Barn og hund, godt eller dårligt... og hvorfor?

[Gæst ThomasTBO]

De fleste emner indenfor hunde, har jeg efterhånden fået dannet nogle relativt 'skudsikre' meninger om, men der er et specielt emne, som igen og igen får mig i total vildrede, for på den ene side mener jeg a, på den anden side b.

 

Sådan groft skitseret handler det om, hvorvidt barn + hund er en god eller dårlig blanding. På den ene side, mener jeg flere gange at have læst uigendrivelige videnskabelige beviser på, at børn der vokser op med dyr, udvikler langt større grad af empati, omsorgsfuldhed og meget andet godt, end børn uden dyr. Venner og kammerater kan vindes med statussymboler og mærkevarer, det kan et dyr (hund) ikke. Opfører man sig som en l**t overfor en hund, så kan man gå i nok så dyre bukser, eller have en nok så sej mobilos... hunden er ligeglad. Samtidig er hunden så smart indrettet, at den ofte giver 'smagsprøver' på, hvad der ville være muligt at opnå, hvis man behandlede den godt, her tænker jeg specielt på venskaber, og i en verden hvor forældre får stadig mindre tid til deres børn, kan en hunds venskab være af uvurderlig betydning. Jeg mener faktisk direkte, at dyr (hunde) kan gøre os til bedre mennesker.

 

På den anden side, så kan vejen til 'Nirvana' altså godt være lang, ikke mindst for dyrene, når børnene ikke rigtigt fatter, hvordan de skal gebærde sig. Nogle gange går det helt galt, med bid, skrig og skrål og måske aflivning. Andre gange går det mindre dramatisk for sig, men stadig med hunde der ikke altid bliver behandlet lige godt.

 

Små børn HAR svært ved at forstå og det er ikke fair overfor hunden, men hvor meget skal barnet kunne forstå før man kan forsvare at bringe en hund ind i hjemmet? Skal man vente til barnet forstår alt? Bliver det så ikke for sent til at hunden for alvor kommer til at få indflydelse på barnets værdier, normer og adfærd?

 

Kan I se dilemmaet? Jeg ønsker for alle børn, at de må få lov til at vokse op med en hund, men... jeg ønsker ikke for hunde, at de må få lov til at bo hos alle børn

[Freudika]

De fleste emner indenfor hunde, har jeg efterhånden fået dannet nogle relativt 'skudsikre' meninger om, men der er et specielt emne, som igen og igen får mig i total vildrede, for på den ene side mener jeg a, på den anden side b.

 

Sådan groft skitseret handler det om, hvorvidt barn + hund er en god eller dårlig blanding. På den ene side, mener jeg flere gange at have læst uigendrivelige videnskabelige beviser på, at børn der vokser op med dyr, udvikler langt større grad af empati, omsorgsfuldhed og meget andet godt, end børn uden dyr. Venner og kammerater kan vindes med statussymboler og mærkevarer, det kan et dyr (hund) ikke. Opfører man sig som en l**t overfor en hund, så kan man gå i nok så dyre bukser, eller have en nok så sej mobilos... hunden er ligeglad. Samtidig er hunden så smart indrettet, at den ofte giver 'smagsprøver' på, hvad der ville være muligt at opnå, hvis man behandlede den godt, her tænker jeg specielt på venskaber, og i en verden hvor forældre får stadig mindre tid til deres børn, kan en hunds venskab være af uvurderlig betydning. Jeg mener faktisk direkte, at dyr (hunde) kan gøre os til bedre mennesker.

 

På den anden side, så kan vejen til 'Nirvana' altså godt være lang, ikke mindst for dyrene, når børnene ikke rigtigt fatter, hvordan de skal gebærde sig. Nogle gange går det helt galt, med bid, skrig og skrål og måske aflivning. Andre gange går det mindre dramatisk for sig, men stadig med hunde der ikke altid bliver behandlet lige godt.

 

Små børn HAR svært ved at forstå og det er ikke fair overfor hunden, men hvor meget skal barnet kunne forstå før man kan forsvare at bringe en hund ind i hjemmet? Skal man vente til barnet forstår alt? Bliver det så ikke for sent til at hunden for alvor kommer til at få indflydelse på barnets værdier, normer og adfærd?

 

Kan I se dilemmaet? Jeg ønsker for alle børn, at de må få lov til at vokse op med en hund, men... jeg ønsker ikke for hunde, at de må få lov til at bo hos alle børn

 

Jeg mener at det hænger rigtig meget sammen med de voksne der skal være de ansvarlige for kombinationen barn/hund ... hvis de voksne tror at det er godt nok at fortælle den 4-5årige een gang "du må ikke...." og så ellers forventer at barn og hund kan være alene sammen - så er det en skidt kombination - hvis der er ansvarlige voksne som godt ved, at det kan være en hård tjans for hunden at skulle udvikle et lille barns evne til empati - så kunne det godt gå hen og være en rigtig god ting ... måske derfor du er ambivalent omkring det? ... fordi det er hveken eller og både og ...

[Amocca]

jeg er meget enig i dine synspunkter. Vi har haft dyr hele min barndom og jeg har haft utrolig glæde af at have en ven man kunne dele alt med....

 

den glæde vil jeg også gerne give mine børn, så vi havde altid regnet med at vi skulle have hund eller kat når vi havde fået børn, men først når børnene nåede en vis alder.... børnene kom så ikke... men det gjorde hunden så alligevel

 

Vi havde hund da jeg var helt lille, men hun døde ung, så hende husker jeg ikke særligt godt. Herefter fik vi kat - da jeg var 8 og min søster 6. I mine øjne skal børn have en rimelig alder - dvs. de skal være i stand til forstå! - før man skal introducere dem til dyr...

 

Men det er jo også nemt for mig at sige, jeg havde ønsket om en hund og ingen små børn

 

Børn og dyr kan have usigeligt meget glæde af hinanden, men en hundehvalp og en 2 årig fx. kan få rigtigt trælse følger, fordi dyrebørn altså ikke leger ens...

 

Men som freudika siger, så handler det nok også rigtigt meget om forældrenes indstilling til både børn og dyr - og samspillet mellem dem...

[Aslan]

Tak for denne tråd.

 

Vi skal engang (hvornår vides ikke endnu) have børn, og derfor glæder jeg mig til at følge denn tråd.

 

 

Dertil vil jeg sige, at vi allerede da vi KUN snakkede om at få hund, gjorde klart hvordan det skal foregå med børn og hund.

 

Jeg tror hunde (selvf. er der altid nogle undtagelser) har ligeså sundt af børn som omvendt (håber jeg) , HVIS forældrene bruger deres hoved, og sørger for at det bliver godt for alle parter. Der er ingen tvivl om, at opfører barnet sig ordentligt, bliver de 2 bedste venner ever for hinanden.

Man skal bare ALTID huske hunden (kvalitettid, respektere dens plads og dens følelser og behov)

 

Det kan også bare være at min barndom siger mig at hunde har ligeså godt af børn, da jeg virkelig håber at mine forældres første hund, havde ligeså meget brug for mig, som jeg havde for hende

[Gryn]

Jeg mener at det hænger rigtig meget sammen med de voksne der skal være de ansvarlige for kombinationen barn/hund ... hvis de voksne tror at det er godt nok at fortælle den 4-5årige een gang "du må ikke...." og så ellers forventer at barn og hund kan være alene sammen - så er det en skidt kombination - hvis der er ansvarlige voksne som godt ved, at det kan være en hård tjans for hunden at skulle udvikle et lille barns evne til empati - så kunne det godt gå hen og være en rigtig god ting ... måske derfor du er ambivalent omkring det? ... fordi det er hveken eller og både og ...

Rigtig godt skrevet. Det er de voksnes ansvar at få det til at funke.

[Gæst milder batmusen]

trådstarter

hvor det et fornuftigt indlæg

jeg tror på at børn har godt af at vokse op med dyr som du skriver det giver en masse gode ting:5up:

 

men børn kan og skal lære hvordan dyr skal håndteres i en tidlig alder og det kan de skam sagtens har set det gentagne gange at det kan lade sig gøre med vejledning fra forældre:engel:

 

har selv fået en lille str på nu 22uger med mine 2 schæfere og når han kan kravle og gå får han absolut ikke lov til at rykke tage hårdt fat på hundene eller vores lille fugl eller marsvinene:5up:

[Gæst Zarina]

For mig at se skal problematikken "barn og hund" deles op i to:

 

1. Børn og fremmede hunde

2. Børn og hund i familien

 

Hvad punkt 1 angår, mener jeg, at hundeejeren og børneforældrene har lige stort ansvar. Hunden skal holdes i snor, hvis det er på gaden eller i parken, og hundeejeren bør oplyse børn og forældre om, hvorvidt hunden kan lide at blive klappet og i så fald hvordan osv.

 

Nu er det ikke almindeligt at have børn i snor, men det var måske værd at overveje :blink:. Det er i hvert fald ikke i orden at færdes med en 3-årig uden konstant at have den under opsyn. Forældrene bør lære deres børn at spørge om lov, inden de klapper en hund, og det vil også være smart af dem at lære børnene de mest basale regler for omgang med en hund. At man ikke må tage dens ting, at man ikke skal bukke sig indover den osv.

Nogle vil måske hævde, at det kan ikke være deres ansvar at vide det, når de ikke selv har hund. Det er måske rigtig nok, men det er immervæk i deres egen interesse, eftersom hundehold er tilladt og udbredt i Danmark.

 

Det var de praktiske forholdsregler, der skal til, for at det kan glide. Skal det gå helt glat, tror jeg bare også, der skal en holdningsændring til blandt forældrene. De er nødt til at acceptere, at vi er nogle for hvem vores hund betyder ligeså meget, som deres børn gør for dem. Og at det hverken betyder, at vi er nogle sygelige stakler uden relationer til andre mennesker, at vi ikke kan få børn, eller at vi menneskeliggør vores hunde.

 

Hvad punkt 2 angår - børn og hunde i samme familie, så skal begge parter naturligvis opdrages til at respektere hinanden. Derudover er det vigtigt, at forældrene ikke har urealistiske tanker om, hvad de selv kan overkomme, og at de er villige til at tage konsekvensen af de valg, de tidligere har truffet. Dvs. acceptere, at anskaffelsen af Fido, måske betyder, at der ikke er overskud til at få barn nr. 3, at man ikke anskaffer sig 3 hunde af den mest krævende race, hvis man også vil have børn osv. osv.

[Tweesa]

Jeg er helt enig med de indlæg som har været - at forholdet mellem børn og dyr kan være helt fantastisk..

Og det afhænger helt og aldeles af forældrene! Hvor de tackler at introducere de to for hinanden, og om at lære børn hvordan man omgåes hunde..

Her i nabolaget møder jeg mange børn - og deres forældre er for det meste rigtig gode til at sige at man skal spørge inden man klapper en hund, og at man ikke må klappe en som er bundet..

Og faktisk er jeg tit ude for at børnene får at vide de skal sætte sig på hug hvis de skal hilse på hunden Det er da dejligt!

 

Jeg voksede op med katte - og min fætter og jeg mente det vigtigt at lære katten indgående at kende.. Så mens jeg forsøgte mig med kattelemmet, studerede min fætter katten som vaskede sig selv - og han gjorde kunsten efter.... på katten... ned af ryggen.. Og kastede op som resultat..

Nåh - sidehistorie!

[Gæst Ninjamor]

Udover de ting hunde giver børn er der også studier som viser, at børn som vokser op med hunde får et mere varieret kropssprog.

 

Min holdning er: En hund (og kat og hest, og, og, og...)MINDST til hvert et barn, men kun under forudsætning af at barnets forældre er sig deres ansvar overfor både hund og barn bevidst.

 

Mine egne børn er født ind i familien som i forvejen havde to hundefamiliemedlemmer og især det første barn måtte jeg beskytte hundene imod.

Og det blev han så.

Ingen af dem led overlast og barnet lærte meget tidligt at "Når Didi knurrer siger han NEJ". Og hun lærte at respektere hundens grænser via sin far og mor.

 

Jeg mener at hunde kan have meget glæde af at leve sammen med børn og børn kan få uvurderlige oplevelser og erfaring med grænser og sprog, når de har fornuftige forældre.

 

Især dette med andres grænser tror jeg er meget vigtigt at børnene lærer, og når forældrene "underviser" i dyr er der ligeledes lagt helt naturligt op til at vække barnets sympati og empati.

Empati som jeg ind imellem kan frygte er et begreb på vej ud hos store dele af børn og unge.

 

Børnene kan via dyrene lære, at det ikke altid selv kommer i første række. Kaninen, hunden eller hvilket dyr man har skal fodres, vandes og renses om før man måske selv skal have egne behov dækket.

 

Men alt dette kræver engagerede forældre med omsorg og respekt for dyrene.

 

Det er vanskeligt at give noget videre til børnene man ikke selv udviser.

[Gæst milder batmusen]

Udover de ting hunde giver børn er der også studier som viser, at børn som vokser op med hunde får et mere varieret kropssprog.

 

Min holdning er: En hund (og kat og hest, og, og, og...)MINDST til hvert et barn, men kun under forudsætning af at barnets forældre er sig deres ansvar overfor både hund og barn bevidst.

 

Mine egne børn er født ind i familien som i forvejen havde to hundefamiliemedlemmer og især det første barn måtte jeg beskytte hundene imod.

Og det blev han så.

Ingen af dem led overlast og barnet lærte meget tidligt at "Når Didi knurrer siger han NEJ". Og hun lærte at respektere hundens grænser via sin far og mor.

 

Jeg mener at hunde kan have meget glæde af at leve sammen med børn og børn kan få uvurderlige oplevelser og erfaring med grænser og sprog, når de har fornuftige forældre.

 

Især dette med andres grænser tror jeg er meget vigtigt at børnene lærer, og når forældrene "underviser" i dyr er der ligeledes lagt helt naturligt op til at vække barnets sympati og empati.

Empati som jeg ind imellem kan frygte er et begreb på vej ud hos store dele af børn og unge.

 

Børnene kan via dyrene lære, at det ikke altid selv kommer i første række. Kaninen, hunden eller hvilket dyr man har skal fodres, vandes og renses om før man måske selv skal have egne behov dækket.

 

Men alt dette kræver engagerede forældre med omsorg og respekt for dyrene.

 

Det er vanskeligt at give noget videre til børnene man ikke selv udviser.

 

 

 

simpelthen så sandt:5up:

[Gæst ThomasTBO]

Det er vanskeligt at give noget videre til børnene man ikke selv udviser.

 

 

Ja, og det er måske i virkeligheden der 'hunden ligger begravet'? At børn og dyr egentlig fint går sammen, med den lille, men vigtige forudsætning, at FORÆLDRENE mentalt, holdingsmæssigt og overskudsmæssigt magter deres del af opgaven: at guide barn/hund ind på rette vej i forhold til hinanden.

[Gæst Ninjamor]

Jeg er helt enig med de indlæg som har været - at forholdet mellem børn og dyr kan være helt fantastisk..

Og det afhænger helt og aldeles af forældrene! Hvor de tackler at introducere de to for hinanden, og om at lære børn hvordan man omgåes hunde..

Her i nabolaget møder jeg mange børn - og deres forældre er for det meste rigtig gode til at sige at man skal spørge inden man klapper en hund, og at man ikke må klappe en som er bundet..

Og faktisk er jeg tit ude for at børnene får at vide de skal sætte sig på hug hvis de skal hilse på hunden Det er da dejligt!

 

Jeg voksede op med katte - og min fætter og jeg mente det vigtigt at lære katten indgående at kende.. Så mens jeg forsøgte mig med kattelemmet, studerede min fætter katten som vaskede sig selv - og han gjorde kunsten efter.... på katten... ned af ryggen.. Og kastede op som resultat..

Nåh - sidehistorie!

 

Sig for guds skyld at du mener katteLEMMEN!

[Gæst milder batmusen]

Sig for guds skyld at du mener katteLEMMEN!

 

 

 

ja det håber vi det var det der mentes he he he he

[Lykkeliv]

Jeg er meget enig i de mange gode indlæg der allerede er skrevet her i tråden.

 

I vores omgangskreds findes der både hundevante og ikke hundevante børn, og vi tager de hensyn der skal tages i forhold til begge parter.

 

De hundevante er desværre i fåtal, men findes ikke desto mindre. Det yngste er blot 2 år gammel, den ældste 14 eller 15.

Den 2 årige imponerer mig gang på gang. Hun forstår virkeligt at omgås hunde, hverken hiver eller trækker, men kan godt løfte pegefingeren og sige "nej-nej" hvis hunden hopper op eller kommer til at vælte hende.

Inden hun rører ved en hund, pluddersnakker hun med den og spørger vist nok pænt om den vil lege.

Hun deler gladeligt ud af sin madpakke, ofte delt sådan at hunden får rugbrødet og hun selv spiser pålæget Maden bliver serveret enten med helt flad hånd, eller på gulvet.

 

Jeg synes dette barn er helt fantastisk, men hun er også opvokset i et hjem, hvor der fra starten er blevet prædiket hensyn til begge parter. Hun udviser en slags forståelse for, at hunden er et levende individ, der selv har en mening om tingene, og respekterer hvis hunden fx vender sig væk eller går, ligesom hun altid spørger om lov inden hun går ind på "hundenes værelse", eller tager et legetøj der tilhører dem.

 

Stella elsker hende, og børn generelt i øvrigt! Når de er sammen, får jeg helt lyst til at få et barn, bare for Stellas skyld For barnet giver Stella noget, som vi ikke kan.

Jeg ved ikke, de har en eller anden forståelse for hinanden tror jeg, og Stella slipper hende knap af syne, når de først har mødtes.

 

Jeg tror såmænd ikke dette barn er særligt specielt som sådan, men hun kommer fra et hjem der har haft et fornuftigt og ikke mindst realistisk syn på forholdet mellem barn og hund.

 

Med andre ord, så synes jeg at børn og hunde er en fantastisk kombination, blot forældrene har overskud og ikke mindst viden, til at tackle situationen.

 

Mht. til små børn og hvalpe, så mener jeg også sagtens det kan gå, så længe forældrene igen har en realistisk indstilling til tingene.

Det går bare ikke, hos forældre der går i panik første gang barnet begynder at bløde pga en fejlagtigt placeret hvalpe-tand.

[Gæst milder batmusen]

jeg synes efterhånden børn idag er mere bange for hunde end de nogensinde har været og det må være forældrene der lærer dem det pga jeg synes tolerancen overfor hunde generelt er blevet dårligere de seneste år

 

synes ofte jeg ser forældre trække børnene væk fra hunde som var det et udyr hvilket sender et dårligt signal til børn

 

man kan sagtens lære børn og afstand til fremmede hunde uden at gøre det til en frygt hvilket er dumt i mine øjne

[Gæst T_Martinsen]

Sig for guds skyld at du mener katteLEMMEN!

 

[Agnete87]

jeg synes efterhånden børn idag er mere bange for hunde end de nogensinde har været og det må være forældrene der lærer dem det pga jeg synes tolerancen overfor hunde generelt er blevet dårligere de seneste år

 

synes ofte jeg ser forældre trække børnene væk fra hunde som var det et udyr hvilket sender et dårligt signal til børn

 

man kan sagtens lære børn og afstand til fremmede hunde uden at gøre det til en frygt hvilket er dumt i mine øjne

Der rammer du noget som også jeg har oplevet meget på det sidste, børn der nærmest græder af skræk når de ser skyggen af en hund, og forældrene der hiver ungen væk fra det farlige:confused:

 

Jeg er vokset op med hunde i alle størrelser fordi jeg blev slæbt med i parken når Zeppi eller Emma skulle luftes om eftermiddagen (og senere aftenture da jeg blev ældre). Første gang jeg stiftede bekændskab med en rotweiller var jeg 5 år og så er de kname store sådan nogle rotter:shock:

 

Nå men jeg lærte da jeg var lille at når hunden spiste eller lå med noget den kunne lide, så lod man den være. Hvis hunden kom hen til en med noget i munden tog man det først når hunden lagde det ned (freks. pind ell. bold), man gik ikke hen til hunden når den sov eller lå i sin kurv/tæppe for så ville den have fred. Man spurgte altid om lov til at ae hunden hvis den var fremmed, for klappe har jeg aldrig gjordt mig i.

 

Jeg har lige været nede ved mine forældre og noget familie i en lille uge i deres sommerhus, og 2 hunde + en røvfuld unger i alderen 4 til 18 år.

Der måtte jeg gøre det klart for Magnus på 6 år mange gange at Emma skulle man være rolig med da hun er en gammel hund men vil gerne lege pind noglegange, og man skulle lade hende være når hun lå i den ene ende af haven for sig selv og slappede af. Buster (han labbe på 6mdr) måtte man ikke lege voldsomt med og lad så forhelvede være med at tage hans legetøj og bideting når han ligger med dem, du ville heller ikke syntes at det var sjovt hvis jeg tog dine fodbolde fra dig når du spillede bold.

 

Daniel på 4 år havde ikke været så meget ved hunde så han var lidt nervøs ved dem. Det var dog kun Emma han blev udsat for da Buster gik kold i campingvognen da Daniel og han far og mor kom. Daniel ture godt at kæle Emma når hun lå ned og ikke var så stor, men når hun stod op var hun jo i hovedhøjde hos Daniel og det var ikke så rart for ham. Men efter 2 timer var Emma og Daniel gode venner, Emma skulle lige have en opsumering om at hun ikke måtte slikke ham i hovedt og Daniel lærte at gå tur med en hund og give den hundekiks uden at den blev farlig:engel:

 

Men børn og hunde skal altid være under opsyn, men det betyder jo ikke at det er en skidt ting at de er sammen. Børn lærer om ansvar og empati og samtidig åbner de generte børn sig op når der er et dyr de kan snakke med om. Hunde forstår godt at sige fra på en pæn måde ved at gå væk, de behøves ikke at knurre eller det der er værre og så er det jo også lidt sjovt når der kommer små mennesker der vil lege med dem.

 

Hundeejere derimod skal lære at deres hunde ikke er lavet af porcelæn og de kan altså godt klare at blive taget lidt hårdt ved af små børn. Børn skal lære grænser ligesom hunde skal lære grænser, så hvorfor ikke lære børnene at omgås hunde på en god måde uden at få et hjerteslag af bar bekymring over hunden. Børn skal lære at hunde/dyr ikke er legetøj men legekammerater, ligesom hunde skal lære at børn er lidt voldsomme og omklamrendene noglegange.

[Gæst milder batmusen]

Der rammer du noget som også jeg har oplevet meget på det sidste, børn der nærmest græder af skræk når de ser skyggen af en hund, og forældrene der hiver ungen væk fra det farlige:confused:

 

Jeg er vokset op med hunde i alle størrelser fordi jeg blev slæbt med i parken når Zeppi eller Emma skulle luftes om eftermiddagen (og senere aftenture da jeg blev ældre). Første gang jeg stiftede bekændskab med en rotweiller var jeg 5 år og så er de kname store sådan nogle rotter:shock:

 

Nå men jeg lærte da jeg var lille at når hunden spiste eller lå med noget den kunne lide, så lod man den være. Hvis hunden kom hen til en med noget i munden tog man det først når hunden lagde det ned (freks. pind ell. bold), man gik ikke hen til hunden når den sov eller lå i sin kurv/tæppe for så ville den have fred. Man spurgte altid om lov til at ae hunden hvis den var fremmed, for klappe har jeg aldrig gjordt mig i.

 

Jeg har lige været nede ved mine forældre og noget familie i en lille uge i deres sommerhus, og 2 hunde + en røvfuld unger i alderen 4 til 18 år.

Der måtte jeg gøre det klart for Magnus på 6 år mange gange at Emma skulle man være rolig med da hun er en gammel hund men vil gerne lege pind noglegange, og man skulle lade hende være når hun lå i den ene ende af haven for sig selv og slappede af. Buster (han labbe på 6mdr) måtte man ikke lege voldsomt med og lad så forhelvede være med at tage hans legetøj og bideting når han ligger med dem, du ville heller ikke syntes at det var sjovt hvis jeg tog dine fodbolde fra dig når du spillede bold.

 

Daniel på 4 år havde ikke været så meget ved hunde så han var lidt nervøs ved dem. Det var dog kun Emma han blev udsat for da Buster gik kold i campingvognen da Daniel og han far og mor kom. Daniel ture godt at kæle Emma når hun lå ned og ikke var så stor, men når hun stod op var hun jo i hovedhøjde hos Daniel og det var ikke så rart for ham. Men efter 2 timer var Emma og Daniel gode venner, Emma skulle lige have en opsumering om at hun ikke måtte slikke ham i hovedt og Daniel lærte at gå tur med en hund og give den hundekiks uden at den blev farlig:engel:

 

Men børn og hunde skal altid være under opsyn, men det betyder jo ikke at det er en skidt ting at de er sammen. Børn lærer om ansvar og empati og samtidig åbner de generte børn sig op når der er et dyr de kan snakke med om. Hunde forstår godt at sige fra på en pæn måde ved at gå væk, de behøves ikke at knurre eller det der er værre og så er det jo også lidt sjovt når der kommer små mennesker der vil lege med dem.

 

Hundeejere derimod skal lære at deres hunde ikke er lavet af porcelæn og de kan altså godt klare at blive taget lidt hårdt ved af små børn. Børn skal lære grænser ligesom hunde skal lære grænser, så hvorfor ikke lære børnene at omgås hunde på en god måde uden at få et hjerteslag af bar bekymring over hunden. Børn skal lære at hunde/dyr ikke er legetøj men legekammerater, ligesom hunde skal lære at børn er lidt voldsomme og omklamrendene noglegange.

 

Det er nemlig også en tendens jeg har bemærket de seneste år danske børn reagere næsten som udlæninge og jeg ser ofte at det er forældrene der lærer dem den frygt. desværre

 

som barn elskede jeg hunde selvom vi først fik hund da jeg var 11-12 år gammel men jeg havde lært at respektere dyr alle dyr og hunde havde jeg visse retningslinjer jeg lærte som igen spiser de skulle jeg lade hundene være,sov de måtte jeg ikke nærme mig ,

jeg måtte ikke nærme mig hunde som stod bundet,og jeg skulle altid respektere hvis hunden gik måtte jeg ikke gå efter samt måtte jeg ikke røre på hovedet eller kramme hunde undtagen vores egen :5up:

min lille bebs vil lære det samme han ligger ofte på gulvet med 2 schæfere omkring ham og vi har været ude ved en opdrætter med små hvalpe som hoppede op i hovedet på os han kiggede bare og tog det stille og roligt selvom han kun var 19 uger gammel:5up: