Mettemille

Greve

De ser da også lidt aparte ud De fleste i min omgangskreds synes hun er noget af det smukkeste, selvom de startede med at finde hende forkert eller grim. Du er da velkommen til at møde hende

Jeg er helt enig! Det brede kendskab kan et hvilken som helst udmærket hundeleksikon levere og jeg ser ingen grund til at opdrætter skal nurse så meget om de kommende købere, at vedkommende skal bruge tid på det. Der må da være grænser for opdrætters ansvar og der må der også være krav til køber om at tænke og afsøge området selv. Jeg ser det langt vigtigere at opdrætter, pba indgående kendskab til egen race, har mod og vilje til på et realistisk, vidende grundlag, f.eks. at afvise de købere hvis forestilling om racen er helt urealistiske eller har ønsker der er et dårligt match til racen. Hvis jeg vil købe en whippet mere, er jeg hamrende ligeglad med om opdrætter kender til gravhunde. Hvis ikke opdrætter har indgående kendskab til sin egen race, hvem pokker skulle så have det?

Jeg kan huske at det jeg hæftede mig ved whippeten, var dens rolige temperament indendørs/livlig udendørs, dens "katteagtige" væsen, at den ikke er skarp, gør meget lidt, ikke lugter af hund (jeg har aldrig haft en mere sirlig hund ) og elsker sit sofahjørne efter en god gåtur - foruden den jo imo er smuk, så der er også noget æstetisk i mit valg. Jeg ønskede ikke en race der havde behov for flere timers koncentreret aktivitet/brugsarbejde/deslige dagligt for at kunne fungere, men omvendt bruger jeg da gerne 2-3 timer dagligt på gåture, plus aktivitet herhjemme. Har vi en dovnedag, går der dog intet i stykker af det, og vi er begge absolut B personligheder. Alt før kl. 10 er "tidligt" Nogle siger mynder ikke er trænbare. Det er ikke min oplevelse; derimod oplever jeg en stor sensitivitet overfor menneskers sindsstemning og en vilje til at samarbejde, såfrem hun kan se en mening med det = en vis kunstnerisk frihed i øvelserne og en mulighed for at opnå selvstændighed. Vi ligner nok hinanden, for jeg kan heller ikke fordrage indgreb i min frihed og min aktionsradius er temmelig stor Modsat nogle af jer andre, har jeg ikke "arvet" racen. Vi havde kleiner münsterlænder og et par blandinger da jeg var barn, men nok mest fordi at hund bare var noget "man havde".

Jamen host du bare løs selvom vi faktisk er enige Jeg skrev jo netop at det var hamrende synd og helt misforstået - indforstået: misforstået brug af schæferens arbejdsiver og evne, som jeg ser gå til spilde hos en del af de schæfere jeg møder heromkring. Klart politiets hund skal kunne køre højt, kan ikke se hvordan de kan bruges i arbejdet hvis ikke. Har selv fornylig haft fornøjelsen af nærkontakt med en af slagsen. Og han kunne altså godt håndtere at sidde i ærmet på mig og tale pænt med andre hunde og os andre umiddelbart bagefter. Og det er jo sådan det ideelt set skal være. Det jeg har et problem med er, når ejer ikke evner at køre hunden ned igen, endsige erkender at hunden har et problem, når den eksploderer hvis en anden hund træder ind i dens synsfelt. Boldmotivation er fint, men ikke hvis man glemmer at arbejde med tænd/sluk. En hund med arbejdsiver 20 i de forkerte hænder, er der desværre bare rigtig mange af i mit område. Håber at det er tydeligt, at det ikke er racen jeg anfægter, men de hovedløse ejere i den anden ende af linen - hvis den da har line på.. Men det er jo den evige debat Det er jo mig og Mille der betaler prisen hver evige eneste gang, og det er situationer jeg ikke har kan undgå. Kunne da ikke drømme om at nærme mig en ekvipage af den art frivilligt. Jeg møder forresten en del små pinschere også, dejligt at høre hun klarede sig gennem den bidepisode og nu har en ven, der kan opveje den dårlige episode. Det er nogle små sjove hunde med en fantastisk energi, og som regel har de en hel masse ukvemsord, der skal ud, men som de ikke rigtig mener alligevel. Mille møsser tit med en

Næh.. Jeg oplever også at hos de schæfere jeg møder, er mange højspændte, med ejere der ikke kan "slukke" for dem igen fordi de er kørt så meget op på en bold, at de ikke ænser ting i deres omgivelser, før man er tæt på - og så er reaktionen rigtig voldsom, fordi det kommer bag på hunden. Det er helt misforstået og hamrende synd.

Godt du holder på din ret til at være beskyttende, det synes jeg man har både ret/pligt til. Det kan jo så være lidt svært, når andre mener deres hund absolut skal hilse.. Min erfaring er efterhånden at alt der kommer gående med et stift blik, stiv kropsholdning etc. skal vi holde os fra. Jeg kan som regel se på Mille om hun har nogle "issues" med en eventuel hund, da hun så ikke vil vise venlige, dæmpende signaler (bøjer af på retningen, snuser i jorden osv). Jeg holder mig fra hunde/ejere hvor jeg ved hunden irettesættes i at vise afstandssøgende signaler, eller behandles råt. Det er min erfaring at det føjer yderligere til en belastet situation, hvor den anden hund udover usikkerheden ift Mille, oplever en ejer, der ikke viser den rigtige vej ud af situationen. Meget potente hanhunde kan også bare være for meget, ligesom eksalterede unghunde der ikke har lært hvordan man gebærder sig. Jeg er meget påpasselig med bestemte typer hunde/racer, da Mille er blevet overfaldet gentagne gange og er gået derfra dybt chokeret og jeg har måtte arbejde med det intensivt i måneder efterfølgende. Vi kan nu passere schæfere, hvis de forholder sig roligt og der er nogen afstand imellem os. Men stort set alle vi har mødt har været mere eller mindre bimmelim (undskyld til jer der har schæfere der fungerer fint, jeg ved i er der, i bor bare ikke her åbenbart), så der går vi altså bare langt udenom dem uanset hvad. I dag er hun næsten stabil ved de fleste hundemøder, så længe de ikke sker pludseligt. Jeg vurderer også ejerens håndtering af hunden allerede på afstand. En ejer der lader sin hund trække sig over mod os, mangler kontrol, råber osv. undgår jeg helt. Ja, jeg er meget selektiv, det synes jeg man kommer længst med

Victor gør ondt i maven på Mille, godt hun løber hurtigere end ham

Mille går mest kun i skole fordi hendes forældre siger hun skal og hun kommer tit for sent, fordi hun sover over sig. Hun kan godt finde at skrive i sin egen kontaktbog: Mille kom for sent i dag, fordi .. (en eller anden opfindsom grund, f.eks. at nogen havde byttet om på vejskiltene, så hun for vild og ikke kunne finde skolen) På vej til/fra skole er hun særlingen der taler med sig selv, hvis ikke hun følges med nogen, og i timerne sidder hun bagest i klassen og tegner bizarre monstre der kaster blod op ud over en traktor. Eller er faldet i søvn. Hvis de andre larmer for meget, får hun ondt i maven. Hun mobber ikke nogen, er generelt vellidt og løber hurtigere end alle drengene.:5up: Til fastelavn er hun selvfølgelig udklædt som drage, monster eller løve og synes prinsesser er bah..

Og så taler vi ikke mere om det (hint)

Har sendt dig en PB

Ja det skulle jeg mene jeg gør Numse i krydderen - bad du ikke ejermanden krydre røv et andet sted? Åh, det er sent nu..

Koncerter - er det det der, hvor man ikke kan se en skid, andet end de farvede lys i loftet? Tænk det var faktisk der, jeg fik en albue sidst. I går fik jeg en julemand i hovedet i køen i Føtex. Af dem der stod bagved. Fis ud af mit rum! Jeg mener du er højere end mig. Men stadig med i klubben

Tallene må vel være udtryk for, hvor mange af dem, som føler sig provokerede af de nævnte ting, der faktisk reagerer? Altså, af de forargede vil kun 35 % rent faktisk reagere, hvis to mænd kysser hinanden. - Og ikke at 35 % bliver forargede over det som sådan i den samlede population. Det giver god mening; det er lettere at sige fra overfor familiemedlemmer, mens homoseksualitet er tabubelagt. Tallene er udtryk for hvor konfliktfyldt/risikabelt det er at åbne munden overfor de nævnte ting, som man evt. føler sig forarget over. Det er måske også i andre har tolket det? Glemte lige at læse grundigt Jeg kan blive forarget (nærmere vanvittig) af at høre folk skvadre i mobiltelefon hele vejen i S-toget. Jeg kan ikke fordrage det Gamle damer/mænd der handler.. kors altså.. Nu er jeg ret lille, så høje mennesker har en tendens til at overse mig. Jeg sørger for ikke at placere mig i deres blinde vinkel, hvor jeg risikerer en albue i ansigtet. Jeg bliver ikke forarget, men irriteret over at de ikke ser mig.

Jamen, så ved jeg da i det mindste du har flere i ærmet :klap:

"Dingledyret" og "guffeslangen" - hvad underholder du med næste gang? :klap:

Jeg har også en åndsbolle Det tager et kvarter at få tøj på, det er jo os begge der skal det. Først får hun overfrakke på - uden på underdelen (og husk nu at hun skal have halsrøret på inden frakken – om igen..). Potevoks er meget vigtigt – ellers kan man ikke gå jo. :5up: Når jeg er i tøjet, skal Mille spise hvad der ligger af tyggeting inden vi går (hvis nu de andre, usynlige, hunde vi har, æder det mens vi er væk). Ind og hente hunden der nærmest skal slæbes af sted og har glemt hun skulle tisse. Når vi er kommet ud af opgangen, tager det en krig at komme videre, hvis ikke vi drejer til højre. Der bor katten nemlig, og måske er den ude netop i dag (det er 5 mdr. siden vi sidst så den...). Hun er ”netop nedkommet med (flere usynlige og indbildte) hvalpe”. Så dem bruger vi utrolig lang tid på at opstøve ekstra mad til = jeg bruger lang tid på at stå stille og glo på en mås i overfrakke der fouragerer i sneen, indtil… Hov, en fugl?? Næeh hvor pænt, sådan en har jeg aldrig set før, tænke, tænke, glo, ædes/ikke ædes?... Nå, sagde du noget? Hvad laver vi egentlig herude mor – her er jo skidekoldt?! Når vi er kommet ind opgangen, vil hun gerne bæres op af trappen, hvis man har våde poter, glider man jo.. (Men selvfølgelig kan hun godt tage trappen op til stationen – den er jo helt anderledes trappeagtig.. ) Pivekoncerten når vi træder ind af døren. Så skal hun fodres, NU! For babyerne sulter jo, hvis hun gør!! Typisk hundelogik.. Dernæst går der et kvarter med at grave reden om i sofahjørnet eller i kurven, så ”hvalpene” kan ligge godt. Så er det for koldt, så er det for varmt, af med tæppet, på med tæppet- til sidst siger jeg: STOP søde Mille, som tryller det indignerede, fornærmede ansigt frem, som jeg så skal glo på - selvom det er pænere end måsen selvfølgelig. Åh mand, den hund! :damn:

At Mille bliver ved med at være glad, nysgerrig og har lyst til at leve livet og være sammen med mig. Jeg tror jeg vil planlægge nogle flere heldagsture, hvor vi først går hjem, når vi ikke gider mere. Tror vi skal kigge på solnedgangen og dele en madpakke og et tæppe. Mille skal jage mus, mens jeg hepper

Jeg kan ikke forestille mig, at dyrlæger, massører etc. på nogen måde vil tage en gave ilde op, tværtimod. Jeg har lagt rigelig penge hos min dyrlæge og er faktisk lidt splittet hvad det her angår.:hmm: Man giver vel dyrlægen etc. en gave, hvis man mener de har ydet en selv og hunden en god behandling og fordi man sætter pris på dem, eller er faldet til, som du siger. Men smed jeg ikke en hulens masse penge efter dem, fik jeg ikke denne service i første omgang. Jeg har ikke lyst til at give en gave, med den begrundelse, at de har gjort en stor forskel for mig/min hund, for det mener jeg er en selvfølge, når man vælger at blive dyrlæge. Jeg kunne dog alligevel godt finde på at sende et julekort. Hvis jeg skulle vælge mellem at give en gave til ham der ofte sidder på Nørreport med sin hund eller min dyrlæge, ja, så blev det altså førstnævnte, for jeg er sikker på, at der gør den virkelig en forskel. Jeg tror jeg mest giver gaver efter hvem der har brug for det, ikke hvem der har ydet mig en service som jeg et eller andet sted forventer (ikke at jeg ikke sætter pris på den - men det husker jeg sandelig også at fortælle!) Jeg synes du skal kaste dig ud i at give de gaver du har lyst til, og ikke lytte på mig

Indenfor selvpsykologien tales der om "selvet og selv-objekter" og på forskellig vis hvordan mennesker gennem andre selv-objekter (individer) får responser der kan styrke selvet; f.eks. bekræftelse, beroligelse, tillid osv. Den artikel jeg linker til længere nede, behandler hvordan selvpsykologien kan applikeres på menneske/kæledyrsforholdet, og belyser blandt andet hvordan et modent selv Vs umodent selv har betydning for, om mennesker samtidig kan se dyret som en "uafhængig anden", med egne (artsspecifike) behov eller om man indgår i forholdet alene med sit eget udgangspunkt og derfor behandler hunden som et "tvillinge-selv". Det vil sige: Man behøver ikke være galt afmarcheret, når man har - og giver udtryk for i form af julegaver og kælenavne - et tæt følelsesmæssigt bånd med sin hund, så længe selvet er modent nok til at anerkende "den andens egenhed". Fortsæt med at knuselske jeres hunde, mens i sørger for deres behov er opfyldt - det behøver nemlig ikke være modsætninger :5up: Hvis nogle vil læse artiklen: http://www.animalsandsociety.org/assets/library/528_s1214.pdf

Nu er venner jo noget man spejler sig i, så medmindre man er normal, er det vel mest normalt at have underlige venner. Visse tidspunkter er den her :slem: svær at holde af, men almindeligvis giver jeg dig helt ret. Bare den ikke sidder på kroppen af ham, der er ved at segne i baren overfor mig

Google er din ven :slem:

Du har misforstået mig. Jeg advokerer ikke for at folk skal behandle deres hunde som babyer, men jeg anfægter at du drager forhastede konklusioner om folk hvis forhold til hunden du reelt ikke har set irl. Helt konkret: Er din mening, at man ikke kan give hunden det bedste hjem, fordi den får en julegave eller man har fornøjelse ved at lave en pakkekalender og dele dette med andre på et forum?

Ved du hvad Maria - Der er ingen grund til være nedladende overfor folks udtryk for kærlighed til deres hunde. Der er rent faktisk nogle, der kan bevare både forstand og hjerte på samme tid; også uden at blive mavesure, fordi det det kræver lidt ekstra benarbejde at holde de to bolde i luften i hverdagen.