Inkognito

Iflg. FT Klubben så får de DKK's racebetegnelse fremover, hvis de bliver stambogsført i DKK (de kan stadig stambogsføres i DJR også bare for at gøre forvirringen komplet). Hvordan en evt. overflytningshund vil blive betegnet eller hvad de vil blive kaldt fremover i DJR, ved jeg dog ikke. Den nye aftale ml. FT Klubben og DKK er gældende fra den 1/8-18. Men uanset hvad så er Engelsk Cocker spaniel den racebetegnelse FCI bruger, selvom den bliver kaldt Cocker spaniel i daglig tale, så der har muy.dk ret (man lader til at kunne vælge mellem et utal af stambogsførende organisationer på siden - deriblandt FCI-klubber fra diverse lande og jeg gætter på racebetegnelseslisterne er kopieret/kommer fra DKK).

Har de DKK-stambog? FT'erne har ikke kunnet stambogsføres i DKK uden at komme i X-registeret før den 1/8-18 (medmindre de var taget hjem fra Sverige og havde svensk kennelklub-papirer). Nu kan de stambogsføres på lige fod som standardudgaverne af racerne i DKK, men de får FCI-racenavnet. Hvad andre stambogsførende organisationer har kaldt racen, ved jeg desværre ikke.

"Engelsk Cocker spaniel" og "Engelsk Cocker spaniel - FT" er racernes rigtige navne iflg. FCI/DKK. En FT'er kan i dag stambogsføres i DKK og får racebetegnelsen Engelsk Cocker spaniel - FT (jeg er faktisk lidt usikker på om FT bliver påført efter den seneste sammenføring).

Måske I også skulle få jeres rigtige CVR-nummer på siden? Med tanke på I gerne vil have betalende medlemmer på siden?

Jeg tror måske TS's dyrlæge har ment noget i stil med SLO eller måske endda SLO: http://www.dyrlaegeboysen.dk/dyrlaege/Resources/Nyhedsbrev%20dyrlaege%2006.pdf Jessie var under mistanke for det, da hun lige pludselig fik problemer med en enkelt klo, der kostede hende månedlige ture i narkose for at få den pillet af gennem næsten et halvt år (den gik i stykker af sig selv uden trauma og måtte pilles af). Hun fik dog aldrig diagnosen og problemet gik væk af sig selv, selvom hendes kløer er lidt pudsige - de kan f.eks. ikke klippes uden at de gør ondt og de smuldre, hvis de bliver klippet, så hun får slebet kløer i stedet. Men Jessie lider af lavt stofskifte og har gjort det i flere år, inden det blev konstateret, så måske var hendes kloproblem opstået deraf, men vi ved det ikke. Hos os bruger vi også Nexguard fremfor Bravecto og en enkelt pille virker næsten 3 måneder hos os (det er mod flåter og ikke lopper vi bruger det).

Et virkelig langt ude forslag, men here goes....... Har du overvejet at prøve at skifte skål? Kan hun have et problem med hendes madskål?

Ja, det læste jeg på deres hjemmeside. Djæs har dog ikke problemer med at holde vægten nede mere, så lige det ville jeg ikke være bekymret for; nok mere hvordan et højt fedtindhold ville påvirke hendes fordøjelse.

Nååå, du mente på den måde - der er vi meget enige og det er også det eneste kritikpunkt jeg har på mine dyrlæger. De kan nogle gange virke sådan lidt småfornærmede (eller det er måske det forkerte ord, men jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal beskrive det), hvis man siger man har brugt en specialist; f.eks. har jeg brugt TandDyreklinikken i Måløv til tandrensning og fjernelse af nogle tænder - det mente de sagtens de kunne og det kan de da sikkert også, men jeg valgte specialisten, fordi han bor i nærheden og jeg må være med under forløbet samt at de tager røngten uden at blive bedt om det. Jeg valgte også at bruge en cancerspecialist uden først at have været omkring min egen dyrlæge - det kunne de lidt bedre forstå, da knuden sad tæt på lymferne og det ville de ikke have kunnet gøre noget ved alligevel. Jeg har ikke stået i en situation, hvor jeg har haft et problem, der krævede specialist og jeg ved faktisk ikke om de ville henvise af dem selv - jeg ved de bruger en specialist til scanning af f.eks. livmoder og des lige, men om de ville henvise videre i andre tilfælde, aner jeg faktisk ikke. Jeg tror umiddelbart godt jeg kunne få dem til at tjekke op på min nuværende problem og jeg vil da også gå til dem lidt hårdere, når nu det er så almindelig kendt, at f.eks. jod er en dårlig ting - der er jeg blevet en smule småfornærmet over ikke at have fået ad vide, men jeg kunne jo også tidligere have sat mig ind i hendes sygdom mere end bare hvad der står på netdyredoktor og andre dyrlægers hjemmesider. Jeg har dog en ide om, at de mener kosttilskud er sådan lidt overratet og ikke nødvendigt, hvis man bruger et godt foder og her har de desværre en tendens til at mene, at godt foder er lig med Royal Canin/Hills af dyrlægelinierne og der adskiller de sig desværre ikke ret meget fra de andre dyrlæger vi har været hos. De indrømmer dog også, at der ikke er en finger at sætte på mine hundes foderstand på trods af at jeg ikke gør som de siger og så må det jo virke.

Tak for anbefalingen; jeg vil kigge på Innordics produkter

Jeg har i løbet af mine snart 15 år som hundeejer kun mødt en enkelt dyrlæge, der var interesseret i foder på et andet plan end det de forhandlede. Jeg vil ikke beskrive mine dyrlæger som værende inkompetente eller uinteresserede på den baggrund. Jessie har for så vidt ikke brug for andre tilskud, men grundet hendes alder ville jeg give dem forebyggende, som jeg allerede har gjort i flere år med det tidligere produkt jeg har brugt. Og ja, jeg har tænkt mig at spørge mine dyrlæger om de er klar over, at jod-indholdet ikke er kompatibelt med stofskiftesygdom - jeg sammenligner mine dyrlæger med praktiserende læger for mennesker; jeg bliver også nødt til at fortælle dem hvordan min autoimmune sygdom skal håndteres, da de ikke ved noget om den andet end tørre øjne og mund, som er en forsvindende lille del af sygdommen i helhedsbilledet af den. Jeg forventer ikke, at almindelige dyrlæger eller praktiserende læger ved alt om alle sygdomme.

Djæs er velmedicineret og hendes tal er stabile, men hun skal medicineres. Hendes eneste symptom var en bar plet på halen og overvægt, da hun fik det konstateret og min dyrlæge mente jeg var hysterisk at ville have hende tjekket for det. Da prøverne kom tilbage var hendes T4 ikke målbart og han måtte jo erkende, at jeg havde ret - det var ikke bare fordi jeg ikke havde styr på hendes kostindtag. Da hun kom på medicin, fik jeg en helt ny hund: hun fik energi og blev nærmest lalleglad og hendes pels har rettet sig samt hun smed 5 kilo i løbet af kort tid - vi kalder Forthyronen for Djæs' lykkepiller, da ændringen i hende var markant. Vi troede hun bare var stille af natur, men hun har været syg gennem flere år kan vi jo bagefter konstatere. Og jeg skal da hjem og tjekke indholdsfortegnelsen på deres foder, da jeg ikke kendte jod-problematikken, før I begge nævnte den. Jeg ville gerne give noget MSM eller noget i den stil til hendes led, når nu hun er kommet i de rigtige voksnes rækker. Er seaweed jodindholdigt?

Jeg har spurgt min dyrlæge - deres svar på alle foderspørgsmål: brug du dette Hills eller Royal Canin (som de forhandler) og så går det fint. Vi diskutere jævnligt hvorvidt det er en god ide, at jeg blander vådkost med tørkost, da de mener jeg snildt kan holde mine hunde mætte på et light-foder, som de sjovt nok forhandler - det kan jeg ikke, men jeg kan holde dem mætte på at give dem et måltid vådkost og et måltid tørkost. Jeg har opgivet at snakke foder og tilskud med dem. De har sådan set ikke engang nævnt, at man skal passe på jod-indholdet ved en stofskiftehund; heller ikke dengang hun fik det konstateret. Google har jeg forsøgt, men mine evner lader åbenbart meget tilbage at ønske

Djæs, der er blevet 10 år i år, har for lavt stofskifte og er i succesfuld behandling med Forthyron. Jeg vil gerne bruge et kosttilskud til hende og har tidligere brugt Svenska Djurapoteks Senior-udgave, men vil gerne prøve noget andet efter at have været uheldig med holdbarheden i det. Jeg har engang læst, at der er noget tilskud man ikke må give til en stofskiftesyg hund og nu kan jeg ikke huske hvor jeg har læst eller hvad det var man ikke måtte give :-( Jeg har forsøgt at Google, men mine evner rækker åbenbart ikke til dette. Er der nogen herinde, der måske ved noget om emnet? Min dyrlæge kan ikke hjælpe og henviser bare til et godt seniorfoder, men da kun halvdelen af hendes kost består af tørfoder/seniorkost, så vil jeg gerne have et tilskud til især hendes led.

Alle hundeejere er forskellige; nogle kan leve med det ansvar, der følger med en hund med det reaktionsmønster og andre kan ikke. Personligt ville jeg have det noget stramt med en hund, der opsøgte en anden, der bare stod i samme område for at overfalde/bide. Min første hund brød sig ikke om fremmede hunde, men hun opsøgte dem aldrig. Jeg havde "kun" problemet, hvis andre hunde opsøgte hende, hvor hun gjorde udfald. Vores gåture var ikke behagelige; jeg havde et øje på hver finger og jeg skulle nærmest kunne se omkring hjørner for at være sikker på, at der ikke kom en hund imod os. Jeg elskede hende enormt højt og jeg havde hende i 7,5 år, men hånden på hjertet var det også en lettelse, da hun til sidst ikke kunne mere. Jeg brugte mange træningstimer på hende og havde en del adfærdsbehandlere på hende. Det hjalp, men hun blev aldrig en hund jeg kunne stole på sammen med andre. Hendes problem lå i smerter, der blev opdaget og behandlet på, da hun var 1,5-2 år, men hendes reaktionsmønster var allerede der fastlagt og forsvandt aldrig helt. At omplacere en sådan hund vil kun være at give aben videre og hjem, der er gearet til at have en sådan hund hænger ikke på træerne. Jeg ville som minimum udstyre hunden med en mundkurv og aldrig nogensinde have den uden snor, men jeg ville også vælge at konsultere en adfærdsbehandler og en kiropraktor (dyrlæge med en kiropraktisk uddannelse oveni) såfremt jeg havde afgjort med mig selv, at hunden skulle have en chance, men det er jer, der skal afgøre om I har overskuddet til at arbejde med hunden måske de næste 6 år og leve med en hund, der har det reaktionsmønster.

Hvis du ikke allerede har været forbi en, så ville jeg vælge en tandspecialist fremfor en almindelig dyrlæge. Hvis du er sjællænder, så kan TandDyreklinikken i Måløv anbefales - de er måske lidt dyrere, men har langt flere erfaringer med tænder end de almindelige dyrlæger.

Først og fremmest: undskyld jeg lige sådan forsvandt midt i det hele, men jeg fik lige pludselig travlt i det virkelige liv og mange tak for de svar, der kom efter min forsvinding Baby meldte sin ankomst den 23/11 sådan ca. 3 ugers tid for tidligt, men har ingen problemer efter dette. Hun vokser og udvikler sig som hun skal Og jeg, som egentlig aldrig har været meget for børn, må erkende, at jeg nok er en smule forelsket *GG* Jeg har forsøgt at tage temperaturen på hvordan holdningen er blandt familien (både forældrene og andre) og sådan umiddelbart virker det fornuftigt nok sammenholdt med mine egne holdninger; dog er der kommet nogle få bemærkninger om andre dyr i familien og der var holdningen knap så positiv, men om det bunder i issues med dyrenes ejere, kan jeg ikke gennemskue. Tøserne kommer til at møde Cara første gang den 24/3, hvor Djæs fylder 10 år og har inviteret til boller og lagkage (jaja, jeg har nogle MAJET dygtige hunde) og jeg tror ikke det besøg vil vise nogle problemer medmindre tøserne bliver så forelsket i hende, at de vil slikke hende i ansigtet - det vil forældrene gerne se sig frabedt og jeg kan godt forstå dem. Hvordan det kommer til at gå, når Cara når kravle- og gå-alderen må tiden vise. Hvis det bliver problemfyldt, så kommer hundene i kravlegård/bur eller bil, men forældrene er indforstået med at de ikke er børnevante og giver udtryk for, at Cara skal opdrages med respekt for dyr (altså lære ikke at jagte hundene og hive dem i diverse kropsdele) og at tøserne skal have en chance for affinde sig med hende. Jeg sætter min lid til, at tøserne er fornuftige i hovedet og at der vil være forståelse for en evt. tilvænning/opdragelsesproces fra alle parter.... Og jeg er i gang med at lære mig selv afslapningsøvelser, så jeg kan beherske en evt. uro i mig selv, førend jeg forsøge at beherske den i tøserne.

Tak for svaret Endnu en mulighed jeg ikke lige havde tænkt over. Min fødselsdag vil det ikke være noget problem at sætte dem i bilen, da den ligger i november, men desværre har min bedre halvdel fødselsdag i juni og der kan vejret være imod os, da vores parkeringsplads er i solen det meste af dagen - hvordan solen egentlig står på om aftenen, ved jeg ikke, så det skal tjekkes ud. Og jeg tror faktisk det vil være mindre stressende for dem at sidde i bilen end at blive parkeret i vores soveværelse i den anden ende af huset. De er vant til at være i bilen og er ikke utilfredse eller bange for at være der.

Tak for svaret Nåååå ja, en kravlegård i haven havde jeg slet ikke tænkt på Det kunne jo være en god løsning - jeg tror dog jeg vælger at melde hundene frivilligt til at være i den... Jeg tror ikke rigtig det vil blive vel modtaget, hvis jeg foreslår barnet i den fremfor hundene Og jeg tror min bror vil give nogle fornuftige værdier videre til afkommet med hensyn til respekt for andre levende væsener, men det er jo børn og måske glipper det en gang imellem

Tak for svaret Nej, jeg behøver ikke engang forsøge mig med frabede mig baby i mit hjem for at vide at det ikke vil falde i god jord Jeg ved jo heller ikke om det overhovedet bliver et problem ml. baby og hunde, men det er godt nok lidt sent at tage action, når baby er blevet tromlet eller i allerværste fald blevet bidt. Vi har en gang forsøgt med børn i gå-alderen til en juleaften (dette var den bedre halvdels nevø og niece), hvor forældrene var advaret og var indforstået med, at de nok skulle passe på deres yngel (og ja, de her børn går under betegnelsen yngel - djævleyngel). Det endte ikke specielt godt og jeg endte med at tilbringe min juleaften bag et gitter i køkkenet, da forældrene på ingen måde tog ansvar. Hundene var seje nok - Emma gik væk fra dem/i skjul under bordet og Jessie forsøgte at opdrage på dem, da drengen for 3. gang krammede hende (så meget havde forældrene styr på ungerne). Jessie valgte helt forsigtigt at klappe gebisset sammen ved siden af drengens øre, så han kunne høre det - hun ramte ikke og sigtede heller ikke efter ham.... Der overraskede drengen alligevel positivt for det forstod han og lod hende være. Meeeeeen da ungerne fik legetøj i julegaverne og begyndte at lege med det, så besluttede jeg at forskanse mig bag et gitter i køkkenet.... De har ikke været på besøg med ungerne siden efter den bedre halvdels ønske. Tak for svaret Jeg tror ikke Jessie vil bide, når hun bliver presset, men jeg vil helst ikke derud, hvor jeg finder ud af det. Emma er jeg noget mere usikker på hvad vil gøre, hvis hun bliver presset af et menneskebarn og heller ikke her er jeg specielt interesseret i at vide hvad der sker. Vores hus er indrettet temmelig upraktisk i den retning - hvis de skal lukkes ude at stuen, så kan de dårligt være andre steder end den anden ende af huset og placere jeg dem der, så vil de stresse. Dette vil jeg naturligvis forsøge at træne med dem, men de mennesker, der vil komme er deres absolutte ynglingsmennesker og det vil gøre opgaven endnu sværere. Hundene er vant til at være på den anden side af et gitter i vores gang, der grænser op til stuen, men den mulighed kan ikke bruges, når vi har gæster, da adgangen til badeværelset er gennem gangen. Tak for svaret og tak Jeg tror hans modvilje bunder i økonomi kontra hvad kvalitet af mad man får (min bedre halvdel er meget god til at lave mad) samt manglende tradition for at fejre fødselsdage ude af huset. Vi har ikke råd til at invitere så mange mennesker på MASH eller lignede og vi vil derfor ende på Cafe A eller noget i den dur og der mener han, at kvaliteten af maden kan vi selv lave bedre og til en vis grad billigere. Jeg vil bare helst ikke ud i en konflikt med familien, hvis hundene reagerer på baby for den konflikt vil have mig og hundene (+ min bedre halvdel) på den ene side og resten af familien på den anden side, så jeg bliver nødt til at slække på min reglen "mit hus - mine regler". Den regel hersker også herhjemme og bliver respekteret af familien lige nu, men det vil ændre sig, når det er baby, der er blandet ind i det. Og jeg vil jo ikke have dårlige oplevelser til hverken hundene eller baby/babys familie.

Jeg er i den heldige situation, at jeg bliver faster til et menneskebarn i december, meeeeeeen mine hunde er ikke vant til børn, da der ikke tidligere har været børn i familien. Lige pt. ser vi de kommende forældre 2 gange om året i vores hjem (ved min fødselsdag og min bedre halvdels fødselsdag) og jeg forventer ikke dette vil ændre sig i fremtiden (selvom jeg håber). Hundene er ikke vant til at komme med på besøg hos de kommende forældre og det vil de naturligvis ikke lige pludselig begynde på. De er dog vant til at komme med ud til min mor i sommerhalvåret (de må ikke komme indenfor i min mors hjem), men dette vil de ikke længere komme, hvis baby og forældre er inviteret også og det vil betyde, at vi (min bedre halvdel og jeg) kommer til at sige nej tak til flere invitationer, der ligger på hverdage. Mit "problem" lige nu er derfor udelukkende de situationer, hvor baby og forældre kommer i vores hjem - jeg har ingen støtte eller hjælp fra min bedre halvdel i denne situation, så nu spørger jeg jer herinde Hvordan skal jeg tackle denne situation? I min familie hersker overbevisningen, at en hund skal finde sig i hvad som helst fra børn, men helt ærligt så bliver jeg voldsomt provokeret af denne holdning, når vi befinder os i hundenes hjem. Hvis vi befinder os i alle andres hjem, så er det deres regler, der gælder og bliver fulgt=hundene bliver hjemme fra andres hjem. Jeg har ikke vendt situationen med min lillebror, som er babys far; og hans kæreste endnu, så hvordan de stiller sig i problematikken, ved jeg ikke - problemet bliver min mor og til dels min bedre halvdel, der begge har noget svært ved at sætte sig i hundenes sted (hundene er f.eks. meget glade for min mor). Hundene er ikke vant til at være lukket væk; hverken når vi har gæster eller når vi er "alene" hjemme og jeg tror ikke det vil være en holdbar løsning, da de ville skulle være lukket væk i vores soveværelse, der ligger i den bagerste ende af huset og der er ikke mulighed for at lukke lyde ude (der er ikke dør i, men babygitter). Der er ikke umiddelbart plads til at slå bure op i stuen/alrum, når der samtidigt vil være 12 mennesker i rummet. Derudover kæmper jeg mentalt med at skulle lukke mine hunde væk i deres eget hjem samtidigt med at jeg vil beskytte både hunde og baby fra konflikter. Jeg ved også, at der er et ønske fra min mor og far om, at vi vil være i stand til at tage f.eks. på ferie sammen i fremtiden - hvornår fremtiden er, ved jeg ikke, så måske bliver dette ikke et problem, da Emma bliver 7 næste år og Jessie bliver 10 næste år og evt. fremtidige hunde vil blive vænnet til børn fra hvalpestadiet af. Lige nu hælder jeg mest til at vi så vælger at holde vores respektive fødselsdage på restauranter, men dette vil min bedre halvdel ikke og han har bestemt ikke tænkt sig at være en del af løsningen, da han ikke er vant til at håndtere hundene i pressede situationer og stresser voldsomt over det. Jeg vil skulle håndtere ham + hundene, når der er besøg af baby. Baby vil være ca. 6 måneder, når den første fødselsdag skal afholdes. Så hvad er jeres råd? Hvordan griber jeg det her an?

Hjørnetænder på en hvalp (=mælketænder), der vokser snævert behøver ikke nødvendigvis betyde tandfejl som voksen. Hvad siger jeres dyrlæge? Er det behandlingskrævende nu? eller vil vedkommende se tiden an? Jeg ville helt sikkert vælge at gå til en tandspecialist og høre deres vurdering. Og jeg ville tage en snak med opdrætter, men ikke i første omgang med henblik på at få penge retur - jeg ville høre deres erfaring med snævre underhjørnetænder og derigennem også informere dem om problemet. Der vil ikke blive tale om en evt. erstatning førend de blivende tænder er kommet ud alligevel.

Sov sødt Sheila :hjerte: Og stort til dig og Mysla.

Min venindes engelske springer spaniel fik også den bakterie i begge ører. Han endte med at få opereret øregangene ud på begge ører efter utallige behandlingsforsøg og øreskylninger i fuld narkose. Hun stod også med valget om aflivning eller operation (vaccine blev der ikke talt om på KU Life). Hunden var på det tidspunkt 8-9 år gammel og ville jo blive døv efter operationen. Hun valgte operationen og han kom sig fuldstændigt efter den, men blev jo døv. Han var massivt smertedækket i godt en uge efter operationen, men ellers gik det helt efter bogen. De gætter på, at han allerede havde mistet en stor del af hørelsen inden operationen på grund af de gentagne behandlinger, så det at miste hørelsen helt påvirkede ham stort set ikke. Det eneste der var spøjst var jo bare, at når man løftede hans øreflap, så var han helt syet til Det er dog en stor operation og en dyr en af slagsen, men hendes forsikring dækkede og kom jeg ud i samme problem med mine spaniels, så ville jeg ikke betænke mig ret længe inden operationen, hvis hundene var i god nok form til det.

Har du overvejet en kiropraktor i kombination med massage, hvis man må det med gigthunde? Min "unge" hund på 5,5 år sitrer også nogle gange i både forben og bagben; det er typisk, fordi hun trænger til at blive rettet i nakken og/eller korsbenet.

Hvis det er den københavnske vestegn du kommer fra, så er du velkommen til at møde mine to og f.eks. se hvad pelsplejen kræver. Mine er tæver og meget nemme at gå til temperamentsmæssigt - hvad de har af temperamentsfejl er menneskeskabte.