Labber død af leverkræft

[LouiVonPoul]

En god veninde af mig havde en labrador/engelsk setter.

 

Han begyndte med at miste appetitten, men det var ikke noget nyt, når han blev træt af foderet. Derefter mistede han energien, blev slap og havde besvær med at rejse sig. Han havde også problemer med afføringen.

Hun tog ham med til dyrlægen og fik tjekket ham på kryds og tværs. Men dyrlægen fandt ikke noget. Nikie fik noget antibiotika og noget mavesaft (mavesyre) neutraliserende. Det hjalp desværre ikke.

 

Men Nikie fik IKKE taget en blodprøve. Mente dyrlægen ikke var nødvendigt!

 

Anden gang fik han en taget en blodprøve, som viste at han havde alt, alt for store levertal. Vidt som jeg kan læse mig til er det omkring de 100. Nikies var 783.

 

Han havde leverkræft, meget fremskreden. Han kunne ikke reddes.

 

Nikie blev 6 år.

 

I dag står min veninde og bebrejder sig selv for at hun ikke insisterede inderligt på den blodprøve.

 

Som jeg kan læse er labradorer også disponeret for kræft. Men er engelsk setter det?

Og hvorfor ville dyrlægen ikke tage den blodprøve?

[Birgitta]

En god veninde af mig havde en labrador/engelsk setter.

 

Han begyndte med at miste appetitten, men det var ikke noget nyt, når han blev træt af foderet. Derefter mistede han energien, blev slap og havde besvær med at rejse sig. Han havde også problemer med afføringen.

Hun tog ham med til dyrlægen og fik tjekket ham på kryds og tværs. Men dyrlægen fandt ikke noget. Nikie fik noget antibiotika og noget mavesaft (mavesyre) neutraliserende. Det hjalp desværre ikke.

 

Men Nikie fik IKKE taget en blodprøve. Mente dyrlægen ikke var nødvendigt!

 

Anden gang fik han en taget en blodprøve, som viste at han havde alt, alt for store levertal. Vidt som jeg kan læse mig til er det omkring de 100. Nikies var 783.

 

Han havde leverkræft, meget fremskreden. Han kunne ikke reddes.

 

Nikie blev 6 år.

 

I dag står min veninde og bebrejder sig selv for at hun ikke insisterede inderligt på den blodprøve.

 

Som jeg kan læse er labradorer også disponeret for kræft. Men er engelsk setter det?

Og hvorfor ville dyrlægen ikke tage den blodprøve?

 

Leverkræft ville han alligevel ikke have overlevet. Der er ikke så meget at gøre, når det står sådan til. De allerfleste tilfælde skyldes metastaser, altså at der er kræft et andet sted i hunden, og at DEN kræft hat bredt sig til leveren.

 

Din veninde er blevet sparet for et langt grimt forløb, hvor hun ville have været nødt til at tage stilling til den ene "muligvis livsforlængende" behandling efter den anden. Store dyrlægeregninger og en hund, der kun blev dårligere og svagere. Og som måske havde mange smerter i lang tid. En hund fortæller jo ikke altid, hvordan den har det.

 

Jeg håber selv, at jeg er stærk nok til at sige farvel til min Silke, hvis hun skulle få konstateret livstruende kræft. For hendes skyld.

 

Men jeg går absolut ind for, at en hund bliver testet for lever- og nyresygdomme og sukkersyge fra den er 6-7 år. Det bliver Silke. Og det blev den anden gamle hund, jeg har haft. Silke er 9½ og min gamle bernersennen blev 13..

---Med alderen FÅR vi tit flere sygdomme. Uanset om vi har 2 eller 4 ben. Og mange sygdomme kan sinkes eller stoppes, hvis man opdager dem tidligt nok... Men ikke leverkræft.

:ae:Giv din veninde et kram og fortæl hende, at det ikke havde gjort den store forskel. Men det er meget tidligt din venindes hund har fået kræft..

 

Ved I hvilken type kræft, der var tale om?

[JeanetteH]

Hvor lang tid gik der fra 1. besøg til 2. besøg? Det er meget normalt, at de lige prøver noget andet først.

 

Hos min dyrlæge får alle store hunde taget blodprøver for alt, hvert år, fra de fylder 8 år. De små er nok i en senere alder, det er senior-hunde.

[Petrine]

Mine forældres hund har netop fået konstateret leverkræft, han har ingen symptomer, men fik taget blodprøve før en øjenoperation, hvor levertallene så blev opdaget. Der er intet at gøre, han lever indtil han får symptomer og så er det slut. Jeg ville egentligt ønske, de ikke havde fået den viden før han blev syg, så din veninde har intet at bebrejde sig selv :ae:

[Birgitta]

Petrine, dine forældres hund kan også have leversvigt af andre årsager end kræft. Det kan man vist ikke se i en blodprøve. Den fortæller bare, at leveren kører på nedsat kraft.

 

Når han ingen symptomer har, så KAN han blive rask igen. Eller måske bliver han bare aldrig dårlig. For der kan være tale om en eller anden forgiftning, som er på vej ud af kroppen. Mange ting er giftige for hunde. Nogle ting ophobes i leveren og giver symptomer efter flere år. Hvor gammel er han?

 

Min gamle bernerpige, Ronja, fik konstaterer forhøjede levertal da hun var 8-9 år. Hun fik diætfoder og levede til hun blev 13. Hvis hun havde haft kræft i leveren så ville hun være død inden hun blev 10. Man kan ikke kurere kræft i leveren med diæt.

Men Ronja fik også konstateret leverproblemerne INDEN der var nogen symptomer. Ved det årlige rutinecheck.

[Petrine]

Der blev undersøgt og scannet, han har voldsom leverkræft og er 12, det er stort og der er intet at gøre - de elsker hunden og har været ved 3 dyrlæger / specialister. Han er en terrier, så de er ekstra opmærksomme, for han viser ikke smerte særligt tydeligt.

[Birgitta]

Det er hårdt. Dine forældres hund, det er jo som en hundesøskende til dig...:ae:

 

---Og hvis det er en lille terrier, så er 12 år jo ingen alder.

 

Men når han ingen symptomer har, så må I bare nyde ham i den tid, han har tilbage.. Måske er det den indkapslede slags, levercelleadenom. Den kan godt være for stor til at fjerne, men den spreder sig ikke så hurtigt til andre organer.

Hvor længe siden er det, at han blev skannet?

 

Terriere viser ikke smerter fordi de nok TÅLER smerter bedre.. Det må være op til ham, hvornår nok er nok.

Terriere er jo også tit nogle livsglade hunde.

[Petrine]

De fandt det i august eller september, han er meget glad og ja, deres 'baby', men nu ved de, hvad symptomerne betyder, når de kommer.

[LouiVonPoul]

Min veninde havde fra starten sagt, at når hun fik hund, skulle den ikke lide, hvis den fik en livstruende sygdom.

 

Nej, jeg ved godt at Nikie ikke ville overleve leverkræften, men det er lidt princippet i det (kan se jeg ikke fik formuleret i tråden, beklager).

Det at hun kommer ind til dyrlægen som ikke vil tage en blodprøve, fordi personen ikke mener det er nødvendigt. Det at Nikie måske kunne have sluppet for mere smerte end nødvendigt, plager min veninde grusomt.

 

Fra første besøg til andet besøg gik der ni dage. Medicinen han fik skulle virke inden for 12 dage samtidigt med at han fik skånekost. Han fik det værre og værre så den 9. dag ind til dyrlægen og få taget en blodprøve. Svaret kom dagen efter.

 

Brumbassen Nikie fik sin sidste gåtur i hundeskoven og sov ind samme eftermiddag

 

Veninden ville ikke vide mere da hun fik at vide det var leverkræft.

[Siri]

Hvis hun ikke stoler på dyrlægen, så skal hun helt bestemt finde en anden! At gå til dyrlægen er i allerhøjeste grad et spørgsmål om tillid og det er vigtigt at man stoler på den person, i hvis hænder man overlader sin hunds liv.

Mine hunde får jævnligt taget blodprøver, hvis jeg alligevel er ved dyrlægen. Dem af hundene jeg bruger mest får taget en gang om året. På den måde ved jeg, at de er i orden og kan bruge dem fuldt ud, uden at spekulere på deres helbred.

[Petrine]

Hvad får du tjekket i blodprøven? Jeg ser jævnligt barf-folk skrive om blodprøver, men har stadig ikke gennemskuet, hvad jeg skal bede om at få tjekket (levertal, men hvad med vitaminer?)

[Birgitta]

De fandt det i august eller september, han er meget glad og ja, deres 'baby', men nu ved de, hvad symptomerne betyder, når de kommer.

 

Nogle gange har sådanne ting deres eget uberegnelige liv. Hvis leverkræften er indkapslet (og det kunne den lange overlevelse måske tyde på) så kan han have det fint lang tid endnu. Og hvis kræften holder sig i leveren, så behøver der heller ikke komme store smerter. Efterhånden som leveren holder op med at fungere, så vil der komme de der symptomer med madlede og træthed. Og så er det nok tid at sige farvel.

Men det behøver ikke at være lige oppe over.

Dine forældre kunne evt. få taget en ny blodprøve til januar hvis han stadig virker rask til den tid. Så er der gået 3 måneder siden sidste blodprøve. Og de kan på levertallet se, om de har ret i, at han ikke har fået det værre.

[Birgitta]

Min veninde havde fra starten sagt, at når hun fik hund, skulle den ikke lide, hvis den fik en livstruende sygdom.

 

Nej, jeg ved godt at Nikie ikke ville overleve leverkræften, men det er lidt princippet i det (kan se jeg ikke fik formuleret i tråden, beklager).

Det at hun kommer ind til dyrlægen som ikke vil tage en blodprøve, fordi personen ikke mener det er nødvendigt. Det at Nikie måske kunne have sluppet for mere smerte end nødvendigt, plager min veninde grusomt.

 

Fra første besøg til andet besøg gik der ni dage. Medicinen han fik skulle virke inden for 12 dage samtidigt med at han fik skånekost. Han fik det værre og værre så den 9. dag ind til dyrlægen og få taget en blodprøve. Svaret kom dagen efter.

 

Brumbassen Nikie fik sin sidste gåtur i hundeskoven og sov ind samme eftermiddag

 

Veninden ville ikke vide mere da hun fik at vide det var leverkræft.

 

---Man har altså en mening til man får en ny...

Og lige netop om hvornår man vil aflive sin hund, det ved man ikke, før man står i situationen.

Din venindes forudbeslutning er sådan en princip-beslutning som man træffer med hjernen.

 

Men når tiden lakker ud og man skal sige farvel til sin ven, så handler man med hjertet. Tit betyder DET at man giver slip af kærlighed. Men man kan også have brug for en tid til at acceptere det, der er ved at ske.

 

Da Nikie blev syg kunne din veninde jo ikke vide, at han var alvorligt syg. Hvis hun havde vidst det, så havde hun enten insisteret overfor dyrlægen, eller hun havde fået en anden dyrlæge til at tage blodprøven. Dyrlæger er der jo masser af.

 

Jeg tror ikke, at leverkræft er det første, man tænker, når en 6-årig hund bliver sløj. Hverken som ejer eller som dyrlæge.

 

Nikie havde det skidt i de sidste dage, ja. Men han havde altså nok ingen smerter. De symptomer, du har beskrevet, tyder ikke på smerter, men på leversvigt. ---Og selv om han havde fået taget en blodprøve ved den første konsultation, så ville der alligevel være gået nogle dage før der var et svar. Så i praksis havde det ikke betydet noget.

 

Leversygdomme er noget snigende noget. Det er også derfor jeg anbefaler alle med ældre hunde at få taget en prøve en gang om året. Så man kan fange det og måske behandle inden hunden får det skidt.

 

Men Nikie var IKKE gammel. Jeg ville heller ikke tænke på leversvigt hvis jeg stod med en utilpas hund i den alder...

 

Der er bare ting, som vi ikke er herre over.....

[Birgitta]

Hvad får du tjekket i blodprøven? Jeg ser jævnligt barf-folk skrive om blodprøver, men har stadig ikke gennemskuet, hvad jeg skal bede om at få tjekket (levertal, men hvad med vitaminer?)

 

Silkes alderschek hedder lever- og nyretal og blodsukkertal. Sukkersyge er også en sygdom der kan dukke op i alderdommen. Og det er ret nemt at holde hunden symptomfri i årevis hvis man kommer i gang med en diæt i tide.

 

Jeg ved ikke rigtig med vitaminer. Man kunne da nok teste for alverdens vitaminer også. Men hver blodprøve koster jo. Så der er mere mening i at teste for ting, som dyrlægen har erfaring for der kan være problemer med. Hvis en hund viser tegn på vitaminmangel, så kunne man teste for det vitamin som symptomerne tyder på mangel af.

 

---Der findes jo rigtig mange vitaminer. Og hver eneste vitamin kræver en særskilt prøve.

 

Så ender det jo med, at diagnosen bliver: blodmangel:vedikke:.

 

Snak med den dyrlæge, der kender din hund. Ingen ved bedre, hvilke prøver, der er relevante for lige netop den.

[LouiVonPoul]

---Man har altså en mening til man får en ny...

Og lige netop om hvornår man vil aflive sin hund, det ved man ikke, før man står i situationen.

Din venindes forudbeslutning er sådan en princip-beslutning som man træffer med hjernen.

 

Men når tiden lakker ud og man skal sige farvel til sin ven, så handler man med hjertet. Tit betyder DET at man giver slip af kærlighed. Men man kan også have brug for en tid til at acceptere det, der er ved at ske.

 

Da Nikie blev syg kunne din veninde jo ikke vide, at han var alvorligt syg. Hvis hun havde vidst det, så havde hun enten insisteret overfor dyrlægen, eller hun havde fået en anden dyrlæge til at tage blodprøven. Dyrlæger er der jo masser af.

 

Jeg tror ikke, at leverkræft er det første, man tænker, når en 6-årig hund bliver sløj. Hverken som ejer eller som dyrlæge.

 

Nikie havde det skidt i de sidste dage, ja. Men han havde altså nok ingen smerter. De symptomer, du har beskrevet, tyder ikke på smerter, men på leversvigt. ---Og selv om han havde fået taget en blodprøve ved den første konsultation, så ville der alligevel være gået nogle dage før der var et svar. Så i praksis havde det ikke betydet noget.

 

Leversygdomme er noget snigende noget. Det er også derfor jeg anbefaler alle med ældre hunde at få taget en prøve en gang om året. Så man kan fange det og måske behandle inden hunden får det skidt.

 

Men Nikie var IKKE gammel. Jeg ville heller ikke tænke på leversvigt hvis jeg stod med en utilpas hund i den alder...

 

Der er bare ting, som vi ikke er herre over.....

 

 

Du har så sandelig ret, uden tvivl.

 

Jeg skal ikke kunne sige præcis hvordan Nikie havde det.

Hun havde sat selv i "karantæne", som man kalder det ude på min hjemegn, og det er hun endnu for den sags skyld. Altså kan jeg ikke få nok info omkring Nikie.

 

Det hun ytrede som det første var som sagt om labradorer havde tendens til kræft. Det andet var om engelsk settere også var det.

Ved lidt omkring labrador, men ikke om engelsk setter. Moderen var ren labber og faderen var engelsk setter med en 1/3 labrador i sig.

 

Men Birgitta og jer andre ej forglemme, mange tak for jeres indlæg. Jeg vil vise min veninde dette og håbe at det kan skabe mere ro.

[Birgitta]

Jeg kan altså ikke finde noget om at labber generelt har højere tendens til at få kræft end andre racer?

 

Kræft er mest almindelig i kæmperacerne, altså de racer, der er endnu større end labrador og golden retriever. Især berner sennen er kendt for at have forhøjet antal tilfælde af flere forskellige kræfttyper. Og bernersennen får kræft i yngre alder end andre racer.....

 

Men alle racer kan få kræft. Og hunde kan få kræft i alle aldre. Kræftrisikoen bliver bare større, jo ældre hunden bliver.

Når Nikie fik kræft som 6 årig, så betyder det IKKE, at en ny labrador-hvalp også er i risiko for at få kræft i den alder. Eller få kræft overhovedet.

Almindeligvis bliver en labrador omkring de 12 år, altså dobbelt så gammel som Nikie. En bernersennen bliver gennemsnitlig 7 år. Der vil være bernere, der dør før de bliver 7 (jeg har haft 2 bernere, der kun blev 4 år) og der vil være nogen, der bliver ældre (jeg har haft en berner, der blev 13)

 

Når labradoren gennemsnitlig bliver 12 år, så betyder det jo, at der også er labber, der bliver 17-18 år. De er sjældne. Men det er heller ikke almindeligt, at en labrador kun bliver 6 år.

 

Din veninde har været meget uheldig. og det er hjerteknusende at miste sin hund så tidligt......

 

Det ER bare sådan, at når man køber en blød lille glad hundehvalp med tindrende øjne og fuld af spilopper, så køber man også lovning på et knust hjerte en dag. Før eller senere skal man sige farvel...

Og det er altså overhovedet ikke spor lettere at sige farvel til en gammel hund:cry:..

 

Man må gøre op med sig selv. Var det det værd? Gav hunden, man sagde farvel til, flere sorger end glæder:lun:?

 

Hvis man oprigtigt mener, at glæderne ikke opvejede sorgerne, så skal man måske ikke have hund igen.. I hvert fald ikke før sorgerne er kommet lidt på afstand og man igen kan huske alle de dejlige oplevelser, man har haft med sin 4 benede hundeven:hjerte:..