når tabet er så stort at det ikke er til at holde ud

[Gæst milder batmusen]

:ae:

 

Bær over med veninden, hun ved ikke hvad hun taler om. Hun burde lytte, forstå og acceptere at det er sådan du har det. For mange af os kan et kæledyr sagtens sidestilles med et barn.

Vi herinde forstår dig. :ae:

 

nej hun ved ikke hvad hun taler om,men at diktere hvordan jeg føler eller ikke skal føle kunne jeg ikke acceptere og det blev for meget,hun er selv hundemenneske

 

 

Din veninde har ikke ret til at forklejne eller undervurdere din sorg, men hun har givetvis ikke forudsætningerne for at forstå dig og for at forstå, at når man mister en hund, mister man en nær relation, som kan være ligeså stærk som en relation til et menneske - uden man af den grund er forkert. Sorgen er helt reelt.

 

Måske skal du prøve at undgå at komme i situationer med hende, hvor du skal argumentere for din ret til din sorg.

 

Kender du bogen "Bare en hund" af Mickie Gustafson? Den er udsolgt fra forlaget, men kan bestilles ved biblioteket. Den handler om at tackle tabet af et elsket kæledyr. Jeg kan kun opfordre dig til at låne den.

 

Jeg føler med dig :ae:

 

tak alle sammen

 

nej jeg mener heller ikke hun havde ret til at komme med de indsigelser som blev gjort den pågældene dag,det er trods alt et hundemenneske jeg taler ,selv min bedre halvdel kunne aldrig finde på at sige sådan og han er bestemt ikke hundemenneske, tværtimod.

 

nej jeg kender ikke bogen eller har hørt om den

[Gæst milder batmusen]

Min mor ville reagere på samme måde som din veninde, derfor undlader jeg bare at snakke med hende om ting der er for følsomme for mig. For ved at jeg ender med at blive endnu mere ked af det og vred på min mor!

 

 

jeg har faktisk normalt ikke noget imod at folk ikke forstår min især især hvis det er mennesker som kender mig godt eller xaro,fordi det er svært og forstå noget man ikke har set eller kendskab til, så hvis jeg feks nævner dette her i hundeklubberne ville jeg ikke få en stor forståelse og det er deres problem, men en som har kendt mig i over 20 år og kendt xaro siden jeg fik ham hjem burde vide bedre,og det er den ligegyldighed jeg er tosset over,men jeg havde nok skulle høre om hvis hendes hund havde fået en rosin for tænk hvis den døde 1 dag tidligere end hvad den oprindeligt skulle.

 

men ja i har ret jeg må prøve og lade være og nævne miin sorg over xaro det er der åbenbart ingen forståelse for

[Gæst Miss_menelli]

jeg har faktisk normalt ikke noget imod at folk ikke forstår min især især hvis det er mennesker som kender mig godt eller xaro,fordi det er svært og forstå noget man ikke har set eller kendskab til, så hvis jeg feks nævner dette her i hundeklubberne ville jeg ikke få en stor forståelse og det er deres problem, men en som har kendt mig i over 20 år og kendt xaro siden jeg fik ham hjem burde vide bedre,og det er den ligegyldighed jeg er tosset over,men jeg havde nok skulle høre om hvis hendes hund havde fået en rosin for tænk hvis den døde 1 dag tidligere end hvad den oprindeligt skulle.

 

men ja i har ret jeg må prøve og lade være og nævne miin sorg over xaro det er der åbenbart ingen forståelse for

 

Synes bestemt ikke du skal lade være med at nævne din sorg over Xaro!

 

Din venindes forkvaklede forsøg på at hjælpe, hjalp langt fra - Og vi kan alle blive enige om at hun - uanset om hun forstår det eller ej - skulle have respekteret din sorg og prøvet at støtte dig i stedet.

 

Men sorg er en frygtelig svær ting at tackle. Rigtig mange får berøringsangst og går egentlig bare og venter på man bliver "normal" igen, så alt kan komme tilbage til det gamle. Det er desværre meget naturligt - Ikke at det gør det mere rigtigt. Især fordi man ikke bliver "normal" igen, man skal finde sig selv og sin hverdag påny!

 

Men den bedste måde at komme over sorgen, er at fortælle om den. Forhåbentlig er der så bare en der vil lytte - Og spørger folk om du er OK, så sig det som det er og sig du har brug for deres støtte.

Det er pisse svært og kræver overskud du ikke har. Men det kan virkelig hjælpe!!

 

Ellers kan jeg stærkt anbefale dig at få noget sorgterapi! Der bliver der taget udgangspunkt i den sorg du føler, fremfor hvad andre mener du burde føle fordi det "bare er en hund" du har mistet.

Rigtig mange har svært ved at forstå at sorg over sin bedste ven og firbenede familiemedlem kan være fuldstændig lige så voldsom og uuholdelig, som sorgen ved at miste et to-benet familiemedlem.

 

Men folk der ved bare lidt om sorg, respektere den for det den er - Uanset hvorfor den er opstået, for baggrunden for sorgen er i princippet ligegyldig i bearbejdningsprocessen - For sorgen er ligeglad med om det er et dyr eller et menneske man har mistet og processen og smerten er den sammen.

Og netop den process kan folk med den rigtige forståelse hjælpe dig med at komme igennem.

 

For du SKAL igennem det - Absolut ingen får glæde af, at du skal gå ned med en depression eller det der er værre, fordi du ikke får luft for de følelser du har og sorgen dermed ikke får lov at forsvinde!

Din sorg er ægte og dybfølt og ganske berettiget - men den SKAL blive mindre, det fortjener du og du skal stoppe med at straffe dig selv fordi du ikke kunne redde ham.

Du er et menneske - Ikke en gud! Og kun guderne kan redde alle, altid.

 

Xaro har for længst tilgivet dig - Så du skal prøve om du ikke også kan tilgive sig selv og give Xaro en dejlig hvileplads, hvor du kan gå og hyggesnakke med ham, sidde og kigge på billeder af ham og mindes ham, når du engang er klar til det.

 

Jeg håber sådan det snart begynder at lysne for dig, for du fortjener ikke at have det sådan her!!

Hvis der er noget som helst du har brug for, som jeg kan hjælpe med, så sig endelig til!!! :ae:

[tantemaier]

Min far havde inden for kort tid mistet både sin egen far og sin hund - hans bedste ven. Han sagde til mig: Jeg tør næsten ikke sige det, men jeg savner min hund mere end jeg savner min egen far...

Det er der overhovedet ikke noget forkert i. Du har brugt så meget af din tid med din elskede Xaro, at det er helt naturligt at du savner ham ganske forfærdeligt. Din veninde er helt urimelig når hun ikke støtter dig. Hun skal lytte til dig og så må hun ellers holde sin egen mening for sig selv, når hun ved det vil kunne gøre dig mere ked af det. Du skal kun søge støtte i de mennesker du ved vil støtte dig, når du har det så svært. De andre må vente til du har mere overskud. Giv dig tid til dig selv og kom dig over din sorg i dit tempo. Du kan (som tidligere skrevet( få professionel hjælp, hvor det er dig der bestemmer tempoet.

Jeg håber sådan det lysner for dig. Jeg tænker ofte på dig og sender dig mange :ae:

[Gæst milder batmusen]

Synes bestemt ikke du skal lade være med at nævne din sorg over Xaro!

 

Din venindes forkvaklede forsøg på at hjælpe, hjalp langt fra - Og vi kan alle blive enige om at hun - uanset om hun forstår det eller ej - skulle have respekteret din sorg og prøvet at støtte dig i stedet.

 

Men sorg er en frygtelig svær ting at tackle. Rigtig mange får berøringsangst og går egentlig bare og venter på man bliver "normal" igen, så alt kan komme tilbage til det gamle. Det er desværre meget naturligt - Ikke at det gør det mere rigtigt. Især fordi man ikke bliver "normal" igen, man skal finde sig selv og sin hverdag påny!

 

Men den bedste måde at komme over sorgen, er at fortælle om den. Forhåbentlig er der så bare en der vil lytte - Og spørger folk om du er OK, så sig det som det er og sig du har brug for deres støtte.

Det er pisse svært og kræver overskud du ikke har. Men det kan virkelig hjælpe!!

 

Ellers kan jeg stærkt anbefale dig at få noget sorgterapi! Der bliver der taget udgangspunkt i den sorg du føler, fremfor hvad andre mener du burde føle fordi det "bare er en hund" du har mistet.

Rigtig mange har svært ved at forstå at sorg over sin bedste ven og firbenede familiemedlem kan være fuldstændig lige så voldsom og uuholdelig, som sorgen ved at miste et to-benet familiemedlem.

 

Men folk der ved bare lidt om sorg, respektere den for det den er - Uanset hvorfor den er opstået, for baggrunden for sorgen er i princippet ligegyldig i bearbejdningsprocessen - For sorgen er ligeglad med om det er et dyr eller et menneske man har mistet og processen og smerten er den sammen.

Og netop den process kan folk med den rigtige forståelse hjælpe dig med at komme igennem.

 

For du SKAL igennem det - Absolut ingen får glæde af, at du skal gå ned med en depression eller det der er værre, fordi du ikke får luft for de følelser du har og sorgen dermed ikke får lov at forsvinde!

Din sorg er ægte og dybfølt og ganske berettiget - men den SKAL blive mindre, det fortjener du og du skal stoppe med at straffe dig selv fordi du ikke kunne redde ham.

Du er et menneske - Ikke en gud! Og kun guderne kan redde alle, altid.

 

Xaro har for længst tilgivet dig - Så du skal prøve om du ikke også kan tilgive sig selv og give Xaro en dejlig hvileplads, hvor du kan gå og hyggesnakke med ham, sidde og kigge på billeder af ham og mindes ham, når du engang er klar til det.

 

Jeg håber sådan det snart begynder at lysne for dig, for du fortjener ikke at have det sådan her!!

Hvis der er noget som helst du har brug for, som jeg kan hjælpe med, så sig endelig til!!! :ae:

 

mange tak det var en flot indlæg:engel:

 

hun er typen der kommer og regner med at alt er som det plejer og så skal jeg lade som om jeg er glad og at de intet er hændt og det kan jeg simpelthen ikke min vrede og afsavnet af ham er så stort

 

ingen gider og høre om sorgen over xaro, jeg hører bare at livet går videre og jeg må se og komme videre i livet,

 

jeg må indrømme jeg har det meget bedre når jeg er alene end sammen med de mennesker jeg kender for så skal jeg spille en facade, jeg orker ikke spille glad og glad for livet.

 

jeg vil bare have min xaro tilbage, og hvorfor jeg ikke bare formåede og redde ham, gik i mine drømme og troede jeg kunne købe ham til evigt liv med mig. livet er desværre efterhånden ikke værd og leve.

 

jo kunne godt være sorgterapi ville hjælpe men ved ikke om man kan det pga en hund:confused:

 

jeg havde besøg igår og hun spurgte heller ikke til hvordan og hvorledes med xaro og hvordan jeg klarede det,næ nej man lader bare som ingenting og bliver sur hvis det ikke lige bliver som hun vil.

 

er stadig skuffet over at man kan tillade sig og sige at jeg ikke kunne sammenligne med min mands tab for lidt over 3 år siden hans mor til kræften, at mit tab jo bare var enhund og at man ikke kunne sige som jeg gjorde pga det, det var jo slet ikke det samme.

 

undskyld men jeg har meget svært ved den sætning og derefter en sætning om at jeg havde det på samme måde da min faster døde det samme år jeg fik xaro nogle mdr efter, det passer ikke jeg var knust over hendes død og jeg tog det hårdt men min smukke livs lys xaro er det værste jeg har oplevet, vi har trods alt levet sammen i 13 år næsten 24 timer i døgnet og reddet hinanden fra uheldige episoder på jobbet.

jeg ved vel bedst selv hvordan jeg har det.

[Gæst milder batmusen]

Min far havde inden for kort tid mistet både sin egen far og sin hund - hans bedste ven. Han sagde til mig: Jeg tør næsten ikke sige det, men jeg savner min hund mere end jeg savner min egen far...

Det er der overhovedet ikke noget forkert i. Du har brugt så meget af din tid med din elskede Xaro, at det er helt naturligt at du savner ham ganske forfærdeligt. Din veninde er helt urimelig når hun ikke støtter dig. Hun skal lytte til dig og så må hun ellers holde sin egen mening for sig selv, når hun ved det vil kunne gøre dig mere ked af det. Du skal kun søge støtte i de mennesker du ved vil støtte dig, når du har det så svært. De andre må vente til du har mere overskud. Giv dig tid til dig selv og kom dig over din sorg i dit tempo. Du kan (som tidligere skrevet( få professionel hjælp, hvor det er dig der bestemmer tempoet.

Jeg håber sådan det lysner for dig. Jeg tænker ofte på dig og sender dig mange :ae:

 

mange tak hvor sødt:engel:

 

jeg må nok indrømme at xaro nok betød mindre for hende end jeg troede selvom han ikke var hendes hund har hun været sammen med os i uha adskillige timer,

 

jeg bliver kun støttet i at jeg skal se at få livet tilbage igen på rette kurs og at livet går videre,dog må jeg sige at min mand har sagt nogle pænere ting end min kære veninde og han bryder sig slet ikke om hunde,men han ville aldrig sige at hans tab af sin mor var værre end mit tab af xaro fordi han ved at det ikke er rigtigt og det er helt forkert og sige selvom man måske tænkte det, jeg er nået til det punkt at vedkomne nok er ligeglad på den måde at når jeg har fortalt om et uheld med hundene feks om de havde fået feks orm eller skab hendes eneste tanke er bare det nu ikke har ramt hendes egen hund,

 

som skrevet så har jeg det bedst alene og har det ikke godt i de venskaber hvor jeg skal spille at hele verden er som den plejer for det bliver det aldrig for mig:megaked:

 

tak alle sammen fordi i lytter

[Mettemille]

 

mange tak det var en flot indlæg:engel:

 

hun er typen der kommer og regner med at alt er som det plejer og så skal jeg lade som om jeg er glad og at de intet er hændt og det kan jeg simpelthen ikke min vrede og afsavnet af ham er så stort

 

ingen gider og høre om sorgen over xaro, jeg hører bare at livet går videre og jeg må se og komme videre i livet,

 

jeg må indrømme jeg har det meget bedre når jeg er alene end sammen med de mennesker jeg kender for så skal jeg spille en facade, jeg orker ikke spille glad og glad for livet.

 

jeg vil bare have min xaro tilbage, og hvorfor jeg ikke bare formåede og redde ham, gik i mine drømme og troede jeg kunne købe ham til evigt liv med mig. livet er desværre efterhånden ikke værd og leve.

 

jo kunne godt være sorgterapi ville hjælpe men ved ikke om man kan det pga en hund:confused:

 

jeg havde besøg igår og hun spurgte heller ikke til hvordan og hvorledes med xaro og hvordan jeg klarede det,næ nej man lader bare som ingenting og bliver sur hvis det ikke lige bliver som hun vil.

 

er stadig skuffet over at man kan tillade sig og sige at jeg ikke kunne sammenligne med min mands tab for lidt over 3 år siden hans mor til kræften, at mit tab jo bare var enhund og at man ikke kunne sige som jeg gjorde pga det, det var jo slet ikke det samme.

 

undskyld men jeg har meget svært ved den sætning og derefter en sætning om at jeg havde det på samme måde da min faster døde det samme år jeg fik xaro nogle mdr efter, det passer ikke jeg var knust over hendes død og jeg tog det hårdt men min smukke livs lys xaro er det værste jeg har oplevet, vi har trods alt levet sammen i 13 år næsten 24 timer i døgnet og reddet hinanden fra uheldige episoder på jobbet.

jeg ved vel bedst selv hvordan jeg har det.

 

Sorgterapi handler om sorgen selv, om at komme gennem sorg og tab uden at gå helt i stykker som menneske. Hvem man sørger over er i princippet "ligegyldigt". En sorg over en hund kan jo være ligeså stor som sorgen over et mennesket :ae:

 

Fordi din oplevelse af forløbet bærer præg af, at du har fået et chok, føler dig ansvarlig og at du føler dig meget traumatiseret omkring det, synes jeg du skal tage mod til dig, og kontakte en psykolog eller psykoterapeut med erfaring i sorgarbejde.

 

Her er et link med psykologer der er specialiseret i sorgterapi:

Sorgterapi - Psykologer :: Psykologguiden

 

Og Psykologforeningens hjemmeside, hvor du kan søge i dit nærområde:

 

Psykologer i Danmark - Se Dansk Psykolog Forenings psykologfortegnelse

 

Jeg vil mene, at det vil være rigtig godt for dig, nu når du har det så svært.

[Gæst milder batmusen]

Sorgterapi handler om sorgen selv, om at komme gennem sorg og tab uden at gå helt i stykker som menneske. Hvem man sørger over er i princippet "ligegyldigt". En sorg over en hund kan jo være ligeså stor som sorgen over et mennesket :ae:

 

Fordi din oplevelse af forløbet bærer præg af, at du har fået et chok, føler dig ansvarlig og at du føler dig meget traumatiseret omkring det, synes jeg du skal tage mod til dig, og kontakte en psykolog eller psykoterapeut med erfaring i sorgarbejde.

 

Her er et link med psykologer der er specialiseret i sorgterapi:

Sorgterapi - Psykologer :: Psykologguiden

 

Og Psykologforeningens hjemmeside, hvor du kan søge i dit nærområde:

 

Psykologer i Danmark - Se Dansk Psykolog Forenings psykologfortegnelse

 

Jeg vil mene, at det vil være rigtig godt for dig, nu når du har det så svært.

 

tak jeg må prøve og forhøre mig ad:engel:

 

ja det er meget hårdt det her, ubeskriveligt:megaked:

[ricko2008]

Det, gør mig virkelig rigtig ked af det, og læse om alle de kære hunde, som deres ulykkelige ejere har måtte sige farvel til... det gør så ondt sådan noget, og man kommer aldrig helt over det, man kan lære at leve med det!

Jeg, har selv prøvet det, så ved godt, hvor hårdt det er, og hvor ondt det gør.

 

Jeg, har måtte sige farvel til 2 dejlige Labrador-hunde, i hhv. 2006 og 2008.

 

Den første, hed King, og han nåede kun at blive 8 år... han fik HD, og der gik kun 8 dage fra han blev dårlig, til jeg blev nødsaget til, at få ham aflivet... han var meget syg til sidst, og hans liv bestod kun af smerter, selvom han fik smertestillende i form af Metacam... hans muskler svandt ind i venstre bagben, han kunne ikke selv tisse, uden det løb ned af benet på ham osv. og så måtte jeg tage den meget svære beslutning, for hans skyld....

Jeg, var ved hans side, da dyrlægen gav ham den første beroligende sprøjte, som bedøvede ham, og da han fik den sidste, som fik ham til at sove stille og roligt ind... det foregik stille og roligt og smertefrit, men det var virkelig hårdt for mig, at se på det, men jeg gjorde det for King`s skyld.. Han kendte mig, min duft og stemme, og jeg håber det har gjort King mere rolig ved hele situationen.

 

Den anden hund, hed Buller, han nåede lige at fylde 14 år ( ham måtte jeg sige farvel til ca. 14 dage efter hans fødselsdag. ) Det, værste ved det var, at jeg dengang var uvenner med min kæreste jeg havde dengang, så jeg var taget hjem til familien, og så ringede han til mig, og sagde Buller var dårlig, og han næsten ikke kunne rejse sig op... vi blev enige om, at han skulle ringe til dyrlægen, og så kontakte mig....

Der, gik ca. 1 1/2 time, så ringede han igen, og sagde..... der kunne ikke gøres noget for, Buller, så han er lige blevet aflivet... tårerne, trillede ned af kinderne på mig, og jeg var bare så ked af det.

Det, værste var at jeg ikke var der for Buller, så det har jeg kæmpet meget med de sidste år, haft meget skyldfølelse, men jeg har altid været der for Buller, så det trøster jeg mig med.

 

Begge hunde, betød meget for mig, og jeg tror aldrig jeg kommer over sorgen af at have mistet dem, men jeg ved de er et bedre sted nu!

 

Jeg, føler med andre herinde, jeg ved hvordan I har det, men trøst jer selv med, at I har været der for jeres hunde, og tænk på, de har det godt oppe i hundehimlen.

[Gæst milder batmusen]

Det, gør mig virkelig rigtig ked af det, og læse om alle de kære hunde, som deres ulykkelige ejere har måtte sige farvel til... det gør så ondt sådan noget, og man kommer aldrig helt over det, man kan lære at leve med det!

Jeg, har selv prøvet det, så ved godt, hvor hårdt det er, og hvor ondt det gør.

 

Jeg, har måtte sige farvel til 2 dejlige Labrador-hunde, i hhv. 2006 og 2008.

 

Den første, hed King, og han nåede kun at blive 8 år... han fik HD, og der gik kun 8 dage fra han blev dårlig, til jeg blev nødsaget til, at få ham aflivet... han var meget syg til sidst, og hans liv bestod kun af smerter, selvom han fik smertestillende i form af Metacam... hans muskler svandt ind i venstre bagben, han kunne ikke selv tisse, uden det løb ned af benet på ham osv. og så måtte jeg tage den meget svære beslutning, for hans skyld....

Jeg, var ved hans side, da dyrlægen gav ham den første beroligende sprøjte, som bedøvede ham, og da han fik den sidste, som fik ham til at sove stille og roligt ind... det foregik stille og roligt og smertefrit, men det var virkelig hårdt for mig, at se på det, men jeg gjorde det for King`s skyld.. Han kendte mig, min duft og stemme, og jeg håber det har gjort King mere rolig ved hele situationen.

 

Den anden hund, hed Buller, han nåede lige at fylde 14 år ( ham måtte jeg sige farvel til ca. 14 dage efter hans fødselsdag. ) Det, værste ved det var, at jeg dengang var uvenner med min kæreste jeg havde dengang, så jeg var taget hjem til familien, og så ringede han til mig, og sagde Buller var dårlig, og han næsten ikke kunne rejse sig op... vi blev enige om, at han skulle ringe til dyrlægen, og så kontakte mig....

Der, gik ca. 1 1/2 time, så ringede han igen, og sagde..... der kunne ikke gøres noget for, Buller, så han er lige blevet aflivet... tårerne, trillede ned af kinderne på mig, og jeg var bare så ked af det.

Det, værste var at jeg ikke var der for Buller, så det har jeg kæmpet meget med de sidste år, haft meget skyldfølelse, men jeg har altid været der for Buller, så det trøster jeg mig med.

 

Begge hunde, betød meget for mig, og jeg tror aldrig jeg kommer over sorgen af at have mistet dem, men jeg ved de er et bedre sted nu!

 

Jeg, føler med andre herinde, jeg ved hvordan I har det, men trøst jer selv med, at I har været der for jeres hunde, og tænk på, de har det godt oppe i hundehimlen.

 

tak for det tror heller aldrig jeg kommer over sorgen over batten:megaked:

[Mettemille]

[/b]

 

tak for det tror heller aldrig jeg kommer over sorgen over batten:megaked:

 

Har du tænkt nærmere over at du har den mulighed, at kontakte en professionel jvf. de links jeg foreslog tidligere?

Hvis det er uoverskueligt, så skriv i hvilket området du du er, så vil jeg gerne hjælpe dig med at finde frem til hvilke psykologer/terapeuter der findes i dit område.

[tantemaier]

Hvordan har du det? Tænker tit på dig og sender dig varme tanker :hjerte:

[Mettemille]

Det er længe siden vi har hørt fra dig i tråden her, er du ok? :ae:

[Gæst milder batmusen]

]Har du tænkt nærmere over at du har den mulighed' date=' at kontakte en professionel jvf. de links jeg foreslog tidligere?[/b']

Hvis det er uoverskueligt, så skriv i hvilket området du du er, så vil jeg gerne hjælpe dig med at finde frem til hvilke psykologer/terapeuter der findes i dit område.

 

 

tusind tak mette

Hvordan har du det? Tænker tit på dig og sender dig varme tanker :hjerte:

 

mange tusind tak for jeres tanker, jeg har ikke det samme overskud mere til forums efter han gik bort selvom det nu er snart 4 mdr siden, jeg tror faktisk at jeg fortrænger tabet for at kunne komme videre desværre:cry:

 

Det er længe siden vi har hørt fra dig i tråden her, er du ok? :ae:

 

tak igen for jeres tanker som skrevet til tantemaier så tror jeg faktisk at jeg fortrænger tabet over xaro da det er for hårdt og acceptere han er væk:cry:

[Gæst hundemakker]

Jeg føler med dig... jeg ved hvor ondt det gør....

 

Min første schæfer måtte jeg aflive da hun var knap 4 år gammel... Jeg husker det stadig som var det i går.. Jeg sad med hende en time efter og var helt opløst. Jeg græd faktisk i flere måneder over hende. Det tog mig et år før jeg begyndte at slippe sorgen.

Jeg fik en golden retriever. I starten (og jeg ved godt det lyder frygteligt) synes jeg bare denne lille gule hvalp, var halvdum og jeg savnede stadig min gamle vovse. Og alligevel... stille og roligt.. blev denne "dumme kluntede vovse min nye aller aller bedste ven :hjerte: Hun tog ikke pladsen for min gamle, men hun åbnede en ny dør i mit hjerte og ... ja nu løber mine tårer når jeg tænker på hende Min lille golden Soffi var så fantastisk.. Hun var glad og elskede altid at træne og hun var kloset, på en helt fantastisk måde og blev tit skiløjet når hun var ivrig.... Hun blev desværre også kun 4 år. Hendes ryg var ødelagt af prolaps og spondolose og kiropraktor og andet kunne ikke hjælpe til sidst.

Det var så uvirkeligt, da hun forsvandt... Min aller bedste ven...

 

Det er nu over 3 år siden og mine tårer triller nu, MEN det er med smil på læben. Tænk en gave at jeg fik de år med hende. Intet varer evigt..og dog..

Med farer for at lyde som en tosse :blink: engang imellem, så bruger jeg lidt tid hvor jeg går tilbage i mine tanker til mine minder med hende. Så forstiller jeg mig at jeg putter med hende og vi træner og leger sammen. Hun er tættere på mig nu, tættere end da hun levede. For nu lever hun i mit hjerte. Hun lever så tæt på mit indre som sjæle overhovedet kan. Jeg ved det lyder tosset, men hun er altid kun en tanke væk og altid med mig.

 

Jeg har tre dejlige hunde idag og jeg frygter den dag de skal væk. Men jeg ved også at selvom det gør ondt så forsvinder de slet ikke. De er der bare på en anden måde.

 

Dette er ikke skrevet for at sige "bare kom videre." Når ens hjerte er gået i stykker gør det jo ondt. Jeg skriver det fordi du måske kan bruge min oplevelse til noget. Når du føler dig klar til det, så kan du måske finde din soulmate igen - inde i dit hjerte og så vil du måske opdage at nogle ting varer evigt!

 

En masse medfølende tanker fra mig...

[Gæst milder batmusen]

Jeg føler med dig... jeg ved hvor ondt det gør....

 

Min første schæfer måtte jeg aflive da hun var knap 4 år gammel... Jeg husker det stadig som var det i går.. Jeg sad med hende en time efter og var helt opløst. Jeg græd faktisk i flere måneder over hende. Det tog mig et år før jeg begyndte at slippe sorgen.

Jeg fik en golden retriever. I starten (og jeg ved godt det lyder frygteligt) synes jeg bare denne lille gule hvalp, var halvdum og jeg savnede stadig min gamle vovse. Og alligevel... stille og roligt.. blev denne "dumme kluntede vovse min nye aller aller bedste ven :hjerte: Hun tog ikke pladsen for min gamle, men hun åbnede en ny dør i mit hjerte og ... ja nu løber mine tårer når jeg tænker på hende Min lille golden Soffi var så fantastisk.. Hun var glad og elskede altid at træne og hun var kloset, på en helt fantastisk måde og blev tit skiløjet når hun var ivrig.... Hun blev desværre også kun 4 år. Hendes ryg var ødelagt af prolaps og spondolose og kiropraktor og andet kunne ikke hjælpe til sidst.

Det var så uvirkeligt, da hun forsvandt... Min aller bedste ven...

 

Det er nu over 3 år siden og mine tårer triller nu, MEN det er med smil på læben. Tænk en gave at jeg fik de år med hende. Intet varer evigt..og dog..

Med farer for at lyde som en tosse :blink: engang imellem, så bruger jeg lidt tid hvor jeg går tilbage i mine tanker til mine minder med hende. Så forstiller jeg mig at jeg putter med hende og vi træner og leger sammen. Hun er tættere på mig nu, tættere end da hun levede. For nu lever hun i mit hjerte. Hun lever så tæt på mit indre som sjæle overhovedet kan. Jeg ved det lyder tosset, men hun er altid kun en tanke væk og altid med mig.

 

Jeg har tre dejlige hunde idag og jeg frygter den dag de skal væk. Men jeg ved også at selvom det gør ondt så forsvinder de slet ikke. De er der bare på en anden måde.

 

Dette er ikke skrevet for at sige "bare kom videre." Når ens hjerte er gået i stykker gør det jo ondt. Jeg skriver det fordi du måske kan bruge min oplevelse til noget. Når du føler dig klar til det, så kan du måske finde din soulmate igen - inde i dit hjerte og så vil du måske opdage at nogle ting varer evigt!

 

En masse medfølende tanker fra mig...

 

tak jeg forstår godt hvad du mener:cool:

jeg finder min smukke hjertehund næsten hver nat når jeg drømmer og der er han i live og vi nyder livet som før, jeg har min dejlige smukke lille søn på 3 år som har brug for mig så jeg prøver og fokusere på ham kun, han forstår jo ikke alt dette her og siger også jævligt at savner xaro og ligge ved ham, men han har jo jubi og de er knyttet endnu mere til hinanden efter han døde hun våger over ham hver dag.

men jeg kan desværre ikke tænke på xaro med et smil uden det er med tårer næsten, savner ham så meget.

 

Jeg har dog stadig Jubi som jeg overvejede og skille mig af med ,men efter at have kigget nøje på min lille dreng og hende ville det være synd for dem begge, de er meget glade for hinanden hun passer på ham og hun elsker og putte med ham og samme omvendt, hun var væk for nogen ugers tid siden og var væk en uge og det var svært for ´min søn, jeg har dog ladet mig overtale til alligevel få hende parret så hun er formentlig drægtig nu og skal føde i næste mdr, så jeg beholder en lille hanhvalp fra kuldet, bare tanken om det får jeg dårlig samvittighed overfor xaro at jeg bare udskifter ham,fordi jeg vil jo have ham tilbage ikke en eller anden dum lille hvalp som du jo selv beskrev som alligevel ikke vil opfører sig som ham.

[Gæst hundemakker]

tak jeg forstår godt hvad du mener:cool:

jeg finder min smukke hjertehund næsten hver nat når jeg drømmer og der er han i live og vi nyder livet som før, jeg har min dejlige smukke lille søn på 3 år som har brug for mig så jeg prøver og fokusere på ham kun, han forstår jo ikke alt dette her og siger også jævligt at savner xaro og ligge ved ham, men han har jo jubi og de er knyttet endnu mere til hinanden efter han døde hun våger over ham hver dag.

men jeg kan desværre ikke tænke på xaro med et smil uden det er med tårer næsten, savner ham så meget.

 

Jeg har dog stadig Jubi som jeg overvejede og skille mig af med ,men efter at have kigget nøje på min lille dreng og hende ville det være synd for dem begge, de er meget glade for hinanden hun passer på ham og hun elsker og putte med ham og samme omvendt, hun var væk for nogen ugers tid siden og var væk en uge og det var svært for ´min søn, jeg har dog ladet mig overtale til alligevel få hende parret så hun er formentlig drægtig nu og skal føde i næste mdr, så jeg beholder en lille hanhvalp fra kuldet, bare tanken om det får jeg dårlig samvittighed overfor xaro at jeg bare udskifter ham,fordi jeg vil jo have ham tilbage ikke en eller anden dum lille hvalp som du jo selv beskrev som alligevel ikke vil opfører sig som ham.

 

Jeg føler virkelig med dig...

 

Men måske... måske skulle din tid med ham lærer dig noget som du skal bruge i fremtiden? Måske skulle han væk fordi han kommer tilbage på en ny måde? I en lille vapsekrop? Hvem ved...

Jeg tror, at det er sundt at græde og turde føle smerten. Jeg tror også at den vil bringe os videre... mod ny kærlighed... At vejen frem er gennem smerten og til en ny glæde og opgave. Måske ikke i morgen... men i fremtiden.

 

Brug den gave, at du har haft ham og lært meget. Brug den gave på fremtiden, så jeres tid sammen vil få en positiv betydning i din fremtid. Så du er opmærksom på den verden du har nu. Ikke ved at smide smerten "væk." Men måske ved at føle den og være opmærksom på dine opgaver nu. Så den gave (at du har haft alle de år med ham) vil gøre dig stærkere og til et bedre menneske. Det tror jeg er sådan ægte kærlighed er :hjerte: og sådan nok han ville ønske, at du skal bruge dine følelser. Så vil jeres minder blive og være smukke og fantastiske.

 

Lidt tanker fra mig...

[Gæst hundemakker]

Altså lidt hårdt sat op:

1. bruge smerten som en undskyldning til ikke at nyde livet. Hvor fokus bliver det man har mistet (og ikke det man fik). At man bliver et offer i sit indre, som er en stakkel.

2. bruge smerten til at komme videre og huske på at alt (også det vi har NU tilbage) også forsvinder. At give sig selv lov til at være ked af det, men leve efter at se det gode man fik og det gode man har nu.

 

Jeg ved godt at de ting der bliver skrevet her også indgår i en proces - fik bare sådan lyst til at skrive det her.

 

Hvis jeg skal give dig et konkret råd. Så prøv hver aften at skrive dine smertelige følelser ned i en lille bog. Så de kommer ud og er synlige. Og afslut det med, at skrive tre gode ting ved din tid med ham og hvordan du positivt vil kunne bruge det i din fremtid.

 

Eks: (hvis jeg skulle gøre det)

"Jeg så en golden retriever der lignede Soffi i dag. Jeg følte mit hjerte blev revet ud og at det hele overvældede mig. Jeg føler mig så handlingslammet, da det jeg ønsker (at få hende tilbage) jo ikke kan lade sig gøre. Jeg husker hendes store brune øjne og hvordan hun altid var fjollet og ville gøre alt for mig.......osv"

 

Tre gode ting fra min tid med hende:

Hun gav mig ubetinget kærlighed

Hun gav mig tryghed

Hun gik mig til at grine

 

Hvad betød det for mig:

Jeg har lært hvor højt man kan elske. Jeg har lært at sætte pris på dem der holder af en. Jeg vil fremover have sjove historier med fra hende. Jeg har lært at det er bedre at være glad end dygtig. (At jeg måske kan hjælpe en anden som gennemgår det samme i fremtiden )

 

Jeg tænker at dette vil: 1. Give din smerte lov til at være der og blive hørt af dig selv. 2. Huske dig på gode ting 3. Få dig til at tænke på, hvordan du i fremtiden vil have brug for disse oplevelser.

 

Lidt flere tanker fra mig...

[Umulia]

Altså lidt hårdt sat op:

1. bruge smerten som en undskyldning til ikke at nyde livet. Hvor fokus bliver det man har mistet (og ikke det man fik). At man bliver et offer i sit indre, som er en stakkel.

2. bruge smerten til at komme videre og huske på at alt (også det vi har NU tilbage) også forsvinder. At give sig selv lov til at være ked af det, men leve efter at se det gode man fik og det gode man har nu.

 

Det er meget klogt sagt. Man skal jo også lige passe på at man ikke ligefrem dyrker sorgen, på bekostning af dem, der stadig er levende og har brug for én.

 

Alle mennesker kommer til at opleve smertelige tab i løbet af deres liv, og det er altså ikke værre for dig (trådstarter) end det er for alle vi andre. Den eneste forskel er hvordan man selv bærer smerten.

[Gæst Buddha]

Jeg troede også, at sorgen forsvandt en skønne dag, og man kun tænkte tilbage på sin tidligere hund med smil og glæde, men sådan er det ikke, jeg kan stadig få tårer i øjnene når jeg tænker på Buddha. Og jeg tænker rigtig, rigtig tit på ham.

 

For mig har Motor været fantastisk at få, jeg var meget i tvivl da vi skulle over og se ham, fordi det var så kort tid efter, troede jeg ville sammenligne ham alt for meget. Men han var en helt, helt anden hund, de hverken lignede eller opførte sig ens og da jeg sad med ham, kunne jeg sagtens se, at han var sin helt egen personlighed.

 

Buddha lærte mig, at sætte pris på (nu)tiden med mine hund(e). Jeg værdsætter de mindste, små, fjollede ting med Motor, og nu også med Voodoo, og giver dem dagligt et kæmpe kram og et stort kys og bare mærker at de er her, ved mig. Det er det jeg lærte af at miste Buddha i så ung en alder, og den måde jeg mindes ham på.

 

Så jeg synes ikke du skal have det skidt over at beholde en hvalp, tværtimod, han vil aldrig erstatte dine minder eller nogen som helst hund, men han vil trække et smil på dig, på en helt ny måde.

 

Mange tanker herfra :ae:

[AnneMangetal]

Du skal også huske på, at Xaro var en spejling af dig og din personlighed. At Xaro var så dejlig som han var, skyldes udelukkende at han havde en dejlig mor.

 

Min lille Bella kan aldrig erstatte Malde, for han var helt speciel. Og Bella er også helt speciel. Det vil ikke være fair for nogen af dem at blive målt med den anden.

 

Men tro mig, du kan komme til at opleve den samme kærlighed til en anden hund. Og så skal du huske på alt det gode du har lært Xaro, og bruge det til at gøre din næste hund fantastisk!

 

Varme tanker fra Anne og Bella

[Gæst milder batmusen]

Jeg føler virkelig med dig...

 

Men måske... måske skulle din tid med ham lærer dig noget som du skal bruge i fremtiden? Måske skulle han væk fordi han kommer tilbage på en ny måde? I en lille vapsekrop? Hvem ved...

Jeg tror, at det er sundt at græde og turde føle smerten. Jeg tror også at den vil bringe os videre... mod ny kærlighed... At vejen frem er gennem smerten og til en ny glæde og opgave. Måske ikke i morgen... men i fremtiden.

 

Brug den gave, at du har haft ham og lært meget. Brug den gave på fremtiden, så jeres tid sammen vil få en positiv betydning i din fremtid. Så du er opmærksom på den verden du har nu. Ikke ved at smide smerten "væk." Men måske ved at føle den og være opmærksom på dine opgaver nu. Så den gave (at du har haft alle de år med ham) vil gøre dig stærkere og til et bedre menneske. Det tror jeg er sådan ægte kærlighed er :hjerte: og sådan nok han ville ønske, at du skal bruge dine følelser. Så vil jeres minder blive og være smukke og fantastiske.

 

Lidt tanker fra mig...

 

mange tak det vil jeg prøve

ja smuk og fantastisk var han ihvertfald

[Gæst milder batmusen]

Altså lidt hårdt sat op:

1. bruge smerten som en undskyldning til ikke at nyde livet. Hvor fokus bliver det man har mistet (og ikke det man fik). At man bliver et offer i sit indre, som er en stakkel.

2. bruge smerten til at komme videre og huske på at alt (også det vi har NU tilbage) også forsvinder. At give sig selv lov til at være ked af det, men leve efter at se det gode man fik og det gode man har nu.

 

Jeg ved godt at de ting der bliver skrevet her også indgår i en proces - fik bare sådan lyst til at skrive det her.

 

Hvis jeg skal give dig et konkret råd. Så prøv hver aften at skrive dine smertelige følelser ned i en lille bog. Så de kommer ud og er synlige. Og afslut det med, at skrive tre gode ting ved din tid med ham og hvordan du positivt vil kunne bruge det i din fremtid.

 

Eks: (hvis jeg skulle gøre det)

"Jeg så en golden retriever der lignede Soffi i dag. Jeg følte mit hjerte blev revet ud og at det hele overvældede mig. Jeg føler mig så handlingslammet, da det jeg ønsker (at få hende tilbage) jo ikke kan lade sig gøre. Jeg husker hendes store brune øjne og hvordan hun altid var fjollet og ville gøre alt for mig.......osv"

 

Tre gode ting fra min tid med hende:

Hun gav mig ubetinget kærlighed

Hun gav mig tryghed

Hun gik mig til at grine

 

Hvad betød det for mig:

Jeg har lært hvor højt man kan elske. Jeg har lært at sætte pris på dem der holder af en. Jeg vil fremover have sjove historier med fra hende. Jeg har lært at det er bedre at være glad end dygtig. (At jeg måske kan hjælpe en anden som gennemgår det samme i fremtiden )

 

Jeg tænker at dette vil: 1. Give din smerte lov til at være der og blive hørt af dig selv. 2. Huske dig på gode ting 3. Få dig til at tænke på, hvordan du i fremtiden vil have brug for disse oplevelser.

 

Lidt flere tanker fra mig...

 

meget smukt skrevet og jeg vil prøve og gøre mit bedste, jeg bærer jo smerten indeni da min smukke dejlige søn ikke skal mærke min smerte over xaro samt fordi mange af dem jeg kender slet ikke forstår hvor svært det er når det er en hund bare som de ville tænke:megaked:

[Gæst milder batmusen]

Det er meget klogt sagt. Man skal jo også lige passe på at man ikke ligefrem dyrker sorgen, på bekostning af dem, der stadig er levende og har brug for én.

 

Alle mennesker kommer til at opleve smertelige tab i løbet af deres liv, og det er altså ikke værre for dig (trådstarter) end det er for alle vi andre. Den eneste forskel er hvordan man selv bærer smerten.

 

 

Nej det er rigtigt derfor bærer jeg smerten indeni så min smukke dreng ikke skal lide under min smerte da det jo ikke er sundt for ham hvis kunne mærke på mig at jeg aldrig var glad men jeg er glad for at jeg har min smukke lille guldklump som betyder alt for mig

[Gæst milder batmusen]

Jeg troede også, at sorgen forsvandt en skønne dag, og man kun tænkte tilbage på sin tidligere hund med smil og glæde, men sådan er det ikke, jeg kan stadig få tårer i øjnene når jeg tænker på Buddha. Og jeg tænker rigtig, rigtig tit på ham.

 

For mig har Motor været fantastisk at få, jeg var meget i tvivl da vi skulle over og se ham, fordi det var så kort tid efter, troede jeg ville sammenligne ham alt for meget. Men han var en helt, helt anden hund, de hverken lignede eller opførte sig ens og da jeg sad med ham, kunne jeg sagtens se, at han var sin helt egen personlighed.

 

Buddha lærte mig, at sætte pris på (nu)tiden med mine hund(e). Jeg værdsætter de mindste, små, fjollede ting med Motor, og nu også med Voodoo, og giver dem dagligt et kæmpe kram og et stort kys og bare mærker at de er her, ved mig. Det er det jeg lærte af at miste Buddha i så ung en alder, og den måde jeg mindes ham på.

 

Så jeg synes ikke du skal have det skidt over at beholde en hvalp, tværtimod, han vil aldrig erstatte dine minder eller nogen som helst hund, men han vil trække et smil på dig, på en helt ny måde.

 

Mange tanker herfra :ae:

 

tak til jer alle for jeres tanker og ord, nej jeg prøver at lade være og have dårlig samvittighed men det er svært da jeg jo håbede at han skulle være legeonkel:megaked: gik jo lidt i en drøm om at jeg kunne betale mig fra alt sygdom med ham og købe mig til evigt liv,men nej

 

Du skal også huske på, at Xaro var en spejling af dig og din personlighed. At Xaro var så dejlig som han var, skyldes udelukkende at han havde en dejlig mor.

 

Min lille Bella kan aldrig erstatte Malde, for han var helt speciel. Og Bella er også helt speciel. Det vil ikke være fair for nogen af dem at blive målt med den anden.

 

Men tro mig, du kan komme til at opleve den samme kærlighed til en anden hund. Og så skal du huske på alt det gode du har lært Xaro, og bruge det til at gøre din næste hund fantastisk!

 

Varme tanker fra Anne og Bella

 

tak det var pænt skrevet:engel: jeg har allerede en dejlig pige hun har været en dejlig en hund for os min søn og jeg og er en utrolig skøn hund og nu er hun med små hvalpe :engel:men xaro kan hun altså ikke toppe:cry: