For helvede da også...

[bernerazuro]

Alt så helt fint ud som det skulle, der var intet at komme efter.

 

Så det er simpelthen den der ustabilitet, der generer, åbenbart. Vi har fået smertestillende med hjem og så er det igang med genoptræning.

 

Stakkels Møffe har været sløv - der var ikke meget velkomst over ham, da jeg kom hjem Og min far har heldigvis kunnet arbejde hjemme og være der sammen med ham.

[Gæst Buddha]

Dét var da i det mindste virkelig godt!

[bernerazuro]

Dét var da i det mindste virkelig godt!

 

Tjoh, ja, på sin vis. Må indrømme, at jeg lidt håbede, at Claus fandt noget, der kunne forklare, at Møffe har så svært ved genoptræningen... Så der kunne gøres noget ved det. Men ved selvfølgelig ikke hvad det skulle være - og i bund og grund var det her nok det bedste.

 

Jeg håber bare virkelig, at der snart sker noget i den rigtige retning, så det ikke hele tiden er op og ned.

[Gæst Buddha]

Jo det kan jeg godt forstå. Men tænk hvis det havde heddet endnu en operation.. Håber det hjælper ham at komme på smertestillende igen, så han kan få muskler og komme af de smertestillende i en fart.

 

Forresten, bruger man aldrig svømning til genoptræning? Tænkte bare om det ikke var endnu mildere for led end waterwalk?

[bernerazuro]

Jo det kan jeg godt forstå. Men tænk hvis det havde heddet endnu en operation.. Håber det hjælper ham at komme på smertestillende igen, så han kan få muskler og komme af de smertestillende i en fart.

 

Forresten, bruger man aldrig svømning til genoptræning? Tænkte bare om det ikke var endnu mildere for led end waterwalk?

 

De anbefaler ikke svømning, af forskellige grunde. Noget med at kunne se, om hunden aflaster og derudover, så dur det heller ikke til Møffe... Han protesterer kraftigt, det ville tage en krig. Regner dog med at forsøge at supplere med det, når hans led kan tåle de hop, som han laver, når han endelig tager sig sammen (totalt bombe-hund!).

 

Pt. ville svømning slet ikke kunne komme på tale, da vi risikerer en seriøs skade på baggrund af Møffes modvilje. Ærgeligt, for det er meget billigere! Og de har åbent til kl. 20:00, så man kan nå det efter arbejde.

[Gæst Buddha]

Der er en eller anden hunde svømmehal som har et undervandskamera, lige præcist for at kunne tjekke om hunden svømmer rigtigt. Kan ikke huske hvor, men er ret sikker på at en eller anden herinde fra skrev om det.

Men nej, duer nok ikke at lade ham lave bomber hehe.

[bernerazuro]

Der er en eller anden hunde svømmehal som har et undervandskamera, lige præcist for at kunne tjekke om hunden svømmer rigtigt. Kan ikke huske hvor, men er ret sikker på at en eller anden herinde fra skrev om det.

Men nej, duer nok ikke at lade ham lave bomber hehe.

 

Fedt tiltag, med undervandskamera, altså. Men jeg ved heller ikke hvem det er

 

De nærmeste er Taastrup Hundesvømning. Ikke de bedste forhold, men ok - men de dur simpelthen ikke til Møffe, pt. Han er sprunget ned fra kanten én gang og derudover skal han op ad en rampe og så ned i bassinet (her han laver bomberne - 3-2-1 SPRIIING! SPLASK!).

 

Har haft forsøgt at søge, men kunne ikke finde andre, der var tæt nok på, til at det kunne lade sig gøre

[Zaz-zaz]

Fyns Hundecenter (som vist nok er lukket nu) havde undervandskamera, men det er jo et fedt, hvis Møffe ikke er til at få til at gå stille og roligt i vandet. Vores Simba jublede heller ikke over det der svømme halløjsa, så han skulle trækkes til truget og splask sprang han i med en kæmpe maveplasker. Hvis Møffe bare kunne tænke på, at gøre ham stuntet efter, skal Møffe ikke i svømmehal.

[bernerazuro]

Fyns Hundecenter (som vist nok er lukket nu) havde undervandskamera, men det er jo et fedt, hvis Møffe ikke er til at få til at gå stille og roligt i vandet. Vores Simba jublede heller ikke over det der svømme halløjsa, så han skulle trækkes til truget og splask sprang han i med en kæmpe maveplasker. Hvis Møffe bare kunne tænke på, at gøre ham stuntet efter, skal Møffe ikke i svømmehal.

 

Og det er netop det han gør - præcist det han gør.

 

Derudover, så hjælper Fyn nok ligefedt Så ville jeg sq hurtigt blive ruineret og ikke have råd til noget som helst

[tantemaier]

Nå, men så er han da i hvert fald blevet undersøgt og så må det jo tage den tid det tager før han er ovenpå igen.

Hvem er egentlig mest utålmodig af jer to

[bernerazuro]

Nå, men så er han da i hvert fald blevet undersøgt og så må det jo tage den tid det tager før han er ovenpå igen.

Hvem er egentlig mest utålmodig af jer to

 

Tror vi står lige

 

Møffe savner at løbe, at lege, at springe, at te sig fjollet... Jeg savner, at han gør det og er ved at blive sindssyg af små-gåturene, den usikre udsigt (operation eller ej?), genoptræning m.m.

[bernerazuro]

Og så håber jeg ellers, at smertestillende snart virker... Møffe er stadig meget ømt, hvorfor vi blev nød til at droppe genoptræning i dag - vi ville intet have fået ud af det. Øv øv.

[Gæst Buddha]

Det er Spilop jeg har læst har været et sted med undervandskamera, men jeg ved ikke hvilken landsdel hun bor i. Ved ikke om dyrehospitalet måske ved om der er nogle på sjælland?

 

Øv, håber også det virker snart.

[bernerazuro]

Jeg beklager den meget senere videre opdatering, men den sidste tid har ikke været den letteste.

 

Det smertestillende hjalp ikke særlig meget i sig selv, selvom det selvfølgelig har gjort noget. Men det har været meget op og ned med Møffe, omend det heldigvis går fremad - selvom det er langsomt. Mine tanker har fløjet rundt, hvor længe kan man blive ved, hvornår skal man sige stop for hundens skyld og ville det være forkert at lade Møffe operere igen?

 

For jeg har virkelig været tæt på at ringe til dyrlægen og sige, at nu kunne det altså ikke være længere... Fremskridtende har været så små og præget af tilbageskridt hele vejen igennem - ala 2 skridt frem, 1½ skridt tilbage.

 

Men ind til videre holder vi ved, det går bedre, Møffe lægger nu vægt på sit ben, han er blevet lidt gladere og han går pænere - selvom det stadig langt fra er godt nok.

 

Vi var til genoptræning d. 2. april for første gang, efter vi var inde og få taget røntgenbilleder, og det hele endte med, at Møffe gik så skidt, at han blev stoppet i waterwalkeren inden han var kommet egentlig igang nærmest. Knæet var simpelthen for ustabilt. Han fik i stedet massage og akupunktur og ordre på max at gå fem minutter ad gangen max to gange dagligt. Noget som kastede os begge to ned i kulkælderen, for det er bare ikke nok for Møffe... Og slet ikke længere, efter så lang tid med non-stimuli.

 

Derudover skulle vi gå en forhindringsbane (skal vi stadigvæk), der udelukkende bestod af flade genstande med forskellig "konsistens". Fx. madrasser, håndklæder, tæpper, pap, træ, græs, sten. Og ja, det er så det, Møffes forhindringsbane består af. Jo mere forskelligt, dets bedre. Det skulle træne ham til at lære at bruge benet og når han bliver bedre, kan vi lægge forhøjninger ind, som han skal træde henover.

Og så skal vi lave nogle forskellige kropsøvelser herhjemme, der også skal tvinge ham til at bruge benet, foruden at gå ture, hvor han letter ben stående på det dårlige. Alt sammen for, at han lærer at bruge det stille og roligt, uden at overbelastes.

 

Det har været en træls periode, og det kommer det fortsat til at være. Men som sagt er det gået fremad og i dag var vi til genoptræning igen. Veterinærsygeplejersken/fysioterapeuten fik set ham gå og erklærede sig enig i, at det så "meget" bedre ud (alt er jo relativt, for det er stadig skidt). Møffe kom op på vippebrættet og herefter waterwalker. Tror det blev 5 minutter i alt, fordelt på tre gange, men jeg fik ikke spurgt.

Men i hvert fald må vi ganske gradvist og langsomt øge gåturene nu - men meget forsigtigt. Vi må ikke lave springet fra 5 til 10 minutter. Men ååååh, jeg glæder mig til vi forhåbentligt en dag kan gå rundt om Damhussøen igen! Men det har lange udsigter...

 

Derudover fik vi i dag snakket om Møffes fremtid. Netop på baggrund af mine mange tanker den seneste tid og det er tid til at købe nyt klippekort. Og jeg vil ikke betale 4000kr. for et klippekort, hvor jeg måske kun får brugt en lille del af dem... Hvis nu det ikke går.

Fysioterapeuten mener dog, at det er en fin nok sandsynlighed for, at det hele ender godt. De har før stået med hunde, der var ustabile i ledene, hvor det er gået godt - før i tiden, sagde hun, var hundene voldsomt ustabile med de gamle operationer, og de kom på fode igen efter nogen tid. Træningen tager bare længere tid. Dog skal vi forvente noget slitage i knæet (det havde jeg også gættet mig frem til) og det kan derfor være, at han i nogle korte periode skal på smertestillende af denne grund. Men vi håber og satser alt hvad vi kan. Møffe fortjener at få nogle gode år, hvor han får lov til at være hund.

 

Jeg må dog indrømme, at havde jeg kunnet se ind i fremtiden, så havde han fået fred da korsbåndet sprang - men nu står vi her og det værste er forhåbentligt overstået. Havde jeg kunne se ind i fremtiden, så havde han dog aldrig nogen sinde fået den infektion, der er skyld i det hele og havde han ikke fået den, ville hele forløbet med største sandsynlighed være gået lige så godt som eller bedre end sidst. Så i bund og grund er det noget vrøvl, men pointen forstås forhåbentligt - han har ikke været tjent med alt det her lort...

 

Men nu går det jo den rigtige vej og jeg håber, at vi har oplevet alle de voldsomme tilbageskridt, som vi skal gennemgå og resten går nogenlunde uproblematisk :

[Gæst Stella]

Jeg krydser hvert fald også finger for Møffe. Men jeg forstår dig virkelig godt. Alle dine tanker om hvornår nok er nok. Men du kunne jo umulig vide at det ville blive så svært her anden gang :ae: og man bliver ved, ved tanken og håbet om at det kan blive bedre lige om lidt.

 

Det er også svært at være "mor" til en syg hund. Du skal være på hele tiden, bekymre dig, tænkte frem og tilbage, tage hensyn til hundes helbred, tage svære beslutninger, dyrlænges mening, din egen overbevisning, folk mening, hundes livskvalitet, din egen bekymring, ikke mindst pengepungen osv. Kan man blive ved ?

 

Jeg kunne også forstille mig at du engang er nede i kulkælderen og har brug for et gevaldig knus og hjælp til at se lyst på det hele igen. Nogle gange ( det gælder hvert fald for mig selv ) bliver man overmandet af en håbløshed, frustation, uretfærdighed og man elsker sin hund så højt så højt at man føler ens hjerte går i stykker, bare tanken om at det hele kan slutte så brat. Samtidig er man ved at gå til af bekymring over om man gør det rigtige, ønsker hunden at være her, får den et godt liv, er det hele forgæves osv.

 

Husk at passe på dig selv søde møffes mor, husk at give dig selv et knus for din kæmpe indsats og kamp for at få Møffe på benene igen og husk at du er den bedste hundemor møffe kan få.

[bernerazuro]

Jeg krydser hvert fald også finger for Møffe. Men jeg forstår dig virkelig godt. Alle dine tanker om hvornår nok er nok. Men du kunne jo umulig vide at det ville blive så svært her anden gang :ae: og man bliver ved, ved tanken og håbet om at det kan blive bedre lige om lidt.

 

Det er også svært at være "mor" til en syg hund. Du skal være på hele tiden, bekymre dig, tænkte frem og tilbage, tage hensyn til hundes helbred, tage svære beslutninger, dyrlænges mening, din egen overbevisning, folk mening, hundes livskvalitet, din egen bekymring, ikke mindst pengepungen osv. Kan man blive ved ?

 

Jeg kunne også forstille mig at du engang er nede i kulkælderen og har brug for et gevaldig knus og hjælp til at se lyst på det hele igen. Nogle gange ( det gælder hvert fald for mig selv ) bliver man overmandet af en håbløshed, frustation, uretfærdighed og man elsker sin hund så højt så højt at man føler ens hjerte går i stykker, bare tanken om at det hele kan slutte så brat. Samtidig er man ved at gå til af bekymring over om man gør det rigtige, ønsker hunden at være her, får den et godt liv, er det hele forgæves osv.

 

Husk at passe på dig selv søde møffes mor, husk at give dig selv et knus for din kæmpe indsats og kamp for at få Møffe på benene igen og husk at du er den bedste hundemor møffe kan få.

 

Tak, søde! :kys: Og ja, det er nemlig hårdt. Det første korsbånd var kun hårdt, fordi man var lidt begrænset i en periode. Men man var jo rimelig sikker på resultatet i den anden ende, så det var jo til at tage og føle på og egentlig bare lidt træls, men ellers ok....

 

Men al den her usikkerhed, når man kan se, at ens hund bare ikke har det godt - for det var virkelig sådan i påsken :-( Han mistede livsglæden, lå bare og sov/hvilede, når vi ikke gik og var ikke til at få rigtig glad... Men nu er han da heldigvis ok glad!

 

Så håber jeg bare alt, hvad jeg kan, at der sker nogle gode ting sådan riiimelig hurtigt, så vi får noget ordentligt kvalitet ind i hverdagen igen.

[tantemaier]

Jeg er rigtig ked af at høre at det går meget langsomt fremad... Men så længe det går fremad, så så skal Møffe nok få lov at være hund igen. Det tager bare længere tid. Der er en masse hvis nu, så... men det kan der ikke laves om på nu. Nu skal I fremad og det er hårdt med alle de øvelser og den genoptræning. Det har vi selv været igennem, men bagefter er det bare såå lækkert.

Så vi kan kun sende en masse til jer og ønske jeg god vind med genoptræningen.

[Gæst Stella]

Tak, søde! :kys: Og ja, det er nemlig hårdt. Det første korsbånd var kun hårdt, fordi man var lidt begrænset i en periode. Men man var jo rimelig sikker på resultatet i den anden ende, så det var jo til at tage og føle på og egentlig bare lidt træls, men ellers ok....

 

Men al den her usikkerhed, når man kan se, at ens hund bare ikke har det godt - for det var virkelig sådan i påsken :-( Han mistede livsglæden, lå bare og sov/hvilede, når vi ikke gik og var ikke til at få rigtig glad... Men nu er han da heldigvis ok glad!

 

Så håber jeg bare alt, hvad jeg kan, at der sker nogle gode ting sådan riiimelig hurtigt, så vi får noget ordentligt kvalitet ind i hverdagen igen.

 

 

Jeg tror desværre også hunde kan miste livgnisten hvis vi mister troen på dem. De kan jo godt mærke at vi også er kede af og det og frusteret og hunde ønsker jo ikke at være til besvær, men vi kan jo hellere ikke skjule vores følelser altid. Hundene ser jo lige gennem os, så derfor tror jeg ( selvom det virkelig kan være svært ) er vigtig at vi ikke opgiver og mister håbet, for det går lige i hunden.

 

Jeg siger hver eneste aften til Teitur når vi skal sove, har sådan en hel remse, som jeg føler jeg skal sige fordi han ikke må tro hans mor her har givet op og at han er til besvær, så jeg siger hver aften når vi skal sove " godnat skat, kan du sove godt, mor elsker dig rigtig højt, tak for dagen i dag, vi ses i morgen " det siger jeg hver eneste aften, jeg er sikker på at Teitur forstår det, bare kald mig skør, men ved at det betyder noget.

Når han har været rigtig syg, har jeg altid sagt til ham at det skal vi nok klare i fælleskab, men at det også er okay hvis han ikke ønsker at være her mere.

 

Jeg tror på at dyr forstår rigtig meget og ved hvad vi siger til dem i sådan situationer hvor alt er så følsomt.

 

Det kan godt være det bare er mig der er skadet, men jeg tror at os der har haft en alvorlig syg hund, har siddet der med hunden, mærket alle de væreste følelser og sorgen og usikkerheden og samtidig skal være stærk og trøste vores allerbedste ven og igen kommet ovenpå eller delvis ovenpå, jeg tror man får et helt særlig bånd til sin hund og at hund og ejer kommer til at forstå hinanden på et helt andet plan, jeg føler hvert fald at jeg ofte kan snakke med Teitur og at vi forstå hinandens tanker.

 

Som sagt måske er det bare mig der har taget skade, men mon ikke der er andre der har oplevet det ?? Feks dig Møffes mor eller Tantemaier ?

[bernerazuro]

Jeg er rigtig ked af at høre at det går meget langsomt fremad... Men så længe det går fremad, så så skal Møffe nok få lov at være hund igen. Det tager bare længere tid. Der er en masse hvis nu, så... men det kan der ikke laves om på nu. Nu skal I fremad og det er hårdt med alle de øvelser og den genoptræning. Det har vi selv været igennem, men bagefter er det bare såå lækkert.

Så vi kan kun sende en masse til jer og ønske jeg god vind med genoptræningen.

 

Tark :kys:

 

Jeg tror desværre også hunde kan miste livgnisten hvis vi mister troen på dem. De kan jo godt mærke at vi også er kede af og det og frusteret og hunde ønsker jo ikke at være til besvær, men vi kan jo hellere ikke skjule vores følelser altid. Hundene ser jo lige gennem os, så derfor tror jeg ( selvom det virkelig kan være svært ) er vigtig at vi ikke opgiver og mister håbet, for det går lige i hunden.

 

Jeg siger hver eneste aften til Teitur når vi skal sove, har sådan en hel remse, som jeg føler jeg skal sige fordi han ikke må tro hans mor her har givet op og at han er til besvær, så jeg siger hver aften når vi skal sove " godnat skat, kan du sove godt, mor elsker dig rigtig højt, tak for dagen i dag, vi ses i morgen " det siger jeg hver eneste aften, jeg er sikker på at Teitur forstår det, bare kald mig skør, men ved at det betyder noget.

Når han har været rigtig syg, har jeg altid sagt til ham at det skal vi nok klare i fælleskab, men at det også er okay hvis han ikke ønsker at være her mere.

 

Jeg tror på at dyr forstår rigtig meget og ved hvad vi siger til dem i sådan situationer hvor alt er så følsomt.

 

Det kan godt være det bare er mig der er skadet, men jeg tror at os der har haft en alvorlig syg hund, har siddet der med hunden, mærket alle de væreste følelser og sorgen og usikkerheden og samtidig skal være stærk og trøste vores allerbedste ven og igen kommet ovenpå eller delvis ovenpå, jeg tror man får et helt særlig bånd til sin hund og at hund og ejer kommer til at forstå hinanden på et helt andet plan, jeg føler hvert fald at jeg ofte kan snakke med Teitur og at vi forstå hinandens tanker.

 

Som sagt måske er det bare mig der har taget skade, men mon ikke der er andre der har oplevet det ?? Feks dig Møffes mor eller Tantemaier ?

 

Du har sikkert flere pointer der.

 

Det er egentligt sjovt at se, hvordan Møffe har udviklet sig... Da han var yngre, der lod han sig aldrig påvirke af min sindsstemning - men det er han godt nok begyndt på med alderen... Og det skal jeg passe på med, for har tydeligt set allerede et par gange, hvordan hans humør er steget og faldet lige som mit også er.

 

Og ja, båndet styrkes godt nok til hunden, når man kæmper for at komme over noget... Jeg har dog endnu ikke oplevet noget helt så vildt, som du har.

[cs-dumle]

Der var den jo... tråden...

men den er jo blevet en hel del længere siden sidst jeg læste at alt var ved at være som det skulle

Det er da en helt vild omgang i har været igennem :ae: Håber virkelig snart Møffe er tilbage fuld af livsglæde :ae:

[bernerazuro]

En bette opdatering herfra.

 

Det går fremad med Møffe. Vi var forbi Claus Sloth i dag og kom i god tid, samtidig med at vi var de første efter pausen - så for en gang skyld var der 100% ro på, med det resultat at vi fik en god sludder om sundhed og avl

 

Anyways, han kiggede på Møffe og vi snakkede om den operation, der er en halv mulighed. Den er ham bekendt ikke forsøgt i samarbejde med TTA'en før, han har endda snakket med nogle kloge hoveder til et seminar eller lign. i Schweiz. Så hvis det skal være, så skal det være som sidste udvej - og står vi der, så er det spørgsmålet, om jeg vil udsætte Møffe for det, med de ukendte chancer.

 

Men, som sagt, det går fremad - så jeg tror heldigvis ikke, at det bliver nødvendigt! Han er begyndt at tage en ok støtte på benet, over weekenden har det enddog været rigtig pænt.

 

Tilgengæld var han så til genoptræning i går og fik ½ eller 1 minut ekstra i waterwalkeren - og han virkede MEGET træt i benet oven på dette. Så nu står den lige på ro - prøver JEG i hvert fald på at sørge for.

 

Kan tilgengæld frustreres ualmindeligt over min far, der åbenbart ikke fatter, at han gang på gang kører Møffe uhensigtsmæssigt op - og i det leverede han så bare lige prikken over i'et, da han åbnede havelågen fra baghaven, da min mor kom hjem, så han kunne komme ud og hilse... Med det resultat at Møffe (selvfølgelig) løb ud for at hilse på min mor, der var på vej op ad trappen til hoveddøren foran, med det dobbelt-katastrofe-resultat, at Møffe nærmest sprang op ad trappen :-(

 

Der virker heldigvis ikke til at være sket noget, men for helvede, hvor kan jeg blive frustreret over hans handlinger nogle gange - og nu skulle jeg altså bare lige ud med det... Ved ikke, om han bare ikke har fattet, hvor alvorligt det her er, men fatter bare ikke, hvordan han IKKE kan have fattet det... Havde det ikke været fordi jeg stod og snakkede i telefon, havde han rent ud sagt fået en skideballe...

 

Så nu må vi se, om det her kan ses i aften eller i morgen, det håber og beder jeg virkelig ikke, at det ikke kan

[cs-dumle]

Ej øv for den da også hvor irriterende! Kan jeg da virkelig godt forstå du er træt af :ae: Måske hvis du forklarer din far hvor mange penge det vil koste at han forstår det bedre (ja det er hvad der virker bedst på Bjørn ).

 

men hvor er det dejligt han er begyndt at støtte bedre :5up: Kan godt se den operation er noget der skulle overvejes meget nøje hvis det skulle være Håber det fortsætter i den rigtige retning!

[bernerazuro]

Ei, for søren, håber I har forstået mit indlæg korrekt, for har da godt nok lavet mange fejl her og der og skrevet tvetydige sætninger

 

Ej øv for den da også hvor irriterende! Kan jeg da virkelig godt forstå du er træt af :ae: Måske hvis du forklarer din far hvor mange penge det vil koste at han forstår det bedre (ja det er hvad der virker bedst på Bjørn ).

 

men hvor er det dejligt han er begyndt at støtte bedre :5up: Kan godt se den operation er noget der skulle overvejes meget nøje hvis det skulle være Håber det fortsætter i den rigtige retning!

 

Ja, hvis det skulle komme så vidt, så bliver det en svær beslutning.

 

Ang. min far, så er han generelt altid bedre til at mene, at han ved bedre end jeg... Så jeg tror sq ikke den med pengepungen dur på ham, desværre... Har forsøgt lidt med den, men måske lidt kraftigere. Han var dog meget stille, da han kom hjem fra keyboard, som han går til, og jeg sagde til ham "Far, det der, det gør du ikke igen, vel?". Så tror måske nok at han lærte rigeligt uden skideballe eller noget - det var i hvert fald ikke en typisk far-reaktion.

 

Hvis det så bare også gjalt dagligdagen, så han ikke stressede Møffe op i leg, så ville jeg være glad...

[bernerazuro]

Og selvfølgelig støtter Møffe ikke helt så meget på benet i dag... MØG! Men jeg håber virkelig, at det hjælper med nogle dages ro

[tantemaier]

Øv altså

Så kan du pænt forklare din far og vise ham at det er skridt tilbage for Møffe, når han ikke tænker sig om...