Tal mig lige fra at få en hund til ... ;-)

[Gæst Joey-Salome]

Årh. Jeg sidder her og tuder nu. Maureen, den hollandske kvinde som skrev så pænt om Raul, altså Buster, hun har lige sendt mig links til nogle videoer, som Lidia har lagt op på youtube, hvor han er med.

Den første er fra første gang, de fik lov at ae ham - han havde længe været så bange pga. de grumme oplevelser på Puerto Real. Og endnu en, hvor han nyder nus og kæl. Prøv at se hans ører. De lange dreadlocks af sammenfiltret pels, som der ikke har været tid til at pleje, og som der end ikke har været tid til at få klippet væk, fordi de hele tiden er så underbemandede på internaterne - og de vil ikke lade de frivillige ordne den slags, af frygt for at noget går galt, hvis man står med en saks/trimmeklipper og en angst hund og ikke er erfaren. Det niver at have sådan nogle for en hund.

 

Men SE, hvor smuk og sød han er ... og han har overvundet så meget af sin angst. Han skal nok komme det sidste stykke, når han så kommer her og får kærlighed af os og kan se og lære af Charlie. Nåja, og jeg skal jo også lære ham meget, men altså. Ajjjj, de videoer ... jeg vil have ham hjem NU!

 

 

 

Og her er et par med ham og nogle andre hunde ... se, han er sådan en lille forsigtigper ligesom Charlie, som gerne vil, men som de andre hunde trænger i baggrunden. Årh, hvor bliver det skønt at få ham hertil hvor der er masser af tid og fokus bare til ham.

Uh, og man kan på videoerne også meget bedre danne sig et indtryk af hans størrelse, den lille smuksak. Ajjj, jeg kan ikke vente!!

 

 

 

[Gæst Joey-Salome]

Hov, nu fik jeg lige set, at Lidia har skrevet om hans filtrede ørepels, at hun ville prøve at få det klippet væk, nu han havde fået tillid til hende. Årh, det er godt. Så kunne de godt komme til at få gjort det alligevel. Det er bare filtret og vokset laaaangt og filtret mere og mere. Og al den tid, han var så bange, der kunne de ikke komme til det. Charlie havde også lidt dreadlocks ved ørerne, da han kom, men det var kun lidt. Dem klippede jeg væk, for man kan ikke rede sådan noget ud, og så voksede den fine, nye pels ud lidt efter lidt.

 

Årh, lille bamsehund. Fire år. Fire. Og før det bare usikkerhed, rædsler og ondskab. Maureen har skrevet mere om Puerto Real i sin mail. Hvordan nogle af de hunde, som blev reddet derfra døde efterfølgende, fordi de var så underernærede og dehydrerede - vand og mad på en killing station er ikke noget, hundene altid har. Nogle hunde var nødt til at blive aflivet fordi deres organer havde sat ud pga. manglen på mad og vand, nogle havde slem lungebetændelse, som det ikke lykkedes at kurere, skønt Animal in Needs dyrlæger gjorde alt, hvad de kunne.

HVORDAN kan nogle mennesker have så lidt til overs for levende væsener. Hvordan kan de andre killing stations bare få lov at fortsætte, skønt de ikke er et hak bedre end Puerto Real - de er bare ikke blevet taget på fersk gerning med beviser nok for dyremishandlingen.

:damn:

 

Maureen har været plejefamilie for hunde, som af div. grunde ikke kunne klare at være på internatet. Hun har også kun gode erfaringer med dem, har set hvordan de blomstrer op og bliver fantastiske familiehunde.

Hun har lovet at hun vil prøve at finde flere billeder og skrive mere til mig. Og hun har bedt om et billede af Charlie - jeg sender hende en håndfuld.

[FrkSmilla]

Nåååh, smukke smukke dreng. (Han er godt nok fin ). Han trænger bare SÅ meget til at komme herop og få masser af kærlighed, opmærksomhed og sin egen moar. Jeg vil se ham logre! Jeg tror også han vil være glad for at Chalie og missen er der, når han er vant til at være en del af en flok. Ejjj, jeg tuder sgu sammen med dig. :megaked:Tanken om han skulle sidde på internaten resten af sit liv og hele tiden blive overhalet indenom i adoptionsforløbet af langt mere pågående hunde og yngre hunde. De ligner jo store hvalpe mange af dem.

 

Jeg kan heller ikke vente til du får ham hjem nu. Kan han overhovedet gå en tur i snor på nuværende tidspunkt, tror du? Åh, hvor er jeg ked af det på alle de hundens vejne. Heldigvis ser personalet ud til at være god til hundene, der hvor de er nu. Men det er da ikke noget liv. 4 år...

[Gæst Joey-Salome]

Nåååh, smukke smukke dreng. (Han er godt nok fin ). Han trænger bare SÅ meget til at komme herop og få masser af kærlighed, opmærksomhed og sin egen moar. Jeg vil se ham logre! Jeg tror også han vil være glad for at Chalie og missen er der, når han er vant til at være en del af en flok. Ejjj, jeg tuder sgu sammen med dig. :megaked:Tanken om han skulle sidde på internaten resten af sit liv og hele tiden blive overhalet indenom i adoptionsforløbet af langt mere pågående hunde og yngre hunde. De ligner jo store hvalpe mange af dem.

 

Jeg kan heller ikke vente til du får ham hjem nu. Kan han overhovedet gå en tur i snor på nuværende tidspunkt, tror du? Åh, hvor er jeg ked af det på alle de hundens vejne. Heldigvis ser personalet ud til at være god til hundene, der hvor de er nu. Men det er da ikke noget liv. 4 år...

 

Årh, altså. Hvis ikke vapsen får mig til at tude, så gør alle I søde mennesker det. Tak, Smilla. :kys:

Ja, det gør han virkelig. Og nej, et internat er et stoppested på vejen - ikke et sted, som egner sig til livstidsophold. Jeg er helt enig, de anbefalede jo også, at han blev adopteret af nogen, som har en anden hund, så han ikke skal være alene-hund. Du har ret - han er netop blevet overhalet indenom gang på gang på gang. Men nu er det slut.:klap:

 

Vi finder nok ud af det med at gå i snor. Charlie er jo fantastisk hvad det angår - fra jeg fik ham, så gik han jo i snor som en trænings-champion. Det fattede jeg bjælde af ... min erfaring fra barndommen var jo en cocker, som helst løb i fire retninger på én gang, mens hun traaaaaak vildt og voldsomt. Charlie - han rendte bare der i slap snor på linje med mine fødder eller lidt bag ved. Han gik jo så pænt, at jeg efter nogle måneder, da han var faldet til, lidt efter lidt begyndte at lade ham gå løs. Først kun i lukkede områder eller hvis vi var kort ude og nattetisse kl. megetsent, hvor der ikke et øje var på de små veje her. Men jeg kunne se, hvordan han altid instinktivt stopper bag mig, når vi skal over en vej, og efterhånden, så blev det bare sådan, at han går løs med mindre vi er et sted, hvor hunde partout SKAL være i snor. Ofte siger folk til mig, at "ih, det er dog utroligt, så velopdragen han er, hvor går han dog pænt". Og ja, det er det - men jeg kan jo ikke rigtig tage æren for det. Sådan var han bare.

Så Charlie er jo et godt forbillede. Men som sagt forventer jeg ikke noget af Buster på forhånd - det gjorde jeg heller ikke af Charlie. Vi tager det, som det kommer. Og kræver det træning, så træner vi. Så må vi øve os. Jeg ved, at hundene på internatet af og til kommer ud og går tur med de frivillige i hold, og der er de i snor, så måske kan han godt lidt. Men vi tager det som det kommer, stille og roligt. :hjerte:

[Gæst Joey-Salome]

Sidste tanker inden Charlie, Bowie og jeg krabber i seng og sover sødt mens jeg drømmer om at Buster allerede var her: Det begynder at irritere mig, at denne tråd hedder "tal mig lige fra at få en hund til". Altså, jeg ved jo godt, det var fordi det var vigtigt for mig at have det helt og aldeles gennemovervejet, så jeg var sikker og ikke havde en eller anden stor ting, som gjorde, at det måske ikke ville være en god ide. Men nu er jeg jo bare ... ja, nu fatter jeg ikke, at jeg ikke har napset ham for læææænge siden. Også selvom jeg ikke havde muligheden for det før. Og det er svært at huske, hvorfor det liiiiige var, jeg nogensinde var i tvivl om vi skulle have endnu en vapsebamse.

 

Suk. Jeg skal nok nå at få folk til at blive trætte af at høre på mig inden han når at komme, hahaha. Men altså. Jeg bliver aldrig færdig med at være frustreret over alle de millioner af hunde i verden, som ikke har et skønt hjem. Det gør ondt at tænke på. Og det føles absurd at hundene på internater som Animal in Need har det laaaaangt bedre end så mange andre hunde. Verden er sindssyg.

[Doberfan]

Sidste tanker inden Charlie, Bowie og jeg krabber i seng og sover sødt mens jeg drømmer om at Buster allerede var her: Det begynder at irritere mig, at denne tråd hedder "tal mig lige fra at få en hund til". Altså, jeg ved jo godt, det var fordi det var vigtigt for mig at have det helt og aldeles gennemovervejet, så jeg var sikker og ikke havde en eller anden stor ting, som gjorde, at det måske ikke ville være en god ide. Men nu er jeg jo bare ... ja, nu fatter jeg ikke, at jeg ikke har napset ham for læææænge siden. Også selvom jeg ikke havde muligheden for det før. Og det er svært at huske, hvorfor det liiiiige var, jeg nogensinde var i tvivl om vi skulle have endnu en vapsebamse.

 

Suk. Jeg skal nok nå at få folk til at blive trætte af at høre på mig inden han når at komme, hahaha. Men altså. Jeg bliver aldrig færdig med at være frustreret over alle de millioner af hunde i verden, som ikke har et skønt hjem. Det gør ondt at tænke på. Og det føles absurd at hundene på internater som Animal in Need har det laaaaangt bedre end så mange andre hunde. Verden er sindssyg.

 

Sådan har jeg også haft det mange gange. Da vi kun havde to, syntes vi det var perfekt. Så fik vi nr. tre og var enige om, at det var absolut maksimum. Men så dukkede Rocky op, og vi kunne da absolut ikke lade ham lide gas-døden. Og nu er fire det perfekte antal. Nogle gange virker det som om, det er hundene der vælger os og ikke omvendt. Der er SÅ mange mennesker, der tænker alt for lidt, når de anskaffer sig den første hund. Og så er vi nogen, der måske tænker alt for meget når vi overvejer nr. 2, 3 eller 4.

 

Og ja, det er vildt frustrerende at vi ikke kan redde dem alle. Men for at citere en af mine gode Doberman Rescue venner (så vidt jeg husker) - saving one dog doesn't make a world of difference, but it makes a world of difference - to that one dog.

[Hewlett]

Årh. Jeg sidder her og tuder nu. Maureen, den hollandske kvinde som skrev så pænt om Raul, altså Buster, hun har lige sendt mig links til nogle videoer, som Lidia har lagt op på youtube, hvor han er med.

Den første er fra første gang, de fik lov at ae ham - han havde længe været så bange pga. de grumme oplevelser på Puerto Real. Og endnu en, hvor han nyder nus og kæl. Prøv at se hans ører. De lange dreadlocks af sammenfiltret pels, som der ikke har været tid til at pleje, og som der end ikke har været tid til at få klippet væk, fordi de hele tiden er så underbemandede på internaterne - og de vil ikke lade de frivillige ordne den slags, af frygt for at noget går galt, hvis man står med en saks/trimmeklipper og en angst hund og ikke er erfaren. Det niver at have sådan nogle for en hund.

 

Men SE, hvor smuk og sød han er ... og han har overvundet så meget af sin angst. Han skal nok komme det sidste stykke, når han så kommer her og får kærlighed af os og kan se og lære af Charlie. Nåja, og jeg skal jo også lære ham meget, men altså. Ajjjj, de videoer ... jeg vil have ham hjem NU!

 

 

 

Og her er et par med ham og nogle andre hunde ... se, han er sådan en lille forsigtigper ligesom Charlie, som gerne vil, men som de andre hunde trænger i baggrunden. Årh, hvor bliver det skønt at få ham hertil hvor der er masser af tid og fokus bare til ham.

Uh, og man kan på videoerne også meget bedre danne sig et indtryk af hans størrelse, den lille smuksak. Ajjj, jeg kan ikke vente!!

 

 

 

 

Åh jeg bliver så deprimeret når jeg ser sådan nogle videoer med alle de skønne hunde som folk bare har kasseret

 

Hvor ER Brumsnor også dejlig, sidder bare helt op ad hegnet for at blive nusset og få lidt kærlighed

[Gæst Joey-Salome]

Sådan har jeg også haft det mange gange. Da vi kun havde to, syntes vi det var perfekt. Så fik vi nr. tre og var enige om, at det var absolut maksimum. Men så dukkede Rocky op, og vi kunne da absolut ikke lade ham lide gas-døden. Og nu er fire det perfekte antal. Nogle gange virker det som om, det er hundene der vælger os og ikke omvendt. Der er SÅ mange mennesker, der tænker alt for lidt, når de anskaffer sig den første hund. Og så er vi nogen, der måske tænker alt for meget når vi overvejer nr. 2, 3 eller 4.

 

Og ja, det er vildt frustrerende at vi ikke kan redde dem alle. Men for at citere en af mine gode Doberman Rescue venner (så vidt jeg husker) - saving one dog doesn't make a world of difference, but it makes a world of difference - to that one dog.

 

Det har du helt ret i. Og jeg er jo også glad for, at jeg netop tænkte det grundigt igennem og spurgte om råd.

 

I Spanske Hunde siger vi "Du kan ikke redde alle hunde i hele verden. Men du kan redde hele verden for én hund." Hver gang jeg krammer Charlie og ser hans blik, som i dag bare lyser af tryghed og taknemmelighed for det liv, han har, så ved jeg, hvor stort det også er.

[Gæst Miss_menelli]

Det har du helt ret i. Og jeg er jo også glad for, at jeg netop tænkte det grundigt igennem og spurgte om råd.

 

I Spanske Hunde siger vi "Du kan ikke redde alle hunde i hele verden. Men du kan redde hele verden for én hund." Hver gang jeg krammer Charlie og ser hans blik, som i dag bare lyser af tryghed og taknemmelighed for det liv, han har, så ved jeg, hvor stort det også er.

 

Hvor er han bare bedårende og så smuk

 

og det er jo fuldstændig rigtigt.... Det er jo hele hundens verdens og hele den liv man redder.

Så uanset hvor mange der sidder tilbage, så er den tanke værd at holde fast i....!!

[Gæst Joey-Salome]

Åh jeg bliver så deprimeret når jeg ser sådan nogle videoer med alle de skønne hunde som folk bare har kasseret

 

Hvor ER Brumsnor også dejlig, sidder bare helt op ad hegnet for at blive nusset og få lidt kærlighed

 

I know, sådan har jeg det også. De stakler, og de er bare så dejlige. Det er også derfor jeg bliver så oprørt, når der er folk, som vil avle på deres blandingshunde "bare for hyggens skyld". Som om verden ikke var fyldt nok med dejlige hunde uden hjem i forvejen.

 

Jeg fandt lige de her videoer, som viser mere af internatet - der kan man virkelig se, hvor skrabet et sted, det er, kontrasten til familieliv i Danmark er så kæmpestor. Det er i sandhed en flygtningelejr for hunde.

Og det er hunde, som har det bedre end så mange, mange andre. Fordi de har mad og vand og et tørt sted at sove og ikke bliver udsat for ondskab og pinsler. Men det kan bare ikke være sjovt at rende rundt i de små, beskidte løbegårde der ... uden ret megen menneskelig kontakt, ture eller rare oplevelser. Nogle af hundene sover i små bure om natten, det er heller ikke lige det fedeste.

Og der må være så stressende - hundene gør hele tiden, ja, de skiftes nok til det, men der er jo nærmest konstant gøen, fordi de er frustrerede, savner selskab, er angste eller keder sig. Åhhh, det er ikke et sted, de bør opholde sig ret længe.

 

De to videoer er i øvrigt optaget i den periode, min Charlie opholdt sig på internatet - foråret 2009. Jeg sad og kiggede, om jeg kunne se ham nogen steder, men der er omkring 500 hunde, så dem man ser er kun en lille del af de mange.

Men alle de andre ... og deres øjne, den måde de kigger, det er ikke til at holde ud. Man kan bare se, hvor meget de savner et bedre liv. Hvordan de ikke kan gøre for, de kom i verden. En verden, hvor der ikke var nogen, der gad tage sig af dem, og de kan ikke klare sig selv. De er bare til overs. TIL OVERS. Ihhhh. Ajjj, jeg kan ikke have det - jeg flytter på landet og får ti til! Argh. Stakkels vapser.

 

http://www.youtube.com/user/yvoke1949#p/u/35/DBrqxCkC4MA

 

[Gæst Joey-Salome]

Charlie siger mange tak for komplimenten :kys:.

 

Og ja - sådan er man nødt til at tænke. Ellers bliver man bare blå i hovedet af frustration. Sukkkk.

[sonja77]

Kan se du skriver i tråden herinde, men vist ikke har set min PB - tjek din indbakke.

[Gæst Joey-Salome]

Kan se du skriver i tråden herinde, men vist ikke har set min PB - tjek din indbakke.

 

Åh sorry, nej det havde jeg ikke. Har skrevet tilbage nu.

[Gæst Joey-Salome]

Har netop modtaget endnu et billede af Buster (Raul). Men det er slet ikke sjovt. Jeg har de sidste dage snakket mere over mail med den hollandske kvinde, som ofte har spanske hunde, som ikke kan klare at være på internatet, i pleje, og hendes veninde Adela var også med til at redde hunde ud fra den killing station, som det lykkedes at få lukket i 2007, da de havde beviser for deres inhumane aflivningsmetoder. Der var Buster jo imellem. Adela leder efter flere billeder af ham, men nu fik jeg så dette. Det er SÅ forfærdeligt ... prøv at se ham, det skræmte lille skind :

 

[ATTACH=CONFIG]69757[/ATTACH]

[Petrine]

Puha nogle øjne kommer han ikke snart hjem?

 

Måske upassende, men .... hvorfor bliver du ved at lede efter alt det frygtelige? Jeg kan slet ikke holde det ud, vil bare fremad, ikke skræmmes af fortiden.

[FrkSmilla]

Årh... han ser godt nok anspændt ud. Hvor er han dog en køn lille dreng...

[Gæst Joey-Salome]

Puha nogle øjne kommer han ikke snart hjem?

 

Måske upassende, men .... hvorfor bliver du ved at lede efter alt det frygtelige? Jeg kan slet ikke holde det ud, vil bare fremad, ikke skræmmes af fortiden.

 

Jeg mødtes med Pia i går, hun kom ned på dyreklinikken, fordi vi i Genevièves gadehundeforening havde holdt et ekstra loppemarked, hvor vi samlede penge ind til de spanske hunde. Det blev til 3000,- som hun så fik overrakt i går, da vi holdt 2 års-fødselsdagsreception.

Hun kan nu garantere, at han kommer her i november, men den præcise ankomstdato er ikke på plads endnu. Men jeg er lykkelig for, at det bliver snart, at det bliver i november :banan: .

 

Aj, altså ... det gør jeg heller ikke. Men jeg vil jo gerne kende hans historie for at forstå ham så godt som muligt. Og jeg vil ikke lukke øjnene for de rædsler, som stadig i dag foregår hver dag i Spanien. At Puerto Real blev lukket var en sejr, men der er stadig masser af killing stations, og de afliver heller ikke humant. Plus dyrplageriet i at hundene sidder der i uger, måneder, ja op til flere år og lider. Det er jo desværre ikke fortid for alle hunde, det der. Det er nutid, og oplysning og udbredelse af viden om forholdene er nødvendige for at få det stoppet. Så derfor vil jeg gerne vide så meget som muligt, for alle hundenes skyld, for at jeg har så solid som muligt vidensbaggrund og erfaring når jeg fortæller det videre og beder folk om også at hjælpe og støtte.

[Petrine]

Øv jeg glemte fødselsdagen igen igen (for klinikken) - jeg er nok bare alt for følsom, har ikke brug for at vide hvorfor, vil bare fremad, helst med 180 i timen, når jeg ser det sidste billede, går jeg jo helt i stå

[Gæst Joey-Salome]

Årh... han ser godt nok anspændt ud. Hvor er han dog en køn lille dreng...

 

Ja, han er bare SÅ sød og køn. Jeg kan ikke sige nok gange, hvor ufatteligt det er for mig at ingen har villet have ham siden. Adela, som var med til at redde ham, fik også reddet en lidt ældre labrador, Elfje, som de ikke troede ville klare den - hun havde store tumorer på kroppen og sådan noget. Men mirakuløst blev hun rask og levede tre gode år hos Adela efter hun blev reddet. Jeg fik et link til en video, hvor man kan se billeder af hende fra de fik hende ud, hvor hun var ufatteligt tynd og underernæret, og så en masse fra det lykkelige liv, hun fik hos Adela efterfølgende. Den gjorde mig glad, hun var også en hund, som det nok havde været svært at afsætte grundet hendes alder og tilstand. Men hos Adela fik hun så en lykkelig "pensionsalder".

 

I kan se den her, hvis I vil - hun var en dejlig, dejlig labber.

 

Foto´s Adela: In memoriam voor Elfje

[Gæst Joey-Salome]

Øv jeg glemte fødselsdagen igen igen (for klinikken) - jeg er nok bare alt for følsom, har ikke brug for at vide hvorfor, vil bare fremad, helst med 180 i timen, når jeg ser det sidste billede, går jeg jo helt i stå

 

Tja. Jeg vil sige, der er også artikler hos Spanske Hunde, som jeg ikke læser, grundet de alt for stærke billeder af opflåede, forpinte, døde hunde og sådan noget. Det kan jeg ikke klare. Og jeg må vende blikket væk, når jeg kommer til at gå ind på noget, hvor der er hunde, de har hugget poterne af, hængt levende i deres sindssyge "pianist"-tradition (en "straf"-metode overfor jagthunde, som har skuffet jægeren på en eller anden måde, ikke været dygtige nok, tabt byttet, hvad ved jeg) og den slags. Der står jeg af. Det gør for ondt at se. Jeg kan kun lige klare det, når det er billeder som det af min vaps, som jeg ved blev reddet og som nu får en lykkelig tid resten af sine leveår. Men når nu de historier findes, så skal de også fortælles. Ties det ihjel, så får vi aldrig ændret på forholdene.

[sonja77]

Har netop modtaget endnu et billede af Buster (Raul). Men det er slet ikke sjovt. Jeg har de sidste dage snakket mere over mail med den hollandske kvinde, som ofte har spanske hunde, som ikke kan klare at være på internatet, i pleje, og hendes veninde Adela var også med til at redde hunde ud fra den killing station, som det lykkedes at få lukket i 2007, da de havde beviser for deres inhumane aflivningsmetoder. Der var Buster jo imellem. Adela leder efter flere billeder af ham, men nu fik jeg så dette. Det er SÅ forfærdeligt ... prøv at se ham, det skræmte lille skind :

 

[ATTACH=CONFIG]69757[/ATTACH]

 

Åh nej, det blik... GODT han snart skal hjem til dig og have et godt liv!

[Gæst Joey-Salome]

Åh nej, det blik... GODT han snart skal hjem til dig og have et godt liv!

 

Ja, det er så trist. Og han er bare unghund der, to år gammel ... tænk, at han er seks nu.

Har fået adoptionsgebyret i dag af min søde veninde, så jeg kan indsætte det til Spanske Hunde. Pia har som sagt garanteret, at han kommer her i november, så vi håber, det går stærkt. Jeg kan godt nok ikke vente med at give ham varme i min favn og love ham at nu er alle slemme og svære tider slut for altid. Nu er det bare det lykkelige luksushundeliv.

[Gæst Joey-Salome]

Har været frem og tilbage om jeg skulle poste de her billeder, for de er så forfærdelige. Men nu gør jeg det, simpelthen fordi jeg ikke synes, vi skal lukke øjnene for spaniernes afskyelige behandling af hunde i tusindtal. Puerto Real, hvor Buster var, blev lukket, da det lykkedes at få beviser for deres inhumane aflivningsmetoder. Men masser af andre killing stations fortsætter, og de mange uønskede hunde myrdes i tusindtal efter uger eller måneder spærret inde i små rum uden ordentlig mad og vand. Små rum, hvor de sidder i deres egen afføring og er overladt til frygt og rædsel.

Min Buster var en af de få heldige, som blev reddet. Men han var i en frygtelig forfatning, da han slap ud derfra. Disse billeder har jeg også fået af Adela, som hjalp med at redde hundene ud derfra, da de lukkede killing stationen. Ikke underligt, at flere af de andre hunde, som havde stået der endnu længere end han, døde efterfølgende, fordi deres organer satte ud pga. underernæring.

 

Jeg har bestilt tid til et ekstraordinært og ekstra grundigt dyrlægetjek, når han kommer herop - for selvom han nu har været længe på internatet hvor de har taget sig godt af ham, så er jeg nervøs for hans organer og om der kan være noget, som er svækket fra dengang. Jeg tror det ikke, men jeg vil gerne være på den helt sikre side. Stakkels skat.

 

Hvis nogen af jer har lyst til at hjælpe med arbejdet, både praktisk og politisk for hundenes vilkår i Spanien kan I støtte via Spanske Hundes hjemmeside, www.spanskehunde.dk eller Animal in Need - www.animalinneed.com.

 

[ATTACH=CONFIG]70094[/ATTACH] [ATTACH=CONFIG]70095[/ATTACH] [ATTACH=CONFIG]70096[/ATTACH]

[FrkSmilla]

Årh, hvor gør det ondt at se ham fra dengang, så udsultet og forpint. Han har tydeligvis haft det af h-til. Stakkels lille fyr. Bare det at blive flyttet til ''det andet'' internat må have været som at komme i himlen for ham.

Kan ikke vente til du får ham herop og til at se ham blomstre lige så stille op. Det er dejligt at du deler hans historie med os (både så vi kan se, hvad der virkeligt foregår dernede, men også så vi kan blive vidne til en vaske ægte solstrålehistorie ). Nu må der altså ikke gå noget galt, så han pludselig ikke kommer herop eller noget. Hvornår kommer han, ved du det? :hjerte:

[Gæst Joey-Salome]

Årh, hvor gør det ondt at se ham fra dengang, så udsultet og forpint. Han har tydeligvis haft det af h-til. Stakkels lille fyr. Bare det at blive flyttet til ''det andet'' internat må have været som at komme i himlen for ham.

Kan ikke vente til du får ham herop og til at se ham blomstre lige så stille op. Det er dejligt at du deler hans historie med os (både så vi kan se, hvad der virkeligt foregår dernede, men også så vi kan blive vidne til en vaske ægte solstrålehistorie ). Nu må der altså ikke gå noget galt, så han pludselig ikke kommer herop eller noget. Hvornår kommer han, ved du det? :hjerte:

 

Hvor er du sød.

Ja, da jeg fik de billeder, der brast jeg bare i gråd. Charlie kom hen og lagde poterne op på mine ben fordi han var forvirret over, hvorfor jeg pludselig var så ked af det. Jeg tog ham op og krammede ham ind til mig - Charlie har jo selv været et lignende sted. Og sikkert i samme forfatning, da han kom derfra. Da jeg fik ham, havde han kun været på internatet i få måneder, så de havde ikke haft ret længe til at fede ham op, så no wonder at han kun vejede 7 kg, da jeg fik ham hertil. I dag ligger han stabilt på sin idealvægt, som er 12,5 kg.

Ja, Animal in Need-internatet er en himmel i forhold til killing stationerne, ingen tvivl om det. Men jo stadig et hårdt liv, og stressende. Hundene gør meget på internatet, og der er jo ikke megen luksus. Men der er dog ingen dyrplageri, dødsstemning eller noget. Der er mad, vand, tørre sovesteder, løbeplads, dyrlægehjælp og mennesker, der vil dem det godt. Og en stemning af håb om et nyt hjem.

Jeg kan heller ikke vente, han kommer i november, det er jeg blevet garanteret, men har stadig ikke den faste dato. Men har overført adoptionsgebyret, så det er i orden. Glæder mig usigeligt til jeg får datoen og kan hente ham i lufthavnen. Og så er det ellers bare forkælelse og lykke for altid.