Hunden bider ud efter dig, hvad så?

[PinPoynter]

Er det ikke kun, hvis man tager det personligt?

 

Hunden i denne situation bider jo kun for at fjerne smerten/det grænseoverskridende.

:5up:

 

Indy kan ikke altid lide hvis jeg b¢rster hende i lysken, og tager gerne lige fat om min hånd, ganske blidt, med tænderne. Jeg taler bare beroligende til hende, synes det er helt iorden at hun siger fra, og er samtidig glad for at hun ikke bider, men bare lige tager ved.

Der skal meget til for at jeg mister tilliden, tror ikke det kunne ske med mine egne hunde nogensinde...går ud fra at jeg kender dem godt nok til at vide at hvis de bider mig, er det fordi jeg virkelig har dummet mig, og så må man jo bare bide i det sure æble og tænke sig bedre om næste gang (det er ikke sket endnu).

Jeg er ofte n¢d til på mit arbejde, at give hunde mundkurv på for at få lov at b¢rste dem... det er desværre ikke alle hundeejere der er lige flittige med kammen derhjemme, og så starter den onde cirkel med knuder i pelsen - sur hund - nipper lidt når de pr¢ver at b¢rste - lærer at hvis man bider stopper mor/far med at frisere, og BUM hunden bliver kun ordnet når den er ved os Så kan vi være bussemanden.

 

Egentlig har jeg ikke noget imod et lille bid i ny og næ.... men noget jeg bare slet ikke kan klare, er hunde der kradser!

[Petrine]

Jeg kan sagtens forstå at tilliden bliver brudt begge veje - uanset hvor meget man træner så tror jeg ikke man kan træne nogen til at ignorere smerte, og så er det naturligt at bide tilbage. Jeg ville sætte mundkurven på, så var man helt ude over om der skal bides eller ej. Det er synd for hunden, men med mundkurv på går det hurtigt, og man kommer ikke til at bide og fortryde bagefter.

 

Petrine må gerne bide og gjorde det en del, men virker altid ked af det bagefter så prøver at undgå det mest muligt.

[Lonny]

Er det ikke kun, hvis man tager det personligt?

 

Det er selvfølgelig rigtig, men jeg tror nu nok at det kan være lidt svært ikke at tage det personligt hvis man er nødt til at tilbringe dagen på en skadestue :blink:

 

Egentlig har jeg ikke noget imod et lille bid i ny og næ.... men noget jeg bare slet ikke kan klare, er hunde der kradser!

 

Med et lille bid, må du vist mene småsnapperi, og ikke reelle bid. Jeg kan da ikke forestille mig at nogen syntes at det er mere ubehageligt at blive kradset end at blive bidt hul i af en hund?

 

Jeg kan sagtens forstå at tilliden bliver brudt begge veje - uanset hvor meget man træner så tror jeg ikke man kan træne nogen til at ignorere smerte, og så er det naturligt at bide tilbage. Jeg ville sætte mundkurven på, så var man helt ude over om der skal bides eller ej. Det er synd for hunden, men med mundkurv på går det hurtigt, og man kommer ikke til at bide og fortryde bagefter.

 

Petrine må gerne bide og gjorde det en del, men virker altid ked af det bagefter så prøver at undgå det mest muligt.

 

Fordelen ved en mundkurv vil vel egentlig også være at man ikke kommer til at udstråle den nervøsitet, man måske ellers ville gøre fordi at man er bange for at blive bidt?

[Petrine]

Fordelen ved en mundkurv vil vel egentlig også være at man ikke kommer til at udstråle den nervøsitet, man måske ellers ville gøre fordi at man er bange for at blive bidt?

 

Netop nervøsiteten tror jeg kan være med til at udløse et bid - hvis bidet kommer som reaktion på noget ubehageligt er det næppe genialt, at du står ved siden af og udstråler nervøsitet.

 

Og nej, at blive bidt er slet ikke fedt og jeg vil gå langt for at undgå det. Har selv været bange for en med et kraftigt bid, og det tog lang tid at blive tryg ved ham igen

[Lykkeliv]

Det er svært - for det kommer meget an på situationens karrakter og hvorvidt der har været forudgående overhørte signaler. Herudover ville jeg se langt mere alvorligt på sagen hvis min hund bed, fremfor at markere.

 

Jeg skal presse mine LANGT før det kommer til det. Stella har markeret på mig 2 gange, efter utallige advarsler og i to voldsomt pressede situationer, Asta aldrig.

Jeg ville aldrig acceptere bid og markering som en "normal" måde at sige fra på, det skal virkeligt gå vidt inden det bør være nødvendigt!

Hverken markering eller bid bør nogensinde være en "del af hverdagen", var det dét her i huset, ville jeg revurdere min tilgang til hundene meget.

 

Det handler i bund og grund nok om hvad man lægger vægt på. Tillid er alfa omega i mit hundehold, og jeg VIL være i stand til at kunne gøre hvad som helst med mine hunde uden at være bange for at de bider mig. Jeg går ikke rundt og volder dem fysisk eller psykisk smerte med vilje ligesom jeg heller ikke tager ressourcer fra dem for sjov, men jeg ved at både jeg selv og andre mennesker vil kunne gøre det uden at risikere liv og lemmer, og det giver mig tryghed - et slags sikkerhedsnet, hvis jeg skulle svigte!

[Gæst Ninjamor]

Det er selvfølgelig rigtig, men jeg tror nu nok at det kan være lidt svært ikke at tage det personligt hvis man er nødt til at tilbringe dagen på en skadestue :blink:

 

Muligvis.

 

Der er forskel på hvordan man bliver bidt.

 

Hvis min hund direkte gik efter at bide mig i en ikke angst/smertefyldt situation ville jeg nok tage det lidt personligt, omvendt må jeg jo have gjort et og andet for overhovedet at komme i den situation, hvor han så meget som overvejede at tage mit kød i munden.

[Gæst wsg]

Det er selvfølgelig rigtig, men jeg tror nu nok at det kan være lidt svært ikke at tage det personligt hvis man er nødt til at tilbringe dagen på en skadestue :blink:

 

Da jeg forsøgte at skille Rosie og Mollie ad ved at lange en arm imellem dem og resultatet så var Mollie, der havde begravet hele gebisset i min underarm (og jeg mener begravet; hendes hjørnetænder var helt i), da havde jeg ingen problemer med min logiske hjerne at forsvare det... Selvom det betød mange timer på skadestuen og en dybt traumatisk oplevelse med en stivkrampevaccine (jeg er paniskangst for indsprøjtninger).

 

Meeeeeen da damerne nogle måneder senere gik på hinanden igen, kunne jeg godt mærke, at jeg alligevel ikke var sluppet uden psykiske mén - jeg kunne mærke, at jeg i et par sekunder trak mig tilbage og tanken om at lade dem ordne det selv nåede ind i hjernen. Det var ikke en mulighed, da Rosie qva hendes råstyrke sammenlignet med Mollie, ville have slået hende ihjel og jeg blandede mig alligevel, men du kan godt nok tro, at jeg var hurtig til at trække vedhængene af diverse kropsdele til mig, når de kom for tæt på hundenes bisser.

 

Det er snart 12 måneder, siden hun bed mig og i dag mærker jeg ikke noget synderligt til det og tøserne har besluttet at holde fred i store træk, men jeg har fået en voldsom respekt grænsende til angst for hunde, der begynder at mundhugges og den er svær at slippe....

 

I starten af dette år skulle Jessie naturligvis lære at apportere og under indlæringen af dette (vi var kommet til at hun skulle tage fat i apporten) prøvede vi med en due. Dette tændte damen og hun hakkede ud efter duen for at tage fat i den, men ramte mine fingre...

Jeg var slet ikke forberedt, at hun lige pludselig ville være interesseret i en dummy (hvilket en død due var i mit hovedet) og jeg blev så forskrækket, at jeg reagerede meget forkert og meget instinktivt - jeg fik klappet hende en og ikke på den kærlige måde.

 

Jeg blev så chokeret over min reaktion, at jeg gik hjem og tudbrølede i et par timer - før jeg blev bidt af Mollie, ville et napseri (for det var jo i bund og grund kun det Jessie gjorde) ikke have rørt mig.

 

Jessie kan forresten stadig ikke apportere=tilliden mellem hende og jeg er væk i den situation.....

 

Hvis det er Mollie, der markere ud efter mig (jeg har endnu ikke oplevet at hun har bidt med vilje) og det gør hun med jævne mellemrum, da hun ikke kan håndtere "soignering" ret godt, så har jeg ingen anden reaktion end at trække fingrene til mig. Jeg ved, at Mollie er så psykisk skadet/anderledes (kald det hvad du vil), at hun skal tages lidt specielt.....

 

Jeg hader mig selv for ikke at kunne håndtere de to velfungerende hunde på samme måde, hvis de på et tidspunkt reagere "unormalt" for dem i mit hoved.

 

Kort sagt: Hvis Jessie eller Rosie markere ud efter mig eller bare tager fejl af mig og noget andet, så tager jeg det personligt (jeg har dog fået styr på min reaktion, så jeg ikke slår dem).

Markere Mollie ud efter mig, så tager jeg det ikke personligt, selvom det er hende, der har efterladt et fint tandsæt på min arm

 

Jeg ville vist være guf for en psykolog

 

MVH

Wivian.

[PinPoynter]

Med et lille bid, må du vist mene småsnapperi, og ikke reelle bid. Jeg kan da ikke forestille mig at nogen syntes at det er mere ubehageligt at blive kradset end at blive bidt hul i af en hund?

Jeg vil hellere bides til den grænse hvor de laver store blå mærker og buler (meget hårdt legebid eller lignende), end jeg vil kradses, jo. Sådan et bl¢denede kradsemærke ned ad armen giver deeeejligt ar, og den vapper der sidst kradsede mig, rev en ca 20 cm lang flænge på indersiden af mit lår (gennem jeans!), av siger jeg bare

[Lonny]

Det er svært - for det kommer meget an på situationens karrakter og hvorvidt der har været forudgående overhørte signaler. Herudover ville jeg se langt mere alvorligt på sagen hvis min hund bed, fremfor at markere.

 

I eksemplet jeg gav havde der været forudgående signaler, som du pga. nødvendighed var nødt til overhører. Problemer er jo lidt, at når hunden hakker ud efter dig, så kan det godt være svært at vide hvornår det går fra markering til et rigtigt bid. I og med at du er nødt til at forsætte det du er i gang med, så kan du jo risikerer at hunden går fra markering til bid, fordi at signalerne slet ikke bliver respekteret.

 

Jeg ville aldrig acceptere bid og markering som en "normal" måde at sige fra på, det skal virkeligt gå vidt inden det bør være nødvendigt!

 

Hvad er "gå vidt", hvor langt er det?

 

Muligvis.

 

Der er forskel på hvordan man bliver bidt.

 

Hvis min hund direkte gik efter at bide mig i en ikke angst/smertefyldt situation ville jeg nok tage det lidt personligt, omvendt må jeg jo have gjort et og andet for overhovedet at komme i den situation, hvor han så meget som overvejede at tage mit kød i munden.

 

Du har ret, og hvis bidet var (i dine øjne) uprovokeret, så har du nok overset nogle signaler :blink:

Så jeg vil give dig ret i, at den måde er den mest rigtige at håndtere det på, og nok også den sundeste for forholdet mellem dig og din hund, idet at man så lettere kan bevare objektiviteten. Men derfor tror jeg nu alligevel det må være svært ikke at tage det personligt...

 

Da jeg forsøgte at skille Rosie og Mollie ad ved at lange en arm imellem dem og resultatet så var Mollie, der havde begravet hele gebisset i min underarm (og jeg mener begravet; hendes hjørnetænder var helt i), da havde jeg ingen problemer med min logiske hjerne at forsvare det... Selvom det betød mange timer på skadestuen og en dybt traumatisk oplevelse med en stivkrampevaccine (jeg er paniskangst for indsprøjtninger).

 

Meeeeeen da damerne nogle måneder senere gik på hinanden igen, kunne jeg godt mærke, at jeg alligevel ikke var sluppet uden psykiske mén - jeg kunne mærke, at jeg i et par sekunder trak mig tilbage og tanken om at lade dem ordne det selv nåede ind i hjernen. Det var ikke en mulighed, da Rosie qva hendes råstyrke sammenlignet med Mollie, ville have slået hende ihjel og jeg blandede mig alligevel, men du kan godt nok tro, at jeg var hurtig til at trække vedhængene af diverse kropsdele til mig, når de kom for tæt på hundenes bisser.

 

Det er snart 12 måneder, siden hun bed mig og i dag mærker jeg ikke noget synderligt til det og tøserne har besluttet at holde fred i store træk, men jeg har fået en voldsom respekt grænsende til angst for hunde, der begynder at mundhugges og den er svær at slippe....

 

I starten af dette år skulle Jessie naturligvis lære at apportere og under indlæringen af dette (vi var kommet til at hun skulle tage fat i apporten) prøvede vi med en due. Dette tændte damen og hun hakkede ud efter duen for at tage fat i den, men ramte mine fingre...

Jeg var slet ikke forberedt, at hun lige pludselig ville være interesseret i en dummy (hvilket en død due var i mit hovedet) og jeg blev så forskrækket, at jeg reagerede meget forkert og meget instinktivt - jeg fik klappet hende en og ikke på den kærlige måde.

 

Jeg blev så chokeret over min reaktion, at jeg gik hjem og tudbrølede i et par timer - før jeg blev bidt af Mollie, ville et napseri (for det var jo i bund og grund kun det Jessie gjorde) ikke have rørt mig.

 

Jessie kan forresten stadig ikke apportere=tilliden mellem hende og jeg er væk i den situation.....

 

Hvis det er Mollie, der markere ud efter mig (jeg har endnu ikke oplevet at hun har bidt med vilje) og det gør hun med jævne mellemrum, da hun ikke kan håndtere "soignering" ret godt, så har jeg ingen anden reaktion end at trække fingrene til mig. Jeg ved, at Mollie er så psykisk skadet/anderledes (kald det hvad du vil), at hun skal tages lidt specielt.....

 

Jeg hader mig selv for ikke at kunne håndtere de to velfungerende hunde på samme måde, hvis de på et tidspunkt reagere "unormalt" for dem i mit hoved.

 

Kort sagt: Hvis Jessie eller Rosie markere ud efter mig eller bare tager fejl af mig og noget andet, så tager jeg det personligt (jeg har dog fået styr på min reaktion, så jeg ikke slår dem).

Markere Mollie ud efter mig, så tager jeg det ikke personligt, selvom det er hende, der har efterladt et fint tandsæt på min arm

 

Jeg ville vist være guf for en psykolog

 

MVH

Wivian.

 

Puha, sikke dog en historie :ae:

 

Jeg tror altså også at ligegyldig hvor meget man vælger at se logisk på det, så vil ens følelser altså også spille ind. Og det gør jo rigtig, rigtig ondt, og vi vil nok have svært ved ikke at få et negativt indtryk af det.

Og jeg tror også at man bliver lidt mere opmærksom på, at det rent faktisk er et rovdyr man har med at gøre, og det kun er fordi at hunden ikke vil gøre en skade, at den rent faktisk ikke gør det, idet den er så fysisk meget stærkere og hurtigere end os (selvfølgelig afhængig af størrelse hund)

[Therese]

I eksemplet jeg gav havde der været forudgående signaler, som du pga. nødvendighed var nødt til overhører. Problemer er jo lidt, at når hunden hakker ud efter dig, så kan det godt være svært at vide hvornår det går fra markering til et rigtigt bid. I og med at du er nødt til at forsætte det du er i gang med, så kan du jo risikerer at hunden går fra markering til bid, fordi at signalerne slet ikke bliver respekteret.

 

 

 

Men hvis har været mange forudgående signaler, har man vel også haft mulighed for at træne det inden det bliver til et reelt bid. Det starter jo som regel heller ikke med markering, men med dæmpende signaler og knurren. Så kan man jo sagtens starte en træning, så hunden ikke når ud i at skulle bide.

[Lonny]

Men hvis har været mange forudgående signaler, har man vel også haft mulighed for at træne det inden det bliver til et reelt bid. Det starter jo som regel heller ikke med markering, men med dæmpende signaler og knurren. Så kan man jo sagtens starte en træning, så hunden ikke når ud i at skulle bide.

 

Hvis det nu er en flåt, og du ved at hvis den ikke bliver fjernet inden for 24 timer (og du ikke helt ved hvor længe den allerede har siddet der), så er der stor sandsynlighed for at den giver din hund borreliose , i og med at 20% af flåterne er bærer af denne sygdom. Så har du jo ikke flere dage til at træne din hund i...

 

Eller hvis din hund får øjenbetændelse og SKAL behandles i en uge, og den er vildt bange for denne behandling, så har du jo heller ikke flere dage at træne i, før du er nødt til at gå i gang?

 

Du kan så nå at træne det inden næste gang din hund får en flåt, men hvad gør du i den aktuelle situation?

Og hvad gør du, hvis det viser sig, at din hund kan skelne i mellem en træningsession og når det er virkeligt, og den derfor måske ikke reagerer lige så stærkt under træning som den gør i den virkelige situation?

[Lonny]

Men hvis har været mange forudgående signaler, har man vel også haft mulighed for at træne det inden det bliver til et reelt bid. Det starter jo som regel heller ikke med markering, men med dæmpende signaler og knurren. Så kan man jo sagtens starte en træning, så hunden ikke når ud i at skulle bide.

 

ps. med forudgående signaler mener jeg, at hunden i selve situationen har signaleret sin utryghed, ikke at du i forvejen vidste at den ikke kunne lide det. Eller måske ved du at den ikke kan lide det, men har bare endnu ikke formået at gøre den tryg ved situationen.

 

Så de forudgående signaler er altså 5 minutter før den bider/snapper

[Therese]

ps. med forudgående signaler mener jeg, at hunden i selve situationen har signaleret sin utryghed, ikke at du i forvejen vidste at den ikke kunne lide det. Eller måske ved du at den ikke kan lide det, men har bare endnu ikke formået at gøre den tryg ved situationen.

 

Så de forudgående signaler er altså 5 minutter før den bider/snapper

Nåh. Jeg troede du mente det var sket mange gange. Så er det jo en helt anden sag og jeg må så være dig skyldig

[Gæst jeanett25]

Nu har jeg aldrig prøvet at blive bidt som følge af at hunden følte sine grænser overskredet.

 

Legebid tror jeg alle har været udsat for. Men for mig falder disse bid ikke i ovenstående kategori.

 

Jeg mener dog at uanset flåt, negle mv så kan man nå et langt stykke, hvis man netop træner det fra de er helt små. Så vil det jo netop ikke blve et problem såfremt hunden får en flåt 2 måneder senere.

 

Desuden synes jeg også det er vigtigt at lære hunden at finde sig i at blive holdt om. Den skal nemlig ikke se det som et forsøg på dominans men som alt andet træning.

 

Men det går jo ikke altid så nemt som man gerne ville.

 

Fx havde jeg fået en ny negleklipper, som jeg var så dum og glemme og indstille inden jeg stak den i Emils kløer. Resultat: Jeg klippede i roden og han blev selvfølgelig forskrækket og trak poten til sig og gik.

 

Alt træning var nu spildt! Hver gang jeg prøvede bare at komme ham nær med klipperen. Stak han af med halen mellem benene.

 

Så måtte jeg jo straks igang igen med træningen. Sådan at han faktisk ville lære at klipperen var okay, til næste gang hans negle trængte.

 

Og det var jo helt fra bunden. Esben stod med klipperen og Emil fik godbidder mens han gik tættere og tættere på.

 

Tilsidst efter en hel uge med træning. Kunne jeg klippe min første negl mens hunden var afslappet.

 

Måske er det bare svært for mig at sætte mig ind i:confused: Da Emil skulle have 2 kæmpe sprøjter antibiotika pev han også og syntes ikke det var særlig skægt men han fandt sig i det. og blev siddende. Går ud fra det er fordi han har tillid til mig.

 

Men hvis jeg skulle tackle en hund hvor vi ikke havde opbygget noget tillidsbånd, så ville jeg bruge mundkurven, for min egen sikkerheds skyld, men jeg ville træne træne træne indtil det forhåbentlig kunne lykkes og hunden havde tillid til mig.

 

En anden ting er sådan noget som ressourceforsvar mv. Det vil jeg så heller ikke accepetere. Jeg vil til hver en tid kunne tage noget fra min hund, uden at skulle bekymre mig om at den ville markere sig.

 

Vi skal være et makkerpar og den skal stole på at jeg ikke vil tage tingen/maden mv uden grund, og derfor overlade hvad den har til mig, når jeg ønsker det.

 

Grundlæggende har jeg nok på det punkt (markering/bide) meget faste regler for hvad tolererer - og det er ikke meget. Men det er også under disse forudsætninger jeg så træner, så hunden netop ikke ser det som en løsning at markere.

[Gæst jeanett25]

Og nu må jeg hellere lige skynde mig at tilføje at jeg ER blevet bidt - men i ovenstående indlæg taler jeg om egne hunde!

 

Da jeg arbejdede i dyrebutikken og for Dansk dyreværn Århus blev jeg bidt en del gange. Især af gravhunde...Nå men det er en anden snak.

[Lonny]

Nu har jeg aldrig prøvet at blive bidt som følge af at hunden følte sine grænser overskredet.

 

Legebid tror jeg alle har været udsat for. Men for mig falder disse bid ikke i ovenstående kategori.

 

Jeg mener dog at uanset flåt, negle mv så kan man nå et langt stykke, hvis man netop træner det fra de er helt små. Så vil det jo netop ikke blve et problem såfremt hunden får en flåt 2 måneder senere.

 

Desuden synes jeg også det er vigtigt at lære hunden at finde sig i at blive holdt om. Den skal nemlig ikke se det som et forsøg på dominans men som alt andet træning.

 

Men det går jo ikke altid så nemt som man gerne ville.

 

Fx havde jeg fået en ny negleklipper, som jeg var så dum og glemme og indstille inden jeg stak den i Emils kløer. Resultat: Jeg klippede i roden og han blev selvfølgelig forskrækket og trak poten til sig og gik.

 

Alt træning var nu spildt! Hver gang jeg prøvede bare at komme ham nær med klipperen. Stak han af med halen mellem benene.

 

Så måtte jeg jo straks igang igen med træningen. Sådan at han faktisk ville lære at klipperen var okay, til næste gang hans negle trængte.

 

Og det var jo helt fra bunden. Esben stod med klipperen og Emil fik godbidder mens han gik tættere og tættere på.

 

Tilsidst efter en hel uge med træning. Kunne jeg klippe min første negl mens hunden var afslappet.

 

Måske er det bare svært for mig at sætte mig ind i:confused: Da Emil skulle have 2 kæmpe sprøjter antibiotika pev han også og syntes ikke det var særlig skægt men han fandt sig i det. og blev siddende. Går ud fra det er fordi han har tillid til mig.

 

Men hvis jeg skulle tackle en hund hvor vi ikke havde opbygget noget tillidsbånd, så ville jeg bruge mundkurven, for min egen sikkerheds skyld, men jeg ville træne træne træne indtil det forhåbentlig kunne lykkes og hunden havde tillid til mig.

 

En anden ting er sådan noget som ressourceforsvar mv. Det vil jeg så heller ikke accepetere. Jeg vil til hver en tid kunne tage noget fra min hund, uden at skulle bekymre mig om at den ville markere sig.

 

Vi skal være et makkerpar og den skal stole på at jeg ikke vil tage tingen/maden mv uden grund, og derfor overlade hvad den har til mig, når jeg ønsker det.

 

Grundlæggende har jeg nok på det punkt (markering/bide) meget faste regler for hvad tolererer - og det er ikke meget. Men det er også under disse forudsætninger jeg så træner, så hunden netop ikke ser det som en løsning at markere.

 

Nu er der jo stor forskel på resourceforsvar og det at bide fordi at hunden er angst.

 

Men som jeg forstår af dit indlæg, så mener du at grunden til hunden bider, er at den ikke har tillid til ejeren, og det er der nok noget om. Men hvis nu hunden er rigtig bange for det der skal ske, f.eks. som tidligere nævnt, at få dryppet øjne. At få dryppet øjne er jo ikke rigtig noget man sådan kan gå og øve, det er i hvertfald de færeste der gør det. Mener du så at hvis hunden bliver angst og snapper, så er det fordi at ejer og hund har et generelt dårligt tillidsforhold?

[Lonny]

Ps. når nu du nævner resourceforsvar, så har jeg lige siddet og håndfodret mine hunde med rå stegeben som de elsker (og de har ikke noget resourceforsvar overfor mig), og når man sidder der og ser hvad deres tænder er i stand til at knuse, så får man altså lidt respekt for den styrke de har...

[Gæst jeanett25]

Nu er der jo stor forskel på resourceforsvar og det at bide fordi at hunden er angst.

 

Men som jeg forstår af dit indlæg, så mener du at grunden til hunden bider, er at den ikke har tillid til ejeren, og det er der nok noget om. Men hvis nu hunden er rigtig bange for det der skal ske, f.eks. som tidligere nævnt, at få dryppet øjne. At få dryppet øjne er jo ikke rigtig noget man sådan kan gå og øve, det er i hvertfald de færeste der gør det. Mener du så at hvis hunden bliver angst og snapper, så er det fordi at ejer og hund har et generelt dårligt tillidsforhold?

 

Det er jo så svært sådan noget. For jeg "hader" generalister og sommetider fremstår jeg selv som een

 

Men kort, nej, det mener jeg groft sagt ikke at de har.

 

Hund og ejer kan jo have et godt tillidsforhold når det kommer til alt andet :blink:

 

Men hvis min hund bed ud efter mig grundet angst ville jeg helt klart tage det som en indikation på at der er noget "galt" med vores forhold i DEN situation.

 

For igen, groft sagt, så mener jeg ikke en hund skal markere sig pga af angst. Men det er klart at den er i sin ret til at gøre det, hvis den ikke "ved" at denne her handling er ok.

 

Der er jo så nogle gange (igen træder vi udenfor generaliseringen) at man kommer ud for et "uheld" hvor man som ejer kan have meget meget svært ved få hundens tillid i den pågældende situation/handling.

 

Og det er jo hverdagens mindre eller større kvaler

 

Fx som mig med negleklipperen (klovnen!) Men der er det jo op til mig at gøre det klart for hunden at den stadig kan have tillid til mig når det kommer til negleklipning.

 

Jeg ved godt angstbidning og ressorceforsvar ikke er noget nær det samme. Det var bare for at påpege, at jeg også der mener, at hunden skal have tillid til mig og lade mig få whatever I want , when I want.

 

Ja, sådan nogle kæber er ikke at spøge med - netop også derfor jeg er ret grænsekritisk, når det lige kommer til det! Lyder ellers lækkert med stegeben (siger Emil :blink:)

[Lonny]

Det er jo så svært sådan noget. For jeg "hader" generalister og sommetider fremstår jeg selv som een

 

Men kort, nej, det mener jeg groft sagt ikke at de har.

 

Hund og ejer kan jo have et godt tillidsforhold når det kommer til alt andet :blink:

 

Men hvis min hund bed ud efter mig grundet angst ville jeg helt klart tage det som en indikation på at der er noget "galt" med vores forhold i DEN situation.

 

For igen, groft sagt, så mener jeg ikke en hund skal markere sig pga af angst. Men det er klart at den er i sin ret til at gøre det, hvis den ikke "ved" at denne her handling er ok.

 

Der er jo så nogle gange (igen træder vi udenfor generaliseringen) at man kommer ud for et "uheld" hvor man som ejer kan have meget meget svært ved få hundens tillid i den pågældende situation/handling.

 

Og det er jo hverdagens mindre eller større kvaler

 

Fx som mig med negleklipperen (klovnen!) Men der er det jo op til mig at gøre det klart for hunden at den stadig kan have tillid til mig når det kommer til negleklipning.

 

Jeg ved godt angstbidning og ressorceforsvar ikke er noget nær det samme. Det var bare for at påpege, at jeg også der mener, at hunden skal have tillid til mig og lade mig få whatever I want , when I want.

 

Ja, sådan nogle kæber er ikke at spøge med - netop også derfor jeg er ret grænsekritisk, når det lige kommer til det! Lyder ellers lækkert med stegeben (siger Emil :blink:)

 

Men hvis det er den generelle tillid mellem ejer og hund den er gal med, hvordan ville du så forbedre denne tillid?

[Gæst jeanett25]

Hov og kan da lige kommentere på det med fx øjendrypning.

 

Jeg har altid trænet i at jeg kan fx også åbne øjne. Altså bede hunden og at "sitte" og så åbne øjnene men man holder ved hunden. Derfor jeg også nævnte det med at man træner sin hund i at blive holdt om.

 

Min erfaring siger mig nemlig at mange hunde panikker allerede ved selve det at ejeren griber anderledes fat om hunden. Og hunden føler "nu skal der ske noget anderledes/måske ubehageligt - og derfor går fx øjendrypningen allerede galt dér. Det er bare mine teorier/erfaringer det her Så har vi lige det på plads.

 

Men som sagt så træner jeg generelt meget berøring. Men det er klart at man aldrig rigtig ved hvordan hunden reagerer den dag hvor det så er noget mærkeligt stads der kommer i øjet.

 

Jeg mener så, at hvis hunden har nok tillid til ejeren i situationen vil den "finde" sig i at blive dryppet i øjnene.

 

Hvis det nu alligevel skulle gå "galt", så mener jeg ikke det er tilladt for hunden at markere sig såfremt man faktisk har øvet. Men igen så vil jeg heller ikke tro den ville gøre det hvis den var bekendt med træningen...Hvis det giver mening.

[Gæst jeanett25]

Men hvis det er den generelle tillid mellem ejer og hund den er gal med, hvordan ville du så forbedre denne tillid?

 

Altså er det et rent hypotetisk spg?

 

For jeg skrev nemlig, at jeg ikke mener det er den generelle tillid, men tilliden i den pågældende situation :blink:

 

Men hvis hunden virker til, generelt, at have mindre/ringe tillid til ejeren (og det behøver jo ikke at betyde at ejeren ikke er god ved sin hund, vil jeg gerne lige understrege!) så ville jeg først finde ud hvor det er hunden mister tilliden - altså præcist hvornår.

 

Hvis man nu finder ud af at det er ved berøring at hunden har meget "kort lunte", så ville jeg træne som ved så meget andet, at berøring er okay.

 

Altså godbid/legetøj - hvad der virker - og så gøre berøring til noget godt. Og på den måde få hundens tillid ved berøring.

 

Nogle siger:

"jamen jeg kan godt klappe min hund, så den har det fint med berøring",

 

men berøring er jo meget mere end et klap eller en kløtur bag øret - det er nemlig alle de der små ting, såsom at man må røre rundt om øjet, holde om hunden, røre ved halen, kønsorganerne mv.

 

Og hvis jeg fandt ud af at hunden mistede tillid til mit kropssprog - ja så ville jeg forsøge og arbejde med.

 

Og så videre.....

 

Det er jo de små ting som gør helheden - og det er jo altid de små ting vi alle kan arbejde på.

 

For generelt set (og nu mener jeg virkelig generelt ) så er hunde (og mange andre dyr også) utrolig tillidsfulde og det skal vi jo - på en god måde - udnytte.

[Lonny]

Altså er det et rent hypotetisk spg?

 

For jeg skrev nemlig, at jeg ikke mener det er den generelle tillid, men tilliden i den pågældende situation :blink:

 

Så kan jeg bare ikke læse, for jeg forstod det som at der generelt manglede tillid, og ikke bare i den specifikke situation

[Lonny]

Hov og kan da lige kommentere på det med fx øjendrypning.

 

Jeg har altid trænet i at jeg kan fx også åbne øjne. Altså bede hunden og at "sitte" og så åbne øjnene men man holder ved hunden. Derfor jeg også nævnte det med at man træner sin hund i at blive holdt om.

 

Min erfaring siger mig nemlig at mange hunde panikker allerede ved selve det at ejeren griber anderledes fat om hunden. Og hunden føler "nu skal der ske noget anderledes/måske ubehageligt - og derfor går fx øjendrypningen allerede galt dér. Det er bare mine teorier/erfaringer det her Så har vi lige det på plads.

 

Men som sagt så træner jeg generelt meget berøring. Men det er klart at man aldrig rigtig ved hvordan hunden reagerer den dag hvor det så er noget mærkeligt stads der kommer i øjet.

 

Jeg mener så, at hvis hunden har nok tillid til ejeren i situationen vil den "finde" sig i at blive dryppet i øjnene.

 

Hvis det nu alligevel skulle gå "galt", så mener jeg ikke det er tilladt for hunden at markere sig såfremt man faktisk har øvet. Men igen så vil jeg heller ikke tro den ville gøre det hvis den var bekendt med træningen...Hvis det giver mening.

 

Det markerede tror jeg at du har ret. I træningssituationer glemmer man at fumle, at holde hårdt fast, og hvad man ellers kunne finde på når den rigtige situation opstår, og derfor bliver hunden nervøs, fordi at den kan mærke at situationen nu er helt anderledes.

[Gæst jeanett25]

Det er jo så svært sådan noget. For jeg "hader" generalister og sommetider fremstår jeg selv som een

 

Men kort, nej, det mener jeg groft sagt ikke at de har.

 

Hund og ejer kan jo have et godt tillidsforhold når det kommer til alt andet :blink:

 

Men hvis min hund bed ud efter mig grundet angst ville jeg helt klart tage det som en indikation på at der er noget "galt" med vores forhold i DEN situation.

 

Ja det kan jo ske Altså at man læser forkert... Men har markeret det jeg lagde vægt på vedr. tillid når det kom til markering. Måske jeg formulerede mig dårligt.

[Gæst jeanett25]

Det markerede tror jeg at du har ret. I træningssituationer glemmer man at fumle, at holde hårdt fast, og hvad man ellers kunne finde på når den rigtige situation opstår, og derfor bliver hunden nervøs, fordi at den kan mærke at situationen nu er helt anderledes.

 

 

Yes enig!