Det er individuelt hvor meget forskellige mennesker er i stand til/ kan klare/ vil gøre/ kan omstille sig til. Førhen mente jeg også at man skulle gøre alt, og jeg mener virkelig alt, for at få det til at fungere med den hund man nu engang har valgt.
I dag har jeg lidt et andet syn på sagen. Jeg mener at der er nogle håbløse mennesker derude der opgiver og ligefrem afliver hunden ved tegn på de mindste problemer (bider møblerne i stykker e.l.), men de mennesker der virkelig har forsøgt at rette op på adfærdsmæssige problemer og til sidst giver op og vælger at aflive hunden har jeg fuld forståelse for. Jeg tænker ofte hvordan det mon er gået med Dumles søskende. Er de mon alle aflivet nu? Jeg vil tro at de to der kom til en enlig mor med to børn er enten viderformidlet eller aflivet, men er der en der er kommet på landet hvor den står i en bås eller lever i bryggerset til den skal med på jagt eller en gåtur over markerne er den sikkert kommet til det helt rigtige sted.
Vi vælger at forsøge med Dumle. Om og om igen prøver vi nye metoder, omstiller vores liv efter hans behov og forsøger at få det hele til at fungere samtidig med at Dumle har det godt. Egentligt havde vi nok givet op hvis vi havde tænkt som mange andre "det er jo bare en hund", men hver gang tanken om aflivning melder sig finder vi fornyet energi fordi vi indser hvor meget vi elsker ham og at vi vil kæmpe for at beholde ham og for at han skal have det godt.
Om vi fortsat kan leve med det de næste 10-15år ved jeg ikke, men vi har valgt at tage en dag ad gangen.