Löwchen som handicap/hjælperhund

[kennel-lowchen]

I USA og Norge er løverne meget brugt som hjælperhunde til handicappede med forskellige handicaps..

Pga deres altid glade, imødekommende og sjove væsen er de især gode til folk med depressioner og andre psykiske handicaps.. Især børn er de gode til da det er en mindre hunderace som ikke er hverken vogtende eller hyrdende...

 

Jeg vil skrive lidt om de hunde vi har solgt som handicaphunde:

 

Den første leverede vi til en (næsten) blind kvinde.. Han blev vænnet til klokke, så hun altid kunne høre hvorhenne han befandt sig..

I starten var det bare meningen at han skulle være hendes ven og kæledyr..Men efterhånden som han voksede til viste det sig at han "vidste" at hans mor er blind..Han ledte hende selv uden om forhindringer. Og stoppede op hvis der var store forhindringer som de ikke kunne komme udenom.

Da løverne er meget glade for øjenkontakt og hele tiden henvender sig til ejeren med øjnene, var vi ret spændte på om han ville forstå hun var blind.. Eller om øjne bare er øjne..

Men det viste sig hurtigt at han droppede øjenkontakten og gik over til at dutte i stedet for..

Ejer har også diabetes og på et tidspunkt opdagede hun at hunden kunne mærke når hendes blodsukker faldt.. Længe inden hun selv kunne mærke noget!! Han har så udviklet sin egen teknik hvor han, så snart han mærker noget, kradser hende og hiver i hendes bukseben..Så ved hun at hun hellere må tage en test..Og det passer hver gang

Han har lært at samle ting op som ejer taber..Samt han åbner og lukker skuffer/skabsdøre osv.. Han har også lært at ringe med en klokke :slem:

Hund nr. 1 er 3½ år..

 

Hund nr. 2 blev valgt netop pga hund nr. 1 evne til at opdage faldet i blodsukker...

Ejer ville have en lille hund og havde hørt om hund nr. 1 evne til at opdage blodsukker fald..Og han har ikke misset et eneste fald endnu..Hund nr. 2 er 2 år nu..

 

Hund nr. 3 blev leveret til en ung mand med svær ADHD og svær socialfobi.

Ejer bor ikke ret langt herfra, så hans socialrådgiver og kontaktperson kontaktede mig og hørte om vi ville være med til at se om det var en hjælp med en hund.. De havde kigget på mange hunde, og var nået frem til at løverne, med deres imødekommende og glade væsen ville være et godt match..

Vi holdt nogle familiemøder (altså i familien) da jeg godt var klar over at det krævede noget mere af os alle sammen, hvis vi skulle indgå i et tæt samarbejde med en handicappet og hans kontaktperson. Møderen endte op i at vi indvilgede.

 

Vi udvalgte en hvalp fra de tjekkiske linjer, som vi ved ikke er bange for noget. Har et fantatisk temperament og altid er glade. Og holder sig langt væk fra ballade.

Vi mødtes rigtig mange gange, både hos ny ejer og her, både inden hvalpen blev valgt og efter..fra hvalpene var omkring 4 uger var hvalpene altid tilstede under møderne.

Vi beholdt hvalpen til den var 14 uger og derefter var der en indkøringsperiode på yderligere 4 uger, hvor vi hver dag mødtes med ny ejer samt hans kontakt person og tog på miljøtræning forskellige steder med ejer og hans hund (efter mit ønske).. Mest for at ny ejer skulle lære at folk henvender sig til en når man går med en hvalp (det er svært når man har socialfobi)..

Arbejdet med ny ejer og hund nr. 3 har været usandsynlig lærerigt og spændende.. Men er gået over al forventning.

Vi har selvfølglelig stadig tæt kontakt til ny ejer, som har fået det meget bedre både mht. socialfobien (han kommer jo ud flere gange om dagen og møder fremmede menensker) men også ift. ADHDen

Hun nr. 3 er 2 år

 

Nu havde vi fået blod på tanden så da vi blev kontaktet via Aspergerforeningen, sagde vi ja til at levere en hund til en pige med Asperger..

Aspergerforeingen bruger meget aussier som handicaphunde, men ønskede en hund som var så lille at den kunne komme med rundt uden problemer.. og som var uden hyrdetendenser...

Egentlig ville de helst have haft en tæve, men vi havde en hanhund ( vi selv ville beholde) som havde det helt perfekte temperament og blev derfor enige om at at det skulle være den. Samtidig var de andre jo hanhunde så dem havde vi lidt erfaring med...

Han var knap 5 måneder da de fik ham.

Og det er gået forrygende.. Pigen har aldrig været gladere end hun er nu.

Som hun selv siger så er hunden hendes ven og hun kan fortælle ham alle mulige ting uden han driller eller griner..

Han er 1 år nu.

 

De tilbagemeldinger vi har fået er at den handicappede føler sig gladere og har fået mere livskvalitet og livsglæde. Så de fokuserer mindre på deres handicap og mere på glæden ved livet. De bliver mere udadvendte og får en større omgangskreds i og med at de er nødt til at komme ud med hunden hver dag.

Og så tror jeg på at det er vigtigt for mennesker (handicappede eller ej) at føle nogen har brug for en, og at man har en ven som man kan stole på.

 

Jeg har med vilje udeladt alle navne både på ejere og hunde.

Redigeret Maj 10, 2011 af kennel-lowchen
Ingen løvetråd uden billeder :-)

[Dinah]

jamen hvor er det dog fantastisk:lun:

[sonja77]

Hvor er det skønt, at en hund kan gøre så stor en forskel i nogens liv.

[Gæst Troglodyt]

Jeg bliver helt rørt af at læse dine fortællinger om Løwchen som handicaphund. Smukt.

[Tweesa]

Det er jo fantastisk at hunde bare ved, hvad de skal gøre ^^

 

Iøvrigt, så er min mor rådgiver for aspergerforeningen, og hun har før henvist folk med ønske om hund til dig ^^ Hvem ved, måske du allerede har solgt til dem?

 

Iøvrigt læste jeg en fantastisk historie om en autistisk dreng, hvor familien fik en chihuahua.

Han var bange for kryb, så han sov i køje seng med en labyrint af myggenet. En dag fandt chi'en en edderkop, jagtede den og åd den - siden den dag var hunden hans lille væbner, og de måtte bygge laaang balancebom op til køjesengen, for der ville hunden altså sove!

Familien måtte købe en hund mere, til dem selv! Chien var simpelthen ikke interesseret i dem, hvis drengen var hjemme

[kennel-lowchen]

Det er jo fantastisk at hunde bare ved, hvad de skal gøre ^^

 

Iøvrigt, så er min mor rådgiver for aspergerforeningen, og hun har før henvist folk med ønske om hund til dig ^^ Hvem ved, måske du allerede har solgt til dem?

 

Iøvrigt læste jeg en fantastisk historie om en autistisk dreng, hvor familien fik en chihuahua.

Han var bange for kryb, så han sov i køje seng med en labyrint af myggenet. En dag fandt chi'en en edderkop, jagtede den og åd den - siden den dag var hunden hans lille væbner, og de måtte bygge laaang balancebom op til køjesengen, for der ville hunden altså sove!

Familien måtte købe en hund mere, til dem selv! Chien var simpelthen ikke interesseret i dem, hvis drengen var hjemme

Det har med garanti været din mor så..Jeg fik navnet at vide på rådgiveren..Men kendte hende ikke..Jeg troede det var Oskar-løwen herinde fra der havde gjort opmærksom på racen nemlig..

Sig tak til din Mor

[Aina B]

Dejlige historier :hjerte:

 

Må ha en löwchen handicaphund på et tidspunkt :hjerte:

[kennel-lowchen]

Dejlige historier :hjerte:

 

Må ha en löwchen handicaphund på et tidspunkt :hjerte:

Ja det er da det du skal...

[Mettemille]

Det er rigtig skønt at høre hvordan hunde kan hjælpe mennesker med forskellige vanskeligheder, hvor må det være rart at have hjulpet disse mennesker

 

Det er et emne jeg beskæftiger mig meget med netop nu, fordi det er emnet for min bachelor i psykologi.

 

I terapeutisk sammenhænge forstår man dyret som et terapeutisk værktøj, der faciliterer kontakt mellem klient og terapeut, men ingen tænker på at fordi dyr er så stor en del af vores hverdagsliv og kultur, må de forstås som mere end det, de må også forstås som reelle subjekter.

 

Terapeuter er jo også mennesker, og derfor er det problematisk hvis man kun ser dyr som et redskab. Det du fortæller viser jo noget andet - at den terapeutiske effekt, såsom lindring af socialfobi, også optræder uden terapeuten er til stede. Desuden er man nødt til at erkende at dyret nok også har en effekt på terapeuten, men det er en ret forbigået pointe

 

 

Beretningen om løvernes evne til at hjælpe mennesker er simpelthen bare dagens indlæg

[Gæst malula]

Sikke nogle dejlige historier.

Jeg er vildt fascineret over de ting, hunde kan hjælpe med og ikke mindst fornemme!!

 

 

Sidder så lige og tænker på, hvornår man er så handicappet at man kan tilkomme en løve???? :hmm:

[Gæst Sitto]

Hvor er det dog nogle fantastiske historier.

Er vildt fascineret over at en hund kan mærke et blodsukkerfald - det er virkelig utroligt. De har bare nogle evner som vi ikke forstår.

[Aina B]

Det er imponerende hvad hunde kan "mærke". Så i en udsendelse om en hund, som kunne advare sin ejer om at der var et epilepsi-anfald på vej

 

Og hunde, der kan lugte om folk har kræft

 

Hvad skulle vi gøre uden de fantastiske hunde :hjerte:

[Dinah]

Det er imponerende hvad hunde kan "mærke". Så i en udsendelse om en hund, som kunne advare sin ejer om at der var et epilepsi-anfald på vej

 

Og hunde, der kan lugte om folk har kræft

 

Hvad skulle vi gøre uden de fantastiske hunde :hjerte:

 

Jeg så også den udsendelse eller en anden tilsvarende.

Det var en chi, som altid advarede inden et anfald, den blev en handi-hund og måtte komme med alle steder. Det var næsten 1 gang dagligt og det slog aldrig fejl:lun:

 

Rosita fortæller også når Leonora har feber, den har heller aldrig slået fejl. Hun kredser om hende hele tiden og lægger sig på hende med lidende øjne, hvorefter jeg mærker på hende. Men når Thim eller Lotje har feber, så gør hun det ikke:hmm:

[Tine1]

Jeg så også den udsendelse eller en anden tilsvarende.

Det var en chi, som altid advarede inden et anfald, den blev en handi-hund og måtte komme med alle steder. Det var næsten 1 gang dagligt og det slog aldrig fejl:lun:

 

Rosita fortæller også når Leonora har feber, den har heller aldrig slået fejl. Hun kredser om hende hele tiden og lægger sig på hende med lidende øjne, hvorefter jeg mærker på hende. Men når Thim eller Lotje har feber, så gør hun det ikke:hmm:

 

Jeg tror, at man skal være temmelig obs på sin hunds adfærd, hvis man skal spotte den slags... Jeg er sgu nok for distræt til nogensinde at opdage, hvis Otto skulle have den slags talenter..

 

Men altså - vildt imponerende at læse om hundes "6. sans"..!!

[kennel-lowchen]

Jeg tror, at man skal være temmelig obs på sin hunds adfærd, hvis man skal spotte den slags... Jeg er sgu nok for distræt til nogensinde at opdage, hvis Otto skulle have den slags talenter..

 

Men altså - vildt imponerende at læse om hundes "6. sans"..!!

Jeg trro ikke man skal være mere obs end andre, men du har f.eks ikke brug for at vide om dine børn har feber..Det har DInah iom at de fejler det de gør.. Dem med diabetes vil også opdage en sammenhæng fordi de hele tiden er opmærksomme på dem selv og deres sygdom..

Hvis du gik tur med Otto og han mødte en tæve og "klaprede tænder" ville du tænke "aha..han kan lide hende/hendes duft"..Jeg ville tænke "Okeyyy hun kommer snart i løbetid eller hvis hun er drægtig føder hun inden for et par døgn"..Vores forudsætninger for hvad vi ser og og drager for konklusioner, afhænger af hvem vi er :hmm:

Hunde "ved" meget mere end vi tror iom deres fremragende lugtesans..

[Tine1]

Hmm.. det er egentlig klart, det du fortæller der... Havde ikke lige tænkt på det på den måde..

 

Men kræver det egentlig ikke, at de kan lide duften...?? Jeg har nemlig lagt mærke til, at Otto snuser til drengenes sår på knæene (kronisk lidelse herhjemme:stupid:) - men hvis der er infektion i, er han fuldstændig ligeglad.

[kennel-lowchen]

Hmm.. det er egentlig klart, det du fortæller der... Havde ikke lige tænkt på det på den måde..

 

Men kræver det egentlig ikke, at de kan lide duften...?? Jeg har nemlig lagt mærke til, at Otto snuser til drengenes sår på knæene (kronisk lidelse herhjemme:stupid:) - men hvis der er infektion i, er han fuldstændig ligeglad.

Jeg ved sq ikke om de skal kunne lide lugten Jeg kan se i min flok med mange individer har man forskellige "opgaver" Terry tjekker alle hunde hver eneste dag.. og Ivy følger altid med rundt og ordner øjenene på alle..Derfor ved jeg altid når en af hundene har fået en kade på øjet/begyndende betændelse eller noget, for han går tilbage til den hund mange gange i løbet af agen og tjekker og renser øjne.. Hvis en har fået et sår (hotspot f.eks) så er de også meget nursende og slikker og renser såret...

Men underligt han ikke slikker i deres inficerede sår:confused:

[kennel-lowchen]

Her er en kopi af en mail jeg fik igår aftes. Jeg har fjernet hundens navn, men ellers er mailen som da den kom:

 

Hej Janni

Først tak for den vidunderlige skønne hund og det enorme kæmpearbejde I lagde i at han blev så superb en hjælper for mig.

Jeg tænker på jer hver dag.

Jeg har læst det du skriver om handicappede og løwchenhunde inde på hundeforummet… Og du skulle skrive en masse mere.

Jeg vil fortælle lidt om hvad jeg synes du mangler:

Accept i samfundet! Hvis man er handicappet føler man sig så tit udstødt af samfundet. Og med et synligt handicap må det være meget slemmere. Jeg har en ven som af og til følges med mig. Han er lam fra livet og ned og kører derfor i elektrisk kørestol. Når vi er i butikker sammen (uden hunden) så er der ingen mennesker der snakker til ham. Ikke engang kassedamen tager øjenkontakt med ham. Ude i samfundet har han åbenbart en smitsom sygdom fordi han sidder i kørestol? Han siger det altid er sådan. Så snart vi har hunden med og han går ved siden af kørestolen, kontakter folk min ven. Spørger hvad han er for en slags race og hvor gammel han er. Og om han er uddannet til hjælpehund for en handicappet og hvor han kommer fra. Og om han ikke er bange for kørestolen og om han kan åbne skuffer og hente ting. Han siger det er hårdt at skulle bære både sit handicap og følelsen af at være en udstødt.

Jeg synes også du skal skrive mere om det psykiske i at have en hund. Min hund elsker mig uanset hvordan jeg er. Han er ligeglad med om jeg ikke bryder mig om store grupper og fremmede mennesker. Og han fungerer som isbryder i de situationer hvor jeg har lyst til at løbe min vej. Folk spørg altid til ham og ikke til mig. Det er ham de kigger på og ikke mig. Jeg føler mig mere som en integreret del af samfundet end før jeg havde hund. Jeg har fået mere selvtillid i situationen. Og føler hunden er min kammerat. Og at vi har et bånd sammen. Jeg kommer meget mere ud og skal ikke overvinde mig selv for at tage ud at handle eller tage til lægen. Hunden må gerne komme med ind i butikker, da den er ligesom en førerhund (et redskab til at komme rundt). Man presser sig selv mere fordi man har en anden at tage hensyn til. Jeg kan godt tage steder hen nu hvor jeg ikke har været før. Og nu opstår der ikke længere en underlig situation når jeg ikke vil snakke mere med folk. Jeg siger bare nåmen nu bliver han utålmodig så vi må videre. Før opstod der en underlig tavshed når jeg ville væk. Jeg føler mig ikke længere ensom og mit medicinforbrug (depression) er sat ned. Jeg føler mig meget lykkeligere og gladere for at leve. Måske fordi jeg føler en, som ikke er min familie, elsker mig og har brug for mig? Vi er partnere jo. Han har brug for mig og jeg har brug for ham.

Kan/må man elske en hund? For så er det lige det jeg gør

Alle uanset handicap burde have en hund

[Oskar-løwen]

Jeg arbejdede sidste år med unge, som har autisme og asperger, og nogle gange havde jeg Luffe og Oskar med på arbejde.

Her var det tydeligt, at de unge havde meget nemmere ved at snakke, når Luffe sad på skødet af en af dem. Så var vi ligesom sammen om noget trejde, og det var ikke personen selv, der var i fokus. Så snakkede vi om og til Luffe, og personen, der sad med ham fik snakket dobbelt så meget, som han ellers ville have gjort på en hel dag.

Eller vi kunne sidde og kigge og grine af Oskar, der løbe rundt og fik snakket med en masse forskellige - han klovnede og var sjov.

 

Jeg er helt sikker på, at mange af de unge ville have rigtig godt af at have en hund, som de kunne snakke med til dagligt. Den kunne også fungere som mellemled til de svære samtaler med andre mennesker, som mange med autisme og asperger har svært ved eller ikke bryder sig om.

 

Jeg har anbefalet mange af disse familier at anskaffe en selskabshund, som den unge kunne knytte sig til.

[kennel-lowchen]

Jeg arbejdede sidste år med unge, som har autisme og asperger, og nogle gange havde jeg Luffe og Oskar med på arbejde.

Her var det tydeligt, at de unge havde meget nemmere ved at snakke, når Luffe sad på skødet af en af dem. Så var vi ligesom sammen om noget trejde, og det var ikke personen selv, der var i fokus. Så snakkede vi om og til Luffe, og personen, der sad med ham fik snakket dobbelt så meget, som han ellers ville have gjort på en hel dag.

Eller vi kunne sidde og kigge og grine af Oskar, der løbe rundt og fik snakket med en masse forskellige - han klovnede og var sjov.

 

Jeg er helt sikker på, at mange af de unge ville have rigtig godt af at have en hund, som de kunne snakke med til dagligt. Den kunne også fungere som mellemled til de svære samtaler med andre mennesker, som mange med autisme og asperger har svært ved eller ikke bryder sig om.

 

Jeg har anbefalet mange af disse familier at anskaffe en selskabshund, som den unge kunne knytte sig til.

Der burde laves en masse undersøgelser på det her område... Alle snakker om hvor godt det er og hvor stor gavn menneskene har af det..MEn hvad er det så der holder "nogen" tilbage med at gøre det? Er det arbejdet med at have hunden som de handicappede måske ikke selv kan klare?

Jeg har snakket med plejehjemmet om det og de melder klart ud at ingen gider samle lort op efter hunden, fodre, lufte og pelspleje den Men hvorfor så ikke lave en aftale med et team der tager rundt på plejehjemmene/hos de handicappede x antal gange om måneden.. Jeg har tilbudt det men det dør ligesom en smule når jeg hver eneste gang skal lave en aftale på forhånd og det skal passe sammen med hvornår alle kan..

 

De kune ansætte en hund Jeg har flere som ikke skal bruges i avlen mere, men som jeg beholder som ambassadør for racen.. De vil da geren ud og lave noget :banan:

[Oskar-løwen]

Der burde laves en masse undersøgelser på det her område... Alle snakker om hvor godt det er og hvor stor gavn menneskene har af det..MEn hvad er det så der holder "nogen" tilbage med at gøre det? Er det arbejdet med at have hunden som de handicappede måske ikke selv kan klare?

Jeg har snakket med plejehjemmet om det og de melder klart ud at ingen gider samle lort op efter hunden, fodre, lufte og pelspleje den Men hvorfor så ikke lave en aftale med et team der tager rundt på plejehjemmene/hos de handicappede x antal gange om måneden.. Jeg har tilbudt det men det dør ligesom en smule når jeg hver eneste gang skal lave en aftale på forhånd og det skal passe sammen med hvornår alle kan..

 

De kune ansætte en hund Jeg har flere som ikke skal bruges i avlen mere, men som jeg beholder som ambassadør for racen.. De vil da geren ud og lave noget :banan:

 

Jeg hørte nogle gange, at forældrene til de unge fortalte, at de var bange for,a t de ikke ville have overskud til at have en hund. I forvejen så var det rigtig hårdt for familien, når man havde et barn med en kontaktforstyrrelse, og mange var lidt tyndslidte og trængte faktisk til aflastning. Tanken om også at skulle tage sig af en hund i disse familier, det tror jeg godt kunne afskrække lidt - altså de dagligdags ting som gåture, samle lort op, pelspleje osv. Forældrene var bange for, at de ikke havde overskuddet til det, og de kunne jo ikke regne med, at den unge ville kunne tage 100 % ansvar fr hunden hver dag - de havde både gode og dårlige dage, og på de dårlige ville der ikke være overskud til at gå med en hund.

 

Men der er helt sikkert et marked for at tage rundt med et par hunde. Men man skal nok selv gøre arbejdet i starten og brase ind og demonstrere ideen og vise og forklare mulighederne. Jeg tror personalet skal se og opleve det, før de ville vælge det til

[Tine1]

Min far har alzheimers og det plejehjem han bor på (for demente) har tidligere haft en hund.. Dvs. det var en af de ansatte, der havde hund og altid havde den med. Når hun skulle have hundet passet var det plejehjemmet, der tog sig af den.. Beboerne og personalet havde SÅ meget glæde af den..!

 

Når jeg besøger min far uden hund - besøger jeg bare ham... Når jeg har Otto med besøger jeg HELE plejehjemmet.. Utroligt hvad sådan en lille hund kan bidrage med sådan et sted. Stemningen er så meget gladere:5up:

[kennel-lowchen]

Min far har alzheimers og det plejehjem han bor på (for demente) har tidligere haft en hund.. Dvs. det var en af de ansatte, der havde hund og altid havde den med. Når hun skulle have hundet passet var det plejehjemmet, der tog sig af den.. Beboerne og personalet havde SÅ meget glæde af den..!

 

Når jeg besøger min far uden hund - besøger jeg bare ham... Når jeg har Otto med besøger jeg HELE plejehjemmet.. Utroligt hvad sådan en lille hund kan bidrage med sådan et sted. Stemningen er så meget gladere:5up:

Ja der burde meget mere fokus på det..:5up:

[Gæst Troglodyt]

Ja, jeg bliver stadig mega rørt, når jeg læser denne tråd. Flot at læse e-mailen fra en af dem som du har formidlet en 'hjælpehund' til skrive om, hvad hunden gør for ham.

 

Jeg kan bare se, hvor godt det er for mine børn at have fået en hund. Specielt knægten har rigtig meget brug for at kramme Heika og bare ligge med hende på maven og nyde hende!

 

Og det er iøvrigt også godt, at de har lidt pligter i den forbindelse. Børnene skiftes om at gå eftermiddagsturen med Heika - og det hører selvfølgelig med at samle op efter den også.

[MiniBillen]

Jeg har jo lige fået min Charlie for en uge siden, og han er faktisk solgt til mig med henblik på at være min handicap/hjælper-hund

 

Jeg har haft ham en uge nu, og det er utroligt, hvor meget betydning det har haft for mig allerede:-D

 

Først og fremmest, vil jeg lige fortælle at det var yderst vigtigt for mig, at jegvar rimelig velfungerende før jeg fik min hund. Jeg har nemlig et ansvar overfor ham, og det ville jeg kunne tage fuldt ud - hvilket jeg har kunnet 1½ års tid, men jeg ventede til timingen var perfekt samt at jeg fik den perfekte hund, hvilketjeg så sandelig har fået:banan:

Som jeg ser det, er det af største betydning at hunden er meget selvsikker

og ikke lader sig skræmme let..

 

Jeg har i mange år haft tendenser til angst og nervøsitet. Decideret angst er historie, men nervøsiteten har holdt ved.. De første 2 dage jeg havde ham, var jeg konstant bekymret for at han skulle komme tilskade, så jeg var tæt ved ham konstant.

 

Det hjalp mig, ved at jeg tænkte enormt meget over hans behov, og ikke mine egne, samt og vigtigst af alt, at jeg om aftenen på 2. dagen da vi skulle sove, lå og tænkte helt vildt meget. Blandt andet at min hund var så nysgerrig og fuld af gå på mod at hvis jeg overvågede ham som en høg, og var ved at dø af skræk, hver gang han tumlede i leg, så ville jeg ende med en hund der selv blev bange og nervøs - og det ville jeg for alt i verden undgå.

Så jeg aftalte med mig selv, at min lille hund skulle bevare sit dejlige syn på verden, derfor måtte jeg forandre mit. Og det gjorde jeg, allerede da vi stod op dagen efter. Jeg er stadig i nærheden, men tager alting meget mere afslappet. Og det gør jeg ikke kun i forhold til ham, men det ændrede min tankegang i forhold til mange ting.

 

At gå og træne lidt med ham i løbet af dagen, giver en rigtig dejlig følelse indeni når det lykkedes. og lykkedes det ikke er det ikke verdens undergang, vi prøver bare igen senere, han dømmer mig ikke af den grund, og jeg dømmer ikke mig selv..

 

Når jeg ordner hans pels, bliver jeg så afslappet og hygger mig og at have succes med at gøre det, uden at han bliver hyserisk fordi jeg er møg nervøs, er så rart, og jeg har så stor tålmodighed med ham at det giver mig mere tålmodighed i forhold til alt andet i verdenen.

 

Jeg går ikke og spekulere og er nervøs over alverdens ting i løbet af dagen, jeg tænker på ham, og er sammen med ham.

 

Han har allerede lært, at selvom mor er urolig i sit kropssprog, så er hun det ikke indeni, så derfor kan man godt putte sig op hos hende - så bliver jeg roligere og han nyder bare at være tæt ved mor.. Og, når jeg er lidt urolig indeni, så putter han sig bare til mig, og så er jeg rolig i løbet af få sekunder.. Han bliver aldrig selvurolig eller nervøs, og han ved at mor passer på ham, han søger mig altid før andre, når han vil have lidt opmærksomhed

.

Jeg glæder mig til at stå op hver morgen, bare så jeg kan få en ny dag til at gå med ham, og lære ham endnu bedre at kende.

 

Jeg kan tale med ham hele dagen, se på ham og grine når han laver noget sjovt - han giver mig den største glæde, bare ved at være til.

 

Før Charlie var jeg sammen med alfas hunde stort set hver dag, og jeg oplevede med dem, først mille og senere løverne, hvor meget de betød og hjalp mig i løbet af dagen, bare ved at være dem.

 

Jeg har fået lov til at være med til at træne dem, og passe og pleje dem, så jeg var forberedt fuldt ud, på alle sider, og vidste at lige præcis løver passede super til mig og mit temperament.

 

At fokusere på ham i løbet af dagen, hjælper mig til at tage fokus fra de ting, der ellers normalt betyder enormt meget.. Der bliver rusket i mine systemer og rutiner og det provokere ikke nervøsitet, men jeg føler mig mere fri. Jeg har ikke lyst til at bruge energi på systemer, jeg vil bruge energi på ham.

 

Siden der kom hund i mit liv, har mit syn på mine omgivelser ændret sig til det bedre og det bliver endnu bedre hver dag efter jeg har fået Charlie.

 

Det er vigtigt for mig, at han har det godt og er glad, jeg husker mig selv bedre fordi vi laver nye rutiner sammen.

Jeg får ofte nye tanker omkring et eller andet med ham som jeg bliver i tvivl om, heldigvis har jeg en tålmodig opdrætter og alfa, som gerne svare på spørgsmål når jeg er i tvivl om noget:blink:

 

Alfas hunde betyder ligeså meget for mig nu, som før, men det at Charlie er min egen, gør en forskel. Han er også min om natten, og han må gerne være i min seng og putte. Han er min når han laver ballade, han er min når han vågner om natten og alle andre tider af døgnet:klap:

 

Jeg giver ham alt jeg kan, men helt uden at prøve, giver han bare så meget mere af sig:lun:

 

Han giver mig et afslappet forhold til verdenen, frihed og enormt meget livsglæde.