farvel og tak for al hjælp

[Gæst bettesmor]

Midt i al vores frustrationer omkring, hvordan vi kunne hjælpe Bette,og vorese "nye" plan med støtte herfra, hvordan vi skulle gribe det an, skete der i torsdags, at vores datter ved det sædvanlige tjek på børne/astamaamnulatoriet gik fra en diagnose på Ab til desideret astma.

Jeg talte meget med astmalægen, som snakkede og snakkede - og endte med at sige, at hun jo godt vidste, hvor svært det er - men direkte adspurgt ville vi ikke kunne beholde en hund inde. Så hvis vi skulle beholde vores hund skulle den ud i en eks. hundegård, og kunne så komme på "visit" inde, efterfulgt af rengøring. Dette ville jo ikke være realistisk.

Og i forvejen fik vores søn i efteråret allergi, og i februar også konstateret astma, hvilket jo bare næsten gør det endnu værre, jeg har bare holdt på at, det var jo kun en "lille" astma, men altså nu et barn mere.

Et værdigt liv for en hund, er for mig ikke i en hundegård, hvor hunden afskæres fra den sociale kontakt. Bette har altid måtte være overalt, undtaget i sengen - og at sætte ham "ud" ville være så synd.

men jeg bebrejder mig selv - burde jeg have set det komme for et år siden. Burde jeg have tænkt, at min datter med AB måske alligvel, trods lægernes ord, var "rigtig" asmatiker osv. Det kunne jeg måske ikke, men alligvel i bagklogskabens lys, kunne jeg have tænkt tanken lad os se, hvordan det går indtil de er lidt større. Men det gjorde jeg ikke, og jeg tror der går laaang tid før den selvbebrejdelse ophører.

 

jeg tudbrølede min man kom hjem torsdag- fordi jeg vidste jo godt, hvad det indbar. Men jeg kunne ikke skære igennem nogen beslutning, så det blev min mand, der sagde at børnenes sundhed jo kommer først-

Det gik faktisk ikke lang tid før vi gennem kontakter havde en meget egnet familie, som med forbehold for alle de ting vi nu er blevet obs på kunne overtage ham.

Det blev så i går. Jeg har bare tudet siden torsdag.

Vi tog hjem til min svigerfamilie, fordi jeg havde ikke lyst til hjem til et hjem uden min hund. Og da vi kom hjem i dag for to timer siden begyndte både min mand og jeg og tude.

 

Vores to treårige tvillinger tager det meget forskelligt. Pigen tror den er på ferie. Mens vores dreng, siger jeg savner Bette, nu bor han hos Mille, han er jo ikke vores hund mere, vel mor?

:megaked: det er bare så hårdt i disse timer. Han stod sådan med trippene ben, logrende hale og let slukne øre, som han ventede på jeg skulle kalde, da jeg gik min vej. familien siger, han allerede er faldet til, at han er glad....

 

Jeg savner lydene, duften, "skubbene" fra hans snude. De konstante minder, når man ser hans tomme plads, hans efterladte hundehår, de gravede huller i blomsterbedene.

Viser nok også, at jeg trods alle frustrationer, i sidste ende nok slet ikke kunne have skaffet mig af overfor ham. Jeg tænker, ej, nu kører jeg op og henter ham, men jeg ved jo godt at det ikke er realistisk. Jeg tænker også, gjorde vi nu det rigtige. Kunne vi min have haft ham ude i haven, eller i et aflukket rum i huset uden adgang - men nej, det ville jo ikke være værdigt.

 

 

Men jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tak for hjælp og støtte det desværre korte år vi fik lov at have hund.

Jeg vil nok snart melde mig ud, da jeg jo som tingene ser ud ikke kan have hund og heller ikke kommer til det.

Det er en meget stor sorg både at sige farvel til vores hund, men også til glæden og drømmen om at have en hund, at give mine børn den gave at vokse op med en hund - sådan som jeg også altid selv har været omgivet af hunde under min opvækst.

 

så det er med tungt tungt hjerte, at jeg skriver disse rigtig mange ord - selvom det "kun" er et år vi fik glæden og sorgerne (som jo også har været der), så er det en sorgproces, og alle der har taget afsked med en hund kender det jo godt.

 

tusind tak

kærlig hilsen Joan

[cs-dumle]

:ae::ae::ae::ae:

 

Jeg forstår godt du er ked, men i forhold til et dumt hundeliv i hundegård var det jo den helt rigtige beslutning i tog. Nu får han det godt og det skal du ikke have dårlig samvittighed over :ae:

[luckyluna]

stakkels dig:ae::ae::ae: Bette lyder til at få det godt og atde var den helt rigtige beslutning i tog. een ting er hunde, der har været vandt til hundegård hele deres liv om som tilhører en selvstændig race,menen hund som bette,villeføle sig meget forladt og udenfor ved at blive udelukket på den måde.

 

Når der er gået lidt tid, kan i jo besøge Bette, hvis de nye ejere vil have det,så kan i se at han har det godt:ae:

[Gæst Tanten]

Du havde jo ikke noget valg :ae: man skal sætte mennesker/sine børn over dyr :ae:

[Gæst tanita]

Ord er tomme i en situation som denne :ae:

[Birgitta]

Hej, Joan.

Træls er det. Og jeg forstår din sorg.

Men det behøver ikke være for altid, du må opgive dit hundehold.

Lige nu har du små børn, så jeg tror, du måske er i tyverne..

Så om 20 år har du stadig mange hundeår til gode. Til den tid er dine børn voksne. Måske er de ved at få deres egne familier. Og måske vil DE ikke finde sig i at undvære en hund resten af livet.

 

I dag er vaccination en mulighed. Ikke til så små børn, og det er langvarigt og omstændeligt. men der sker hele tiden udvikling indenfor medicin og lægevidenskab.

Så måske bliver det allerede før børnene flytter hjemmefra, at man finder nogle bedre løsninger på allergi-problemerne.

 

Du SKAL ikke melde dig ud bare fordi du ikke har hund mere. Der er mange på HF, der ikke har hund.

--Tyve år virker som lang tid... Men det er det egentlig slet ikke..... :ae:

[Aslan]

:ae: stakkels jer alle :ae:

Det kan kun være hårdt

 

Jeg havde taget det samme valg.

 

 

Og jeg mener heller ikke du skal melde dig ud. Hvis du har lyst til at lbie skal du da det, hvem siger ikke du kommer med et guldkorn der kan gører livet nemmere for en anden :blink: