Nollike

Det er en meget hård tid! Jeg kan sagtens følge dig, din beskrivelse er nøjagtig ligesom jeg havde det da jeg skulle sige farvel til Futte. Og stadig har jeg det sådan, at jeg godt kan fortælle om hans død, jeg skal bare ikke gå for meget i detaljer, så tuder jeg. Men ja, tiden læger heldigvis, så den voldsomme sorg kommer lidt i baggrunden og glæden og taknemmeligheden over at have fået lov til at have så skøn en ven træder i forgrunden. Du er, lige som jeg kan jeg høre, blevet positivt overrasket over venner, famile og andres forståelse for, hvor hårdt det er. Jeg havde slet ikke forventet at så mange kunne sætte sig ind i min sorg. Det var en kæmpe hjælp og det varmer helt utroligt. Så brug dem til at snakke med og læne dig op ad, det fremmer helingen at man ikke føler sig alene i sorgen. Ja de har jo deres egen måde at gøre opmærksom på at de har været der :wink: Det er faktisk dejligt at finde de hår allevegne, det bringer et smil frem. Og en følelse af at han stadig er der lidt. Det er en meget mærkelig fornemmelse pludseligt ikke at skulle hjem mere. Og i starten giver det et stik i hjertet, hver gang det går op for en, at der ikke er nogen grund til at skynde sig. Bedst som man er et sted og har det godt, bliver sorgen meget nærværende, fordi man bliver mindet om at der ikke er noget at skulle hjem til. Men på et tidspunkt kommer du så langt at du kan nyde det og det skal du ikke føle dårlig samvittighed over, det er helt naturligt og er jo ikke et udtryk for at du er glad for at han ikke er der. For jeg er ikke et sekund i tvivl om, at du som jeg, ville give din højre arm for at få din hund tilbage, men det er et spørgsmål om at man tilpasser sig den situation man er i. Det lyder som en god bog der har fanget essensen af, hvordan det er. Dejligt at du fandt den Der er alt for meget overskudstid når man mister sin ven! Og desværre kan jeg ikke opmuntre dig meget her. Jo, man får fyldt sin tid ud, men ikke meningsfuldt synes jeg. Jeg er blevet enormt lad efter at Futte ikke er her mere. Men sådan er det nok at være hundemenneske, det er utrolig tomt uden og man ved ikke hvad man skal give sig til. For at gå en tur når der ikke er nogen hund med er fuldstændig formålsløst og så bliver det bare ikke rigtig til noget. Tilgengæld kan man på et tidspunkt nyde ikke at være nødt til at gå ud når det er koldt og regner og bare kunne gå i seng når man er træt, i stedet for at trække i tøjet for at skulle ud og nattisse med hunden. Det nyder jeg rigtig meget, især nu hvor jeg går og venter på en lille hvalp, for om 2 mdr. er det slut med "driverlivet" Jeg håber for dig, at du, om noget tid måske, kan nyde den periode indtil du får en ny hund, for det gør du jo nok Det er dejigt i en periode at have sin "frihed" bare den ikke varer alt for længe :wink: I starten føles det fuldstændig usandsynligt at der skal komme en anden hund ind i ens liv (det gjorde det i hvert fald for mig) for hvem kan fylde den plads ud??? Og er det ikke næsten som at være "utro" at få en ny hund? Men stille og roligt kommer sorgen lidt på afstand og savnet efter at have en helt særlig ven at komme hjem til fylder mere og så er du ved at være klar. Nogle foretrækker at få en ny hund med det samme og sådan er vi så forskellige. På det punkt må man følge sit hjerte. Ja det er nemlig en meget fin lille urne, jeg blev meget positivt overrasket da jeg så den. Den kan man fint have stående, hvis det er det man har det bedst med Det er et fint lille "alter" du har lavet for ham, jeg er sikker på at englen passer godt på ham! Jamen det tager tid. Og sådan skal det være. Det er en sorgproces og den skal du sørge for at give tid og bearbejde og stille og roligt vil sorgen komme lidt på afstand. Men den går nok aldrig helt væk tror jeg. Den 5. februar er det et år siden jeg mistede Futte og jeg savner ham stadig, det er dog på en mindre altomfattende måde nu. Men han vil altid stå for mig som den mest fantastiske hund der nogensinde har eksisteret og er det egntlig ikke en dejlig tanke, at så mange hunde har været "den bedste i verden"? For jeg er sikker på, at spørger du hvem som helst i denne debat, så har de alle haft "verdens bedste hund". Og alt andet lige, så giver det en glæde at sende "verdens bedste hund" til Regnbuebroen end bare "hunden". Trold har haft et dejligt liv sammen med dig og han har været elsket hver eneste dag! Han har været heldig! Og du var heldig, fordi det lige var dig som fik lov til at få ham. Ligesom jeg var heldig fordi jeg fik lov til at få Futte, Misty var heldig fordi hun fik Ascha og sådan kan vi alle med ro i sindet sende vores bedste ven afsted og med tiden få et smil på læben i stedet for en tåre i øjet når vi tænker på dem. Så har Trold været bedre opdraget end Futte, for Futte pakkede også vores andres gaver ud Han slæbte dem, uden at vi opdagede det, ud i gangen og lukkede dem op. Min faster blev noget stram i betrækket, når han havde åbnet min fætters gaver Det bliver en tom jul, ingen tvivl om det! Jeg ønsker for dig at du kommer rimeligt igennem den, for godt er nok for meget at håbe på. Det er så i dag det havde været Trolds fødselsdag Pyh, det bliver hårdt for dig. Det er to hårde dage når det er så tæt på. Jeg ønsker det bedste for dig Du skal bare læsse af her. Vi tænker stadig på dig.

Atopica, hvordan har du det??? Frygteligt, det ved jeg godt, men jeg vil da lige høre til dig...

Det er nemlig lige præcis den Fnis, man kan hurtigt komme galt afsted med de navne, men hva' pokker, man kan jo ikke tjekke på alle sprog vel?

Æv, jeg har en ide om det, men jeg kender ikke navnet på den og heller ikke ordene... Men det er sådan en glad melodi og der er i hvert fald noget i teksten som lyder som hans navn og bliver gentaget 3 gange efter hinanden. Er det mon den? (hvis DU så kan gætte hvad det er for en )

Det er han begyndt på nu. Men han kendte ikke til det før. Han er også begyndt at gemme guffer rundt om i huset som hun skal finde og simpelthen så glad ud, da han fortalte hvor sjovt hun syntes at det var Ha ha, ja gavekortet Det er nu ikke mit indtryk, at hun har masser af penge på kontoen, så vidt jeg ved, kommer hun en del ud, men jeg prøver lige at spørge lidt nærmere ind til det Men spørgsmålet er om det er en "ond" cirkel, hvor hun får masser af motion, men ingen "hjerneøvelser" så hun bare skal have mere og mere motion. Hvordan konflikter? Hvis han skælder ud når han henter hende f.eks. eller er vi ude i de hårdere konflikter? (For jeg tror bestemt ikke at han er hård ved hende, det virker på ingen måde sådan, tvært imod ) Det kan godt være, at jeg har været lidt for "entusiastisk" mht. øvelserne, for jeg brugte pølser og skinkekød, for at hun skulle synes at det var rigtig sjovt, det ville nok være bedre med nogle "knase-guffer" og nogle som hun gerne vil have, men ikke går helt agurk for at få fat i Hun er nu god til at afstresse bagefter, det er ikke fordi hun spurter rundt og ikke kan finde ro. Når det er slut er det slut Skal det trænes seperat så? For hun skal vel have guffen i det øjeblik hun har lavet øvelserne rigtigt? Altså masser af fodersøg og gåture i snor! Vi havde både pølser og skinke med da vi gik sidst og det var ikke nok til at fastholde hendes interesse. Hun er jo vant til at komme ud og løbe frit, så vil det være en fordel at finde et nyt sted at gå så? Så hun ikke er vant til at løbe frit der og lege med de andre hunde? Det hjalp da hun kom i snor, da hun var uden gravede hun midt i et pølsesøg og mens hun skulle finde guffer i træet. Det er da til at have med at gøre. Tak! Det kan jeg helt sikkert! Tak for hjælpen!!!

En jeg kender har en lab-tæve på 4 år. Hun er ikke som sådan vant til aktiviteter i form af fodersøg osv., men det er så småt startet op nu. Hun har som hvalp gået til træning, men ikke i de senere år. Det som jeg har brug for hjælp til (til at give videre) er hvordan han får lavet et sikkert indkald på hende. Når de er ude at gå er hun vild med at grave og får en udpræget selektiv hørelse = ingen reaktion overhovedet når han kalder. Jeg var selv med ude og gå forleden og da vi kaldte og hun valgte at ignorere os, prøvede vi at løbe hen og gemme os og der gik laaaang tid, før hun valgte at komme. Desuden prøvede vi at lave fodersøg på jorden (det gik fint) og fodersøg på et træ (med guffer sat fast i barken og sådan) og det fungerede først nogenlunde da hun kom i snor. Ellers løb hun væk for at grave. Sådan som jeg så det, så var hun stresset (hun var helt oppe at køre over det graveri) og havde svært ved at koncentrere sig (men hun er jo heller ikke vant til aktiviteter af den art) og samtidig virker det på mig, som om der mangler kontakt mellem hund og ejer. Hvis jeg har ret i min antagelse (og ellers må I meget gerne byde ind med andre forslag) har I så nogle ideer til, hvordan det kan ændres? Har I nogle forslag til deciderede kontaktøvelser (og I må meget gerne pinde det meget ud, jeg giver det videre så ) Når man forsøger at lave noget med hende indendørs, så vil hun RIGTIG gerne, men kører også meget op. (Man skal passe på fingrene f.eks. og det kniber en anelse med koncentrationen). Så jeg efterlyser også øvelser som giver ro. (Det er måske i virkeligheden de øvelser man skal starte med, for at kunne gennemføre kontaktøvelserne ordentligt?) På forhånd tak for hjælpen

Det er et rigtigt godt billede din ven har lavet. Og ja, det er en sød fortælling og en dejlig tanke, at vores venner venter på os der Mht. hans seng, legetøj osv. tror jeg at du skal gøre som du føler for. Nogle vælger at fjerne det hele med det samme fordi det er for hårdt at se på, andre kan ikke. Jeg lod Futtes ting ligge i en uge, fordi at så længe det stadig lå der, var det lidt som om han stadig var her. Hvis det er dyrevenner du har i din familie og omgangskreds, så kan de udmærket sætte sig ind i hvordan du har det og det er en stor støtte. Jeg blev meget positivt overrasket over, hvor meget forståelse jeg mødte da jeg mistede Futte. Det var virkelig dejligt. Så læn dig op af dem og snak en hel masse om ham, det hjælper lidt. Og ellers så læs af herinde, vi føler alle med dig.

Åhh, hvor jeg føler med dig! Mistede selv min hund gennem 13 år i februar og det er sgu hårdt! Du skal lade dig selv være ked af det og tal om ham så meget som du orker. Jeg tror ikke at der er nogen nem måde at komme gennem det på, det tager tid. Mht. til asken kan jeg fortælle dig hvad jeg gjorde. Jeg havde ikke noget godt sted at begrave urnen, for mine forældre havde solgt sommerhuset og jeg bor i lejlighed, hvor der godt nok hører en fælles have til, men jeg følte ikke at den var personlig nok til at Futte skulle ligge der. Så jeg valgte at tage til Ishøj Strand sammen med en veninde. Vi tændte et lys, drak noget kaffe og talte (og jeg tudede) om Futte et stykke tid. Derefter gik vi ud på badebroen og dryssede ham ud i vandet. Så gik vi tilbage til stranden, sad og talte lidt om ham igen og lod lyset stå og brænde da vi gik. (Og det ragede mig en høstblomst at det var miljøsvineri, det må jeg indrømme!) Det føltes rigtigt for mig, at han skulle være der, for han havde haft nogle rigtig gode timer dernede med mig, min veninde og sin tennisbold. Så hvis du ikke har en have eller et andet sted, hvor du føler det rigtigt at begrave urnen, så kan du overveje at fordele asken et sted, hvor han var glad for at komme. Det er desværre ikke muligt at sige noget som kan lindre din sorg, men jeg kan trøste dig med, at der kommer et tidspunkt, hvor du græder mindre og smiler mere ved tanken om ham. Du har min dybeste medfølelse, det er frygteligt at miste sin ven! Hvis du ikke har hørt om Regnbuebroen, så kan du læse om den her. Så ved du hvor han er nu: Her på denne vor side af himlen findes et sted kaldet Regnbuebroen. Når et dyr, som har stået et af os mennesker særlig nært, dør, rejser det hen til Regnbuebroen. Dér er grønne enge og bakker, så vore særlige dyrevenner kan løbe rundt og lege sammen. Der er masser af mad, vand og solskin, som sørger for at vore venner er glade og har det godt. Alle dyr, som engang var syge og gamle, får deres styrke tilbage. De som var skadede eller lemlæstede bliver gjort hele og stærke igen, præcis sådan som vi husker dem og mindes dem, som de var engang. Dyrene er glade og tilfredse på nær een enkelt ting; alle som een savner de deres kære, som engang var dem nær, og som de måtte lade tilbage. Sammen løber de og leger; men den dag kommer, da et af dem med ét stopper op og ser hen mod horisonten. Blikket er klart og opmærksomt, kroppen begynder at skælve. Pludselig begynder dyret at løbe bort fra gruppen, det næsten flyver henover det grønne græs så hurtigt, som dets ben kan bære det. Det har set dig, og når du og din specielle ven endelig mødes, omfavner I hinanden i glædeligt gensyn for aldrig nogensinde mere at skilles. De glade kys nærmest regner ned over dit ansigt, dine hænder kærtegner igen det elskede dyr, og du ser endnu engang ind i disse dit dyrs trofaste øjne. Alt for længe var det borte fra dit liv; men aldrig et øjeblik fra dit hjerte. Derpå krydser I Regnbuebroen sammen…

Luxdog: Selvfølgelig kan man være heldig eller uheldig når man får en ny hund, hvad enten det er en hvalp eller en voksen hund. Og det skader da bestemt heller ikke at sætte sig lidt ind i sagerne. Jeg synes bare at det er lidt ærgerligt, at fordi Jenna kommer herind og fortæller at hun har fået en ny hund, så bliver den straks dømt som potentiel problemhund. Det er fint nok med nogle velmenene råd omkring div. bøger som er gode at læse, div. øvelser som kan være sjove for både hund og ejer og som kan give et godt forhold og en god kontakt de to imellem, men lad dog være med at dømme hunden som potentiel problemhund fra starten. Det er lidt ligesom med den fortærskede "er glasset halvt fuldt eller halvt tomt". Kan vi ikke være lidt positive herinde i stedet for at se problemer som ikke er opstået endnu? Jeg er sikker på at Jenna ved hvor hun kan stille spørgsmål og få gode råd, hvis der dukker noget op hen af vejen som hun har brug for hjælp til. Vi behøver vel ikke ligefrem at komme hende i forkøbet? Måske virker dette som et surt opstød (og det er det vel egentlig også lidt), men det er faktisk ikke særlig rart at få stukket i næsen at man står med en potentiel problemhund når man lige har fået den! Og nu skal vi så heller ikke glemme, at der faktisk rundt om i det ganske danske land findes en hel del ret velfungerende hunde, som ikke er så heldige at have ejere som er fuldstændig med på de nye metoder om aktivering og træning og som ikke har læst alle de rigtige bøger, og som af en eller anden mærkelig grund fungerer helt fint alligevel og faktisk har et godt liv... Og det KUNNE jo være, at Jennas hund er/bliver en af dem... Så Jenna igen: Tillykke med hende! Og HVIS der skulle opstå noget hen af vejen, så er der faktisk en del herinde, som kommer med nogle rigtig gode og brugbare råd (og JA det synes jeg, selv om jeg lige er kommet med et surt opstød) så du skal ikke holde dig tilbage, hvis der er noget du er i tvivl om.

Det lyder godt nok meget uansvarligt af internatet!! Jeg vil råde dig til, at låne en masse gode bøger på biblioteket af forfattere som Lone Greva, Irene Jarnved, Anders Hallgren og Christina Brun. Det kan kun gå for langsomt. Du har valgt en race, som meget hurtigt kan udvikle sig til et problem, når du ikke aner en dyt om racen. Jeg håber at din nye hund alligevel får det godt hos dig, tillykke med hende, trods alt :wink: Ved du hvad, det sagde folk også dengang jeg fik Futte og de kom til at æde deres ord i sig igen!!! Der gik en på Bellahøj hvor jeg luftede Futte i starten som selv havde en Tervueren og hun sagde ordret: "Når du har fået en Tervueren uden at kende noget til racen og så tilmed en han-hund, så er det DØMT til at gå galt"!!! Tak for kaffe! (Det blev sikkert heller ikke bedre af at han var 14 mdr. da jeg fik ham og jeg var 23 år) Men hun måtte senere indrømme, at hun havde taget grueligt fejl, for det gik jo faktisk rigtig godt og han blev den mest fantastiske hund i verden!!! Selvfølgelig var der lidt startvanskeligheder, men med masser af kærlighed og faste rammer (han var OVERHOVEDET ikke opdraget da jeg fik ham) så blev han en super dejlig hund. Så det jeg vil sige til dig er: RIGTIG meget tillykke med din nye hund! Nyd hende og brug en masse tid og kærlighed på hende (selvfølgelig samtidig med aktiviteter, træning osv.) og lad være med at lade dig slå ud af div. "velmente" råd om at det er en potentiel problemhund du har fået inden for dørene. Nogle gange passer den hund man har fået ikke til beskrivelsen af racen, Futte anede f.eks. ikke at han kunne være reserveret

Er der nogen som var med??? Jeg kunne desværre ikke, så jeg vil meget gerne høre hvordan det gik Håber at der var rigtig mange!!!

Jeg talte engang med en berner-opdrætter som sagde, at man skulle bære hvalpen så længe man kunne og derefter sikre sig, at den gik stille og roligt på trapper, især ned, da det er "nedturen" der belaster mest. Det er vigtigt at sikre, at den ikke hopper de sidste trin, for det skader albuerne. Så jeg er fuld af fortrøstning, selv om jeg bor på 2. sal og skal have en golden.

Det er da en lille mops :wink:

Er det en liste man kan få ved at henvende sig til DKK? For vi har samme forbud i min forening, men jeg tror ikke at bestyrelsen er så meget inde i de forskellige racer, så den kunne være god at have som støtte.

Æv, jeg glemte at svare i går, så nu starter jeg vel om igen... Pyt, det er sjovt bare at være med. Jeg siger Dalmantiner

Schæfer

Jo, det er jeg fuldt ud klar over (så det er nok ikke der jeg har misforstået noget) men eftersom den højløbske periode falder ind i den løbske periode, så taler vi stadig om de 3 uger alt i alt. Og min holdning dækker over alle 3 uger.

Altså det var et forslag, ikke en pålæggelse... Det er muligt, men det er ikke noget jeg har papir på (endnu) Den lader jeg lige være med at kommentere på. Igen, vi snakker fritløbsområder ik'?!!! Det er selvfølgelig en lidt anden problemstilling, hvis hun dufter SÅ godt, at det giver problemer det meste af året (se mit svar tidligere), men det var jo heller ikke det der oprindeligt blev spurgt om vel? Der blev spurgt om man gik i hundeskoven når ens tæve var i løbetid. Nå, men så falder du jo igen lidt uden for sammenhængen gør du ikke? For må man gå med løs hund i de områder? Vi taler jo ikke om hvorvidt tæven skal spærres inde i 3 uger, for selvfølgelig skal hun ikke det, men om hvorvidt (nu gentager jeg lige mig selv) man går i hundeskoven (læs: Hunde må være løse der) eller ej. Ja ok, du har jo også lov til at have din holdning, jeg synes bare at det er synd for alle de hanhunde, som jævnligt bliver påvirkede af løbske tæver, hvis de går i fritløbsområdet. Selvfølgelig er det ikke muligt at de ALDRIG bliver påvirket af en løbsk tæve, for den skal jo som sagt ud, det er vi da ikke uenige om. Men jeg tror ikke at vi bliver enige om hvor meget eller hvordan man tager hensyn. Min holdning er, at man godt kan tage det hensyn at holde sig fra fritløbsområderne i de 3 uger det varer mens de er i løb og så må det være hanhundeejernes ansvar at holde deres hunde i snor de andre steder.

Jeg regner med at dit svar er til Misty, men jeg indskyder lige en fodnote her alligevel.. Nu taler vi jo om fritløbssteder/hundeskove så hvis du alligevel har Lua i kort snor når hun er i løb, hvorfor så overhovedet komme de steder?? Eller er der noget jeg totalt har misforstået? Jeg er klar over at der er tæver som dufter fantastisk en stor del af tiden, har selv en veninde som valgte at lade sin sterilisere fordi hun brugte mere tid på at skælde hanhundene ud end på at lege, som hun egentlig helst ville, men de dufter vel ikke så fantastisk hele tiden, at hanhundene bliver helt kugleforstørrede af det som når hun reelt er i løb?

Jeg synes altså at det er en lidt overlegen holdning at have at det er "hanhundeejerens problem" og at hun "har lige så meget ret til at være der som alle de andre hunde". Man kan vel godt tage lidt hensyn til hinanden? Og nu er en løbetid altså temmelig svær at være mere interessant end, hvis man er hanhundeejer. Det er muligt at man kan træne sin hund op over tid, til at lystre på trods af en løbetid, meeen i min verden er det lidt mere end man kan forlange. Samtidig synes jeg ikke at det er rimeligt at ignorere at hanhundene kommer op at slås fordi du ikke vil undlade at lufte din hund på de områder. SÅ sjovt er det altså heller ikke at stå med en hanhund som kommer i slagsmål pga. andres "holden på deres ret" med evt. skader som følge. Hverken du eller din hund kommer til skade af at lufte et andet sted i 2 x 3 uger om året! Og det er muligt at hun ikke kan løbe frit, men så kan du måske give hende en lang fleksline eller cykle en tur med hende i stedet, jeg nægter at tro at hun får traumer af ikke at blive sluppet i 3 uger... Ps.: Hvis du bor i en radius hvor du kan nå både Søndermarken og Bernstorffsparken, så er du jo heller ikke langt fra Dyrehaven, hvor hundene skal være i snor.... Og der er der både mulighed for at cykle og løbe i fleksline

Næ, men lige da jeg havde fået Futte (han var 14 mdr. da jeg fik ham) slæbte jeg ham til dyrlægen fordi han hverken ville spise eller drikke og var sløv i det... Det viste sig at han bare var forelsket, hvilket vi fandt ud af da dyrlægen ikke kunne finde noget galt med ham, men tilgengæld spurgte om der var en tæve i løbetid... Først da koblede jeg det til at han gik med snuden i jorden hele tiden Men han er aldrig stukket af og jeg gik ikke løs med ham på gaderne, så jeg er heldigvis sluppet for at lege "kongens efterfølger" (Frygtelig historie med Ramses i øvrigt, det må have været en voldsom oplevelse for dig Godt at han ikke kom værre til skade!)

Jamen muligvis har jeg misforstået oplægget. Hanhundene kommer jo OGSÅ på disse andre græsgange! Hvad er så forskellen? Om min hund er løs i hundeskoven, på tidspunkter hvor der ikke er andre, eller på stranden, så er det samme påvirkning på hanhundene.d Du har ret i at hanhundene også kommer på de "græsgange", men hvis jeg i de 2 x 3 uger går på steder, hvor man har sin hund i snor, så er tæven "sikret" mod uvelkomne og især velkomne tilnærmelser og hanhundenes liv og lemmer bliver ikke udsat for fare, hvis de har ansvarlige ejere, som har deres hunde i snor. Nu er det jo svært at fjerne duften fra tæven, men man kan da tage de hensyn der er mulige. For mit vedkommende kan jeg f.eks. sætte en 8 meter fleksline på min hund, stoppe hende ind i bilen og køre i Dyrehaven. Der SKAL hunde være i snor + at den er så stor, at der er mulighed for at gå lidt udenom de andre hunde, så de ikke kommer inden for en 8 meters rækkevidde. Ta-daaaa, så er problemet jo løst!

Jeg har stemt nej (men det kan da være at jeg skifter mening når jeg selv får en tæve ) ud fra den betragtning at det er synd for tæven både når den skal sige fra overfor en masse hanhunde og når den er højløbsk, alligevel ikke kan få lov. Samtidig synes jeg at det er synd for hanhundene, da de kan rende ind i problemet dagligt (hvis der er mange tæver i området og de kommer i løbetid på forskellige tidspunkter) og dermed (måske) kommer til at gå rigtig mange ture i snor... Alt andet lige, må det da være mere "fair" at tæven bliver væk fra hundeskoven 2 x 3 uger om året (hvis man tager hele løbetiden med) end at hanhundene jævnligt skal blive væk eller gå i snor. Desuden er det jo nemmere for tæveejeren at tage hensyn, da hanhundeejerne først opdager problemet når det er for sent Man ved jo når man får en tæve, at der kommer de 2 x 3 uger om året, hvor man skal være lidt ekstra påpasselig og finde andre "græsgange", det kan vel ikke være noget stort problem??? For mit vedkommende bliver det en fryd kun at være tvunget til at finde på andre aktiveringsmuligheder i 6 uger om året i forhold til de 52 uger jeg havde med Futte fordi han ikke kunne med andre hanhunde. Så jeg ser det ikke som noget problem.

Hmm, svinger lidt mellem Akita og Shiba, men jeg vælger at sige Shiba fordi den ser lidt lille ud i det...

Mit gæt er også New Foundland