klæbehunde..

[luckyluna]

Jeg er kommet til at spekulere lidt over de der klisterhunde..

 

Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg synes nemt hunde klister til mig..

 

Sheila er jo en stor mor hund, mysla er også mest opmærksom på mig, selom vi slet ikke bor sammen og nu den hund jeg passer. Hun har helt og aldeles knyttet sig til mig i en grad så, hvis jeg overlader hende til en anden, så hyler hun op..

 

Ikke at hun ikke gør det samme ved sin egen familie, men jeg synes bare hun er hurtig til at "adoptere" mig.

Og hun er selvfølgelig påvirket af at have "skiftet" miljø. Der er jo i pricippet ingen forskel på at blive passet i mange dage og at blive omplaceret. Det må være den samme omvæltning hunden gennemgår?

 

Hvordan er jeres hunde? Har de også lidt velcro i snuden, eller er det lidt mere lige meget hvor du går hen? og er de mere knyttet til nogen i familien end andre?

 

Hvad tror I, det er der gør at nogen hunde bliver klisterhunde, mens andre ikke gør?

Jeg synes selv jeg kan se en fællesnævner ved de klæbehunde jeg kender. Ret behagesyge, sociale og måske en smule usikre hunde.

[Gæst Stinnemus]

Jason er meget klæbehund ved mig - når jeg er nogen steder henne (gælder ikke nye steder udenfor eller hvis der er andre hunde ) og hans øjne følger mig. Hvis jeg er ved min mormor så flytter han med fra under sofabordet til under spisebordet hvis jeg rykker fra sofaen til spisebordet (der ligger godt og vel 2 m fra hinanden:roll:) Går jeg nogensteder når jeg er andre steder piver han også lidt

 

 

Jason er også behagesyg og meget social, men usikker? HA, absolut ikke - han går gennem livet med en selvtillid der ville passe på en bullmastiff (eller anden kæmpe race) og hilser på alt med oprejst pande (ved heste reagerer han dog med at gø hvis de bare står stille og glor lige på ham, fy, det gør man ikke!, men ryster de lidt med hovedet eller skraber med en hov, ja så bliver de jo bare til store hunde igen og så er der ingen fare:mrgreen:)

[luckyluna]

Jason er meget klæbehund ved mig - når jeg er nogen steder henne (gælder ikke nye steder udenfor eller hvis der er andre hunde ) og hans øjne følger mig. Hvis jeg er ved min mormor så flytter han med fra under sofabordet til under spisebordet hvis jeg rykker fra sofaen til spisebordet (der ligger godt og vel 2 m fra hinanden:roll:) Går jeg nogensteder når jeg er andre steder piver han også lidt

 

 

Jason er også behagesyg og meget social, men usikker? HA, absolut ikke - han går gennem livet med en selvtillid der ville passe på en bullmastiff (eller anden kæmpe race) og hilser på alt med oprejst pande (ved heste reagerer han dog med at gø hvis de bare står stille og glor lige på ham, fy, det gør man ikke!, men ryster de lidt med hovedet eller skraber med en hov, ja så bliver de jo bare til store hunde igen og så er der ingen fare:mrgreen:)

 

Det kan jo være min nye klæbe hund bare er hel normal pudel:mrgreen: Men jeg er sørme blevet så glad for hende at jeg ikke helt synes hun skal hjem til sig selv igen:oops: Og hende og sheila, skulle man tro havde boet sammen altid, der har bare intet fnidder af nogen slags været... Så er hun prototypen på en pudel, så må jeg have sådan en:oops:

[sonja77]

Jeg er kommet til at spekulere lidt over de der klisterhunde..

 

Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg synes nemt hunde klister til mig..

 

Sheila er jo en stor mor hund, mysla er også mest opmærksom på mig, selom vi slet ikke bor sammen og nu den hund jeg passer. Hun har helt og aldeles knyttet sig til mig i en grad så, hvis jeg overlader hende til en anden, så hyler hun op..

 

Ikke at hun ikke gør det samme ved sin egen familie, men jeg synes bare hun er hurtig til at "adoptere" mig.

Og hun er selvfølgelig påvirket af at have "skiftet" miljø. Der er jo i pricippet ingen forskel på at blive passet i mange dage og at blive omplaceret. Det må være den samme omvæltning hunden gennemgår?

 

Hvordan er jeres hunde? Har de også lidt velcro i snuden, eller er det lidt mere lige meget hvor du går hen? og er de mere knyttet til nogen i familien end andre?

 

Hvad tror I, det er der gør at nogen hunde bliver klisterhunde, mens andre ikke gør?

Jeg synes selv jeg kan se en fællesnævner ved de klæbehunde jeg kender. Ret behagesyge, sociale og måske en smule usikre hunde.

 

Tyson er en klæbehund, men han har jo også separationsangst. Det er dog blevet lidt bedre, efter at vi gør fremskridt med alene-hjemme-træningen, men han opholder sig stadig langt, langt det meste af tiden i samme rum som mig. Han behøver dog ikke længere hele tiden at være klinet op af mig (kan f.eks. godt finde på at lægge sig på gulvet, mens jeg sidder i sofaen). Dvs. da jeg kom hjem fra en uge i Grækenland, hvor han var blevet passet af min mor, klinede han godt nok meget igen i en uges tid. Og når vi er fremmede steder, kliner han også, og vil gerne sidde på skødet meget af tiden.

 

Det er jo ikke så mærkeligt, at mange hunde godt vil være tæt på deres mennesker, synes jeg, for de er jo folkdyr. I Tysons tilfælde er det så blevet værre, fordi han har boet tre forskellige steder siden opdrætteren. Da jeg tog på ferie, troede han helt sikkert, at han var blevet omplaceret endnu en gang, det stakkels pus. Og min mor sagde også, at han var meget klæbende hele ugen, hvilket han ellers ikke er, når hun passer ham normalt.

[Gæst ThomasTBO]

Jeg er kommet til at spekulere lidt over de der klisterhunde..

 

Jeg ved ikke om det bare er mig, men jeg synes nemt hunde klister til mig..

 

Det er ikke bare dig... jeg er også udstyret med en god portion 'hundeklister' Jeg synes personligt det er en stor ære og bliver af og til meget rørt over de kære klæbehunde jeg møder.

 

Igår havde vi besøg af en dober ude på internatet. Hunden havde haft nogle meget svære første år og var blevet temmelig skeptisk overfor fremmede, ikke fjendtlig/aggressiv, men bare tilbageholdende og skeptisk. Nå, denne hund kommer ud i haven, hvor jeg sidder, ejerne tager snoren af ham og ghvad gør han? Styrer direkte hen til mig og siger hej, som om vi var gamle venner. Lidt senere sidder han hos sin 'far', men forlader ham for igen at gå hen at snakke med mig. Damn, så bliver man altså rørt!

[Gæst PPP-Pero]

Pero er den ultimative velcrohund - eller var i hvert fald. Lige da vi fik ham skulle han helst ligge helt oppe om halsen om én. Hvis han ikke kunne komme til det blev det skødet og hvis han ikke kunne dét lå han på mine fødder. Han har jo så også separationsangst. Med tiden er det blevet meget bedre. Man kan ikke altid overtale ham til at putte - han vil oftest heller ligge på gulvet eller i den anden ende af sofaen.

 

Om natten lå han altid og puttede over ens hals da han var lille - nu er han rykket ned i fodenden og kommer ikke så tit op og ligger i ske mere (hulk). Ja, og når det er meget varmt lægger han sig faktisk ofte ned på gulvet :5up: Det er sådanne ting, der gør mig så glad (selvom det også gør lidt ondt) når han har haft (har stadig en del) slem separationsangst.

 

Det var først da Pero blev 7 måneder at jeg kunne være i et andet rum end ham. Han pev med det samme jeg lukkede en dør mellem os. Sådan er han slet ikke mere. Han ligger som regel altid og venter på mig hvis jeg fx er i bad, men tror ikke det er separationsangsten, der gør sig gældende. Tror bare han følger flokken og sover hvor flokken er. For han ligger og snorkbobler imens

 

Han følger mig generelt meget - bortset fra når vi er ude, så er jeg luft for ham.

[Ascha]

Jeg har haft en af hver slags. En klæber og en ikke klæber. Min flatter var meget selvsikker og vi havde et ligeværdigt kammeratskab og delt lederskab. Hun bestemte indendørs og jeg bestemte udendørs. Hun kunne selv klare møder og konfrontationer med andre hunde (var en ret god konfliktløser,...hvis jeg selv skal sige det) og havde derfor ikke så meget brug for mig som støtte.

 

Thailo er meget anderledes. For ham, er jeg nærmest GUD og han støtter sig meget op ad mig. Der er ingen andre der du`r hvis jeg er i nærheden. Han kommer nogle gange op i sofaen og skal så bare elskes og have tæt fysisk kontakt. Så sidder han og læner sig op ad mig og lægger kinden ind mod min, og så er alt bare godt. Det bedste han ved er at få lov til at ligge med halsen over min hals men så kan jeg ikke få luft. Men når vi så er ude, er han sgu ligeglad. Så skal han opleve og vil tit ski.. mig et stykke.

[Aslan]

Han ligger som regel altid og venter på mig hvis jeg fx er i bad, men tror ikke det er separationsangsten, der gør sig gældende. Tror bare han følger flokken og sover hvor flokken er. For han ligger og snorkbobler imens

 

 

Det gør Aslan altså også. Det er det eneste sted i huset han gør det.

 

Aslan er osm sådan ikke en klæbe hund. Han har dage hvor vi bare er der, dage hvor vi bare er der men han vil gerne snakke og så har han dage hvor han riiiiiiiiiiiigtig gerne gider os. Det er lidt forskelligt hvem af os der er "favorit"

[Nollike]

Der er ikke meget klæbehund over Noomi! (Desværre) Men det har selvfølgelig sine fordele i og med at hun er rigtig god til at være alene hjemme og nemt kan aktivere sig selv stort set alle vegne Dog er kontakten blevet en del bedre på det sidste så der er da håb forude...

[Gæst BongoJungle]

Jeg er altid i min familie og omgangskreds blevet kaldt, dyremagnet, ikke kun hunde men alle dyr søger mig og klistre.

 

Labell har altid klistret meget og altid vidst hvem hun hørte hjemme hos, og Diesel er også blevet sådan.

[Gæst Stinnemus]

Jeg er altid i min familie og omgangskreds blevet kaldt, dyremagnet, ikke kun hunde men alle dyr søger mig og klistre.

 

Labell har altid klistret meget og altid vidst hvem hun hørte hjemme hos, og Diesel er også blevet sådan.

 

hehe min mor er også noget af en dyremagnet...... Af alle de dyr vi kan komme i nærheden af så er det kun Charlie og Jason der ikke klistrer op af hende - jason er dog ekstra ivrig når han hilser på hende, men vender hurtigt tilbage til at fokusere på mig (og i CHarlies verden er der KUN et menneske der betyder noget, nemlig mig Man bliver sgi helt rørt når man tænker på hvilken tillid han har til én)

[potil]

Jeg har også en "klæbehund"

Herr Flick er et rigtig hængetræ når jeg er i nærheden og i starten jeg havde ham kunne jeg ikke forlade et rum uden at tage ham med - og slet ikke overlade ham til andre, men nu går det supergodt nu kan mine forældre passe ham uden vræl og tårer :ae:

 

men jeg har jo også haft ham med mig tit, sidst da jeg tog på cykelferie sammen med ham, da var vi jo sammen i døgndrift og det kunne jeg tydeligt mærke da vi kom hjem, ved at vi var kommet tættere ind på livet af hinanden og kan læse hinanden bedre end før...

[Gæst TKR]

Jeg har ligeledes en af 'klæbehundene', han er meget kontaktsøgende, noget af denne adfærd tror jeg i hans tilfælde skyldens, at han er meget usikker på sig selv, men ligeledes har en flatcoated retriever en meget kontaktsøgende - dem jeg kender er i hvertfald.

 

En af mine forældres flattere, er bare en tæve der hænger, i bogstaveligste forstand og hun har ingen problemer med selvsikkerheden, hun er en pige, der ved, hvad hun er værd. Hun elsker bare at blive nusset og ligge helt tæt op ad en i sofaen, bare at være i nærheden.

 

 

 

Jeg ved min forældres tæve, hendes mor, hænger ligeledes og er deres kæledække, som de siger, hvor det er noget adfærd og gener, som er givet videre til hende.

 

En halv-kuldbror til mine forældre tæve(samme mor, forskellig fader) har arvet samme karakteristiska, meget kontaktsøgende og hænger.

 

Min veninde har to griffonner, mor og søn, begge 'klisterhunde'. Tæven er den meget selvsikre og hannen er mere usikker, men elsker denne tryghed og nervær af et andet menneske. Jeg tror selskabshunde/skødehunde genet i denne racen har meget at gøre med, denne adfærd, samtidig med er de altid med allesteder og fungerer fint blandt andre hunde og mennesker, så ejer og hundene er tæt knyttet.

 

Man kan sige, det er to forskellige tilfælde, psykemæssig, jeg tror, ens forhold til hunden/hundene er meget afgørende i henhold til hvor kontaktsøgende de er lige, ligeledes spiller racen og avl en afgørende rolle.