Revurdere beslutning, træning, eller?!

[Gæst n1nna]

Det er ingen hemmelighed at Mio er en smule påvirket når der er "forår i luften" - spiser sparsomt, tuder, sniffer i luften, er fjern, osv.

 

I weekenden havde vi så to voksne gæster på besøg for første gang (første gang de var hos os), og af en eller anden grund kunne han bare ikke falde ned?! :damn:

 

Vi prøvede alt, og han plejer hurtigt at falde til ro når først gæsterne sidder ned, men tungen hang ud af munden konstant og hans øjne var "store" - kort sagt hans stressniveau var i det røde felt hele aftenen!

 

Det var så frustrerende, han hang i benet af gæsterne (krampede forbenene om dem og humpede) så snart de rejste sig, og selv når de sad i sofaen forsøgte han at hoppe op bagfra.. jeg har aldrig i mit liv oplevet så ekstrem adfærd fra hans side, og de gjorde intet anderledes end andre gæster, faktisk så var de bedre til at "håndtere" ham end de fleste gæster.. de forsøgte at få han til at sidde, skubbede ham ned med "nej" når han hoppede op osv.. Men intet hjalp!

 

Først troede vi det var fordi de måske "lugtede" af deres egen unghund (han, kast. for ca 3mdr siden). Det var manden han var mest ihærdig ved, og det plejer ellers at være kvinder han går efter...?

 

Jeg er bare så frustreret over det, fordi jeg ikke fandt nogen løsning til at ændre den adfærd - det lykkedes os på et tidspunkt at få interessen for et slagterben vakt, men han lod et næsten fuldt ben ligge efter ca 10min, for at komme hen og fortsætte - vi forsøgte at give ham line på, så han kunne nå helt hen til sofaen uden at nå den, vi forsøgte at holde fast om ham (plejer at hjælpe når han stresser), men intet fik ham til at falde ned. Det lykkedes ham i en kortere periode at blunde lidt, men kun for at stresse op så snart han vågnede igen (behøver jeg nævne han sov pænt længe næste dag? :stupid:)

 

Well, mit spørgsmål er egentligt om kasteration kan ændre noget eller om man kan træne det væk på en måde? Vi har jo valgt ikke at kastrere ham fordi han var en noget usikker hund, men ved ikke om jeg kan blive ved med at forsvare beslutningen hvis det viser sig han ville få det meget bedre efter indgrebet..?!

 

Og så tror jeg bare generelt jeg havde brug for at komme ud med min frustration over hans opførsel..

[luckyluna]

Puh, kan godt forstå du er frustreret og som jeg sagde sidst jeg kan godt forstå hvis i vælger at kastrere ham alligevel...

 

I gør jo alt det rigtige som jeg ser det.:5up:

 

Jeg tænker lidt på hvad i har at tabe ved at kastrere ham?

 

Og selvom han måske kan have indlært en reaktion omkring tæveduft, så det ikke helt forsvinder ved kastrering, så vil det være mærkeligt hvis det ikke mindsker reaktionen..

 

Jeg skal ikke være den der skubber i nogen retning, men har svært ved at se at det kan trænes væk, når mio har den alder han har. Det er jo ikke forstærkede teenage hormoner længere;-)

[Inkognito]

Jeg vil da gerne fortælle lidt om min erfaring med sterilisation af en usikker tæve.

 

Mollie har et meget dårligt hundesprog og har lært at angreb er det bedste forsvar til at dække over hendes usikkerhed.

Hun har altid haft tendens til stress først på grund af smerter og senere måske på grund af indlærthed? Jeg ved det ikke, men stresset blev hun meget nemt; hvis hun blev stresset, så blev hun nødt til at komme i bur for at kunne slappe af igen.

Vi har trænet meget sammen på problemet og kom et godt stykke vej. Hun begyndte at kunne komme i hundeskov uden at skabe problemer og blev mindre reaktiv mod andre hunde i snor.

 

Da hende og Rosie begyndte at slås, blev hun dog tiltagende mere stresset, reaktiv og udfarende mod andre også.

 

Mollie fik, under en slåskamp, bidt mig ganske alvorligt i min underarm og som et desperat forsøg på at rette op på forholdet mellem Rosie og Mollie, blev Mollie steriliseret i november 2008.

Mollie var på det tidspunkt næsten 6 år gammel.

 

Sterilisationen hjalp ikke på slåskampene, men den hjalp helt gevaldigt på hendes stressniveau.

 

Hun kunne nu nåes og kom ikke op i det røde felt mere og havde ikke brug for hjælp til nedstressning.

Hun blev MEGET nemmere at være sammen med og træne med, men en kæmpe ulempe er, at hendes sult er steget helt ekstremt og hun er ulidelig at være sammen med, da hun meget nemt begynder at tigge og hun er begyndt at stjæle efter Rosie er blevet aflivet.

 

Mollie er naturligvis ikke blevet kureret for hendes usikkerhed, men den er heller ikke blevet værre og iogmed hun nu kan nåes, når hun begynder at stresse, så er indlæringen blevet optimeret, så jeg vil måske endda gå så langt at sige at hendes usikkerhed er blevet formindsket lidt.

 

Jeg har absolut ikke fortrudt at sterilisere hende, men jeg ved jo ikke om jeg bare var heldig med hendes usikkerhed, men jeg har en hund, der ikke stresser negativt mere - hun kan stadig køre op, men nu er det af glæde og hun kommer nemt ned på jorden igen.

 

I min situation vil man altid kunne diskutere om ændringerne i Mollies temperament kunne have været fremkommet, hvis vi havde aflivet Rosie hurtigere, da Mollie blev psykisk kuet af Rosie, men jeg så altså de positive ændringer i stressniveauet, inden Rosie blev aflivet og efter Mollie blev steriliseret.

 

Mollies træning er naturligvis blevet opretholdt også efter hendes sterilisation.

[Gæst n1nna]

Puh, kan godt forstå du er frustreret og som jeg sagde sidst jeg kan godt forstå hvis i vælger at kastrere ham alligevel...

 

I gør jo alt det rigtige som jeg ser det.:5up:

 

Jeg tænker lidt på hvad i har at tabe ved at kastrere ham?

 

Og selvom han måske kan have indlært en reaktion omkring tæveduft, så det ikke helt forsvinder ved kastrering, så vil det være mærkeligt hvis det ikke mindsker reaktionen..

 

Jeg skal ikke være den der skubber i nogen retning, men har svært ved at se at det kan trænes væk, når mio har den alder han har. Det er jo ikke forstærkede teenage hormoner længere;-)

 

Tak Nille :kys:

 

Jeg har jo nok bare stadigvæk de der skræk-billeder i hovedet af en tyk, kedelig pelset hund, der bliver "mobbet" i omgangen med andre hunde..

Ved godt det er ret store fordomme, og det er også derfor jeg har valgt at revurdere min holdning, da jeg jo helt sikkert synes hans velbefindende er vigtigst.. og at jeg nu tænker om det ikke er mindre stressende for ham at blive "mobbet" som kastrat end at blive "provokeret" som intakt.. :hmm:

[Gæst n1nna]

Jeg vil da gerne fortælle lidt om min erfaring med sterilisation af en usikker tæve.

 

Mollie har et meget dårligt hundesprog og har lært at angreb er det bedste forsvar til at dække over hendes usikkerhed.

Hun har altid haft tendens til stress først på grund af smerter og senere måske på grund af indlærthed? Jeg ved det ikke, men stresset blev hun meget nemt; hvis hun blev stresset, så blev hun nødt til at komme i bur for at kunne slappe af igen.

Vi har trænet meget sammen på problemet og kom et godt stykke vej. Hun begyndte at kunne komme i hundeskov uden at skabe problemer og blev mindre reaktiv mod andre hunde i snor.

 

Da hende og Rosie begyndte at slås, blev hun dog tiltagende mere stresset, reaktiv og udfarende mod andre også.

 

Mollie fik, under en slåskamp, bidt mig ganske alvorligt i min underarm og som et desperat forsøg på at rette op på forholdet mellem Rosie og Mollie, blev Mollie steriliseret i november 2008.

Mollie var på det tidspunkt næsten 6 år gammel.

 

Sterilisationen hjalp ikke på slåskampene, men den hjalp helt gevaldigt på hendes stressniveau.

 

Hun kunne nu nåes og kom ikke op i det røde felt mere og havde ikke brug for hjælp til nedstressning.

Hun blev MEGET nemmere at være sammen med og træne med, men en kæmpe ulempe er, at hendes sult er steget helt ekstremt og hun er ulidelig at være sammen med, da hun meget nemt begynder at tigge og hun er begyndt at stjæle efter Rosie er blevet aflivet.

 

Mollie er naturligvis ikke blevet kureret for hendes usikkerhed, men den er heller ikke blevet værre og iogmed hun nu kan nåes, når hun begynder at stresse, så er indlæringen blevet optimeret, så jeg vil måske endda gå så langt at sige at hendes usikkerhed er blevet formindsket lidt.

 

Jeg har absolut ikke fortrudt at sterilisere hende, men jeg ved jo ikke om jeg bare var heldig med hendes usikkerhed, men jeg har en hund, der ikke stresser negativt mere - hun kan stadig køre op, men nu er det af glæde og hun kommer nemt ned på jorden igen.

 

I min situation vil man altid kunne diskutere om ændringerne i Mollies temperament kunne have været fremkommet, hvis vi havde aflivet Rosie hurtigere, da Mollie blev psykisk kuet af Rosie, men jeg så altså de positive ændringer i stressniveauet, inden Rosie blev aflivet og efter Mollie blev steriliseret.

 

Mollies træning er naturligvis blevet opretholdt også efter hendes sterilisation.

 

Tusind tak for dine iagttagelser! :5up:

 

Det er lige præcis de ændringer jeg kunne håbe på.. måske ikke lige det med mad-glæden, men når man har en hund der ikke spiser, så kan det virke tiltrækkende!

 

Vi har trænet meget med at rykke Mios stressniveau, og vi er kommet meget langt, men seneste oplevelse er et stort skridt tilbage i mine øjne..

Du skrev at i fik trænet Mollie til at omgås andre hunde i hundeskov inden sterilisationen, kan du beskrive hvordan i trænede det og om det ændrede sig efter indgrebet?

[Drentsche]

Her er lige en artikel om kastrering, jeg synes at du skulle læse, inden at du bestemmer dig.

 

Kastrering

 

 

Kunne det være en mulighed at have ham i et andet rum, når I har gæster?

Evt. bag et børnegitter?

At blive mobbet som kastrat, kan i mange tilfælde være værre, end at blive provokeret som intakt, da intakte hanhunde via deres hormon, har mindre frygt og større smertetærskel. Det forsvinder ved kastration, så hunde der måske har været lidt tryggede før, kan risikere at blive mere tryggede og angste ved en kastration.

 

Jeg har en kastreret hanhund og en steriliseret tæve, og begge har fået ulden pels Men sindet er præcis det samme som før.

[luckyluna]

Her er lige en artikel om kastrering, jeg synes at du skulle læse, inden at du bestemmer dig.

 

Kastrering

 

 

Kunne det være en mulighed at have ham i et andet rum, når I har gæster?

Evt. bag et børnegitter?

At blive mobbet som kastrat, kan i mange tilfælde være værre, end at blive provokeret som intakt, da intakte hanhunde via deres hormon, har mindre frygt og større smertetærskel. Det forsvinder ved kastration, så hunde der måske har været lidt tryggede før, kan risikere at blive mere tryggede og angste ved en kastration.

 

Jeg har en kastreret hanhund og en steriliseret tæve, og begge har fået ulden pels Men sindet er præcis det samme som før.

 

Nu er den artikkel jo ikke særlig objektiv og maler lidt fanden på væggen i mine øjne. men faktisk siger den jo at kastrering har effekt på adfærd og stress der er seksuelt orienteret og i mine øjne er en del af mios stress forbundet med tæve duft. Og muligvis en overmaskulin hjerne.

 

Og som du selv siger, sindet har ikke ændret sig hos din hanhund, så han er vel ikke blevet usikker af det.

[luckyluna]

Tusind tak for dine iagttagelser! :5up:

 

Det er lige præcis de ændringer jeg kunne håbe på.. måske ikke lige det med mad-glæden, men når man har en hund der ikke spiser, så kan det virke tiltrækkende!

 

Vi har trænet meget med at rykke Mios stressniveau, og vi er kommet meget langt, men seneste oplevelse er et stort skridt tilbage i mine øjne..

Du skrev at i fik trænet Mollie til at omgås andre hunde i hundeskov inden sterilisationen, kan du beskrive hvordan i trænede det og om det ændrede sig efter indgrebet?

 

Som du ved har det også været super at sterilisere sheila, men jeg tror bare ikke man helt kan sammenligne de to ting. Det er jo meget forskellige hormoner og dermed påvirkning man fjerner;-)

[luckyluna]

Tak Nille :kys:

 

Jeg har jo nok bare stadigvæk de der skræk-billeder i hovedet af en tyk, kedelig pelset hund, der bliver "mobbet" i omgangen med andre hunde..

Ved godt det er ret store fordomme, og det er også derfor jeg har valgt at revurdere min holdning, da jeg jo helt sikkert synes hans velbefindende er vigtigst.. og at jeg nu tænker om det ikke er mindre stressende for ham at blive "mobbet" som kastrat end at blive "provokeret" som intakt.. :hmm:

 

Ja, men lad os så sige at det sker: han får en træls pels =kun til gene for jer, han bliver madglad= både positivt og negativt men op til jer om han bliver tyk, han bliver moppet af hanhunde= nu bliver han lagt ned af hanhunde og i forvejen undgår i hundeskove...

 

Jeg prøver bare lige at sætte det på spidsen her. Jeg tror at nogle af de gange hvor man har troet at en kastration hjalp på en hanhundeaggressiv hanhund har man taget det for givet og ikke trænet på det. Og aggresivitet der får lov at udvikle sig bliver værre og så kan du bagefter give kastrationene skylden. man skal jo ikke straks kaste sin nye kastrat ud i en hundeskov hvor han så lige skal finde ud af sin nye status, så ville enhver da blive usikker;-)

 

men jeg kan sagtens forstå din tvivl, det er nemmere for mig (når det ikke er min hund) at sige at jeg ikke havde været helt så tålmodig, jeg tror de boller havde røget sig en tur:blink:

[Gæst n1nna]

Her er lige en artikel om kastrering, jeg synes at du skulle læse, inden at du bestemmer dig.

 

Kastrering

 

 

Kunne det være en mulighed at have ham i et andet rum, når I har gæster?

Evt. bag et børnegitter?

At blive mobbet som kastrat, kan i mange tilfælde være værre, end at blive provokeret som intakt, da intakte hanhunde via deres hormon, har mindre frygt og større smertetærskel. Det forsvinder ved kastration, så hunde der måske har været lidt tryggede før, kan risikere at blive mere tryggede og angste ved en kastration.

 

Jeg har en kastreret hanhund og en steriliseret tæve, og begge har fået ulden pels Men sindet er præcis det samme som før.

 

Tusind tak for dit indlæg! :5up:

 

Meget tankevækkende artikel, det er bare svært at vurdere om Mio falder i den ene eller anden kategori - der er stor sandsynelighed for at han har ligget mellem to hanner, da de var 7 hanner ud af et kuld på 9, men hvad der ellers ligger bag hans adfærd er svært at vurdere synes jeg.. :hmm:

 

Mio kan godt blive "efterladt" i bil, foran butik, i hus osv uden at brokke sig, men hvis han kan se eller høre en, så går han fuldstændig i koma og gø'r uafbrudt.. vi forsøgte med soveværelset den aften og en snor i stuen, men han gø'r og bliver ved, og det hjælper derfor ikke at ignorer ham..

Han bliver simpelthen frustreret og kan ikke magte situationen.

[Inkognito]

Tusind tak for dine iagttagelser! :5up:

 

Det er lige præcis de ændringer jeg kunne håbe på.. måske ikke lige det med mad-glæden, men når man har en hund der ikke spiser, så kan det virke tiltrækkende!

 

Vi har trænet meget med at rykke Mios stressniveau, og vi er kommet meget langt, men seneste oplevelse er et stort skridt tilbage i mine øjne..

Du skrev at i fik trænet Mollie til at omgås andre hunde i hundeskov inden sterilisationen, kan du beskrive hvordan i trænede det og om det ændrede sig efter indgrebet?

 

Jeg må nok hellere skrive lidt mere om Mollies historie og liv Men jeg har problemer med at fatte mig i korthed, når det kommer til Mollie og hendes/vores historie - jeg undskylder på forhånd

 

Jeg kan næsten forstå på LuckyLuna at problemet med Mio indbærer samesexaggression og en for stor interesse i det modsatte køn.

 

Dette var og er ikke tilfældet med Mollie.

 

Mollie blev født som den første i et kuld på 4 hunde og hendes mor var en meget bestemt dame.

Mollie og jeg begyndte til træning i vores specialklub, hvor hendes opdrætter var træner - det foregik tilbage i 2004, hvor holdningen om at hvalpe skal lære at klare sig selv var meget fremherskende og alle problemer med en hund kunne beskrives som værende lederskabsproblemer.

 

I og med at Mollie's opdrætter og derved Mollie's mor var kendt derude, blev Mollie's problemer i første omgang betragtet som værende de samme som hendes mor=meget bestemt dame, der ikke tog nej for et svar.

 

Mollie har altid haft problemer med stress, selvstændighed og skarphed overfor andre hunde sålænge tilbage jeg kan huske.

Træningen foregik for såvidt ganske tilforladeligt, selvom der var nogle metoder, der heldigvis er gået i glemmebogen idag, men under frikvarteret gik det galt med Mollie.

Frikvarteret bestod af ca. 40 hunde i alle aldre og køn; alt fra 12 uger til 4-5 år og man måtte ikke hjælpe sin hund, da den jo skulle lære at sige fra.

 

Lige præcis det lærte Mollie til fuldendthed Hun var meget udfarende overfor de andre hunde og ville kun være sammen med dem, hvis det ikke involverede humpning, bodyslamming og andre voldsomme aktiviteter.

Hun begyndte at blive træningspladsen skræk i en alder af 4 måneder

 

Mollie blev betragtet som en hård nyser, der mindede meget som sin mor og vi fik mange velmeende råd om hvordan man fik overtaget magten i hjemmet fra hunden med f.eks. alfarulninger, hårde tag i kvælerkæden og generelt fysisk hårdhed.

Dumme og uerfarne som vi var fulgte vi rådene og Mollie blev tiltagende værre i temperamentet.

 

Mollie har altid været værst mod andre hunde, når hun var i snor, men hun var også skarp, når hun var løs.

 

I 2005 valgte vi at forøge familien med Rosie, da vi gerne ville have at Mollie skulle have en god ven.

På omkring samme tid kom Jan Fennell's bøger frem i Danmark og jeg læste dem alle og besluttede at indføre reglerne for at skubbe Mollie ned af rangstien.

Jeg forventede en masse kampe med hende, men Mollie affandt sig uden problemer med JF's regler og jeg begyndte for første gang at bruge det øverste af hovedet lidt mere konstruktivt.

Jeg begyndte at tænke, at hun måske ikke var øverst i hierkiet og der måske var noget andet galt.

 

Jeg kontaktede derfor en adfærdsbehandler og hun fik slået nogle ting fast med syvtommersøm - jeg havde ikke en dominerende aggressiv hund; jeg havde en lille forsigtig og usikker tæve, der havde mistet tilliden til hendes ejere... Nøj, den besked gjorde nærmest fysisk ondt.

 

Vi begyndte derefter at træne hos adfærdsbehandleren og begyndte i en legestue hos en af behandlerens kollegaer med Mollie - det gik rigtig godt fremad i starten, men lige pludselig skete der bare ikke flere fremskridt og hun begyndte at blive stresset, når hun havde været i legestuen.

 

Jeg valgte derfor i samråd med behandleren at stoppe i legestuen og kun gå til træning, hvor der i starten af timen kunne advares mod Mollies temperament.

 

I efteråret 2006 begyndte vi at snakke om at aflive Mollie, da vi ikke kunne klare ret meget mere og det ikke virkede som om noget virkede længere - på det tidspunkt havde Mollie været set på af 3 adfærdsbehandlere og 5 dyrlæger uden nogen havde et bud på årsagen, men de havde forskellige bud på løsningen.

 

Til al held var vi på et agilityhold med en hundekiropraktor, der også havde en adfærdsuddannelse bag sig og hun bad om lov til at se på Mollie, inden vi aflivede hende.

 

Den 27/12-06 kom hun så på besøg og min dårlige samvittighed fik lige et nyk opad.

Hun så på hvalpebilleder af Mollie og gik naturligvis Mollie igennem og dommen var "hård":

Mollie havde levet i et smertehelvede på grund af en skæv krop og derfor havde lært sig at holde andre hunde på afstand af sig, da det jo gjorde ondt, hvis de var for voldsomme i deres leg.

Kiropraktoren mente og mener stadig, at Mollie er født skæv af at skulle presse sig igennem fødselskanalen som den første, så det var en håbløs kamp vi havde gang i, hvis smerterne ikke blev fjernet - vores behandling af hende i de første par år med hårdheden har naturligvis ikke hjulpet overhovedet.

 

Mollie blev rettet og allerede dagen efter fornemmede jeg en forandring i hendes temperament til det positive.

Mollie fik en kiropraktisk behandling og massage hver anden måned det første år og samtidigt tilbød kiropraktoren at træne med os.

 

Træningen gik ud på at desensibilitere hende på andre hunde; Mollie blev langsomt vænnet til andre hunde i hendes nærhed i snor.

Kiropraktoren tog os også med i hundeskove, hvor jeg fik lært at læse min hund og behandle hende ordentligt - istedet for at blive stående og snakke med andre, så skulle vi hele tiden mere eller mindre holde os i bevægelse, så Mollie hele tiden kunne få en udvej ved at gå med mig.

 

Mollie kunne stadig reagerer hårdt på f.eks. hanhunde, der ville humpe hende i en hundeskov, men i 9 ud af 10 tilfælde gik det faktisk rigtig godt, selvom den anden hund ville være provokerende.

Mollie gik fra at holde alle hunde på afstand til rent faktisk selv at opsøge kontakt med andre hunde i skoven :banan: Det tog omkring 1,5 år med "hård" og konstant træning samt behandlinger fra kiropraktoren at få hende så langt.

 

I maj 2008 havde Mollie og Rosie deres første slåskamp og de fortsatte med jævnlige kampe, der blev tiltagende hårdere frem til november 2009, hvor vi aflivede Rosie efter hun angreb Mollie. Rosie var fysisk syg og plaget af sin allergi og det var i allergiudbrudsperioderne, at hun blev hård og kampvillig med Mollie.

Disse kampe og livet med en "hitler/stalin-hund" har skadet Mollie nu og hun kommer ikke længere i hundeskove eller går løs medmindre jeg har fuldt udsyn over arealet - hendes indkald er 100% sikkert og hun vælger de andre hunde fra, hvis hun får muligheden.

Hun er blevet meget voldsommere i hendes reaktioner, da hun er nu desværre er blevet vant til, at hvis en anden hund knurrer af hende, så går der omtrent 15 sekunder, uanset hvordan hun opfører sig, før hun skal kæmpe for hendes liv.

 

Det tog godt 9 måneder for Mollie at stole nok på Jessie til, at Jessie kunne sige fra, hvis der var noget galt - Jessie har været en kæmpe hjælp med at rette op på Mollie igen.

 

Jeg vil ikke sige, at sterilisationen hjalp synderligt på hendes udfarenhed mod andre hunde, men den hjalp på nedsættelsen af stressniveauet i hende, så hun kunne trænes lettere og derved blev lettere at overbevise, at hun godt kunne gå forbi andre hunde i snor uden at "æde dem".

 

Mollie kommer aldrig til at gå tur i en hundeskov igen, men hun kan gå tur med andre hunde i snor, sålænge den anden ejer er lidt opmærksom på sin egen hund og respektere Mollie.

Mollie kan også nu gå forbi andre hunde i snor uden at fare ud efter dem.

 

Der hvor sterilisationen hjalp Mollie var ved at nedsætte hendes stressniveau og derved give os mennesker en indgang til hendes sind og en hjælpende hånd til at træne videre.

 

Mollie var desuden også en hund, der humpede andre hunde, når de var i løbetid og hun kunne ligge og sutte på en bamse i timevis indendørs - disse to ting forsvandt fuldstændigt efter hendes sterilisation.

 

Der har også været nogle ulemper: Hendes pels har ændret sig; den er blevet mere fin og filtre nemmere, men det er ikke noget man kan se med det blotte øje (hun får mere pelspleje nu, men da hun jo i forvejen var en trimmerace, så er det ikke noget jeg ser som et problem, når jeg afvejer fordelen ved sterilisationen) og hun ligger for højt vægtmæssigt uanset hvad vi gør. Dertil kommer så hendes øgede sultfornemmelse.

 

Men Mollie var og er jo anderledes end Mio, da hendes problemer med andre hunde var indlært på grund af smerter og det ikke var hanhunde/tævehundaggresivitet - Mollie skelner ikke mellem andre hunde og både tæver, hanhunde, unge, hvalpe og gamle hunde fik samme behandling.

Mollie var og er dog en usikker hund med en høj stresstendens, som jeg også fornemmer Mio er udfra hvad du skriver?

 

Der er ingen facitliste med kastration/sterilisation og jeg har mødt kastrater, der blev mobbet på grund af det manglende kønshormon/duft til en grad, hvor hanhunden blev nødt til at få testastoron (staves?)-indsprøjtninger for at kunne gå i fred og jeg har mødt kastrater, som blev behandlet præcis som alle andre hunde uden at blive mobbet - det samme gælder for steriliserede tæver.

Med Mollie har jeg ikke oplevet, at andre hunde er blevet mere interesseret i hende.

 

Det er ikke en vidunderkur mod problemer med ens hund, men hvis man når et punkt, hvor man simpelthen ikke kan mere og hunden bare bliver værre og værre hvad har man så at miste?

 

Jeg tager gerne den ekstra pelspleje og tiggeriet/stjæleriet med i pakken, når nu jeg har oplevet hvordan Mollie ændrede sig og gladere hun er blevet.

 

Men igen: der var mange faktorer, der spillede ind hos Mollie, som ikke er til stede hos Mio.

 

Jeg er ikke længere antikastrastion/sterilisation, men man skal vide hvad risiciene er og om man kan leve med dem, hvis alt går galt eller om man kan finde en måde at leve med hunden, som den er nu uden at livskvaliteten bliver forringet.

 

Mollie er kun lige fyldt 7, men på grund af den stress hun har levet i og med, så virker hendes krop meget ældre og jeg skal være glad, hvis hun når 10.

 

Jeg kan ikke sige hvad du skal gøre - jeg kan kun fortælle om min egen historie og erfaring med et usikkert stresshoved af en tæve, der blev steriliseret.

Jeg støttede mig meget op af adfærdsbehandlere i hele forløbet og var blevet advaret mod at sterilisere hende, men jeg havde intet at miste og alt at vinde og jeg/Mollie vandt et bedre liv sammen.

[luckyluna]

Jeg må nok hellere skrive lidt mere om Mollies historie og liv Men jeg har problemer med at fatte mig i korthed, når det kommer til Mollie og hendes/vores historie - jeg undskylder på forhånd

 

Jeg kan næsten forstå på LuckyLuna at problemet med Mio indbærer samesexaggression og en for stor interesse i det modsatte køn.

 

Dette var og er ikke tilfældet med Mollie.

 

Mollie blev født som den første i et kuld på 4 hunde og hendes mor var en meget bestemt dame.

Mollie og jeg begyndte til træning i vores specialklub, hvor hendes opdrætter var træner - det foregik tilbage i 2004, hvor holdningen om at hvalpe skal lære at klare sig selv var meget fremherskende og alle problemer med en hund kunne beskrives som værende lederskabsproblemer.

 

I og med at Mollie's opdrætter og derved Mollie's mor var kendt derude, blev Mollie's problemer i første omgang betragtet som værende de samme som hendes mor=meget bestemt dame, der ikke tog nej for et svar.

 

Mollie har altid haft problemer med stress, selvstændighed og skarphed overfor andre hunde sålænge tilbage jeg kan huske.

Træningen foregik for såvidt ganske tilforladeligt, selvom der var nogle metoder, der heldigvis er gået i glemmebogen idag, men under frikvarteret gik det galt med Mollie.

Frikvarteret bestod af ca. 40 hunde i alle aldre og køn; alt fra 12 uger til 4-5 år og man måtte ikke hjælpe sin hund, da den jo skulle lære at sige fra.

 

Lige præcis det lærte Mollie til fuldendthed Hun var meget udfarende overfor de andre hunde og ville kun være sammen med dem, hvis det ikke involverede humpning, bodyslamming og andre voldsomme aktiviteter.

Hun begyndte at blive træningspladsen skræk i en alder af 4 måneder

 

Mollie blev betragtet som en hård nyser, der mindede meget som sin mor og vi fik mange velmeende råd om hvordan man fik overtaget magten i hjemmet fra hunden med f.eks. alfarulninger, hårde tag i kvælerkæden og generelt fysisk hårdhed.

Dumme og uerfarne som vi var fulgte vi rådene og Mollie blev tiltagende værre i temperamentet.

 

Mollie har altid været værst mod andre hunde, når hun var i snor, men hun var også skarp, når hun var løs.

 

I 2005 valgte vi at forøge familien med Rosie, da vi gerne ville have at Mollie skulle have en god ven.

På omkring samme tid kom Jan Fennell's bøger frem i Danmark og jeg læste dem alle og besluttede at indføre reglerne for at skubbe Mollie ned af rangstien.

Jeg forventede en masse kampe med hende, men Mollie affandt sig uden problemer med JF's regler og jeg begyndte for første gang at bruge det øverste af hovedet lidt mere konstruktivt.

Jeg begyndte at tænke, at hun måske ikke var øverst i hierkiet og der måske var noget andet galt.

 

Jeg kontaktede derfor en adfærdsbehandler og hun fik slået nogle ting fast med syvtommersøm - jeg havde ikke en dominerende aggressiv hund; jeg havde en lille forsigtig og usikker tæve, der havde mistet tilliden til hendes ejere... Nøj, den besked gjorde nærmest fysisk ondt.

 

Vi begyndte derefter at træne hos adfærdsbehandleren og begyndte i en legestue hos en af behandlerens kollegaer med Mollie - det gik rigtig godt fremad i starten, men lige pludselig skete der bare ikke flere fremskridt og hun begyndte at blive stresset, når hun havde været i legestuen.

 

Jeg valgte derfor i samråd med behandleren at stoppe i legestuen og kun gå til træning, hvor der i starten af timen kunne advares mod Mollies temperament.

 

I efteråret 2006 begyndte vi at snakke om at aflive Mollie, da vi ikke kunne klare ret meget mere og det ikke virkede som om noget virkede længere - på det tidspunkt havde Mollie været set på af 3 adfærdsbehandlere og 5 dyrlæger uden nogen havde et bud på årsagen, men de havde forskellige bud på løsningen.

 

Til al held var vi på et agilityhold med en hundekiropraktor, der også havde en adfærdsuddannelse bag sig og hun bad om lov til at se på Mollie, inden vi aflivede hende.

 

Den 27/12-06 kom hun så på besøg og min dårlige samvittighed fik lige et nyk opad.

Hun så på hvalpebilleder af Mollie og gik naturligvis Mollie igennem og dommen var "hård":

Mollie havde levet i et smertehelvede på grund af en skæv krop og derfor havde lært sig at holde andre hunde på afstand af sig, da det jo gjorde ondt, hvis de var for voldsomme i deres leg.

Kiropraktoren mente og mener stadig, at Mollie er født skæv af at skulle presse sig igennem fødselskanalen som den første, så det var en håbløs kamp vi havde gang i, hvis smerterne ikke blev fjernet - vores behandling af hende i de første par år med hårdheden har naturligvis ikke hjulpet overhovedet.

 

Mollie blev rettet og allerede dagen efter fornemmede jeg en forandring i hendes temperament til det positive.

Mollie fik en kiropraktisk behandling og massage hver anden måned det første år og samtidigt tilbød kiropraktoren at træne med os.

 

Træningen gik ud på at desensibilitere hende på andre hunde; Mollie blev langsomt vænnet til andre hunde i hendes nærhed i snor.

Kiropraktoren tog os også med i hundeskove, hvor jeg fik lært at læse min hund og behandle hende ordentligt - istedet for at blive stående og snakke med andre, så skulle vi hele tiden mere eller mindre holde os i bevægelse, så Mollie hele tiden kunne få en udvej ved at gå med mig.

 

Mollie kunne stadig reagerer hårdt på f.eks. hanhunde, der ville humpe hende i en hundeskov, men i 9 ud af 10 tilfælde gik det faktisk rigtig godt, selvom den anden hund ville være provokerende.

Mollie gik fra at holde alle hunde på afstand til rent faktisk selv at opsøge kontakt med andre hunde i skoven :banan: Det tog omkring 1,5 år med "hård" og konstant træning samt behandlinger fra kiropraktoren at få hende så langt.

 

I maj 2008 havde Mollie og Rosie deres første slåskamp og de fortsatte med jævnlige kampe, der blev tiltagende hårdere frem til november 2009, hvor vi aflivede Rosie efter hun angreb Mollie. Rosie var fysisk syg og plaget af sin allergi og det var i allergiudbrudsperioderne, at hun blev hård og kampvillig med Mollie.

Disse kampe og livet med en "hitler/stalin-hund" har skadet Mollie nu og hun kommer ikke længere i hundeskove eller går løs medmindre jeg har fuldt udsyn over arealet - hendes indkald er 100% sikkert og hun vælger de andre hunde fra, hvis hun får muligheden.

Hun er blevet meget voldsommere i hendes reaktioner, da hun er nu desværre er blevet vant til, at hvis en anden hund knurrer af hende, så går der omtrent 15 sekunder, uanset hvordan hun opfører sig, før hun skal kæmpe for hendes liv.

 

Det tog godt 9 måneder for Mollie at stole nok på Jessie til, at Jessie kunne sige fra, hvis der var noget galt - Jessie har været en kæmpe hjælp med at rette op på Mollie igen.

 

Jeg vil ikke sige, at sterilisationen hjalp synderligt på hendes udfarenhed mod andre hunde, men den hjalp på nedsættelsen af stressniveauet i hende, så hun kunne trænes lettere og derved blev lettere at overbevise, at hun godt kunne gå forbi andre hunde i snor uden at "æde dem".

 

Mollie kommer aldrig til at gå tur i en hundeskov igen, men hun kan gå tur med andre hunde i snor, sålænge den anden ejer er lidt opmærksom på sin egen hund og respektere Mollie.

Mollie kan også nu gå forbi andre hunde i snor uden at fare ud efter dem.

 

Der hvor sterilisationen hjalp Mollie var ved at nedsætte hendes stressniveau og derved give os mennesker en indgang til hendes sind og en hjælpende hånd til at træne videre.

 

Mollie var desuden også en hund, der humpede andre hunde, når de var i løbetid og hun kunne ligge og sutte på en bamse i timevis indendørs - disse to ting forsvandt fuldstændigt efter hendes sterilisation.

 

Der har også været nogle ulemper: Hendes pels har ændret sig; den er blevet mere fin og filtre nemmere, men det er ikke noget man kan se med det blotte øje (hun får mere pelspleje nu, men da hun jo i forvejen var en trimmerace, så er det ikke noget jeg ser som et problem, når jeg afvejer fordelen ved sterilisationen) og hun ligger for højt vægtmæssigt uanset hvad vi gør. Dertil kommer så hendes øgede sultfornemmelse.

 

Men Mollie var og er jo anderledes end Mio, da hendes problemer med andre hunde var indlært på grund af smerter og det ikke var hanhunde/tævehundaggresivitet - Mollie skelner ikke mellem andre hunde og både tæver, hanhunde, unge, hvalpe og gamle hunde fik samme behandling.

Mollie var og er dog en usikker hund med en høj stresstendens, som jeg også fornemmer Mio er udfra hvad du skriver?

 

Der er ingen facitliste med kastration/sterilisation og jeg har mødt kastrater, der blev mobbet på grund af det manglende kønshormon/duft til en grad, hvor hanhunden blev nødt til at få testastoron (staves?)-indsprøjtninger for at kunne gå i fred og jeg har mødt kastrater, som blev behandlet præcis som alle andre hunde uden at blive mobbet - det samme gælder for steriliserede tæver.

Med Mollie har jeg ikke oplevet, at andre hunde er blevet mere interesseret i hende.

 

Det er ikke en vidunderkur mod problemer med ens hund, men hvis man når et punkt, hvor man simpelthen ikke kan mere og hunden bare bliver værre og værre hvad har man så at miste?

 

Jeg tager gerne den ekstra pelspleje og tiggeriet/stjæleriet med i pakken, når nu jeg har oplevet hvordan Mollie ændrede sig og gladere hun er blevet.

 

Men igen: der var mange faktorer, der spillede ind hos Mollie, som ikke er til stede hos Mio.

 

Jeg er ikke længere antikastrastion/sterilisation, men man skal vide hvad risiciene er og om man kan leve med dem, hvis alt går galt eller om man kan finde en måde at leve med hunden, som den er nu uden at livskvaliteten bliver forringet.

 

Mollie er kun lige fyldt 7, men på grund af den stress hun har levet i og med, så virker hendes krop meget ældre og jeg skal være glad, hvis hun når 10.

 

Jeg kan ikke sige hvad du skal gøre - jeg kan kun fortælle om min egen historie og erfaring med et usikkert stresshoved af en tæve, der blev steriliseret.

Jeg støttede mig meget op af adfærdsbehandlere i hele forløbet og var blevet advaret mod at sterilisere hende, men jeg havde intet at miste og alt at vinde og jeg/Mollie vandt et bedre liv sammen.

 

Det lyder jo helt forkert at sige det, men jeg kan altså godt lide dine mollie historier, det er så meget samme problematikker som jeg har/har haft med Sheila. Bortset fra smerter.

 

Og det er det sidste du skriver her jeg lige netop mener:) Jeg har selv skiftet holdning i forhold til neutralisering og når man kommer der til hvor man ikke rigtigt har så meget at tabe ved det og gør op med sig selv om kan leve med det hvis det værste skulle ske, så er det ligesom nemmere:)

[Inkognito]

Det lyder jo helt forkert at sige det, men jeg kan altså godt lide dine mollie historier, det er så meget samme problematikker som jeg har/har haft med Sheila. Bortset fra smerter.

 

Og det er det sidste du skriver her jeg lige netop mener:) Jeg har selv skiftet holdning i forhold til neutralisering og når man kommer der til hvor man ikke rigtigt har så meget at tabe ved det og gør op med sig selv om kan leve med det hvis det værste skulle ske, så er det ligesom nemmere:)

 

Forkert? Det synes jeg nu ikke.

 

Jeg fortæller gerne om Mollie's historie - hvis bare vores historie kan redde én anden hund fra at blive behandlet forkert eller afskrevet uden et smertetjek, så har Mollie ikke gennemlevet hvad hun har forgæves.

 

Det markerede:

 

Det kan bare være svært at komme dertil netop fordi emnet som regel deler vandene meget hårdt op og det er meget personligt hvad man kan leve med som det værste.

[luckyluna]

Forkert? Det synes jeg nu ikke.

 

Jeg fortæller gerne om Mollie's historie - hvis bare vores historie kan redde én anden hund fra at blive behandlet forkert eller afskrevet uden et smertetjek, så har Mollie ikke gennemlevet hvad hun har forgæves.

 

Det markerede:

 

Det kan bare være svært at komme dertil netop fordi emnet som regel deler vandene meget hårdt op og det er meget personligt hvad man kan leve med som det værste.

 

Forkert fordi det jo til dels er nogle ret sørgelige historier, så det da næsten virker forkert at kunne lide læse;-)

 

Og ja til det sidste:)

 

Må hellere lige tilføje at jeg ikke ser Mio som værende rigtigt egetkønsaggressiv, det drejer sig vist om få hanhunde og i pressede situationer, men det kan N1nna nok selv bedre forklare:)