Mettemille

Der er også Regitze Rising Velkommen til McTimoney Dyrekiropraktik v/ Regitze Rising som er uddannet McTimoney kiropraktor i UK. Hun tager på hjemmebesøg i hele landet, hvad jeg synes er en fordel. Jeg har ikke selv brugt Regitze, fordi jeg først stødte ind i hendes kollega Rikke Marie Andersen, der er uddannet samme sted. Rikke tager desværre ikke nye klienter ind på Sjælland. Jeg har været glad for denne behandlingsform, da den er ret skånsom.

Lige hurtigt: Jeg tænker at i kan have glæde af udstrækningsøvelser for bagparten, så hun ikke bliver for låst/stram fordi hun pt. måske bruger sig lidt forkert? Men det gør du måske allerede? Jeg fik anbefalet at lave cavalettis øvelser til min Mille pga manglende bagpartskontrol og skævheder, som hun blev behandlet for. Fys/kiro kan måske give dig nogle konkrete øvelser? Hydroterapi vil sikkert også være fint, så hun bliver mere bevidst om sine bagben og at hun skal løfte sig mere bagtil. Mere konkret kan jeg ikke gøre det lige nu:lol:

Jeg forstår dig udmærket. Det kan synes tåbeligt at forske i noget, som vi hundeejere jo godt ved i forvejen. Problemet er at det, vi som hundeejere allerede ved, er der ingen, ud over os selv, der gider lytte til, uagtet det er nok så rigtigt i praksis og giver mening der. Jeg mener at vi skal glæde sig over når hundes adfærd endelig forskes i, også hvis det er uden for DKs grænser. Anerkendelsen af, at hundeadfærd er væsentligt nok til at bedrive forskning i, bør vi da være glade for? Den danske Den Danske Dyrlægeforening fremhæver eksempelvis at der pt eksisterer en forskningskrise og at de har særlige interesseområder, der stort set ikke fremhæver adfærd som forskningsgenstand: "Der bør forskeruddannes flere veterinærer. Forskeruddannelsen inden for patologi, immunologi, epidemiologi, mikrobiologi og kliniske fag bør styrkes. PhD-stipendierne bør i en periode styres emnemæssigt, så nødlidende, veterinære områder opprioriteres og gerne på bekostning af antallet af “frie” stipendier." (www.ddd.dk) Fordelingspolitikken vil næppe være til fordel for hundeadfærd der ikke er nødildende nok, men fokusere på fødevareproduktion og diverse økonomiske sværvægtere i samfundet. I forskningens ånd, bør der jo netop ikke i forvejen være noget "der giver sig selv", idet forskningen jo søger det evidensbaserede. Så når forskere finder evidens for det, vi hundeejere oplever til hverdag (og bidrager med ny viden), kan vi jo også vælge at se det, som en anerkendelse og en systematisering af det, vi allerede ved. Jeg støder ofte ind i kritikken, at professionelle er for dårlige til at samarbejde tværfagligt omkring vores dyr; f.eks. når veterinærer fremhæver at alene veterinærer er kompetente til at udføre kiropraktik. På samme vis synes jeg at man som hundeejer eller professionelt arbejdende med hunde (generelt, ikke pegende på dig Ninjamor) ikke bør negligere forskning som pegende på banaliteter, blot fordi forskningens konklusioner fremstår som sådan. Så :5up: for de, der faktisk er på vores side.

Gang - og holdningsanalyse/"hvad man lige ser komme gående" er der ikke noget mystisk i; det er en delkomponet i en række diagnostiske værktøjer for mange faggrupper, men der er selvfølgelig en retorisk forskel i måden man beskriver det, hun foretager sig på. Jeg ville være bekymret, hvis den person der skulle behandle min hund for skævheder, ikke havde begreb om biomekanik og ikke kunne foretage en sådan:shock: Men nu har Ninjamor så også imellemtiden opklaret, at det ikke er det eneste Marianna gør, ser jeg nu i tråden. Da jeg havde kiropraktor til Mille, kunne selv mit utrænede øje se, at atlas var ½ cm skævvredet og dermed hovedstillingen, da jeg fik det vist. Så med 20-30 års erfaring tvivler jeg ikke på, at personen kan se så små skævheder, at vi andre dødelige har svært ved at forstå det.

Ja, umiddelbart virker det sådan: Autorisation som Kiropraktor Efter turnusåret kan man ansøge Sundhedsstyrelsen om autorisation som Kiropraktor og først herefter har man lov til at nedsætte sig som selvstændig kiropraktor i Danmark. Denne beskyttelse af titlen siden 1992 gør, at du som klient er sikret at behandleren opfylder de uddannelsesmæssige krav til at blive autoriseret af Sundhedsstyrelsen "Efter turnusåret kan man ansøge Sundhedsstyrelsen om autorisation som Kiropraktor og først herefter har man lov til at nedsætte sig som selvstændig kiropraktor i Danmark. Denne beskyttelse af titlen siden 1992 gør, at du som klient er sikret at behandleren opfylder de uddannelsesmæssige krav til at blive autoriseret af Sundhedsstyrelsen." Men, her er dog en dyrlæge der også kalder sig kiropraktor, uden at være human kiropraktor, men med en videreuddannelse i veterinær kiropraktik. Dyrekiropraktoren Umiddelbart virker det ikke helt gennemskueligt. Nu læser jeg selv psykologi og har derfor undersøgt hvordan det forholder sig med psykologtitlen. Den må kun anvendes, hvis man har den relevante uddannelse og titlen må heller ikke indgå som en del af en titel - fx hundepsykolog. Det er der bare mange der gør alligevel. Marianna holder forresten foredrag i Greve d. 14/4, hvis nogen er interesserede: Marianne Bendixen – dyrekiropraktor - Dogwise blog Så kunne man jo spørge hende selv:-D

Jeg mener ikke du er fejlinformeret. Dette er sakset fra Fødevarestyrelsens hjemmeside: Akupunktur udført på dyr af ikke-dyrlæger: Afgrænsning af aktiviteten i henhold til lov om dyrlægegerning, § 4. Rådet finder, at behandling med akupunktur forudsætter en diagnose, hvor akupunktur skønnes at være en relevant behandling. Da det kræver veterinær indsigt at stille en diagnose og tage stilling til behandling, finder Rådet, at akupunktur på dyr ikke kan udøves af ikke-dyrlæger, jf. § 4 i lov om dyrlægegerning. Jeg kender dog ikke Marianna Bendixens uddannelsesbaggrund.

For søren, hvor er han er sød!! :hjerte: Med en mynde kan du ligeså godt vænne dig til billeder af en hund i gebrækkelige stillinger dybt snorkende i sofaens bedste hjørne - taler af erfaring:-D Tillykke med ham.

Håber ikke du mener sygeste som i sygelig eller aparte:lol: Jeg var ude efter en øvelse hvor det handlede om at fokusere på at forfine en bevægelse og arbejde med mere ro. Hun kunne allerede de forskellige ting hver for sig. Vi er også startet med dut/target engang og Mille er 7 år og kan derfor en del grundting. Det var let at kæde duttet med kluden på munden, fordi hun i forvejen kunne "kys" = dut på kinden. Så drejede jeg bare hovedet lidt for at hjælpe forståelsen af, at det er munden (når hun har en klud), der skal duttes på

Lige for tiden er jeg i gang med at lære Mille at åbne en skuffe, hente en klud, komme hen til mig og tørre mig om munden med den. Indtil videre er "åbne skuffen, tage kluden og komme hen til mig" indlært og resten af øvelsen skal så kobles herpå. Vi er nået dertil hvor hun "trykker" kluden meget hårdt mod munden i een bevægelse - hvorefter hun lader den falde. Næste skridt er at lære hende at holde kluden i kontakt med munden og herefter den "tørrende" bevægelse. Indtil videre tror hun det handler om at trykke så hårdt som muligt, så vi arbejder med at det ikke handler om at slå mine tænder ud af munden:lol: Det seneste færdige trick vi har lært, er at Mille ser hvilken hånd jeg har en godbid i, hvorefter jeg knytter begge hænder og fører dem ud til siden. Herefter skal hun dutte på den hånd uden godbidden, for at "åbne" den med godbidden - impulskontrol:-D

Er det overgangen i farveforskellen i de forreste negle du mener? Det yderste "døde" i neglen vil altid være lysere fordi nerveenden slutter lidt længere oppe. De par gange en af mine hunde har stødt sine negle, har overgangen været en skarp tydelig kant mellem mørk/lys, hvor neglen ligesom har fået et knæk. Jeg kender godt det, at man pludselig opdager noget på sin hund, som man ikke synes har været der før. Selv gennemgår jeg jævnligt Mille fra snude til hale for at sikre mig alt er ok. I dit tilfælde ville jeg ikke umiddelbart været bekymret baseret på billedet . Hvis hun fortsætter med at trække på benet, ville jeg være dog være obs på dette.

Du har allerede fået svar på det med katten i indlæg 87. Nu er det sådan at der ikke er ytringspligt på et forum. Jeg synes folk her har været mere end hjælpsomme, men det kræver selvfølgelig du gider læse hvad der bliver skrevet til dig.

Jeg tror vi er ude i noget helt basalt a la hvad størrelse disse bukser i første omgang skal have og hvor de kan købes:cool:

Jeg er vist ret selektiv overfor hvem der er en del af min nære omverden. De behøver dog ikke have hund selv (det hjælper selvfølgelig:-D), men det er væsentligt at vi har et udgangspunkt der ikke er for forskelligt. Deriblandt respekten for dyrs ret til et godt liv og interessen for andet end smalltalk. Hos familien har jeg heldigvis aldrig mødt manglende forståelse for at en stor del af mit liv handler om de hunde jeg har/haft. Til gengæld er jeg også selv bevidst om, at ikke alle mennesker synes det er interessant at tale ligeså meget om hunde som jeg selv - ligesom ikke alle deler andre meneskers behov for at tale om deres børn, havetraktor, arbejde eller deres slankekure i et væk. Når det er sagt, møder jeg da hundeejere som ikke har forståelse for min måde at være hundeejer på, men dem er jeg ligeglad med. For deres hundes skyld går jeg gerne i dialog, i håb om at de indser at elhalsbånd, slag, spark og røvfulde intet har med opdragelse at gøre. /Mette

Jeg er enig med Nollike; pensionen skal respektere ejers valg og da de har ejers nummer, bør de som minimum ringe og forelægge problemet. Lonny, jeg synes ikke du er nærtagende. Og selvom andre skulle mene du var det, er det i bund og grund ligegyldigt, det er jo DIN mavefornemmelse der tæller:ae: Jeg har haft store vanskeligheder med løse hunde. Inden for de sidste år, har jeg 6-7 gange haft en chokeret hund med hjem fra tur. Her har vi typisk oplevet udfald fra andre hunde, markeringer, stressede halsende hunde efter cykler der har har væltet ejer og cykel i hovede på os, hunde der er kommet "ud af det blå" og væltet os over ende og situationer hvor Milles dæmpende signaler ingen effekt har haft på den anden hund. Resultatet har været eet langt sejt træk, hvor jeg endte med en hund der selv reagerede med udfald alene ved lyden af en kvælerkæde, lyden af et bundt nøgler, hunde der halser, synet af hunde. Blot deres fært kunne udløse et eksplosionsagtigt udfald mod ingenting synligt. Det er fortvivlende at se sin ellers milde, socialt velfungerende hund ende derude, og blive bombet 3 mdr. tilbage i arbejdet for at gøre hende tryg, hver gang en ny episode opstår. Det har kostet blod, sved, tårer og langsom genopbygning af et traumatiseret hundesind, at jeg alligevel nu har en velfungerende hund der tåler langt de fleste situationer med andre hunde - også nogle af de uventede. En pension der på egen hånd vurderer hundens behov kan få fatale følger i et tilfælde som Milles, når man arbejder med noget så skrøbeligt som tærskelværdier, der kræver hårfin balance og kontrollerede situationer. Det er absolut ikke ok, hvis en pension træffer anarkistiske valg, uagtet det er i "en god mening". Gode meninger (og dårlige undskyldninger) har sådan et irriterende subjektivt udtryk.. /Mette

Hej Mads Velkommen Når du nu har socialfobi og går med tanken om at anskaffe dig en hund, er det vigtigt du får en race eller type, der ikke sender folk over på det modsatte fortov. Nogle hundeejere vil måske vælge dig fra, alene fordi du har en doberman, uagtet den er nok så venlig og velfungerende. Og det er jo ikke intentionen:-) Dermed ikke sagt at hunden skal vælges på baggrund af sin fremtræden (!), men både ydre og racens typiske egenskaber mener jeg er godt at skele til i din situation; både som førstegangshundeejer og med dine særlige behov. Egenskaber der måske ikke ønskelige for dig hos en hund, kunne være en meget stor selvstændighed og en meget stor aktionsradius. Selv har jeg en whippet som uden problemer kan bevæge sig 50-100 m væk fra mig (jeg tror hun udmærket er klar over, at får hun brug for mig, kan hun være tilbage på 7 sekunder - det omvendte gælder naturligvis ikke;-)). Er man lidt sårbar, er en sådan egenskab ikke fremmende for selvtilliden. Pointen er egentlig bare, at du skal vælge en race, der ikke komplicerer hundeholdet og din situation unødigt. En labrador er umiddelbart et udmærket valg og som foreslået i tråden, er det en god ide at kontakte foreningen for servicehunde. /Mette