Amputation ?

[Gæst Anita Rehmeier]

Min elskede hund på 11 år (P), som lever og opfører sig som en lille fyr på 3 fik igår konstateret modermærkekræft i sin ene trædepote. Efter en hel dag på Dyrehospitalet kom vi hjem derfra dybt ulykkelige med 3 muligheder:

 

1 lad ham være og kræften vil sprede sig indenfor 6 mdr til farlige og dødelige områder.

 

2. fjern trædepuden samt amputere to tæer for at skaffe hud til at sy såret, samt fjerne lymfekirtlen i knæhasen. Derefter skal der følges op med kemo og/eller en vaccine som desværre kun er lovlig i USA endnu, men som måske kan bremse kræften. Dette er ingen redning for ham, men kun livsforlængende...måske.

 

3. Amputere bagbenet ved hoften - selvfølgelig skal lymfekirtlen i lysken først tjekkes for evt. spredning, men indtil videre lader det til, at det "kun" er nået til knæet. Det er eneste mulighed for måske at kunne redde ham/helbredde ham, men hun kan dog stadig ikke love noget, da det kan have spredt sig via andre dele.

 

Jeg er i syv sind og kan ikke finde ud af, hvad der er bedst. Jeg vil stå på hovedet for det lille skind, men modsat skal han ikke lide. Han lider ikke idag og ved ikke han fejler noget. Jeg hælder selvfølgelig mest til sidste alternativ fordi det hedder måske helbredde, men det er stadig kun måske, og jeg synes modsat også det er en kæmpe operation, og er lige ved at kaste op ved tanken om at det skal skæres af. Dyrlægen siger hun sidst har lavet en sådan operation (og med held) ved en grandanois og det er betryggende, men jeg er SÅ urolig. Er der nogen der har historier at fortælle om en sådan situation.

Han har fået røntgentfotograferet lungerne og der er ingenting at se. Det er ellers det typiske sted det vil bredde sig først denne form for kræft. Og vi afventer pt. svar på en blodprøve omkring nyrer m.m. og infektionstal.

 

Jeg håber at høre og evt se billeder fra nogle medbekymrede medlemmer.

 

Anita Rehmeier

[Gæst Malene Nielsen]

Først et stort kram til dig - det er altid en grim situation at stå i, når man skal træffe så stor en beslutning, der har med liv/død at gøre

 

Jeg har ingen erfaringer med det du beskriver, men var det min ældre meget elskede hund, der havde fået den diagnose, så havde uden tvivl jeg valgt nr 1 og gjort det sidste halve år så bekvemt og rart for hunden som muligt, indtil livet ikke længere var rart for hunden at leve.

 

Jeg kan se, at P (?) er 11 år gammel - det er endnu en ting, der ville gøre min beslutning nemmere, jeg ville ikke syntes det var fair over for hunden, at lade den gennemgå sådan en operation så sent i livet.

 

:ae:

[Sille12]

Hej,

Det er jo dybest set et spg. som kun du kan besvare. Men hvis jeg stod i din situation ville jeg lade ham leve godt og fornuftigt i den tid han havde tilbage, ikke mindst fordi han jo trods alt er oppe i alderen og har haft det godt indtil nu(formoder jeg).

Men det er altid svært at råde i disse situationer;-).

V.H. Sille

[Dina]

Min elskede hund på 11 år (P), som lever og opfører sig som en lille fyr på 3 fik igår konstateret modermærkekræft i sin ene trædepote.

Jeg synes - med stor medfølelse! -, at du skal lade din elskede hund sove ind.

 

Jeg har selv modermærkekræft og skal gå til kontrol hver 3. måned resten af mit liv, så jeg tager af gode grunde ikke let på den sygdom.

 

Jeg har "set" hos medpatienter, hvad den har medført af såvel smerter som pinefulde behandlinger (der alligevel medførte døden i sidste ende), og det ville jeg ikke ønske for nogen - heller ikke for en elsket hund.

 

Din hund må have haft et dejligt og langt liv og er højt elsket, siden du nu vil "stå på hovedet" for ham. At lade ham operere nu, tror jeg ikke vil gavne hverken den eller dig.

 

Havde det så blot været et såkaldt tyndt mærke, så havde det formentlig været nok at fjerne det kirurgisk, men når det allerede har spredt sig op ad benet....

 

Jeg ved, at du har det forfærdeligt lige nu, og det gør mig så ondt for dig.

[Gæst Ninjamor]

Sikke da en situation at stå i :ae:

 

Mit personlige valg ville være at give min hund, og mig selv, nogle fantastiske oplevelser og derefter tage afsked med ham.

 

Jeg synes det lyder som drøje operationer/behandlinger og ændringer og føler at 11 år er en høj alder at skulle dette igennem på.

 

Held og lykke uanset hvad du beslutter

[Doberfan]

Jeg er enig med Malene.

 

Operationen i sig selv er en stor omgang for sådan en ældre hund, og der kan desværre også hurtigt komme gigt i det ben, der skal aflaste/kompensere.

[Gæst Buddha]

:ae: Det gør mig ondt at læse.. Og kan godt forstå at du er noget omtumlet, især 2 af forslagene er ret heftige. Og den 3. (USA) virker ikke rigtigt dokumenteret?

 

Jeg må sige, amputering af halvdelen af det ene bagben.. Det lyder meget voldsomt. Han er 11 år, jeg forstår godt at han er frisk og frejdig, men hvor længe vil det tage ham at komme sig ovenpå sådan en operation? Hvad med fantomsmerter? Vil han få et fedt liv på 3 ben???

 

Ved godt, at 3 ben sagtens kan lade sig gøre. Også 2 ben. Men der tror jeg faktisk at jeg står af.. Har set billeder af en hund som sidder spændt fast på en lille vogn, ifølge ejer har den et godt hundeliv, jeg synes bare.. det puh, er meget voldsomt og mange hundeting som den altså ikke kan gøre.

 

Jeg tænker meget på, hvor meget din hund vil skulle omstille sig ved at miste et halvt ben? Mon han lærer med det samme hvordan han kan lette ben uden at vælte - eller skal han en masse igennem før det går op for ham? Hvor hurtigt lærer han at gå uden at tilte? Kan han gå på trapper? Hvor længe går der før han kan lege, løbe?

 

Tror jeg selv ville hælde i mod den første løsning.. selvom det altid vil føles som den værste. Det er vildt hårdt og svært at skulle tage den beslutning, men når alt kommer til alt, er det mennesket som har overblikket, og hunden vil ikke vide hvad der sker den sidste dag i dens liv, det er kun os der ved det. Det er absolut det dårligste ved at være hundeejer...

 

Forstår virkelig godt at du ønsker at kæmpe for ham! Men, han har haft mange, mange gode år. Og dét er en gave. Vil det være en gave for ham at leve måske 3 år mere, med alt hvad det vil indebære?

 

Mange tanker til dig.. Jeg håber du vælger den løsning som føles rigtig for dig, ligegyldigt hvad jeg har skrevet, og her på HF kan du i hvert fald altid finde støtte, ligemeget hvad du beslutter dig for.

[Umulia]

Min egen gamle hund fik konstateret kræft kort før han fyldte 13 år. Han var også frisk og viste ingen alderdomstegn. Hvis det havde været muligt at redde ham med en amputation, og der var en chance for at han fik 2 - 3 gode år til, havde jeg helt sikkert valgt det.

 

I andre lande lever 1000-vis af hunde et godt liv med tre ben. Det er efter min mening misforstået godhed, når vi her i Danmark vælger at aflive i stedet for at amputere.

 

Det problematiske i dit tilfælde er din hunds alder. Der ville jeg støtte mig 100 % til dyrlægens vurdering.

Håber det bedste for dig og din hund.

[Ulla H]

Min så dejlige elskede hanhund fik også en hudkræft for 2-3 år siden. Hans biopsiprøver blev taget på KVL (Landbohøjskole ),de skulle så diagnostiserer + der blev sendt til England til specialister. Resultat fra England var - ualmindelig, men meget aggresiv form, og ved intensiv behandling max 1/2 års levetid. Så han fik fred.

Hvis din hund tilfældigvis også har en meget aggresiv form, tror jeg at behandlingen er for belastende for en hund i den alder.

Men en hæslig situation at stå i.

[Gæst mk101]

Puha, jeg føler med dig!!!

 

Har selv en hund på den alder, og jeg forguder hende. Kan ikke forestille mig et liv uden hende, og vil gøre hvad som helst for hende. Så længe det er for hendes bedste. For mig personligt, er det nemlig det, der er det afgørende. At vi som ejere og mennesker formår at sige stop på deres vegne, og ikke fortsætte ufortrødent på baggrund af egne interesser.

 

Hvad der ofte gør det hele lidt mere forvirrende, er at der altid dukker nogle op, der har en historie om et rent mirakel, hvor hunden blev behandlet og levede en årrække uden gener. Men ville man virkelig være bekendt at trække sin hund gennem en lang behandling, for noget man ikke er sikker på resultatet af.

 

Selv ville jeg vælge mulighed nummer 1, af de du har listet op. Fordi det er en ældre hund, og fordi man reelt ikke ved hvor mange gener hunden kan have efter en kræftbehandling eller en amputation. Vi ved jo, at vi kan tro hunden er fint smertedækket - selvom de fleste af os kender til historier om hunde, der ikke har givet det mindste piv fra sig, selvom man ved tilfældig undersøgelse finder ud af, at den må have levet i et rent smertehelvede.

[Gæst Obelix]

Puha hvor jeg føler med dig, det må været en frygtelig beslutning at skulle træffe .

 

Jeg vil dog tilslutte mig de andre, jeg tror også jeg ville lade min hund få fred .

[Gæst]

Sikken en grim situation, du står i lige nu - føler med dig :ae:

 

Jeg har samme holdning som flertallet i denne tråd. Hvis det var min hund, ville jeg også vælge den 1. mulighed.

 

Jeg har selv en tæve på 12 år, og jeg ved, at hvis det var hende, så ville jeg ikke byde hende et liv med måske smertefuld behandling og operation "bare" for at ha' hende et par år mere. Mine hunde er meget aktive og fødte løbere, så jeg kan slet ikke se mig selv med en hund, der får amputeret det ene ben. Uanset, hvor glad hunden er, så MÅ det i mine øjne være en klar forringelse af livskvaliteten.

 

Du står overfor en svær beslutning, og jeg håber, at du vælger, hvad der er rigtigst for dig og din hund - uanset hvad alle vi andre føler og tænker. Og så... Lyt til din dyrlæge, som kender af hunden og prognosen vil han/hun kunne vejlede dig allerbedst.