det ikke er helt dødsdømt og at der er en fornuftig udvej uden at man er nødt til at skille sig af med en af hundene.

[Gæst mk101]

Lusen herindefra havde to tæver der sloges, og hun fik rigtig gode resultater ud af at bruge børnegitter, det gav hende en tryghed til at reagerer korrekt i situationerne og dermed undgik hun at få forstærket problemerne. Hvis vi er heldige, så ser hun denne tråd og kan fortælle lidt om hvordan hun gjorde.

 

Efter vores to unge tøser havde lidt af et infight, benyttede vi os også af, at have et børnegitter sat op. Det blev brugt når de var alene hjemme, så var der en på hver side (men puder lagt tæt op af hinanden, så de selv ville kunne vælge selskab til eller fra), men var også meget brugbart, hvis der var nogle situationer, hvor der var lidt surhed.

 

Vi har brugt rigtig meget energi på at belønne god adfærd sammen. I starten, hvor forholdet skulle opbygges igen, var de ikke voldsomt meget sammen i løbet af dagen, men vi sørgede for at lufte dem sammen (en fører til hver hund), sådan at der kunne være givtig fælles samvær, uden det handlede om at fokusere på hinanden. Og så ellers uddele godbidder i nærheden af hinanden, sådan at intimsfæren langsomt - og i deres tempo - er blevet indskrænket.

 

De to små vælger nu igen hinandens samvær i høj grad, og der er ingen problemer i forhold til surhed eller ejerfornemmelser over noget. Men vi er stadig opmærksomme på, at der kan være hormoner i forskellige perioder af deres cyklus, der kan spille ind. Så det er i princippet en træning, der aldrig ophører.

[luckyluna]

Til trådstarter?

 

Er den unge hund på vej i løbetid?

 

I så fald at der er løbetid indvolveret hos den ene eller begge, så er der en chance at sterilisere begge to og indtil da holde dem så meget som muligt fra hinanden i situationer hvor det kan gå galt:)

 

og ps. jeg har jo to tæver uden problemer sammen. En sjælden gang kan de skændes, men da sheila altid bøjer af er det hurtigt ovre og de har hurtigt glemt det.