bernerazuro

Hej allesammen. Nu har jeg efterhånden hørt mangt og meget omkring indavl, både fra folk, som synes det er ok, og fra folk som synes det er banlyst. Kender faktisk nogen, som valgte DKK fra, fordi det der er tilladt at udføre fætter-kusineparringer. Selv synes jeg, at indavl ikke er noget man skal overfashionere eller noget, men jeg kan godt se de positive ting i det (+ alle de negative). Blandt andet, så kan man måske have den, i ens øjne, PERFEKTE tæve, som har lavet (f.x) et perfekt kuld hvalpe, og så kan man jo parre bror og søster. Så gør man linjen mere stabil, men, men, men... Intet er jo godt, uden at være skidt for noget andet, for indavl kan jo bringe nogle dumme ting med sig, blandt andet: Øget risici for sygdomme, som har huseret i linjen. Mindre frugtbarhed. Dårligt temperament kan blive "synligt" Indavlsdepression (er det det det kaldes? det var godt nok mange det'er ) Derfor synes jeg ikke man skal gøre brug af direkte indavl, da alt jo så kommer i "dobblet dosis". Derimod er linjeavl ok med mig, MEN kun hvis opdrætteren virkelig kender sine hunde godt, og det er MANGE generationer tilbage. Til folk som ikke kender forskellen (som er svær at definere): Indalv: Tæt avl, altså fætter/kusine, bror/søster, far/datter eksempelvis. Linieavl: Avl hvor den samme hund optræder flere gange i stamtavlen. Tæven kan eksempelvis have samme far, som hannen har som farfar (man avler på den eksakte hans egenskaber). Udavl: Avl med næsten fuldstændig ubeslægtede linier (fælles forfædre er langt tilbage) Ret mig, hvis der er noget jeg har misforstået!!!

Hej. Nu kender jeg ikke et utal af schæfere, men vi har den dejligste schæfer her omkring hvor vi bor, og ALLE elsker den. Den er glad for alle hunde, sød, rar og omgængelig - og ejeren råber ikke "KOM HER!" Han siger "Max, her" og så kommer han luntene. Så har en af mine veninders fyr en schæfer, og hun (schæferen) er altså også bare dejlig, rar, sød og omgængelig og rigtig lydig (med den vane at overslikke folk i ansigtet ). Min mor har kendt en schæfer da hun var barn, og det var også bare den perfekte hund (faktisk så perfekt, at politiet ville have fingrene i den ). Den var lydig og kærlig, men lod ikke folk komme ind, hvis ikke ejeren havde sagt god for dem. Alt i alt, så er jeg efterhånden kommet frem til, at jeg nok en dag skal have en schæfer, men først senere, når jeg har noget erfaring :wink:

Ai, jeg kan også lige være lidt med! Fandt et sjovt billede af Naja (og mig) på min fars kamera Jeg kan især godt lide hendes øjne Men... synes nu også hendes mund er lidt spøjs... Håber det er til at se, i sådan et lille format :wink:

Hej Gryn. Kan du ikke bare sige edit på dit gamle indlæg? Og så ændre det?

Godt spørgsmål... Men kan ikke finde nogle der ligner bedre end rhodesian ridgeback...? Så det bliver mit gæt.

Hej. Der har lige været en tråd om fyrværkeri i et andet forum. Der bliver blandt andet foreslået øl, hvis hunden er alt for bange (ved godt at det både lyder skørt, usundt og uetisk, men det er da bedre end en hunderæd vovse nytårsaften): http://www.hundene.dk/forum/messages/9/18290.html?1197359511 Men håber da, at hun når at vænne sig til det igen, men der er ikke andet at gøre end at klø på med tilvænningen :wink:

Hej. Hvis det er grønt, ville jeg tage til dyrlægen med hende: http://www.berner-debat.dk/topic.asp?TOPIC_ID=518

Eurasier

Jeg gætter på en shih tzu... Troede måske det var en tibetansk terrier, men det er sq svært...!

Spinone italiano

Gætter også på pyreneer

mops

Dalmatiner

Schæfer

Newfoundland er også mit gæt

Det med hundelufter er yderst besværlig, mest af alt for lufteren selv. De bor nemlig temlig isoleret, i et sommerhuskvarter (længere historie). Men som sagt, så håber jeg, at det har hjulpet og de måske får taget modet til sig - selvom jeg tvivler. Men man har lov til at håbe.

Hej Anne-Marie. Ja, jeg er fuldstændig enig med dig, hvad angår kædehalsbånd. Derfor "låste" jeg det også, hver gang jeg gik tur med hende. Du må ikke tro, at det er fordi de ikke vil gå tur med hende... De ville faktisk optræne hende til servicehund, da faren i familien er handicappet. Dengang de fik hende, kunne han stadig overkomme det, men desværre kan han ikke længere Hvis hun trækker, så falder han. Moren har fået slidgigt i hele kroppen, så hun kan heller ikke... Min vendinde/deres datter har fået ødelagt ryggen fuldstændig (den var i forvejen ikke helt god), da Naja sprang efter et eller andet hun fik øje på. Så man må sige, at de ikke har haft heldet med sig... Hun har også en sele, som bliver brug når hun skal ud og køre bil (hun kommer jo desværre ikke ud ellers). Men Ditte (min veninde) har lovet at sige til hendes forældre, hvad hun har set Naja gøre i dag, så det kan være de får mod på det. De elsker jo bare hunden så meget, at de ikke kan give slip. Men hun bliver stimuleret mentalt hver dag i haven, og de leger med hende - hun kommer bare ikke rigtig ud og opleve noget nyt. Selvom jeg ikke er så vild med hendes forhold, så er jeg forholdsvis tryg ved dem. Hun er en evig glad hund, og kærlighed får hun masser af. Og så "låner" Dittes bror hende også en gang i mellem og så står den også på sjov og ballade. Forresten så er hun er 3 år. De har dog sagt, at vi måske får hende indenfor højst det næste halvandet år, når de ikke synes, at de kan magte hende mere (det har de set i øjnene at sker)... Hvis det bliver længere tid, så har vi fået en berner, men så får broren hende i stedet, selvom han bor i lejlighed. Puha, den blev en længere smørre... Håber det giver den rigtige mening.

Det var så lidt

Oj, jeg har haft den bedste weekend i laaaange tider! Jeg har jo ikke hund normalt, men her i weekenden har jeg passet en af mine veninders labrador. Man kan ikke kalde hende for en hund, som bliver motioneret særlig meget normalt, men det blev der da godt nok kompenseret noget for, her de sidste par dage. Vi har gået flere (lange) ture, i gråvejr, regn og mudder (ikke særlig fedt, da hun besluttede sig for at hoppe op i min seng, da vi kom tilbage :? ). Hjemmefra har hun aldrig rigtig fået lært at gå pænt i snoren, men det tog ikke lang tid for hende at fatte, at når man trækker i snoren, så kommer man ikke rigtig nogen vejne. Dog kommer der diverse tilbagefald, hvis der er en rigtig spændende duft, og lige i starten af gåturene er hun stadig en lille smule ivrig, men ja det gå frem af. Vi har et friluftsareal i parken jeg bor ved, og der fik hun så lov til at løbe rundt, mens jeg lavede lidt træning med hende (plads), og i dag da jeg gik med hende, sammen med hendes "ejer" (datteren af de egentlige ejere) gik hun bare plads perfekt! Jeg var så stolt Både af hende og mig selv må jeg indrømme. Dog garanterer jeg ikke, hvis man ikke har en godbid i hånden Derudover har jeg også trænet hende i at gø på kommando, men det blev ikke til så meget. Der går dog ikke mange sekunder før hun gør nu :wink: Hun må også siges at have bestået sin "prøve". Hun er normalt bange for katte, og vi tog hende med ud til min søster for at holde en stille juletamtam, og hun har en kat. Men Naja tog den i nysgerrig pote. Hun ville rent faktisk gerne hilse på missen! Men Buster (katten) syntes vist hun var lidt stor, og slog ud efter hende da hun blev lettere påtrængende. Hun var kørt træt inden vi tog derover, så hun havde heller ikke så meget energi - hvilket også var vores mening. Hun tog det med ro, og var ikke ratløs. Resustatet af alt dette var en hund der så sådan her ud ca. 95% af dagen i dag: Men hun vågnede op da hendes originale familie kom, og jeg gik en sidste tur sammen med hende og min veninde - og Tøsen (som jeg kom til at døbe hende) fik for første gang i sit liv lov til at løbe frit Hvilket hun klarede til UG. Nøj, skulle lige læsse ud af weekendens dejlige oplevelser og succesoplevelsen med Tøsen. Hun har bare været så dyyygtig!

Forresten... Der er en del, som ikke ved at Dansk Kennel Klub også opdrætter hvide schæfere, fordi de her går under navnet "Hvid Hyrdehund". Der er en specialklub: http://www.hvidhyrdehund.dk/ hvor du kan finde forskellige opdrættere. Synes bare lige du skulle vide det, hvis du ikke vidste det :wink:

Hejsa. Jeg vil vove at påstå at I sagtens kan klare at opdrage en schæfer. Den skal bare have konsekvens fra start af, kærlig og bestemt opdragelse. Forskellen på en stor hund og en lille hund er jo kun størrelsen og ikke andet, så hvis I kan opdrage en lille gravhund uden brug af fysisk magt, kan I også opdrage en schæfer og være en god leder Når en schæfer er udvokset, så har den ingen problemer med lange løbeture og lign. Det er i hvalpestadiet, hvor det er kritisk, altså mens knoglerne stadig vokser. Derved sagt, kommer du nok først til at ride ture med den, når den er mellem 1,5-2,5år. Der kan selvfølgelig altid ske en skade (det kan der jo også hos en lille race), men der skal dog noget til, hvis dens hofter og albuer ellers er sunde og intakte. Men risikoen for skaden er så lille, og schæferen har brug for både motion og mental aktivitet. Jeg vil sige, at hvis I brænder for en schæfer, så lad det blive en schæfer! Der findes jo alskens forskellige træningskurser som man kan gå til. Hvad angår hvid schæfer, så har jeg hørt at den er fuldstændig lige som den traditionelle schæfer, bare hvid. Der findes også sort og grå, dog er den grå udpræget brugshund, hvor i hvert fald den traditionelle mere er en udstillingsmodel - dog skal den også bestå brugsprøve inden for dansk kennel klub, så vidt jeg husker. Men jeg mener der er en herinde, som ejer en hvid schæfer?

Hej. Naturlig fodring må være det, jeg kender som "barf": http://www.barf.dk/shop/frontpage.html Jeg vil ikke udtale mig om det, da jeg ikke selv har erfaring med det, men min kommende hund, bliver måske nok råfodret.

Hejsa. I bør være opmærksom på, at en rottweiler ikke er en hvilken som helst race. Det er en brugshund. Det vil sige, at den er avlet til at arbejde, altså man har konsekvent udvalgt (sam)arbejdsglade hunde - hvilket jo fører til arbejdsglade hvalpe! Så jeg synes, at I/dine svigerforældre skulle begynde at sørge for at der kommer noget mentalt aktivitet ind i hundens liv - at gå ture og løbe rundt og lege i haven, er ikke nok. En af de lette ting, er at sprede hundens foder ud på en græsplæne, så den skal arbejde for at finde det. Derudover er der træning af forskellig slags. Et godt alternativ er at begynde til noget hundetræning af en slags, hvis den ikke allerede gør det. Derudover kan det også skyldes at den også savnet opmærksomhed? Du har desværre ikke givet så mange oplysninger, så det er svært at sige hvad det skyldes...

Jeg har også sørget enormt over fugle jeg har mistet, så jeg kan godt følge dig. Desværre er det sådan at man nemt føler at man skylder folk en forklaring på at sørge, navnligt hvis det er et mindre dyr. Det er nu 15 mdr. siden at jeg fik aflivet min flatcoat og jeg er nogle gange i tvivl om jeg er helt normal, for jeg græder stadig over at have mistet hende. Nu f.eks!. Tænker stadig på en kollega der kom i vagt og bare sagde: det kan godt være jeg er lidt underlig i aften, for jeg fik lige aflivet min 14 år gamle hund for en time siden. Og så fortsatte hun med at tale, somom ingenting var sket... øøøøh!, nå. Det havde jeg nok ikke kunnet. Hej Misty. Hvis du er underlig, så er jeg det også. Jeg kan også stadig blive meget nedstemt over tabbet af vores kaniner, og det er lidt over halvandet år siden de gik bort med to dages mellemrum. Og græd også for ganske få måneder siden. Det med at folk ikke kan forstå, sorgen over sine dyr (og navnlig de små og billige), mærkede jeg tydeligt dengang. Jeg arbejdede i Netto dengang, og havde virkelig brug for bare at være mig selv, og tænke over tabbet, men min chef skulle virkelig overtales, for at få ham til at forstå det. Han mente, at det ville hjælpe at komme på arbejde og få tankerne væk fra det! Som om jeg ville kunne få tankerne væk fra dem...!

Jeg sidder her og får tårer i øjnene... Der er ikke noget værre end at miste dem man har kære... Jeg har endnu ikke prøvet at miste en hund, jeg kendte, men har haft to kaniner, og jeg elskede dem lige så meget, som jeg vil komme til at elske nogen hund. De var mine to børn, mine to legekammerater, mine to kærlige nussebasser, som altid trøstede én med et snudepuf, når man var ked... Det var især Lucky, der virkelig var noget særligt... Nok er kaniner ikke lige så intelligente som hunde, men ligesom hunde, har de personlighed og kærlighed i sig. Jeg frygter virkelig at den dag kommer, hvor jeg har glemt følelsen af deres pels, synet af deres krop og hvis jeg nogensinde glemmer nogle af de dejlige oplevelser, jeg har haft med dem, som dengang Lucky stak hovedet i sukkerskåle og den første gang Gnaske kom hen til en i løbegården, for at blive nusset... De var virkelig noget særligt begge to... Jeg savner dem sådan!