Audrey

Jeg havde tænkt, om folk gad tage til Jægersborg næste gang. Så kunne vi gå tur i Ermelunden, og der må de godt være løse. :banan:

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvad det kan være, men det undrer mig da lidt, at din dyrlæge ikke har taget røntgenbilleder af din hvalp, når hun selv snakker om fremmedlegemer.. :hmm: Jeg har lige været afsted med Audrey i mandags. Hun havde ikke feber, men hun kastede op og ville ikke engang drikke. Hun havde også tynd mave (tynd som i: det stod ud i en stråle ). Vi tog til dyrlægen hvor hun blev røntgenfotograferet, og dyrlægen kunne se, at der lå noget i hendes tarm, som hun havde svært ved at komme af med. Det må da være det din dyrlæge mener, når hun snakker om fremmedlegemer Rigtig god bedring med lillevaps :ae:

Jamen sælger lover ellers, at hvalpene slipper for HD/AD-problemer, fordi moderen er 1/8 Grand Danois. :slem: Hvis det ikke skulle kunne overbevise din mand, så ved jeg ikke... :blink:

Det var det også! Var der ikke noget med, at du skulle være med sammen med Maya en dag??

Nå, det gik jo galt igen, så her de sidste dage er jeg startet helt fra bunden. Jeg går ud i entreen flere gange om dagen, og tager sko og jakke på, tager nøglerne (rasler lidt ekstra med dem), åbner døren, lukker igen, og tager overtøjet af igen. Dette skal jeg blive ved med, indtil hun ikke reagerer, før jeg kan begynde at træde ud ad døren. Men hvad vil det sige, at hunden ikke reagerer? Hun er ret dygtig til at blive liggende i stuen, og enten kommer hun gående når jeg er ved at lukke døren/tage overtøjet af, eller også har hun bare løftet hovedet, og kigger efter mig når jeg kommer ind i stuen igen. Alt i alt synes jeg, at hun tager det ret pænt og meget roligt, men denne gang SKAL DER BARE IKKE GÅ NOGET GALT, så vil gerne lige høre panelet, om jeg kan gå videre til næste trin, eller om hun skal være SÅ ligeglad, at hun decideret sover sig fra det (hvilket jeg tror, ud fra mit kendskab til hunde, bliver meeeget svært... ) ? ? ?

Tak for det. :5up: Det smutter jeg ind og kigger på. Det er sgu også meget nemmere, når folk spørger hvad hun er. (altså de som ikke tror, hun er ren labrador :slem:)

Årh tak :kys: Helt ærligt, så nej det vidste jeg ikke . Det jeg har fået at vide er, at der er to "grene" af labradoren; retrieveren som er den klassiske udgave, og F1 som er en mindre/mere spinkel udgave, som er fremavlet til jagtbrug. Er godt klar over, at det er samme race, men troede mand delte dem op på den måde.. :stupid: Aner ikke en fløjtende fis om hendes fars blod (men skulle måske spørge ejeren :hmm:). Jeg er jo bare sådan en useriøs skændsel, som elsker gadekryds. :blink:

Nej vel :blink: Skulle nok have holdt min kæft, men det røg bare ud af mig, at hendes hoved ellers er meget flatterpræget, og så er jeg heller ikke sikker på, at labberhvalpe har sådan nogle lange stankelben. :hmm: Tror dog ikke damen blev fornærmet..

Det kan jeg godt se logikken i. Men i vores tilfælde, hvor der jo var en mellemmand, fik han dels information fra sælgerne af hunden, dels kunne han, ved at have hunden boende, selv vurdere hvad der var rigtigt og evt. undladt/glemt. Men klart, internater er mere "strikse" med, hvem de bortadopterer til. Jeg blev f.eks. ikke "godkendt", da jeg forhørte mig om en passende hund, idet jeg ikke kunne udelukke, at hunden skulle være alene hjemme to gange om dagen.

Ja jeg kan komme med endnu en succeshistorie. Mine forældres hund Paw (egentlig mest min mors og min hund) fik vi da han var halvandet år. Min mor fandt frem til ham gennem en mand, som tog hunde i pleje for ejerne, og fandt så nye hjem til disse. Vi ved, at han kom fra et ungt par, som har lagt meget i hans træning. I starten virkede han en smule kuet. Han skulle nærmest have lov til, at komme hen til os og han knyttede sig især til mig, nok fordi jeg har mindet ham om sin gamle ejer og så havde jeg ham med overalt. Men han har efterhånden fundet ud af, hvad man kan tillade sig hos mine forældre (dvs. mere end i det gamle hjem :slem:) og han har virkelig forandret sig, det er som om, han får lov til at være sig selv nu. Og så er det ham, som har kureret min mors angst for store hunde (han vejer 35 kg. :blink:). Han er 8 år i dag. Det eneste der er med ham er, at det stadig sidder i ham, at han er blevet forladt en gang før. Selvom vi har haft ham længe, virker han stadig bange for, om vi nu også kommer tilbage i visse situationer. Derfor står vi fast på, at han aldrig skal passes i en pension. Men han er 100 % knyttet til os, og vi til ham. Jeg kan helt klart anbefale køb på denne måde eller direkte fra ejeren. På denne måde undgår I også at få en hund, som måske er slemt påvirket af at have været på internat. (der er bare nogle hunde, som ikke kan rumme det.) Held og lykke med beslutningen.

I dag fik jeg at vide, at det var meget tydeligt, at Audrey var renracet labrador... :slem: Selv er jeg ikke helt enig....

Helt klart! Prins Voodoo skal ikke tro, at han er center of the universe

Tak Jeg krydser fingre for, at det er en hvalpeting, som I andre har oplevet det, og at tanden falder ud uden problemer!

Dejlige, dejlige dejlige billeder :klap: :klap: Du kunne da næsten ikke forlange et mere harmonisk broderskab mellem de to...

Ingen årsag civile hundeejer. Hvem gider ikke sørge for legekammerater til sin hvalp....? :blink: Vi hyggede os som sagt også rigtig godt. Ermelunden næste gang! :slem:

Hvor flot!!! Stoooort tillykke! :klap:

Nå, jeg fik min lille pige med hjem igen. :banan: Dyrlægen så på tanden, og hun og hendes kollega nåede frem til, at vi skal vente og se, om tanden ikke falder ud af sig selv. Hun virker jo ikke, som om hun er generet af det eller har smerter. Pyyyyyha! Men helt udramatisk har vores morgen dog ikke været. Vi havde bevæget os helt ned i den fjerne ende af stationen, hvor der er et læhus. Idet vi gik forbi, kom en ambull/amstaff farende ud og gøede meget voldsomt. Ejeren, som lå og sov inde i "huset", råbte og skreg på hunden, han blev dog siddende inde. Jeg blev bare SÅ chokeret, at jeg ikke fik et ord fremført, og skyndte mig bare væk med Audrey, som naturligvis også var blevet forskrækket. Hun virkede heldigvis, som om hun havde glemt det, da toget kom, men jeg kunne bare ikke rigtigt komme mig, og endte med at bryde sammen i gråd hos dyrlægen. Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan man kan være så uansvarlig!

Åh hvor rart med noget erfaring (altså ikke at I også har været uheldige.. ) Jeg håber altså også, at det stopper nu. Har sgu ikke råd til, at tage til dyrlægen hveranden uge! Godt at I ikke har haft flere uheld. :5up:

Jo tak, det håber jeg også Hvis det var mig, så ville jeg godt nok finde det ubehageligt, at gå rundt med en knækket tand. Og hvalpe bruger munden og tænderne meget mere end os mennesker.. Hun tygger i lidt forskelligt, så hun er ikke ved at dø at smerte altså, men det bløder en lille smule. Tror faktisk ikke, at jeg ville være tryg ved, at den bare skulle blive siddende. Åh for fanden altså....! Godt hun ikke lader sig slå ud så let.

Tak alle :kys: Hewlett: Jeg stoler på hende, kunne ikke forestille mig, at hun ville trække tanden ud, hvis ikke hun mente, at det var nødvendigt.

Jeg er ikke dyrlæge (det havde ellers sparet mig for en masse regninger) Hun er 17 uger, og så vidt jeg ved/har lagt mærke til, så har hun ikke udskiftet fortænderne. Håber ikke jeg tager fejl!

Jo det kan næsten kun være en hvalpetand, men dyrlægen sagde, at den skulle fjernes. Hun nævnte først narkose, men bagefter sagde hun, at de skulle finde ud af, hvilken type bedøvelse hun skulle have. Den er knækket skråt, dvs. at den i den ene side er knækket helt ned til kødet. Hun har sovet siden vi kom op (hun er vist ude og løbe ), og hun har også spist efter uheldet, så indtil videre tyder det på, at hun ikke har smerter, men det kan jo også være, at hun bare er tapper.

Så skal vi til dyrlæge igen igen! Første gang viste det sig, at Audrey havde en hvalpeinfektion i skeden. Jeg fik noget antibiotika til hende. Anden gang var fordi Audrey kastede op fra kl. 3 om natten. Hun hverken spiste eller drak og var bare helt drænet for energi. Til dyrlæge og få taget røntgenbilleder. De viste, at hun havde noget i tarmen, som ikke skulle være der (muligvis et lille kyllingeben). Hun fik noget kvalmenedsættende og jeg fik en tube zoolac, som hun skulle have fra tre gange om dagen. Hun skulle på skånekost og jeg måtte lokke vand i hende med en blomsterbestøver. Tudede flere gange over at se, hvor afkræftet hun var. I dag har hun så knækket en tand, da vi legede med tov. Jeg skal aflevere hende hos dyrlægen imorgen tidlig. Hun skal i narkose, så tanden kan blive fjernet. Jeg er bare SÅ ked af det lige nu. Dels føler jeg, at det er min skyld, at hendes tand er knækket, men allermest har jeg bare så ondt af min lille prinsesse. Hvor uheldig har man lov til at være? Jeg er også rigtig nervøs for, at hun skal i narkose. Hun er så lille, og tænk hvis det går galt. Lige nu sidder jeg også og tuder, men Audrey sover, så hun bemærker det heldigvis ikke. Nu må det der uheld godt snart tage, og kravle ned af vores rygge!