Rally kan være nemt - for en lydighedshund! Nogen af tingene er dog svære, hvis hunden er meget trænet - det at gå "forkert" på plads (bagom) og tyskervending er f.eks. helt, helt forkert i Kimmis verden, når det kommer i en kontekst, der ellers ligner lydighed meget. Men grundlæggende bør det ikke være svært for en trænet lydighedshund - men derfor kan der stadig ske små fejl såsom, at hunden går i vejen for fører i venstrevendinger eller at fører glemmer banen
Jeg træner ikke selv rally længere - gjorde selvfølgelig dengang vi startede det op for at vi kunne få lavet regler, tilrettet øvelser osv. I dag er jeg bare instruktør og dommer. Men jeg er stolt af og elsker s.. den sportsgren alligevel! Den er ikke for mig, for jeg elsker, elsker, elsker alt nørderiet omkring lydighedsprøver. Det har heller aldrig været meningen, at det skulle være som lydighed, tværtimod skulle det være et tilbud til dem, der ikke kunne/ville deltage i lydighedsprøver. Men hyggen omkring ringen, alle de gamle, pensionerede lydigheds- og agilityhunde, der får lov at komme ud, helt nye hundeførere, der stifter bekendtskab med konkurrencer på en sjov og uformel måde.... ja det hele! Jeg kan stadig huske da vi sad til det endelige reglementsmøde og talte om taksten for dommere og blev enige om 250,- selv om alle andre får 500,- - fordi der nok ikke ville komme så mange hunde. ½ år efter var jeg i Brøndby og dømme 67 hunde på en dag..... det var altså stort
Sidst jeg var ude og dømme, det var i Esbjerg 5. juli og det var meget, meget varmt, fik jeg gåsehud over en ganske, ganske særlig hund og fører - det er godt nok længe siden det er sket! En leonberger, der hyggede sig storartet og gjorde alt, føreren bad om i et rigtig, rigtig flot tempo for en stoooor og meget pelset hund - og en fører, der havde mere forståelse for sin hund end jeg nogensinde tidligere har set, hun forstod bare at holde den igang, så den hele tiden var på og havde det storartet. Jeg tror aldrig jeg har været gladere for at give 100 point.... heller ikke selv om jeg gav 3 x 100 point i den begynderklasse (ok, jeg er vist også kendt som den flinke dommer ). De to andre var henholdsvis en ikke stambogsført lab-blanding og en Basenji.... det siger alligevel lidt om, hvor bredt rally rammer!
I den nye championklasse har vi indført højrehandling, fremsending over flere spring (kan stå i vinkel), tunnel, fremsending til kegle (svært, når der er mange andre kegler + skilte på banen!), indkald under gang osv. så ja, den er blevet nooooget sværere! Her skal også være 20 øvelser (hvoraf nogle er meget pladskrævende) på 12,5 x 25 m, så tungen skal holdes lige i munden!
-Trine