Hund nr. 2 - hvorfor?

[Gæst Stitch]

Vi har on/off snakket om at få en søskend til vores basse, mest af hensyn til ham faktisk.

 

Jeg har bare tidligere haft 2 hunde på en gang - begge hanner. Det endte meget ulykkeligt med hundebid, skadestue og aflivning. Så dét er jeg stadig meget mærket af.

 

Nu har vi en hund som er meget blød, venlig og (desværre) finder sig i at blive bidt af andres pis-køtere og jeg tænker også at han ikke skal overrumples.

 

Jeg synes bare der er SÅ mange ting i det, udover det rent fornuftige (økonomi, pasning, gåturene..).

 

Jeg har løst snakket med en der har flere bulldogs, og muuuligvis skal vi have feriebarn (tæve) for lige at prøve det af - og feriebarnet trængte til en pause fra racet derhjemme hvor der var lidt gnister.

 

Men bare det at have feriebarn synes jeg er en stor beslutning....

 

Åååååh - alle disse tanker

[Hopsa]

Jeg ville aldrig ALDRIG anskaffe en hund mere for min nuværende hunds skyld.

En hund skal man kun få sig hvis man slet ikke kan lade være om det så er hund nummer 1 eller 2-3-4.

 

Ud over det er jeg faktisk ikke helt klar over hvad du spørger om - vil du vide hvorfor nogle mennesker vælger at få hund nummer to eller noget andet

[Gæst Stitch]

Ud over det er jeg faktisk ikke helt klar over hvad du spørger om - vil du vide hvorfor nogle mennesker vælger at få hund nummer to eller noget andet

Åh, bare jeg selv vidste det

 

Jeg vil gerne vide hvorfor folk vælger en hund nr 2, hvilke overvejelser de gør sig osv... Tanker og følelser omkring det.

[AnneMangetal]

Jeg vil SÅ gerne have en lillebror til Bella, men gemalen er slet ikke med på ideen:-(

 

Rengøringsmæssigt og økonomisk er der selvfølgelig lidt mere at se på, men eftersom det er mig der gør rent, synes jeg at det argument er lidt tyndt.

 

Og jeg synes bare at der er så meget positivt ved en hund mere - så vil de altid have en legekammerat, og så elsker jeg at have flere hunde omkring mig. Derfor er jeg altid hende der melder sig til at have feriebørn - jo flere, des bedre:-)

[Flaffy,Zozo,Luna]

Ja, man skal selv være vild for at få nr 2 hund, og det skal den hund man har i forvejen jo også.

 

Jeg skal aldrig mere kun have en hund. Jeg har 3 hunde og de elsker hinanden og har SÅ meget glæde af hinanden i hverdagen. Jeg nyder det at have flere hunde. Mine 3 hunde er af samme type, har de samme interesser og behov for motion.

[Gæst Stitch]

Ja, man skal selv være vild for at få nr 2 hund, og det skal den hund man har i forvejen jo også.

 

Jeg skal aldrig mere kun have en hund. Jeg har 3 hunde og de elsker hinanden og har SÅ meget glæde af hinanden i hverdagen. Jeg nyder det at have flere hunde. Mine 3 hunde er af samme type, har de samme interesser og behov for motion.

Min tanke er også at det skal være endnu en engelsk bulldog - de franske er mere "aggressive" (= tendens til at være efter hinanden) end de engelske er. Selvom jeg har overvejet en lille franskmand - for at gå tur med 2 engelske på en gang

[Hopsa]

Åh, bare jeg selv vidste det

 

Jeg vil gerne vide hvorfor folk vælger en hund nr 2, hvilke overvejelser de gør sig osv... Tanker og følelser omkring det.

 

Haha ok

 

Jamen tjah.... Jeg fik min første hund ved et tilfælde, det var en dobermann. Efter et par år mødte jeg en grand danois og besluttede efter det møde at sådan en hund måtte jeg bo sammen med en dag.

Så den gang jeg besluttede at nummer to hund flyttede ind var det ikke en overvejelse om at have to hunde, men et racetilvalg.

 

Siden har jeg rodet mig ud i noget opdræt og min etik byder mig at jeg altid beholder en hvalp fra de kuld jeg laver. Det betyder to ting - at jeg ikke laver ret mange kuld, men at mit hundehold trods alt er vokset og jeg bor nu sammen med 5 hunde. Jeg ELSKER at have flere hunde, det er enormt berigende og lærerigt at få serveret hundesprog på et sølvfad og bare skulle åbne øjnene og modtage dét det giver. Men er man matrealistisk anlagt og går meget op i pænt hjem osv. så skal man nok lige overveje en ekstra gang

 

Jeg er ret sikker på jeg osse ville finde stor glæde i bare at have en enkelt hund, men jeg vil helst ha' flere. Måske er det sådan en enten eller ting, for nogle mennesker gør det ikke den store forskel hvor mange hunde der er i hjemmet, for andre giver flere hunde for mange negative følger til at det nogensinde bliver rigtig rart.

[Gæst Missing]

Jeg vil SÅ gerne have en lillebror til Bella, men gemalen er slet ikke med på ideen:-(

 

Rengøringsmæssigt og økonomisk er der selvfølgelig lidt mere at se på, men eftersom det er mig der gør rent, synes jeg at det argument er lidt tyndt.

 

Og jeg synes bare at der er så meget positivt ved en hund mere - så vil de altid have en legekammerat, og så elsker jeg at have flere hunde omkring mig. Derfor er jeg altid hende der melder sig til at have feriebørn - jo flere, des bedre:-)

 

Han kunne argumentere, at du så vil skulle bruge mere tid på rengøringen og mindre sammen med ham? Og mere tid på træning? (djævlens advokat - I know)

 

Min tanke er også at det skal være endnu en engelsk bulldog - de franske er mere "aggressive" (= tendens til at være efter hinanden) end de engelske er. Selvom jeg har overvejet en lille franskmand - for at gå tur med 2 engelske på en gang

 

HVad da? Er det ikke at sætte ind og lære dem at gå pænt?

[sonja77]

Forkert tråd

[Gæst Joey-Salome]

Altså ... man skal jo se på den enkelte hund og hvordan den har det med andre hunde. Nogle hunde egner sig bedst til at være alene-hunde, men langt de fleste (er mit indtryk) vil have kæmpe glæde af at leve sammen med en eller flere artsfæller.

Hvis man har en intakt han, som har det svært med andre intakte hanner, så er det selvfølgelig ikke smart at få sig sådan en, da risikoen for kampe hundene imellem er lidt større. Så kan man vælge en tæve, men det kan være lidt besværligt at holde dem fra hinanden, når tæven går i løb. Jeg er jo tilhænger af neutralisering, også fordi det i hundefamilier med mere end én hund lægger en dæmper på trangen til at konkurrere og dominere. Men det handler denne tråd så ikke om, så lad os bare lade det ligge. Men det kan dog være en faktor i forbindelse med flere hundes daglige trivsel sammen, så jeg synes, man skal tage stilling til det i forbindelse med at få mere end én hund.

 

Jeg har jo to hanner, men de er begge kastrerede - og har begge fra internatophold i Spanien levet sammen med mange andre hunde. Charlie kom først, og jeg så jo, hvordan han havde det med at have hundebesøg - om det var tæver eller hanner, hvalpe eller voksne, intakte eller neutraliserede var ham ligemeget, han var og er bare zen med det. Så jeg var ikke i tvivl om, at han ville trives med endnu en hund.

Med Buster, som så blev nr. 2, der krævede internatet, at man havde en hund i forvejen, fordi han havde levet på internatet i 4 år. Det ville være synd at gøre ham til alene-hund. Han er så vant til at omgås andre hunde der hvor han bor, at han selvfølgelig skulle blive ved med at kunne det. Begge hunde er meget rolige og tilbagelænede typemæssigt, og de harmonerer fantastisk sammen. Jeg synes, man skal kigge på sin hunds temperament og vælge en hund som nr. 2, som man har en rimelig ide om vil harmonere med den første.

 

Jeg skal aldrig mere have kun én hund. De har så megen glæde af hinanden, hygger, leger og putter og føler ikke kun, at deres familie/flok er mig - og katten (som Charlie især er MEGET flok med, de går tur sammen, f.eks.). Hundene kan give hinanden noget, som jeg aldrig kunne.

 

Jaja, der bliver svinet lidt mere, det er lidt dyrere i mad (men ikke meget, da vi så køber ind i større mængder og det mængdemæssigt er billigere), der er flere dyrlægeregninger og sådan ... men det er alt sammen praktiske/økonomiske ting. Det er også mere besværligt transportmæssigt, da man med offentlig transport ikke må have to hunde med på én gang. Men har man en bil er det jo ligemeget.

 

At gå tur med to hunde er MEGAmeget sjovere, synes jeg. Ligesom det er sjovere at være i haven med dem og se dem internagere, snuse og lege og lede efter gemte godbidder hyggeligt om kap og sådan. Og oh ... at ligge i sengen eller sofaen med en hund på hver side, så man lige har blød pels og kærlighed ved hver hånd, det er fantastisk.

Og så er det skønt ikke at have helt så dårlig samvittighed, når de er alene hjemme, for selvom min Charlie altid bare sover, når han er alene, så er det rart at vide, at nu har de hinanden og føler sig ikke ensomme, når jeg er ude af huset.

 

Og sådan noget som det her, det kan man bare ikke beskrive lykken i at se hver dag:

 

[Gæst Stitch]

Det er jo også det der med éns hjem der rumsterer lidt.

 

Vores hus er splinternyt - og vi går meget op i vores boligindretning og vi er glade for design. Dog ikke mere end der er plads til vores basse overalt og han naturligvis er i første række men jeg ville dælme ikke bytte det for neglemærkede gulve og gnavede dørkarme. Jeg ER materialist og heldigvis forstår min hundebasse godt at der skal passes på tingene.

 

Så det er jo nok derfor jeg er ved at spekulere mig hvidhåret - for kunne jeg få en med samme indstilling som Bassen, så var svaret indlysende.

[Hopsa]

Det er jo også det der med éns hjem der rumsterer lidt.

 

Vores hus er splinternyt - og vi går meget op i vores boligindretning og vi er glade for design. Dog ikke mere end der er plads til vores basse overalt og han naturligvis er i første række men jeg ville dælme ikke bytte det for neglemærkede gulve og gnavede dørkarme. Jeg ER materialist og heldigvis forstår min hundebasse godt at der skal passes på tingene.

 

Så det er jo nok derfor jeg er ved at spekulere mig hvidhåret - for kunne jeg få en med samme indstilling som Bassen, så var svaret indlysende.

 

Nyd jeres basse - bare ham og jer. At han ikke skaber "problemer" for jeres livsstil skyldes måske netop at der er fuldt fokus på ham og at han bliver tilstrækkeligt stimuleret.

[Gæst Missing]

Det er jo også det der med éns hjem der rumsterer lidt.

 

Vores hus er splinternyt - og vi går meget op i vores boligindretning og vi er glade for design. Dog ikke mere end der er plads til vores basse overalt og han naturligvis er i første række men jeg ville dælme ikke bytte det for neglemærkede gulve og gnavede dørkarme. Jeg ER materialist og heldigvis forstår min hundebasse godt at der skal passes på tingene.

 

Så det er jo nok derfor jeg er ved at spekulere mig hvidhåret - for kunne jeg få en med samme indstilling som Bassen, så var svaret indlysende.

 

Der er ingen garanti for, at næste hvalp ikke vil blive en tornado, der æder karmene. To hunde vil unægteligt lege mere end en, så neglemærker på gulvene er nok ikke urealistisk - selvom man evt prøver at begrænse leg til udenfor.

 

To hunde er dobbelt arbejde. Selvfølgelig får de stor glæde af hinanden, men man skal huske på, at det vil være dobbelt træning osv. De vil have bedst af også at komme på ture hver for sig og træne alene-hjemme m.m. Hellere være forberedt på en stor arbejdsbyrde og blive positivt overraskede.

[Gæst Stitch]

HVad da? Er det ikke at sætte ind og lære dem at gå pænt?

Min hund går pænt 98% af tiden - nogle gange glemmer han det bare og har en tendens til at trække og "være dum". Og har begge hunde en "dum" dag samtidig så er det ikke nemt at styre 2 hunde med en samlet kampvægt lig éns egen vægt

 

 

Og sådan noget som det her, det kan man bare ikke beskrive lykken i at se hver dag:

 

Nu skal du ikke komme med din Disney-lykkelige-lyserøde-hundehistorie :kys:

 

Men nu fulgte jeg jo din tråd og det satte gang i hundemors-hormonerne i dén grad, netop fordi jeg sagtens kunne følge dine tanker og følelser....

[Gæst Missing]

Min hund går pænt 98% af tiden - nogle gange glemmer han det bare og har en tendens til at trække og "være dum". Og har begge hunde en "dum" dag samtidig så er det ikke nemt at styre 2 hunde med en samlet kampvægt lig éns egen vægt

 

Åh jo mine to gamle vejede også mere end mig. De trak dog kun af med mig en gang (det kan også være en gang for meget dog, hvis det er ud foran en bil el. lign)

 

Når jeg læser, det du skriver, så lyder det meget som om, at I har det rigtig godt, som I har det, og det primært vil være for en positiv legekammerat til jeres bassemand, at du tænker hund nr 2. Der er god mulighed for at finde søde og egnede legekammerater ude i byen og så kan I stadig give ham al jeres fokus, som Hopsa også siger.

[Gæst Stitch]

Nyd jeres basse - bare ham og jer. At han ikke skaber "problemer" for jeres livsstil skyldes måske netop at der er fuldt fokus på ham og at han bliver tilstrækkeligt stimuleret.

 

Der er ingen garanti for, at næste hvalp ikke vil blive en tornado, der æder karmene. To hunde vil unægteligt lege mere end en, så neglemærker på gulvene er nok ikke urealistisk - selvom man evt prøver at begrænse leg til udenfor.

 

To hunde er dobbelt arbejde. Selvfølgelig får de stor glæde af hinanden, men man skal huske på, at det vil være dobbelt træning osv. De vil have bedst af også at komme på ture hver for sig og træne alene-hjemme m.m. Hellere være forberedt på en stor arbejdsbyrde og blive positivt overraskede.

Tak for jeres svar - og for ikke at give mig hug for min indstilling til tingene - selvfølgelig kan det ses eks. på gulvet - og det SKAL der være plads til. Ligesom jeg glædeligt vasker sofaen af 2 gange ugentligt for hundesnask Jeg orker bare ikke decideret ravage. Jeg tolererede at der blev ædt 10 kogebøger da hundebassen var stresset over flytningen, men at det går udover dørkarme osv ville gå mig på.

 

Nu havde jeg lidt endnu en omplaceringshund i tankerne - netop fordi vi ikke lige kan se os selv starte forfra med en hvalp. Og det ville jo så give nye problemstillinger mht. 2 halvvoksne/voksne hunde.

 

Men dejligt at I deler jeres tanker omkring det her - for jeg tænker ofte på det og om det var en mulighed, eller jeg skulle holde mig til dét jeg ved fungerer rigtig godt. Jeg har bare altid lidt ondt i maven over når Bassen skal være alene hjemme, og tænkte det måske var lettere hvis han havde en buddy som selskab.

[Gæst Joey-Salome]

Min hund går pænt 98% af tiden - nogle gange glemmer han det bare og har en tendens til at trække og "være dum". Og har begge hunde en "dum" dag samtidig så er det ikke nemt at styre 2 hunde med en samlet kampvægt lig éns egen vægt

 

Nu skal du ikke komme med din Disney-lykkelige-lyserøde-hundehistorie :kys:

 

Men nu fulgte jeg jo din tråd og det satte gang i hundemors-hormonerne i dén grad, netop fordi jeg sagtens kunne følge dine tanker og følelser....

 

Hahahaha - ÅNDGYLD. Fnis.

Jow, det gik jo ret Disney-over-idyllisk og nemt her, må man sige. Og det gør det jo langt fra altid.

Og ja, jeg var jo så som du ved også i tvivl lige først. Men nu er det jo bare som om at Buster altid har været her - eller i hvert fald altid skulle hertil. Jeg har ikke i et eneste sekund fortrudt at få ham, tværtimod har det at få ham oversteget alle forventninger og drømme.

Men havde det nu været en mega-problematisk sammenføring og var der opstået alt muligt forfærdeligt halløj, så havde jeg da lydt anderledes omkring hund nr. 2. Men så kan du jo bare få dig en spansk hund som nr. 2 - de ER jo de bedste, hæhæhæ.

[Gæst Stitch]

Åh jo mine to gamle vejede også mere end mig. De trak dog kun af med mig en gang (det kan også være en gang for meget dog, hvis det er ud foran en bil el. lign)

 

Når jeg læser, det du skriver, så lyder det meget som om, at I har det rigtig godt, som I har det, og det primært vil være for en positiv legekammerat til jeres bassemand, at du tænker hund nr 2. Der er god mulighed for at finde søde og egnede legekammerater ude i byen og så kan I stadig give ham al jeres fokus, som Hopsa også siger.

Du rammer den fuldstændig på kornet - det er pga. han er fuldstændig forelsket i vores nabos hvalp. Han står helt stille og så får den lov at slikke ham på kinderne og ørerne - og så står han bare og nyyyyyder det. Det er simpelthen så sødt.

 

Der hvor vi fik ham fra gik han sammen med et kuld små gravhunde - og de kravlede rundt på ham og han nød det i fulde drag.

[Retrieveren]

Jeg har kun 1 hund lige nu og jeg VED at jeg KUN skal have 1 af gangen! Jeg har haft to hunde, og jeg synes det var noget bøvl. Nok var de glade for hinanden, men jeg synes det var dobbeltarbejde!

Hvis jeg skulle træne med den unge stod den gamle og vil være med. Tog jeg afsted til træning stod der altid en hund tilbage med tiggende hundeøjne og var SÅ ked af ikke at komme med. Altid dårlig samvittighed over at den ene blev overset, den anden ikke fik den fulde opmærksomhed som den skulle, og det var noget bøvl synes jeg.

Men nu træner jeg selvfølgelig også meget med min hund

Jeg aflivede den gamle i februar 2011 da han blev uhelbredelig syg, og selvom jeg selvfølgelig var ked af det så var det rigtig dejligt ikke at skulle have dårlig samvittighed mere.

Og så var jeg så også rigtig uheldig at jeg fik en hund med en hjerneskade som gjorde at han desværre overfaldt den gamle et par gange. MEGET ubehageligt at have to hunde, hvoraf den ene overfaldt den anden. (Hunden med hjerneskaden er også aflivet).

Så personligt vil jeg kun have en hund!

Hvis det kun er for den anden hunds skyld så synes jeg du skal lade være. Lav i stedet aftaler med andre hundevenner så i kan mødes, tag til træning med ham, aktiver ham, så er han længe lykkelig

[Gæst Joey-Salome]

Tak for jeres svar - og for ikke at give mig hug for min indstilling til tingene - selvfølgelig kan det ses eks. på gulvet - og det SKAL der være plads til. Ligesom jeg glædeligt vasker sofaen af 2 gange ugentligt for hundesnask Jeg orker bare ikke decideret ravage. Jeg tolererede at der blev ædt 10 kogebøger da hundebassen var stresset over flytningen, men at det går udover dørkarme osv ville gå mig på.

 

Nu havde jeg lidt endnu en omplaceringshund i tankerne - netop fordi vi ikke lige kan se os selv starte forfra med en hvalp. Og det ville jo så give nye problemstillinger mht. 2 halvvoksne/voksne hunde.

 

Men dejligt at I deler jeres tanker omkring det her - for jeg tænker ofte på det og om det var en mulighed, eller jeg skulle holde mig til dét jeg ved fungerer rigtig godt. Jeg har bare altid lidt ondt i maven over når Bassen skal være alene hjemme, og tænkte det måske var lettere hvis han havde en buddy som selskab.

 

Når man har et hundeliv, som fungerer, så er det da også lidt angstprovokerende at ændre på det. Mit fungerede jo også totalt upåklageligt med Charlie. Jeg fik Buster, fordi jeg jo bare nærmest aldrig kan få dyr nok (godt jeg er begrænset af pladsen her, havde jeg et kæmpehus med kæmpehave gik det da heeeeelt galt, hahaha), fordi jeg havde glanet på ham på internatets hjemmeside lige siden jeg fandt Charlie der, fordi jeg gerne ville give endnu en hund fra svære kår et godt liv - og så fordi en veninde tilbød at forære mig adoptionsgebyret til ham, penge som jeg ikke lige havde. Det var altså ikke for Charlies skyld - men nu hvor han er glad for andre hunde og helt cool med at have dem på besøg, så var det da bonus at kunne give ham en nyggekammerat og muligheden for hver dag i hjemmet at bruge sit hundesprog og være nær en artsfælle.

 

Jeg synes, I skal være helt afklarede om, at I kan tage de ændringer, der nu vil komme, med glæde. Også hvis det betyder mere hærg af huset eller andet materielt.

Jeg ved ikke - jeg har jo f.eks. min store stiletsamling, som Charlie aldrig havde rørt, og jeg tænkte da igen, da jeg skulle have Buster, at nu var det jo ikke til at vide, om han ville være en hund, som syntes, det var fantastisk at gnave i sko eller som på anden måde ville ødelægge noget herhjemme. Det har han så ikke gjort overhovedet. Og nu elsker jeg ham så meget, at om han så åd mine yndlingsstiletter, så skidt da være med det. Det er bare ting. Hundelove er det største. Charlie er jo så til gengæld meget renlig og fimset hvad angår snavs, går altid uden om vandpytter og sætter sig nydeligt, når vi kommer hjem fra uvejr for at blive tørret og gjort ren. Buster tromler bare gennem vandpytter, og det første han gør, når han kommer hjem - uanset vejret - det er at tage en lykkelig runde i lejligheden, hvor han som noget af det første springer op i sengen. Mudderpoter and all. Tja. Vi skifter sengetøj lidt oftere og gør lidt mere rent. Det passer mig meget fint, så bliver det gjort ofte - og jeg eeeelsker at kravle i seng i nyvasket sengetøj anyway, så det gør jeg jo så bare endnu oftere end før nu. Bonus. Haha - uanset om jeg prøver, så kan jeg for mig selv ikke se noget negativt. Vi har bare indrettet os, som vi er nu.

[Gæst Joey-Salome]

Du rammer den fuldstændig på kornet - det er pga. han er fuldstændig forelsket i vores nabos hvalp. Han står helt stille og så får den lov at slikke ham på kinderne og ørerne - og så står han bare og nyyyyyder det. Det er simpelthen så sødt.

 

Der hvor vi fik ham fra gik han sammen med et kuld små gravhunde - og de kravlede rundt på ham og han nød det i fulde drag.

 

Men hvis han har det megafedt med andre racer end bulldogs, så kunne I da sagtens have en anden en sammen med ham - en, som er mindre, og som bare i temperament passer til ham, og som også er social og glad for andre vapser?

Jaja, jeg skal ikke overtale nogen. Jeg synes bare ikke nødvendigvis, hunde skal være af samme race for at harmonere optimalt.

[Gæst Miss_menelli]

Det vigtigste råd jeg kan give, er at man skal længes efter hund nr. 2, før man skal have en.

tror det er lidt ligesom med børn - Man ved der følger en masse besvær med, men det fylder bare knap så meget i overvejelserne, som længslen efter en mere at elske.

Giver det mening?

 

Var slet ikke i tvivl om at vi skulle have nr. 2, selvom vi havde mange overvejelser og bekymringer omkring det.

Især hensynet til Bamse vejede tungt.

Han var jo generelt ikke ret god til andre hunde og var lidt en sær snegl.

 

Så kravet var en mindre hund, med en blødt sind, men med gå-påmod og energi som kunne matche Bamses.

Det blev jo så til Kaia, som er en helt anden type hund end Bamse på rigtig mange områder - Men i hund/hund forholdet minder de meget om hinanden.

 

- De elsker at løbe

- De elsker at grave efter mus sammen

- De elsker at tumle uden at bide eller body-slamme men på en mere hyggelig måde

Og så elsker de at gå tur på samme måde, med masser af snusen efter de samme ting og masser af fart på.

Ingen af dem har behov for at ligge tæt sammen med den anden, selvom det sker engang imellem.

Kaias utrolig kærlige og tillidsfulde sind, har gjort at Bamse har fundet sin bedste ven i hende og de er fantastiske sammen, selvom de på papiret ikke burde være et match - men vi vidste bare at Kaia var perfekt i samme øjeblik vi så hende.

 

Hvor Bamse er en blanding af spid eller polarhund og border collie er Kaia en blanding af cavalier, FB og Coton.

Umiddelbart vidt forskellige hunde og Kaia er da langt mindre førefokuseret, mere egenrådig og mere opmærksomhedskrævende end Bamse - Hvor han er en drøm at træne med, utrolig førefokuseret og bevæger sig ikke ret langt fra os.

 

Men lige i vores tilfælde var intuition bare langt bedre en hvad der på papiret burde passe sammen - Så måske i også kunne overveje at kigge på andre racer, hvis der er nogen der tiltaler jer.

 

Vi var selvfølgelig bekymrede for hvordan gåturene nu ville være med to hunde, pasningsmuligheder, tiden til begge hunde, hvordan de skulle være alene (sammen/hver for sig), økonomi osv. osv.

I det daglige mærker jeg ikke ret meget til det længere - tror bare jeg har vænnet mig til det og oparbejdet nogle rutiner.

F.eks. er de begge med til træning, selvom jeg kun træner med Bamse. Kaia er bare med ude når der er pauser og så får hun en god gåtur før træningen.

 

Gåturene lærte vi hurtigt at tackle, med en fix måde at styre linerne på og engang gik begge hunde pænt - Nu går de stort set aldrig i snor og trækker derfor som gale når de får line på. Men det er et spørgsmål om træning både med den enkelte og begge hunde.

 

Økonomisk koster det selvfølgelig mere pga. 2x forsikringer, foder og dyrlæger - Foderet kan dog købes i større mængder med mere rabat.

Men vi mærker ikke rigtig til det.

 

Alene hjemme var ikke noget problem som sådan - Hundene ville gerne være sammen.

Kaia gnavede dog alle mine sko og vores dørkarme i stykker inden vi fik helt styr på hendes mindre alenehjemmeproblem.

 

Det tog selvfølgelig lidt tid at gøre hende renlig, men synes ikke det var det store problem. Vi tørrede jo bare op når der havde været uheld og gemte de pæne tæpper væk indtil hun var renlig.

 

Pasning var nem, da mine forældre gerne passer begge hunde, det samme gør min søs og svigermor. Ellers kommer de i pension, hvilket ikke er det store problem, da de i forvejen er vant til at stå i hundegård når de er alene hjemme.

 

Rengøring er stort set den samme om vi har én eller to hunde. Der skal støvsuges lige meget, at tørre en eller to hunde efter en mudret gåtur betyder ikke noget og vi har laminat gulv og klinker, så hundene laver ikke ridser i gulvet når de leger.

 

Tjaa... Det korte af det lange er vel, at finder man den rigtige hund, så løser mange af tingene sig selv når man kommer ind i rutinerne.

Man kan være forudseende på mange punkter - Omend det er pænt træls at skulle skifte dørkarme, sko og gulv ud, fordi man skal have hvalp

Men dørkarme og sko kunne være reddet hvis vi nu havde tænkt os lidt om Gulvet er selvfølgelig en anden sag.

 

nå... Det var en lang ustruktureret smøre, men pointen er vist bare, at hvis du virkelig brænder for en hund mere, så betyder alle de andre ting ikke så meget, for dem finder man en løsning på, eller lever med nogle skønhedsfejl i huset indtil hvalpen er blevet voksen.

[Hopsa]

Men hvis han har det megafedt med andre racer end bulldogs, så kunne I da sagtens have en anden en sammen med ham - en, som er mindre, og som bare i temperament passer til ham, og som også er social og glad for andre vapser?

Jaja, jeg skal ikke overtale nogen. Jeg synes bare ikke nødvendigvis, hunde skal være af samme race for at harmonere optimalt.

 

Men både race og alder på en evt. 2. hund er underordnet for at den vil kræve at tid og opmærksomhed skal deles.

At folk vælger samme race eller type når de har flere hunde er jo heller ikke nødvendigvis for hundenes skyld, men fordi de har gjort sig bevidst hvilken hundeejer de er og hvilken race de fungerer bedst med.

[Gæst Miss_menelli]

Tak for jeres svar - og for ikke at give mig hug for min indstilling til tingene - selvfølgelig kan det ses eks. på gulvet - og det SKAL der være plads til. Ligesom jeg glædeligt vasker sofaen af 2 gange ugentligt for hundesnask Jeg orker bare ikke decideret ravage. Jeg tolererede at der blev ædt 10 kogebøger da hundebassen var stresset over flytningen, men at det går udover dørkarme osv ville gå mig på.

 

Nu havde jeg lidt endnu en omplaceringshund i tankerne - netop fordi vi ikke lige kan se os selv starte forfra med en hvalp. Og det ville jo så give nye problemstillinger mht. 2 halvvoksne/voksne hunde.

 

Men dejligt at I deler jeres tanker omkring det her - for jeg tænker ofte på det og om det var en mulighed, eller jeg skulle holde mig til dét jeg ved fungerer rigtig godt. Jeg har bare altid lidt ondt i maven over når Bassen skal være alene hjemme, og tænkte det måske var lettere hvis han havde en buddy som selskab.

 

Faktisk synes jeg det var lidt nemmere at Kaia var 5 mdr. - Ikke pga. alene hjemme eller renlighed, men fordi det var nemmere at vurdere om hundenes sin passede sammen.

Tror faktisk hund/hund relationen er nemmere at bedømme hvis begge er voksne og kønsmodne (det var Kaia dog ikke i vores tilfælde) og den nye er et år eller to yngre end den anden.

Hvis hundene svinger sammen, så er der god sandsynlighed for at de bliver ved med det fremadrettet. Der er selvfølgelig tilfælde hvor det ikke er sådan - Men sammenlignet med en hvalp, som skal igennem kønsmodningen og ændre sig der, så er der mange flere brikker der er faldet på plads hos en voksen hund.

 

Men alenehjemme problemer og urenlighed kan desværre godt følge med en voksen omplaceringshund.

Nu har vi jo selv en i pleje netop pga. voldsomme alenehjemme problemer og hun er 2 år!

Det kan jo netop blive fremprovokeret af en omplacering.

 

Der kan jo også være mange andre sære ting man får med og det skal man bare være bevidst om.

[Gæst Joey-Salome]

Men både race og alder på en evt. 2. hund er underordnet for at den vil kræve at tid og opmærksomhed skal deles.

At folk vælger samme race eller type når de har flere hunde er jo heller ikke nødvendigvis for hundenes skyld, men fordi de har gjort sig bevidst hvilken hundeejer de er og hvilken race de fungerer bedst med.

 

Ja, I know. Og det er der også en okay fornuft i, fordi man selvfølgelig temperamentsmæssigt skal harmonere. Men at man så kun skulle passe sammen med lige én race, det har så egentlig altid undret mig lidt ... men det er også bare fordi jeg selv eeelsker hundes forskellighed. Og harmonerer godt med flere forskellige typer.