Jane

Hi hi Det lyder meget fornuftig.

Hvis det er fordi de synger rædselsfuld, så må jeg synge godt. Mine hunde nøjes med at gå, når jeg synger.

jeg ser først denne tråd nu og det gør mig ondt for dig. :ae: Jeg tror vi alle har fortrudt, når vi har stået i samme situation som dig. Det er meneskelig og en normal reaktion. :ae: Mange varme tanker herfra. Sov sødt lille Pitit.

Jeg har heldigvis ikke problemer med mine naboer. Heldigvis så lyder det til, at din overbo er til at snakke fornuftig med.

Mine er ligeglade med en smule regn. Men nu er de jo også retriever, så det er måske ikke så mærkelig. :hmm:

Glæder mig til at læse den og få nye ideer til sjove gåture.

Jeg tror ikke det handler om, det er en vatrondel eller ørerens. Men at Zacko læser dig. Selv om du mener at du gør det ens om det er det ene eller det andet, så aflæser Zacko dig og de små ændringer der er i dit kropssprog, som du måske ikke engang selv er bevidst om.

Nogle hunde er vel større pivskider end andre og i andre tilfælder er det ejerens usikkerhed, der får hunden til at reagere og tro at det her er noget farlig noget, som skal ske og den kan så reagere ved, at prøve at flygte eller snerre og snappe. For selvfølgelig overskrider vi hundens grænse, når vi gør noget som den finder ubehageligt. Men jeg tror ikke den mister tilliden til en af den grund. Tillid handler om, at kunne stole på og her tror jeg det er som Ninjamor beskriver, at der skal mere alvorlige ting til end en gang ørerens.

Malene og jeg havde været i skoven med hundene. Vi går tit nede i en gammel grusgrav som ligger midt inde i skoven. Der får hundene lov til at rende løs. Men vi var altså på vej tilbage til bilerne og hundene var kommet i snor. Imod os kommer en dame med sin hund. Oskar lugter tæve i løbetid og trækker kraftig for at komme over til tæven, det lykkes at trække en meget modvillig hund hen til bilen. Men nu kommer det svære. Oskar må løftes ind i bilen og med en stor genstridig hanhund, som kæmper imod det bedste han kan, er det ikke nemt. Det lykkes til sidst, med mig hængende ovenpå Oskar helvvejs inde i bilen. Jeg skal nu trække mig tilbage, samtidig med at jeg forsøger at holde hunden inde i bilen, Malene hænger ovenpå mig og forsøger også at holde Oskar tilbage. Pludselig går det galt, Oskar springer hen over hovederne på os og er i fuld fart på vej væk i retningen af tæven. Vi deler os og går ud for at finde Oskar. Det er Malene som finder ham og han har selvfølgelig fundet tæven og en vred dame hvilket er meget forstålig forsøger at værne om sin hunds dyd. Det er en meget bestemt Malene, som kommer tilbage med Oskar. Problemet er bare, at vi stadig skal have ham ind i bilen og samme kamp starter igen. Vi må opgive. Heldigvis holder vi parkeret lige uden for hundeskoven. Malen går derind med Oskar, så vil vi køre ned i den anden ende og håbe, at vi så kan få ham ind i bilen. Men nu kan Malene ikke komme ud af lågen uden at Oskar smutter med ud. Jeg får en hånd igennem tråden og holder Oskar, så Malene kan komme ud. Vi kører nu bilerne ned i den anden ende og jeg går ind i hundeskoven og finder min hund. Oskar blev kemisk kastereret 1 time senere.

Så handler det vel mere om vores usikkerhed, at vi syntes det er synd for hunden, end det handler om mistet tillid. Jeg er i øvrig meget enig med dig, om hvad det er der kan forårsage mistet tillid.

Jeg har det som dig. Det står ikke til diskution, når der skal gøres noget som de ikke bryder sig om. Jeg har aldrig oplevet at mine hunde har mistet tilliden til mig. Min gamle hund var ellers verdens største pivskid og troede hans liv fik ende, bare han skulle have et dryp loppemiddel i nakken.

Nej jeg tror ikke, at vi er på vej væk fra at være et hundeforum. Men jeg tror det er en naturlig udvikling, som sker når folk lærer hinanden bedre at kende. Det samme sker i IRL man lærer folk at kende gennem interresser, arbejde m.m. og man snakker om det, man har til fælles i kraft af evt. arbejde. Men er der en god kemi, så kommer man efterhånden uden for de emner der i første omgang bandt en sammen og man bevæger sig ud i andre emner. Man kan sige, at hundesnakken stadig er det der overordnet holder sammen på os. Men ud over det, så har vi også fundet sammen i større og mindre grupper om andre intreresser og grupperne går på kryds og tværs af hinanden.

Jeg vil som en skriver, at jeg håber du lytter til de råd der er givet herinde. Kan du fortælle os lidt om hvad dyrlægen og adfærdsbehandleren har fortalt dig. Jeg spørger fordi, at dyrlæger ikke ved ret meget om adfærd og adfærdsbehandler er ikke en beskyttet tittel. Det er noget vi alle kan kalde os. Og jeg syntes at både du og din hund fortjener det bedste.

Jeg ved jo at du er den bekymrende hundemor og derfor mener jeg som jeg skrev, at det vil være godt for dig, at kunne slappe af og jeg tror også at Zacko vil kunne fornemme det og nyde det.

Jeg har gjort det, at når jeg fik øje på nogle længere fremme, så har jeg fanget hans opmærksomhed og bevarert kontakten med masser af godbidder, som nærmest er blevet kastet i halsen på ham.

Øv hvor træls. Håber at Gudrun kan hjælpe ham. Mit indtryk er at den kvinde kan udrette mirakler.

I guder hvor er han skøn. også med lyd på. :hjerte:

Jeg tror du er inde på noget af det rigtige. Zacko ser jo ikke ud til at være generet af det. Og det vil også give dig ro i sindet, at du ikke skal gå og spekulere på hvad du nu kan gøre.

Da jeg gik til apporteringstræning med Victor, lærte vi øvelsen bagfra, det man kalder baglænskædning. De fleste hunde vil gerne rende ud og samle op, det svære er at få dem til at komme tilbage med det. Derfor er det vigtig at de erfarer at det er sjovt at komme og aflevere. Derfor starter træningen med den sværeste del, nemelig det som sker tæt på føreren. Når hunden så en dag bliver sendt afsted efter apporten, så skal den gerne have kodet ind i sit hoved, at det er bedre at komme og aflevere end det er at rende væk med apporten, for hjemme venter verdens bedste godbidder eller leg som belønning.

Jeg var blevet stiktosset.

Jeg tror så ikke på fuld kontrol, når det gælder et levende væsen. Jeg tror der findes hunde, som er mere lydige end andre hunde. Men fuld kontrol, betyder 100 % og den nægter jeg at tro på at nogle har. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor mange som kan kalde deres hanhund til sig, hvis vi forestiller os, at den har kontakt med en højløbsk tæve, som er mere end villig til at blive parret?

Jeg forstår godt at du blev sur. Men som hanhundeejer er der hellere ikke altid lige nemt. Her er hvad jeg har mødt. Jeg syntes ofte at jeg møder den indstilling fra tæveejerrne, at det altid er hanhundeejerne, der skal vise hensyn når en tæve er i løbetid. Her er nogle af de eksempler jeg har mødt, hvor tæveejer, mener de er i deres gode ret. De går på friløbsområder med deres tæve i snor og mener, at så skal hanhundeejerne også have deres hunde i snor. De lader deres tæve rende løs på friløbsområder og mener, at hanhundeejermne skal have deres hunde i snor, for deres tæve har behov for at rende frit, selv om den er i løbetid. De forventer, at vi hanhundeejer på lang afstand kan se, at deres tæve er i løbetid. De holder på deres ret til, at gå hvor og hvornår de har lyst og så må alle andre bare tage hensyn. De forventer, at alle hanhundeejere, har så meget styr på deres hund, at de kan kalde den til sig, selv om tæven på det nærmesrte har stukket måsen op i næsen på en stangliderlig hanhund. Jeg vil gerne tage hensyn. Men jeg forventer også at det går den anden vej rundt.

Han har da regnet ud, at det ikke er en rigtig pistol du har.

Fra den virkelige verden. Et par beslutter, at de gerne vil have en hund. Hun læser alt hvad hun kan finde om hunde, både på nettet og i hundebøger. De bliver enige om race og en lile hundehvalp bliver anskaffet. Det er hårdt arbejde med en hvalp og da det er en selvstændig lille individ, lever den ikke altid op til hvad der stårr i bøgerne. Hun syntes det er hårdt, for den lille hund, skal have verdens bedste hundeliv og hun føler at alt mislykkes. Manden som ikke har gjort sig de store forberedelser, han leger med hvalpen, går ture med den og er i hvalpens øjne den sjove og det bliver ham, som hvalpen foretrækker. Hun tør ikke lægge sig ned på gulvet og lege med hvalpen, da hun er bange for at lege for vildt. Paret begynder at skændes, noget de aldrig har gjort før. Hun syntes han støtter hende for lidt, når det nu er hende som har læst alt om hunde. Han mener hun er for hysterisk med at alt skal være perfekt. Hun indrømmer selv, at hun efterhånden lider af præstationsangst og føler ikke hun slår til som en god hundeejer. Først da hun af andre får at vide, at det er ok at begå fejl og at hunde overlever det og alligevel har et godt hundeliv, begynder hun at slappe af i forholdet til hunden. Han lærer også at det er vigtig at lytte til hende og tage hendes bekymringer alvorligt. Det sidste jeg hørte, var at hvalpen nu også var begyndt at vælge hende til og at både hun og manden tog ansvar for hvalpen. Og sidst men ikke mindst, at de havde fundet frem til en fælles holdning.

Jeg tror der desvære er en tendens til, at mange labber alt hvad de ser og hører om hunde i sig, som var det flødeskum. Her kunne jeg godt savne, at man stolede mere på sig selv og sin egen mavefornemmelse på hvad der føles rigtig. Men problemet er nok, at man vil det perfekte og da det ikke kan opnåes, bliver man usikker på sin egen dømmekraft. Erfaringen med at have hund, lærer en at sortere i hvad der er skidt og kanel og man lærer at bruge sin sunde fornuft. Jeg forstår godt, at det for førstegangs hundeejere, kan være svært, for hvordan skal man vide hvilke bøger og råd der er de bedste. Det er svært at sige fra overfor en evt. træner, når man står der helt grøn til træning. Så ja jeg tror det for mange er blevet for svært.