Lonny

Ja, nogen gange skal man bare tvinges ud i situationerne, så man rent faktisk ikke har noget valg, og så finder man ud af at man rent faktisk kan meget mere end man lige går og tror...

Tak, og jeg har jo så heldigvis mistet skrækken og kan nu meget bedre håndtere situationen, så jeg gentager det gerne Men at prøve at flyve når man er højdeskræk, det må søreme da være noget af en overvindelse, jeg mener, man kan jo ikke lige stå af hvis man fortryder, det er godt nok stærkt gået :klap:

Ja, hvis din hovedrysten er til mig og betyder at du mener at jeg er en dårlig hundeejer, så må du da godt holde den for dig selv da den jo tydeligt indikerer at du ikke kender mig...

Og hvad får dig til at tro at dette ikke sker, at man får andre til det betyder vel ikke nødvendigvis at man er en dårlig hundeejer?

Det lyder da som om jeg ikke er den eneste der kan have lidt svært ved hhv. at håndtere hunden og håndtere flåter, så behøves jeg heldigvis ikke at føle mig nær så sær :blink:

Baldur var også helt afslappet de første 8 dage, så vi gik og lullede os ind i "at det her gik jo fint, hvorfor syntes folk dog at det var et problem", og på 9. dagen forvandlede han sig så til et frådende monster der pev og hylede og kun havde Luna i hovedet, og vi mangler stadig et stykke dørkarm på den konto Men Baldur var også intakt, det ved jeg ikke om Tyson er?

Jeg er spændt på at høre om du tager det med ligeså meget humor om 14 dage når hun er højløbsk :blink: Har du nogen planer for hvad du gør på det tidspunkt?

Rent faktisk syntes jeg at det er enormt pinligt at indrømme at det har været så svært for mig at håndtere min egen hund, det var jo noget enhver burde og skal kunne Men jeg håber, at min indrømmelse og historie om hvordan det har ændret sig, kan hjælpe andre til at overskride denne grænse hos dem selv (og forhåbentlig tidligere end mig), så derfor valgte jeg alligevel at fortælle historien.

Det er jo præcist det jeg har fundet ud af, og det har givet mig en meget større selvsikkerhed at vide, at på trods af at hun ligner en der er ved at få tæsk når jeg går hen imod hende, så har hun glemt det igen i samme øjeblik det er overstået :5up: Og i denne process har hun så også lært at lade være med at kæmpe imod, og det gør det altså meget lettere og gør at det er hurtigere overstået. Til at starte med troede jeg jo nok at hun altid ville kæmpe lige hårdt hver gang hun skulle håndteres, men det viste sig jo at hun efter 3 dage affandt sig med situationen, og denne accept har hun så heldigvis også overført til andre situationer. Så det har været utroligt lærerigt for mig, og jeg er rent faktisk glad for at jeg blev "tvunget" ud i den situation.

Det vil jeg mene afhænger af opdrætters evner og viden. Hvis opdrætteren er dygtig og sørger for miljøtræning, socialisering, tilvænning til mennesker, og håndtering, så vil jeg mene at hvalpen har bedst af at blive hos opdrætter til den er 11-12 uger. Er det derimod hos en mindre erfaren opdrætter som ikke er villig til at gøre det enorme arbejde der skal til, så ville jeg nægte at hente min hvalp så meget som en dag senere end når den er 8 uger. Og det afhænger selvfølgelig også af hvalpekøber, hvis de nu har en stor hundeflok at socialiserer hvalpen på, så er det jo ikke lige så nødvendigt at hvalpen bliver så længe hos opdrætter

Præcist, og det tror jeg rent faktisk har været en stor hæmsko for mig... Jeg er jo opdraget med de såkaldte bløde metoder, og jeg har rent faktisk aldrig lært hvordan jeg håndterer hunden i de situationer hvor den ikke er samarbejdsvillig, og er derfor blevet meget usikker, også fordi at denne form for håndtering jo slet ikke minder om den måde jeg er på i dagligdagen, så jeg har virkelig skulle overvinde mig selv. Men jeg har lært utroligt meget af det, også om hvor meget lettere det er for Luna at accepterer når hun ved at sådan er det bare... Nu mangler jeg så bare at lære hende ikke at stikke af, for hver eneste gang vi skal lave noget af den slags, så har hun altså en sjette sans og stikker af, så de første 5 minutter går altid med at gå mange runder rundt i huset Dog syntes jeg at turerne bliver kortere og kortere, så jeg håber at hun til sidst bare affinder sig med at hun alligevel ikke slipper væk

Luna er jo ret voldsomt hævet, så desværre er det ret tydeligt, jeg tror nemlig heller ikke at hun dufter så kraftigt endnu, da hanhunden i fredags jo slet ikke reagerede. Heldigvis har jeg fået lov at tage hende med til vores ugentlige træning på trods af løbetid :5up:

En hvalp kan ikke "bare lære" ikke at være bange, rent faktisk er det meget sandsynlig at den bare bliver endnu mere bange, og nu har I så større problemer end da I startede... Jeg ville bestemt heller ikke ignorere en hvalp når jeg kom hjem, det er helt normalt at den gerne vil sige hej, men jeg ville gøre det så afslappet så muligt så hvalpen ikke stresser for meget op. Evt. bare komme ind, sige hej og lade en hånd ae den kort, for derefter at gå i gang med en anden rolig beskæftigelse så hvalpen lærer at forholde sig stille og roligt når I kommer hjem. Jeg er syntes at denne hjemmeside giver en rigtig god og udførlig beskrivelse af hvordan man kan træne en hvalp til at være alene hjemme, dog kan jeg godt frygte at I kan få problemer med at nå at lære hvalpen det på en uge... Træning i at være alene i seks trin

Tak, det var vel også på tide at jeg fandt den frem, jeg mener, nu har jeg "kun" haft hund i 3 år :blink: Men det er rent faktisk ret fedt at finde ud af at, nu kan jeg også håndtere disse situationer og behøver ikke længere at føle mig usikker :5up:

Bo har altid været den der fjerner tæger på vores dyr, for det første fordi jeg syntes de er klamme og for det andet fordi jeg er så dårlig til at gøre noget Luna eller kattene ikke bryder sig om... Jeg har aldrig været god til sådan noget som at klippe negle, rense sår eller fjerne tæger, jeg bliver alt for nervøs og nænner ikke at tage fat i Luna, og dermed bliver hun jo også usikker og vil slet ikke have at jeg kommer i nærheden af hende med noget i hånden... Men nu har vi jo i en måned været nødt til at give hende inhalotor 5 gange om dagen, og dette har bestemt ikke været noget hun brød sig om, men har måtte være noget hun har måtte affinde sig med for hun skulle jo have medicinen. Bo har jo ikke altid kunne være hjemme og hjælpe med at holde hende, så jeg har måtte tage mig sammen og vise mig som den voksne, og det er rent faktisk gået rigtig godt. Men denne erfaring med at håndtere hende når hun ikke havde lyst til at blive håndteret, den har lært mig rigtig meget, og jeg er blevet meget bedre til at være sikker i mine bevægelser og udstråling når jeg håndterer hende. Her til aften opdagede jeg så en tæge på hende, og jeg overvejede om jeg skulle vente på at Bo kom hjem, eller bare fjerne den med neglene (da Luna er bange for tægetangen). Efter lidt overvejelse, så besluttede jeg at det var noget pjat, hentede tægetangen, tog fat i hende og 3 sekunder senere var tægen væk og det var overstået :klap: Så det har været rigtig sundt for mig at lære at nogen gange er man altså nødt til at gøre noget hunden ikke kan lide, og denne øvelse 5 gange hver evig eneste dag i en måned har virkelig lært mig hvordan man gør det og får det hurtigt overstået så vi alle kan komme videre :5up:

Nej, det ved jeg desværre ikke.

Jeg aner ikke hvad der kan være galt, men på min computer er der sådan en fingertryksscanner som man kan bruge som sikkerhedslås, har du evt. også sådan en og kan du have fået slået den til?

Den undersøgelse nåede jeg godt at læse, og det var Amstaff's og ikke Ambull's (eller var det begge dele, de testede jo 10 forskellige racer). Jeg har i en anden tråd herinde på hf henvist til en artikel med undersøgelsen, og jeg skal da gerne se om jeg kan finde den igen. Det er tidligt og jeg er lige vågnet, så jeg vil nøjes med at kommentere på det markerede (og så vende tilbage med flere spørgsmål senere) Nedsat ritualiseret adfærd, er det medfødt eller indlært?

Jeg er træt efter en lang dag med norsk, så nu vil jeg gå i seng, men jeg glæder mig til at læse jeres svar i morgen tidlig

Jeg tror helt bestemt at du kan have ret i dine iagtagelser, men ligesom jeg, så er det jo svært for os at være sikre i vores sag da vi jo ikke har kendt flere tusinde hunde, så vi kan kun gætte. Nu nævner du at de er kastrererede, er det fordi du mener at dette er grunden til at de ikke er aggressive, eller kan der være andre årsager? Jeg har bogen liggende, men må indrømme at jeg kun har fået læst de første par sider Er der noget specielt du mener vil have min interesse, for så vil jeg da straks finde den frem igen

Det giver helt sikkert mening, og jeg er meget enig med dig, og ligesom dig ville jeg ønske at jeg kunne finde noget nyt litteratur om emnet, og selvfølgelig videnskabeligt funderet med argumenter for hvorfor tingene er som de er. Men desværre er dette vist et emne der deler selv eksperterne, men så vidt jeg ved, så er de fleste vist nået frem til samme konklusion som dig, nemlig at arv og miljø ikke kan skilles ad, og at det er en kombination af disse der afgør hvordan individet vil reagerer i en given situation. Problemet er så, at disse eksperter vist ikke er helt enig om hvad der har størst indflydelse, arv eller miljø... Jeg tror helt bestemt at du har ret i at vi i den "hellige" socialiserings navn ofte gør mere skade en gavn, vi tror desværre at det bare gælder om at lege med så mange som muligt, men vi glemmer at hellere få gode møder end mange ukontrollerede møder. Og i denne tidligere socialisering har vi ikke erfaring nok til at socialisere vores hunde med de rigtige hunde, nemlig dem med et sundt hundesprog som kan lære vores små poder den rigtige måde at reagerer på. Og nogen gange blander vi os for meget, og andre gange for lidt, hvornår er den røffel som hvalpen får velment, og hvornår bør vi bryde ind for at den ikke får en dårlig oplevelse. Og er det lige så korrekt at en unghund som en voksen giver vores hvalp denne røffel. Hvornår er leg bare leg, og hvornår overser vi at hvalpen rent faktisk bliver mobbet? Hvordan griber vi et uventet møde med en løs hund an, således at vores unghund ikke tror at det er verdens ende og fremover vælger at gå i forsvar endnu inden den ved om der er grund til det? Og hvad angår signalfølsomme hunde, og måske hunde med tendens til at reagerer ret hurtigt, hvordan lærer vi dem at blive mindre følsomme og have mere selvkontrol? Og hvor stor indvirkning har vores egen adfærd på dette? Jeg er som dig ret overbevist om at en hård opdragelse kan give nogle uventede konsekvenser i form af udfarende adfærd hos hunden, hvor udfarende den bliver afhænger igen nok af den sind og hvor signalfølsom den rent faktisk er.

Dette kunne være en udemærket forklaring på Luna's opførsel, hun kom lige inde fra dyrlægen efter hun havde fået sin årlige vacination, og ude i venteværelset skal hun så hilse på denne hanhund alt imens der sidder en knægt på 10 år og kalder, Luna, Luna kom her, fordi han så gerne ville hilse på hende.

Jeg har jo været på kursus hos Turid Rugaas, og her sagde hun at egetkønsaggression ikke var arveligt, men derimod skyldes dårlig opdragelse/socialisering. Jeg var ret overrasket da hun sagde det, og rent faktisk afviste jeg det som sludder med det samme Efter jeg er kommet hjem har jeg forsøgt at sidde og tænke over om hun kunne have ret, og hvis hun har ret, hvorfor hører man så om at visse racer har tendenser til egetkønsaggressioner? Jeg forsøgte så at lave en mini liste over de hunderacer som jeg ved er kendt for egetkønsaggressioner, og min lille mini liste indeholdt, Rottweiler, schæfer og Amstaff (jeg ved godt der er mange flere), og så begyndte jeg at tænke over hvad jeg troede var fællesnævneren for disse hunde og jeg nåede frem til at, alle disse racer er i mine øjne bløde og signalfølsomme hunde, og desuden er den gængse opfattelse at disse racer skal behandles med en bestemt (ofte hård) hånd. Kan kombinationen af en blød, signalfølsom hund og en hård opdragelse være med til at netop disse racer har en tendens til at aggressioner? Man hører jo om at børn der mobbes ofte finder et svagere offer og lade sine indestængte frustrationer gå ud over, og jeg har i flere tilfælde hørt om at hunde reagerer på samme måde. Jeg har endnu ikke tænkt tanken til ende, og der er garanteret masser af faldgruber i den, men jeg fik alligevel lyst til at dele mine tanker med jer og hører hvad I mener om min lille mini teori

Jeg har rent faktisk fundet ud af at hun kun hopper oven på de hunde vi går til træning med (og som hun kender), når vi møder nye hunde så er hun begyndt at hilse i oprejst tilstand og hun hopper ikke på dem :klap: Men jeg tror at det er en god idé at gå tur sammen med de hunde hun kender, så hun lærer at omgås dem lidt mere roligt, og jeg har allerede aftalt en gåtur med den første, så jeg har åbenbart gået i samme tanker som dig Og det er rigtig at andre hunde tidligere ikke interesserede hende, så det er helt sikkert positivt at hun nu er begyndt at være mindre reserveret, og nu også med mere selvtillid :5up: Jeg tror bare at hun trængte til at komme lidt ud efter sin lange sygdomsperiode, og så har hun til at starte med været meget usikker fordi det var så længe siden hun havde hilst på nogen.

Jeg har fundet et brevkassesvar fra Turid angående emnet: A bit about dog dog aggression: It’s usually directed at same sex dogs, and with males the aspect of competition is typical – I am bigger and stronger than you. It’s usually an act more than real aggression. If his sexual drive is too high, I wouldn’t think twice about having the dog neutered. Most of the time aggressive behaviors are learned and can be unlearned, but in many instances neutering help calm the dog down so that the dog learn more effectively. All dogs can learn to behave acceptable around other dogs to a certain extent. Some will never be friends, but that’s the way it is with people too. Those we just stay away from. Questions & Ansvers from Turid Rugaas Ifølge hele artiklen, så mener hun at aggression for det meste er tillært, men ifølge det jeg har markeret, så må det da også kunne være arveligt (eller genetisk funderet), da jeg ellers ikke kan se årsagen til at hun mener at kastreration kan hjælpe? Jeg må lige spørge hende i morgen