Da jeg løb med Bamse, begyndte han træningen, da jeg begyndte træningen.
Jeg fulgte IForms løbeprogram, hvor man altid starter med at gå i 5 min. ( og så bygger man gradvist længere og længere løbetid og mindre og mindre gåtid ind i forløbet)
Bamse er så indrettet på den måde at han altid tisser og pølser indenfor de første par minutter og så var den sag jo klaret.
Vi var så, så heldige at vi sjældent mødte andre hunde på vores vej og mødte vi nogen, så kortede jeg snoren af og vi løb videre.
Han var så glad for det, at han kunne abstrahere for forstyrrelserne og bare løb videre
Jeg spændte et bælte om livet med hans flexsnor i og så havde jeg begge hænder fri - det er et hit, for så kan man bedre få en god rytme.
Han lagde sig så i front og holdte så et jævnt trav, hvilket også var med til at jeg holdte et jævnt tempo - ikke noget med at trække mig afsted, men bare et jævnt "træk" ( ved ikke hvad jeg ellers skal kalde det, for han trak mig ikke afsted). Han var en fantastisk træningspartner.
Jeg er så desværre gået i stå med at løbe og kan ikke rigtigt komme i gang igen
Bamse står ellers parat
Efter jeg har skrevet dette, får jeg helt dårlig samvittighed - ikke over at jeg ikke længere holder mig selv i form, men det får mig til at tænke over hvor meget Bamse elskede det og burde gøre det for ham igen.
Aha, se der var jo motivationen