Jeg kan ikke se det anderledes end, at en normalt fungerende hund har brug for sociale relationer til andre hunde, idet de har brug for noget vi mennesker bare ikke kan give dem. Alle, der har betragtet to hunde lege må da vide (eller om nødtvunget acceptere), at dér er noget vi bare ikke kan give dem, hvor gerne vi end ville. Jeg synes et eller andet sted det er dybt respektløst, at overføre ens eget behov for den eneste ene på sin hund, så man giver den til opgave at opfylde dette ens eget behov.
Ja, man kan og skal knytte stærke og inderlige bånd til sin hund, men af og til må man træde til side og erkende, at hunden ikke er et menneske; at den har et andet sæt behov, der også skal opfyldes og at vi mennesker ikke er skabt til at opfylde dem. Svigter man dér, synes jeg, man svigter hunden og det socialiseringsprojekt, man er ansvarlig for at gemmenføre, når man tager en hund til sig. Socialisering er lidt mere end, at vovse ikke bider gamle frk. Jensen, når man møder hende ude på gader og stræder. Socialisering er ikke kun på menneskets præmisser.