Audrey

HOLD PÅ HAT OG BRILLER FOLKENS! NU KOMMER DER BILLEDER !!!! Min computer har stået, og uploadet hele natten (picasa driller ), men nu er billederne klar, og I får en ordentlig r*vfuld af dem. Lille Gaby Hmm, plejer ellers ikke at have en hund, der tigger :hmm: Ja, så er Gaby i gang (hun er i øvrigt blevet omdøbt til Snappy ) De to snebolde finder lige kammertonen Det kan godt være, at man er den med mindst pels, men det ER altså bare hårdest at være sort Audrey på tiggerfødder igen.... Stakkels Voodoo bliver lige tromlet (IKKE for sidste gang) Jah, nuttet ser det ud. Meeeeeen... ...denne scene fulgte lige efter Så er Audrey med i legen igen Mors pige :hjerte: Voodoo har helt selv fravalgt rygning :klap: Mere dygtige Voodoo Bare fordi man er 12 kg. større, er det altså ikke ensbetydende med, at man altid er ovenpå... Snappys tænder kan Audrey ikke hamle op med. Kahlia får virkelig bare den værste side frem i min hund Audrey og jeg siger tak til Buddha og Voodoo og Kahlia og Snappy-Gaby for en rigtig dejlig dag. :banan: Vi var begge meeeeget trætte på vej hjem

Ih hvor han vokser og vokser! Hvor gammel er han nu? Smukke dreng

Jamen det er så skønt. Tænk at sådan et lille væsen kan åbne ens øjne, uden at sige et ord. :hjerte: Jeg har godt hørt fra andre herinde, at deres hund både fungerer som kæledyr, og som servicehund, og jeg synes, at det er så fantastisk, at eksempelvis du kan "glemme" din svaghed, fordi du, i stedet for at sluge en masse piller, kan gå en tur med din bedste ven, hvilket jo er så naturligt ved det, at have hund. :banan: for Maya.

Jeg var også lidt i tvivl, men så kom der andre bastarder på banen, og så længe man ikke er den eneste, som får skæld ud såeh... :slem:

Der kan komme mange ting ud af, at få hund. Jeg har nu haft Audrey i en måned, og det er fedt at mærke, hvordan vi udvikler os begge to. Jeg er ret utålmodigt anlagt, og har altid haft et meget voldsomt temperament og en kort lunte(hvis mennesker skulle avlsgodkendes, tror jeg ikke min far var sluppet igennem nåleøjet ). Det er blevet meget bedre, som årene er gået, men i pressede situationer, kan det vælte frem i mig. Det er ret svært at forklare hvordan det føles, men det er, som om man bliver styret indefra, af noget, som ikke vil gøre godt. Hjernen slår fra, og jeg er i skænderier med andre tit kommet til, at sige noget, som jeg efterfølgende har fortrudt. I dag prøver jeg, at tage mine forholdsregler, og mine venner ved heldigvis, hvor langt de kan gå. Jeg er på ingen måde selvhøjtidelig (på INGEN måde!), men hvis man provokerer mig længe nok, kan det gå galt. Dog bliver jeg aldrig voldelig, men finder noget andet at afreagere på. Som jeg sidder og læser hvad jeg har skrevet, virker jeg som et menneske, som ikke skulle have noget som helst med dyr at gøre. Men som overskriften afslører, så har min hvalp en terapeutisk virkning på mig, og hun er ikke det første dyr, som har ledt mig til, at forbedre min adfærd. Jeg har i en anden tråd filosoferet over, om Audrey kunne være en reinkarnation, eller i hvert fald have en form for åndelig forbindelse til min hest Lady, som blev aflivet for to år siden. Jeg er blevet styrket i min tro om, at det bare ikke kan være en tilfældighed, at det lige var Audrey, som blev min. Lady var, hvad man i hesteverdenen kalder "opmærksom". Hun var en rød hoppe på ALLE måder. Hun kunne være engleblid på ridebanen, men når vi så var i skoven, kunne hun danse rundt, hvis et blad lå forkert på vejen (og det gjorde de tit! ). Der var mange andre situationer, hvor hun lige skulle være interessant og danse rundt, eller tage et stort hop til siden, selvom hun godt vidste, at SÅ farligt var det altså heller ikke.. Hvor jeg normalt ville blive irriteret, lærte jeg, at grine ad min dejlige hest, når hun lavede fis. Hun fik mig til at styre mit temperament og se det positive; nemlig, at min hest havde en allerhelvedes stor personlighed. Hun var en ener og vi var bare hinandens! :hjerte: Audrey har fra start haft et rigtig godt indkald. Det er jeg jo (desværre) blevet godt vant til, så nu hvor hun en gang imellem ikke kommer, kan jeg godt blive irriteret. Især hvis hun står og spiser noget (kattelort ), som hun ikke skal spise. Når jeg så bliver skrap og kalder AUDREY! og går hen til hende, er hun ikke dummere, end at hun løber væk, for hun vil sgu da ikke indfanges af sådan en sur kælling. Selvom det er utrolig irriterende i situationen, er jeg bare SÅ glad for at hun er så klog, når jeg nu ikke kan være det . Hun minder mig om, at hun skal synes, at det er det fedeste at komme hen til mig, så hvor meget jeg end har lyst til at blive gal, så bliver jeg bare endnu mere munter og fjollet i stemmen, og hun kommer da, omend hun somme tider gerne lader vente lidt på sig. Hun har også hjulpet mig meget med mit problem med øjenkontakt. Det er noget meget intimt for mig, og jeg kan bliver helt vildt utilpas, hvis folk prøver at tvinge mig til at se dem i øjnene. Ved ikke helt hvad det handler om, for jeg har ikke nogle problemer med, at snakke med fremmede, men det er i meget høj grad et spørgsmål om tillid for mit vedkommende, og selv mine nærmeste venner må nogle gange undvære. Min mor er nok den eneste, med hvem jeg ikke tænker over det. Men Audrey har brug for øjenkontakt, og hvem skal hun få den fra, andre end mig? Jeg kan mærke, at det hjælper på mig. Der er stadig lang vej, men jeg ser hende dybt i øjnene hver dag, og det er faktisk ikke væmmeligt. Hun gør mig tryg. :hjerte: Det var så for, at gøre en kort historie lang...

Jeg har Audrey på 17 uger. Hun er en blanding af labrador retriever, F1 og flatcoat. Hun er så fuld af gåpåmod og hviler enormt meget i sig selv, hvilket gør, at hun tager de fleste ting med en imponerende ro for så ung en hund. Hun har et virkelig godt hundesprog, og elsker at lege, og så er vand hendes yndlingselement. Man er vel flabrador...

Tøser, tøser, ingen panik! Jeg har sat kameraet i oplader :5up: Jeg har nogle kagerester fra i fredags. Det kan godt være, at det er lidt tørt, men jeg tager det med alligevel. Der er lækker chokolade på toppen. :mums:

Passer fint her :5up:

Hey, vi vil da gerne være med, hvis vi må...

:lol: Der skal ikke meget til, før man føler sig ufatteligt gammel og klog i vore dage. :blink:

Mit slang er vist til, at få gøjseren over :blink: Jeg er født og opvokset i Hørsholm, og er nu bosat i Gentofte. Jeg forsøger mig tit med google translate, når jeg ikke lige forstår, hvad min veninde fra Nørrebronx skriver....

Her er lige et alternativ til hestepærer på fortovet: Hvor dum har man lov til at være?? :hmm:

Det var PRÆCIS det billede jeg så for mig, da jeg læste det med, at ryttere skulle samle op efter deres heste... Samler altid op efter hunden, men har aldrig nogensinde samlet op efter min hest. Dog læssede hun aldrig af på fortovet.

Jeg mener, at man må have maaaaad skills, for at komponere en sætning, hvor man både har inkluderet internationale udtryk som "pointer" og "dealbreaker", samt begrebet "tihvertifald", som er skabt af Bamse :5up:

Hehe, Altså du siger, at det ikke smager godt, men det kan reklamemenneskerne jo ikke vide, fordi de ikke smager/tygger på maden, de tager bare gaflen i munden, og ligner nogen, som er kommet i himlen. De sælger crap, og de ved det ikke engang selv... :slem:

Ja, jeg er ikke helt sikker på, hvad forskellen var. Hun MÅ have lagt mærke til, at jeg gik. Nu prøver jeg at være optimistisk, og tro på, at det kommer til at gå godt denne gang.

Jamen de smager jo slet ikke, de tager det bare i munden og lukker øjnene af fryd! :stupid: Som jeg har beklaget mig over i mit startindlæg, SÅ KAN MAN IKKE SMAGE MADEN, MEDMINDRE MAN TYGGER!! Sådan er det med ALLE den slags reklamer. At vise folk, at maden skal tygges, er åbenbart ikke noget, som sælger...

Aktiveringsbold har vi, men den er ikke vildt interessant, synes hun. HURRA !!!!! Hun har lige været alene hjemme i 2.5 minut! Vi har været på besøg hos opdrætter, og da vi kom hjem, fik hun et marvben med hjemmelavet fyld. Jeg fik hende til, at lægge sig på sin pude i stuen, fjernsynet blev tændt, og så sad jeg et halvt minuts tid i sofaen. Jeg rejste mig og sagde stille: Nu går jeg, og så gik jeg ud og tog sko på, tog nøglerne og lukkede døren bag mig. Så sad jeg ellers på trappen, og lyttede efter, om hun kom ud til hoveddøren. Efter de 2.5 minutter (uden lyd) gik jeg ind igen. Der lå hun stadig på puden og hyggede sig. Hun reagerede ikke engang på, at jeg kom tilbage. :klap: Jeg er overdrevet lykkelig lige nu og håber det fortsætter. Jeg går stille frem, men forhåbentlig har jeg fundet metoden

Jeg er lidt usikker, men er dette ikke en GD-hvalp?? Kgl. porcelæn, Figur hund -... – dba.dk – Køb og Salg af Nyt og Brugt Og så er der denne her: Porcelænshund, Grand Danois | BO BEDRE

Jeg synes lige, at du skal have ros for, at være så velovervejet, og for at tage de forskellige råd op til overvejelse! Det er et godt tegn. :5up:

Jeg havde skrevet et langt indlæg tidligere, men så blev det slettet Det jeg skrev var, at det med, at det skal være familiens beslutning, er jeg helt enig i, og du skal IKKE få en hund, medmindre din far (og papmor) begge er med på ideen, og også er forberedt på, at beholde hunden når du flytter hjemmefra. Den første hund vi fik i min familie, blev min far aldrig glad for. Det var en cavalier king charles spaniel, og ikke nogen "rigtig hund" (han ville gerne have en golden retriever), mente han. Den var også ret uopdragen, og var tit offer for hans til tider voldsomme temperament. Min mor har sagt, at hun ville ønske, at de havde været mere enige om valget af hund, så Anton havde sluppet for min fars udbrud. I dag har de en labradorblanding, som han er rigtig glad for. Nu er min far i en kategori for sig selv, men jeg kan love dig, at det kan ødelægge familieidyllen, hvis I ikke alle er indstillet på, hvad det vil sige, at have hund. Jeg forstår godt, at du drømmer om din egen hund. Jeg drømte om min egen hest, fra jeg var 4 år. Jeg fik den først 14 år senere, da mine forældre ikke længere kunne bestemme over mig. Nu er det selvfølgelig noget helt andet at have hest, end at have hund, og jeg har sagt, at jeg aldrig har fortrudt mit valg, men det er stadig et kæmpestort arbejde, og det er hårdt hvis man ikke har forældrenes opbakning. Jeg håber stadig for dig, at I når frem til en løsning.

En masse? Du skrev at man altid kunne slå 500 kr. af prisen, hvis man kunne lide køberen, men hvorfor skulle man gøre det, hvis køber er villig til at betale de 2000? (Hvis sælger vel at mærke seriøst mener, at hunden er 2000 kr. værd.) Hvis jeg havde hvalpe til salg, ville jeg reagere, hvis nogen prøvede at presse prisen ned. Hvis jeg følte, at sælger prøver at snyde mig ved at tage overpris, så tror jeg bare ikke, at jeg ville købe min hvalp der. Hvem ved, hvad der så ellers er snydt med..

Aner ikke hvad det koster, at chippe osv, men lyder vel rigtigt nok. Dog er det jo også et spørgsmål om udbud og efterspørgsel, og jeg har lært, at mindre hunde er nemmere at afsætte end store. TS sig til din nabo, når h*n sætter hvalpene til salg, at der skal stå "designer-hvalpe" i annoncen, så kan man tillade sig, at tage op til 8000 kr. for dem. :slem: Ps: Det sidste var en flabet hentydning, og bør ikke tages alvorligt... :blink:

Mener bare, at hvis man "kun" vil betale 1500 kr. for en hvalp, som koster 2000, så er man måske ikke den rigtige køber til lige den hvalp... Jeg har det bare lidt, skal vi kalde det anstrengt, med den der holdning, at prisen på kæledyr, er noget man forhandler sig til.