Hop til indhold

LouiVonPoul

Members
  • Antal indlæg

    48
  • Medlem siden

  • Senest besøgt

Om LouiVonPoul

  • Fødselsdag 14-09-1989

Personal Information

  • Lokation
    Vestjylland
  • Interesser
    Læse, tegne, nyder gåture med min hund :)
  • Job
    Desvære sygemeldt på længere sigt
  • Hundenavn
    Max (Proppen Preben)
  • Køn
    Kvinde

LouiVonPoul's Achievements

Newbie

Newbie (1/14)

1

Community omdømme

  1. Sidder med telefonen og skriver det her, har ikke helt styr på app'en endnu Vender tilbage når jeg sidder med en computer igen
  2. Max har en hvid plet i nakken, så han er til at kende. Hans ene øje hænger lidt og det ser lidt uhyggeligt ud nogle gange
  3. Hej igen Beklager at jeg først for skrevet noget nu. En nær ven gik bort i juledagene, så har ikke haft overskud til at komme herind før nu. Min Max er stædig som bare pokker, men jeg holder ved mine regler. Eftersom han er en "genbrugshund" har han fået en anden opdragelse. Tror ikke rigtig han har fået sat grænser, men vi arbejder på det og der sker små fremskridt hver dag Jeg er overlykkelig for ham og han har været en trøst den sidste måneds tid. Han har forresten tabt sig og ser meget sundere ud
  4. Jeg syns også at han er alt for.. tung. Tror han har fået alt for meget mad fra bordet, desværre, der hvor jeg fik ham fra. Hos mig får han kun tørfoder og ekstra lækre bløde godbidder når vi træner/øver nogle svære ting. Han kunne ikke de basale sit, dæk osv, så det har været udfordrende, men samtidigt interessant og sjovt at se ham udvikle sig. Jeg snakkede med dyrlægen den anden dag og hun sagde, at hvis han taber sig 3-4 kg, så har en fin størrelse. Synes det er meget, eftersom de jeg har passet har vejet omkring de 15 kg. Jamen jeg er faktisk åben for alle tips og tricks omkring Beagler. Såsom hvilke ting der ville være en god ide at fokusere på. Her er der to billeder (Det er godt nok svært at få ham til at sidde eller stå stille, så har pt kun den her i god kvalitet):
  5. Efter 8 år har jeg endelig fået hund Max er en beagle på knap 11 måneder, så han er en stor hvalp (22 kg ), men er høj og lang i forhold til racestandarden. Jeg har haft ham i en måneds tid, han er skilsmisse hund og har helt sikkert haft det alt for godt, siden han har den størrelse han har. Han har så tabt 2-3 kg på den måneds tid jeg har haft ham, så det er jeg super glad for. Det var lige et sidespor. Det jeg ville høre om, er om nogen har erfaring med racen som hvalp? Jeg ved kun basisene og det går rigtig godt, efter som det virker som om han ikke har fået sat grænser. Jeg har arbejdet med ældre beagler (6 år og opad), men aldrig en hvalp
  6. En ældre dame have en stor flot sort schæfer ude på min hjemegn. Hunden hed Flemming og udover det var Flemming en tæve Plejebroren Ole, som dog var en hanhund. Det var vildt skægt at gå tur med dem og kalde dem hjem
  7. Min fejl, ville skrive det samme som du siger her. Var lige kommet hjem fra arbejde og blev nok mere rystet og forarget at jeg ikke fik det hele med :stupid: Ville da selv bliver splitter rasende hvis jeg fik et dap på hovedet af en skovl.
  8. Det dér giver overhovedet ikke mening. Hvad tænkte han dog på? Ud fra de oplysninger der er givet i den artikel, giver det ikke meningen at hunden pludselig reagere voldsomt ved at prøve at bide. Hvis Corina stod bundet ved et træ og han følte sig "truet", hvorfor går han ind efter en hammer og giver hende gentagende slag med den? En bøde..
  9. Jeg har selv prøvet som nabo at se en labrador gå i en lukket "have", som heller ikke kom ind om natten eller bare ud og gå, eller det så det ud til udefra. Jeg snakkede med en nabo om det på et tidspunkt og han sagde at der var nogen der havde taget kontakt til dyreværnet. De havde så været og kigget sig lidt rundt. Hunden havde det fint, han var glad sund og rask. Det der lå i det, var at hans ejer havde svært socialangst og manden kom kun ud i nattetimerne hvor der var ingen eller ganske få mennesker. Hunden havde simpelt sit hundehus som var en "tilbygning" til hans hus, det vil sige at labradoren havde mulighed for at gå lige direkte ind til ejeren igennem hundehuset. Hunden havde det bedst ude, fordi han kunne følge med i hvad der skete ude på vejen og at der var dejligt køligt, der var derfor at jeg aldrig havde set ham være indenfor. Det havde jeg da slet ikke tænkt på at det kunne hænge sådan sammen. Sidenhen er jeg flyttet, men jeg har stadig kontakt med naboen og han fortalte at det fremad med manden. Ejer og hund kommer mere ud dag for dag.
  10. Til jer der har fulgt tråden: Kvinden jeg fik et møgfald af er flyttet, men hvalpen har det godt :klap: Hvalpen bor nu ved nabomanden, en ældre enkemand, og har fået et dejligt nyt hjem. Hun har fået et nyt navn, da det virkede som om hun kryb sammen når man sagde hendes daværende navn. Jeg er ikke i tvivl om at han kan tage sig af hende, det er jeg helt sikker på. Og nu har Viggo fået en ny kammerat han skal lære op fra bunden, hvordan det er at være en glad hund
  11. Jeg ved ikke lige hvad der forgik i den kvindes hoved. Det var en pæn uhyggelig fremtoning hun havde. Viggo blev også utryg ved situationen, han begyndte at knurre, og der skal ellers meget til når det omhandler andre mennesker. En af naboerne havde overværet situationen og fortalte mig at kvinden havde flere voldsdomme bag sig, hvilket gjorde det mere uhyggeligt. Normalt er jeg ikke paranoid, men jeg indrømmer at jeg dobbelt tjekkede døre og vinduer en ekstra gang den første måned. Jeg ved snart ikke om det var godt at jeg afleverede hvalpen. Selvfølgelig skulle jeg det, men sådan som hun råbte og skreg af hvalpen, det gjorde lidt ondt på mig. Der kom et meget skingert, hyl inden jeg forlod adressen og det løb koldt ned af ryggen på mig. Havde hun slået eller sparket hunden, eller var det "bare" fordi at hvalpen blev forskrækket? Idag har jeg bestemt at jeg vil kontakte naboen og høre om han ved hvordan hunden har det, bare for en sikkerhedsskyld. Situationen bliver det lettere, hvis jeg høre om hunden har det godt. Jeg krydser fingre for at hun har det godt, ellers må jeg tage den derfra og kontakte nogen, der kan komme ind og tjekke om hun er sund og rask.
  12. Jeg var ude for en episode for et par måneder siden, den var ikke speciel rar på nogen måde. Jeg var ud på den store rute sammen med Viggo hvor vi skal krydse en stor vej hvor der er rigtig mange biler og lastvogne. Jeg ser så en bette hvidt dyr rende midt på kørebanen. Den rendte forvildede rundt, men kunne ikke komme ind på fortovet. Jeg tror ikke jeg har rendt så stærkt længe, fik stoppet biler og samlet den her uldtot op, der viste sig at være en ruhåret jack russell terrier hvalp. Hun var beskidt, våd og kold og ræd som bare pokker. Da jeg kom ind på fortovet hvor Viggo havde fået ordre på at blive, snuste han til det lille pus. Han fik hende lidt beroliget og jeg tog hende ind under jakken for at hun kunne få noget varme. Hun faldt i søvn på ganske kort tid. Hun havde heldigvis halsbånd på hvor der stod en adresse, som lå ca 7 km væk fra stedet jeg fandt hende. Det er mig stadig en gåde hvordan hun er nået så langt. Endelig fandt jeg adressen og jeg da ringede på kom en meget brysk kvinde ud. Jeg spurgte hende om hun manglede en hund, det gjorde hun så. "Jeg tror hende her er din så" smilede jeg og fik hvalpen op fra jakken. Hun så på hvalpen, flåede hende ud af mine hænder og skældte ud (beklager virkelig meget for sproget, men citatet her er ordret): "Det kan fandeme ikke passe at du stjæler min hund og forventer at få en dusør!" "Jeg melder dig til politiet for afpresning, din fucking møgluder!" "Jeg ved hvor du bor, du skal ikke vide dig sikker når du vender ryggen til!" Så smækkede hun døren og råbte og skreg af hunden. Jeg måbede over det møgfald jeg lige fik leveret i fjæset. Jeg forventede ikke en dusør, men bare et tak. Nok den mest ubehagelige situation i mit liv. Penge betyder ikke så meget for mit vedkommende, bare et venligt tak og måske en fin lille gestus. Jeg undskylder meget igen for de grove ord, men som sagt er det ordret fortalt.
  13. Min gamle hund Ricko, dobermann/labrador blanding, var ræd for frøer uanset størrelse. Han gøede som sindssyg af dem, selv de mindste frøer man ikke kunne se, hvis man ikke vidste hvor de var. Jeg kan love jer for at han skældte ud, peb, hoppede, undveg og prøvede at tjatte til den farlige frø, men fortrød straks. Han var en mucho macho hund, men frøer.. Nah, ikke lige ham. Skøre gamle dreng, meget bliver du husket for, din tossede hund
  14. Jeg er også glad for at jeg gjorde det, synes det ville være synd for ham. Jeg måtte først have fat på hans ejere og spørger om det skulle gøres eller ej, jeg kunne jo ikke bare få det gjort uden deres tilladelse. Han har ikke haft problemer med ikke at kunne holde på det, hvilket er skønt. Men som sagt blev jeg meget i tvivl da vedkommende blev ved med at sige, at jeg havde ødelagt Viggos liv. Jeg blev mildest talt rædselslagen ved tanken, det virker sandsynligvis som om jeg overdriver, men jeg elsker Viggo og vil gøre det bedste for ham.
  15. Ærlig talt, jeg ved det ikke. Synes selv det er noget mærkeligt noget. Viggo var meget sky i starten og var næsten ræd hvis man stak hånden hen for at klappe ham. Det var som om, uden jeg ved det, at han var bange for at få en på hovedet. Så det har du nok ret i at der lagde noget grådighed ind over. Stamtavle eller ej, han er fantastisk. Men idag, 4 år efter, er han den skønneste hund og kun godt at han kom hjem til hans nye familie
×
×
  • Tilføj...