Har lyst til at kyle begge hunde ud gennem vinduet....

[Gæst Miss_menelli]

Altså ikke sådan rigtig... Men næsten.

 

Er inde i en ret stresset periode lige nu og kan mærke at jeg er lige på grænsen til hvad jeg kan holde til.

Og det kan hundene selvfølgelig mærke og overskuddet til dem er ikke det samme som det plejer.

 

Her til aften spørger jeg så kæresten om han ikke gider gå tur sammen med os, fordi jeg ikke lige føler jeg kan overskue to trækkende hunde - arbejder intensivt med at stoppe Kaias trækken de første 5 minutter på gåturene og det kræver lidt overskud og selvdisciplin når jeg har begge hunde med alene.

 

Det gider han ikke (han gider aldrig gå med hundene - Kun kysse og putte med dem) og så må jeg jo selv afsted.

 

Og selvfølgelig møder vi hade-hunden, over alle hade-hunde, som flere gange har været "provokerende" overfor Bamse og én gang har siddet i nakken af ham, for efterfølgende at jagte en skrigende Kaia rundt.

 

Vender om med det samme jeg ser dem og hundene følger i første omgang pænt med, indtil Kaia selvfølgelig begynder at skabe sig.

Da jeg så forsøger at få hende med, får jeg trådt på Bamses pote, hvilket udløser en fuldstændig hysterisk reaktion fra ham.

Så kæmper en vild kamp for overhovedet at holde hundene og ender med at måtte nærmest løfte dem ind i en busk i snorerne og med den ene hånd have hårdt fat i Bamses nakkeskind og i Kaias med den anden, bare for at kunne holde dem.

Får til sidst hundene til at falde ned og laver kontakt øvelser og roser for ro.

 

Men var grædefærdig bagefter... Havde lyst til at vende om og gå hjem igen. Ved godt at det ikke er hundenes skyld, men det er så pisse frustrerende, at al træning og kontakt er fuldstændig spildt i forhold til når vi møder den her hund.

De hader den virkelig af et ondt hjerte.

I forhold til alle andre hunde, kan jeg godt styre dem - Men den her er bare genstand for et kæmpe ondsindet had fra begge hunde.

 

Er noget bekymret over, at sådan en episode her, sådan slår mig ud af kurs.. Har jo trods alt haft en problemhund i så lang tid, så jeg plejer jo ikke at lade mig gå på at sådanne episoder.

Men lige for tiden har jeg ikke lyst til at gå med hundene, fordi sådanne ting slår mig ud af kurs.

 

Jeg mangler fuldstændig overskuddet til noget som helst og er helt færdig for tiden.... Appetitten forsvinder, huset ligner noget der er løgn, jeg er konstant træt og har ondt i hele kroppen og har en konstant "mathedsfornemmelse".

Håber virkelig, virkelig at den kommende ferie væk fra mand, hus, arbejde og hunde kan give lidt ro og overskud igen.

 

Ellers så tør jeg ikke tænke på hvad konsekvensen bliver - For som jeg har det nu er situationen bare ikke holdbar

Mangler ro på arbejdssituationen - Det kommer der i hvertfald ikke de næste par måneder, men kan da i det mindste snart begynde at søge noget andet, det i sig selv håber jeg kan give lidt ro i sindet.

 

Og så mangler jeg lidt aflastning i forhold til hundene, men min kæreste holder mig stadig fast på, at hundene er mit ansvar. Det er de også og det er jo ikke fordi jeg ikke vil, jeg KAN bare ikke overskue dem alene lige nu, men der er bare no mercy fra hans side - Går jeg ikke med dem, så bliver de aldrig luftet eller trænet.

 

Puha.... Undskyld, det blev sådan et ynkeligt indlæg, har bare lige brug for at komme ud med det et eller andet sted. Og det her er bare lige det eneste sted, der kan lade sig gøre lige nu, for siger jeg det højt til nogen lige nu, så knækker filmen for mig.

[PinPoynter]

Er din have ikke stor nok til at hundene kan lege selv et par dage, og lave fodersøg osv? Det burde de nok overleve, og du er altså n☼d til at passe på dig selv!

Er der slet ingen måde du kan overtale manden til at lufte i det mindste Kaia? Hvis Martin ikke havde overtaget hundene efter jeg blev gravid, kunne det vist tælles på en hånd de ange de ville være blevet luftet, jeg har kun lige genfundet min energi nu, og har stort set ikke været involveret i motion og træning af hunde siden vi fik Sally

[skipper-odense]

Har du sat dig ned med din kæreste og fortalt ham alt det du skriver her? For ellers synes jeg du skal vise ham indlægget... Jeg kender ingen af jer eller jeres situation men det kunne jo være han ikke har opfattet hvor udkørt du i virkeligheden er...

 

Hvis i har en aftale om at det er dine hunde så kan jeg da godt forstå han ikke gider hjælpe til daglig, men i en situation som denne så kunne han måske godt slække lidt på principperne...

 

Og ellers får du lige sådan en her :ae:

 

EDIT: og ellers vil jeg give pinpoynter ret i at hundene nok ikke dør af et par dage uden gåture og bare med aktivering i haven...

[Gæst Miss_menelli]

Er din have ikke stor nok til at hundene kan lege selv et par dage, og lave fodersøg osv? Det burde de nok overleve, og du er altså n☼d til at passe på dig selv!

Er der slet ingen måde du kan overtale manden til at lufte i det mindste Kaia? Hvis Martin ikke havde overtaget hundene efter jeg blev gravid, kunne det vist tælles på en hånd de ange de ville være blevet luftet, jeg har kun lige genfundet min energi nu, og har stort set ikke været involveret i motion og træning af hunde siden vi fik Sally

 

Er desværre bange for, at han ikke er til at hverken hugge eller stikke i.

Han elsker hundene, men han hader absolut alt praktisk omkring dem - Det har taget uger, at få ham til at lukke Kaia ud og tisse om morgenen når han står op :damn:

 

Han ved jo også, at jeg nok skal gå med dem, trods alt - Er spændt på om de overhovedet bliver luftet mens jeg er på grønland, men er jo så heldigvis ham, der skal leve med to hysteriske hunde mens jeg er væk

 

Men hundene tager jo ikke skade af en periode med færre lufteture og mere fodersøg, alternativet er jo langt, langt værre - Det er mere det der, med at indse at jeg lige nu ikke helt kan leve på til mine egne krav til hvordan jeg vil holde hund, der er rigtig, rigtig svært.

 

Er i det mindste glad for, at vi ikke også har et par børn jeg skal holde styr på - Og den positive side af det her, er at det bekræfter mig i, at jeg har taget det rigtige valg ved at vælge børn fra de næste mange år, selvom det ikke var et nemt valg.

[PinPoynter]

Glem alt om at være perfekt, det er der altså ingen der kan leve op til!!!

Og hvis du vender dig til det nu, går du ikke ned med depression når du engang heller ikke kan være den perfekte mor hver eneste dag til et barn

PAS På DIG SELV!! Og jeg siger det altså ikke for sjov :blink:

[Amocca]

som de andre siger - ingen hunde er endnu døde af et par dages nede-tid...

 

Aftal fx med dig selv, at du skiftes til at gå med hundene... mandag er bamses dag, tirsdag er Kaias, onsdag er havedag med fodersøg og evt. et ben og intet andet. osv...

 

Hvis du også gerne vil træne lidt, så lav et skema, med få overskuelige ting: fx.

 

Mandag skal jeg træne kropskontrol med bamse på gåturen, ved at lade ham lave balance på en træstamme, lave vendinger i pladsposition og lade ham sitte og stå på en stor sten...

 

Tirsdag skal Kaia øve elefanten på en opvaskebalje og træne kontakt i parken, nær legepladsen...

 

Så du har en plan - og den må endelig ikke være alt for ambitiøs - så går du ned!

 

Og så synes jeg at erindre, at Nicole tilbød sin hjælp med træning? Måske kunne du lave en aftale om at hun tager en af hundene ud på en oplevelsestur en gang om ugen?

[Sille12]

Hej,

Pyh jeg får det da det helt dårligt over dit indlæg for du har det da bare ikke godt lige nu og oerskuddet er da helt væk. Må lige sige at din kæreste nu burde afløse dig mindst i et par dage når du har det sådan, for som en anden siger, så skal du da passe på dig selv:ae:.

Men selvfølgelig tager dine hunde ikke skade af at der ikke sker så meget i en periode, så prøv at få slappet lidt af;-).

V.H. Sille

[Lonny]

Det er bare slet ikke sjovt at have det som du har det, og du har min medfølelse, det er bare så svært at sidde på sidelinien og fortæller dig hvordan du løser det :ae:

 

Men du er simpelthen nødt til at kigge på hvor du kan fjerne aktiviteter og pligter fra dit skema, du er nødt til at prioterer fred og ro, for ellers ender det med at du kolapser :ae:

 

Kan du ikke sende begge hunde på ferie i en uges tid, og så forsøge at få slappet lidt af i denne uge, det kunne give dig et tiltrængt pusterum uden dårlig samvittighed?

[Drentsche]

Uha kender godt fornemmelsen, som Amocca skriver, så del hundene op, lav noget med dem hver især.

Jeg har pt. 5 hunde, hvor 3 er omplaceringshunde, + en mand der også som din, kun gider at nusse med dem.

Det har somme tider været en kamp, hvor jeg har taget et dybt suk, og overvejet om det var det værd, men de er nu så skønne allesammen.

Jeg skiftes på tværs af alle hundene, med at gå til stranden, i skoven,på besøg eller hvad vi nu laver.

Det letter og bare det at få næsten "alene tid", sammen med dem er guld værd, og det er til at overskue.

Hvis jeg har en hund i træning, bliver den trænet alene.

Pøj med dig, og op med humøret.:ae:

[fhk2507]

Jeg ved ikke om din kæreste, ved hvordan du har det?? ellers må du forklare ham det, selv om du kommer til at græde.

Det er i sådanne situationer, man skal vise sin partner man er der for dem, der er jo ingen, der er tjent med du går helt ned, så han må ud af sin skald og give dig en hjælpende hånd, her hvor du har mest brug for den.

Principper er fine at have, men dit velbefindende må komme først..

[Gæst Belis]

Åhh, din stakkel - sidder her med tårer i øjnene efter at have læst dit indlæg..

 

Der er bare ikke noget værre end når man ikke føler at man kan leve op til de krav man har til sig selv, det kender jeg kun alt for godt - og det gør SÅ ondt, når man så i en situation som den du oplevede da du var ude og gå, kommer til at gøre "skade" (træde på sin hund - råbe af den - eller lign) fordi det var jo slet ikke med vilje, så man bliver bare endnu mere vred på sig selv og på hunden, fordi kunne den dog ikke bare gøre som man gerne ville have den til - lade være med at gå i vejen - osv..

 

Og bagefter bliver man endnu mere ulykkelig over at man tænkte sådan, fordi man jo godt ved at det "bare" er en hund og den forstår altså ikke altid at vi vil den det bedste.. :damn:

 

Jeg vil give alle de andre ret i at du skal prøve at slappe lidt af, give dig selv lov til at slække på dine krav til dig selv - og det er svært - men dine hunde vil ikke lide under at have en uge eller 14 dage hvor de ikke kommer ud og gå ligeså meget som de plejer, specielt når du har en have.

 

Din kæreste er ikke fair, men det kender jeg godt fra min eks. det var fuldstændig det samme, og selvom man SÅ gerne vil have dem til at forstå at man har brug for hjælp, og have dem til at gøre noget - så svært kan det jo heller ikke være - men man ved også godt at det bare ikke hjælper, så man hænger på den selv..

 

Mit forslag vil være at få noget hjælp til dine hunde, måske en veninde eller forældre der kan hjælpe dig? Alternativt kan du som andre også har foreslået, gå med dem hver for sig, og så evt kun hver anden dag, til du får lidt overskud igen..

 

Du bliver nødt til at passe godt på dig selv, for du kan kun give dine hunde alt det du så gerne vil, hvis du har overskudet til det, og det får du altså kun hvis du selv har det godt..

 

Sender et STORT cyber kram..

 

Håber snart at du får det lidt bedre..

 

Malene

[Cie]

 

, men min kæreste holder mig stadig fast på, at hundene er mit ansvar.

 

Hmm, den der får mine nakkehår til at rejse sig.

Ja du må have mig undskyldt, jeg kender hverken dig eller din kæreste, men der er vel også ting i jeres forhold som er hans ansvar, ville du hjælpe ham med disse ting hvis han var syg??

 

Din reaktion er et tydeligt tegn på, at du simpelthen forlanger for meget af dig selv.:ae:

[BlackGSD]

Jeg mangler fuldstændig overskuddet til noget som helst og er helt færdig for tiden.... Appetitten forsvinder, huset ligner noget der er løgn, jeg er konstant træt og har ondt i hele kroppen og har en konstant "mathedsfornemmelse".

Håber virkelig, virkelig at den kommende ferie væk fra mand, hus, arbejde og hunde kan give lidt ro og overskud igen.

Du er simpelthen nødt til at passe på dig selv nu!

 

Og jeg ved godt at det ikke er let, og man bare tror det er en dum periode man liiige skal igennem, og det sikkert snart bliver lettere... Men sådanne tanker gør det ofte meget værre :ae:

 

Jeg kender følelsen og den afmagt man står med når det hele føles som du skriver...

 

Here goes:

 

Jeg har igennem de sidste 3 år, haft tre forskellige hunde, som alle har haft hver deres sygdom, som gjorde at vi måtte sige farvel til dem alle meget tidligt i deres liv.

Samtidig blev jeg færdig med mit studie, og skulle ud på arbejdsmarkedet, og havde nok for høje krav til mig selv på det punkt også.

Jeg blev gift, og min mand havde en flok venner, som bestemt ikke gjorde tiden op til brylluppet nem, og de bad ham faktisk om at vælge mellem dem og mig Jeg var nemlig en udefrakommende i deres druk-klike

 

Jeg fik et super arbejde, men ville gerne være god til det hele med det samme, og havde svært ved ikke at vide alt

Samtidig har der været en del ændringer på min arbejdsplads, så vi er flere der har fået andre opgaver o.lign. Og dette medførte desværre en chikanering/mobning fra en af mine kollegaers side, og jeg følte mig først virkelig dårlig til det hele. Hvilket jeg jo ikke er, jeg er nemlig god til det jeg laver, men det følte jeg ikke på det tidspunkt.

 

At jeg så samtidig derhjemme havde problemer med syge hunde, og ikke havde et fri-rum hvor jeg bare kunne gå en dejlig lang tur og nyde den ro indeni, som en tur med hundene normalt giver mig, det hjalp bestemt ikke på situationen

 

Med Ninja kunne jeg ikke bede min mand om hjælp, han er ikke den mest hunde-kyndige person, og Ninja´s adfærdsproblemer var en for stor mundfuld for ham, og jeg ville ikke sætte hverken ham eller Ninja i en sådan situation.

Istedet måtte jeg selv "tage skraldet", hun lavede udfald mod alt og alle.

Vi kunne ikke tage hjem til min familie med hende uden at det skabte splid, da hun havde nogle meget uheldige reaktioner (udfald) mod f.eks. mine nevøer, og jeg blev straks overfaldet af bla. min lillebror som intet ved om hunde, men da nok lige skulle belære mig og sætte min hund på plads.

 

Jeg så ikke meget til min familie i den periode, og det gjorde det bestemt ikke nemmere, da jeg normalt er meget knyttet til min familie, men det var bare en tand for mange konflikter...

 

Efter et kæmpe skænderi med min lillebror (igen) og magteløst udbrud fra min side, så indså jeg at det her var bare ikke holdbart - ingen kunne holde mig ud, og jeg kunne heller ikke selv holde mig ud...

Min far er læge, og er specialist indenfor medicin, og jeg tog en meget god snak med ham, og vi blev enige om at det her måtte stoppe nu - jeg havde alle symptomer på stress og var på vej ind i en depression.

 

Alt dette blev opbygget igennem 3 år, og kulminerede i november 2009, og jeg har kæmpet en kamp lige siden. Men er nu blevet den livsglade person som jeg var før, og ser mig selv i et helt andet lys. Jeg har lært at lytte efter de signaler min krop sender mig, samt at slække kravene til mig selv.

 

Hvad jeg havde gjort uden min mand ved jeg simpelthen ikke

Herhjemme er hundene også mine, og træningen og det der ellers høre med er mit område. Men da jeg grædende bad om hjælp, så stod han der med det samme, og blev faktisk "irriteret" over at jeg ikke havde bedt om det noget før.

 

Og det var ikke nødvendigvis lufteturene med hundene han hjalp med, bare det at han måske stod for fodringen en dag, el.lign. det kunne virkelig være en hjælp.

 

Så du er simpelthen nødt til at sætte dig med ham, og lægge alle kortene på bordet - og det er møg hårdt, og man kommer til at føle sig mere sårbar og magtesløs end man i forvejen er, men det hjælper faktisk at få det hele ud og delt det med en man holder af.

Og hundene tager ikke skade af et par dage, hvor de hovedsageligt må aktivere sig selv - og det kan faktisk være meget rart at de lærer det...

 

Jeg har stadig nogle dage, hvor jeg kan mærke, at i dag der skal jeg bare passe på mig selv - og så må hundene nøjes. Men de synes vist også at sådan nogle dage er hyggelige, for det betyder gnaveben og hygge på sofaen :blink:

 

Mange forstående og "pas-nu-på-dig-selv" kram herfra :ae:

[Gæst Chili Con Caia]

Jeg vil sende dig en masse masse varme tanker og kram. Du må virkelig passe godt på dig selv!!!!!

 

Det lyder dejligt at du snart skal til Grønland, få et puste rum, og måske noget fornyet energi til hverdagen.

Nyd din ferie RIGTIG meget i hvert fald.

 

Det hjælper selvf. ikke at sådan en som mig skriver dette - Men hvor er det bare øv øv øv øv at læse at din kæreste holder så meget fast i at det er DINE hunde når det kommer til alt det praktiske. Og hvad så, hundene er dit ansvar, men det er ingen falit erklæring at sige at du ikke kan magte det hele selv for tiden. Det er sku så ærgeligt at han ikke hjælper dig når han kan se og mærke på dig at du er mega stresset...

 

Jeg synes det lyder som en rigtig rigtig god plan som Ammoca skriver. Det ville måske lette lidt på tingene, og gøre tingene mere overskueligt.

 

I hvert fald håber jeg at du kan finde noget ro til at passe godt på dig selv. Det må ikke være sjovt, og jeg føler med dig.

 

Pas godt på dig selv. Mange varme tanker her fra.

[Maria84]

Jeg synes de andre har skrevet så mange gode ting, så jeg vil bare lige give dig et :ae: med på vejen.

[Gæst Miss_menelli]

Hvor er i bare fantastisk søde alle sammen :kys:

 

Det betyder utrolig meget i tager jer tiden til at svare på et rigtig ynkeligt indlæg og jeg har allerede mere mod på at få taget hånd om tingene inden det udvikler sig til noget rigtig skidt.

 

Har måske gået lidt med tanken om, at så længe jeg kan stå op om morgenen og gå på arbejde, så er det ikke helt skidt :stupid:

Men det ved jeg jo godt ikke er rigtigt - For hvad fanden sker der den dag jeg ikke kan det? Og helt ærligt, så er det jo ikke nødvendigvis et helt utænkeligt scenarie.

 

Har haft den der ide om, at jeg jo bare skal tage mig sammen, fordi der er så mange andre der kan klare meget mere end mig, uden at pive sådan - Men vi er sgu' forskellige og hvad andre kan, det kan jeg jo egentlig ikke bruge til noget.

 

Jeg er jo lige blevet udlært og samtidig med mine eksamener skiftede jeg job til et rådgiver job som jeg egentlig ikke er kvalificeret til at have - Samtidig er det en tidsbegrænset stilling langt væk hjemmefra, hvilket indebære meget transporttid.

Jeg har al den hjælp og opbakning på arbejde, jeg kunne drømme om, men det ene med det andet gør, at det har været en kæmpe mundfuld, samtidig med at jeg så gerne ville have haft noget fast, tæt på hjemmet - Det kommer, men hvor og hvornår ved jeg ikke og det går mig på.

 

Men jeg har læst alle jeres gode og kloge indlæg og har taget en helt bevidst beslutning om at slække på kravene og bede om hjælp - Og hold da op det hjælper HELT VILDT på humøret. :5up:

 

Der er jo dejlige mennesker der har tilbudt deres hjælp og så skal jeg jo tage imod den - Det er jeg bare ikke god til, men jeg kan jo lære det og BØR lære det!

Til min kærestes forsvar skal det siges at han selv køre lige på grænsen til hvad han kan holde til med firmaet.

Men tror helt sikkert at han vil hjælpe hvis jeg forklare ham hvordan det står til - Hvis det ikke lige er gåture med hundene, så med noget andet der kan aflaste og give lidt energi.

Tror bare jeg lige skal tage mig sammen til at tage en snak med ham og så få lagt en plan for, hvordan vi får hverdagen til at hænge sammen.

 

Planer er godt - Det er noget jeg kan forholde mig til og ved at tingene bliver gjort og kan slappe af, når dagens opgaver er gjort Og så behøver det jo ikke være ret meget andet end gåtur med én vovse, tømme opvaske maskine og sætte en tøjvask over på en dag :5up: Når jeg skriver det sådan, så er det pludselig meget mere overskueligt

 

Takker.. I er simpelthen skønne alle sammen

Har lige lidt mere energi end i går og det er en rigtig god ting, for det plejer at gå den modsatte vej, dag for dag!