1årig labhan med AD

[Gæst akrebbe]

Hejsa.

 

Jeg ville bare høre, om der var nogen som havde en "mirakelkur" mod AD!!

Ja jeg ved godt at det nok ikke er tilfældet, da der jo så ikke havde været et problem med HD og AD.

Jeg står nu i den ulykkelige situation at min skønne lab-han på lidt over et år har fået konstateret AD på den venstre albue. Dyrlægen sagde at det kun ville gå én vej nu.. Og beslutningen om at få ham aflivet er sådan set også truffet.. NU er jeg jo selvfølgelig kommet i tvivl! ( det er en super-hård beslutning at træffe, men jeg prøver ikke at være egoistisk, og derfor er vi blevet enige om at få ham aflivet, men måske der var en anden udvej?)

 

Han halter, og har faktisk gjort det i en del måneder on and off.. Han fik albuerne fotograferet da han var ca. 10 mdr, og der var ikke rigtig noget at se.. Men det skal jeg love for der var da vi fik ham fotograferet i sidste uge.. Den var vist åbenbart allerede nu begyndt at "smuldre"??

Han fik en smertestillende indsprøjtning, tror det var noget binyre..., dyrlægen sagde den ville holde et par uger og derefter begynde at aftage, hvorefter han forventede at Balder ville begynde at halte igen.. Der gik kun 4 dage, så haltede min skønne hund igen.

Jeg har nu holdt ham helt i ro ( hvilket godt kan være svært for sådan en størrelse ) og det har hjulpet lidt synes jeg. De sidste par dage, har han kun haltet lidt lige efter han har sovet.

 

Ja jeg ved jo ikke rigtig hvad mit spørgsmål går på..Det er nok mere et desperat håbe om, at der er én eller anden derude, som kan spå en bedre fremtid for min hund, end den jeg frygter lige nu. Så hvis I har en mirakelkur..?

Redigeret April 4, 2010 af akrebbe

[JeanetteH]

Hvad grad er det? Det lyder som om han er hårdt ramt:cry:

 

Der er vist desværre ingen mirakelkur

[Gæst akrebbe]

Vi venter stadig på svaret fra DKK, men tror den vil blive vurderet til en 3ér.. Men det betyder intet for mig længere om det er 2 eller 3. Det eneste jeg kan bruge til noget er, om han har smerter eller ej.

Jeg ved ikke - han er ikke så gammel, så det virker nok også lidt håbløst at begynde at medicinere ham smertefri.

 

Vi bor på 3 sal, og jeg har båret ham op og ned af trapperne til jeg ikke ku løfte ham fra gulvet længere, der har han nok været omk de 11 mdr. Vi har gjort hvad vi kunne for at beskytte ham.

 

Jeg kan nok bare ikke helt klare tanken om at jeg skal af med ham..

[Umulia]

Har du overvejet guld i hofterne? Det skulle være noget af en mirakelkur ifgl. de der har prøvet det. Jeg har ikke personligt erfaringer med det.

 

Århus Dyrehospital - Guld i hofter

[KarinaG]

Jeg føler rigtig meget med jer, min egen Lab-han blev kun 14 måneder pga OCD (en AD form, kan man vist kalde det) i begge albueled.

 

Han fik cartophen indsprøjtninger og Rimadyl og kortere men ofte gåture, men han var lige som jeres også unghund og utrolig jagt glad og aktiv så at tvinge ham i fuldkommen ro, var ikke en mulighed imø.

 

Til gengæld fik han hans sidste 2 måneder uden smerter pga. de indsprøjtninger og de måneder nød vi i fulde drag så da tiden kom, havde jeg dem at se tilbage på hvor han bare fik lov at være Buster-hund

 

Jeg har ingen gode råd til jer, men sender jer mange tanker og knus :ae:

[Gæst akrebbe]

Både ja og nej vil jeg sige.

Vores dyrlæge sagde at når man lagde guld i hofterne, fik man ofte et rigtig godt resultat ud af det. Det var langt fra tilfældet når det var albuerne som er problemet, sagde han.

 

Vi bor også på 3 sal, så der vil også være en del problemer i at få Balder opereret. Jeg er ikke længere i stand til at løfte ham, og jeg tvivler på min kæreste kan bære ham op og ned, uden at hunden vil få smerter.

En operation betyder også at han skal holdes i ro i laaang tid, og han bliver helt ulykklige allerede nu her - hvis han ikke kommer ud og leger med dummier mindst et par gange om ugen

 

Men hvis der er nogen som har noget erfaring med at få lagt guld i albuerne på deres hunde - vil jeg meget gerne høre resultatet

Jeg vil bare helst ikke udsætte Balder for sådan en omgang, for så at finde ud af at det ikke har hjulpet ham overhovedet..

 

Men JO jeg har overvejet det - men om det vil være det bedste for hunden ved jeg ikke. Min dyrlæge lød ikke, som om det var noget han ville anbefale os nu her..

[JeanetteH]

Har du overvejet guld i hofterne? Det skulle være noget af en mirakelkur ifgl. de der har prøvet det. Jeg har ikke personligt erfaringer med det.

 

Århus Dyrehospital - Guld i hofter

 

AD er i albuerne, ikke i hofterne. Jeg tror ikke man kan gøre det samme med albuerne:cry:

[Gæst mk101]

Undskylder straks, for jeg kommer til at være sortseer...

 

Føler virkelig meget med jer og kan fuldt ud forstå jeres desperation. Har selv prøvet at måtte aflive en hvalp på 5 måneder grundet knoglefejl, og har også oplevet at miste en 10 måneder gammel hund, der stak af fra hundepasser og blev kørt ned. Så jeg ved absolut godt, at det at miste er noget man for alt i verden vil undgå. Især når man skal være så "ond", at det er os der sætter grænsen.

 

Men jeg syntes du selv har besvaret dit eget spørgsmål, og afgjort hvad der er den rette løsning for både jer og ham. Hvis han har så store smerter, som det lyder til han har, er der ikke meget tid at låne af - og mirakelkure er der desværre ikke.

 

Hvis det var mig der stod i situationen - og jeg ved det her er så meget lettere sagt end gjort - ville jeg gøre som Karina1; give hunden mulighed for en smertefri periode, hvor han kunne gøre alt det han elsker, og så afslutte det hele med en masse gode minder.

 

Det er svært at sidde tilbage en dag (udfaldet virker uundgåeligt), og vide man skånede og indskrænkede for ingen verdens nytte.

 

Masser af gode tanker herfra!

[KarinaG]

Undskylder straks, for jeg kommer til at være sortseer...

 

Føler virkelig meget med jer og kan fuldt ud forstå jeres desperation. Har selv prøvet at måtte aflive en hvalp på 5 måneder grundet knoglefejl, og har også oplevet at miste en 10 måneder gammel hund, der stak af fra hundepasser og blev kørt ned. Så jeg ved absolut godt, at det at miste er noget man for alt i verden vil undgå. Især når man skal være så "ond", at det er os der sætter grænsen.

 

Men jeg syntes du selv har besvaret dit eget spørgsmål, og afgjort hvad der er den rette løsning for både jer og ham. Hvis han har så store smerter, som det lyder til han har, er der ikke meget tid at låne af - og mirakelkure er der desværre ikke.

 

Hvis det var mig der stod i situationen - og jeg ved det her er så meget lettere sagt end gjort - ville jeg gøre som Karina1; give hunden mulighed for en smertefri periode, hvor han kunne gøre alt det han elsker, og så afslutte det hele med en masse gode minder.

 

Det er svært at sidde tilbage en dag (udfaldet virker uundgåeligt), og vide man skånede og indskrænkede for ingen verdens nytte.

 

Masser af gode tanker herfra!

Præcis!

 

Jeg er så glad for den tid jeg fik - og gav ham - der var god og hvor jeg oplevede Buster som han "rigtig" var, resten vidste jeg ville komme og komme inde for kort tid.

[Juelsgaard]

Albuerne er desværre et meget, meget større problem for hundene end hofterne normalt er og med så store albueforandringer er det desværre svært at være optimistisk.

 

Når man ligger guld ind, så er det som smertestillende, hvor man går ind og ligger guldet i nogle smertebaner hvorved smerterne dæmpes.

 

Derfor er det også sådan at man har bedst effekt på hofterne, fordi smertebanerne er mere veldefinerede der og nok også dels fordi hofterne sjældent volder helt så store smerter som albuerne.

 

Jeg ville ønske at jeg kunne sige noget positivt, men jeg er desværre enig med din dyrlæge i, at når forandringerne er så store i så ung en alder så er det svært at gøre noget som kan give ham et fornuftigt liv.

[JeanetteH]

Når man ligger guld ind, så er det som smertestillende, hvor man går ind og ligger guldet i nogle smertebaner hvorved smerterne dæmpes.

 

Derfor er det også sådan at man har bedst effekt på hofterne, fordi smertebanerne er mere veldefinerede der og nok også dels fordi hofterne sjældent volder helt så store smerter som albuerne.

 

Ah så lærte jeg også noget nyt i dag:-D

[Gæst Buddha]

Hejsa.. Sikke en ulykkelig tråd

Jeg har desværre også aflivet min hvalp, Buddha, da han havde HD i begge hofter. Der er mange grunde til vi valgte aflivning, vi læste bl.a. også lidt om guld, men det er sådan at nogle virker det for, andre gør det ikke. Vi turde ikke satse.. Han skulle ligegyldigt guldet have en ny hofte i den ene side når han var udvokset, genoptræning og ja.. ro ro og atter ro.

 

Jeg kunne sagtens se at det gjorde ondt på ham. Og det traf vi beslutningen ud fra. Det er det værste jeg har prøvet, jeg har været - og er - så ked af det, har slet ikke fattet det endnu.

 

Ja, ked af at skrive det, men det ér bare ikke en nem beslutning. Men, når alt kommer til alt, skal i beslutte jer ud fra, hvad der er til at leve med for jeres kære hund. En af tingene jeg hæftede mig ved var, at hvis han nu legede for længe med en anden hund, eller en tur i skoven blev for lang, så skulle han have smertestillende 2-3 dage efterfølgende... og der var nogle bivirkninger ved den medicin som appetitløshed og kvalme, efter vi havde fået lavet røntgenbilleder, var han på den medicin, og kunne bare se på ham, at han havde det skidt. Det kunne jeg virkelig ikke bære.

 

Jeg håber selvfølgelig, af hele mit hjerte, at i finder noget som kan hjælpe jer og Balder. Men, kan i ikke finde det, så må jeg give de andre ret, hvis Balder har mange smerter, så synes jeg i skal vælge aflivning..

 

Prøv at mærk efter inden i, hvad du tror er det rigtige.

 

Du må endelig skrive igen herinde, lige meget hvad i finder ud af, vi vil allesammen gerne høre det.

[Gæst akrebbe]

Tusind tak for jeres svar - selv om det selvfølgelig ikke helt var hvad jeg havde håbet på..Men nok mere hvad jeg havde forventet..

 

Balder fik en smertestillende indsprøjtning for en uges tid siden, og vi fik så at vide at han skulle ud og bruges, så vi kunne se om det havde nogen effekt..Han begyndte allerede at halte efter 3-4 dage.. Han skulle have været smertefri i 2 uger mindst i følge dyrlægen.

 

Så ja. . . Jeg har jo nok besvaret mit eget spørgsmål. Og jeg ved også, når man tager sådan et lille væsen hjem, er man i sidste ende er den som skal være i stand til at tage beslutningen om, hvornår nok er nok. Men jeg må også indrømme at det virker så meget mere svært når hunden ikke engang er halvandet år endnu.

 

Han er jo en meget livlig hund, som ikke stopper legen med andre hunde i hundeskoven, og alligevel henter de dummier som jeg har lagt til ham, selv om han har smerter. Jeg kunne jo prøve at holde ham helt i ro, og have ham som sofahund..Men jeg tror han vil blive ulykkelig og udvikle sig til et lille problembarn. Jeg ved ikke om det er muligt at vænne en meget aktiv hund, til at være klappe-kage-hund. (ikke at der er noget galt i en hyggehund - slet ikke) Men er det muligt, eller ville det være synd?

 

Når jeg mærker efter, ved jeg godt hvad den rigtige beslutning er. Men slipper man nogensinde af med den tvivl jeg samtidig har, hver gang jeg kigger på ham? Han er min første hund, og jeg har aldrig før skulle træffe en beslutning om hvorvidt et dyr burde blive aflivet.

 

Ja undskyld jeg ævler løs, men der er bare så mange tanker som fiser rundt i hovedet lige nu:-)

[KarinaG]

Tusind tak for jeres svar - selv om det selvfølgelig ikke helt var hvad jeg havde håbet på..Men nok mere hvad jeg havde forventet..

 

Balder fik en smertestillende indsprøjtning for en uges tid siden, og vi fik så at vide at han skulle ud og bruges, så vi kunne se om det havde nogen effekt..Han begyndte allerede at halte efter 3-4 dage.. Han skulle have været smertefri i 2 uger mindst i følge dyrlægen.

 

Så ja. . . Jeg har jo nok besvaret mit eget spørgsmål. Og jeg ved også, når man tager sådan et lille væsen hjem, er man i sidste ende er den som skal være i stand til at tage beslutningen om, hvornår nok er nok. Men jeg må også indrømme at det virker så meget mere svært når hunden ikke engang er halvandet år endnu.

 

Han er jo en meget livlig hund, som ikke stopper legen med andre hunde i hundeskoven, og alligevel henter de dummier som jeg har lagt til ham, selv om han har smerter. Jeg kunne jo prøve at holde ham helt i ro, og have ham som sofahund..Men jeg tror han vil blive ulykkelig og udvikle sig til et lille problembarn. Jeg ved ikke om det er muligt at vænne en meget aktiv hund, til at være klappe-kage-hund. (ikke at der er noget galt i en hyggehund - slet ikke) Men er det muligt, eller ville det være synd?

 

Når jeg mærker efter, ved jeg godt hvad den rigtige beslutning er. Men slipper man nogensinde af med den tvivl jeg samtidig har, hver gang jeg kigger på ham? Han er min første hund, og jeg har aldrig før skulle træffe en beslutning om hvorvidt et dyr burde blive aflivet.

 

Ja undskyld jeg ævler løs, men der er bare så mange tanker som fiser rundt i hovedet lige nu:-)

Du skal slet ikke undskylde og en af grundene til, at dine ord berøre mig så dybt er dette: Men jeg må også indrømme at det virker så meget mere svært når hunden ikke engang er halvandet år endnu.

 

og dette: Han er min første hund,

 

Buster var også min første hund og han var heller ikke gammel og blev kun 14 mdr.

 

Jeg mente ikke det var et liv for ham, at skulle tvinges til at blive sofahund og nej der er intet galt i sådan en skøn en, men han var købt specifikt som en aktiv hund der skulle bruges og blev brugt meget aktivt og jeg kunne slet ikke se for mig at han kunne lære at trives som inaktiv i hans unge og mest aktive alder.

 

Hvad du selv synes må du afgøre med din mavefornemmelse, men dine ord leder hen til, at du ikke selv synes han skal være her ret meget længere....

 

Mange tanker til dig og mange kram, jeg ved og forstår godt dine modstridene tanker og følelser og jeg for min part kan kun fortælle om at beslutningen ikke var let, men egentlig heller ikke svær. For når jeg kiggede på ham, min Buster, kendte jeg alle svarene inden i og ja, jeg græd dybt og inderligt og meget længe over ham. Selv efter jeg havde fundet min 2. hund Misja begræd jeg ham og alle mine drømme, håb og tanker jeg havde knyttet til ham min aller først helt egen hund.

[Gæst mk101]

Han er jo en meget livlig hund, som ikke stopper legen med andre hunde i hundeskoven, og alligevel henter de dummier som jeg har lagt til ham, selv om han har smerter. Jeg kunne jo prøve at holde ham helt i ro, og have ham som sofahund..Men jeg tror han vil blive ulykkelig og udvikle sig til et lille problembarn. Jeg ved ikke om det er muligt at vænne en meget aktiv hund, til at være klappe-kage-hund. (ikke at der er noget galt i en hyggehund - slet ikke) Men er det muligt, eller ville det være synd?

 

Ja, det syntes jeg det ville være. Det ville være alene for eget behov, og ikke for hundens bedste. Men jeg forstår dine tanker, for man griber i alle muligheder.

 

Den jeg fik aflivet i en alder af 5 måneder, havde en minimal chance for bedring. Det krævede "bare" at man skulle gå ind og lave et kirurgisk brud, sådan at knoglen kunne strækkes og dannes i bruddet, fremfor i vækstzonen. Det vil sige at hunden skulle udstyres med et agrigat, der skulle kunne "vride" knoglestykkerne fra hinanden, så den nye knogle kunne dannes i "hulrummet".

 

Oven i det ville hunden flere gange i vækstperioden skulle have skruet på apparatet - lidt som når man har tandbøjle på, og den skal strammes et par gange om året for at påvirke tænderne korrekt.

 

Som om det ikke var nok, skulle hunden også bruge lange perioder i bur for at få ro (overbevis en unghund om at den skal slappe af), og undgå leg, motion og så videre.

 

Og alligevel nåede jeg at overveje muligheden. Eller at lade hunden leve videre med tre ben. Ingen af delene dog til fordel for hunden. Kun mig.

 

 

Når jeg mærker efter, ved jeg godt hvad den rigtige beslutning er. Men slipper man nogensinde af med den tvivl jeg samtidig har, hver gang jeg kigger på ham? Han er min første hund, og jeg har aldrig før skulle træffe en beslutning om hvorvidt et dyr burde blive aflivet.

 

Ja undskyld jeg ævler løs, men der er bare så mange tanker som fiser rundt i hovedet lige nu:-)

 

For mig gik der et stykke tid (husker ikke hvor længe), hvor jeg havde stor sorg over beslutningen. Jeg ved ikke om det var tvivl, eller hvilken følelse det reelt var. Andet end jeg var ufattelig ked af det, og syntes det var virkelig uretfærdigt. I dag er jeg ikke et sekund i tvivl om, at det var den rigtige beslutning jeg traf. Men hvornår jeg fandt ro i beslutningen husker jeg ikke. Sorgen er der jo stadig i en eller anden grad, men ingen dårlig samvittighed eller andet i den retning.

 

Min beslutning blev taget ganske hurtigt. Da Alva, som hun hed, var 3 måneder lagde vi første gang mærke til hun haltede en smule. Det blev slået hen som vokseværk og hun blev sat på C-vitamin kur. Da hun blev ca. fem måneder gammel var forbenet blevet så skævt, at det var til at se for alle.

 

En onsdag aften fik jeg taget et digital billede af hunden, som jeg sendte til min opdrætter i håb om, at hun ville sige at det nok var noget hunden ville vokse fra. Torsdag havde manden været hos den lokale dyrlæge og vise billedet frem, og her havde dyrlægen en mistanke om situationens alvor.

 

Der blev ringet til mig torsdag fra min opdrætter, og vi blev enige om, at jeg skulle tage til egen dyrlæge og tage røntgen af benet. Det blev taget, og både veterinær sygeplejerske og dyrlæge stod med hårtørrere for at få billederne tørre nok til, at de kunne blive sendt med posten på tværs af landet, sådan at opdrætters dyrlæge kunne se dem.

 

De fik dem heldigvis som håbet fredag morgen, og tog kontakt til min opdrætter og gav dem vurderingen af problemet og eventuelle løsningsmodeller (som nævnt ovenfor). Ved middagstid talte jeg med min opdrætter, og med hende fik jeg vendt alle mine tanker og sad grådkvalt mens hunden det hele handlede om, kom hen og lagde sit hoved i mit skød og så op på mig med store forundrede øjne og en prøvende logrende hale.

 

I den telefonsamtale fik jeg taget beslutningen, ringede straks til dyrlægen og fik tid to timer senere. Fik fat i min mor og min daværende kæreste. Sammen med ham gik vi en lang tur, hvor Alva fik lov til alt det hun havde været skånet for et stykke tid for at undgå halteriet; løbe frit, lege vildt med andre hunde, grave huller, bade og så videre. To timer dukkede vi op hos dyrlægen med et styk våd, beskidt og glad hund, som vi fik sagt et godt farvel til.

 

Det var absolut ikke let, men ved at jeg ikke ville have kunne klare at se på hende en hel weekend og først få det overstået i den kommende uge, når beslutningen var taget. Åndssvagt egentlig at skrive det til dig midt i en bunke helligdage, men man kan jo også vælge at gøre som Karina1 nævnte; give hunden så mange gode dage som muligt, og få en fest ud af det.

 

Vi havde i hvert fald en god sidste gåtur med en super sjov hund - og op ved 50 billeder af en hund der spiser is, der leger med andre hunde og alt det andet der blev brugt tid på. Godt nok med mig med store våde og røde øjne og et opløst ansigt...

 

Og ævl løs for pokker! Det er det vi er her for, og ofte det der skal til.

[Gæst malene]

Jeg kan godt forstå dig, og ja det er smadder hårdt, at skulle tage en så alvorlig beslutning. Men for din hunds skyld, bør du give ham fred, en labrador er en "hård" hund, og de bider store smerter i sig, og kan som du selv skriver slet ikke lade være med at hente en dummy. Så der er ingen tvivl om, at din hund har store smerter, og jeg tror ikke du kan give så kraftige gigtpiller, at de tager hele smerten.

Jeg har selv haft en labrador med ad (grad 2) og da hun begyndte at halte, fik hun piller, men de hjalp ikke meget. Vi holdt hende i ro, men at se hendes øjne, når hendes far tog jagttøjet på, og hun ikke skulle med, det var næsten ikke til at bære. Vi måtte tage den hårde beslutning, og følge hende på den sidste tur til dyrlægen. Ja det var kanon svært, og ja det gjorde smerteligt ondt helt ind i sjælen. Men at vide at hun nu ikke lider på nogen måde, det gør det lidt nemmere.

Mange tanker fra Malene

[Gæst akrebbe]

Kære Karina.

 

Altså - tak.

Jeg kom helt til at tude over det du har skrevet. Det er præcis også sådan jeg har det.. og jo - jeg har allerede grædt rigtig meget, og smerten over at skulle sige farvel til ham, vil nok ikke fortage sig lige forløbig.

Men det virker jo lidt til at der ikke findes den mirakel-kur som jeg havde drømt om:megaked:

[Gæst akrebbe]

Jeg har aftale med min kæreste at Balder skal afsted i næste uge.

Min kæreste tager ham afsted selv. Jeg kan simpelthen ikke tage med. Jeg er bange for, at jeg kommer så meget op at ringe over det, at Balder bliver utryg ved situationen. Han skal ikke være bange.. Jeg har læst at de først vil give hunden noget at sove på, og så dernæst den sidste sprøjte, så det vil foregå stille og roligt.

 

Det er bare så uvirkeligt.

[JeanetteH]

Jeg har aftale med min kæreste at Balder skal afsted i næste uge.

Min kæreste tager ham afsted selv. Jeg kan simpelthen ikke tage med. Jeg er bange for, at jeg kommer så meget op at ringe over det, at Balder bliver utryg ved situationen. Han skal ikke være bange.. Jeg har læst at de først vil give hunden noget at sove på, og så dernæst den sidste sprøjte, så det vil foregå stille og roligt.

 

Det er bare så uvirkeligt.

 

Det gør mig utrolig ondt, men jeg er sikker på at du har truffet den rette beslutning. Dog ville jeg tage med, men sådan er vi så forskellige, og du skal gøre det, du har det bedst med.

 

:ae::ae:

[Gæst Buddha]

Når jeg mærker efter, ved jeg godt hvad den rigtige beslutning er. Men slipper man nogensinde af med den tvivl jeg samtidig har, hver gang jeg kigger på ham? Han er min første hund, og jeg har aldrig før skulle træffe en beslutning om hvorvidt et dyr burde blive aflivet.

 

Ja undskyld jeg ævler løs, men der er bare så mange tanker som fiser rundt i hovedet lige nu:-)

 

Du ævler overhovedet ikke. Det er rigtig vigtigt at få vendt og drejet sine tanker.

 

Jeg tvivler stadig på om det var det rigtige vi gjorde, jeg ved godt at det var det - men tvivlen er der alligevel. Der er selvfølgelig mange ting man kan gøre for at aktivere sin hund mentalt i stedet for fysisk, men vil hunden være glad og tilfreds på den måde?

Vi mente ikke at Buddha ville, han var en slædehund og han havde krudt i røven fra dag 1..

 

Buddha var også vores første hund, han blev kun 5 måneder gammel. Jeg hentede rigtig meget hjælp her fra hundeforum, det er en rigtig voldsom beslutning at tage, jeg kunne næsten ikke rumme det i mit hoved.

 

Jeg prøvede at huske mig selv på, at Buddha ikke opdagede noget, men havde jeg valgt anderledes, ville jeg nok have trukket hans pine i langdrag, hvis bare jeg havde vist at der lå en lykkelig ende og ventede havde jeg gjort det.. men der var bare for meget der vejede tungt imod det. Desværre.

[KarinaG]

Kære Karina.

 

Altså - tak.

Jeg kom helt til at tude over det du har skrevet. Det er præcis også sådan jeg har det.. og jo - jeg har allerede grædt rigtig meget, og smerten over at skulle sige farvel til ham, vil nok ikke fortage sig lige forløbig.

Men det virker jo lidt til at der ikke findes den mirakel-kur som jeg havde drømt om:megaked:

:ae:

 

 

Jeg drømte også til det sidste og selv da han lå så blidt der, drømte jeg et kort øjeblik at han bare sov...

 

Jeg vil slet ikke sige mere her tror jeg, for sorgen er bare......og vi lever og ånder hver især med den og på trods af den, rejser vi os op igen.

 

Kram og hilsner til dig og hunden.

[Gæst Klüssendorf]

Hvor har jeg dog ondt på dine vegne og jeg føler med dig. Det er absolut den sværeste beslutning at skulle tage, men desværre også til tider, den eneste beslutning, som kan tages. Jeg håber dog at de næste dage bliver nogle gode dage for jer alle tre.

[Gæst Buddha]

Jeg har aftale med min kæreste at Balder skal afsted i næste uge.

Min kæreste tager ham afsted selv. Jeg kan simpelthen ikke tage med. Jeg er bange for, at jeg kommer så meget op at ringe over det, at Balder bliver utryg ved situationen. Han skal ikke være bange.. Jeg har læst at de først vil give hunden noget at sove på, og så dernæst den sidste sprøjte, så det vil foregå stille og roligt.

 

Det er bare så uvirkeligt.

 

:cry: Det lyder som den rigtige beslutning... Mange tanker til dig, det gør bare SÅ ondt, men du er en god hundeejer, du tænker på Balder før dig selv!

[KarinaG]

Jeg har aftale med min kæreste at Balder skal afsted i næste uge.

Min kæreste tager ham afsted selv. Jeg kan simpelthen ikke tage med. Jeg er bange for, at jeg kommer så meget op at ringe over det, at Balder bliver utryg ved situationen. Han skal ikke være bange.. Jeg har læst at de først vil give hunden noget at sove på, og så dernæst den sidste sprøjte, så det vil foregå stille og roligt.

 

Det er bare så uvirkeligt.

Fra en der har sagt farvel 3 gange, så skal i sikre jer at det forgår sådan. Nogle dyrelæger vil kun give 1 og sidste sprøjte hvis intet andet er ønsket.

 

Jeg vil også råde dig til at sørge for, at du kan komme ind til ham og sige dit eget og personlige farvel. Evt. når han har fået fred.

 

Personligt har det været den allervigtigste del for mig - så vidste jeg helt dybt inde, at der ikke var mere liv...

[Umulia]

AD er i albuerne, ikke i hofterne. Jeg tror ikke man kan gøre det samme med albuerne:cry:

 

Jo, det kan man. Tjek linket. Det med hofterne var en tanketorsk fra min side.