Lonny

Men er der ikke kontrol over situationen hvis du sætter dig sammen med hunden og aer den blidt imens I sammen betragter den skræmmende situation? Hunden mærker jo, at du ikke er bange, men derimod trækker du vejret dybt og roligt, og forsøger, at give denne ro videre til din hund. Skal kontrol absolut indebære at distrahere, i stedet for at forholde sig til?

Jeg kan godt forstå, at det er en fejl at ynke hunden og fortælle den ih og åh hvor farligt det er. Men jeg forstår ikke hvordan det kan være forkert at sætte sig sammen med sin hund og sammen se den skræmmende ting an, og når vi så er nået et roligt punkt, så kan vi begynde at arbejde med det der skræmmer. Jeg har svært ved at forstå hvordan hunden kan lærer noget af, at man fuldstændig ignorere at den bliver skræmt, og at man straks lokker den til at hoppe efter en bold eller lave noget andet sjovt. Hvordan lærer den så at tackle situationen, når man forsøger at få den til helt og aldeles at ignorerer situationen og det der skræmmer den?

Baldur og Luna har nemlig den samme oplevelse af at stå klinet op ad mig, det virker på en eller anden måde beroligende. For det meste er det bare et halvt minuts tid, så er de blevet rolige nok til at de har mod på at undersøge hvad det var der skræmte dem. Men jeg er overbevist om, at hvis jeg nægtede dem denne kropskontakt og bare forsøgte at arbejde med dem med det samme, så ville jeg have meget sværere ved at hjælpe dem ud af situationen. De har lige brug for et halvt minut til at trække vejret dybt sammen med mig, og så kan vi tage fat i hvad det nu end var der skræmte dem. Det skal så siges, at det mest er Luna der har behovet, i og med hun stadig er hvalp. Der er heldigvis ikke så mange ting der skræmmer Baldur længere, og ikke andet så overvinder han dem på egen hånd uden at søge min kropskontakt. Men det sker dog stadig i sjældne tilfælde.

Enig, selvfølgelig gælder det om at få hunden ud af situationen og gjort den så tryg ved den som det muligt. Men at berolige hunden først, gør det ikke det efterfølgende arbejde lettere, eller?

Din beskrivelse af at ynke, er netop hvad jeg også mener er at ynke, nemlig at kramme og sige, nåååå hvor er det synd for dig i en medlidende tone. Og her er vi enige i, at det ikke hjælper at ynke, tværtimod. Og i de situationer du nævner, der vil jeg heller ikke mene at det vil hjælpe at berolige, idet at ingen af dine hunde er skræmte, de bryder sig bare ikke om situationen. Så jeg kan godt se, at det måske kan være lidt svært for dig at svare på, når dine hunde (heldigvis) ikke så let lader sig skræmme. Jeg kan prøve at give et eksempel fra min verden, så kan du jo fortælle mig om du er enig i min fremgangsmåde, eller om jeg ynker For 2 dage siden besluttede en åndsvag helikopterpilot at flyve ind over vores grund, i en højde der ikke var meget mere end en meter over vores bøgetræ. Luna blev meget forskrækket, alt pelsen stod på hende og hun hoppede rundt og gøede af helikopteren. Da jeg kom ud for at se hvad det var for en larm der var i vores have, var Luna først så optaget af helikopteren at hun slet ikke opfattede at jeg var kommet ud. Jeg kalder så på hende, hvorefter hun løber hen til mig. Jeg sætter mig på trappestenen, hvorefter hun sætter sig klinet op ad mig. Jeg aer hende stille og roligt ned langs siden af kroppen, alt i mens jeg siger, har du set den fine helikopter, den er da godt nok flot, osv. i et opmuntrende tonefald. Efter et minuts tid er hun faldet lidt til ro, men farer dog stadig sammen ved enhver lyd, og kigger hele tiden op i luften efter helikopteren (som nu er ude af syne, men stadig kan høres). Jeg går ind og henter nogle lækre godbidder, og går ud og giver hende et par stykker, denne gang uden at sætte mig sammen med hende, og jeg taler stadig opmuntrende om denne helikopter. Da helikopteren kom var Baldur og Luna i gang med fodersøg i haven, så jeg lokker nu Luna tilbage til dette fodersøg, og roser hende hver gang hun finder en godbid. I alt tager ovenstående vel 10 minutter, og herefter er Luna glad og tilfreds igen, og forsætter uanfægtet sin søgning i haven. Her er mit spørgsmål så, er det (efter din opfattelse) forkert at sætte sig ned sammen med hende, og stryge hende beroligende alt imens vi sammen ser helikopteren flyve væk?

Kan du uddybe lidt? Hvad er det at ynke i dine øjne? Og hvis din hund søger dig og forsøger at komme tæt på dig i den situation, skubber du den så væk, for derefter at rose den, eller hvad gør du? Hvis du roser dem overstrømmende i en situation hvor de er bange, roser du dem så ikke for at være bange? Kan du evt. nævne en situation, så jeg bedre kan forstå hvad du mener?

Jeg læser/hører tit at man ikke må ynke sin hund når den bliver bange for noget. Men hvad er det at ynke sin hund, og er der nogen tilfælde hvor det er ok? Forklaringen på hvorfor man ikke må ynke sin hund er, at så tror den først at situationen er farlig, men hvad nu hvis situationen rent faktisk var farlig, må man så heller ikke trøste sin hund? Hvis ens hund bliver så bange for noget at halen ryger mellem benene og den søger din tryghed ved at komme hen og presse sig op ad dig, er det så at ynke den hvis du stille og roligt stryger den langs siden uden at sige noget? Og så først vælger at håndtere det hunden blev bange for, når den er faldet så meget til ro at den igen kan overskue situationen? Hvad hvis hunden er kommet til skade, er det så også at ynke den, hvis man igen vælger at nusse den til ro før man forsøger at finde ud af hvor stor skaden er? Eller hvad hvis din hund bliver overfaldet af en anden hund, er det så også at ynke den, hvis du igen forsøger at berolige den med stille kærtegn. Jeg mener, godt nok får du måske fortalt den at situationen var farlig, men var den ikke også det, og er det så ok at give hunden ret i at det var farligt? Jeg syntes ind i mellem at det lyder som om man ikke må berolige sin hund når den bliver bange for noget, men er det ikke et tillidsbrud at skubbe den tryghedssøgende hund væk når den kommer til dig? Jeg tror, at min holdning skinner lidt igennem i ovenstående, men hvad er din holdning?

Han er på toppen igen, lige nu render han rundt ude i haven og leger med Luna :5up:

som du selv nævner, så er der forskel på terrier typerne, og samtidig er der også stor forskel på hvor stor skade de kan forårsage hvis indkaldet en dag glipper...

Det viste sig så at det med terrier sindet det blev brugt til at fortælle at den godt kunne have det svært med dominerende hunde, så det var bare mig der huskede forkert :blink:

Klippet fra min races hjemmeside: En Amstaff er ofte ret selvstændig, og den gider ikke altid komme, når der bliver kaldt

Så kan jeg jo trøste mig med at i min racebeskrivelse står der, at det er en terrier og de ikke anbefaler at den går løs, idet at den kan være meget selektiv i sin hørelse :blink:

Da jeg kom tilbage efter at have leget med Luna, så vidste Baldur jo godt at vi havde været ude og lege (han så mig jo tage legetøjet med), så da jeg kom ind igen, så stod han klar på vaklende ben og tiggende om at komme ud og lege Han var bare så kær, så jeg tog ham med ud i haven og kastede bolden en lille meter, hvorefter han glædestrålende vaklede hen og hentede den :hjerte: Hvor var han altså bare sød

Jamen, det kan godt være at du har ret i det, jeg var bare af den overbevisning at alle kunne lære det. Men da jeg selv har givet op over for mine, så virker det lidt som en dårlig undskyldning hvis jeg bare skyder skylden på deres race :blink:

Til gengæld er jeg så måske en af dem der ikke kan forstå hvorfor folk kan syntes det er svært at få deres hunde til at holde op med at gø :blink:

Netop det her eksempel kan jeg nikke genkendene til, Baldur gør meget sjældent og ligegyldig hvilke råd jeg har fulgt, så er det endnu ikke lykkedes mig at få ham til at gø på kommando. Nu er det heller ikke så vigtigt for mig at jeg er gået ud i ekstremerne for at få ham til at gø. Jeg er rent faktisk enig i det meste af det du skriver :5up: Dog beder jeg gerne om råd herinde, man skal bare huske at hvis de ikke virker, så behøves det altså ikke være fordi at man selv er en dårlig træner... F.eks. bad jeg om råd til at lære Luna at dække, men ingen af de råd jeg fik virkede, og her kunne jeg da mærke en skeptis over mine evner til at træne det korrekt. Men "heldigvis" kunne min meget dygtige træner heller ikke få hende til det, og det endte med at vi måtte shape det ind, og i dag kan hun dække

Selvfølgelig kan alle hunde lærer det samme, men med nogen er det måske hårdere arbejde end med andre. Så umiddelbart er den dårlige undskyldning jo bare fordi at man ikke orker at arbejde så hårdt for resultatet som man skal med netop sin race. Som jeg f.eks. ikke har orket eller formået med indkald, og derfor har måtte tage konsekvensen og altid have mine hunde i snor. Men selvfølgelig kan de lære at blive sikre i indkald, der skal bare arbejdes for sagen

Jeg har f.eks. lige spenderet 300,- kroner på en DVD der hedder "Making reinforcement fun", og dette er måske ikke nødvendigt for folk der ikke har selvstændige racer, men for mig er det alfa og omega for overhovdet at kunne motivere mine til at arbejde :blink:

Jo, det er også det jeg forsøger at sige Og så er der også den forskel at med nogen øvelser, så skal du måske til at arbejde imod netop din races natur, og det gør selvsagt øvelsen 100 gange sværere.

Så træningesmåden er ikke forskellig fra race til race, men hovr hurtigt du kan gå frem, og hvor meget tid du skal bruge på virkelig at motivere hunden for den givne øvelse, den kan variere meget fra race til race, og fra hund til hund

I netop en konfliktsituation hvor det kan risikerer at udvikle sig til et slagsmål, der mener jeg at det er yderst relevant hvilken race du har, idet at der er stor forskel på hvor villige de forskellige racer er til at indgå i og optrappe en evt. konflikt. Så man skal være noget mere obs på disse racer og være hurtige til at afbryde konflikten i før den optrappes (da dette kan ske meget hurtigt). Men hvis jeg nu skulle træne dem til ikke at optrappe en evt. konflikt, så skulle jeg træne dem på præcis samme måde som du ville skulle træne dine. Så det er (som tidligere nævnt) ikke træningen der er forskellig, men mere hvor hårdt og hvor længe du skal arbejde med en given øvelse

Jeg har f.eks. en selvstændig jagende race, og dette gør at en del ting som I andre måske har rimeligt let ved at træne, det er noget sværere for mig. Jeg skal dog stadig træne det på præcist samme måde som jer andre, men jeg skal nok bruge mere energi end andre (med mindre selvstændige racer) på at motivere min hund til at gøre hvad jeg gerne vil have den til. Og indkald er f.eks. en af de ting jeg helt har opgivet, da de jo netop er selvstændigt jagende, og derfor har en stor tildens til at sætte efter den hare de lige fik øje på. De kan helt sikkert (lige som alle andre hunde) trænes til at blive sikre i deres indkald, det kræver bare en større indsats. Til gengæld er de rigtig gode til at løse selvstændige opgaver, og vil måske have lettere ved dette end andre racer. Her tænker jeg f.eks. på fremadsendelse, eller eftersøgningsopgaver hvor der ikke er en fører der skal guide dem.

Indlæringsteori er jo det samme for alle racer (eller dyr for den sags skyld), Så rådene vil jo være de samme, ejeren skal så bare tænke på, at i nogen situationer skal vedkommende bruge længere tid på at træne en bestemt øvelser end andre med en anden type hund skal. Og så skal man som ejer sætte sig ind hvordan man bedste motivere den hund man har. Men de fleste råd vi giver herinde er jo træningspecifikke og ikke om hvor længe man skal træne en bestemt øvelse (eller hvor svær den vil være for netop denne type hund), og vi plejer jo heller ikke at fortælle hvordan folk skal motivere deres hund til at træne, i og med vi går ud fra at folk ved det bedst selv. Så de fleste råd vil jo være de samme ligegyldig hvilken race du har, belønningen og sværhedsgraden kan så være forskellige fra race til race

Jeg tror bestemt at der er forskel på hvordan de forskellige racer skal trænes og hvilke ting der skal en større indsats til. Hvad der motivere hunden til at arbejde er en af de første ting jeg tænker på der er forskellige. Det næste er, at instinkterne for at udføre forskellige ting er forskellig hos racerne. F.eks. er indkald nok sværere at træne hos en selvstændig jagende race, end hos en slet ikke jagende race. Apport er også lettere at træne hos de hunde hvor det er en naturlig del af deres instinkter, end hos dem hvor det slet ikke er en del af det de er avlet til. Så jeg tror helt klart at man skal tænke over hvilken type hund man har, og hvordan man bedst arbejder på netop denne hunds premisser.

Har du prøvet at videofilme hende imens I er væk, så I kan se hvor og hvornår hun reagerer? Uden informationer om hvornår og hvorfor hun begynder at bide inventaret i stykker, så er det lidt svært at give nogen råd. Så udfra det du har skrevet så tænker jeg enten alene hjemmeproblemer, eller at hun bliver forskrækket når der sker noget ude på trappeopgangen. Så enten skal du starte forfra med alene hjemme træningen, eller også skal du have gjort hende tryg ved lydene på gangen (måske ved at spille musik imens hun er alene, så hun ikke så godt kan høre lydene)