Jeg kørte vores elskede Sille ihjel i dag :(

[Gæst doggiboy]

Kære Forum

 

Jeg er i den meget ulykkelige situation, at jeg i dag lørdag kørte vores dejlige Westie ihjel.

 

Vi har en gård med lukket gårdsplads, hvor jeg i dag skulle flytte en varevogn, hvor min søde Westietæve Sille åbenbart havde ligget under det ene hjul. Jeg opdager desværre for sent, og kører halvt ind over hendes bagparti. Min kone og min børn køre fluks afsted til vagtdyrlægen som ligger i Slagelse, 16 km. fra Høng hvor vi bor. Da de ankommer var hun allerede død.

 

Jeg havde sørget for at vores anden Westie, En handhund som hedder Totte kom med, da jeg var rimelig sikker på at hun ikke kom hjem i live igen. Og har hørt at en efterladt hund har 'bedst' af at se sin kammerat, efter den er aflivet, for bedre at kunne komme vidre, istedet for at vente på den anden skulle komme hjem.

 

Min kone og børn valgte at tage hende med hjem, så vi kunne begrave hende herhjemme. Husk vi bor på landet med skov og kæmpegrund! Sille ligger så på et tæppe en halv times tid inden hullet er gravet færdigt, og vi har sagt farvel til hende osv. I mellemtiden sørgede jeg for at Totte var ovre og snuse til hende osv.

 

Nu er hele dagen gået med at vi har være kede af det, mest mig, da det var 'fars hunde', og jeg har det frygteligt. Det er jo mig der 'dræbte' hende!

 

Jeg har gået nogen lange nye ture med Totte, for at gøre ham træt og mindre restløs, samt at give ham så mange nye indtryk som mulligt. De var hinanden meget nære, og legede stadig sammen selvom de er 9 år.

 

Problemet er nu at vi er en travl familie, og Totte er slet ikke god til at være alene hjemme. Han er selvfølgelig meget trist lige nu, men vi tror det er bedst at han får et nyt hjem, og god ny start på livet, da han aldrig har været alene. Men kun hvis vi med sikkerhed ved at han kan være hos en familie hvor minimum en er hjemmegående. Pensionister/efterlønner eller lign., og vil kunne leve et langt og lykkeligt liv som en forkælet sofahund.

 

Er der nogen af jer der kender nogen formidlingssider?, hvor der er nogen der søger hunde. Syntes alle dem jeg er stødt på, er det kun hvor hundene bliver tilbudt. Jeg vil selv have kontakt, og møde med en evt. ny familie, også for at være sikker på hvis det ikke fungerer, at han så kommer hjem til os igen.

 

Han er 9 år, nytrimmet, nyvacineret, har lige fået tandrensning. Stille og rolig hund, og meget kærlig hund. Han mangler dog et øje, men det er der mange der ikke ligger mærke til, da det er så pænt lavet da han fik det fjernet. Gammel skade på 6-7 år, hvor han blev uvenner med vores gamle nabos kat.

 

Med Venlig Hilsen pt. en meget ulykkelig hunde ejer

[Gæst Malene Nielsen]

Det var da en ganske forfærdelig oplevelse for Jer og især dig :ae:

 

Jeg kender desværre ikke nogle formidlingssider, men der er helt sikkert andre der vil komme på banen med links

 

Jeg kan ikke lade være med at tænke på en ting - Totte har lige mistet hans livslange kammerat - og nu skal han så miste hans faste tilholdssted og familie - har I tænkt over det og hvordan det vil påvirke ham. Jeg ville være bange for, at han vil kunne komme til, at føle et dobbelt savn

[Gæst achoj]

Hej.

 

Jeg er virkelig ked af at læse din historie og kan godt forstå dine tanker.

 

Men jeg tror ikke at det ville være godt for totte at komme et nyt sted hen, det ville være en kæmpe omvæltning.

 

Stod jeg i situationen så ville jeg beholde hunden og så kan det godt være at det bliver svært for ham at være alene, men det (tror jeg) ville være bedre end at flytte. Det kan jo også lade sig gøre at træne ham i at være alene og aktivere ham eller måske få en til at komme forbi og lufte ham så det ikke er en hel dag.

 

Jeg synes at det var et godt valg at han kunne sige farvel, da jeg før har oplevet dyr som forstår hvad der sker og affinder sig med det.

 

Venligst Jannie

[Nollike]

Det var dog et frygteligt uheld, jeg er virkelig ked af det på jeres vegne (især din, det må være rædselsfuldt selv om det er et hændeligt uheld :ae:)

Jeg tror som de andre heller ikke at det er til Tottes bedste at få et nyt hjem lige nu. Jeg håber at I kan klare den nye situation på anden vis. Måske skal I lige have lov til at sunde jer lidt, inden I tager de helt store beslutninger? :ae:

[Gæst doggiboy]

Jeg forstår udemærket jeres bekymringer for om han kommer til at lide dobbelt savn.

 

Nu har jeg så ligget den halve nat og spekuleret over situationen. Og tror egentligt også at jeg lade det stå lidt i standby, og ser det hele an.

 

Men jeg vil blive glad for flere gode råd

 

På forhånd tak

 

Hilsen Sune

[Gæst Dogue1]

Det var dog forfærdeligt, især for dig:cry: :ae::ae:

 

Jeg tror det bedste i kan gøre for Totte lige nu, er at give ham positive ting han kan lave. Måske nogle lege han er glad for, noget næse arbejde, gode lange gå ture på nye steder hvor der er rigtig mange nye dufte.

 

Jeg er sikker på det er den bedste beslutning at vente med at finde et nyt hjem til ham :5up:

[Jane]

Det gør mig ondt hvad der er sket for jer.

 

Mit bedste råd til jer er at give jer selv og Totte lov til at sørge. Fortæl Totte at det er i orden at være ked af det. Snak om alle de gode minder som Sille har efterladt sig. Grin og græd sammen hele familien.

 

Gi´Totte nogle gode oplevelser.

 

Jeg er sikker på at i nok skal finde den bedste ordning for Totte.

 

Har i overvejet muligheden for at få en ny hund?.

[Gæst snevinter]

Det er jeg ked af at høre, jeg håber ikke du bebrejder dig selv, og dig og din familie får det godt snart igen :ae:

 

Jeg synes, det er godt du overvejer at beholde totte, da han jo i det mindste stadig har nogle af sine 'flok' medlemmer så, selvom han har mistet sin ven sille.

 

Du kan eventuelt starte en tråd om hvordan i kan træne alene-hjemme med totte - jeg er sikker på, at mange kan give nogle gode råd.

 

Jeg tror det er godt at hygge med totte og gå nogle dejlige ture sammen. Men ligesom med mennesker, er det godt for hunden at få lov til at være trist også. En herinde skrev engang, at det endda er en god ide at fortælle hunden hvor ked du er af det og simpelthen dele sorgen. Det synes jeg var en god ide. Så du kan sagtens tage en snak med totte om det også.

 

Det må være så trist for dig, at miste din hund på sådan en måde. Jeg håber, du med tiden finder trøst i de mange gode minder, og det at familien forsøgte det bedste de kunne da skaden var sket. Jeg synes det var fint at totte kom med og kunne sige farvel til sille.

[Gæst anne-marie]

Det er jeg ked af at høre, jeg håber ikke du bebrejder dig selv, og dig og din familie får det godt snart igen :ae:

 

Jeg synes, det er godt du overvejer at beholde totte, da han jo i det mindste stadig har nogle af sine 'flok' medlemmer så, selvom han har mistet sin ven sille.

 

Du kan eventuelt starte en tråd om hvordan i kan træne alene-hjemme med totte - jeg er sikker på, at mange kan give nogle gode råd.

 

Jeg tror det er godt at hygge med totte og gå nogle dejlige ture sammen. Men ligesom med mennesker, er det godt for hunden at få lov til at være trist også. En herinde skrev engang, at det endda er en god ide at fortælle hunden hvor ked du er af det og simpelthen dele sorgen. Det synes jeg var en god ide. Så du kan sagtens tage en snak med totte om det også.

 

Det må være så trist for dig, at miste din hund på sådan en måde. Jeg håber, du med tiden finder trøst i de mange gode minder, og det at familien forsøgte det bedste de kunne da skaden var sket. Jeg synes det var fint at totte kom med og kunne sige farvel til sille.

 

Ja, det har jeg skrevet, jeg kan varmt anbefale dig at tale med ham, græde med ham og fortælle ham om din sorg og din kærlighed til ham, han vil have gavn af det og det vil du også :ae:

 

Min søster gjorde det samme med hendes kat, det er forfærdeligt, husk det var et uheld, Sille har tilgivet dig :kys:

 

Jeg synes også i skal beholde ham hvis i kan, han har brug for jer, og han kan sørge længe over Sille, hvis han også skulle miste jer, ville det være en kæmpe stor følelsesmæssig omvæltning.

 

I kan give ham gode oplevelser, lave ting med ham som gør ham glad

 

Havde han det svært med at være alene sammen med Sille også?

 

Måske vil du starte en tråd om hans alene hjemme problemer?

 

Eller tage den her?

 

Evt kunne i prøve at finde en ældre terrier til genformidling?

 

Det er ofte svært at finde nye hjem til ældre genbrugshunde så i kunne måske hjælpe nogen?

 

I lyder til at bo skønt

[Imba]

Jeg ville bare dele min dybeste medfølelse... Hvilken frygtelig oplevelse. Jeg håber virkelig ikke, at du bebrejder dig selv. Du må ikke lade det nage dig resten af livet. :ae: Jeg blev meget vemodig da jeg læste din historie, og føler med dig og din familie, samt selvfølgelig Totte. Hvad end I vælger at gøre, så håber jeg, at I finder en løsning, som er gunstig for alle- hunde som mennesker. Alt held og lykke!

[bernerazuro]

Føj for en oplevelse! :ae:

 

Det er umuligt at sætte sig en i en persons sted, som har været ude for noget sådan...! Lad nu være med at have skyldfølelse - det var et uheld og ikke på nogen måde med vilje!

 

Du har også min dybeste medfølelse :ae:

 

Hvad angår Totte, så tror jeg også han vil have bedst af at blive hos nogle han kender. Og hvis I har brug for hjælp til alenehjemmetræning, så er der med garanti nogle herinde fra, som er villige til at hjælpe.

[Gæst T_Martinsen]

Det som du gennemgår nu, er nok det vi alle frygter mest af alt, så jeg sender dig min dybeste medfølelse :ae:

 

Det bedste vil være at glemme alt om selve uheldet, selvom jeg godt ved det kan være svært

 

Jeg synes det er svært at råde, hvad der er bedst for Totte, og jeg synes I skal gøre hvad jeres mavefornemmelse siger er bedst.

Jeg håber I finder en god løsning :ae:

[luckyluna]

Hvor er det trist når sådan noget sker. Men desværre sker de uheld, uanset hvor opmærksom man er, så det nytter ikke at bebrjede sig selv.:ae:

 

Jeg håber i kan løse det, så i kan beholde Totte.

 

Kender i en anden sød, rolig hund, som i evt kunne have på besøg nogle dage, til at mindske tomrummet for Totte. En hund han kender vel og mærke.

[Gæst doggiboy]

Tusinde tak for alle jeres kondolencer!

 

Det varmer mere end I tror i sådan en svær situation

 

Denne weekend er nok den værste jeg har oplevet. Selvom I skriver jeg ikke skal bebrejde mig selv osv. Så gør jeg stort set ikke andet, og det gør det ikke nemmere ved at min datter (Hun er kun 3år) som ikke forstår ret meget, bliver ved med at komenterer med at jeg er ked af det. At jeg har kørt hende over. At jeg har ødelagt Sille osv. Puhaaa.. Det er virkelig hårdt at se mellem fingrene med at hun ikke forstår det hele endnu, og så kan sige sådanne ting, uden at blive såret og vred over det.

 

Vi var i dag nede og købe en flot blomst, som vi plantede ved hendes grav, samtidig med at jeg har lavet en gravsten hvor jeg har malet Sille's navn og et hjerte. Så lavede vi et lille ritual med at vi alle sammen var samlet, og satte stenen, plantede blomsten, lage fint muld over graven, og såede græs.

 

Det var nu mest tænkt for børnenes skyld, men må nok indrømme at jeg bagefter måtte være lidt alene, for ikke at vise mine børn for meget hvor ked af jeg er.

 

Jeg havde aldrig troet det skulle være så hårdt at miste en hund, og specielt efter vi har fået børn, hvor hundene automatisk og helt naturligt kom i anden række. Måske fordi hundene havde vi før børnene!

 

Min datter Josefine, Totte og jeg startede også dytten og var i skoven i dag, hvor vi gik en lang dejlig tur. Og så her til aften har jeg selv gået en lang og dejlig tur med Totte.

 

Det med at jeg/vi skulle finde nyt hjem til Totte er pt. helt puttet i glemmebogen. Og indtil videre vil jeg tage en dag ad gangen, og se hvordan han reagere. Den kommende uge, er jeg rimeligt fritstillet med jobbet og har en del hjemmearbejde, hvor Totte ikke kommer til at være ret meget alene.

 

Anne-Marie spurgte:

Havde han det svært med at være alene sammen med Sille også?

 

Nej! Kun hvis de har været adskilt, men det var mere da de var yngre. Ved faktisk ikke hvordan han vil reagere nu. Men jeg vil overvåge ham med video i begyndelsen. For at se om han er restløs, eller 'bare' sover som de gjorde da de var 2.

 

Vi vil ikke have flere hunde, da vi føler os meget afhængige af dem i forhold til ferier osv. + det at børnene nu er 1. priotet. Men kunne meget vel forestille mig at have hund senere, når ungerne er blevet store. Har både haft en Beagle før, samt en anden Westie før Totte og Sille.

 

Det var så lidt for denne gang, og endnu en gang tak for alle jeres kondolencer!

 

Hilsen Sune

[Gæst Vivi]

Jeg føler med dig, sikke en ulykkelig situation.

 

Ved dårligt hvad jeg kan sige af trøstende ord, andet end at jeg også har oplevet at være tynget af skyldfølelser i forbindelse med min tidligere hunds død. Og det er noget af det værste jeg nogensinde har oplevet.

Men når livet har været hårdt, har det hjulpet mig at tænke på min gamle mors kloge ord: Alting er en overgang.

[Gæst anne-marie]

Tusinde tak for alle jeres kondolencer!

 

Det varmer mere end I tror i sådan en svær situation

 

Denne weekend er nok den værste jeg har oplevet. Selvom I skriver jeg ikke skal bebrejde mig selv osv. Så gør jeg stort set ikke andet, og det gør det ikke nemmere ved at min datter (Hun er kun 3år) som ikke forstår ret meget, bliver ved med at komenterer med at jeg er ked af det. At jeg har kørt hende over. At jeg har ødelagt Sille osv. Puhaaa.. Det er virkelig hårdt at se mellem fingrene med at hun ikke forstår det hele endnu, og så kan sige sådanne ting, uden at blive såret og vred over det.

 

Vi var i dag nede og købe en flot blomst, som vi plantede ved hendes grav, samtidig med at jeg har lavet en gravsten hvor jeg har malet Sille's navn og et hjerte. Så lavede vi et lille ritual med at vi alle sammen var samlet, og satte stenen, plantede blomsten, lage fint muld over graven, og såede græs.

 

Det var nu mest tænkt for børnenes skyld, men må nok indrømme at jeg bagefter måtte være lidt alene, for ikke at vise mine børn for meget hvor ked af jeg er.

 

Jeg havde aldrig troet det skulle være så hårdt at miste en hund, og specielt efter vi har fået børn, hvor hundene automatisk og helt naturligt kom i anden række. Måske fordi hundene havde vi før børnene!

 

Min datter Josefine, Totte og jeg startede også dytten og var i skoven i dag, hvor vi gik en lang dejlig tur. Og så her til aften har jeg selv gået en lang og dejlig tur med Totte.

 

Det med at jeg/vi skulle finde nyt hjem til Totte er pt. helt puttet i glemmebogen. Og indtil videre vil jeg tage en dag ad gangen, og se hvordan han reagere. Den kommende uge, er jeg rimeligt fritstillet med jobbet og har en del hjemmearbejde, hvor Totte ikke kommer til at være ret meget alene.

 

Anne-Marie spurgte:

Havde han det svært med at være alene sammen med Sille også?

 

Nej! Kun hvis de har været adskilt, men det var mere da de var yngre. Ved faktisk ikke hvordan han vil reagere nu. Men jeg vil overvåge ham med video i begyndelsen. For at se om han er restløs, eller 'bare' sover som de gjorde da de var 2.

 

Vi vil ikke have flere hunde, da vi føler os meget afhængige af dem i forhold til ferier osv. + det at børnene nu er 1. priotet. Men kunne meget vel forestille mig at have hund senere, når ungerne er blevet store. Har både haft en Beagle før, samt en anden Westie før Totte og Sille.

 

Det var så lidt for denne gang, og endnu en gang tak for alle jeres kondolencer!

 

Hilsen Sune

 

:ae:

 

Ja, din datter forstår det ikke, men børn har godt af at se at sorg er noget naturligt, så på den måde er det godt nok at hun ser dig være ked af det, mange gange gemmer vi alt for meget for vore børn :kys:

 

Som dengang min mor døde da jeg var 12, jeg endte nærmest med at tro at jeg var den eneste der var ked af det:shock:

 

Det er godt at du kan være meget hjemme hos ham i denne uge, og så skal du gøre det du plejer at gøre når han skal lades alene, så han kan genkende de samme rutiner.

 

Dejligt med sådan en smuk begravelse, vi samles ved fest og vi samles ved sorg, det er godt :kys:

[Imba]

Tror det var en rigtig god ide, at give hende sådan en fin begravelse. Gode at se, at du/I giver Totte så meget opmærksomhed, og er der for ham. Jeg kan godt forstå, at det med din datter er hårdt... Og måske føler du det pinligt eller forkert, at hun ser dig ked af det, men som anne-marie skriver, er sorg naturligt... og bør ikke efter min opfattelse skjules for børn. Husker da min mormor døde-jeg var ikke så gammel igen, og blev meget ked af det. Men jeg følte mig meget mindre alene da min mor græd over det, og vi sad og krammede og græd sammen. Det var som om vi fik delt situationen, og jeg forstod meget bedre, at det er ok at være ked. Og husk endelig mht. din datters kommentarer, at det ikke er en bebrejdning. Det er en måde hun forstår det på, og du må prøve ikke at lade det forstærke din følelse af skyld. Man kan bruge og ødelægge så meget af sit liv med at sige "hvad nu hvis". Men de kriterier, som normalt stilles op i hovedet på én når man siger "hvad nu hvis" er meget ofte helt unaturlige og urealistiske. Man forestiller sig at have gjort noget, man aldrig egentlig ville have tænkt over at gøre... Men skyldfølelsen forstærker én i alle de grimme tanker, og det er en ond cirkel. Jeg kan kun blive ved med at sige: Bebrejd ikke dig selv, og lad dig ikke slå ud. Det var en forfærdelig hændelse, men ikke din fejl!

[Bantus]

Det var en trælst situation.

Da vores ene hund døde, og den anden blev ladt alene, havde han også meget brug for kontakt. De første par dage, ville han ikke lade mig ude af syne, men efter hånden blev det bedre, og han fandt ud af at jeg kom tilbage igen. Så Totte skal nok bare have noget tid.

 

Bantus

[Gæst beagle-lover]

Åh nej, sikke da en dum oplevelse.

Det er ikke lige det man har behov for, at være årsag til.

 

Du må virkelig have det svært og du får hermed min dybeste medfølelse :ae:

 

 

Tror desuden også det vil være en dårlig ide, hvis I vælger at give Totte en ny familie.

Han har rigtig meget brug for trygge vante rammer

[Gæst Zarina]

Det gør mig frygtelig ondt for dig, og jeg kan godt forestille mig, at du må have det forfærdeligt :ae:

 

Den slags uheld sker desværre, og du må ikke bebrejde dig selv.

 

Måske var det en idé at overveje at finde en hund, der kunne være selskab for Totte. Måske ikke en hvalp, men en anden jævnaldrende hund?

[Gæst anne-marie]

Hvordan går det med Totte, dig og resten af familien?

[Gæst doggiboy]

Ja nu er det så en uge siden vi begravede Sille!

 

Det er faktisk gået over forventning.

 

Totte bliver kærligere og 'gladere' dag for dag

 

Han får også meget mere opmærksomhed, nu når han er alene, samtidig med at gåturerne er blevet fordobbelt i længden. Dels for at give ham flere indtryk, og så fordi Sille var en doven slændrian. Jeg gik så vidt muligt altid uden snor med begge 2, og der var stor forskel på hundende. Totte skulle altid lige crundt alle vegne og markere, hvor Sille altid fulgte langt efter, og skød genveje på ruten, for ligesom at gøre den kortest muligt. Vi har også en indhegnet have på 4500 m2, som de næsten altid har været ude i når det har været vejr til det. Så de har nok også været mindre krævende med gåture.

 

Jeg selv har det meget bedre over ulykken, men bliver dog stadig trist ind imellem. Børnene og konen tager det fint. Børnene virker også som om de viser mere kærlighed over for Totte, hvilket nok også skyldes at han nu 'kun' har os, og opsøger os meget mere, hvor meget før foregik med Sille ude i haven. 'Flabe' efter andre hundeluftere, og forbipasserende, som små hunde nu er mestre i.

 

Når han har været alene i et par timer feks., har han også morgenhår/skæg, som viser at han lige er vågnet, hvilket tyder på at han 'bare' sover, når han er alene.

 

Så indtil videre går det godt, trods savnet af Sille.

 

Venligst hilsen og god weekend

 

Sune

[Gæst Zarina]

Det var godt, at det går bedre med jer alle. Fortsat god vind

[Gæst anne-marie]

Ja nu er det så en uge siden vi begravede Sille!

 

Det er faktisk gået over forventning.

 

Totte bliver kærligere og 'gladere' dag for dag

 

Han får også meget mere opmærksomhed, nu når han er alene, samtidig med at gåturerne er blevet fordobbelt i længden. Dels for at give ham flere indtryk, og så fordi Sille var en doven slændrian. Jeg gik så vidt muligt altid uden snor med begge 2, og der var stor forskel på hundende. Totte skulle altid lige crundt alle vegne og markere, hvor Sille altid fulgte langt efter, og skød genveje på ruten, for ligesom at gøre den kortest muligt. Vi har også en indhegnet have på 4500 m2, som de næsten altid har været ude i når det har været vejr til det. Så de har nok også været mindre krævende med gåture.

 

Jeg selv har det meget bedre over ulykken, men bliver dog stadig trist ind imellem. Børnene og konen tager det fint. Børnene virker også som om de viser mere kærlighed over for Totte, hvilket nok også skyldes at han nu 'kun' har os, og opsøger os meget mere, hvor meget før foregik med Sille ude i haven. 'Flabe' efter andre hundeluftere, og forbipasserende, som små hunde nu er mestre i.

 

Når han har været alene i et par timer feks., har han også morgenhår/skæg, som viser at han lige er vågnet, hvilket tyder på at han 'bare' sover, når han er alene.

 

Så indtil videre går det godt, trods savnet af Sille.

 

Venligst hilsen og god weekend

 

Sune

 

Dejligt at høre, tak :kys:

[Gæst beagle-lover]

Dejligt at høre. Det går vist som det skal :5up: