Fuglejæger

[viviansen]

Min Yorkshire terrier på 15 mdr har et KÆMPE jagtinstinkt og har brugt mange timer i haven på, at jage og gø af fuglene.

 

Det har vi gennem meget træning fået styr på og hun ved nu, at det er forbudt.

Ind imellem kan det stadig "løbe af" med hende og så kommer der et enkelt vov hun får så nej og det tager det, som regel i opløbet. Sker det igen tager vi hende indenfor men det er efterhånden sjældent det bliver nødvendigt.

 

Nu er der så sket det, at min datter har fået en undulat. Den lille fyr har, som alle andre dyr, selvfølgelig krav på et godt liv og derfor skal den bo i stuen hvor resten af familien opholder sig.

Men ak og ve:( My er fuldstændig elektrisk og kunne, hvis hun fik lov, tilbringe timer foran buret. Hun er spændt som en fjeder og helt klar til jagt:shock:

 

Hvordan griber jeg det an? jeg er godt klar over at My aldrig kommer til "ligge i arm" med fuglen;-) men hun skulle gerne kunne acceptere fuglen uden at være i konstant jagt mood d.v.s. stress og alarm.

Som det er nu står hun foran buret alle døgnets 24 timer hvis hun fik lov:(

 

 

Undskyld jeg kom til at skrive ind i dit indlæg. Ninjamor

Redigeret Oktober 10, 2008 af Ninjamor

[Agnete87]

Hmm, begge parter har ikke gavn af situationen lige nu, fuglen stresser over at den bliver begloet af et rovdyr, og hunden er tændt på at glo fugl og kunne gøre dette til den faldt om af væskemangel, eller nowet...

 

Hvordan reagerer hun når fuglen basker rundt i buret???

 

Det bedste i kunne gøre er at se tiden lidt an, mine katte er selv ligeglade med mine fugle nu, men der var lidt cirkus i byen den første tid. Så mon ikke din hund ville affinde sig med fuglen efter en rum tid, men det skal selfølelig ikke gå udover fuglens stress tærskel så ender i med en død pipper på bunden af buret...

 

Og skaf en kammerat til fuglebassen:5up:

[viviansen]

Al aktivitet fra fuglens side er selvfølgelig rigtig spændende! og engang imellem udløser det et eksalteret bæf men træningen hænger ved og hun stopper med det samme hun får nej men hun er stadig helt oppe at køre:(

 

Jeg tror ikke det stresser fuglen, My er en lille hund på bare 2 kg og buret står højt så den bliver næppe generet af hvis My står ned på gulvet og glor:mrgreen:

 

Det er også meningen at den lille fugl skal have en kæreste men nu skal den lille falde til og blive tam først.

 

Jeg er ikke sikker på at din model med kattene helt dur til My. Hun bliver nødt til at lære, at den lille blå "lækkerbidsken" er strengt forbudt på samme måde, som det er forbudt at stjæle mad fra bordet. Vi er bare over i noget helt andet her, jeg tror vi køre på ren instinkt. Faktisk har jeg aldrig mødt en hund med så meget jagtinstinkt, som My hun løber efter alt.

Det skal dog siges, at vores gamle marsvin, som vi havde da vi fik My, gjorde hun ikke noget når den var ude men her kunne hun også bruge lang tid foran buret.

[Agnete87]

Ja der er jo forskel på hund og kat og hvordan man skal gribe dem an:blink:

 

Men kan fuglen se My? for selvom My er en bette hund på 2 kg, er hun møj stor for en lille fugl på 50 gram:shock: Fugle er somregl med få undtagelser stress sensitive, der skal bare et nys til for at de er på mærkerne. Men sålænge at den sidder på sin gren er stressen ikke uoverskuelig...

 

Men My skal nok lære at lade den lille være, men bare kigge som hun gjorde med jeres marsvin, min hund kiggede også kaniner da jeg boede hjemme, hun var dog bare enig med sig selv om at de var hendes babyer første gang hun så dem:roll:

 

Hov du kan prøve at gå ind på undulatsiderne.dk og se om der er nogle avlere med tamme unger der er fravænnede, når i skal se jer om efter en kæreste til den lille blå...

 

Nu sidder jeg og tænker på mine gamle unduer, hunnen blev fundet i naboens hæk og var lidt tam, og hannen købte jeg i dyrehandel og han var mere tam end en hund efter 5 dage, det var så hyggeligt at sidde med 2 fugle på hovedt og mærke at de puslede i ens hår:rolleyes:

[Gæst Must love dogs]

Nu kender jeg ikke meget til undulater vs. hunde, kun høns vs. hunde, men jeg vil da gerne komme med et bud

 

Jeg tror du skal prøve at stoppe hende tidligere, når du ser hun begynder at stirre, blive stiv i blikket, stivne. Lige nu tillader du My at være i *halvvejs* jagtstadie, og stopper hende først når hun går i *helvejs* jagtstadie, når hun gør og fare efter. Din hund giver en masse signaler når den er ved at *tænde* jagtinstinktet, og det er dér i starten, jeg ville springe ind og stoppe hende, så hun aldrig når at begynde sin jagt.

 

Nu er mine høns ikke beskyttet af et bur, så det var vigtigt at lære hunden at høns er no-go. Dengang ville jeg ikke engang lade min hund kikke på hønsne, for lige så snart hun gjorde det, så bredte der sig et glubsk ulvesmil på hendes mund og hun blev helt stiv i blikket, så hun blev stoppet næsten før hun begyndte. Og det har virket, hønsene kan baske, flakse og kagle lige under hendes næse nu, og hun giver dem kun et kort uinteresseret blik.

 

Det var mit bud, håber det gav mening Held og lykke med hund og undulat.

[Gæst milder batmusen]

min den ene hund gør akkurat også dette burdyr kigger hun på i lang tid

[viviansen]

Tak for alle jeres svar!

 

Must love dogs hvordan greb du det an rent praktisk? det er jo svært at forhindre My i, at kigge på fuglen da den jo står inde i stuen hvor vi jo alle opholder os en del.

 

Når hun står, dirrende og helt stiv i blikket, foran buret siger jeg nej og tager hende væk gerne op i sofaen til mig. Men så snart der ikke er 100% opmærksomhed på hende sniger hun sig derhen igen.

Skal jeg måske aflede istedet for nej? hvornår skal jeg rose osv?

 

Jeg skal dog tilføje, at det er blevet noget bedre idag hvor hun er langt mere afslappet. Metoden har været et bestemt nej og så ikke tillade hende, at stå foran buret med mord i øjene.

Hun har dog fået lov til, at stå der når jeg har snakket og nusset fuglen for, at vise hende at den høre med til "familien". Det sidste er det der virker i forhold til Nikka. Når jeg taler så sødt til den, så ER den sød og hun vil også gerne nusse den:hjerte:

[Gæst Must love dogs]

Tak for alle jeres svar!

 

Must love dogs hvordan greb du det an rent praktisk? det er jo svært at forhindre My i, at kigge på fuglen da den jo står inde i stuen hvor vi jo alle opholder os en del.

 

Når hun står, dirrende og helt stiv i blikket, foran buret siger jeg nej og tager hende væk gerne op i sofaen til mig. Men så snart der ikke er 100% opmærksomhed på hende sniger hun sig derhen igen.

Skal jeg måske aflede istedet for nej? hvornår skal jeg rose osv?

 

Jeg skal dog tilføje, at det er blevet noget bedre idag hvor hun er langt mere afslappet. Metoden har været et bestemt nej og så ikke tillade hende, at stå foran buret med mord i øjene.

Hun har dog fået lov til, at stå der når jeg har snakket og nusset fuglen for, at vise hende at den høre med til "familien". Det sidste er det der virker i forhold til Nikka. Når jeg taler så sødt til den, så ER den sød og hun vil også gerne nusse den:hjerte:

 

Godt at det allerede går i den rigtige retning :5up: Jeg synes du gør det rigtige, at du ikke tillader hende at stå med mord i blikket foran buret og så snart du ser hun har sneget sig derhen, at du igen ikke tillader det.

 

Jeg ville ikke aflede hunden hér, fordi hun skal lære at det er en nej-ting at lave jagt på fuglen. Desuden ville jeg være forsigtig med at rose, fordi hun kan blive i tvivl om hvad du roser hende for, hvis hun f.eks. sidder med det ene øje på undulaten og jagttanker i hovedet og bliver rost, så kan hun misforstå det som opmuntring til at blive ved. Misforstå mig ikke, jeg er en stor tilhænger af ros ellers :blink:

[viviansen]

Ok så forsætter vi den linie, måske blive hun en dag lige så dygtig, som din hund så hun kan være i samme rum, som fuglen mens den flyver frit:engel:

[Gæst Just]

Du kan ikke fjerne din hunds jagtinstinkter højst dæmpe dem lidt

Hvorfor skal hunden "straffes" nu der er kommet en fugl ind i huset - jeg mener fuglen skaffer hunden en masse negativ opmærksomhed.Sæt fuglen op på datterens værelse og lad hunden komme på værelset - ud af værelset hvis hun ikke "opfører" sig ordentligt.På et tidspunkt får hun lært det - sæt buret tilbage i stuen - hvis hun ikke opfører sig ordentligt i stuen - ja,så må hun ud- hun skal nok lære det - god fornøjelse med projektet

[Gæst Ninjamor]

Viviansen, jeg kan som redaktør gå ind og rette på indlæg, det var ikke meningen med dit indlæg, men jeg fik trykket på den forkerte knap da jeg ville besvare og opdagede det ikke. Undskyld.

 

Min Yorkshire terrier på 15 mdr har et KÆMPE jagtinstinkt og har brugt mange timer i haven på, at jage og gø af fuglene.

 

Dette vil sige, at hun har erfaret, at hun kan jage. Hun har muligheden, når den opstår. Hun har fået vane for at jage, bare sådan lige for at pensle det helt ud: MY har fået lov at gå op i jagt i hele sit liv.

 

Det har vi gennem meget træning fået styr på og hun ved nu, at det er forbudt.

 

Beklager, jeg kommer til at korrigere dig her: My ved ikke, at jagt er forbudt, hun har blot oplevet at nogle gange når hun jager, får det én konsekvens andre gange en anden: At hun bliver stoppet eller ikke.

 

Ind imellem kan det stadig "løbe af" med hende og så kommer der et enkelt vov hun får så nej og det tager det, som regel i opløbet. Sker det igen tager vi hende indenfor men det er efterhånden sjældent det bliver nødvendigt.

 

Det at det stadig sker fortæller dig, at hun stadig har lysten til at jage. Den er der ikke blevet rokket ved og derfor vil lysten altid ligge lige under pelsen på hende.

 

Prøv at se et barn for dig, som spørger om han må få en is.

"Nej, det må du ikke"

Han spørger igen og igen og får nej hver gang.

Ændrer det barnets lyst til at få en is?

Nej. Måske snarere tværtimod... :mums:

 

Et stop/forbudsord omkring jagt eller anden adfærd ændrer ikke på vore hundes motivation for det pågældende og derfor vil man altid skulle være opmærksom på de udløsende stimuli.

 

Oveni dette, så kan gentagne forbud øge hundens motivation idet en eventuel frustration ifm. forbuddet giver et øget pres indefra og hunden har oplevet en forløsning gennem jagt.

 

Nu er der så sket det, at min datter har fået en undulat. Den lille fyr har, som alle andre dyr, selvfølgelig krav på et godt liv og derfor skal den bo i stuen hvor resten af familien opholder sig.

 

Tillykke med pipper

 

Men ak og ve:( My er fuldstændig elektrisk og kunne, hvis hun fik lov, tilbringe timer foran buret. Hun er spændt som en fjeder og helt klar til jagt:shock:

 

My er allerede på jagt i denne situation!

 

Hvordan griber jeg det an? jeg er godt klar over at My aldrig kommer til "ligge i arm" med fuglen;-) men hun skulle gerne kunne acceptere fuglen uden at være i konstant jagt mood d.v.s. stress og alarm.

Som det er nu står hun foran buret alle døgnets 24 timer hvis hun fik lov:(

 

Det eneste holdbare er at ændre My's holdning til pipfuglen/pipfugle for kun hvis hun ændrer sit syn på fugle som jagtobjekter får du et resultat du kan stole på.

 

Vi taler vedholdende terrier her vel at mærke en jæger gennem sine gener.

 

Forbud holder højst sandsynligt kun ganske kort tid, så pludselig en dag sker der flere ting på samme tid og My jager igen.

 

Det er faktisk et træningsprogram, antijagtprogram, du har brug for og det kræver en masse tid at lave sådan et, men nogle få ting du kan gøre er:

 

Fjern pipper fra stuen og tag ham kun ind når du ved, du 100% har tid til at træne "pipfugl" med My. Det drejer sig om at forhindre hende i at komme i jagtmode mere end om at stoppe denne.

 

Aktiver My hamrende træt gennem fysisk og ikke mindst mental stimulering, generelt og især forud for træningsseancerne.

 

I denne tilstand af træt tilfredshed henter du pipper ind i stuen mens du har My i line.

Hold så stor afstand til buret at My kan fokusere på dig også og beløn med de lækreste små godbidder hver gang hun roligt ser på pipfuglen.

 

Tal positivt:"Har du set mors fine pipper bla bla bla..." så du ikke kommer til at sende negative signaler til hende.

 

Ros og beløn for roen og afslut seancen med at gå en tur med hende.

Inden hun atter lukkes ind i huset fjernes buret.

 

Du kan også gøre det omvendt: Du og MY "besøger" fuglen i det værelse den befinder sig.

 

Gradvist bliver tiden pipper opholder sig i stuen større, dette sker i takt med My's afslapning.

 

Dette er den sikre metode til at vende en hunds jagtmotivation til noget andet.

Ser du ikke en væsentlig forbedring på 5 - 8 ganges træning vil jeg anbefale, at du får en adfærdsbehandler hjem.

[Gæst Just]

Ro på - My fejler ikke noget og gør ikke noget der berettiger en såkaldt adfærdsbehandler.

[viviansen]

Ninjamor tak for dit svar!! det var lige præcis hvad jeg søgte - en metode, opskrift til at træne efter:5up: vi går straks i gang og så ser vi hvor langt det bringer os:-D

 

Lige som en sidebemærkning så finder jeg det dybt underligt, at man ikke har forsøgt, at avle noget af det stærke jagtinstinkt ud af racen.

En så lille hund, som My vil jo aldrig få mulighed for at udleve det.

Jeg har uden held forsøgt, at gøre hende lidt interesseret i mus ved, at vise hende musehuller. Det har jeg læst Anne-maries terriers har stor fornøjelse af. Det burde vel også falde hende mere naturligt da racen jo oprindeligt var rottefangere i minegangene.

 

Måske har det en sammenhæng med, at dem der avler Yorkier primært går efter skønhed og pels og før i tiden blev mange jo holdt i bur for ikke at ødelægge pelsen:( og så var det jo ikke væsentligt om hunden havde et stærkt jagtinstinkt for den kom jo aldrig ud:shock:

[Flaffy,Zozo,Luna]

Ro på - My fejler ikke noget og gør ikke noget der berettiger en såkaldt adfærdsbehandler.

 

Hvis det stresser My, fuglen og familien på længere sigt, er det da fint der er hjælp at få

[Gæst Ninjamor]

Ro på - My fejler ikke noget og gør ikke noget der berettiger en såkaldt adfærdsbehandler.

 

 

"Ro på"?

Hvad mener du helt præcist med det?

 

Der er de færreste hunde der overhovedet "fejler noget" i den forstand.

 

Hvorvidt en hund opfører sig, så det berettiger hjælpen fra en adfærdsbehandler må være op til ejeren. Eller til en adfærdsbehandler.

Det er ejeren som skal have nogle tiltag - ikke hunden - og i stedet for at prøve sig frem i månedsvis med forskellige metoder kan man vælge at gå direkte til den kvalificerede hjælp fra en adfærdsbehandler.

 

Hvorfor er du imod det?

 

Mange af de hunde jeg er hjemme hos, har fået forlænget, og nogle forværret, deres problematiske adfærd fordi ejeren har fulgt forskellige "gode råd".

 

En adfærdsbehandler kan gå lige i kødet på de faktorer der spiller ind hos det enkelte individ og som vi via nettet ikke har skyggen af chance for at vide noget om.

 

Så selv om jeg synes, der bliver givet mange rigtigt gode råd her på forum, så er det ofte at foretrække én som kan se hunden i situationen og interviewe ejeren grundigt.

[Gæst Ninjamor]

Ninjamor tak for dit svar!! det var lige præcis hvad jeg søgte - en metode, opskrift til at træne efter:5up: vi går straks i gang og så ser vi hvor langt det bringer os:-D

 

Lige som en sidebemærkning så finder jeg det dybt underligt, at man ikke har forsøgt, at avle noget af det stærke jagtinstinkt ud af racen.

En så lille hund, som My vil jo aldrig få mulighed for at udleve det.

Jeg har uden held forsøgt, at gøre hende lidt interesseret i mus ved, at vise hende musehuller. Det har jeg læst Anne-maries terriers har stor fornøjelse af. Det burde vel også falde hende mere naturligt da racen jo oprindeligt var rottefangere i minegangene.

 

Måske har det en sammenhæng med, at dem der avler Yorkier primært går efter skønhed og pels og før i tiden blev mange jo holdt i bur for ikke at ødelægge pelsen:( og så var det jo ikke væsentligt om hunden havde et stærkt jagtinstinkt for den kom jo aldrig ud:shock:

 

 

Selv tak

 

Tjah... Jeg har haft yorkier gående til træning, som mødte op med curlers i pelsen, og har mødt andre hunde som pga. udstillinger ikke måtte komme ud i haven, da de der kunne blive griset til

[Gæst Just]

"Ro på"?

Hvad mener du helt præcist med det?

 

Der er de færreste hunde der overhovedet "fejler noget" i den forstand.

 

Hvorvidt en hund opfører sig, så det berettiger hjælpen fra en adfærdsbehandler må være op til ejeren. Eller til en adfærdsbehandler.

Det er ejeren som skal have nogle tiltag - ikke hunden - og i stedet for at prøve sig frem i månedsvis med forskellige metoder kan man vælge at gå direkte til den kvalificerede hjælp fra en adfærdsbehandler.

 

Hvorfor er du imod det?

 

Mange af de hunde jeg er hjemme hos, har fået forlænget, og nogle forværret, deres problematiske adfærd fordi ejeren har fulgt forskellige "gode råd".

 

En adfærdsbehandler kan gå lige i kødet på de faktorer der spiller ind hos det enkelte individ og som vi via nettet ikke har skyggen af chance for at vide noget om.

 

Så selv om jeg synes, der bliver givet mange rigtigt gode råd her på forum, så er det ofte at foretrække én som kan se hunden i situationen og interviewe ejeren grundigt.

 

Med ro på mener jeg problemet ikke er særlig stort og det er at skyde undulater med kanoner

Jeg er bestemt ikke imod adfærdsbehandlere - My følger blot sit instinkt det behøver man ikke en adfærdsbehandler til da adfæren er helt normal

Ret beset er det vel ikke hunden der skal ændres på men holdningen om fuglen skal stå så den stresser hunden - før fuglen kom ind i "billedet" var der efter hvad jeg forstår ingen problemer.

Du har ret i der kommer mange råd om hvordan man kan gøre - det læser jeg som forskellige løsningsforslag - nogle bliver sorteret fra med det samme mens andre bliver "analyseret" for evt senere brug - alle råd kan være gode isoleret til den enkelte skribents hund ?

Måske er der i den konkrete "sag" nogle mangler i lederskabet ?

Hvis jeg går tur med vores hund ved søerne og der ligger ænder kunne han aldrig drømme om at løbe efter dem - er det min kone der går med ham så er det det sjoveste i verden at løbe efter ænderne - her er der heller ikke brug for en adfærdsbehandler men et ønske om min kone var mere konsekvent over for hunden og fik sat lederskabet på plads

[Gæst Just]

Ninjamor tak for dit svar!! det var lige præcis hvad jeg søgte - en metode, opskrift til at træne efter:5up: vi går straks i gang og så ser vi hvor langt det bringer os:-D

 

Lige som en sidebemærkning så finder jeg det dybt underligt, at man ikke har forsøgt, at avle noget af det stærke jagtinstinkt ud af racen.

En så lille hund, som My vil jo aldrig få mulighed for at udleve det.

Jeg har uden held forsøgt, at gøre hende lidt interesseret i mus ved, at vise hende musehuller. Det har jeg læst Anne-maries terriers har stor fornøjelse af. Det burde vel også falde hende mere naturligt da racen jo oprindeligt var rottefangere i minegangene.

 

Måske har det en sammenhæng med, at dem der avler Yorkier primært går efter skønhed og pels og før i tiden blev mange jo holdt i bur for ikke at ødelægge pelsen:( og så var det jo ikke væsentligt om hunden havde et stærkt jagtinstinkt for den kom jo aldrig ud:shock:

 

Hvis du en gang har set en Yorkier ryge om bord i en rotterede vil du aldrig glemme hvor "stor" din lille hund er.Jeg har den dybeste respekt for dens hurtighed og formidable måde at jage på - tag endelig ikke fejl af deres størrelse

[Gæst Ninjamor]

Med ro på mener jeg problemet ikke er særlig stort og det er at skyde undulater med kanoner

 

Det kan du da ikke vurdere!

Hvis det er et probem for ejeren så ER det er problem.

 

Jeg er bestemt ikke imod adfærdsbehandlere - My følger blot sit instinkt det behøver man ikke en adfærdsbehandler til da adfæren er helt normal

 

Ved du hvad Just?

Hvis adfærdsbehandlere udelukkende blev kontaktet når hunde udviste unormal adfærd, så havde vi stort set intet at lave!

Og mange flere hunde ville flintre rundt og udvise normal men problematisk opførsel.

 

De færreste (efterfølgende rettet til de fleste, naturligvis) adfærd er normaladfærd som er blevet for intense fordi hunden har haft mulighed for at dyrke dem eller normaladfærd som vises i en forkert sammenhæng: Hunden som laver udfald mod andre hunde i stresssituationer, ikke kan være alene hjemme uden at destruere, klatrer på væggene pga overopkørthed, er bange for skud etc. etc.

 

Ret beset er det vel ikke hunden der skal ændres på men holdningen om fuglen skal stå så den stresser hunden - før fuglen kom ind i "billedet" var der efter hvad jeg forstår ingen problemer.

 

Der læste jeg så noget andet, My jagtede, og gør det stadig gerne, fugle i haven.

Det er langt bedre for hunden, at hun lærer at slappe af omkring fuglen i stedet for konstant at gå og være halvt på jagt.

En jagthund i brug er heller ikke "på jagt" konstant...

 

Måske er der i den konkrete "sag" nogle mangler i lederskabet ?

 

Lederskab som årsagsfremkaldende er lidt en skrøne. Muligvis mangler der lidt af nogle ingredienser og det er netop en af årsagerne til at det er vanskeligt at rådgive på skrift - der er mange ukendte faktorer, men at vænne en hund til ikke at se et objekt som bytte, vil aldrig slå fejl eller skade nogen.

 

Hvis jeg går tur med vores hund ved søerne og der ligger ænder kunne han aldrig drømme om at løbe efter dem - er det min kone der går med ham så er det det sjoveste i verden at løbe efter ænderne - her er der heller ikke brug for en adfærdsbehandler men et ønske om min kone var mere konsekvent over for hunden og fik sat lederskabet på plads

 

Det behøver ikke have med lederskab at gøre at din hund jager ænder...

Redigeret Oktober 13, 2008 af Ninjamor
forkert ordbrug

[Agnete87]

Hvis det er et probem for ejeren så ER det er problem.

 

Hvis adfærdsbehandlere udelukkende blev kontaktet når hunde udviste unormal adfærd, så havde vi stort set intet at lave!

Og mange flere hunde ville flintre rundt og udvise normal men problematisk opførsel.

Hmmm, jeg har et problem med at min sankt bernardh savler, hvad kan jeg gøre ved det?? Jeg kunne måske have sat mig mere ind i racen, det er ikke et problem men et spørgsmål om idioti og dovenskab, efter mit lille grødede hoved:mrgreen:

 

Nu vil jeg lige sige at der er pænt mange af jeres race Irene, og i arbejder ikke ens og det sker at en hund skifter "adfærdsbehandler" fordi der er kommet et problem mere, grundet den behandlig den var i, men nok om det...

 

Men det kan jo være fordi at jeg kun mener at de dansk uddannede "adfærdsbehandlere/hunde-psykologer" er dem jeg vil stole mest på, og ikke et stykke svensk eller polsk papir...

(det samme mener jeg sjovt nok om læger, så jeg er ikke til at redde)

[Gæst Ninjamor]

Hmmm, jeg har et problem med at min sankt bernardh savler, hvad kan jeg gøre ved det?? Jeg kunne måske have sat mig mere ind i racen, det er ikke et problem men et spørgsmål om idioti og dovenskab, efter mit lille grødede hoved

 

Det kan jeg kun give dig ret i.

 

Du kan ikke med rimelighed sammenligne en adfærd og en kropsfunktion.

Det ene kan ændres med træning, det kan det andet ikke - ikke den "rigtige" vej i allefald.

 

Nu vil jeg lige sige at der er pænt mange af jeres race Irene, og i arbejder ikke ens og det sker at en hund skifter "adfærdsbehandler" fordi der er kommet et problem mere, grundet den behandlig den var i, men nok om det...

 

Du, må jo synes det er relevant for diskussionen siden du bringer det op, så fortæl endelig hvad du ved.

 

Det sker at en hund må til en anden dyrlæge fordi den første enten overså noget eller ikke fik alle oplysningerne.

Sådan er det desværre og man vil altid kunne diskutere hvis ansvaret er.

 

Men det kan jo være fordi at jeg kun mener at de dansk uddannede "adfærdsbehandlere/hunde-psykologer" er dem jeg vil stole mest på, og ikke et stykke svensk eller polsk papir...

 

Det kan også være svært at læse på det der fremmedsnak.

Især svensk kan være fælt.

 

Jeg mener ikke jeg behøver forsvare mit svenske papir, men vil lige påpege at den "svenske hundepsykologi" var den første i verden og selvom du ikke vil anerkende den, så vil den store verden godt:-)

Måske har du bare en højere standard, hvem ved...

 

(det samme mener jeg sjovt nok om læger, så jeg er ikke til at redde)

 

Du har overbevist mig for længst