Lonny

Ovenstående har du så ret i, rent faktisk skyldes Amstaff'ens pludselige store popularitet faktisk at rap'ere brugte dem i deres musikvideoer om vold og kriminalitet, så ingen tvivl om hvem deres målgruppe var...

Og her til aften kæmpede hun slet ikke, vi kunne holde hende i et løst greb og hun forsøgte ikke engang at dreje hovedet væk :klap:

Jeg har tidligere læst den, og at jeg hermed blev udnævnt til psykopat og højst sandsynlig medlem af en bande Eller måske hører jeg ikke længere til de unge, og så kan det jo være at jeg slet ikke hører under det billede artiklen forsøger at tegne :blink:

Jeg tror bare at man (som jeg) får utroligt svært ved at stoppe det når man samtidig storgriner, det at man griner er jo en form for accept, og ens "nej" lyder måske ikke så bestemt når man er halvkvalt af grin :blink:

Du kan jo sagtens klikkertræne uden at udstråle usikkerhed, så jeg tror såmænd at denne fremgangsmåde er fin, man skal bare stadig ikke udstråle usikkerhed ved det man gør. Og måske skal man i klikkertræningen også huske at det drejer sig om at få hunden til at accepterer at man stille og roligt overskrider dens grænse, så man ikke ender med at stagnere på et bestemt sted. En af de fejl jeg måske har gjort er, at forvente at hunden skulle lære at elske det, i stedet for at forvente at hunden skulle lære at finde sig i det?

Jeg er nok en af de sidste der har stillet spørgsmål om det at miste hundens tillid, og min grund til at være så nervøs for det er, at jeg har prøvet at miste min hunds tillid, og jeg fik den aldrig igen Men som Umulia skriver, så drejer det sig måske kun om hunde med et lidt skrøbeligt sind i forvejen, jeg ved det ikke, da jeg stort set kun har haft 2 hunde som var mine egne, hvoraf den første totalt mistede tilliden til mig. Med Baldur kunne jeg til sidst ikke række ham hans vandskål uden at han veg bort, han blev vanvittig bange i utroligt mange situationer, hvis jeg f.eks. pludselig havde et plaster på fingeren, så kunne der gå flere dage før han accepterede at tage godbidder fra den hånd, han veg i stedet bort hver gang jeg rakte hånden imod ham. Og jeg kunne nævne utallige af den slags tilfælde, og det har selvfølgelig sat sit præg på mig, især fordi han var min første rigtige hund. Så min personlige erfaring er at en hund utrolig let kan miste tilliden, men måske har Baldur været en sådan hund der havde let ved det, og deraf er mine første erfaringer baseret på en atypisk hund.

Hvor er han sjov :klap: Du er sikker på at hans næse ikke kløede

Det er jeg glad for at høre, da min største frygt er at hun mister tilliden til mig Jeg er nervøs for hvad denne lidt hårdhændede behandling kan få af evt. sideeffekter, vil hun forsat finde sig i det, eller kunne hun finde på at sige fra en dag? Hvilken effekt vil det have på vores træning, alt vores træning er jo efter at alt er frivilligt og at hun gør det fordi hun stoler på at hendes handlinger ikke bliver straffet, vil hun så forsat tilbyde frivillig adfærd. Hvilken indflydelse vil det have på vores fremtidige træning af at hun accepterer at blive håndteret osv... Men jeg håber at du har ret, og at hun nøjes med at forbinde ubehaget med situationen og ikke med mig

Hun skal have det i en måned, og efter at have læst ordentlig på medicinen, så skal hun have det 6 gange om dagen. Heldigvis er der forudsigelighed i det, hun kan jo se inhalatoren og skålen med godbidder som jeg sætter ved siden af inhalatoren. Det er måske derfor hun allerede i dag tager det meget bedre.

Ja, det virker som om at dette nye der sker er helt vildt skræmmende, men som sagt er Luna allerede blevet meget bedre, så måske er det fordi at de bliver skræmte over dette nye som de ikke ved hvad er, men når de så finder ud af at de ikke "dør" af det, så lærer de at slappe af?

Allerede i dag er Luna holdt op med at kæmpe nær så meget, og vi kan holde masken på længe nok til at hun får al sin medicin. Hun flygter dog stadig når hun ser hvad der skal ske, men det gør hun også når hun skal have sin sele på... Hun bliver også ved os når vi slipper hende, hun skynder sig heldigvis ikke længere at flygte efter behandlingen, og vi sørger selvfølgelig for at stopfodre hende med godbidder her. Så forhåbentlig er hun ved at finde ud af at det slet ikke er så slemt

Hvor jeg dog håber, at jeg er lige så heldig

Jeg ville heller ikke bruge klikker i denne situation, da jeg vil frygte at hun dermed vil blive bange for klikkeren, eller forbinde den med noget dårligt. Det kan godt være at vi skal nøjes med at give hende masken på når hun rent faktisk skal have medicinen, men for at være ærlig, så virker det til at hun tydeligt kan kende forskel på hvornår det er alvor og hvornår det er øvelse, og så er træningen uden medicin jo alligevel omsonst... Og det er præcist det jeg frygter, jeg kommer jo til at lave overgreb på hende 4 (rent faktisk 6 gange) om dagen i den næste måned, og det kan ikke andet end ødelægge noget af hendes tillid til mig

Det er jo det. Men jeg er bare så bange for at vores forhold for et knæk af denne behandling, og så får jeg det bare så dårligt når hun løber sin vej Lige så snart hun får på fornemmelsen af at vi har tænkt os at holde hende fast, så stikker hun af alt imens hun sender alle de dæmpende signaler hun overhovedet kan finde på

Altså hvis du taler "vold", så bruger vi det såmænd allerede, vi holder hende i en skruestik, men hun er fandeme svær at holde stille, hun er jo stærk den lille... Vi forsøger også at holde hende i denne skruestik til hun forholder sig i ro, således at hun lærer, at måden at komme fri på er, at forholde sig i ro. Men jeg skal gerne indrømme, at jeg hader det Men vi kan jo ikke træne dette, fordi det vil jo tage evigheder, og hun skal jo helst starte på medicinen nu. Så foreløbigt er det eneste jeg kan håbe på, at hun finder ud af hun ikke kan slippe fri, og dermed opgiver kampen. Hvor sørgeligt det end er, så tror jeg at det er løsningen her. Men jeg forsøger stadig at gøre oplevelsen så positiv som muligt, i håb om at hun måske ikke vil stikke af hver gang hun får øje på mig

Det er meget forskelligt fra person til person, og ingen kan fortælle dig hvornår man er klar, kun du ved hvornår du er klar. Da vores schæfer døde der brugte vi 3 måneder på at finde den rigtige kennel, og derefter ventede vi i 2 måneder før hvalpen var gammel nok til at vi kunne få ham hjem. Og jeg endte med at købe en kat fra Inges Kattehjem en måned efter vores hund døde, for jeg kunne slet ikke holde ud at hjemmet var så tomt, men jeg ville heller ikke bare købe den første den bedste hund. Så sådan begyndte vi at holde katte, og det har jeg aldrig fortrudt

Det var ikke så slemt, jeg er en af de "heldige" der er velsignet med uregelmæssige "løbetider", så det var kun et par gange om året, og han gjorde det heldigvis ikke ved andre end mig

Luna skal jo have binyrebarkomon og astmamedicin via en inhalator, det foregår ved at et rør sættes rundt om hendes næse, og igennem dette rør sprøjtes medicinen så hun trækker det ned i lungerne når hun trækker vejret. Det gik fint med at vænne hende til at få masken over næsen :5up: Men da vi så sprøjtede medicinen ind, så panikkede hun fuldstændigt og kæmpede en brav kamp for at slippe fri. Det er meningen at hun skal have masken på imens hun trækker vejret 10 gange, men det er endnu ikke lykkedes os at få hende til at beholde masken på så længe. Hun kæmper helt vildt, og dybest set, så skal hun jo bare dreje hovedet voldsomt før masken glider af... Jeg forsøger at belønne med godbidder og lege med hende bagefter, og vi laver også rigtig mange forsøg hvor hun får masken på, men vi ikke sprøjter med medicin. Som sagt har hun ikke nogen problemer med at få masken på, men så snart hun får sprøjtet med medicin så panikker hun fuldstændigt. Er der noget jeg kan gøre, eller skal jeg bare håbe på at hun vænner sig til det? Vi skal give hende medicin 4 gange om dagen, så det er jo lidt surt at hun syntes det er så væmmeligt

Åh nej, det er jeg da ked af at høre :ae: Mon ikke du skal ringe til dyrlægen, om ikke andet, så for at han kan berolige dig lidt?

Jeg tror du skal passe på med at bruge "ja", da det jo er et ord du også bruger i mange andre sammenhænge i dit daglige liv, så det kan godt udtynde effekten af ordet som markør.

Ved Luna tog det et par uger, og husk nu at holde godt øje med at der ikke går betændelse i, da det kan betyde at tåen skal fjernes. Det tog så ikke et par uger før hun selv ville gå på den, men dyrlægen sagde at hun skulle beholde forbindingen på så længe, for at forhindre at der gik betændelse i.

Ok, så det var ikke "bare" fordi at hundene ikke havde snor på, der var en længere historie bagved.

Når det var allerværst, så løb han lige i røven på mig hele tiden, imens han skiftesvis forsøgte at stikke snuden op i det hellige, eller forsøgte at få mig til at stå på snotten ved at omklamre mig bagfra Heldigvis stod det som regel kun på den første dag, og jeg forsøgte da også at stoppe ham, men samtidig kunne jeg altså ikke lade være med at skraldgrine over hans ihærdige forsøg

Det tror jeg heller ikke det ville have været.

Ja, Baldur forvekslede også mig med en løbsk tæve når det var den tid på måneden