når det hele ramler.

[Gæst cam]

Jeg blev hundeejer for første gang to år tilbage. Jeg fik verdens dejligste blandingshvalp. Og han blev hurtigt en del af min hverdag og mig. Vi gik til hvalpetræning hver søndag og han var utrolig nem at opdrage. Efter meget kort tid var han stueren, kunne sit, dæk, bli' og rul. Jeg havde knyttet et bånd til den lille fyr som jeg troede var umuligt at få til nogen. Vores mentalitet mindede bare så meget om hinandens. Hvor underligt det så end lyder. Jeg traf beslutningen om at få ham på baggrund af angst (har aldrig kunne befinde mig alene i et hus særlig længe, eller brudt mig om at gå ude alene) og fordi at jeg savnede en hunds selvskab da jeg er vokset op omgivet af hunde. Jeg læste bøger og forberedte mig, sikrede mig at der var penge til det hele, og brugte lang tid før jeg besluttede mig for hvad jeg søgte. En dag faldt jeg så over denne annonce, og kørte ud for at kigge, og før jeg så mig om var jeg hjemme med denne her skønne charmetrold. Hurtigt virkede det som om alt jeg havde læst egentlig bare faldt som en meget naturlig proces og vi fandt vores egen rytme og måden at vi synes det hele fungerede bedst på. Tiden gik og alt var som det skulle være, indtil ulykken ramte. En drastisk og uventet omvæltning i mit liv gjorde at jeg ikke længere kunne have ham. Jeg kunne ikke finde et sted at bo som var stort nok til det ville være sundt for ham (han var blandet med rottweiler) havde ikke penge nok til hans foder, eller hvis han blev uventet syg. valget blev truffet om at han skulle sælges. Det føltes som kaos, og selvom det andet føltes slemt så kunne det ikke måle sig med den smerte at skulle miste min dejlige hund. Min annonce røg på nettet og jeg må tilstå at nogle af de kommentarer jeg fik, jeg har aldrig oplevet nogle mennesker kunne være så ondsindet. Den ene lød omtrent "Man anskaffer sig jo ikke hund for at sælge den igen" og en anden "Ej hor ser han sød ud, det er da godt at han kan komme et sted hen til nogen som kan tage sig ordentligt af ham" Disse kommentarer ramte mig hårdt. Jeg gjorde hvad der var det bedste for ham, jeg tog ansvar, det handlede jo ikke om mig, men om at han skulle trives. efter en måned uden held med at finde den rigtige til at overtage blev jeg kontaktet af en mand som ikke var gift, eller havde børn og boede på et landsted. Jeg må tilstå jeg skeptisk da jeg havde regnet med en børnefamilie. Men vi tog ud og besøgte ham, og det kunne bare ikke have været mere rigtigt. Alt forløb ud over forventningerne og da vi kørte derfra havde jeg en god mavefornemmelse. Vi aftalte at manden kunne have ham den følgende weekend og så ville jeg komme søndag og se hvordan det hele var forløbet. Da han hentede ham om fredagen havde jeg det virkelig skidt for jeg var næsten klar over hvad jeg skulle indse om søndagen. og dagen kom. Da jeg jeg kom derud blev jeg mødt i gården af en glad hund. Manden kom ud og og bød mig indenfor. Efter nogens tid snak om weekendens forløbs gjorde han det klart at han ønskede jeg ville vælge ham. Mine tanker fløj rundt i mit hovede og jeg kiggede skiftevis på ham og min hund. Den lille havde det jo godt og halen logrede og jeg kunne se han trivedes som han gik rundt i huset. Jeg sagde til ham med tårer i øjnene at han måtte love mig hvis der nogensinde skete ham noget eller noget andet gik galt skulle han ringe. og jeg kørte alene hjem. Efter et par opfølgende besøg blev det lettere og lettere, fordi jeg forstod jeg havde truffet den rigtige beslutning, og uanset hvad ved jeg at jeg har givet ham den bedste start på livet og at han er det helt rigtige sted i dag. Det gør stadig ondt i hjertet når jeg ser billeder eller en sjælden gang besøger ham, men jeg kunne ikke være mere stolt over at se hvor stor og flot og en utrolig dejlig hund han er blevet! :hjerte:

[Umulia]

Jeg er ikke sikker på hvad du vil med dit indlæg, men det får mig da til at tænke over hvad der mon er stort nok til en Rottweilerblanding, og hvor mange penge man skal have liggende på kistebunden for at have lov til at have hund :hmm:

 

Du har truffet et valg udfra nogle normer du selv har skabt - dit valg, dine normer! Det er ikke sikkert at alle andre ville have gjort det samme.

 

Men heldigvis er det gået godt for hunden, og så er der vel ikke andet at gøre end at komme videre med livet

 

Jeg har selv som hundeejer "overlevet" en skilsmisse, mange år som enlig mor og tre gange kritisk hundesygdom til mange 1000 kr - sidste gang måtte jeg ofre min bil for at betale dyrlægeregningen. Penge kan man altid finde når man virkelig skal :5up:

[CrazyDogLady]

Vi kan ikke planlægge vores liv 110%, og derfor kan vi komme i situationer vi ikke havde regnet med, og må derefter tage konsekvensen... Synes det er rigtigt flot det du har gjort for din hund. Dét er at tage ansvar for hunden!!

Du har min respekt :5up:

[Gæst cam]

hvor jeg vil hen med mit indlæg? at fortælle min historie.. Det er ligesom det der ligger i navnet "hunde-historier". jeg vil have lov at fortælle sagen set fra den positive side, at jeg gjorde det rigtige. Hvis den ikke siger dig noget kan jeg jo ikke gøre noget ved det. Så er det da netop dit indlæg der ikke giver nogen mening? Hvorfor så svare på det? og at du havde valgt at handle anerledes er jo din private sag. Det kan udemærket godt være det for dig er nemt nok at skaffe penge, men nu kan du jo ikke forvente at det gælder andre.

[Gæst cam]

kan ikke helt finde ud af at svare herinde endnu dette svar er til Umulia

[Gæst Charlotte]

Du bruger "citer" (Nederst, til venstre, i indlæg), så svarer du som dette..

 

kan ikke helt finde ud af at svare herinde endnu dette svar er til Umulia

 

En fin og rørende historie.. jeg kunne godt have ondt dig, at du havde kunnet beholde din hund, men må respektere, at du fandt et godt hjem til den:klap:

[Gæst Afganskmynde]

Jeg synes det er fantastisk at hunden umiddelbart fandt et rigtig godt stabilt hjem:hjerte:.

 

Hvad undrer mig en del er, hvordan det kan lade sig goere, at man i dagens danmark ikke kan have raad til...en pose hundefoder. Kender flere pa SU, eller med mindre lonnet job, fortidpensionist med minimal inkomst. Det handler vel om at prioritere: Maaske er der ikke penge til nyt toj, bytur, eller andet end aldi's madvarer til sig selv, nul cigaretter den naeste uges tid, men hundefoder. Det burde alle mennesker have raad til, hvis man omligger sin selv sparsomme okonomi. det virker virkeligt mystisk...

 

2. Hvis du var saa folelsesmassigt og mentalt afhaengig at at have hund, saa kan jeg ikke forstaa, hvordan du faar dit alene problem til at fungerer nu... Det var jo udgangspunktet for, hvorfor du anskaffede dig en hund.

 

3. Som en anden har vaeret inde paa, saa kan aendrede boligforhold som maaske ikke er optimale laengere, til nod, fungerer indtil man finder andet. Her er et eksempel: da jeg i en periode flyttede tilbage til dk for at bo i ca. 3 mdr. saa var muligheden enten at finde nyt hjem til vovse, eller have den store ulejlighed og ikke mindst yderst stressende lang 24 timers rejse fra usa til dk for vores hund. Som dyrlaegen sagde til mig: en periode stress og ulejlighed, ubekvemmelighed kan en hund sagtens klare, saa laenge den har dig: Sin ejer:hjerte:

 

Jeg synes, det er godt du fandt et hjem til din hund, fordi du gerne ville finde den et nyt hjem, men jeg mener, dine begrundelser for at give din hund vaek, kunne andre i samme situation faa til at fungere, ved at faa det optimale ud af en uoptimal situation:hjerte:.

[Gæst Obelix]

Om du kunne have gjort noget anderledes så du kunne have beholdt din hund vil jeg bestemt ikke gøre mig klog på .

 

Du valgte den beslutning som DU fandt rigtig for din hund og det er bare super dejligt han har fået sådan et godt hjem :5up:.

[Gæst Sitkin]

Du har også min respekt :5up:

Vi andre kendte ikke din situation så vi kan ikke tillade os at dømme om det var det rigtige eller ej.

 

Føler med dig da jeg selv har måtte omplacere en hund engang pga nogle omstændigheder jeg ikke selv havde kontrol over og det er virkelig ikke en beslutning man nemt kommer frem til.

Jeg tror på du valgte hvad du i dit hjerte følte var det bedste for hunden pga din kærlighed til den.