Farvel, Smukke Sally

[Gæst tn8or]

Hej Folkens,

 

Jeg håber, det er okay at jeg lige læsser af, for jeg er ved at drive mig selv til vanvid.

 

For godt et år siden hentede min kæreste og jeg den skønneste hundehvalp. Hun hed Sally, var halvt labrador og halvt slædehund (Eurasier), og havde krudt i røven.

Hun satte sit præg på os. Hun var desværre kropumulig og meget svær at lære noget som helst, men samtidig var hun så kærlig og havde så mange små skønne særheder i sin personlighed, at hun bare skulle se på mig med sine brune øjne, og så var alt det andet helt ligemeget. Hun var i dén grad fars vaps, og var sågar med mig på kontoret en gang imellem.

 

Med tiden blev det lidt bedre med lydigheden, men det var et udpræget tilfælde af, at hun lysterede når hun havde lyst. Det kunne jeg sådan set også godt leve med, for hun var så glad, hengiven og energifyldt, at hun ikke kunne undgå at gøre mig i godt humør - uanset om hun lystrede eller ej.

 

Desværre viste sig en mørkere side, hvor hun kunne finde på at skubbe til min hånd med snuden (med tænderne), når jeg prøvede at lægge hende af - eller hvor hun sprang direkte op igen. Uden at knurre eller være "farlig", men der var ingen tvivl om, hvad hun mente.

Jeg fik hjælp af vores hundetræner og diverse andre, men det hjalp ikke rigtig ... Efterhånden virkede det nærmest som om hun søgte konfrontationerne, og søndag aften kulminerede det, da hun flere gange var gået ud af sin kurv mens vi spiste. Det var helt fast rutine, at hun var i kurven mens vi andre spiste, og det plejede ikke at volde de store problemer. Jeg gik derfor hen og stillede mig foran kurven (for at signalere, at hun skulle blive deroppe), og så kiggede hun på mig med "mord i øjnene" (ved ikke, hvordan jeg ellers skal forklare dem) på en måde, så jeg både fik det koldt ned ad rygraden og begyndte at svede på resten af kroppen. Så sagde hun en strubelyd, og smed sig heldigvis ned i stedet for at ryge på mig.

 

Herfra turde jeg ikke have hende mere, ej heller turde jeg at bortadoptere hende. Jeg var simpelthen bange for, at hun enten skulle blive aggressiv over for den nye ejer, eller ville ende sine dage som en "bundet til radiatoren så vi har styr på den" hund.

Jeg tog derfor den en af de sværeste beslutninger i mit liv og ringede til dyrlægen. Tirsdag 11.30 gik vi ind i rummet (Sally ledte som altid vejen, hun elskede at være hos dyrlægen) og efter bedøvelsen faldt hun stille i søvn mens hun lå i vore arme.

 

Sally var genstand for megen kærlighed, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det korte liv hun havde var helt fantastisk. Godbidder, et par misser at lege med, løbeture på marken hvor man kunne strække de smukke ben ud, og især masser af kærlighed. Hun var altid sprudlende glad, og jeg savner hende forfærdeligt. Jeg har det forfærdeligt med det, også selv om jeg godt ved, at der ikke rigtig var andre udveje.

 

Dyrlægen var rigtig sød og forstående, og gjorde det lidt lettere at komme igennem oplevelsen, men lige nu kommer det hele bare tilbage i bølger. Når jeg går ned ad trappen ser jeg hende lige smutte om hjørnet, og når jeg triller kontorstolen ind under bordet føler jeg at jeg er lige ved at køre over hendes hale.

 

Jeg ved godt, at det hele bliver OK igen en dag, og at jeg så kun vil huske hendes gode sider, men puha hvor jeg savner hende lige nu.

 

Heldigvis er missen her stadig, hun nyder godt af at være eneste dyr i huset pt.

 

Farvel, fars smukke Sallyhund. Må du trives på regnbuebroen og hvor er du dog savnet.

 

Jeg prøvede at indsætte mine 2 yndlingsbilleder uden held (fordi jeg er ny bruger), men de kan ses på fotoarkiv punktum com skråstreg sally

[Gæst Chili Con Caia]

:megaked:

 

Puuuh! Det må virkelig ikke være nemt for jer lige nu...

 

At skulle sige farvel til sin højt elskede hund må være så hårdt. Føler virkelig med dig.

 

Og sikke en tung beslutning du har måtte tage.

 

De kære hunde fylder så meget i ens liv, så det er naturligt at være ked af det.

 

Jeg sender en masse varme tanker og kram afsted til jer.

 

Hvil i fred smukke Sally

 

:ae::ae::ae::bighug:

[Gæst Obelix]

Man kan tydeligt høre hvor svær en beslutning det har været for dig/jer .

 

Som du selv skriver skal det nok blive bedre en dag, men når man står i afskeden med et dyr er det altid rigtig hårdt!

 

Jeg føler med jer, og håber Sally har det godt på den anden side .

[Gæst Kattiie]

Åhh hvor gør det mig ondt på jeres vejne Det er en rigtig hård beslutning både før og efter, men som du selv og andre siger så skal det nok blive bedre igen, selvom det nu kan være svært at se lyset på den anden side af tunellen.

 

Håber hun har det godt på de evige græsmarker:bighug:

Og velkommen til HF selvom det var under disse omstændigheder :hjerte:

[Gæst tn8or]

Mange tak til jer alle 3

 

Jeg er opvokset med hund, og har før mistet en af mine bedste behårede venner, men det her var så den første hund efter jeg flyttede hjemmefra (har boet i lejlighed indtil for et par år siden) - og det første dyr, jeg fik sammen med min kæreste.

 

Puha. Det er nu et døgn og 7 timer siden .. Og forhåbentlig bliver i morgen lidt bedre end i dag. Det håber jeg i hvert fald

[Gæst Chili Con Caia]

Mange tak til jer begge.

 

Jeg er opvokset med hund, og har før mistet en af mine bedste behårede venner, men det her var så den første hund efter jeg flyttede hjemmefra (har boet i lejlighed indtil for et par år siden) - og det første dyr, jeg fik sammen med min kæreste.

 

Puha. Det er nu et døgn og 7 timer siden .. Og forhåbentlig bliver i morgen lidt bedre end i dag. Det håber jeg i hvert fald

 

Jeg gruer godt nok også for den dag hvor jeg skal tage afsked med mine hunde... Tør slet ikke tænke på hvor hårdt det bliver..

 

Og ens helt egen første hund vil helt sikkert være noget helt specielt.

Ingen tvivl om det:genert:

 

Jeg håber at du med tiden får det bedre, og kan tænke tilbage på alle de gode ting I har oplevet sammen med hende.. I lyder til at ha' gjort en masse gode ting for Sally...

[Gæst Trinus]

Det gør mig meget ondt at høre.

 

Har taget afsked med 3 hunde hos min forældre - gruer for den dag jeg skal sige farvel til en af mine egne hunde!

 

Mange tanker fra

Trinus

[JeanetteH]

Det gør mig ondt. Men jeg er slet ikke i tvivl om at du gjorde det rette... for Sally.

 

Nu har hun fred.

 

Og ja, det gør ondt nu, men der kommer en dag, hvor du kan tænke på hende med et smil og glæde.

[Gæst Stitch]

:ae:

 

Sikke en beslutning at skulle træffe - men jeg synes det var det rette.

 

Personligt synes jeg det værste er (som du selv skriver) når man i et kort øjeblik glemmer hunden ikke er der - og så husker at den faktisk er væk det er frygteligt.

 

Kan stadig småtude over min hund der døde for snart 5 år siden, også selvom jeg har en fantastisk hund den dag i dag.

 

Håber at du stille og roligt begynder at huske Sally for de gode sider hun havde :ae:

[Gæst tn8or]

Jeg husker hende allerede stort set kun for de gode ting - jeg skal rent faktisk minde mig om, hvorfor hun overhovedet skulle herfra (ellers stiller jeg bare spørgsmålstegn ved selve beslutningen, og dér bliver det endnu værre).

 

Jeg har hendes skønne smil og strålende øjne på nethinden, og dér vil de blive.

 

Tak, alle sammen, for de søde ord. Det hjælper, og gør det lidt lettere at håndtere.

[Doberfan]

(ellers stiller jeg bare spørgsmålstegn ved selve beslutningen, og dér bliver det endnu værre).

 

Det gør stort set alle, når de må aflive en hund, hvadenten det er af fysiske eller psykiske årsager. Du skal ikke tvivle på, at det var den rigtige beslutning. Sally har ro i sindet nu.

 

Gør mig ondt, at I skulle igennem det.

[Gæst Stitch]

Jeg husker hende allerede stort set kun for de gode ting - jeg skal rent faktisk minde mig om, hvorfor hun overhovedet skulle herfra (ellers stiller jeg bare spørgsmålstegn ved selve beslutningen, og dér bliver det endnu værre).

Det kan jeg godt forstå, men tænk på at Sally og du ikke nåede at få en alvorlig konfrontation - men at den lurede under overfladen. At du ikke har nået at få et fysisk ar.

 

Du er en ansvarlig hundeejer - du har taget hensyn til folk omkring dig (og dig selv og din kæreste), og du har ikke sendt Sally videre. Du ved, at hendes sidste dag var positiv. Hun oplevede besøget hos dyrlægen som noget rart.

 

Du skal nok få forliget dig med din beslutning.

[Gæst malula]

Det kan jeg godt forstå, men tænk på at Sally og du ikke nåede at få en alvorlig konfrontation - men at den lurede under overfladen. At du ikke har nået at få et fysisk ar.

 

Du er en ansvarlig hundeejer - du har taget hensyn til folk omkring dig (og dig selv og din kæreste), og du har ikke sendt Sally videre. Du ved, at hendes sidste dag var positiv. Hun oplevede besøget hos dyrlægen som noget rart.

 

Du skal nok få forliget dig med din beslutning.

 

 

Det kan jeg kun bakke op om! Hun har heldigvis ikke haft et dårligt liv. Også pga jer!

Jeg kan sagtens forstå, hvor hårdt det er at tage sådan en beslutning, men I har gjort det rigtige!

Håber, I kommer videre og at der evt en gang kommer en anden hund ind i jeres liv. Det lyder i hvert fald som om I har noget at give af og kan give den et godt liv!

Hvil i fred, Sally

[Hewlett]

Må jeg spørge om du/I har haft hende fra hun var helt lille hvalp ?

 

Jeg er sikker på at du/I har taget den rigtige beslutning, ingen kendte hende bedre end dig - du viste at du tog ansvar for folk omkring dig men også for Sally!

 

Det er en hård beslutning, og den skærer i hjertet længe efter - men det skal nok blive bedre !

 

Jeg ved at Sally har det godt hvor hun er nu! :ae:

 

RIP Sally - Kom godt over regnbuebroen!

[Gæst tn8or]

Det må du i hvert fald, vi havde hende fra hun var 9 uger og hentede hende fra kuldet - så det må man sige.

 

Og der skal helt sikkert en hund ind i vores liv senere - nu skal Sally bare lidt på afstand først, så vi kan opføre os lidt mere rationelt igen.

-Og ja, dyr skal have det godt. Det er ikke dem, der har valgt at bo hos os, så vi har bare at sørge for at de får det godt

[Mettemille]

Hej Folkens,

 

Jeg håber, det er okay at jeg lige læsser af, for jeg er ved at drive mig selv til vanvid.

 

For godt et år siden hentede min kæreste og jeg den skønneste hundehvalp. Hun hed Sally, var halvt labrador og halvt slædehund (Eurasier), og havde krudt i røven.

Hun satte sit præg på os. Hun var desværre kropumulig og meget svær at lære noget som helst, men samtidig var hun så kærlig og havde så mange små skønne særheder i sin personlighed, at hun bare skulle se på mig med sine brune øjne, og så var alt det andet helt ligemeget. Hun var i dén grad fars vaps, og var sågar med mig på kontoret en gang imellem.

 

Med tiden blev det lidt bedre med lydigheden, men det var et udpræget tilfælde af, at hun lysterede når hun havde lyst. Det kunne jeg sådan set også godt leve med, for hun var så glad, hengiven og energifyldt, at hun ikke kunne undgå at gøre mig i godt humør - uanset om hun lystrede eller ej.

 

Desværre viste sig en mørkere side, hvor hun kunne finde på at skubbe til min hånd med snuden (med tænderne), når jeg prøvede at lægge hende af - eller hvor hun sprang direkte op igen. Uden at knurre eller være "farlig", men der var ingen tvivl om, hvad hun mente.

Jeg fik hjælp af vores hundetræner og diverse andre, men det hjalp ikke rigtig ... Efterhånden virkede det nærmest som om hun søgte konfrontationerne, og søndag aften kulminerede det, da hun flere gange var gået ud af sin kurv mens vi spiste. Det var helt fast rutine, at hun var i kurven mens vi andre spiste, og det plejede ikke at volde de store problemer. Jeg gik derfor hen og stillede mig foran kurven (for at signalere, at hun skulle blive deroppe), og så kiggede hun på mig med "mord i øjnene" (ved ikke, hvordan jeg ellers skal forklare dem) på en måde, så jeg både fik det koldt ned ad rygraden og begyndte at svede på resten af kroppen. Så sagde hun en strubelyd, og smed sig heldigvis ned i stedet for at ryge på mig.

 

Herfra turde jeg ikke have hende mere, ej heller turde jeg at bortadoptere hende. Jeg var simpelthen bange for, at hun enten skulle blive aggressiv over for den nye ejer, eller ville ende sine dage som en "bundet til radiatoren så vi har styr på den" hund.

Jeg tog derfor den en af de sværeste beslutninger i mit liv og ringede til dyrlægen. Tirsdag 11.30 gik vi ind i rummet (Sally ledte som altid vejen, hun elskede at være hos dyrlægen) og efter bedøvelsen faldt hun stille i søvn mens hun lå i vore arme.

 

Sally var genstand for megen kærlighed, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det korte liv hun havde var helt fantastisk. Godbidder, et par misser at lege med, løbeture på marken hvor man kunne strække de smukke ben ud, og især masser af kærlighed. Hun var altid sprudlende glad, og jeg savner hende forfærdeligt. Jeg har det forfærdeligt med det, også selv om jeg godt ved, at der ikke rigtig var andre udveje.

 

Dyrlægen var rigtig sød og forstående, og gjorde det lidt lettere at komme igennem oplevelsen, men lige nu kommer det hele bare tilbage i bølger. Når jeg går ned ad trappen ser jeg hende lige smutte om hjørnet, og når jeg triller kontorstolen ind under bordet føler jeg at jeg er lige ved at køre over hendes hale.

 

Jeg ved godt, at det hele bliver OK igen en dag, og at jeg så kun vil huske hendes gode sider, men puha hvor jeg savner hende lige nu.

 

Heldigvis er missen her stadig, hun nyder godt af at være eneste dyr i huset pt.

 

Farvel, fars smukke Sallyhund. Må du trives på regnbuebroen og hvor er du dog savnet.

 

Jeg prøvede at indsætte mine 2 yndlingsbilleder uden held (fordi jeg er ny bruger), men de kan ses på fotoarkiv punktum com skråstreg sally

 

Selvfølgelig skal du bare læsse af herinde. Det har været en svær beslutning at tage og savnet er jo stort og er mikset med, at du har det forfærdeligt med at have truffet beslutningen.

 

Med det du fortæller, synes jeg beslutningen var rigtig. I forsøgte at hjælpe hende, og valgte at hun skulle herfra istedet for at ende i en ukendt situation. Det er jo også at drage omsorg at sige farvel.

 

Jeg tror Sally fandt ro tilsidst og det håber og tror jeg også du vil, når der er gået noget tid. :ae:

[Mettemille]

Prøver at poste billederne af hende fra dit link

[Gæst Afganskmynde]

Jeg kan godt forstaa du er trist ovenpaa saadan en oplevelse og med det valg du har taget. Men uanset HVAD, saa kraever saadan en beslutning "haar paa brystet", synes jeg:hjerte:

 

Jeg vil sige at jeg synes du har udvist ansvarsfuldhed med jeres hund, og at nu, med den haarde beslutning du har valgt, bor have det godt med det valg, der er blevet taget, fordi der er ingen grund til at tvivle paa noget, nu man ikke kan lave det om.

 

Det er lidt svaert for mig at vurdere hvor oprigtig "god grund", for mig der er i det valg du tog til din hunds liv, ud fra den information du gav. Dvs "mord i ojnene" kan komme til udtryk paa meget forskellige maader og vurderes lige saa forskelligt af de mennesker der ser, samt at flytte med taenderne.

Dog havde din hund aldrig bidt eller knurret. Det undrer mig ogsaa en del. Nemo, min egen hund, har udvist alle de ting du naevner som grundlag. Dog er Nemp her stadig og er ikke til fare for os, sig selv og andre, med de mindre forholdsregler, i samraad med traener, vi lever efter.

 

F.eks har alle mine 3 hunde knurret, ikke regelmaessigt, men det er sket et par gange, i klar relation til nogle ting. De har ogsaa set sure ud, a la noget andre ville meget muligt opfatte som 'mord i ojenene'. Men de er her nu stadig og jeg ville aldrig selv aflive en af mine hunde af omtalte grunde . Specielt i en saa spaed alder af kun 1 aar gammel.

 

Det gor mig dog lidt nervos paa dyrenes vegne, naar jeg taenker paa, hvor forskelligt vi mennesker opfatter dyrs signaler, og nogle gange glemmer, at hunde ikke kan eller bor vaere levede bamser, men dyr, med alt hvad der maatte hoere til, inden for rimelighedens graenser selvfolgelig, af naturlig adfaerd som aggression, kaerlighed, hormonelle forandringer fra hvalp til voksen m.m.

 

Det er muligt du har gjort det rigtige valg:hjerte:. Det skal jeg ikke kunne sige. Men onsker dig masser af held og lykke med fremtiden, ogsaa med muligvis andre fremtidige hunde, og haaber, at du vil saette dig ind i specielt fremtidige racer, da nogle racer, har mere tildens til at vaere dominerende end andre, og specielt foraeldre dyrenes temperament, saa man muligvis kan undgaa hvad du allerede har vaeret igennem.

[Gæst tn8or]

Det er lidt svaert for mig at vurdere hvor oprigtig "god grund", for mig der er i det valg du tog til din hunds liv, ud fra den information du gav. Dvs "mord i ojnene" kan komme til udtryk paa meget forskellige maader og vurderes lige saa forskelligt af de mennesker der ser, samt at flytte med taenderne.

Dog havde din hund aldrig bidt eller knurret. Det undrer mig ogsaa en del. Nemo, min egen hund, har udvist alle de ting du naevner som grundlag. Dog er Nemp her stadig og er ikke til fare for os, sig selv og andre, med de mindre forholdsregler, i samraad med traener, vi lever efter.

 

F.eks har alle mine 3 hunde knurret, ikke regelmaessigt, men det er sket et par gange, i klar relation til nogle ting. De har ogsaa set sure ud, a la noget andre ville meget muligt opfatte som 'mord i ojenene'. Men de er her nu stadig og jeg ville aldrig selv aflive en af mine hunde af omtalte grunde . Specielt i en saa spaed alder af kun 1 aar gammel.

 

Det gor mig dog lidt nervos paa dyrenes vegne, naar jeg taenker paa, hvor forskelligt vi mennesker opfatter dyrs signaler, og nogle gange glemmer, at hunde ikke kan eller bor vaere levede bamser, men dyr, med alt hvad der maatte hoere til, inden for rimelighedens graenser selvfolgelig, af naturlig adfaerd som aggression, kaerlighed, hormonelle forandringer fra hvalp til voksen m.m.

 

Det er muligt du har gjort det rigtige valg:hjerte:. Det skal jeg ikke kunne sige. Men onsker dig masser af held og lykke med fremtiden, ogsaa med muligvis andre fremtidige hunde, og haaber, at du vil saette dig ind i specielt fremtidige racer, da nogle racer, har mere tildens til at vaere dominerende end andre, og specielt foraeldre dyrenes temperament, saa man muligvis kan undgaa hvad du allerede har vaeret igennem.

 

Jeg forstår godt, at det kan være svært at bedømme udefra. Du kender hverken mig eller min hund, og det er helt fair. Jeg er som sagt vokset op med hunde, og har været med på diverse jagter hele mit liv, så jeg har set et væld af forskellige hunde og deres adfærd. Ikke at det gør mig specielt klog på noget, men jeg har før set forskellen på "jeg er altså lidt træt af dig" og "nu får du høvl"

 

Der er slet ingen tvivl i mit sind om, at Sallys øjne til mig var en blanding af udfordring og trussel. Hun ændrede også adfærd bagefter; nu havde hun jo vundet den her konfrontation, så nu behøvede hun ikke rigtig høre efter hvad jeg sagde mere. Det viste sig tydeligt de sidste 2 dage.

 

At slædehunden (jeg gætter på, det var dét) fik så stor indvirkning på hendes personlighed og var så forskellig fra hendes mor overraskede mig en del, det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg var lidt loren ved kombinationen først, men moderen var meget sød og omgængelig, og var del af en børnefamilie, så jeg blev overbevist om, at det nok ikke var et problem. Det er heller ikke sikkert det var dét - jeg har ikke kontakt til de andre ejere, så jeg ved ikke, hvordan de andre hvalpe i kuldet har udviklet sig.

 

Hvorom alting er turde jeg ikke binde an med hende mere, og jeg turde især ikke give hende videre (af frygt for, hvordan hun eller hendes nye ejer så ville få det), så vi valgte den her udvej. Nu har hun fred.

[Doberfan]

tn8or,

 

Jeg synes overhovedet ikke der er nogen som helst grund til, at du skal prøve at forsvare eller forklare din beslutning, det er kun dig, der har gået op og ned ad hunden det sidste år, og er den eneste som kender/kendte den.

 

Jeg håber savnet dæmper sig støt og roligt, så du kan få plads til og mod på en anden guldklump.

[Gæst crazywolf]

tn8or,

 

Jeg synes overhovedet ikke der er nogen som helst grund til, at du skal prøve at forsvare eller forklare din beslutning, det er kun dig, der har gået op og ned ad hunden det sidste år, og er den eneste som kender/kendte den.

 

Jeg håber savnet dæmper sig støt og roligt, så du kan få plads til og mod på en anden guldklump.

 

Mere rigtigt kan det ikke skrives... Tak Doberfan.

Jeg har prøvet det engang med en schæfter. efter 3 år var det kun mig der kunne komme til ham. hans øjen var så varme og milde når han så på mig. men når han så andre mennsker blev de gule m.m. og ja det gør stadig ondt.

Håber det bedste for dig og at du får modet på en ny lille hundeven.

[Ascha]

 

Desværre viste sig en mørkere side, hvor hun kunne finde på at skubbe til min hånd med snuden (med tænderne), når jeg prøvede at lægge hende af - eller hvor hun sprang direkte op igen. Uden at knurre eller være "farlig", men der var ingen tvivl om, hvad hun mente.

Jeg fik hjælp af vores hundetræner og diverse andre, men det hjalp ikke rigtig ... Efterhånden virkede det nærmest som om hun søgte konfrontationerne, og søndag aften kulminerede det, da hun flere gange var gået ud af sin kurv mens vi spiste. Det var helt fast rutine, at hun var i kurven mens vi andre spiste, og det plejede ikke at volde de store problemer. Jeg gik derfor hen og stillede mig foran kurven (for at signalere, at hun skulle blive deroppe), og så kiggede hun på mig med "mord i øjnene" (ved ikke, hvordan jeg ellers skal forklare dem) på en måde, så jeg både fik det koldt ned ad rygraden og begyndte at svede på resten af kroppen. Så sagde hun en strubelyd, og smed sig heldigvis ned i stedet for at ryge på mig.

 

Jeg føler bestemt med dig men undskyld, jeg skriver altså ikke som de andre, at det var den rigtige beslutning (det kan jeg jo heller ikke vide en skid om) men synes faktisk at der er noget i dit indlæg der tyder på at opdragelsen har været for streng eller at signaler om underkastelse har været overset,.... og det skaber uforudsigelige hunde der kan have en tendens til at reagere lidt agressivt.

 

Til næste hund, vil jeg anbefale dig at læse et par bøger af Irene H. Jarnved, Lone Greva eller Anders Hallgren, så du er bedre klædt på til at opdrage en hund uden at få de problemer du har været udsat for med Sally.