Ja jeg har dælme tudet over vores hunde mange gange:
For mange år siden havde vi Gleth (blanding tysk langhåret schæfer/labrador), som var jordens dejligste og nemmeste hund
Bortset fra at hun ikke kunne være alene hjemme. Vi fik ædt mange dyner og puder, 3 fyrretræs senge, div. vægge, rigtig meget post, gulvtæpper, sko osv. osv. osv. Og uanset hvor meget vi havde trænet og igen trænede alene hjemme var der intet der hjalp. Men ikke fedt at komme hjem til et maltrakteret hjem hver dag.
Over Trille da hun (efter at være blevet overfaldet af schæfterhunde flere gange) blev bange for en stor schæfer og løb sin vej. Det tog os 8 timer og mange kilometers vandring at finde hende igen.
Over Mille i træningssituationer hvor hun ikke ville som jeg
Over Mille da hun var dybt ulykkelig over at Trille ikke var der mere, og bare græd dagen lang fordi hun savnede hende
Igen over Mille, da vi endelig hentede Bonnie. Det at se hendes glæde over ikke længere at skulle være alene.
Over Bonnie, i frustration over at hun var "langsomt-opfattende", indtil vi fandt ud af at hun havde øreproblemer
Og sikkert en million andre gange. Tror bare at ovennævnte er dem jeg husker bedst.
Nå ja, og så sådan nogen vidunderlige tidlige sommer morgener hvor vi står tidlig op og sætter os på bænken i haven og kigger på hundene lege. Det kan også bringe tårerne frem