Lnilsson

Mange tak for jeres svar. Lenschow: Netop fordi der er problemer med resistens skifter de mellem mærkerne, men har dog også hørt andre sige at Frontline ikke fungerer optimalt. Jeg vil prøve at søge lidt på den side du henviser til. Hofferne: De får udryddet lopperne hver gang og det er altid et stort arbejde. De støvsuger flere gange dagligt og behandler katten til der ikke er flere lopper (plus lidt efter). Men som sagt bliver han lidt sløv af Capstar, så det er også synd for katten. Der går typisk 3-4 måneder før han hiver lopper med hjem igen, og så længe ligger de vist ikke i dvale. Da han er udekat er det desværre svært at undgå at de får både lopper og orm.

Mange tak for dit svar. De bruger skiftevis Frontline og Advantage, samt behandler med Capstar, når det er værst. Katten er allergisk overfor lopper, så de forsøger virkelig at sørge for at holde lopperne nede. Behandlingen virker fint, især Capstar, desværre hiver han bare nye lopper med hjem ret hurtigt efter. Grunden til at de måske kunne være interesserede i loppefælden er for at minimere hvor meget katten skal behandles. Selvfølgelig skal han dryppes med frontline eller advantage, men han bliver lidt sløj af Capstar, så det ville være rart at de andre midler kunne være nok.

Mine forældre døjer lidt med lopper hos deres kat, så jeg tænkte at give dem denne loppefælde fra MyFleaTrap. Men jeg vil lige høre om der er nogen der har gode erfaringer med den inden jeg køber den. De behandler selvfølgelig deres kat med loppemiddel og støvsuger konstant, men da det også er en udekat bliver den ved med at slæbe nye med hjem. Jeg har ikke problemer med at komme på besøg med hunden, for Bravecto virker heldigvis helt fantastisk på lopper. Men desværre findes Bravecto ikke til katte endnu.

Hvor er de bare helt vidunderlige! Det må være så svært at skulle skille sig af med dem...

Jeg har søgt litteraturen igennem tidligere, og der er faktisk ikke noget der modbeviser at en hævet madskål kan inducere GDV. At du mener at det ikke kan bruges fordi hævede madskåle hovedsageligt bruges til store hunde, er jeg ikke enig i. Der er i studiet lavet en statistisk sammenligning af hunde på samme størrelse, hvor de hunde der havde en hævet foderskål havde større risiko for GDV. Der var altså kun medtaget hunde af racer som var disponerede for mavedrejning. Som du kan se af artiklen, er der 52% større risiko for gigantracerne ved brug af hævet foderskål, hvilket jo ikke er en lille faktor. De reviews der er lavet efterfølgende henviser alle til studiet af Glickman, og det anbefales stadig at man ikke benytter hævede madskåle til hunde der er disponeret for mavedrejning.

Hvor er det bare nogle fantastiske billeder af Luffe!

Lidt billeder af Molly fra september. Her er hun lige kommet hjem fra massage hos Magtor, hvilket er meget udmattende. Men det ser da ikke ud til at hun er øm, når hun kan ligge sådan

Reference: J Am Vet Med Assoc. 2000 Nov 15;217(10):1492-9. Non-dietary risk factors for gastric dilatation-volvulus in large and giant breed dogs. Glickman LT1, Glickman NW, Schellenberg DB, Raghavan M, Lee T. Abstract OBJECTIVE: To identify non-dietary risk factors for gastric dilatation-volvulus (GDV) in large breed and giant breed dogs. DESIGN: Prospective cohort study. ANIMALS: 1,637 dogs > or = 6 months old of the following breeds: Akita, Bloodhound, Collie, Great Dane, Irish Setter, Irish Wolfhound, Newfoundland, Rottweiler, Saint Bernard, Standard Poodle, and Weimaraner. PROCEDURE: Owners of dogs that did not have a history of GDV were recruited at dog shows, and the dog's length and height and the depth and width of its thorax and abdomen were measured. Information concerning the dog's medical history, genetic background, personality, and diet was obtained from the owners, and owners were contacted by mail and telephone at approximately 1-year intervals to determine whether dogs had developed GDV or died. Incidence of GDV, calculated on the basis of dog-years at risk for dogs that were or were not exposed to potential risk factors, was used to calculate the relative risk of GDV. RESULTS AND CLINICAL RELEVANCE: Cumulative incidence of GDV during the study was 6% for large breed and giant breed dogs. Factors significantly associated with an increased risk of GDV were increasing age, having a first-degree relative with a history of GDV, having a faster speed of eating, and having a raised feeding bowl. Approximately 20 and 52% of cases of GDV among the large breed and giant breed dogs, respectively, were attributed to having a raised feed bowl.

Vedr. mavedrejning, er risikoen faktisk større ved brug af en hævet madskål. Det skal derfor ikke være grund til at bruge en hævet madskål. Jeg bruger på nuværende tidspunkt ikke en hævet skål, da jeg har været bange for mavedrejning. Men når min hund spiser, så ser det faktisk ikke helt behageligt ud, så jeg overvejer stadig om jeg skal købe én. Hun er også lidt småt spisende, og måske hun ville få spist mere hvis hun stod mere afslappet.

Selvom det nok sagtens kan lade sig gøre at have en hund som delehund, så tror jeg nu alligevel at jeg ville være lidt betænkelig når det drejer sig om en hvalp. Hvalpe har brug for en tryg base og temmelig faste rutiner. Jeg tror ikke den vil have godt af at skulle skifte hjem to gange om ugen, da den vil bruge for meget energi på at falde til ro hver gang den rykkes rundt. Jeg tror jeg ville lade hvalpen bo ét sted (sikkert hos din søster), indtil den er omkring 5-6 måneder. Først derefter ville jeg begynde at lade den rotere mellem jer, alt efter om hvalpen ser ud til at kunne kapere det på dette tidspunkt.

Det ligner rigor mortis (og så er der ikke rigtig noget at gøre, desværre...)

Jeg kan mærke på min hund at de allerførste signaler hun lærte er dem der sidder bedst fast. Vi trænede virkelig meget "stå" kommando fra starten af og brugte det i mange sammenhænge. I dag er det den kommando der fungerer bedst og kan bruges hvis hun er på vej på jagt efter et eller andet. Jeg kan ikke kalde hende til mig hvis hun er gået på jagt, og hvis jeg prøver løber hun bare videre. Men stå kommandoen sidder så indgroet at hun gør det per refleks, og så kan jeg gå op til hende. Jeg tror klart at hvalpens hjerne er mere modtagelig over for nye kommandoer end den voksne hunds. Kommandoerne kan stadig læres senere i livet, men de bliver ikke så stærke som dem man "hjernevaskede" hvalpen med. Vi har flere små kommandoer som hun lærte som hvalp, men som vi ikke har brugt rigtig siden. For leden gav jeg en kommando som hun lærte som hvalp og som jeg ikke har brugt i over to år, og den sad stadig helt fast og på rutinen. Kommandoer hun har lært siden synes jeg at jeg skal holde ved lige for at hun reagerer ligeså skarpt.

Det lyder som om hundepasseren faktisk syntes at Murphy var en håndfuld at passe, men at hun er konfliktsky og ikke rigtig vil sige det direkte til dig. Ærgerligt at hun så ikke også kunne tage og holde sin mund når hun taler med jeres fælles veninde. Hvis der overhovedet skal siges noget, er det selvfølgelig til dig. Men du skal ikke lade dig gå på af at han har været en håndfuld for hende. Det er rigtig mange hunde når de skal passes. Hjemme er hunden i sine vante omgivelser og du og din hund har jeres helt egne rutiner. Din hund stoler på dig og er tryg ved dig, og du kender din hunds små signaler, hvilket gør at i kan slappe af i hinandens selskab. Når hunden kommer på udebane og så endda med en fremmed hund, så er de trygge rammer væk og han vil helt automatisk være mere oppe på dupperne og have svært ved at finde ro. Jeg har passet min genbos hund et par dage mens hun fødte. Det er en yderst velopdragen ung labrador, som de bruger til jagt. Jeg havde godt nok mit hyr med at passe den. For selvom hunden var velopdragen, så kendte vi slet ikke hinandens rutiner og signaler. At gå tur med den var lidt af en prøvelse, da jeg fik givet de helt forkerte signaler til den. Normal går den ved fod og altid på venstre side, men med mig trak den afsted og turene var slet ikke afslappede. Det var altså ikke hundens skyld, men bare fordi vi ikke brugte samme sprog. Efter et par dage gik det meget bedre og vi fik gået nogle rigtig gode ture. Jeg fik også ændret på fodringsrutinen, så han blev helt forvirret og vild når han skulle have mad. Der måtte jeg lige skrive en sms til ejeren og høre hvordan de plejer at håndtere ham når der fodres. Og da jeg gjorde som ejeren sagde, var hunden rolig og ventede pænt på sit foder. Men det var slet ikke som at have min egen hund. Jeg synes jo selv at min hund er velopdragen, fordi vi har tilpasset os hinanden. Men når andre skal håndtere min hund, så må den være den værste hund i hele verden. Hun tager ikke imod beskeder fra andre end mig. Det er mig der har trænet hende altid, og jeg har simpelthen ikke fået hende lært at kommandoer også gælder selvom de ikke kommer fra mig. Så du skal bare være glad for din hund og det bånd I har sammen. Hvad hundepasserens mening er om din hund betyder absolut ingen ting. Og du ved nu at det nok ikke er hende der skal passe ham næste gang. At hun vil have en pekingeser er da bare i orden. Hun er faldet for din venindes lille hund og det er da dejligt. Vi passer ikke alle sammen med de samme racer, og hun føler nok bare at hun passer bedre sammen med pekingeseren. Det gør ikke din hund til en dårligere hund. Han er jo stadig den bedste i din verden og det er det vigtigste.

Jeg har ikke kunne finde nogen brugbare statistikker da jeg også har søgt efter det. For min race har jeg derfor været på hundeweb og hentet data fra alle HD og AD der er registreret i DKK og har selv lavet statistik. Desværre er der kun 80 hunde i alt der har registreret hofte status, så statistikken er ikke så stærk endnu. Så hvis der er en enkelt race eller få du er interesseret i, kan du hente data fra Hundeweb. Det tager noget tid, men hvis det er racer med mange individer kan du jo nøjes med at gå en vis årerække tilbage og fx. kun tage hunde registreret inden for de sidste 5 eller 7 år.

Puha det lyder også som om du har været en del igennem med din Silke. Men dejligt at høre at I har fået det til at fungere. Jeg vil begynde at massere poterne med kopattesalve hver dag, og fungerer det ikke med det ny-indkøbte foder, må vi vist prøve med dyrlægens allergifoder igen. I hvert fald i en periode til vi ved om det overhovedet er allergi hun har. Har du testet hver enkelt proteinkilde på Silke eller er det tilfældigt når du finder mere hun ikke kan tåle? Jeg tænker at man vel kan tilføje protein i form af råt kød til foderet, for at teste de enkelte kilder fra kød. Men grøntsager og urter må være lidt sværere at tilføje enkeltvis. Jeg tænker i hvert fald ikke at min hund vil spise grøntsager hvis de kan sorteres fra.

Mange tak for jeres tilbagemeldinger. Der er kylling i det foder hun får nu, og jeg er i tvivl om det er det hun reagerer på, da det er blevet værre efter vi skiftede fra lam til kylling. Jeg vil som det første forsøge at fodre hende uden kylling og se om det giver en forbedring. Vi har forsøgt at fodre hende med allergifoder fra dyrlægen tidligere, men hun gik helt fra foderet og vi måtte gå tilbage til et "normalt" foder. Jeg har lige bestilt noget Wolfsblut med hest som eneste proteinkilde. Hun har aldrig fået noget med hest før, så det håber jeg ikke hun reagerer på. Hun slikker ikke sine poter og har aldrig gjort det. Den røde farve må komme indefra, og jeg tænker at det er svamp/bakterier som angriber poterne fordi hendes immunforsvar er nede. Derfor har jeg også forsøgt at vaske med Malaseb men uden virkning. Jeg tænker at hun skal styrkes indefra, og hvis hun er allergisk for noget, bliver hendes hud nok ikke stærk og modstandsdygtig før jeg har fået fjernet det hu ikke kan tåle. Alternativt er det hendes lave stofskifte der forringer hudens barrierer overfor svampe-/bakterieangreb. Måske bliver jeg nødt til at få taget nye blodprøver. Jeg bliver dog lidt i tvivl om man overhovedet kan se allergi overfor foderkilder på disse test eller om det kun er inhalationsallergi man kan se her. er der nogen der ved det? Nu prøver jeg i hvertfald at fodre med kun én proteinkilde og ser om det hjælper. Jeg vil også høre min dyrlæge hvilken dermatolog de anbefaler, men er da stadig interesseret i at høre hvem I har gode erfaringer med.

Min Hund lider desværre af røde poter og jeg vil derfor gerne høre dels hvordan I behandler røde poter samt hvilke årsager I er kommet frem til at det skyldes. Hendes sygdomshistorie er lidt lang, men her er den: Min hund blev testet for allergi for halvandet år siden. Denne test var negativ, dog lå hun lige i grænseområdet for lagermider og husstøvmider. Hun kløede sig meget og mistede meget pels. Det startede umiddelbart i forbindelse med hendes løbetid. Hun fik taget en masse blodprøver som viste at hun led af lavt stofskifte og det kunne selvfølgelig være grunden til hendes hudproblemer. Hun er i dag behandlet med thyroidhormon og ligger inden for normal-området for T4 i plasma. Kløen stoppede stort set efter hun startede behandlingen, men kom igen i næste løbetid. Derudover var hun meget psykisk påvirket af sine løbetider, så vi valgte at sterilisere hende efter anden løbetid efter dyrlægens anbefaling. Her i foråret synes jeg hun begyndte at klø sig lidt igen og fik røde poter. Kløen er holdt op igen af sig selv, men hun døjer stadig med meget røde poter. Jeg tænker at hun måske alligevel lider af allergi, men er lidt i tvivl om dette da hendes blodprøve var negativ. Det kan også være stofskiftet, hvor hun dog er reguleret ind i sin medicin. Og så kan det jo være ganske almindelig svamp/bakterie angreb. Jeg har derfor vasket poterne et par gange om ugen med Malaseb (svampe og bakteriedræbende shampoo), men dette har ingen virkning haft. Derudover har jeg klippet pelsen væk mellem trædepuderne og sørger for at tørre hendes poter godt efter hver tur. Men dette har heller ingen ændring gjort. Hun har ingen problemer med øjne, ører eller andre steder på kroppen. Hun fodres med kornfrit foder fra Essential Food og økologisk kornfrit dåsemad fra Herrmanns. Derudover får hun fuld dosis Viacutan, men har endnu kun fået det i to uger. Det vil være et stort problem at fodre hende med et allergifoder i en periode, da hun er ekseptionelt kræsen og ikke kan lokkes til at spise særlig meget forskelligt foder. Døjer Jeres hunde med røde poter? Og hvad har i gjort for at hjælpe jeres hunde? Jeg vil meget gerne høre fra både folk med allergihunde, men også hvis du har en hund med lavt stofskifte. Og hvis I har nogen gode råd til yderligere tiltag jeg kan prøve af modtages de med kyshånd. Derudover vil jeg høre om i kan anbefale en dyrlæge med speciale i hudproblemer. Min egen dyrlæge synes jeg ikke rigtig kommer med nogen brugbare behandlinger eller bud på årsag. Så jeg tænker at vi måske skulle prøve en hudspecialist, så vi kan komme en årsag lidt nærmere. Jeg kan se at dyrlægeklinikken Artemis anbefaler Kovaline til behandling af røde poter. Er der nogen af Jer der har prøvet dette? Og med hvilken virkning? På forhånd tusind tak for hjælpen!

Det lyder som et fantastisk hundeliv Jeres søde Ella har, og I lyder til at passe rigtig godt på hende. Jeg tror bestemt i gør det rigtige. Du skriver også at Ella trives rigtig godt, og det må være det vigtigste tegn på om i gør det rigtige. Hun ser i øvrigt rigtig dejlig ud.

Jeg ved at TheDogHouse i Viby ikke har været tilfredse med Hurrtas nye model og derfor har valgt ikke at sælge dem længere. Hun tilbød så vidt jeg husker også at alle der havde købt den måtte komme og få pengene tilbage. Jeg tror det var kvaliteten der var for dårlig, men du kan da ringe og snakke med hende om det. TheDogHouse anbefaler Ruffwear Front Range selen i stedet. http://thedoghouse.dk/products/ruffwear-front-range-sele-turkis

Men du forholder dig stadig ikke til det der bliver skrevet. Du vil ikke støtte en tæve under parring fordi de skal kunne klare det naturligt. Jeg er slet ikke uenig i at de selv skal kunne klare en parring og det er sikkert ikke nødvendigt at støtte hundene, hvis det eneste slutresultat er at tæven bliver drægtig. Jeg er sikker på at de fleste hunde nok skal kunne klare det selv, men spørgsmålet er om det var en god oplevelse for den enkelte hund. En uerfaren tæve kan godt synes det er voldsomt, ikke ensbetydende med at parringen ikke lykkes. Men hvorfor skal tæven have en dårlig oplevelse hvis det kan undgås? Når hundene hænger sammen, så kan det gøre ondt på både hanhund og tæve vis den ene prøver at komme væk. Så dér mener jeg man skal hjælpe hundene med at holde sig i ro. Om hundene er i stand til at reproducere selv har intet med dette at gøre, da spørgsmålet kun går på om tæven skal have lov til at blive bange når det er sket eller om man skal hjælpe med at bevare roen. Jeg mener også at hvis man støtter hundene når de hænger sammen første gang, så får de en god oplevelse og bevarer ofte selv roen næste gang de parres, hvorefter de måske kan klare det stort set selv. Og du ved altså ikke om det er nødvendigt at hjælpe hundene før parringen er i gang. Og så er det altså for sent at kassere hundene som avlsindivider... At man skal vente med at bruge hundene til de er afprøvet og man bedre kan vurdere deres sundhedsstatus er jeg helt enig i. Jeg synes også man burde vente med at tage røntgenbilleder før hundene er helt udvokset. I "min" race må man i dag tage røntgen af albuer og hofter når de er et år. Men hundene er først helt udviklede når de er tre år gamle. Det er til gengæld noget jeg mener er vigtigt når man udvælger avlsindivider, og altså ikke om tæven skal støttes så hun får en god oplevelse. I øvrigt tror jeg på ingen måde at sundhed er genetisk betinget af evnen til at parre sig. Hundens sundhedsstatus vil være et resultat af utallige geners påvirkning på fænotypen og jeg tror ikke på at evnen til parring vil kunne påvirkes af samtlige af disse gener. Ude i naturen, der øver de vilde dyr sig altså også i både parringsdans og parringsritualer fra de er helt unge. Jeg tror erfaring giver en god han, der er dygtig til at parre. I naturen får hannerne denne erfaring fordi de ikke bliver kasseret som avlsindivider første gang de fejler. De forsøger ufortrødent igen og igen. Det er ikke sikkert at han bliver forælder de første gange, men det hele er med til at give den erfaring som han skal bruge gennem hele livet.

Men du tager jo ikke stilling til at hanhunden kan være yderst egnet som avlsdyr, men at en uerfaren tæve kan ødelægge hans fremtid hvis hun går i panik. Det er da ikke hanhundens manglende avlsevner der er skyld i en tæve der går i panik. Han kan have parret mange tæver hvor de har klaret det selv, men en uerfaren førstegangstæve kan altså blive meget forskrækket.

Jeg synes det er en smule naivt at tro på at moder natur sørger for alt og at man bare skal lade hundene klare sig selv. Jeg går klart ind for at man skal hjælpe hundene så meget som muligt under parring, især når der er tale om hunde der endnu ikke har prøvet en parret forinden. Tæve og hanhund kan sagtens lære hinanden at kende, og dette giver ofte en bedre og mere stressfri parring. Men når der er tale om en "førstegangstæve", så kan man altså ikke forberede hende på følelsen af selve parringen. Selvom hun er helt klar og selv lægger op til parring, kan hun stadig blive forskrækket idet det sker. Her skal man som ansvarlig ejer da støtte sin hund i at det ikke er farligt og hjælpe hende til at holde sig i ro. På nogen tæver gør det ondt når hannen svulmer op, og tæven kan derfor blive utryg. Men det værste der kan ske er da at hun smider sig eller løber væk og derved risikerer skade på både sig selv og hanhunden. At lade uerfarne hunde klare det selv er stort set samme holdning, som at hunde selv skal finde ud af social omgang med andre hunde. En meget gammeldags tankegang, som jeg håber de fleste hundeejere tager afstand fra i dag. Jeg tror også der kan ske skader på "vilde" hunde i naturen. Måske vil det få fatale konsekvenser for individet, men det er jo ikke sikkert der er noget galt med den pågældende hanhund. Måske er det tæven der er noget i vejen med, men hun kan skade hannens reproduktionsorgan, hvorved han ikke kan parre igen. Vil du kalde det for naturlig selektion? Det eneste der er naturlig selektion er at tæven ikke får hvalpe. Men hannen kan sagtens være den bedste han i arten, men uheldig at komme til skade under parring. Afviser tæven hanhunden skal de selvfølgelig ikke parre. Her må det være avlerens afgørelse om de vil gøre brug af inseminering. Jeg ved ikke om en tæve kan sige nej fordi hun kan mærke de ikke passer sammen. Jeg ved fra nogen af de avlere jeg kender, at det kan være svært at parre to hunde som bor sammen, hvor hanhunden ikke er "førerhan" i hjemmet. Altså hvor der er en anden hanhund, som leder flokken. Jeg ved ikke om dette ofte sker, men har hørt fra flere avlere der har oplevet det, som har hundene sammen til dagligt som familiehunde.

Mange tak for jeres svar, de var meget brugbare. Jeg vil forsøge mig med lidt forskelligt af det I foreslår og se hvad hun bedst kan lide. Dejligt med et forum hvor man kan få lidt gode råd!

Da vores var hvalp var vi ude tre gange om dagen, hvor vi var uden for egen have. Turene var på ca. 15-20 minutter, hvor vi ikke gik langt væk fra vores hus. Vi brugte turene på at sidde og kigge på alt hvad der var (cyklister, børn, andre hunde m.m.). Vik gik på hvalpehold to gange om ugen, hvor det ene var et reelt hvalpemotivationshold i DKK og det andet var hos en træner, hvor fokus var på ro. Al træning var stort set "tag et tæppe med , sæt dig og ros hunden når den er i ro". Sidstnævnte var en virkelig god træning af vores hvalp, og vi har efterfølgende aldrig haft problemer med at hun ikke kunne falde ril ro. Der var selvfølgelig også lidt andre øvelser, men 80% af timen var i ro på tæppet. Hjemme sov hun hurtigt hele natten. Så havde hun de tre ture på tur og fik ellers lov til at komme i haven og tisse. Vi legede med hende en halv til en hel time om dagen fordelt på tre-fire gange. Aldrig særlig vild leg, men mest bare hvor vi sad på gulvet med en bamse, som hun så bed lidt i og fandt når vi gemte den bag ryggen osv. Hvis hun havde brug for at falde til ro, så sendte vi en masse "ro"-signaler til hende, så som gabte og strakte os og lagde os ned med hende. Hun opfangede signalerne med det samme og lagde sig til at sove, men det krævede altså at vi også selv faldt helt til ro. Jeg tor tit problemet med en hvalp der ikke vil falde til ro er fordi familien jo ikke hviler. Så føler hvalpen ikke at det er tid til at falde til ro. Hos moderen følger hvalpene jo hinanden og moderens signaler. Når én hvalp begynder at gabe og strække sig, så følger resten af holdet ofte med, og så lægger de sig sammen og hviler. Jeg tror at når hvalpene kommer alene ud i en ny familie, så bliver de lidt utrygge og prøver at passe ind i jeres rutiner. Man skal derfor tage initiativ til ro, så hvalpen bliver tryg ved at sove midt på dagen. Men det kræver altså at familien ikke går rundt og laver alt muligt, som skaber postyr. Vi lå gerne en halv times tid med hvalpen og hvilede, når vi havde været aktive et stykke tid. Lidt sjovt, men i dag hvor hunden er to år, så reagerer hun med det samme på at vi lægger os på gulvet. Så kommer hun hen og lægger sig ved siden af os og hviler. Hun har dog for længst lært selv at lægge sig, men jeg tror hun synes det er lidt hyggeligt at ligge sammen og drive den af. Én til to gange om ugen tog vi væk fra det kendte område på tur. Så kørte vi måske i skoven, til havnen, på stranden eller ind til byen og gik en lille tur. Men mest brugte vi tiden på at sidde og kigge på de nye ting. Når hun blev lidt utryg over nye ting, havde hun brug for at sidde helt tæt med os, så vi sad ofte på jorden med hende mellem benene og kiggede. Men der brugte vi hurtigt hvad vi havde lært af hundetræneren angående ro. En masse godbidder med og så bare rose når hun slappede af i et nyt område. I dag har vi en meget rolig hund, måske endda lige i overkanten rolig. Men hun falder til ro når vi er inden for og liver hurtigt op når vi er på tur. Da hun var hvalp sov hun ca. 18-20 timer om dagen og nu sover/hviler hun 16-18 timer om dagen. Mendet er bare individulet hvadder virkerfor den enkelte hvalp. Så det er nok mest noget med at prøve sig frem og have en hundetræner man stoler på, som man kan vende hvalpens adfærd med en gang imellem. Når hvalpen først er blevet overstimuleret, så er der ikke rigtig andet at gøre end at tage sin "tålmodigheds-hat" på og ikke blive sur på hvalpen. Men prøv selv at forhold jer roligt og send nogle dæmpende signaler. Som sagt så hjalp det virkelig meget for os, selv at lægge os og hvile. Eftehånden så lærer i hvor meget aktivitet og nye indtryk hvalpen kan klare uden at blive overstimuleret. Og det tager lidt tid for hvalpen at passe sig ind i jeres rutiner, så den selv kan forudsige hvornår der er tid til ro og hvornår der sker noget spændende.

Jeg er lige begyndt at give hunden lidt rå ben som supplement til sin daglige kost. Normalt får hun tørkost fra Essential Food, men hun er begyndt at få lidt tandsten, som jeg vil prøve at holde nede med rå ben. Indtil videre har jeg bare købt lammeribben i superbrugsen, som hun virkelig er glad for. Hun er dog en stor hund, så et lammeribben holder kun meget kort tid inden det er spist. Jeg købte så i dag en pose lammeben fra Rigtig Hundemad. Jeg har tøet ét af benene op, men efter det er tøet lugter det virkelig dårligt. Faktisk så dårligt at jeg smed det ud. Jeg har ikke så meget forstand på det rå-fodring, men må benene gerne lugte grimt? Jeg tænker det må være fordærvet siden det har den lugt, men jeg er lidt usikker på om det bare altid lugter sådan. (Lammeribben fra superbrugsen lugter slet ikke når de er tøet...). Jeg vil også gerne høre hvilke ben i giver jeres hunde. Min hund vejer 42 kg, så der skal være lidt fylde på benene for at give noget tyggetid. Et lammeribben er spist på ét minut, så det er lidt en hurtig fornøjelse. Jeg har dog fået af vide at de bærende rørknogler fra kvæg ikke er gode, da de er for hårde og kan knække tænderne på hunden. De er ellers nemme at få fat i... Hvilke rå ben kan I anbefale til en stor hund og hvor køber jeg dem i ordentlig kvalitet? Skal jeg en tur til slagteren i stedet for at stole på RAW-producenterne?