Overtagelse af lederskab

[Gæst Ninjamor]

Ninjamor: Vi er dybest set enige, så det er ikke fordi at jeg ikke har set dit indlæg, jeg har bare ikke så meget at tilføje :blink:

 

Det er bare OK du

[Gæst Ninjamor]

Når jeg er på ophold hos ddb banden ser jeg meget lidt af hvad jeg ville kalde EN leder. Der er altid mellem 6-11 hunde i flokken, når enten manden eller konen ber hunden om noget så gør de det. Hundene imellem er det ikke bare en leder, der er en som går først til fadet, en anden som først går i vandet, en tredie som den første siger til når der kommer nogen. Det virker som om alle i flokken har en vigtig opgave.

 

Det er også sådan jeg har opfattet det da jeg levede sammen med flere hunde på en gang.

 

Jeg vil sige at idén med at hunde prøver at tage magten er helt ude i hampen, hvis det var tilfældet ville to mennesker mod 6-11 dogue de bordeauxer ikke være et særlig kønt syn set fra menneske siden:blink:

 

NIX!

[Gæst Aktivthundelivdk]

Det er også sådan jeg har opfattet det da jeg levede sammen med flere hunde på en gang.

 

I en flok der vil der ALDRIG være ens individer. Alle er har stærke og svage sider. Nogle er gode til vand, andre er gode til lands osv. Det er det vi kalder specialister. Men der har intet med lederskab at gøre i en flok. JEg vil vove så langt, at der er få mennesker der kan observere hvem der er lederen eller øverst i rangordenen i en hundeflok, når de er ude og springe eller lege. Min erfaring (og jeg tager fejl 90 % af tilfældende og bliver til stadighed overrasket) så er det typisk den mest tilbageholdende og afslappet der er lederen. Den træder så at sige først til når det behøves.

[Gæst Aussies for ever]

Når jeg er på ophold hos ddb banden ser jeg meget lidt af hvad jeg ville kalde EN leder. Der er altid mellem 6-11 hunde i flokken, når enten manden eller konen ber hunden om noget så gør de det. Hundene imellem er det ikke bare en leder, der er en som går først til fadet, en anden som først går i vandet, en tredie som den første siger til når der kommer nogen. Det virker som om alle i flokken har en vigtig opgave.

Jeg lever i en flok bestående af mellem 4-5 hunde. Jeg har gennem et længere stykke tid observeret flokken objektivt og registreret submissiv og dominant adfærd, for således at bestemme den hierakiske orden - og resultatet var:

 

- Der er intet liniært hieraki mellem de voksne individer

- Der er ingen konstant dominans/underlegen display hos de voksne

- Resourche forsvar er tilladt alle flokkens medlemmer og accepteres

- Ingen hævdelse af liggepladser

- Igen indikation af hævdelse af personligt rum, var hunden ikke interesseret i direkte kontakt, så forlod den den invaderende part

- Springen op havde ingen sammenhæng med rang

- "Lederen" behøvede ikke gå forrest

 

Dominans display fandt sted når:

 

- den juvenile tæve insisterede på kontakt, dvs. nærmede sig i tydelig LP (low posture - underdanig) med intention om direkte kropskontakt. Det krybende LP og lick-ups udløste HP (high posture - dominant adfærd) hos den anden hund.

- den udstødte tæve nærmede sig en af flokkens voksne medlemmer, den juvenile tæve eller objekter som de øvrige anså som værdifulde resourcher.

- Resourche og territorial forsvar

 

I mdr. op til løbetiderne og i løbetiderne synes der dog at være et større antal konfrontationer - dominans display end ellers. Udfaldet synes at have et svagt udfald til fordel for den næstældste tæve, men dette var ikke signifikant. Den ældste tæve derimod (og hanhunden) foretog alle markeringer

 

Så for min floks vedkommende kan jeg konkludere at der ikke findes nogen hierakisk orden og deraf er ingen af hundene leder.

 

Jeg synes ordet lederskab benyttes alt for bredt, oftest forveksles det med dominans, kontrol og lydighed. Ordet "lederskab" hæftes således på adfærdstyper og situationer hvor der faktisk er tale om at man udover dominans og kontrol over hunden - ikke lederskab.

At være en leder over for en hund er ikke at opstille en masse regler og grænser og kræve at de respekteres med hverken fysisk eller mental disiplin - det er dominans og kontrol.

At være en leder er derimod at opstille nogle regler og grænser på en sådan måde at hunden forstår dem og følger dem fordi den ønsker det.

En leder følges fordi den opstiller de bedste muligheder for de andres overlevelse - og der er præcis det som gør individet til leder, dvs. at de andre vælger at bakke op om dens initiativer. Valget at følge lederen er således helt op til de enkelte medlemmer, der er ingen leder som holder på sine flokmedlemmer eller gennemtrumfer sine egne initiativer. Opstiller et flokmedlem et bedre initiativ og slutter de andre op om det, så følger lederen også det initiativ.

 

Egentlig bryder jeg mig slet ikke om ordet leder. Hunden regnes for en af de klogeste dyr, så jeg finder det rimelig svært - faktisk utopisk - at den skulle anse os mennesker som af egen art.

 

1) den er seksuelt præget på andre hunde. Hvis et dyr skal opfatte et anden dyr som værende af dens art, så skal den som et minimum være seksuelt præget på denne art - og sådanne tilfælde kan være særdeles farlige, idet denne art - i dette fælde os - så ville blive betragtet som en konkurrent.

2) mennesket afviger så meget fra hunden rent morfologisk at hunden - klog som den er - byrde kunne se forskel hvis den er præget på andre hunde.

3) vores adfærd afviger signigikant fra hundens og kun gennem prægning lære den hvad vores - for den - upræcise og ubehøvlede adfærd betyder.

4) hunden og mennesket kommunikere på to helt forskellige planer.

 

Hvis hunden anså os for hunde, så må vi være de dummeste hunde som den nogen sinde har set - og det er jo bestemt ikke lige den bedste indgangsvinkel til en diskussion om lederskab hunde og mennesker i mellem.

 

Derudover er der så diskussionen om hunden er et flokdyr. Flere studier af vilde hunde (Dingo, Singers mv.), forvildede hunde samt arabiske ulve mv. har vist et forholdsvist løst floksammenhold, hvor de enkelte individer jager/søger føde alene eller i par - men forsvare et fælles territiorium.

 

Til slut vil jeg lige sige at jeg intet har imod at folk opstiller en masse regler og grænser for deres hunde, udøver kontrol over deres adfærd og kræver at de gør hvad der bliver bedt om. Personligt er mine hunde rimelig "underlagt" mig i den afdeling.

Hvad jeg har imod er at ordet lederskab bruges i disse situationer - kontrol, styring, dominans er mere anvendelig.

 

Det er bare min mening

[Gæst Aktivthundelivdk]

For lige at tage par punkter mere der er blevet nævnt.

 

Hunde vil ikke konstant kæmpe om lederskab.

 

De fleste hunde vil slet ikke have det lederskab, da de ikke er egnet til det eller magter det.

 

Men en hund der lever i en familie, hvor der ikke er nogle rammer/regler/en eller anden form for ledelse, den vil være tvunget til at skabe ledelse, eftersom det er en så essentiel del af en floks overlevelser.

 

Det er min overbevisning, at mange af de problem hunde der findes i Danmark er blevet "tvunget/nødsaget" til at tage ansvar for ledelsen der mangler i hjemmet. Og eftersom mange hunde ikke er egnet til denne ledelse, så bliver de stresset og udviser adfærd der giver mange af de problemer der ender hos dyrlægen.

 

Når jeg taler om gammel dags ledelse, så er det i den forstand, hvor man opdragede hunde med mere CHEF agtige metoder.

 

Det at være den grumme chef og straffe når der begås fejl var fremherskende i gamle dage i mange kredse.

 

Det er vel den form for ledelse mange associerer med ordet ledelse og dette er synd.

 

Mine egne hunde har jeg lige været ude med i skoven.

 

De kan gå pænt i snor, men gør det særdeles sjældent( altså trækker også i snoren).

 

Men det skal de efter min mening også have lov til, når jeg accepterer dette. Og jeg mener selv at de er i balance og forstår min rolle i vores fældesskab.

 

Men når jeg oplever en hund der virkelig har taget kontrol over både fører og hjem, da forsøger jeg at få føreren til at sætte nogle ret så stramme krav. Bl.a. at nu er det føreren der bestemmer på gåturen. De strammere krav er vel for at give både fører og hund en følelse af, at nu findes der andre rammer og arbejde ud fra. Begynder hunden at vise tegn på, at stressen/problemmerne bliver mindre, da kan man da sagtens slække på kravene.

 

Alt andet lige, så er det vigtigt at en hund får lov til at være hund og derfor også skal have lov til at gå rundt i snoren og snuse til skovbunden.

 

I morgen skal Freddie med på jagt. Her får Freddie i stor udstrækning lov til at vise sit speciale (finde råvildt/fasaner og snepper). Men det er mig der tager hende derud, det er mig der siger "gå søg" og det er mig der kalder hende på plads når jagten er overstået. Det er også mig der roser hende når dagen er omme og der er mig viser min glæde for veludført arbejde.

Den største glæde en hund kan få er den glæde den giver sin flok igennem sit arbejde. Det stadfæster dens rolle i tilværelsen og er i yderste konsekvens en stor del af hundens mening med livet i en flok.

 

Derfor er det så vigtigt at lave noget aktivt med sin hund. Det stadfæster både forholdet imellem hund og fører, men også hundens plads i livet.

 

Jeg tror at min form for ledelse er den samme som den tidligere nævnt forældrerolle.

 

JEg er selv far til 3 piger og i princippet udfører jeg min form for ledelse, men det hedder vel egentligt "at være forældre".

[Gæst Ninjamor]

Det er også sådan jeg har opfattet det da jeg levede sammen med flere hunde på en gang.

 

Hvad er det du vil sige med nedenstående ift. det du citerer mig for?

 

 

I en flok der vil der ALDRIG være ens individer. Alle er har stærke og svage sider. Nogle er gode til vand, andre er gode til lands osv. Det er det vi kalder specialister. Men der har intet med lederskab at gøre i en flok. JEg vil vove så langt, at der er få mennesker der kan observere hvem der er lederen eller øverst i rangordenen i en hundeflok, når de er ude og springe eller lege. Min erfaring (og jeg tager fejl 90 % af tilfældende og bliver til stadighed overrasket) så er det typisk den mest tilbageholdende og afslappet der er lederen. Den træder så at sige først til når det behøves.

 

Den legeflok du hentyder til, mener du dermed den midlertidigt sammensat flok eller en etableret flok?

 

I en midertidigt sammensat legeflok vil der ikke være behov for en eller flere deciderede lederfigurer, så hvorfor skulle hunde spilde deres krudt på at blive sådan en midlertidig leder?

 

I en etableret flok som leger, vil der som regel heller ikke være behov for at skulle bevise en større kompetence (højere "rang") selvom det netop er gennem den daglige leg, at de stærkeste og hurtigste viser netop dette, det er da som regel én til én.

 

I min definition (og etologers) er der ikke én rangøverst hund/ulv, når nu du bruger ordet rang.

 

De gange jeg har oplevet en ultimativ rangøverst hund har været når to - flere hunde ikke passede sammen og én derfor har kørt stress/mobning af en anden/de øvrige hunde eller når én hund har været ekstremt presset pga. sygdom/smerter, ydomgivelsernes pres eller pga. dårligt fungerende sociale evner og derfor har taget kontrol over de andre hunde og de tilgængelige ressourcer.

Denne hund har da tiltaget sig en "leder position" og er ikke blevet tildelt den gennem de andres respekt for vedkommendes kompetencer.

 

I de fleste tilfælde vil hunde i harmoni ikke have behov for at bosse med de øvrige hunde og den ældste/mest erfarne/mentalt stærkeste er som du selv udtrykker det tilbageholdende og afslappet, indtil noget kræver hans/hendes opmærksomhed.

[Gæst Aktivthundelivdk]

Jeg lever i en flok bestående af mellem 4-5 hunde. Jeg har gennem et længere stykke tid observeret flokken objektivt og registreret submissiv og dominant adfærd, for således at bestemme den hierakiske orden - og resultatet var:

 

- Der er intet liniært hieraki mellem de voksne individer

- Der er ingen konstant dominans/underlegen display hos de voksne

- Resourche forsvar er tilladt alle flokkens medlemmer og accepteres

- Ingen hævdelse af liggepladser

- Igen indikation af hævdelse af personligt rum, var hunden ikke interesseret i direkte kontakt, så forlod den den invaderende part

- Springen op havde ingen sammenhæng med rang

- "Lederen" behøvede ikke gå forrest

 

Dominans display fandt sted når:

 

- den juvenile tæve insisterede på kontakt, dvs. nærmede sig i tydelig LP (low posture - underdanig) med intention om direkte kropskontakt. Det krybende LP og lick-ups udløste HP (high posture - dominant adfærd) hos den anden hund.

- den udstødte tæve nærmede sig en af flokkens voksne medlemmer, den juvenile tæve eller objekter som de øvrige anså som værdifulde resourcher.

- Resourche og territorial forsvar

 

I mdr. op til løbetiderne og i løbetiderne synes der dog at være et større antal konfrontationer - dominans display end ellers. Udfaldet synes at have et svagt udfald til fordel for den næstældste tæve, men dette var ikke signifikant. Den ældste tæve derimod (og hanhunden) foretog alle markeringer

 

Så for min floks vedkommende kan jeg konkludere at der ikke findes nogen hierakisk orden og deraf er ingen af hundene leder.

 

Jeg synes ordet lederskab benyttes alt for bredt, oftest forveksles det med dominans, kontrol og lydighed. Ordet "lederskab" hæftes således på adfærdstyper og situationer hvor der faktisk er tale om at man udover dominans og kontrol over hunden - ikke lederskab.

At være en leder over for en hund er ikke at opstille en masse regler og grænser og kræve at de respekteres med hverken fysisk eller mental disiplin - det er dominans og kontrol.

At være en leder er derimod at opstille nogle regler og grænser på en sådan måde at hunden forstår dem og følger dem fordi den ønsker det.

En leder følges fordi den opstiller de bedste muligheder for de andres overlevelse - og der er præcis det som gør individet til leder, dvs. at de andre vælger at bakke op om dens initiativer. Valget at følge lederen er således helt op til de enkelte medlemmer, der er ingen leder som holder på sine flokmedlemmer eller gennemtrumfer sine egne initiativer. Opstiller et flokmedlem et bedre initiativ og slutter de andre op om det, så følger lederen også det initiativ.

 

Egentlig bryder jeg mig slet ikke om ordet leder. Hunden regnes for en af de klogeste dyr, så jeg finder det rimelig svært - faktisk utopisk - at den skulle anse os mennesker som af egen art.

 

1) den er seksuelt præget på andre hunde. Hvis et dyr skal opfatte et anden dyr som værende af dens art, så skal den som et minimum være seksuelt præget på denne art - og sådanne tilfælde kan være særdeles farlige, idet denne art - i dette fælde os - så ville blive betragtet som en konkurrent.

2) mennesket afviger så meget fra hunden rent morfologisk at hunden - klog som den er - byrde kunne se forskel hvis den er præget på andre hunde.

3) vores adfærd afviger signigikant fra hundens og kun gennem prægning lære den hvad vores - for den - upræcise og ubehøvlede adfærd betyder.

4) hunden og mennesket kommunikere på to helt forskellige planer.

 

Hvis hunden anså os for hunde, så må vi være de dummeste hunde som den nogen sinde har set - og det er jo bestemt ikke lige den bedste indgangsvinkel til en diskussion om lederskab hunde og mennesker i mellem.

 

Derudover er der så diskussionen om hunden er et flokdyr. Flere studier af vilde hunde (Dingo, Singers mv.), forvildede hunde samt arabiske ulve mv. har vist et forholdsvist løst floksammenhold, hvor de enkelte individer jager/søger føde alene eller i par - men forsvare et fælles territiorium.

 

Til slut vil jeg lige sige at jeg intet har imod at folk opstiller en masse regler og grænser for deres hunde, udøver kontrol over deres adfærd og kræver at de gør hvad der bliver bedt om. Personligt er mine hunde rimelig "underlagt" mig i den afdeling.

Hvad jeg har imod er at ordet lederskab bruges i disse situationer - kontrol, styring, dominans er mere anvendelig.

 

Det er bare min mening

 

 

Et meget givende indlæg.

 

Problemet som hundeinstruktør (eller opgaven) er vel at beskrive dette, således at den almindelige danske hundefører forstår disse begreber og kan håndtere dem i dagligdagen.

Min erfaring er at opstille det simpelt og påfører simple regler til førerne. Det løner sig. Bliver der for kompliceret, så er det glemt inden for en uge.

 

Derfor kalder jeg det bare ledelse, når jeg siger til hundeføreren. " det er dig der bestemmer retningen på en gå tur."

 

JEg er dog overbeist om, at hunde-forum ikke er den gennemsnitlige hundefører her i Danmark. Hvad debatten positivt bærer præg af.

[Gæst Ninjamor]

I morgen skal Freddie med på jagt. Her får Freddie i stor udstrækning lov til at vise sit speciale (finde råvildt/fasaner og snepper). Men det er mig der tager hende derud, det er mig der siger "gå søg" og det er mig der kalder hende på plads når jagten er overstået. Det er også mig der roser hende når dagen er omme og der er mig viser min glæde for veludført arbejde.

Den største glæde en hund kan få er den glæde den giver sin flok igennem sit arbejde. Det stadfæster dens rolle i tilværelsen og er i yderste konsekvens en stor del af hundens mening med livet i en flok.

 

Jeg er enig i stort set det meste du skriver her men markeringen synes jeg lyder - tjah noget romantisk.

 

Medmindre du har fejlformuleret det du mener

[Gæst Aktivthundelivdk]

Jeg er også utrolig romantisk:mrgreen:

 

Nej, spøg til side. Det jeg til stadighed vil få hundefolk til at prøve at give deres hunde, er et liv med aktivitet. Specielt den aktivitet, hvor hund og fører er aktiveret sammen.

 

JEg er ikke etolog, men jeg kan bare konstatere. At de hunde og førere der dagligt laver noget sammen aktivt i en form for opgave løsning, da har hund og fører et meget balanceret liv.

 

ÅÅÅhh ja. Romantisk igen

[Lonny]

For lige at tage par punkter mere der er blevet nævnt.

 

Hunde vil ikke konstant kæmpe om lederskab.

 

De fleste hunde vil slet ikke have det lederskab, da de ikke er egnet til det eller magter det.

 

Men en hund der lever i en familie, hvor der ikke er nogle rammer/regler/en eller anden form for ledelse, den vil være tvunget til at skabe ledelse, eftersom det er en så essentiel del af en floks overlevelser.

 

Det er min overbevisning, at mange af de problem hunde der findes i Danmark er blevet "tvunget/nødsaget" til at tage ansvar for ledelsen der mangler i hjemmet. Og eftersom mange hunde ikke er egnet til denne ledelse, så bliver de stresset og udviser adfærd der giver mange af de problemer der ender hos dyrlægen.

 

Når jeg taler om gammel dags ledelse, så er det i den forstand, hvor man opdragede hunde med mere CHEF agtige metoder.

 

Det at være den grumme chef og straffe når der begås fejl var fremherskende i gamle dage i mange kredse.

 

Det er vel den form for ledelse mange associerer med ordet ledelse og dette er synd.

 

Mine egne hunde har jeg lige været ude med i skoven.

 

De kan gå pænt i snor, men gør det særdeles sjældent( altså trækker også i snoren).

 

Men det skal de efter min mening også have lov til, når jeg accepterer dette. Og jeg mener selv at de er i balance og forstår min rolle i vores fældesskab.

 

Men når jeg oplever en hund der virkelig har taget kontrol over både fører og hjem, da forsøger jeg at få føreren til at sætte nogle ret så stramme krav. Bl.a. at nu er det føreren der bestemmer på gåturen. De strammere krav er vel for at give både fører og hund en følelse af, at nu findes der andre rammer og arbejde ud fra. Begynder hunden at vise tegn på, at stressen/problemmerne bliver mindre, da kan man da sagtens slække på kravene.

 

Alt andet lige, så er det vigtigt at en hund får lov til at være hund og derfor også skal have lov til at gå rundt i snoren og snuse til skovbunden.

 

I morgen skal Freddie med på jagt. Her får Freddie i stor udstrækning lov til at vise sit speciale (finde råvildt/fasaner og snepper). Men det er mig der tager hende derud, det er mig der siger "gå søg" og det er mig der kalder hende på plads når jagten er overstået. Det er også mig der roser hende når dagen er omme og der er mig viser min glæde for veludført arbejde.

Den største glæde en hund kan få er den glæde den giver sin flok igennem sit arbejde. Det stadfæster dens rolle i tilværelsen og er i yderste konsekvens en stor del af hundens mening med livet i en flok.

 

Derfor er det så vigtigt at lave noget aktivt med sin hund. Det stadfæster både forholdet imellem hund og fører, men også hundens plads i livet.

 

Jeg tror at min form for ledelse er den samme som den tidligere nævnt forældrerolle.

 

JEg er selv far til 3 piger og i princippet udfører jeg min form for ledelse, men det hedder vel egentligt "at være forældre".

 

Stort set lyder det jo som om vi er enige, men bare udtrykker os forskelligt

 

Jeg er dog ikke enige i det markerede. Jeg tror ikke at hunden, i kraft af et ikke eksistrerende lederskab fra ejerens side, går ind og tager lederskabet, og det er derfor at problemerne opstår.

Jeg tror ikke at det har noget med lederskab at gøre. Jeg tror derimod at det har noget at gøre med, at på trods af ejerne aldrig har opdraget på hunden og dermed fortalt den hvad der forventes, så forventer ejeren alligevel at hunden ved det... Det vil sige at vi ender med en hund der dagligt får skæld ud fordi den gør nogle ting der den ene dag er ok iht. til ejeren, men som ikke er ok den næste dag... Dette gør at du ender med en stresset hund, som ikke kan finde ud af at få hverdagen til at fungere. Hunde kræver, ligesom alle os andre, at verdenen på en eller anden måde giver mening, og hvad der var ok i går, er også ok i dag. Vi andre bliver jo også stressede hvis vi aldrig ved hvordan vi skal gebærde os og vi konstant for modsigende signaler fra omverdenen.

[Gæst sailor]

[ællæ

Redigeret December 27, 2008 af sailor

[Gæst Aktivthundelivdk]

Ja, OK, nu ser jeg det selv.

 

Men det er altså ikke SÅ romanstisk jeg er:idea:

[Gæst Ninjamor]

Jeg er også utrolig romantisk:mrgreen:

 

 

Nej, spøg til side. Det jeg til stadighed vil få hundefolk til at prøve at give deres hunde, er et liv med aktivitet. Specielt den aktivitet, hvor hund og fører er aktiveret sammen.

 

Det samme her, bortset fra at jeg kalder dem for hundeejere og ikke førere

 

JEg er ikke etolog, men jeg kan bare konstatere. At de hunde og førere der dagligt laver noget sammen aktivt i en form for opgave løsning, da har hund og fører et meget balanceret liv.

 

Ingen tvivl om det, det var dette jeg reagerede på:

Den største glæde en hund kan få er den glæde den giver sin flok igennem sit arbejde.

 

Jeg mener at f.eks. Pelles glæde er umiddelbar - og hans egen - og ikke baseret på hvorvidt han er til glæde for sin "flok"

 

ÅÅÅhh ja. Romantisk igen

 

[Gæst sailor]

jggj

Redigeret December 27, 2008 af sailor

[Gæst Ninjamor]

Lad mig lige lave en ommer (

Den største glæde en hund kan få er den glæde den giver sin flok igennem sit arbejde.)

 

Hvad jeg mener er at aktivt hundeliv gir sin hund en lang række oplevelser /trænning/opgaver der kan give hunden en følelsesmæsig udløsning i form a feks atypisk opførsel.(også body posture)

 

however jeg gir min hund en på opleveren med mange forskelige gå ture,spor osv og det er helt klart for mig hvor min hund har det bedste jagtsted i sin langtidshukkomelse.Jeg ved også hvor hun syndes det er knapt så sjovt det prøver jeg selfølgelig at lave om på.

Det jeg mener skal opleves med sin hund!! er når den viser dig en opmærksomhed som ikke kan beskrives men skal opleves, hunden bare går og venter på DE meningsfyldte opgaver som den brænder efter.

Min hund har vist glimt af særlige adfærdsmønstre 2 gange og denne føelse man som ejer står med er fantastisk og man kan føle sig beundret af sin hund så derfor(rommantisk)

 

brugshundefolk vil nok kunne nikke ja til de har set noget nær hvad jeg beskriver og jeg har set en del hunde hvordan de nyder og ELSKER bærefasen efter bidearb, ikke alle hunde elsker denne bærefase men at se hunde der gør er et fantastisk syn hvilket disse ejere helt sikkert er stolte af.

Så når vi dumme menesker laver den rette trænning, vil vore hunde udløse nogle glimt af tildfredshed(så derfor udløsning) og det skal vitterligt opleves.

 

Den største glæde en hund kan få er den glæde den giver sin flok igennem sit arbejde

 

Når hund og fører sammarbejder (JA enig!!) Det er flokdriften der gør vore hunde mulige at holde som kæledyr og denne drift bør altid være den dominerende men er det desvære ikke altid.

 

sailor

 

 

Jeg forstår udmærket hvad det er du og Aktiv mener, jeg har tidligere selv beskrevet hvorfor jeg stoppede med at konkurrere med min hund: "Fordi det var selve arbejdet ham og mig imellem der var det vigtige og at pokalerne efterhånden var så uendeligt ligegyldige for mig.

Alt gik op i en højere enhed når i begge var "på" og gjorde vort bedste.

 

Alligevel mener jeg at Rasmus arbejdede sammen med mig for sin egen skyld, og at den glæde ham oplevede spontant ikke var betinget af, at han udførte et job for "flokken" (mig) selvom jeg naturligvis viste min glæde ved det udførte. Og denne glæde gav sig udslag i ros og belønning som igen forstærkede hans glæde.

 

Hunde er godtnok flokdyr, det kan ingen overbevise mig om de ikke er, men de er det for deres egen skyld og hvert job de udfører for "flokken" udfører de i sidste ende for deres egen skyld.

 

Men vi behøver ikke blive enige om dette

[PinPoynter]

Jeg vil give Ninjamor ret. I mine ¢jne er det ikke for at glæde flokken, at hunden g¢r noget, men for at "glæde" sig selv, eller på anden vis for ejen vinding.

[Gæst lillefod]

Jeg vil give Ninjamor ret. I mine ¢jne er det ikke for at glæde flokken, at hunden g¢r noget, men for at "glæde" sig selv, eller på anden vis for ejen vinding.

 

Synes der bliver overfortolket lidt...

 

Selvom det udelukkende har motiv i "egen vinding" er det jo trodsalt STADIG til glæde for "flokken".

 

En "flok" er jo blot en gruppe af individualister der holder sammen for at overleve.

[Gæst Zarina]

Jeg kan ikke rigtigt se, at man kan skille tingene ad, for hvis man gør noget godt for flokken, og man selv er en del af flokken, så gør man jo også noget godt for sig selv :hmm:

[Gæst Jørgen Larsen]

Her er jeg så af en anden mening. Jeg synes ikke det er i orden, at hunden hopper op ad hverken mig eller andre. Jeg synes det er i mangel på respekt for andre mennesker, hvis jeg synes det er i orden, at min hund hopper op. Jo man kan jo så vælge at kalde hunden til sig, men har hunden lært, at det er i orden at hoppe op, indtil man får at vide, at det er det ikke, så kan man desværre komme ud for at hunden hopper op ad de forkerte mennesker, fordi man muligvis ikke lige når at sige fra i tide.

 

En hund, der hopper op ad en dårligt gående, en der har smerter, en der ikke bryder sig om hoppende hunde osv. er i mine øjne bare ikke acceptabelt, så for mig, så gælder det om, at lære hunden, at det IKKE er i orden, uanset hvem det er.

 

Jeg kan give min hund lov til at hoppe op, men han skal ikke gøre det af sig selv.

Nu døjer jeg selv med både knæ og ryg, så jeg ved også hvilke smerter det kan give, hvis der lige pludselig og helt uventet kommer en hund farene op i hovedet på én.

 

Jeg er dog ikke bange for, at det er fordi hunden er ved at overtage lederskabet. :blink:

Du kan lige så god opgive denne diskusion den har jeg haft i et andet fora, og syntes næsten jeg blev grinet helt ned under gulvbræderne,

så kun denne bemærkning om denne diskusion og vender ikke tilbage da den er formålsløs her inde

[Gæst Ninjamor]

Synes der bliver overfortolket lidt...

 

Selvom det udelukkende har motiv i "egen vinding" er det jo trodsalt STADIG til glæde for "flokken".

 

En "flok" er jo blot en gruppe af individualister der holder sammen for at overleve.

 

Ja det der er til glæde for flokken gavner individdet og omvendt.

Men i min opfattelse indbærer dette ikke, at en hund oplever stærk glæde fordi den har kunnet være til gavn for sin flok.

Altså at den træder et skridt tilbage og glædes på flokkens vegne og ikke "kun" på egne vegne.

[Gæst Ninjamor]

Du kan lige så god opgive denne diskusion den har jeg haft i et andet fora, og syntes næsten jeg blev grinet helt ned under gulvbræderne,

så kun denne bemærkning om denne diskusion og vender ikke tilbage da den er formålsløs her inde

 

Og dermed afskrev du lige dine meddebattøres formåen for forståelse og evne til at rykke sig...

[Gæst T_Martinsen]

Du kan lige så god opgive denne diskusion den har jeg haft i et andet fora, og syntes næsten jeg blev grinet helt ned under gulvbræderne,

så kun denne bemærkning om denne diskusion og vender ikke tilbage da den er formålsløs her inde

Det er nu heller ikke en diskution jeg har gang i, det var blot min egen mening og holdning, og den kan ingen rykke på alligevel :blink:

[Jane]

Allerførst vil jeg sige at jeg ikke har læst alle trådene.

 

Men når jeg læser overtagelse af lederskab, så er min første tanke at det er noget menneske bestemt. En leder er den der har det overordede ansvar, der findes leder som er af typen jeg alene vide og mit ord er lov og der findes leder som er vege og konflikt sky, Der findes leder som lytter til medarbejderne og tager dem med på råd.

 

Og ind imellem alt dette findes der dem der er midt imellem.

 

Min tro på en leder eller alfa om man vil i en hundeflok, ser slet ikke ud som vi mennesker tror. Her er lederen den som de andre har tillid til, det er h*m der sørger for at vi finder mad, overlever og har et godt liv. Lederen tør give ansvar til de andre i flokken. Alle har en force og man gør brug af de individuele evner i flokken, så man på den måde udnytter og benytter sig af de bedste til hver enkel opgave.

 

Når jeg som menneske står med ansvaret for mine hunde, så er det mig der har det overordnede ansvar. Jeg skal vide hvor mine hundes evner er og lade dem udføre de opgaver som de er bedst til. Det er ikke mig der kan agerer vagthund og jage tyven på flugt, det er ikke mig der kan apportere en fugl ude i søen og det er ikke mig der kan klare forhindringerne på agility banen osv.

 

Men for at jeg kan være en god leder så må jeg være den som hundene har tillid til. Jeg forlanger ikke mere af dem end jeg ved at de kan håndtere, jeg giver dem gode oplevelser så de har indhold i deres liv, det er mig der ved hvad deres behov er.

Det er også mig der ved hvor farene er og passer på at der ikke sker dem noget ondt.

 

så for mig handler lederskab om at være både forældre og ven.

Der er nogle regler som bare skal overholdes, fordi det ellers vil bringe deres liv i fare og regler fordi de er nød til at skulle kunne begå sig i vores menneskeskabte samfund. Vi må lære at tage hensyn til vores omgivelser og det kræver at jeg er den der taget beslutningen om hvad vi må og ikke må uden diskution.

 

Men for at min hund skal få tilliden til mig, så er det vigtig at jeg er den h*n altid ved h*n kan stole på. Det er mig der er den mest spændende person i hele verden, det er mig der er den bedste at komme hen til, fordi jeg tilbyder noget de andre ikke kan hamle op med. Og jeg svigter aldrig.

 

En god leder bliver valgt og det skal man gøre sig fortjent til.

[Lonny]

Hej Jane, når nu du ikke har læst hele tråden, så kan jeg jo fortælle at du er enige med de fleste af os :blink:

[Jane]

Hej Jane, når nu du ikke har læst hele tråden, så kan jeg jo fortælle at du er enige med de fleste af os :blink:

 

Det er jo båre dejlig.:blink: